USA – Trussel for sig selv og verden

USA – Trussel for sig selv og verden

usa

USA er stadig en global supermagt, der gennem kynisk udnyttelse af militær og økonomisk magt har trynet verdenssamfundet uhindret i det sidste århundrede. Selvom landets status som supermagt er svække i stigende grad udfordres af bl.a. Kina, bærer landet stadig skylden for en lang række af vedens dårligdomme. Egne borgere undertrykkes af politiet, mens droneangreb og militærteknologisk overlegenhed holder resten af omverdenen i ave.

Af Albert Jensen

De økonomiske kriser i USA efter år 2000 – IT-boblen i 2001 og finansboblen i 2008 – bekræfter, at supermagten fortsat er baseret på en spekulationsøkonomi. Kapitalen har store vanskeligheder med at finde produktive anbringelser for sine profitter, som i stedet anbringes spekulativt. Det udløser massiv kapitaldestruktion ved hvert krisesammenbrud.
Krisen i 2001 skyldtes næsten et årtis spekulative investeringer i IT-virksomheder. Efter det sammenbrud søgte den ledige kapital over i spekulation i fast ejendom, og det fik boligpriserne til at eksplodere. Storbanker, pensionsselskaber og finanshuse deltog aktivt i det spekulationscirkus, som endte med et brag i 2008, da stribevis af finanshuse gik ned og var tæt ved at trække de største banker med i faldet. Bankerne blev kun reddet, fordi staten gik ind med en hjælpepakke på over 700 milliarder dollars. En betydelig del af den kapitaldestruktion, der fandt sted, blev derved finansieret af staten, som kunne udskrive checken, fordi den kunne udstede statsobligationer – der blev købt af Kina.
Højrefløjen i kongressen blokkerer regelmæssigt for det statslige budget – så offentligt ansatte i perioder må klare sig uden løn. Det er dog mere et politisk sygdomstegn end et økonomisk, da supermagtens udlandsgæld ved udgangen af 2015 ”kun” var på 97 % af BNP. I Grækenland var tallet 213 %, i Frankrig 207 %, i Storbritannien 311 % og i Irland 797 %.
USA søger at kompensere for sin relativt faldende økonomiske betydning med en hastig befolkningstilvækst. I 1980 boede der 226 millioner mennesker i USA, 35 år senere var de steget til 319 millioner – en stigning på over 40 procent. Mens USA og Rusland ved den russiske revolution i 1917 befolkningsmæssigt var nogenlunde lige store, er USA nu mere end dobbelt så stor. Den væsentligste kilde til befolkningstilvæksten er især indvandrere fra Latinamerika, men også Asien. I løbet af det 21. århundrede er der derfor udsigt til, at den ’hvide’ befolkning (af europæisk oprindelse) kommer i mindretal. Det nærer racismen på den hvide højrefløj.

Industri og arbejderklasse under pres
I perioden 2000-15 faldt antallet af industri-arbejdspladser i landet fra 19 mio. til 12 mio. – mere end hvert tredje industrijob forsvandt. Arbejderklassens kerne i USA er dermed i stadigt fald – og det samme er kapitalismens kerne i landet.
Samtidig stiger uligheden. Mens direktørlønninger i 1965 var 24 gange højere end en gennemsnitlig arbejderløn, var de i 2005 262 gange højere og i 2013 296 gange højere. Blandt de fattige er reallønnen faldet så meget, at begrebet ”working poor” er blevet udbredt. Altså arbejdere, der ikke længere kan overleve på blot een indkomst, men er nødt til at have to eller flere job. Nogle delstater har siden 2010 gennemført lovgivning, som indskrænker eller helt forbyder retten til faglig organisering for yderligere at presse arbejderklassen.

Obama-illusioner
På venstrefløjen troede mange i 2008, at valget af Barack Obama som præsident ville medføre forandringer – at han i det mindste ville gennemføre visse reformer. Obamas embedsperiode har vist, at det var særdeles naivt. Som en af sine første embedshandlinger lukkede han Guantanamo-fangelejren pr. dekret, men 7 år senere eksisterer lejren fortsat i bedste velgående. Selv om valget af landets første præsident af afrikansk afstamning ikke førte til reformer, førte det til en voldsom polarisering af landets politik og især en stærk polarisering inden for det republikanske parti. Den højreradikale Tea Party-bevægelse vandt frem og blev fulgt af endnu mere højreradikale grupper og personer, der efter 50 års tilbagerulning af racismen i landet atter har sat den højrøstede racisme på dagsordenen. Hadet blandt de højreradikale rettes mod afro-amerikanske, latinamerikanske og muslimske indbyggere i landet.
I byerne optrapper staten sit voldsmonopol for at bekæmpe opposition og protester. Politiets køretøjer, uddannelse og våben militariseres i stigende grad, så ’ordensmagtens’ omgang med civilbefolkningen mere og mere ligner militærets omgang med den irakiske civilbefolkning under besættelsen af Irak. Alene i 2015 dræbte politiet i USA over 2.000 uskyldige civile. Politibrutaliteten udløser lejlighedsvis oprør i nordamerikanske byer.

Global magtprojektion under forandring
USA’s projektion af magt er ikke længere primært økonomisk. I takt med den stadige økonomiske svækkelse af supermagten bliver det i stigende grad militæret, som har den vigtigste rolle som projektion af magt. USA har i dag 769 baser og militære faciliteter i 41 lande (uden for USA) og 7 kolonier. Landets årlige militærbudget på 650 mia. dollars er lige så stort som de næststørste 8 landes militærbudgetter – tilsammen!
Supermagtens seneste massive militære magtprojektion finder sted i Asien, hvor det siden 2001 har ført krige i Afghanistan, Irak, Yemen og Syrien. Umiddelbart kan de virke som nederlag, men det er kun på overfladen. Krigene blev udtænkt af neokonservative politikere tæt knyttet til Israel. Planerne fik først mulighed for at blive realiseret, da Bush jr. kom til magten i 2001. Israels mål med krigene var at fjerne de sikkerhedspolitiske trusler fra de verdslige regimer i Mellemøsten og Nordafrika. Den langsigtede løsning for Israel var ikke ”regime change”, men total udradering af de pågældende stater. Den første skydeskive var Irak. Landets militær og det tidligere regeringsparti blev umiddelbart efter USA’s besættelse opløst og landet opdelt efter religiøse og etniske skel; så det i 2015 reelt består af et kurdisk nord, et shiitisk syd og øst, og et sunni vest – der overvejende er under IS kontrol. Med ophøret som sammenhængende stat er Irak samtidig ophørt med at eksistere som en sikkerhedspolitisk trussel mod Israel.
Det næste land var Libyen, hvor Gaddafi blev fjernet og dræbt i 2011. Landet er siden opdelt efter klan- og stamme-skillelinjer og er fra 2011 ophørt med at eksistere som en sammenhængende, fungerende stat.
Derefter kom turen til Syrien, som siden Israels dannelse i 1948 har været den ene af landets to hovedfjender. Den borgerkrig, som USA, EU og deres allierede i de arabiske olie-diktaturer siden 2011 har finansieret og støttet, har effektivt neutraliseret Syrien som trussel mod Israel. Syriens opsplitning efter etniske og religiøse linjer vil med stor sandsynlighed medføre en de-facto deling af landet i mange årtier fremover.
Magttomrummet i de lande, USA har smadret, bliver nu udfyldt af IS og andre jihadister, der imidlertid ikke er trusler mod Israel (som i vid udstrækning arbejder sammen med dem). At de er en trussel mod EU i form af enorme flygtningestrømme og terror, får ikke USA til at engagere sig. Supermagten har angiveligt været i spidsen for en bombekampagne rettet mod IS. Men mens Saddam Hussein og hans militær blev bombet sønder og sammen og sat fra bestillingen på blot 1½ måned, har USAs lejlighedsvise bombetogter ikke skadet IS. Tværtimod har det gjort bevægelsen til en magnet for jihadister, religiøst forfulgte muslimer og frustrerede unge fra hele verden.
USA har på opdrag fra Israel skabt det kaos i Mellemøsten og har ingen interesse i at ændre på den situation. Derfor har det været provokerende for supermagten, at Rusland siden september 2015 effektivt har angrebet IS og de andre jihadister i Syrien og næsten standset dens eksport af olie til Tyrkiet.

Droner giver lig og arbejdspladser
Krigene i Afghanistan og Irak skabte enorme ordrer til supermagtens militær-industrielle kompleks og gav grundlag for yderligere udvikling af nye våben, der kan bevare supermagtens status som verdens største våbeneksportør. Producerer landet efterhånden ikke så meget andet, producerer det i det mindste våben. En væsentlig del af den våbenteknologiske udvikling de seneste 10 år har været koncentreret om at udvikle droner, så halvdelen af supermagtens ’luftvåben’ i 2015 består af droner. De sættes ind mod mål i Pakistan, Afghanistan, Yemen, Somalia og Syrien. Effektiviteten er yderst begrænset, de fleste, der dræbes er civile. Men det giver grundlag for våbenteknologisk udvikling, og dermed, at USA’s våbenindustri får ordrerne på droner de kommende 10-20 år. Drone-’krigen’ handler ikke om at ramme ”bad guys”, men om at sikre våbenindustrien ordrer. Mange af det 21. århundredes konflikter vil tage afsæt i den stigende globale og nationale ulighed – og i klimaforandringerne, der ødelægger levevilkårene, f.eks. tørken i Syrien. USA ønsker at sikre sin militærindustri som hovedleverandør af våben til de konflikter.
USA er siden slutningen af 1980’erne blevet drastisk svækket i Latinamerika. De diktaturer – USA gennem det 20. århundrede havde installeret i kontinentet ud fra devisen: ”He may be a son of a bitch, but he’s our son of a bitch” – blev et efter et nedkæmpet og overgik til borgerligt demokrati. I de fleste lande var det populistisk-venstreorienterede partier, der ikke glemte USA’s støtte til militærdiktaturerne, og som derfor placerede sig i opposition til USA. Ikke blot blev USA politiske isoleret i regionen. De nye regeringer gav nye ordrer og koncessioner til Kina og europæiske stater. – Utænkeligt 20 år tidligere.
USA forsøgte at bremse den udvikling. I 2002 ved at søge at gennemføre militærkup i Venezuela – der imidlertid slog fejl og blot forstærkede supermagtens isolation. I 2009 gennemførte det militærkup i Honduras og i 2012 i Paraguay – for at fjerne venstredrejede populistiske præsidenter. I november 2015 lykkedes det højrefløjen at genvinde magten i Argentina, efter USA de foregående år havde ført en økonomisk destabiliserings-kampagne mod landet. I december vandt højrefløjen i Venezuela – stærkt støttet af USA – parlamentsvalget. Samme måned fik højrefløjen i Brasilien sat en rigsretssag i gang mod landets præsident Dilma Rousseff – og forstærkede sammen med USA bestræbelserne på at gennemføre statskup. USA arbejder fokuseret på at genvinde sin politiske indflydelse i regionen.
Frem til 00’erne var USA’s interesse for Afrika begrænset. Supermagten havde tætte forbindelser til de enevældige monarkier i Marokko og Egypten samt apartheidstyret i Sydafrika. Fra slutningen af 1990’erne begyndte Kina imidlertid at ekspandere sit engagement i Afrika for at sikre sig adgang til kontinentets naturressourcer. USA svarede igen i 2007 med oprettelsen af AFRICOM (United States Africa Command), der skulle sikre supermagtens militære overherredømme på kontinentet. I mangel af bedre placering fik den militære struktur imidlertid hovedkvarter i Tyskland!! Initiativet er nærmest blev ignoreret på kontinentet, som i stedet har prioriteret det økonomiske samarbejde med Kina.

Kina er hovedfjenden
I Østasien har USA gennem 00’erne optrappet det geopolitiske pres på Kina gennem optrapning af konflikten på den koreanske halvø. Det højreorienterede regime i Sydkorea indstillede i 2005 normaliseringen med Nordkorea, og de følgende år optrappede Sydkorea og USA konflikten, der indirekte lagde pres på Kina. I 2015 gik USA videre og lod Japan indlede opbygningen af militær angrebskapacitet. Der var tale om et historisk skift, efter at Japan gennem 70 år kun havde haft lov til at have et forsvar. Oprustningen er udtryk for, at USA ikke alene har ressourcer til militært at sikre den militære inddæmning af Kina, men nu også er afhængig af Japans militær til det formål. Trods grænsestridigheder omkring øer i det østkinesiske og sydkinesiske hav, der blæses op i de vestlige medier, er Kinas svar primært økonomisk. Kina viger tilbage fra at blive inddraget i en militær styrkeprøve på USA’s præmisser og satser i stedet på udbygget handel og økonomisk samarbejde med landene i regionen. Det gavner Kinas økonomi og svækker USA’s økonomiske indflydelse. USA søger at bremse den udvikling gennem handelspolitiske traktater, som indgåelsen af TPP aftalen (Trans-Pacific Partnership) mellem 12 lande rundt om Stillehavet i oktober 2015. Selv om aftalen angiveligt er en frihandelsaftale, er den et kompliceret sæt af overgangsordninger og særlige hensyn, som skal beskytte strategiske dele af USA’s industri og sikre dem adgang til markeder, de ellers har været lukket ude fra.
Sikkerhedspolitisk er de gamle imperialistiske centre i Europa samt Australien og New Zealand halehæng til USA. Med få undtagelser – som Frankrigs modstand mod at lade sig trække ind i krigen med Irak i 2003 – følger de lande som små lam i USA’s fodspor, når supermagten udstikker en kurs. Og løber rådvilde og forvirrede rundt mellem hinanden, når supermagten ikke udstikker en kurs – som f.eks. Libyen eller flygtningekatastrofen i Mellemøsten.
For at stække Rusland – der sammen med Kina siden 2011 havde blokeret for en vestlig krig mod Syrien – opmuntrede og finansierede USA i 2013 oprøret mod den folkevalgte regering i Ukraine. Målet var at føre NATO’s grænse i den region helt frem til den russiske. Det var USA, der indledte økonomiske sanktioner mod Rusland og trak EU med ind i denne sanktionspolitik.
USA har gennem flere år forhandlet TTIP-frihandelsaftalen med EU, der åbner op for at USA kan sagsøge og få europæiske virksomheder og stater dømt ved domstole i USA. Aftalen er primært i USA’s og de største europæiske koncerners interesse, men er alligevel blevet støttet af de fleste europæiske højreorienterede og socialdemokratiske politikere. Aftalen vil give USA et instrument til at tvinge europæiske firmaer og stater til at følge USA’s politik. Den nationalstatslige beskyttelse af europæiske virksomheder ophæves, og samtidig kan USA få fjernet den europæiske beskyttelse på miljø og forbrugerområdet.
Formålet med både TPP og TTIP er ikke frihandel, men det stik modsatte: At holde Kina og andre ude, at etablere instrumenter der kan bringe koncerner uden for USA under supermagtens juridisk-økonomiske kontrol – og få fjernet lovgivning og regulering i Europa, der ellers har budt på mere miljø- og forbruger-beskyttelse end i USA. Supermagten søger at bruge politisk-juridiske magt til at kompensere for afviklingen af sin økonomiske magt.
__

Krigene i Afghanistan og Irak skabte enorme ordrer til supermagtens militær-industrielle kompleks og gav grundlag for yderligere udvikling af nye våben, der kan bevare supermagtens status som verdens største våbeneksportør.”
”I byerne optrapper staten sit voldsmonopol for at bekæmpe opposition og protester. Politiets køretøjer, uddannelse og våben militariseres i stigende grad, så ’ordensmagtens’ omgang med civilbefolkningen mere og mere ligner militærets omgang med den irakiske civilbefolkning under besættelsen af Irak.

TTIP aftalen vil give USA et instrument til at tvinge europæiske firmaer og stater til at følge USA’s politik. Den nationalstatslige beskyttelse af europæiske virksomheder ophæves, og samtidig kan USA få fjernet den europæiske beskyttelse på miljø og forbrugerområdet.”

Læg et Svar