Trotskismens to sjæle

Trotskismens to sjæle

Paul LeBlancs Trotskij-biografi er en fremragende introduktion til en af det 20. århundredes største revolutionære og samtidig til trotskismens modsætningsfyldte historiske arv og betydning.

Af Bjarke Friborg

100 år efter oktoberrevolutionen og 75 år efter sin død, kan Trotskij stadig ikke undgå at fascinere. En gang var han nummer to efter Lenin, verdenskendt som USSRs første udenrigskommissær og Den Røde Hærs chef. 10 år efter revolutionen blev han imidlertid udvist af Stalin og endte sit liv som en jaget mand i eksil, mens han ihærdigt, men også desperat prøvede at formgive en ny international venstreopposition.

For Forlaget Solidaritet er der al grund til at udgive den nye Trotskij-biografi af den amerikanske akademiker og marxist Paul LeBlanc. Ikke blot er den levende, velskrevet, loyal og ærlig mod både personen og hans kritikere, den formår også at vise Trotskij som person såvel som politiker. Dertil viser og levendegør den det enormt store persongalleri, der omgav ham. Under indtryk af Stalins udrensninger får venskabet med Lenins enke Krupskaya og den tidligere oppositionelle Aleksandra Kollontaj ny betydning, ligesom kampfællesskabet med Christian Rakovski og venstresocialisten Victor Serge er en konstant gennem årevis. Trotskijs første kone Aleksandra Sokolovskaja optræder som både politisk aktivist og karaktervidne, mens hans personlige tragedier understreges af samtlige fire børns død fordelt på to henrettelser, et selvmord og en tuberkulose. For bogens hovedperson, født Lev Davidovitsj Bronstein, havde langt fra noget stille og ydmygt liv, men var i udpræget grad i begivenhedernes centrum.


En storpolitisk kæmpe blandt dværge

Det gennemgående tema er i sagens natur hovedpersonens politiske op- og nedture, idet Trotskij frem for alt andet var et dybt politisk menneske og viet til den socialistiske revolution. Lige fra han som 18-årig var med til at organisere arbejderne i provinsbyen Nikolajev, senere i to omgange valgtes til formandskabet for Petrograd-sovjeten under opstandene i 1905 og 1917, til han som 60-årig blev dræbt på sit arbejdsværelse af en sovjetagent med en isøkse. Hele denne rutsjetur formidles af LeBlanc med anekdoter og citater fra venner, men også fjender, og får dermed både saft og kraft som en kriminalroman – lige fra hemmelige oppositionsmøder i små lejligheder i Moskva til det internationale og farverige eksil i Mexico.
Undervejs udsættes Trotskij for en stadigt mere massiv bagvaskelseskampagne. Så hvad han manglede i form af en statsmagts fulde og verdensomspændende propagandaapparat, måtte han råde bod på med sin berømmelse, sit netværk og sin sylespidse pen. For LeBlanc er der her langt fra tale om blot forfængelighed eller en magtpolitikers trang til at opbygge et følge, men om en dyb dedikation til at omstyrte kapitalismen og undervejs gøde de nødvendige modkræfter. Fra sit eksil i først Sibirien, siden Tyrkiet og slutteligt Mexico var Trotskij en enormt produktiv skribent, herunder en flittig korrespondent med socialister i hele verden. I kraft af sin baggrund var han imidlertid ofte en ”kæmpe blandt dværge”, hvor hans person og analyser på godt og ondt på samme tid kunne være samlende, men også splittende. LeBlanc fremstiller hvordan Trotskijs akilleshæl forblev hans fortsatte og ubetingede forsvar af ”verdens første arbejderstat”, selv efter at den vendte sig imod både ham selv og andre.


Arbejderstat eller nyt klassesamfund

Som Stalins ærkerival er Trotskij med rette kendt for sin kritik af Sovjetunionen. Ikke desto mindre forblev han til sin død loyal overfor netop sovjetstaten, som han selv var med til at oprette og også sikre militært. At Trotskij og hans meningsfæller i den nye 4. Internationale fra 1936 og også tidligere dedikerede sig til at genoplive sovjetdemokratiet, tillade andre partier, danne frie fagforeninger etc. ændrer f.eks. ikke, at Trotskij i perioden 1917-1922 var den måske fremmeste eksponent for de krigskommunistiske nødforanstaltninger, der var med til at brutalisere den nye statsmagt fra fødslen. LeBlanc kommer selv ind på arbejdets militarisering, fraktionsforbuddet i bolsjevikpartiet og undertrykkelsen af bønder, der blot forsvarede deres afgrøde mod konfiskation. Nedkæmpelsen af Kronstadt-oprøret kommer også på listen, men pudsigt nok ikke nedkæmpelsen af den anarkistiske bondehær i Ukraine, som Trotskij ellers også var ansvarlig for. 

Uagtet alt dette fastholdt Trotskij, at USSR var blevet oprettet som en arbejderstat, hvis regime først for alvor var degenereret under bureaukratiets mand Stalin. For Trotskij var der heller ikke tale om et nyt klassesamfund, men en ustabil samfundsform ”halvvejs mellem socialisme og kapitalisme”, der var fundamentalt defensiv frem for potentielt imperialistisk. En analyse, der mødte stigende kritik langt ind i den nye internationale – navnlig efter Hitler-Stalin-pagten og den sovjetiske invasion af Finland samt annekteringen af Østpolen. 

LeBlanc gør det her tydeligt, hvordan netop Trotskijs insisteren på sin analyse i 1940 førte til splittelsen på midten af den amerikanske FI-sektion, der ellers indtil da ikke alene havde været toneangivende, men også den største – med 1500 medlemmer – og mest stabile. Et alvorligt nederlag for Fjerde Internationale og også for Trotskij selv, ikke mindst ved udbruddet af den 2. verdenskrig og kun måneder før hans død. Flere af de kritiske amerikanske trotskister optræder flere gange i bogen, herunder navnlig Max Shachtman, Raya Dunayevskaja og CLR James, der siden gik i forskellige retninger, men som for LeBlanc ikke desto mindre i en periode var forenet af trotskismen og af den marxistiske anti-stalinisme. 


En modsætningsfyldt arv

I den amerikanske marxist Hal Drapers klassiske essay fra 1966 om ”Socialismens to sjæle” (der ligeledes er udgivet af Solidaritet) er pointen, at socialister kommer i flere afskygninger, men at man grundlæggende kan skelne mellem autoritære og ikke-autoritære tendenser. Selv om Trotskij langt fra var en Stalin og ubetinget endte sit liv som en kæmpende revolutionær, forblev hans synspunkter stærkt splittende. Den ideologiske arv omfatter således ikke kun kritikken af stalinismen, men også f.eks. begrebet om en arbejderstat selv uden arbejderstyre. Efter hans død fór trotskister i totterne på hinanden over alt fra de nye sovjetiske lydregimer i Østeuropa til protostalinister som Castro, Tito m.fl. Med LeBlancs biografi bliver man langt klogere på den uomgængelige forhistorie.

__

 

”Trotskij forblev til sin død loyal overfor netop sovjetstaten, som han selv var med til at oprette og også sikre militært.” 

Læg et Svar