Kapitalismens globale krise

Det er skæbnens ironi, at samtidig med at kapitalismens hysteriske tilhængere i disse år erklærer kapitalismen (den såkaldte markedsøkonomi på ny-dansk) for ideologiernes sejrherre, og samtidig med at neoliberalismen har erklæret historien for død, da tvinger den økonomiske krise i Sydøstasien og siden i Rusland og Brasilien den kapitalistiske verden i knæ. Samtidig har den kapitalistiske verdens borgerlige økonomer offentligt måttet erkende, at deres 'teorier' ikke længere kan forklare udviklingen i de reelt eksisterende kapitalistiske lande. Til gengæld har marxismen - der ellers er blevet erklæret for død som politisk doktrin - en forklaringsevne, der langt overgår lommeuldsteoretikerne.

Af Albert Jensen

Alligevel er holdningen til Marx i størstedelen af den videnskabelige og politiske verden, at han i bedste fald var dybt forvirret, og i værste fald en tidlig stalinist. Disse holdninger er også dækkende for størstedelen af venstrefløjen, for hvem økonomi blot er en ideologisk abstraktion. Afklædt fra sin teoretiske politisk-økonomiske ballast, møder denne del af venstrefløjen vore modstandere, der gennem en hel generation har styret verden stort set uden modspil. Det bliver stadig mere klart, at venstrefløjen har et enormt behov for teoretisk (politisk-økonomiske) genoprustning i disse år, hvor kapitalismens egendynamik sprænger de ideologiske tankefængsler i stykker, som gennem de seneste 25 år er blevet opbygget af neoliberalister, globaliseringsideologer og postmodernister. Venstrefløjen er nødt til at udvikle sine egne analyser af den kapitalistiske udvikling - uafhængigt af det massive ideologiske bombardement fra borgerskabet.
Det er i denne forbindelse, at den nordamerikanske historiker Robert Brenner kommer ind i billedet. Sidste år skrev han bogen The Economics of Global Turbulence (Den globale turbulens' økonomi), om udviklingen i verdenskapitalismen fra 2. verdenskrig frem til i dag. Bogen behandler både højkonjunkturen fra krigen frem til ca. 1970 og de efterfølgende 30 års økonomiske krise og er som sådan unik. Mens bogen (eller rettere temahæftet - af New Left Review) er stort set ukendt i Danmark, har den udløst betydelig diskussion på venstrefløjen i den engelsk-talende verden.
Brenner er som sagt ikke økonom men derimod marxistisk historiker, der tidligere har udmærket sig ved et glimrende værk om overgangen fra feudalisme til kapitalisme. Hans analyse er derfor ikke blot særdeles omhyggelig. Den er også teoretisk velfunderet og inddrager også udviklingen i klassekampen og klassestyrkeforholdet mellem arbejderklasse og borgerskab. En kombination der er meget usædvanlig i den økonomiske historieskrivning.
Men Brenner indtager ikke blot iagttagerens rolle. Som led i sin gennemgang har han også en omhyggelig teoretisk behandling af årsagerne til økonomisk vækst og krise under de 50 års udvikling, han analyserer. Teoretisk retter han hovedskytset mod de borgerlige økonomer der mener, at krisen og den faldende profitrate skyldes ublu lønninger til arbejderklassen. Denne borgerlige ideologi er mere udbredt i USA, og har derfor mindre interesse for en dansk læser, men undervejs retter han også skytset mod keynesianere, der knytter krisen sammen med utilstrækkelig efterspørgsel, monetaristerne der ønsker statslig tilbagetrækning fra økonomien og snæver kontrol af pengemængden, samt tilhængerne af Schumpeter der opfatter teknologiske forandringer som omdrejningspunktet for vækst.
Brenners kritik er ikke blot baseret på marxistisk logik, men også på hvilke forklaringer der passer bedst sammen med virkeligheden. Samtidig benytter han sig af historikerens tætte fornemmelse for timingen og rækkefølgen af begivenhederne og geografens fornemmelse for den ulige udvikling. Brenners analyse afslører netop, at på tværs af globaliseringsideologiens forestilling om ensliggørelse af produktionsvilkårene, foregår kriseudviklingen meget ulige indenfor rammerne af de forskellige nationalstater. Derfor er det ikke tilfældigt, når Japan her i slutningen af 90'erne er i dyb krise, mens USA er inde i en relativ vækstfase.
Brenner gør op med populære forenklende kriseforklaringer på både højre- og venstrefløjen, og lægger i stedet hovedvægten på den faldende profitrate. For ham er kapitalismens grundlæggende strukturelle problem det anarki der går under betegnelsen konkurrence og tvangen til uafbrudt akkumulation. De tvinger enkeltkapitalerne til ikke blot at investere profitabelt, men systematisk at overinvestere i fast kapital (fabrikker, maskiner og infrastruktur), mens de hver især forsøger at komme til at stå bedst i forhold til resten gennem rationaliseringer.
Det sker uanset markedets størrelse, opsparings- og forbrugsraten eller hastigheden af teknologisk forandring, og fører i sidste ende til overakkumulation - til krise. Samtidig er kapitalisterne ikke i stand til at trække forældet fast kapital ud af produktionen. Konsekvensen er, at priserne bliver for lave i forhold til udgifterne, og at fabrikkernes udnyttelsesgrad og profitraten falder. Det er denne kombination af fortsat akkumulation, overproduktion og manglende evne til at likvidere forældet kapital der overordnet har karakteriseret de seneste 30 års kriseperiode.

1945-70 Højkonjunktur
Mens marxister og borgerlige økonomer er voldsomt uenige om kriseudviklingen siden 1970, er der ikke den store uenighed om højkonjunkturen, der prægede de første 25 år efter verdenskrigen. De økonomiske indikatorer illustrerer på dramatisk vis overgangen fra højkonjunktur til krise i årene omkring 1970. Det gælder væksten, produktiviteten, lønudviklingen, investeringerne og profitten, der stort set halveres fra den ene periode til den næste. Nøglen til forståelse af denne udvikling er det dramatiske fald i profitraten, der finder sted netop i disse år. Raten i G7 landene lå i perioden 1970-90 40% under niveauet for 1950-70.
Kapitel 2 i Brenners bog behandler den kapitalistiske udvikling fra 2. verdenskrig frem til 1970. Hele perioden var kun præget af en enkelt mildere recession i slutningen af 50'erne - med to betydelige vækstperioder både før og efter. Derefter var vækstindikatorene solide, indtil USA midt i 60'erne begyndte at løbe ind i problemer og i starten af 70'erne trak resten af verden med.
Efter 2. verdenskrig stod USA som den eneste kapitalisk udviklede stat, hvis produktionsapparat ikke i større eller mindre grad var blevet ødelagt af krigen. Supermagtens andel af den globale industrielle produktion, handel og finanskapital var derfor overvældende. Men samtidig havde verdenshandelen og kapitalstrømmene på tværs af grænserne nået et absolut lavpunkt som følge af de to verdenskrige og verdenskrisen i slutningen af 20'erne og ind i 30'erne.
En række faktorer spillede sammen og betingede den hastige økonomiske vækst, der de følgende 25 år kom til at præge udviklingen i både Japan og Tyskland. Begge lande lå efter verdenskrigen i ruiner, men for det første rådede de begge over en velkvalificeret og -disciplineret arbejdskraft. For det andet pumpede USA fra slutningen af 40'erne gennem Marshallplanen milliarder af dollars ind i genopbygningen af ikke blot disse lande, men også andre dele af Europa. Den kolde krig havde sat ind, og USA erkendte, at den bedste måde at holde kommunismen stangen var at sikre økonomisk og social udvikling. Strategien bestod derfor ikke i at sælge nordamerikanske varer til europæere og japanere, men at bidrage til genopbygning af deres industrielle kapacitet. For det andet lykkedes det at få arbejderklassen under kontrol. Dels havde de fascistiske regimer knust arbejderbevægelserne, hvilket gjorde, at selv om der i både Tyskland og Japan hurtigt kom gang i den faglige organisering efter krigen, var denne alligevel mærket af undertrykkelsen. Dels medførte udbruddet af den kolde krig i slutningen af 40'erne, at besættelsesmagten USA i begge lande slog hårdt ned på specielt den mere radikale del af bevægelsen. I Tyskland bidrog Socialdemokratiet SPD til at disciplinere arbejderklassen og udvise løntilbageholdenhed. I Japan udvikledes der korporative strukturer og et system med livstidsansættelser. Begge bidrog således til at stække arbejderklassen.
Konsekvensen var, at genopbygningen i Tyskland og Japan kunne gennemføres med tårnhøje profitrater. Profitten blev anvendt til geninvesteringer og i slutningen af 50'erne havde begge lande nået førkrigsniveauet i deres industrielle produktion. Omkring 1960 gik begge lande fra genopbygningsfasen over i eksportfasen. Den fortsat høje økonomiske vækst var nu betinget af en erobring af stadig større dele af verdensmarkedet. Med deres langt lavere lønninger og fuldt moderne produktionsapparat trængte begge lande ind på det nordamerikanske marked, og for specielt Tysklands vedkommende også ind i de andre dele af Europa. Tyskland præsterede i denne periode de højeste vækstrater, men begge lande var præget af højre profitter, en høj grad af reinvesteringer og eksportorienteret vækst. I Tyskland steg eksportens andel af den samlede industriproduktion fra 8,3% i 1950 til 24,2% i 1974.
Men allerede fra 1965 løb højkonjunkturen ind i de første problemer, og det var USA, der blev først ramt. Her faldt profitraten i takt med, at den nordamerikanske industri blev udsat for en stigende konkurrence fra især tyske og japanske eksportvarer. Lønningerne var fortsat betydeligt lavere i Tyskland og Japan og produktionsudstyret mere produktivt end i USA. Samtidig lå vekselkurserne mellem landenes valutaer fast. USA havde med Bretton Woods systemet fra 1944 (der bl.a. indebar etableringen af IMF og Verdensbanken) tvunget resten af verden til at acceptere, at dollaren var verdensvaluta. Det var en fordel for USA på det tidspunkt, men nu begyndte USA så småt at blive ramt af ikke at kunne ændre på sin konkurrenceevne gennem justeringer i valutakurserne.
Endnu var der ingen der drømte om, at USA skulle miste sin lederposition indenfor industrielle kerneområder som bil-, stål- eller konsumelektronikproduktion. Alligevel var der allerede midt i 60'erne tydelige tegn, der pegede i den retning. Investeringsniveauet var lavere end hos USA's konkurrenter (fordi profitraten indenfor disse brancher var faldende), importerede varer trængte hurtigt frem, og samtidig begyndte USA at hente teknologi fra udlandet, til fornyelse af sin egen produktion. Konkurrencen fra de udenlandske konkurrenter medførte i perioden 1965-73, at profitraten for de nordamerikanske producenter faldt med 40,9 %.
Udover den stigende konkurrence fra udlandet der gav USA underskud på handelsbalancen var der en anden faktor, der bidrog til at underminere dollarens dominerende position på valutamarkederne. Supermagten var i krig med Vietnam og lod seddelpressen køre for at dække militærudgifterne. Udgifterne blev umiddelbart dækket af Europa (især Tyskland) og Japan, der opsugede de mange dollars, og i Europa dannedes det såkaldte Eurodollar marked - et udtryk for overforsyningen med dollars. Systemet var i virkeligheden allerede ude af balance som følge af de stærkere økonomier i Tyskland og Japan, men der gik yderligere et par år, før det brød endelig sammen. Sammenbruddet indtraf først, da det blev åbenbart for ikke blot spekulanter men også politikerne, at dollaren ikke længere kunne indløses mod en fast guldpris, som det ellers var aftalt med Bretton Woods systemet. USA lå ganske enkelt ikke inde med tilstrækkelige guldreserver til at kunne indløse de mange Euro- og japanerdollars. USA's præsident Nixon erklærede derfor i 1971, at supermagten ikke længere ville indløse dollars mod guld. Verden havde mistet sin reservevaluta og konsekvensen var, at dollaren faldt i værdi, samtidig med at D-Mark og Yen steg. I forhold til Yen faldt dollaren umiddelbart med 16,9 %. I 1975-79 faldt kursen yderligere 26 %.
Dette skridt hjalp den nordamerikanske kapitalisme, hvis varer i perioden 1971-73 blev billigere i forhold til varerne fra udlandet. Presset på profitraterne blev samtidig overført til Tyskland og Japan, hvis varer nu var mindre konkurrencedygtige. Problemet var dog allerede på dette tidspunkt den stadig tiltagende overproduktion, der siden midten af 60'erne havde lagt et stigende pres på verdensøkonomien. Det var udelukkende et spørgsmål om, hvordan byrderne ved overproduktionen - den faldende profitrate og tiltagende krise - skulle fordeles. Mens det i slutningen af 60'erne endnu overvejende var USA der betalte prisen, væltede supermagten fra starten af 70'erne i stigende grad profitproblemet over på sine konkurrenter i Tyskland og Japan.

1971-79 Krisens første fase
I Danmark og resten af Europa associeres kriseudbruddet ofte med den såkaldte oliekrise, der satte ind i 1973 med voldsomme olieprisstigninger. I Europa (og Japan) var det de olieproducerende lande der fik skylden for krisen. USA var i 1973 i vid udstrækning selvforsynende med energi, og her var det især arbejderklassens ublu lønninger der fik skylden for krisen. Begge dele var lige forkert. Krisetegnende var sat ind flere år forinden. Fra 1965-66 i USA og fra 1971-72 i Europa og Japan. Men samtidig blev krisen i Europa og specielt Japan (der var 100 % afhængig af importeret energi) forstærket af oliekrisen. Alligevel var kriseforløbene i de enkelte lande meget forskellige. Et fælles træk var dog, at kapitalen optrappede sine angreb på arbejderklassen for at holde lønstigninger tilbage - for på den måde at øge profitraten. Dette fænomen slog først igennem i USA, hvor den faglige organisering siden starten af 70'erne er faldet til under halvdelen. I 1954 var 34,5 % af den nordamerikanske arbejderklasse fagligt organiseret. Det var faldet til 10 % i 1995. Borgerskabets voldsomme angreb på arbejderklassen afspejler sig bl.a. i lønstigningerne, der er haltet betydeligt bag efter udviklingen i resten af den udviklede kapitalistiske verden. (I perioden 1985-95 var reallønsudviklingen i USA med 0,15 % den laveste indenfor G7. I Tyskland var den 2,85 % årligt og i Japan 2,9 %).
Oliekrisen gjorde krisetegnende tydelige og kastede specielt Europa og Japan ud i dyb krise i 1973-75. USA klarede sig betydeligt bedre. Profitraten var presset i vejret i de foregående år (som følge af den svagere dollar overfor den stærkere D-Mark og Yen) og samtidig blev reallønnen reduceret gennem prisstigninger (der medførte inflation) og indædt modstand mod lønstigninger. Alligevel blev også den nordamerikanske økonomi påvirket af krisen udenfor landets grænser, og staten tog derfor den velafprøvede keynesianske medicin i brug, der havde været brugt gennem 40 år. Det offentlige forbrug skød i vejret og dette skabte i perioden 1975-79 atter en vis økonomisk vækst.
Problemet var imidlertid, at medicinen slørede sygdommen - overproduktionen. Under tidligere kriser (i starten af 30'erne og i det 19. århundrede) var overproduktionen blevet fjernet ved at likvidere de underproduktive kapitaler - altså lukning af fabrikker. Nu skabte staten i stedet fornyet efterspørgsel, og ikke blot fortsatte produktionen på samme niveau, men der blev samtidig opbygget ny produktionskapacitet. Overproduktionen blev yderligere forværret.
Både Tyskland og specielt Japan nød imidlertid godt af opsvinget i USA. Begge lande havde eksportorienterede økonomier, og begge satsede nu aggressivt på at fremme den økonomiske vækst gennem øget eksport. Det skete for det første gennem drastisk reduktion af profitraterne. Begge lande sænkede priserne på deres varer på verdensmarkedet og især overfor USA for at være mere konkurrencedygtige, og resultatet udeblev ikke - deres andel af verdensmarkedet steg yderligere. For det andet satsede begge lande på en omstrukturering og fornyelse af produktionsapparatet. Denne omlægning var tydeligst i Japan, hvor ældre brancher som tekstiler blev udfaset, mens nye brancher indenfor maskin- og elektronikproduktion fik øget vægt. (Tekstilers andel af den samlede eksport faldt med 60 %, mens maskiner steg med 50 % i 1971-81). Omstillingen lykkedes bedst i Japan, hvor enkeltkapitalerne var villige til at gå længst i reduktionen af profitraterne og i slutningen af årtiet var væksten atter betydelig i Tyskland og specielt Japan.
Men det skete på USA's bekostning, der dels gennem sin keynesianistiske politik pumpede dollars ud, der blev brugt til at købe japanske og tyske varer for, dels måtte se branche efter branche blive udsat for et voldsomt pres fra den aggresive udenlandske eksportstrategi. Allerede fra 1978 lagde USA derfor pres på Tyskland og Japan, for at de også skulle øge det offentlige forbrug - føre keynesianistisk politik. Men denne politik var i realiteten ved at have udspillet sin rolle. Den kunne ikke løse krisen, men trak den i langdrag og forstærkede de underliggende problemer. Samtidig øgede kapitalerne (i USA) fortsat priserne i et forsøg på at bevare deres profitter, og dette forstærkede tendenserne til inflation. Denne kombination af økonomisk stagnation og inflation kom i den nordamerikanske økonomiske terminologi til at gå under betegnelsen stagflation, og blev udsat for voldsom kritik fra højrefløjens økonomer, der havde høstet erfaringer i Chile med knusning af arbejderbevægelsen og likvidering af underproduktive kapitaler. Fra 1979 gjorde disse monetaristiske økonomer deres fulde indtog på den politiske scene. I Storbritannien kom Margaret Thatcher til magten, i USA overtog Paul Volcker ledelsen af forbundsbanken og 1 1/2 år senere kom Ronald Reagan til magten. De indledte nu et korstog mod arbejderklassen og mod den keynesianistiske ideologi.

1979-83 Monetaristisk angreb på arbejderklassen
Resultatet udeblev ikke. De offentlige udgifter blev drastisk skåret ned, renten sænket og lønningerne yderligere presset. Denne politik udløste et økonomisk tilbageslag i 1979-83. Krisen fik nu for alvor bid. Underproduktive kapitaler blev likvideret (fabrikker lukket) og reallønen sænket, hvilket samtidig havde en disciplinerende effekt på arbejderklassen. Men samtidig gjorde politikken ondt på kapitalen, og det var baggrunden for, at den blev opgivet i USA allerede i 1983. Den nordamerikanske kapitalisme pressede staten til atter at øge de offentlige udgifter, og dette fænomen kom til at gå under betegnelsen militær keynesianisme. Staten optrappede drastisk militærbudgetterne - angiveligt pga. militær kappestrid med Sovjetunionen. Samtidig fortsatte presset på arbejderklassen og polariseringen af samfundet tog til. Mens de højtlønnede fik betydelige skattesænkninger fjernedes de sociale ydelser til de fattigere.

1983-89 Militær keynesianisme
Heller ikke denne gang var den keynesianistiske medicin ubetinget til USA's fordel. Præsident Reagan og forbundsbankchef Volckers politik kombinerede stram pengepolitik med massiv offentlig låntagning: statsgælden i USA steg fra 21,8 % af BNP i 1980 til 46,4 % i 1993. Konsekvensen var, at renten skød i vejret og pressede dollaren samme vej. Over et par år steg dollarens værdi med omkring 80 %, hvilket slet ikke svarede til industriens konkurrenceevne. Eksporten faldt drastisk, mens importen steg. Samtidig med at statens underskud i en række år lå på 4 % af bruttonationalproduktet, skabte det enorme handelsbalanceunderskud for supermagten og satte andre brancher - end lige netop dem der var knyttet til det militærindustrielle kompleks - under et voldsomt pres. USA havde endnu ikke gjort Saddam Hussein til global syndebuk, så i denne periode var det typisk japanerne der udkonkurrerede den nordamerikanske produktion, der var de store skurke på den internationale scene.
Var USA's militære keynesianisme et tveægget sværd for supermagten selv, var det til gengæld særdeles gavnligt for både Tyskland og Japan. Begge lande var kommet gennem tilbageslaget i 1979-82 uden at blive ramt lige så hårdt som USA, og først udpumpningen af dollars og siden den voldsomme opskrivning af dollaren var særdeles gavnlig for deres eksport, der atter engang skød i vejret. Udviklingen gavnede dog Japan i endnu højere grad end Tyskland, og det japanske handelsoverskud overfor USA nåede astronomiske højder. Samtidig skete der imidlertid ændringer i den japanske akkumulationsmodel der afslørede, at det japanske mirakel der nu var på sit højdepunkt samtidig var på vej ind i problemer. De japanske profitter blev ikke længere udelukkende investeret i Japan. Selv om de japanske lønninger fortsat var lavere end i USA, var de langt højere end i resten af Asien, og japansk kapital begyndte derfor i stigende grad at søge mod Sydkorea, Taiwan, Singapore, Hong Kong, Kina og siden Sydøstasien, hvor der opbyggedes nye produktionsanlæg baseret på billigere arbejdskraft. Samtidig søgte den mod USA og Europa. Dels for at omgå den tiltagende nordamerikanske og europæiske protektionisme ved at bygge japanske fabrikker, på landets vigtigste eksportmarkeder. Dels for at dække den enorme offentlige låntagning i USA og det enorme handelsbalanceunderskud.
Kapitalismen var i hastig vækst, men den var baseret på USA's keynesianistiske politik og de skæve valutakurser. Systemet var derfor meget ustabilt, og i 1985 tvang USA derfor med Plaza aftalen G7 landene til at acceptere en drastisk nedskrivning af dollaren - og tilsvarende opskrivning af de europæiske valutaer og specielt yen'en. Over de følgende 3-4 år faldt prisen på en dollar fra 240 Yen til 80. På samme måde som valutakursjusteringen i starten af 70'erne havde ramt Japan, ramte også denne justering nu landet, men denne gang endnu hårdere eftersom landets varer i løbet af få år blev 3 gange dyrere i USA. Mens USA i 1986 aftog 40 % af Japans eksport, faldt denne del til 31,6 % i 1990. Som i 70'erne forsøgte kapitalen at reducere priserne for at fastholde eksporten, men det var slet ikke tilstrækkeligt til at fastholde den japanske eksportandel. Profitraten faldt og som tidligere i årtiet blev profitten pumpet ind i japanske investeringer andre steder i Asien, i Europa og i USA, og samtidig blev dele af den anvendt til spekulation internt i Japan. Det medførte et boom på ejendomsmarkedet, der dog senere skulle kollapse.
Valutakursjusteringerne i 1985-87 ramte også Tyskland, men alligevel ikke i samme grad som Japan. Dog faldt også den tyske eksportandel, mens producenterne i USA nød godt af, at priserne på de udenlandske produkter steg, at USA's konkurrenceevne overfor udlandet øgedes, den fortsatte militær-keynesianistiske politik og en fortsat stram lønpolitik. Kapitalen fortsatte sin offensiv mod den nordamerikanske arbejderklasse, organiseringen faldt og lønudviklingen lå langt efter udviklingen i Europa og Japan.

1989-92 Nyt tilbageslag
Alligevel kom valutakursjusteringerne for sent til virkeligt at gavne den nordamerikanske industri. Statsgælden i USA nåede op over 40 % af BNP, og det medførte i slutningen af årtiet, at den militære keynesianisme måtte opgives. Festen var forbi og yuppierne sendt på slankekur. Den republikanske præsident Bush blev af demokraterne tvunget til at balancere statens budgetter, hvilket medførte voldsomme nedskæringer - især i de militære udgifter, men også på social- og uddannelsesområdet. Som 10 år tidligere udløste det en ny strøm af konkurser i den nordamerikanske industri. Den kriserensende effekt fik i nogle år lov til at slå igennem, de undergennemsnitlige industrier blev likvideret og arbejdsløsheden steg.
Krisen slog i disse år voldsomt igennem i USA. I Tyskland og Japan var den slået igennem allerede i 1986-87, men de blev nu yderligere ramt. Det ramte spekulationsboblen i Japan, der blev næret af en blind tillid til ejendomsprisernes (spekulative) himmelflugt. Den yderligere opbremsning i profitproduktionen punkterede i 1991-boblen og sendte ejendomspriserne ud i frit fald. Efter 45 års voldsom akkumulation var den japanske eksportorienterede model i dyb krise.
Tilbageslaget ramte Tyskland noget mindre. Allerede fra 1987-88 havde Kohls regering gennemført en krisepolitik baseret på høje renter og et balanceret statsbudget, som landet samtidig påtvang resten af Europa. Denne politik medførte, at Tyskland og resten af Europa vækstmæssigt haltede efter USA og Japan, men beskyttede også økonomierne mod tilbageslaget i 89-92. Med sammenlægningen af de to tysklande i 90-91 slog Kohl-regeringen ind på en keynesianistisk politik. Staten pumpede store summer ind i sammenlægning - financieret ved offentlig låntagning - hvilket i nogle få år skabte et enormt boom i den tyske økonomi, men som de foregående keynesianistiske perioder baseret på offentlig låntagning var også denne tidsbegrænset.

1992-97 Økonomier ude af takt
Den japanske økonomi var allerede i starten af 90'erne i dyb krise. Fra 1993 skete der en voldsom opbremsning i den tyske økonomi. Også her var festen forbi. Begge lande havde siden 2. verdenskrig haft historisk lave arbejdsløshedsprocenter, der selv under krisen havde ligget 2-3 gange under gennemsnittet indenfor OECD-området. Tysklands arbejdsløshed røg nu op over EU gennemsnittet. Samtidig begyndte Kohl regeringen tilpasningen af den tyske økonomi til de krav for deltagelse i ØMU'en, der var blevet opstillet i Maastricht-traktaten i 1992. Krav der bl.a. indebar, at underskuddet på statsbudgettet skulle holdes på under 3 % af BNP.
Kun 2 steder gik det bedre: I USA og i Sydøstasien. Baggrunden for det langsomme økonomiske opsving i USA efter tilbageslaget i 89-92 var: at mange underproduktive kapitaler var blevet likvideret hvilket generelt medførte, at profitraten steg; at supermagtens nye præsident Clinton gennemførte fortsatte sociale nedskæringer; og at angrebene på arbejderklassen fortsatte. Den nordamerikanske realløn sank fortsat i forhold til udviklingen i Tyskland og Japan, således at lønningerne i midten af 90'erne var over 50 % højere i Tyskland end i USA. Det bremsede konkurrencen fra udlandet - i hvert fald fra Tyskland og Japan - og øgede USA's konkurrenceevne i udlandet. Samtidig var holdningen helt klart, at udlandet nu selv måtte slås med sine økonomiske problemer. Sovjetunionen og Østeuropa var brudt sammen, og dermed var truslen om sociale omvæltninger rykket langt ud i fremtiden. De sidste rester af Marshallplanens ideologi blev ryddet ud af den nordamerikanske politik.
Også i Sydøstasien gik det strygende. Den voldsomme tilgang af japansk kapital og kapital fra andre dele af verden havde bidraget til en hastig opbygning af produktionsapparatet gennem 80'erne, og industrien her havde nydt godt af det drastiske japanske tilbageslag fra slutningen af 80'erne. Konsekvensen var, at eksportandelen af sydøstasiatiske varer på verdensmarkedet allerede i starten af 90'erne var oppe på samme niveau som Japans. I perioden 1965-90 havde de 4 vigtigste NIC-lande i sydøstasien tilsammen øget deres andel af verdenshandelen fra 1,2 % til 6,4 %. Denne udvikling fortsatte frem til midten af 90'erne. Sydøstasien nød godt af Tysklands og Japans reducerede konkurrenceevne og den tiltagende vækst i USA. Men samtidig varslede udviklingen nye kriser. Den industrielle opbygning bidrog til den globale overproduktionskrise.
I 1995 besluttede G7 landene at komme den kriseramte japanske økonomi til undsætning, og i løbet af et års tid steg den japanske yen fra 90 til 140 pr. dollar. Det gavnede den japanske økonomi, hvor der atter kom lidt gang i væksten, men ramte til gengæld Sydøstasien hårdt. De sydøstasiatiske økonomier var som den japanske i 60'erne helt baseret på eksport, og kapitalen reagerede her ved at sænke priserne, profitraten faldt, kapitalen søgte bort, og det var det der var baggrunden for sammenbruddet i Sydøstasien i 1997-98. Landene havde traditionelt haft deres valutaer knyttet til dollaren, hvilket ramte dem hårdt, da yen'ens værdi faldt. De blev nu tvunget til drastiske devalueringer af deres valutaer.
Krisen i Sydøstasien ramte også Japan, der dels måtte se dele af sin kapital i disse lande likvideret, dels mistede eksport. I 1997-98 blev det derfor klart, at de japanske bankers dollarlån for 1.000 milliarder, svarende til 25 % af landets BNP, var stærkt usikre. Det kastede landets bankvæsen ud i dyb krise.

1997-99
USA akkumu-lationsmodel med 'succes'
Krisen i Sydøstasien har yderligere gavnet den nordamerikanske kapitalisme, der fastholder en økonomisk vækst, omend lavere end i midten af 90'erne. Overordnet er denne vækst baseret på fortsat nordamerikansk løntilbageholdenhed i forhold til omverdenen. Specielt Tyskland og Japan hvor lønningerne nu er langt højere end i USA udsættes derfor for et stadig stigende pres, og begge akkumulationsmodeller er i dyb krise. På lidt længere sigt vil det kunne medføre et voldsommere pres på lønningerne i både Europa og Japan, hvor en del arbejdsgivere og OECD lejlighedsvis giver udtryk for et ønske om at presse lønningerne ned på sydøstasiatisk niveau. Det fundamentale problem for kapitalismen er imidlertid, at overproduktionskrisen strukturelt set fortsat er uløst. Den overordnede kriseudvikling over de seneste 30 år har bestået i kortvarige udrensninger af underprofitable kapitaler fulgt af lidt længerevarende begrænsede opsving, men det grundlæggende problem er fortsat uløst.
Brenners analyse er et af de mest omfattende forsøg på at gennemføre en marxistisk analyse af udviklingen i verdensøkonomien efter 2. verdenskrig, og den har derfor udløst en livlig diskussion på venstrefløjen i den angelsaksiske verden. Diskussionerne har ikke grundlæggende rokket ved analysen, men har påpeget en række svage punkter. Solidaritet vil i de kommende numre følge op på denne internationale debat.

Robert Brenner: The Economics of Global Turbulence - a special report on the world economy, 1950-98. Tema nr. af New Left Review 229, may-june, 1998,265 s.
Bogen skulle være på trapperne i en udvidet bogudgave med titlen: Turbulence in world economy (London, Verso).

Robert Brenner er professor i historie på UCLA, Californien, og forfatter til vigtige artyikler/bøger om overgangen fra feudalisme til kapitalisme, senest bogen Merchant and revolution. Han er desuden medlem af den amerikanske socialistiske organisation, Solidarity, og medredaktør på deres blad Against the Current.

Følg med i debatten på Internettet og i tidsskrifter:

• New Left Review: http://www.newleftreview.com
• Robert Brenner: The looming crisis of world capitalism: from neoliberalism to depression. Against the Current, nr. 77, nov-dec. 1998 p. 22-26: http://www.labournet.org/solidarity
• Robert Brenner: Competition and class: a reply to Foster and McNally. -i: Monthly Review, vol. 51, nr. 7, dec. 1999.
www.monthlyreview.org
(se Foster og McNallys kritik i Monthly Review, nr. 2, juni 1999)
• Richard Walker: Capital's global turbulence: an introduction. Against the Current, nr. 78, jan-feb. 1999 p. 29-35: www.igc.org/solidarity/
• Mary C. Malloy, Charlie Post: Understanding the unevenness of capitalist development. A reply to Robert Brenner. Against the Current, nr. 79, mar-apr. 1999 p. 36-38: www.igc.org/solidarity/
• Hillel Ticktin: Accumulation and control of labor. Against the Current, nr. 79, mar-apr. 1999 p. 39-42: www.igc.org/solidarity/
• Peter Camejo: The 'great bull market' vs. 'looming crisis': on brenners theory of crisis. Against the Current, nr. 80, may-jun. 1999 p. 26-31
• Loren Goldner: 'Total capital' rigor and international liquidity: a reply toRobert Brenner. Against the Current, nr. 80, may-jun. 1999 p. 31-34
• Rob Hoveman: Brenner and crisis: a critique. International Socialism, nr. 82, spring 1999 p. 57-74.
www.lpi.org.uk/ijindex_.htm
• Andy Kilmister: Marxists and economics. International Viewpoint, nr. 307, jan. 1999 p. 34-35. http://www.labournet.org.uk/so/20brenner.html
• Michael Barratt Brown: Capitalism's crisis. European Labour Forum, nr. 20, winter 1998-99 p. 46-47
• Ben Fine, Costas Lapavitsas, Dimitris Milonakis: Addressing the world economy: two steps back. Capital & Class, nr. 67, spring 1999 p. 47-90.
• Fred Moseley: The decline of the rate of profit in the postwar US economy: a comment on Brenner.
www.mtholyoke.edu/~fmoseley