En bogudgivelse i Anledning af Septemberforligets 100 års jubilæum giver mulighed for at se nogle lange linier i den faglige kamp. Det følgende skal ikke være en anmeldelse af bogen, men en diskussion af nogle problemer i arbejdskampen, som den fremgår af bogens redegørelser.

125 års arbejdskamp i Danmark

Af Ernst Dahl

Perioden efter dannelsen af den første arbejderforening på socialistisk grundlag i 1871 var præget af de enkelte faggruppers selvstændige kamp. Arbejderne indledte lønaktioner på enkelte arbejdspladser med økonomisk støtte fra andre arbejdere, som arbejdede. Det var „omgangsskruen“, hvor man tog arbejdsgiverne en efter en, på den måde kunne lokale konflikter løbe i lang tid.
Arbejdsgivernes svar på denne taktik var lockouten; ved at udelukke alle fagets medlemmer fra at arbejde, tømmes strejkekassen hurtigt og derved tvinges arbejderne tilbage til arbejdet. Det skete med smedelockouten i 1885, lockouten i jernindustrien i 1897, og i 1899 benyttede arbejdsgiverne en lokal konflikt til at kaste hele arbejderbevægelsen ud i en lockout for at knække den én gang for alle. Efter fire måneders kamp enedes parterne om en hovedaftale, der fik tilnavnet „Septemberforliget“. Det var ingen sejr for arbejderbevægelsen, selv om det indebar anerkendelse af de faglige organisationer.
Problemet for arbejderne var, at den lokale strejke er effektiv, når arbejdsgiverne er uorganiseret. Når arbejdsgiverne organiserer sig og svarer igen med lockouten, svækkes strejkevåbnet. Under storlockouten i ´99 forsøgte parterne at „sulte“ hinanden til overgivelse. Når arbejderne kunne holde kampen gående så længe, var det af flere grunde; kampen handlede også om arbejdernes ret til at organisere sig, den ret kunne arbejderne ikke give fra sig. Konflikten foregik i perioden, hvor Venstre kæmpede for at støde et svækket Højre-parti fra magten. Højre-regeringen var derfor for svag til at sætte statsmagten ind imod arbejderne; bønderne hjalp arbejderne økonomisk for at få væltet Højre-regeringen.
Efter konflikten stod det klart for fagbevægelsen, at da arbejdernes ret til at organisere sig var blevet anerkendt, kunne man ikke en gang til gå ud i en konflikt af tilsvarende omfang og varrighed. Det problem søger fagbevægelsens ledelse herefter at løse ad to veje. Dels ved at centralisere beslutningerne for at undgå, at en enkelt gruppe kunne trække hele fagbevægelsen ud i en konflikt. Den anden vej er opbygningen af et fagretsligt system, der skal kanalisere konflikter på arbejdsmarkedet ind i et forhandlingssystem og dermed undgå strejker og lockouter.

Revolutionær epoke
Fagbevægelsen indgik i 1911 en 5-årig overenskomst, og verdenskrigen fra 1914 betød dyrtid med prisstigninger, mens de overenskomsternes lønninger lå fast. Det gav en ny faglig opposition vind i sejlene vind i sejlene. Det var syndikalisterne. Hele det møjsommeligt opbyggede fagretslige system kom til kort under presset af de mange lokale strejker.
Formanden for Den fast Voldgiftsret (arbejdsretten), juristen Carl Th. Ussing, udtalte i et foredrag om det fagretslige system i 1919: „Dette system synes nu at vakle; der sluttes aftaler, men de respekteres ikke; der afsiges domme, men de efterleves ikke ( . . . ) Hvorfor vakler systemet, er det blot en akut forbigående sygdom - dyrtid og krigspsykose - eller lider systemet af kroniske svagheder?“.
Interessant ved denne periode er, at der synes at foregå en akkumulation af kampvilje hos arbejderne. Strejkeaktiviteten var stigende gennem krigen. 1919 blev året med den suverænt mest omfattende strejkeaktivitet i arbejderklassen. Gennem nedefra kommende strejker tvang arbejderne deres historiske krav igennem: 8-timers arbejdsdagen. På det tidspunkt var krigen slut og forsyningssituationen ved at normaliseres. Det var de politiske begivenheder ude i Europa, der gav dønninger i Danmark. I Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn var kejserkroner rullet i støvet, efterfulgt af revolutioner. Der var en almindelig fornemmelse af at leve i en vigtig brydningstid. Venstreorienterede demonstranter stødte sammen med politiet på Grønttorvet („Slaget på Grønttorvet“), og Børsen blev stormet. Socialdemokratiet vedtog på sin kongres i oktober 1919 et socialiseringsprogram med forslag om bedriftsråd og statskontrol med erhvervslivet. Samme kongres sørgede dog for at ekskludere ungsocialisterne for at sympatisere med den russiske revolution.
Påskekrisen i 1920 afrundede krigstidens skærpede klassekamp: Kongen afsatte regeringen uden om Folketinget og indsatte sit eget ministerium. Borgbjerg truede med generalstrejke, og arbejderne demonstrerede i gaderne, på Amalienborg slotsplads affyrede en demonstrant et skud. Stemningen i byen var på kogepunktet. Kongen blev nervøs og opgav sit statskup.
DKP var sammen med syndikalisterne drivende i strejkebevægelserne, men ved valget i 1920 opnående DKP kun få promille af stemmerne, og kom først i Folketinget i 1932. De faglige resultater gav ikke kommunisterne større politisk gennemslagskraft.

Storbøndernes offensiv
Folketingsvalget i 1920 gav fremgang til Venstre, der dannede regering 1920-24. Venstre søgte herefter at få Folketingets borgerlige flertal med til at trænge arbejderbevægelsen tilbage. Venstre ønskede et opgør med krigstidens reguleringer.
1920erne var præget af, at det var uklart, hvilken økonomisk og politisk kurs, der skulle følges efter Verdenskrigen, som jo havde været en udtagelse fra det normale. Skulle det være en ultraliberalistisk vej eller skulle staten regulere efter sociale hensyn. Det var en politisk magtkamp mellem arbejderbevægelsen og gårdmændenes parti, Venstre.
Arbejdsgiverne dannede i februar 1920 et korps af frivillige, der øjeblikkeligt kunne gribe ind i arbejdskonflikter og udføre konfliktramt arbejde, det var „Samfundshjælpen“, et korps af strejkebrydere.
I forbindelse med sø- og havnestrejken i 1920 opfordrede regeringen (!) rederne til at henvende sig til Samfundshjælpen. Og det lykkedes med dens hjælp at knække strejken.
Overenskomstforhandlingerne i 1921 blev hårde og fagbevægelsen måtte acceptere forringelser. Det var efterkrigskrise med faldende priser, som arbejdsgiverne brugte som argument for lønreduktioner. I 1922 kom det til storlockout og generalstrejke i Randers.
I 1923 gik storbønderne i offensiven og indledte en konflikt mod landarbejdere i Kolindsund på Djursland. Da andre fagforbund indledte sympatikonflikt fik konflikten landsomfattende betydning, idet bønderne anlagde sag ved domstolene og konflikten endte i højesteret, der tilkendte bønderne en stor erstatning fra forbundene. I Folketinget rasede Venstre-regeringen mod fagforeningernes magt.
I 1925 var arbejdsmændene ude i en stor strejke. Den socialdemokratiske mindretalsregering (1924-26) havde et forslag om indgreb i konflikten liggende, men den sluttede inden der blev brug for det politiske indgreb.
I 1927 dannede den reaktionære Madsen-Mygdal fra Venstre igen en regering og han skærpede den fagforeningsfjendtlige linie. Han gennemførte i 1929 „Loven om Værn af Arbejds- og Erhvervsfriheden“, af fagbevægelsen kaldt „tungthusloven“, fordi den gav fængsel til alle, der ville hindre den frie erhvervsudøvelse gennem eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet.
Der var blandt bønderne et ønske om at rulle udviklingen tilbage til tiden før århundredeskiftet. Man ville have fuld frihandel, fjerne alle reguleringer af erhvervslivet og lade markedet bestemme, og frem for alt ville man sætte bom for fagforeningernes fremtrængen på landet.
Det er interessant at se, at denne organisationsfjendtlige linie fremkaldte stor irritation i Dansk Arbejdsgiverforening, der følte sig ramt af bøndernes fjendtlige holdning til organisationerne. Bogen refererer DA-formand for udtalelsen, at kritikken af organisationerne „synes at have til formål at undergrave arbejdsgivernes autoritet ved beskyldning for organisationstyranni ( . . . ) Og det er ikke alene fra folk, der står arbejderne nær. De, der skarpest angriber os, er ofte folk, som må formodes at høre til det borgerlige samfunds bevarende kræfter“.
DA var imod „tugthusloven“, fordi man opfattede som som vendt imod alle organisationer på arbejdsmarkedet. Loven kunne blive en kilde til uro på arbejdsmarkedet.
Det var en klar modsætning mellem arbejdsgivere på land og i by. Bønderne drømte om at vende tilbage til en tid uden fagforeninger. For industriens arbejdsgivere ville en tilbagevenden til en tidligere periodes uorganiserede arbejdsmarked indebære tilbagevenden til „de små raske strejkers“ tid.

Den socialdemokratiske model
Venstre kunne ikke skabe samling i den borgerlige lejr om sin ultraliberale linie. Dansk industri var stadig svag og havde behov for toldbeskyttelse. Industrien var i 1920erne igennem omfattende rationaliseringer for at overvinde efterkrigskrisen og det forudsatte ro på arbejdsmarkedet, og det forudsatte igen samarbejde med fagbevægelsen. De socialdemokratiske faglige ledere støttede rationaliseringerne som et middel til de lønforhøjelser, man ikke regnede med at kunne strejke sig til.
For det andet ville en støtte til Venstres linie styrke storbøndernes stilling i samfundet. Husmændenes parti, de radikale, ville ikke få meget at skulle have sagt, hvis Venstre skulle føre an i en kamp for ekstrem liberalisme. De radikale ville hellere inddæmme arbejderbevægelsen gennem samarbejde. Stauning kunne danne en socialdemokratisk-radikal regering i 1929.
På Socialdemokratiets kongres i 1927 havde holdt Stauning en vigtig tale om partiets erhvervspolitik, hvor han gik ind for statslig ophjælpning af det private erhvervsliv. Efter kongressen stillede Stauning forslag i Folketinget om „kriseværn“ (told) for industrien, og han oplyste, at han havde talt med ledende industrimænd og sagt til dem: „Hvis I på forhånd siger, at dette er uigennemførligt, hvis I fraråder mig at fremsætte det, så fremsætter jeg det ikke. Men de bad mig indstændigt: Fremsæt dette forslag, det er dog endeligt et positivt og godt forslag.“.
Socialdemokratiet havde formuleret en politik til støtte for det private erhvervsliv for derved at fremme beskæftigelsen for arbejderne. Dermed knyttede Socialdemokratiet også forbindelsen til industriens arbejdsgivere.
Efter dannelsen af den socialdemokratisk-radikale regering i 1929 bliver det afgørende for Socialdemokratiet at sikre ro på arbejdsmarkedet. I 1932 førte forhandlingerne om de nye overenskomster til konflikt på slagteriområdet. Statsminister Stauning kaldte De Samvirkende Fagforbunds forretningsuvalg til møde på Christiansborg for at få det til at opfordre forligsmanden til at stille et mæglingsforslag; og da slagterierne havde krævet reduktion af lønningerne på hele 20%, mente Stauning ikke, at forligsmanden kunne undgå at give slagterierne en lille reduktion i slagteriarbejdernes lønninger. Stauning mente, at situationen var lagt til rette af slagteriernes ejere, som var Venstre-bønder, for at skabe vanskeligheder for regeringen. Derfor, mente Stauning, måtte slagteriarbejderne bringe et offer for at redde regeringen.
Slagteriarbejdernes hovedbestyrelse indbød statsminister Stauning til deres møde, hvor han sagde, at en konflikt på slagterierne ville forværre landets økonomiske problemer og især formindske landets indtægter af fremmed valuta. Derfor henstillede Stauning, at slagteriarbejdernes hovedbestyrelse anbefalede et mæglingsforslag fra forligsmanden, der indeholdt en mindre lønreduktion. Alligevel forkastede slageriarbejderne ved urafstemning mæglingsforslaget med massivt flertal. Lockouten trådte i kraft. Slagteriarbej- dernes hovedbestyrelse blev indkaldt til møde på Christiansborg. Resultatet blev, at mæglingsforslaget til sendt ud til ny urafstemning, og denne gang vedtaget af et flertal.
Overenskomstforhandlingerne i 1933 blev også vanskelige. Arbejdsgiverne krævede 20% lønreduktion, fagbevægelsen krævede 40 timers arbejdsuge og forbud mod overarbejde. De Samvirkende Fagforbund var imod fagvise forhandlinger og fik alt samlet i forligsinstitutionen. Strejke- og lockoutvarsler blev afsendt. Stauning fik rynker i panden. Men fagbevægelsen nægtede at forhandle lønreduktion.
De Samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg samledes for at drøfte situationen. Den socialdemokratiske rigsdagsgruppe mødte op med Stauning og Borgbjerg i spidsen. Stauning sagde: Vi må „undgå den katastrofe, der er under opsejling“, Borgbjerg sagde: „Efter min og manges mening står vi foran en revolutionær situation, som vi ikke før har kendt.“! Intet mindre. Det var stærk tobak for den fagbevægelses socialdemokratiske ledelse, som dog alligevel havde svært ved at finde sine ben. Landsorganisationens formand sagde: Vi er imod tvungen voldgift, og et politisk indgreb kan vi ikke støtte- „selv om vi ikke skal gå direkte imod“!
Stauning talte igen om konflikten som „en trussel om at drive befolkningen og landet ud i en katastrofe, som aldrig er oplevet her i landet og næppe nogetsteds i verden . . . . „!!
På Christiansborg forhandlede partierne om et stort kriseindgreb, og det fortsatte i privaten hos Stauning i Kanslergade, og det endte med „kanslergadeforliget“, hvis vigtigste indhold blev: Udsættelse af alle strejker og lockouter i et år, og dermed forlængelse af gældende overenskomster, krisehjælp til landbruget, stramning af loven om mægling i arbejdsstridigheder, mindre sociale reformer.
Kanslergadeforliget var det første politiske indgreb i arbejdskonflikter og det kom til at danne model for de indgreb, der nærmest blev en fast regel helt frem til indgrebet i konflikten i 1998.
Ved slagteriarbejdernes overenkomstforhandlinger i 1934 krævede slagterierne nedsættelse af arbejdernes lønninger. Kommunisterne havde vundet frem blandt slagteriarbejderne, både som følge af indgrebet i overenskomsterne i 1933 og p.g.a. af forringede forhold på slagerierne. Da strejken havde varet en uge greb Stauning ind og opfordrede parterne til at vise hensyn til samfundets interesser. Stauning henviste til, at Danmark havde indgået handelsaftaler med andre lande og sagde, at „Det var 5000 slagteriarbejdere og ledelsen for slagterierne, der spillede, og det spil var hasard om landets interesser“. Derefter gennemførte de fire store partier i Folketinget en lov om tvungen voldgift. Slagteriarbejdernes Forbund fordømte lovindgrebet mod en lovlig varslet strejke men affandt sig med de.
Også i 1936 greb regeringen ind og fik ophøjet et mæglingsforslag til lov. I mæglingsforslaget søgte forligsmanden at imødekomme fagbevægelsens ønske om en solidarisk lønpolitik ved at give mest til de laveste lønninger. Dermed sikrede man sig antageligt tilslutning til indgrebet fra lavtlønnede grupper, der måske ikke følte sig stærke nok til at gå ud i kamp.
Igen i 1938 var der politisk indgreb mod konflikter på arbejdsmarkedet, hvor slagterierne igen var i centrum.
Regeringen var meget hurtig til at gribe ind i strejker på slagterierne, hurtigere end konflikter andre steder. Det var både af hensyn til landbrugseksporten, der var vigtig for landet, og af hensyn til slagteriernes ejere, der var Venstre-bønder - og radikale husmænd.
I 1934 fik den socialdemokratisk-radikale regering vedtaget en ny forligsmandslov eller „Lov om mægling i arbejdsstridigheder“, som den hed. Den gav forligsmanden mulighed for at sammenkæde afstemninger om mæglingsforslag inden for et større område, desuden skulle der nu en vis stemmedeltagelse blandt arbejderne til for at forkaste et mælingsforslag. Det skulle gøres vanskeligere for fagbevægelsens medlemmer at forkaste mæglingsforslag. Som en socialdemokratisk politiker skrev i parti-avisen, Social-Demokraten:
„Da det er stridende mod al sund og demokratisk sans, dels at arbejderne ikke gør brug af deres medbestemmelsesret, dels at et mæglingsforslag kan strande ved et enkelt fags forkastelse med få stemmers majoritet og dermed føre alle fag ud i en storkamp, der kan ende katastrofalt, kan der ikke med socialistisk logik rejses kritik af forslaget.“.

Solidaritens dilemma
Det lå en indbygget konflikt i fagbevægelsen: Hvis en faggruppe skulle regne med støtte fra den øvrige fagbevægelse, måtte den faglige landsorganisation have indflydelse på, hvornår den enkelte fagforening gik ud i en konflikt. Men det kunne undergrave demokratiet i den enkelte fagforening.
Det var spørgsmålet om, hvordan man opbyggede et demokrati i fagbevægelsen, der sikrede det enkelte forbunds selvbestemmelse samtidig med den fornødne solidaritet i hele fagbevægelsen.
Ved overenskomstfornyelsen i 1931 vedtog landsorganisationens generalforsamling en resolution, der sagde „at det må være fuldkommen i strid med de demokratiske principper, der er gældende for arbejderbevægelsen, at et mindretal af arbejdere tilsidesætter hensynet til hele arbejderklassens vel og det flertal, som har tiltrådt forslaget . . . . . . „ (s. 262). Generalforsamlingen vedtog, at de forbund, der havde forkastet forligsmandens mæglingsforslag, tog stilling til forslaget ved en ny urafstemning.
Ønsket om at skabe samlede løsninger for alle fagbevægelsens medlemmer på én gang evt. med forligsmandens bidstand bidrager til at løfte overenskomstforhandlingerne op på et stadigt højere niveau - for til sidst at ende på regeringens bord.
Problemet, som de socialdemokratiske ledelser i den danske fagbevægelse ikke kunne eller ikke ville løse, var, hvordan en så stor bevægelse kunne udvikle demokratiske processer, der både respekterede det enkelte forbunds ret til selv at bestemme, og samtidig fastholdt alle forbundene i en ansvarlighed over for den samlede fagbevægelse.
Det bør i princippet ikke være noget problem, at fagbevægelsens medlemmer gennem diskussioner vedtager fælles generelle krav til arbejdsgiverne. Men hvis nu et enkelt forbund afviser det samlede forhandlingsresultat, mens alle øvrige forbunds medlemmer vedtager det, hvordan kan hele fagbevægelsen så være forpligtet til at gå ud i en solidarisk støtte til det forbund, der vil kæmpe for en højere løn end den, den øvrige fagbevægelses medlemmer har accepteret?
Spørgsmålet handler om hele den måde, fagbevægelsen skal fungere på. Den debat er blevet blokeret ved, at fagbevægelsens (socialdemokratiske) ledelse har accepteret underordningen under Socialdemokratiet. Man har ikke behøvet at udvikle demokratiet i fagbevægelsen, når den socialdemokratiske regering gang på gang ragede kastanierne ud af ilden med et indgreb i overenskomstforhandlingerne.

Kommunistisk strejkeledelse
Lige siden Socialdemokratiets splittelse i 1916 og dannelsen af et socialistisk parti, der senere blev til DKP, har venstrefløjen satset på at erobre flertallet i fagbevægelsen ved at gå i spidsen for de mest militante faggruppers kamp. I 1928 var de kommunistiske partier i Europa slået ind på en ekstrem venstre-linie, der indebar, at de socialdemokratiske partier blev betegnet som „socialfascistiske“, og at kommunisterne skulle opbygge en „Revolutionær Fagopposition“ (RFO-grupper) på arbejdspladserne.
Søfolkene kom ud i en hård kamp i 1934. Kommunisterne havde erobret flertallet i Søfyrbødrenes Forbund og havde opbygget en opposition i Sømændenes Forbund, og de var indstillet på kamp (s. 294). Søfolkene havde oplevet større forringelser end andre arbejdere, devalueringen af kronen havde ramt søfolkene hårdt, de fik mindre ud af deres løn, når de skulle veksle til fremmed valuta i udlandet; og da forligsmanden kædede urafstemningen om deres overenskomster sammen med andre forbunds afstemninger var det i realiteten ikke muligt for søfolkene at forkaste mæglingsforslaget, selv om alle søfolk stemte nej. Forligsmanden offentliggjorde resultatet af afstemningen i land endnu før søfolkene var færdige med deres urafstemning. Denne situation havde rederne naturligvis forudset, og derfor havde der ikke været reelle forhandlinger mellem rederne og søfolkenes organisationer.
Søfolkenes to forbund besluttede at gå i strejke på trods af mæglingsforslagets vedtagelse. Kommunisterne havde den reelle ledelse af kampen og de førte den på grundlag af Strassburger-teserne, som var vedtaget af de europæiske kommunistiske partier.
DKPs s dagblad, Arbejder Bladet, skrev den 25. april 1934:
„Vi står nu midt i det masseopgør med regering, socialdemokratisk presse og faglige forræddere, der ikke standser, før arbejderne er herrer i eget hus, for fagforeningerne er klasseorganisationer i arbejdernes kamp, før det kapitalistiske samfunds betalte og bestukne forræddere i Socialdemokratiet, regering, presse og faglige organisationer er fejet til side og udslettet under arbejdermassernes stormmarch mod det kapitalistiske samfund.“
Det var en kolosal overvurdering af situationen.
Socialdemokraterne bekæmpede søfolkenes strejke og beskyldte kommunisterne for splittelsesarbejde, og Arbejdsmandsforbundet advarede havnearbejderne mod at gå i sympatiaktion. Men i Århus, Aalborg og Esbjerg gik havnearbejderne i sympatiaktion, i Esbjerg erklærede den lokale fagbevægelse en dags „generalstrejke“ i sympati med søfolkene. Politiet forbød søfolkenes møder og det kom til sammenstød mellem politi og søfolk i Fælledparken, og håndgemænget bredte sig til Nyhavnskvarteret. 28 personer blev anholdt og desuden blev 9 ledende fagligt aktive kommunister anholdt. Den hårde fremfærd pressede søfolkene.
Sømændenes forbund var socialdemokratisk ledet men med en stærk kommunistisk opposition. Sømandsforbundets ledelse søgte en forhandlingsvej ud af strejken, som man ikke længere troede kunne vindes. Det svækkede søfyrbødrenes stilling, så de måtte slutte strejken på arbejdsgivernes betingelser.
Det er dog værd at bemærke, at ved fornyelsen af søfolkenes overenskomster i 1935 blev der opnået betydelige forbedringer. Kampen i 1934 havde ikke været forgæves.
Søfolkenes kamp var fuldt berettiget, da de var blandt de hårdest ramte af den økonomiske krise. Men de stod over for en hård arbejdsgiver, rederkapitalen, og en forsat kamp havde uden tvivl fremkaldt yderligere indgriben fra statsmagten.
Vejen frem havde været at udbygge det solidaritetsarbejde, som søfolkene var igang med. Men det blev hæmmet af DKPs faglige linie, der satsede på at opbygge en fagopposition under partiets ledelse, de såkaldte RFO-grupper på arbejdspladserne. En bredere faglig oppositionsbevægelse kunne ikke spændes for nogen parti-vogn.
DKPs faglige linie fra 1928 og frem handlede om at bruge den faglige kamp til at løsrive arbejdermasserne fra socialdemokratisk indflydelse og dermed forberede en revolutionær kamp. En kamp som søfolkenes i 1934 skulle også bruges til at afsløre de socialdemokratiske reformister. I en opsummering af erfaringerne fra sømandsstrejken konkluderede DKP, at de socialdemokratiske ledere ikke kunne tåle flere strejker som søfolkenes „for de står allerede afsløret i store arbejdermassers øjne“.
Hvis en arbejdergruppes kamp skal vindes i en situation, hvor socialdemokraterne stadig har stærke positioner i fagbevægelsen, går det ikke at kalde alle socialdemokratiske ledere over en bank „forræddere“. Der var faktisk på det tidspunkt en opposition i Arbejdsmandsforbundet (DAF), som DKP med sin ultravenstre linie ikke kunne opsamle. Arbejdsmændenes afdeling i Esbjerg indkaldte senere i 1934 28 DAF-afdelinger til en konference i Fredericia, hvor man formulerede krav, der lå tæt på RFOs faglige krav.
Det var som om DKPs faglige linie ligefrem forudsatte en hård konfrontation med Socialdemokratiet.
Men hvis man af hensyn til det brede solidaritetsarbejde nedtoner kritikken af Socialdemokratiet, vil det så ikke svække venstrefløjens muligheder for at markere sig med en selvstændig profil?
Spørgsmålet er, om det er holdbart at bruge den faglige kamp i et parti-opbygningsperspektiv.
Kort efter sømandsstrejken i 1934 ændrede Kommunistisk Internationale signaler og opgav den hårde konfrontationslinie over for de socialdemokratiske partier, i stedet skulle kommunistier arbejde for etablering af en folkefront med alle demokratiske kræfter. DKP kunne fortsat være fagbevægelsens venstrefløj, men mere afdæmpet.
Kommunisterne efterlod det ubesvarede spørgsmål bag sig: Hvis den faglige kamp ikke kan bruges til at løsrive lønarbejderne fra Socialdemokratiets indflydelse, hvad er så perspektivet i den faglige kamp?

De lange linier
1930erne er perioden, hvor arbejdskampen for alvor politiseres gennem regelmæssige indgreb i overenskomstforhandlingerne.
Efter Anden Verdenskrig fortsætter politiseringen af arbejdsmarkedet, men nu optræder fagbevægelsen ikke i en defensiv rolle men som fuldt integreret part i et stadig tættere samarbejde mellem stat, fagbevægelse og arbejdsgivere. Et fast partnerskab etableres.
Der synes at være nogle grundlæggende mekanismer i klassekampen, der kan sammenfattes således:
Der opstår en kamp på arbejdspladserne om løn og arbejdstid, arbejderne anvender „omgangsskruen“ mod den enkelte arbejdsgiver. Arbejderne danner fagforeninger for at støtte den lokale kamp. Arbejdsgiverne besvarer de lokale strejke med lockout. Arbejderne danner forbund for at koordinere kampen yderligere, og forbundene samles i en landsorganisation.
Strejken er mest slagkraft som kampmiddel i lokale konflikter, mens den landsdækkende massestrejke er et tveægget sværd, den rammer hårdt, men skal afsluttes hurtigt, fordi arbejderne ikke har økonomi til en længere konflikt.
Statsmagten forholder sig ikke passivt til arbejdskonflikter men søger dem bilagt evt. gennem direkte indgreb. Lønarbejderne kan besvare statsindgreb med massestrejke, men den må være kortvarrig, og regeringen må være svag, hvis et statsindgreb skal fejes til side.
En regering har mulighed for at tale på „samfundets“ vegne og kan derved mobilisere et flertal af befolkningen bag sine indgreb.
Lønarbejdernes interesser kan ikke varetages alene gennem faglig-økonomisk kamp, derfor danner de et socialistisk parti, socialistisk fordi kun solialismen kan begrunde den solidaritet, arbejderne har brug for i den faglige kamp. Arbejderpartiet søger gennem forhandlinger og kompromisser i parlamentet at opnå sociale reformer til gavn for arbejderne. Som modydelse forlanger de borgerlige partier ro på arbejdsmarkedet.
Det er det tætte politiske samarbejde mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier, der er baggrunden for, at en regering i Danmark er hurtigere til at gribe ind i arbejdskonflikter end i en del andre lande.
På et tidspunkt opstår en splittelse i arbejderbevægelsen mellem en fløj, der prioriterer den politiske kamp i parlamentet højere end den faglige kamp, som man tværtimod søger at underordne den parlamentariske kamp. Det var en væsentlig del af grundlaget for splittelsen mellem socialdemokrater og kommunister. Socialdemokratiets samarbejde med borgerlige partier i parlamentet skabte en permanent platform for et fagligt aktivt kommunistisk parti.
Eftersom den parlamentariske kamp og den faglige kamp er to veje til forbedring af lønarbejdernes levevilkår, er der ingen direkte sammenhæng mellem de to veje. Der er ingen modsætning i at deltage i en hård strejke under kommunistisk ledelse og stemme på Socialdemokratiet ved Folketingsvalg. Når en socialdemokratisk regering så griber ind i faglige konflikter skaber det utilfredshed blandt lønarbejderne, som ønsker at konflikten får lov til at løbe, men det rokker ikke nødvendigvis deres tillid til Socialdemokratiet som regeringsparti, for den tillid afhænger også af Socialdemokratiets evne til at skaffe resultater i Folketinget.
De hidtidige erfaringer med arbejdskampen i Danmark viser, at begge fløje i arbejderbevægelsen har problemer med at forene faglig og politisk kamp. Den socialdemokratiske fløj har haft problemer med at få lønarbejderne til at acceptere, at den faglige kamp altid skal underordnes den politiske kamp. Venstrefløjen har haft svært ved at bruge den faglige kamp som murbrækker for en forandring af samfundet.
125 års arbejdskamp i Danmark viser, at den faglige kamp ikke undgår at blive politisk - socialistisk eller reformistisk - og hvordan udgår man så, at den faglige kamp spændes for et partipolitisk formål?

Knud Knudsen: Arbejdskonflikternes historie i Danmark. 384 sider ill. 275 kr. (medlemspris 225 kr.)
Selskabet til forskning i Arbejderbevægelsens Historie 1999.