Ingen kan vel benægte, at det der er sket i Kosovo, som følge af både Milosevics brutalitet og NATOs reaktion, har gjort situationen meget værre end før bombningerne. Prisen i form af mennekselige lidelser er enorm på begge sider, og hvad enten det gælder flygtningetragedien eller ødelæggelsen af Y. kan det ikke enkelt opgøres eller tilbagebetales i en generations tid eller måske længere. Som alle de fordrevne kan vidne om, er der ikke noget sådant som en enkel tilbagevenden til et hjem, eller en pris der kan betales (andeet en en ren nøgen hævn som giver en illusorisk tilfredsstillelse) som nogensinde kan erstatte tabet af hjem og tilværelse. Ved en kombination af misgerninger, hvis proportioner vi aldrig vil kende, er Kosovo renset for alt håb om sameksistens mellem forskellige folkeslag snart vil være muligt. Forskellige oprigtige iagttagere har indrømmet, at stadig er ukendt hvad der egentlig er sket under serbernes etniske udrensning af albanere, idet NATO bombningerne af Kosovo, UCKs aktioner og serbernes brutale handlingerne indtræffer på samme tidspunkt. At placere skyld og ansvar i en sådan kaotisk situation, andet end for at vinde selvretfærdigende debatpoint, er svært for ikke at sige umuligt.

Men at de illegale bombninger øgede og tilskyndede folks flygt udfra Kosovo kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Hvordan NATOs ledelse, med Bill Clinton og Tony Blair i spidsen, nogensinde havde forestillet sig at bombningerne skulle stoppe antallet af flygtninge er svært at fatte. Ingen af dem har oplevet krigens terror. Ingen er blevet ydmyget, ingen af dem af direkte kendskab til hvad det indebærer, at kæmpe desperat for overlevelse, for beskyttelse og mad til sin familie. Alene af den grund fortjener begge ledere en hård moralsk fordømmelse, og når man tænker på hvad Clinton har foretaget sig i Sudan, Afghanistan, Irak og Det hvide Hus' korridorer burde han dømmes for krigsforbrydelser lige så meget som Milosevic. Clinton har endog ifølge amerikansk lov krænket forfatningen ved at udkæmpe en krig uden kongressens godkendelse. At han også har krænket FNs vedtægter gør kun forbrydelsen værre.

Moralen siger, at hvis man vil gribe ind for at lindre lidelser og uretfærdigheder (den berømte idé om den humanitære intervendtion som så mange vestlige liberale har trukket frem som undskyldning for bombningerne), skal man først sikre sig, at det ikke gør situationen værre. Den lektie synes NATO-lederne at have glemt, således som de hovedkuls kastede sig ind i konflikten, dårligt forberedte og dårligt informerede, for dermed at besegle skæbnen for hundrede tusinder af Kosovo-albanere som, enten på grund af den serbiske terror eller bombningernes store omfang og intensitet (trods de latterlige påstande om præcisionsvåben) blev tvunget til at flygte fra provinsen, og dermed blev ofre for anden gang. Det er nu en stor opgave, at forsøge at tilbageføre en million mennesker til deres hjem, uden nogen klar idé om hvad der bliver deres skæbne efter tilbagekomsten. Selvstyre. Autonomi under Serbien? Militær besættelse af NATO? Deling? Fælles suverænitet? Efter hvilken tidsplan? På hvis bekostning? Det er nogle af de spørgsmål der forbliver ubesvaret, hvis ellers aftalen med Rusland holder og gennemføres. Og hvorledes med Kosovoserberne, og hvad betyder det at (ifølge aftalen) der må komme en vis del serbisk militær og politi tilbage? Hvem vil beskytte dem mod albansk vold, og hvem vil styre deres handlinger? Hvem skal beskytte den serbiske Kosovo-befolkning? Læg hertil de uhyre omkostninger der er for at genopbygge Kosovo og Serbien, og man får en mængde af problemer som ganske enkelt overgår de nuværende NATO-lederes opfattelsesevne og politiske tæft.

Det som foruroliger mig mest som amerikaner og samfundsborger er hvad Kosovo-krisen indebærer for verdens fremtid. "Sikre" eller "rene" krige, hvor det amerikanske militær og dets våben er næsten usårlige overfor fjendtlig gengældelse, er noget der er dybt bekymrende. I praksis ligner, som Richard Falk, kendt ekspert i international ret, har påpeget, sådanne krige mest tortur, hvor torturlederen har hele magten til at vælge hvem han vil og siden bruge hvilken metode han har lyst til, mens ofret er magtesløst og dermed udleveret til lederens vilje. USA er nået en bundposition i dagens verden, idet USA i sin indskrænkethed kan volde større skade end nogen anden magt i historien.

USAs militærbudget er 30% højere end alle de andre NATO-lande tilsammen. Over halvdelen af verdens lande har prøvet at være truet eller udsat for økonomiske sanktioner af USA. Pariastater som Irak, Nordkorea, Sudan, Cuba og Libyen (pariaer fordi USA har sat den etiket på dem) må lide under USAs ensidige vrede. En af dem, Irak, udsættes for et nedbrydende folkemord på grund af sanktioner, som ikke har andre mulige formål nd at tilfredsstille USAs følelse af retfærdig vrede. Hvad skal der komme ud af det, og hvad er det for et budskab man giver verden om USAs magt? Det er et frygteligt budskab, som ikke står i forhold til sikkerhed, national interesse eller veldefinerede strategiske mål. Det handler om magt for magtens egen skyld. Og når Clinton går ud i offentligheden for at fortælle serberne eller irakerne om, at de ikke får nogen hjælp fra det land der har ødelagt deres eget, hvis de ikke udskifter deres ledere, så er det udtryk for en grænseløs arrogance.

Internationale domstole, som har sat forbryderstemplet på Milosevic, kan i den nuværende situation ikke vinde troværdighed og tillid hvis ikke de samme kriterier gælder Clinton, Blair, Albright, Sandy Berger, general Clark og alle andre, hvis mørke formål har krænket alle anstændighedens bud såvel som krigens love. Sammenlignet med hvad Clinton alene har gjort imod Irak, er Milosevic, trods al sin brutalitet, en amatør når det gælder påførelse af lidelser. Det som forværrer Clintions forbrydelse er den skinhellighed og falske engagement som han pakker det hele ind i, og som desværre synes at narre de nyliberale som nu styrer NATO. Hellere end oprigtig konservativ end en falsk liberal!

Denne usunde situation forværres af medierne, som ikke har været upartiske rapportører, men derimod partiske vidner til krigens galskab og grumhed. Under bombekrigens 79 dage har jeg mindst set 30 af NATOs pressekonferencer, og jeg kan ikke huske mere end fem eller seks journalistspørgsmål, som bare en lille smule satte spørgsmålstegn ved den smøre som blev spredt af Jamie Shea, Georg Robertson og fremfor alt Javier Solana, NATO-chefen som ganske enkelt har solgt sin "socialistiske" sjæl til USAs verdensdominans. Der var ingen skepsis at spore hos medierne, ikke forsøg på andet end at "forklare" NATOs standpunkter, ved hjælp af pensionerede (mandlige) officerer som forklarede terrorbombningernes finesser. På samme måde så de liberale kronikører og intellektuelle, hvis krig det egentlig var, bort fra ødelæggelsen af Serbiens infrastruktur i deres begejstring over ideen om at "vi" gjorde noget for at stoppe den etniske udrensning. Værst af alt var, at medierne kun halvhjertet, hvis overhoved, fortalte om krigens upopularitet i USA, Italien, Grækenland og Tyskland. Der blev ikke gjort den mindste anstrengelse for at huske hvad der skete i Rwanda for fire år siden, eller i Bosnien, eller fordrivelse af 350.000 serbere som var havnet i Tudjmans klør eller de pågående tyrkiske grusomheder mod kurderne, drabene på 560.000 irakiske civile eller - for at gå til hvor det startede - Israels etniske udrensning af Palæstina i 1948 som, med de liberales støtte, fortsætter den dag i dag. Hvori adskiller Barak, Sharon, Netanyahu og Eitan sig grundlæggende fra Milosevic og Tudjman i deres holdninger og stillingtagen til anerledes og "underlegne" racer?

I tiden efter den kolde krigs afslutning står et spørgsmål tilbage: skal USA og deres kyniske militær-økonomiske politik, som kun kender til profit og opportunisme, fortsætte med at styre verden, eller kan der udvikles en tilstrækkelig stærk intellektuel og moralsk opposition mod dets handlinger?For os der lever i dets sfære eller er dets medborgere, er den første pligt at afmystificere de tomme ord og billeder som bruges til at retfærdiggøre USAs praksis og hykleri, at trække de fælles linjer der er på hvad der sker i f.eks. Burma, Indonesien, Iran og Israel med hvad USA gør lige nu i Europa - skaber tryghed for amerikanske investeringer og firmaer - og viser at politikken i grunden er den samme, selvom man forsøger at få den til at se anerledes ud. Uden historisk hukommelse og universialitet kan der ikke opstå nogen modstand. Hvis etnisk udrensning er ondt i Jugoslavien - hvilket det naturligvis er - er det også ondt i Tyrkiet, Palæstina, Afrika og alle andre steder.Kriser er iukke overstået fordi CNN holder op med at dække dem. Der bør ikke findes nogen dobbelmoral. Hvis krig er grusom, er det også grusomt hvis amerikanske piloter bomber fra 10.000 meters højde, og dermed aldrig selv risikerer at blive ramt. Og hvis nu diplomati altid er at foretrække fremfor militære midler, bør diplomatiet bruges for enhver pris.

Og hvis nu uskyldige menneskers liv er helligt, bør de ikke kynisk ofres fordi de tilfældigvis ikke er hvide eller europæer. Man skal altid starte sim modstand hjemme, mod den magt man som medborger kan påvirke. Sørgeligt nok har en højlydt nationalisme, iklædt patriotismens og den moralske medfølelses maske, besejret den kritiske bevidsthed. Og tilbage står de intellektuelles forræderi og totale nederlag.