Krigen på Balkan
Imperialismens gribbe og kanariefugle

Resultat var at Jugoslaviens krise forværredes. Og som det er tilfældet i Østeuropa, fik det de lokale og regionale ledere til at udskifte den tidligere kommunistiske klædedragt med nationalismens og liberalismens. Derefter fulgte samarbejde med IMF og den internationale kapitalisme, for på den måde at sikre og udvide deres egen magtposition.

Jugoslavien dannes i kølvandet på Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig. Ved Versailles konferencen havde de sejrende allierede ikke helt de samme interesser, en ting bandt dem dog sammen; interessen i at fastholde Tyskland i en relativ svækket position, og sikre at dette urolige hjørne af Balkan blev holdt i ro. Til dette formål var det i de allierede magters interesse at opmuntre til en fælles statsdannelse for de syd-slaviske folk. Det betød samtidig en svækkelse af Tysklands allierede Østrig-Ungarn, idet kejserrigets sydslaviske folk, kroatere, slovenere og bosniere ville indgå i den Syd(Jugo)slaviske stat. Dannelsen af et sådant land ville begrænse Tysklands fremtidige ekspansionsmuligheder mod Syd-øst Europa. Et samlet land for syd-slaverne ville betyde, at Tyskland ikke havde mulighed for at spille enkeltstater ud mod hinanden, idet det ville stå overfor en mellemstor statsmagt. Jugoslavien ville med sin størrelse automatisk blive den dominerende magt på Balkan, og alene derved begrænse Tysklands muligheder for indflydelse på det øvrige Balkan. Og endelig ville serberne blive det dominerende folkeslag i staten, og netop serberne har traditionelt haft et anstrengt forhold til Tyskland, og omvendt et godt forhold til især Rusland og Frankrig. Statsdannelsen kunne delvis bygge på en sydslavisk nationalisme, delvis bla. fordi det albanske folk, som ikke er et sydslavisk folk, gjorde heftig modstand, og allerede da blev udsat for voldsom forfølgelse og undertrykkelse.

Når det er nødvendigt at trække linjerne tilbage fra 1. Verdenskrig op, er det fordi disse forhold ikke er afgørende ændret idag. I Kosovo-krigen var det således Tyskland, som det eneste europæiske land, der fra start af bakkede op om USAs krav om bombningerne af Jugoslavien, mens især Frankrig og Italien, for ikke at tale om Rusland, var lunkne eller imod.

Under 2. verdenskrig ses det klart hvilken fremtid Tyskland ønsker for Jugoslavien. Under den tyske besættelse førte Tyskland en klar politik, der dels indebar en fornyet opdeling af Jugoslavien i en række små lydstater, samt en bevidst svækkelse/folkedrab af serberne, og på den anden side en styrkelse af bl.a. kroatiske, ungarske og bulgarske allierede.

Tysklands nederlag i 2. verdenskrig medførte en genoprettelse af Jugoslavien i en styrket form under Tito, og med det samme motiv fra de allierede. Tysklands svækkelse og Jugoslavien særlige stilling mellem øst og vestblokken gjorde at Jugoslavien var vanskelig at røre for Tyskland. Men i takt med den militære og økonomiske genrejsning vendte Tyskland igen blikket mod Balkan. I 1962 tog den tyske efterretningstjenste, BND, således de første skridt på den politiske vej der var medvirkende til en fornyet opdeling af Jugoslavien. Det tyske agentnet blev kraftigt udvidet, og der kom, igen, kontakt til især kroatiske seperatistgrupper både i eksil og i selve Jugoslavien

På dette tidspunkt er det imidlertid en chance at tage. De øvrige førende magter i Europa var ikke indstillet på en opdeling af Jugoslavien, idet en sådan blot ville skabe uro på hele Balkan og især forøge Tysklands magt. Når det alligevel var realistisk for Tyskland skyldes det flere faktorer:

Først og fremmest betød afslutningen på den kolde krig, Berlinmurens fald i 1989, at Jugoslaviens relative selvstændighed nu ikke mere var så selvfølgelig. Under hele den kolde krig befandt Jugoslavien sig i den gunstige position at kunne balancere mellem USA og Sovjet. Som det anføres senere havde USA i tiden efter 2. verdenskrig en klar interesse i Jugoslavien opretholdelse. Rusland ønskede ligeledes et selvstændigt Jugoslavien, helst indenfor Warzawa-pagten, men når det ikke kunne lade sig gøre så i det mindste ikke domineret af NATO. Denne beskyttelse ophørte sammen med Berlin-murens fald. For USA mistede Jugoslavien sin rolle som en blok udenfor Sovjets dominans, og Rusland havde, især efter Sovjets opløsning, ikke den nødvendige magt til at sikre Jugoslavien enhed.

Det hævdes, at ved de tysk-russiske møder i Geneve september 1990 nåede man til enighed om en nyopdeling i interessesfærer af Øst- og Centraleuropa. På disse møder skulle Rusland/Sovjet have accepteret opløsningen af Jugoslavien, og at Slovenien og Kroatien blev indlemmet i tysk/europæisk interessesfære.

Endnu engang er det værd at bemærke, at det som bliver fremført som sikring af de universelle menneskrettigheder, og den deraf følgende ret til intervention hvor som helst, i virkeligheden dækker over, at NATO er gået fra, på papiret, til at være en defensiv alliance, at være en offensiv alliance. I den retning peger da også skabelsen af en fast fælles NATO styrke, der hurtigt kan operere overalt i verden.

Op til afslutningen af den kolde krig havde USA en klar interesse i et stærkt og uafhængigt Jugoslavien, som en modvægt overfor Sovjets indflydelse, eller sagt på en anden måde: Under den kolde krig ville det være Sovjet som ville have størst fordel af en opløsning af Jugoslavien. Dette ændres efter Sovjets opløsning. Rusland har ikke den nødvendige styrke til at forhindre øget vestlig/amerikansk indflydelse i regionen ved en opløsning af Jugoslavien Dertil kommer, at USA efter Sovjets opløsning stadig har et overordnet mål at bekæmpe om ikke socialistiske ideer så i hvert fald stater, som fører en uafhængig udenrigspolitik. Og endelig har det traditionelle samarbejde mellem serbere og russere betydet, at en tilbagerulning af russisk indflydelse måtte gå over svækkelse af serberne og dermed deres førerposition i Jugoslavien. Omvendt er USA til fulde klar over, at en opløsning af Jugoslavien snarere ville gavne EU, da det er EU, som nemmest ville få mulighed for at udvide sit dominansområde. Derfor fører USA i mange år en sik-sak kurs, bl.a. ved at støtte opretholdelsen af Jugoslavien, uden dog at foretage sig noget aktivt for dette.

For USA blev det også hensynet til Tyskland, som kom til at veje tungest. Et samlet og styrket Tyskland er blevet USAs vigtigste partner i den vestlige alliance. Og med Tyskland stærke interesser i specielt Kroatien og Slovenien bøjer USA hellere af overfor dette, end at forsøge at fastholde Jugoslavien enhed.

Under alle omstændigheder lykkedes det USA, at opnå klare fordele som følge af den jugoslaviske konflikt. Dels fik man klare alliancepartnere i Bosnien-Herzegovina og Sarajevo, hvilket siden har åbnet op for øget politisk og militært samarbejde med Albanien, Makedonien og Bulgarien. Dels fik man ødelagt EUs forsøg på at optræde samlet og stærkt. Og ikke mindst bekræftet sin stilling som som altdominerende magt i NATO.

Den indre rivalisering mellem USA på den ene side og EU/dele af EU på den anden side er USA bedst i stand til at vinde når det kommer til anvendelse af militær magt. USA bruger til militæret mere end de næste 13 største militærmagter bruger tilsammen. For når det kommer til den økonomiske side, dvs. USA andel af verdenshandel og produktion, er USA svækket de sidste årti.

Lad os for et øjeblik glemme meningsdannernes højstemte sang om krigen mod Jugoslavien som udtryk for den højeste humanisme og istedet hører hvad Bill Clinton sagde om krigen. "Hvis vi skal have en stærk økonomi skal det indbefatte vor mulighed for at sælge vores varer over hele verden, så er Europa en vigtig nøgle, det er hvad dette Kosovo-spørgsmål drejer sig om". At Kosovo-albanernes skæbne ikke er det afgørende for USA viste sig også ved Dayton-forhandlingerne. Her bad lederen af Kosovos fredelige modstand mod serbisk undertrykkelse, Ibrahim Rugova, om deltagelse i forhandlingerne for at sikre Kosovo-albanernes rettigheder. Han blev afvist. Og så sent som i februar 1998 erklærede USA, at "UCK er, uden for al tvivl, en terroristorganisation" og gav dermed Milosevic grønt lys for nedkæmpelsen af UCK.

Hvis NATO/USA havde interesse i udspaltningen af Slovenien og Kroatien, og USA lidt senere i Bosnien og Sarajevo, er der ingen som har en særlig interesse i udspaltningen af Kosovo. Bedst ville være et svagt Serbien, domineret af vest, med kontrol over dette hjørne af Balkan.

Til yderligere belysning af den vestlige verdens interesser kan man tilføje, at Rambouille-aftalen kræver markedsøkonomi indført - og spørge hvad det egentligt har med krisen at gøre. Alt måske.

Men da begivenhederne så løber løbsk, er NATO/USA udmærket klar over, at splittede og fattige nationer er nemme at kontrollere, så den næstbedste løsning, et Kosovo-protektorat, er ikke så ringe endda.

Altså konflikten drejer sig om USAs verdensdominans, og her er det afgørende, at USA fastholder sin mulighed for at lede og dominere NATO, specielt i en situation hvor EU er i færd med at udvikle sig til en vigtig pol i verdenskapitalismen. For at opnå dette er det vigtigt for USA, at det overfor resten af verden kan vise, at det til enhver tid og på ethvert sted kan indsætte massiv militær, uanset om det bryder med internationale love, og som fx. i tilfældet Jugoslavien krænker et lands suverænitet.

Det er netop disse forhold, som har bragt forvirring i de traditionelle anti-militaristiske og anti-imperialistiske kredse i forhold til mange af de sidste militære interventioner der er foretaget af Vesten - med eller uden FNs velsignelse. Som det tidligere er pointeret, er der klare interesser både for (dele af) NATO og USA ifht. Jugoslavien, men omvendt er det jo også sandt, at tager man Kosovo isolereret, er betydningen af området ikke så stor, at man normalt vil forvente at en imperialistisk magt ville anvende så store resourcer for at kontrollere det. Altså ser man blot på det skærende misforhold, der er mellem det som man officielt siger er målet for interventionen, og så det man har opnået, så virker det selvfølgelig noget irrationelt.

Men i det ødelagte Kosovo udkæmpes en anden og mere vigtig kamp: nemlig en inter-imperialistisk kamp mellem de vestlige stormagter, og den fælles fortsatte kamp for at tilbagerulle den russiske indflydelse i Sydøst-Europa.

Som man kan høre i Clintons udtalelser, og i de faktiske forløb i de senere års militære indgriben fra de vestlige magters side, drejer det sig idag og i den kommende tid ikke om erobringen af nøje afgrænsede territorier, men om at hævde den internationale kapitalismes dominans over hele kloden. USA har vidst det længe, EU er langsomt ved at finde ud af det.

Til yderligere illustration kan man iagttage den forvirring, der opstår i den imperialistiske lejrs militære ledelser ved de militære interventioner. Såvel blandt amerikanske som danske militærfolk fremsættes ønske om, at man ved involvering har klare politiske motiver og mål, og der anvendes den nødvendige militære indsats for at opnå dem, og endelig, at der er en klar strategi for hvorledes der kan etableres en permanent ordning, der kan muliggøre en tilbagetrækning. Men som man kan høre, også hos de hjemlige militæreksperter, virker disse forhold både usikre og tågede. Og bl.a. derfor får vi istedet en lang sang om den nye våbenteknologis velsignelser og fortræffeligheder.

Historien har lært os, at enhver imperialistisk krig er blevet pakket ind i ædle motiver. Siden indgangen til den kolde krig har det hovedsagelig været kampen mod det onde i form af kommunismen eller forsvaret for de vestlige ideer. Dagens og fremtidens indpakning hedder forsvaret for menneskerettighederne, og da disse meget bekvemt er universelle giver det mulighed for at intervenere overalt på kloden efter eget forgodtbefindende - altså fra USA og den vestlige verden.

Kapitalismens internationalisering og imperialismens nye funktionsmåde er samtidig de forhold som gør, at modsætningerne indenfor kapitalismen øges i tid og omfang. Dele af venstrefløjen er faldet for opfattelsen af, at det er de transnationale selskaber som styrer verden, og den nye form for imperialisme, som så kaldes for globalisering, udtrykker sig mere ved financiel kontrol og monopoler. Men viser de militære udfald, som er ledet af USA, netop ikke, at selvom det ikke drejer sig om erobring af lande og kolonier, så er den nøgne magt - den overbevisende militære overlegenhed - stadig hel central i imperialismen. Det er forklaringen bag den tilsyneladende vilkårlige brug af militær magt

Hovedproblemet på Balkan er nationalismen, uanset hvor den kommer fra. Og den kan kun løses, når man tager stilling mellem de nationalistiske og ikke-nationalistiske kræfter, både i serbernes og kosovo-albanernes tilfælde. Der ligger en stor opgave for især venstrefløjen, fredsbevægelserne og de antiimperialistiske bevægelser, at fremholde dette perspektiv. For Danmark gælder det ovenikøbet, at den store flok af meningsdannere og politikere aktivt har støttet krigen mod Jugoslavien. Og for første gang i flere hundrede år har Danmark angrebet et andet land, ikke fordi dette land har truet Danmarks suverænitet, men på et højst tvivlsomt humanitært grundlag. I den kommende tid vil NATOs propaganda langsomt blive afsløret. Krigen øgede den humanitære katastrofe, snarere end at bremse den. Før NATOs angreb var der ingen serbisk plan om etnisk udrensning. Der var ikke de påståede massegrave - uanset at selv den mindste er en for meget. Krigens dagsorden var en helt anden, der om ikke andet afsløres med stor tydelighed i disse måneder, når man betragter den vestlige verdens holdning til Ruslands krig i Tjetjenien.

Opbakningen til krigen - eller rettere den manglende modstand til krigen, skyldes at NATO-propagandaen virkede og alle alternative synsvinkler blev bortcensureret eller fortiet, men også fordi det var en "ren" krig. Ikke et eneste af NATO-landene blev ramt, ikke en eneste by, ikke en eneste soldat.

Det kan vel kaldes en historisk ironi, at den første gang Danmark deltager i en agressionskrig i nyere tid, sker det under en socialdemokratisk-radikal regering. To partier som historisk, om nogen, har stået for modstand mod krig. Og som internationalt har stået for, at hvis man skulle deltage i interventioner, skulle det ske under FNs flag. Alene på grundlag af angrebet på Jugoslavien vil især Nyrup for eftertiden stå som den ansvarlige for deltagelse i en meningsløs agressionskrig, selv set i forhold til deres eget grundlag. Og som en milepæl på den vej som socialdemokratiet træder for at tilsidesætte internationale konventioner og århundredes dansk sikkerhedspolitik til fordel for indordning under den nye imperialistiske dagsorden, hvad enten det hedder EU-projektet eller hensynet til USA. Udlever ham til krigsforbryderdomstolen i Haag sammen med Clinton, Blair, Solana, Milosevic og Tudjman.