20 år efter revolutionen i Nicaragua:

Den 19. juli var det 20 år siden et folkeligt oprør i Nicaragua anført af sandinistfronten FSLN fejede den forhadte diktator Anastasio Somoza fra magten. Oprøret der skulle blive til en revolution var ikke blot en konsekvens af, at det ikke-somozistiske borgerskab, bønderne, landarbejderne og landets lille revolutionære minoritet stod sammen mod Somoza, men også at USA i det afgørende øjeblik slog hånden af Somozadiktaturet. USA der ellers i næsten 50 år havde støttet diktaturet og betragtet det som et bolværk mod kommunismen.

11 år senere, i februar 1990, var det sandinistiske eksperiment slut. FSLN tabte magten til en borgerlig koalition ved det 2. frie demokratiske valg i landets historie. De foregående 15 års omvæltninger havde da kostet over 100.000 mennesker livet og medført et næsten totalt økonomisk sammenbrud i landet. 4 år senere var FSLN dybt splittet og i dag, 20 år efter revolutionen er landet præget af langt dybere økonomiske og sociale problemer end i 1970’erne. Denne udvikling må nødvendigvis rejse spørgsmålet, om FSLN’s revolution grundlæggende var en fejltagelse og mere grundlæggende, om "socialistiske revolutioner" overhovedet er mulige i den tredje verden.

Som andre revolutioner udløste den sandinistiske revolution i 79 en voldsom begejstring, der fejede over ikke blot Latinamerika men også over USA og Europa, og som især greb det nye venstres unge. Ligesom det nye venstres unge i 70’erne havde valfartet til Peru, hvor en militærregring havde igangsat jordreformer, flokkedes den nu om Nicaragua. Det her var vores revolution, glade mennesker, begejstring, vilje til forandring, alfabetisering, uddannelse, sundhed, ingen undertrykkelse og frihed. En omfattende folkevandring satte ind fra USA og Europa til Nicaragua, som af Jan Stage i Politiken foragteligt blev betegnet sandalisme. Ved danske demonstrationer dukkede der skilte op med teksten "For et sandinistisk Danmark".

Men allerede på et tidligt tidspunkt hvilede der en lang skygge over eksperimentet, som kun få var opmærksomme på. USA indledte kort tid efter revolutionen sin destabilisering af landet, som fra 1981-82 gik over i handelsblokade og stedfortræderkrig. Men det var ikke det, der var den største skygge. Allerede i 1982 bemærkede en dansk venstrefløjsveteran, der da var ansat i FN’s udviklingsprogram UNDP, at Nicaragua ville få meget svært ved at overleve, for hverken Cuba eller Sovjet ville være i stand til økonomisk at sikre landets udvikling.

Det manglende økonomiske grundlag for det sandinistiske eksperiment var ét alvorligt problem. Et andet var den nicaraguanske befolknings eget begrænsede engament. Solidaritetsorganisationer fra Danmark og andre lande byggede bl.a. skoler i landet. Ideen var glimrende: både at uddanne lokale håndværkere og at sikre børnene en ordentlig uddannelse, men lokalbefolkningen var mere interesseret i at stjæle byggematerialerne end i at lære et solidt murerhåndværk. Efter 2-3 år nåede solidaritetsbevægelsen så langt som til at erkende, at "nicaraguanerne efter 50 års diktatur tog sig en historisk velfortjent ferie". Bondebefolkningens begejstring og engagement var til at overskue.

De fundamentale økonomiske og sociale problemer forbundet med udviklingen af landet blev dog hurtigt overskygget af krigstruslen fra USA. I oktober 1983 invaderede supermagten den lille østat Grenada og bragte dets "socialistiske" eksperiement til en endelig afslutning. For FSLN var det et vink med en vognstang om, at det var nødvendigt at lægge låg på enhver form for offentlig politisk diskussion om FSLN’s strategi for landets udvikling, og samtidig var det nødvendigt at søge stærke alliancepartnere, der kunne afbalancere USA. FSLN søgte derfor støtte i Socialistisk Internationale (SI), der som betingelse for støtte stillede krav om indførelse af parlamentarisk demokrati til erstatning for det eksisterende rådslignende demokrati. FSLN bøjede sig og i 1984 blev der afholdt frie valg til Nationalforsamlingen, som sandinisterne vandt stort.

Støtten fra SI – især de europæiske socialdemokratier – var imidlertid ikke nok til at afbalancere USA, der optrappede sin krig mod landet via de såkaldte contras. Da den borgerlige presse i 1985 åbent støttede aggressionskrigen svarede FSLN igen ved at lukke landets største borgerlige avis, La Prensa. Det udløste en heftig debat, også på den danske venstrefløj. Kunne "røde undtagelser" accepteres, kunne det forsvares at indskrænke pressefriheden, eller måtte skridtet under alle omstændigheder fordømmes. Nu er det til enhver tid fornuftigt at diskutere demokrati, og specielt forsvare det mod indskrænkninger, men debatten var grundlæggende forfejlet, fordi den aldrig nåede ind til problemets kerne, hvorfor udviklingen i Nicaragua var ved at køre helt af sporet og økonomien ved at bryde sammen.

Udgivelsen af La Prensa blev atter tilladt, men i de følgende år brød økonomien helt sammen. Fødevareproduktionen faldt drastisk, og inflationen rundede de 30.000% årligt. Som UNDP repræsentanten havde forudsagt allerede i 1982 kunne hverken billig olie fra Sovjet eller støtte fra Cuba i form af læger og teknikere hindre denne udvikling. Venstrefløjen lagde den fulde skyld for det økonomiske sammenbrud på USA, og der er ingen tvivl om, at USA’s stedfortræderkrig mod Nicaragua fremskyndede sammenbruddet, men sammenbruddet havde også fundet sted uden USA.

I 1987-89 foregik der intense forhandlinger for at løse konflikterne i Mellemamerika ad fredelig vej, og FSLN gav under disse forhandlinger vidtgående indrømmelser, der i 1989 faktisk bragte krigen mod Nicaragua til ophør. Det kom derfor bag på alle, især højrefløjen, da nicaraguanerne ved valget i februar 1990 vendte tomlen nedad og overlod regeringsmagten til en særdeles broget borgerlig koalition. Da det første chok havde lagt sig erklærede FSLN, at revolutionen ville fortsætte nedefra, og derefter gik partiet i gang med et omfattende tyveri af offentlig ejendom. Statslige biler og offentlige ejendomme der var konfiskeret fra Somozafamilien og dennes nære støtter blev i al hast overdraget til sandinistkommandanterne og andre figurer i partiet. Sådan handler afgående regeringspartier i Latinamerika ofte, men der var nogle der troede, at FSLN’s moral var en smule højere.

FSLN’s revolution fortsatte ikke "nedefra". Partiet og dets masseorganisationer havde ingen midler til at imødegå den neoliberale politik, som den nye borgerlige regering gennemførte. En politik der især var katastrofal for landets fattigste sociale lag. Og FSLN kom endog til at stå som garant for denne politik, da det blev støtteparti for den mere moderate fløj af den borgerlige regering. I 1994-95 blev partiet yderligere rystet af dyb intern splittelse, og havde ved valget i 1996 derfor ingen chancer for at genvinde regeringsmagten. Afsløringer i 1998 om FSLN’s leder og tidligere præsident Daniel Ortegas seksuelle misbrug gennem 15 år af sin steddatter har kun bidraget til understregningen af, at FSLN’s 11 år ved magten var, er og forbliver en historisk parantes.

Den sandinistiske revolutions grundlæggende problemer deler den med de øvrige socialistisk orienterede revolutioner, der er blevet gennemført i dette århundrede. Når vi ser bort fra magtovertagelserne i Østeuropa efter 2. verdenskrig, har de alle fundet sted i samfund, der overvejende har haft feudal karakter, hvor bønderne udgjorde den store del af befolkningen og hvor arbejderklassen var forsvindende lille. Den opgave regeringerne i disse nye samfund er blevet stillet overfor har været gennemførelsen af en oprindelig akkumulation. Dvs. udplyndring af bønderne for at finansiere opbygningen af industri, uddannelsesapparat, sundheds- og socialforsorg. "Udplyndring" fordi det er nødvendigt at overføre overskud fra landbruget til brødfødning af den fremvoksende arbejderklasse og de ansatte indenfor uddannelse, sundhed, socialvæsen osv. Bortset fra Stalins tvangskollektivisering af Sovjetunionen i 1929-33 og den efterfølgende fortsatte masseterror er der ingen af disse overgangssamfund, der har formået at gennemføre denne oprindelige akkumulation, og dermed tage springet ud af feudalismen.

Årsagen er naturligvis, at den arbejder-bonde alliance der i Nicaragua som andre steder var grundlaget for omvæltningerne ville bryde sammen, i det øjeblik udplyndringen af bønderne (overførslen af overskud fra land til by) blev intensiveret. Befolkningerne og socialt orienterede ledere i den tredje verden har i dag klart erkendt dette, og derfor er hverken Sovjet, Kina, Vietnam, Angola eller Nicaragua længere modeller til efterfølgelse.

Det var en fejl, at revolutionære minoriteter i den tredje verden efter at have organiseret bønderne satte socialismen på dagsordenen. Sandinisterne i Nicaragua kaldte det godt nok blandingsøkonomi, men eftersom borgerskabet boykottede udviklingen var virkeligheden, at staten skulle forsøge at etablere et grundlag for den fortsatte akkumulation i landet.

Ideen om udviklingen af socialisme i tilbagestående feudalt prægede samfund blev i virkeligheden udviklet af Stalin som redskab til at overvinde Sovjets isolation og forsøget på at udvikle socialismen i et enkelt land. Selvom det (efterhånden aldrende) nye venstre på mange områder har fået gjort op med stalinismen, har vi fortsat slæbt rundt på hans revolutionsmodel og blindt støttet radikale samfundseksperimenter. Erfaringerne i den tredje verden har gennem det 20. århundrede været dyrekøbte, men har samtidig klart vist, at det er nødvendigt at gå tilbage til Marx, der allerede for 130 år siden konstaterede, at det er nødvendigt at udvikle produktivkræfterne (kapitalistisk) inden overgangen til socialismen.

Var det så forkert af nicaraguanerne og FSLN at gøre oprør for 20 år siden og kaste diktaturet på porten. Naturligvis ikke. Når modsætningerne i et samfund bliver tilstrækkelig store, vil de altid udløse oprør. Men det er langt mere perspektivrigt, hvad der i disse år sker i bl.a. Mexico og Brasilien, hvor jordløse bønder og landarbejdere preser voldsomt på for at fjerne de feudale strukturer på landet, fjerne godsejerne og uddele jorden til de jordløse. Det har intet med socialisme at gøre, men er nødvendige skridt for at sikre befolkningens og landenes sociale og økonomiske udvikling. En betingelse for en fremtidig socialistisk udvikling.

Det er nødvendigt for venstrefløjen endeligt at begrave den stalinistiske revolutionsmodel og gå ind i en åben diskussion af problemerne i dette århundredes revolutioner og udviklingsmodeller for den tredje-, og for vores egen del af verden.