Kapitalisme og globalisering
af Li Xing
Dette
år markerede 150 året for Marx og Engels mesterstykke "Det kommunistiske
partis Manifest, som giver det mest koncise og let forståelige fremstilling
af Marx's materialistiske syn på historien og samfundsudviklingen. Måske kan
det kun fundes i antikvariater eftersom ingen læser Marx nu om dage. Men hvis
man alligevel genlæser det, forbløffes man over at se, at Manifestet kan række
ud og tid og rum og stadig lader sig læse i en ny belysning trods USSRs opløsning
og afslutningen på den kolde krig. Det er af allerstørste betydning, både for
historien og samtiden, med dets varige indsigt i samfundsudviklingen, og det
giver os en dybtgående analyse og en fremragende tydniong af de mest fundamentale
hændelser efter global målestok, i vor tidsalder.
På en eller anden måde er Manifestet endnu mere sandt idag end i
1849, da det blev til. Marx var først og fremmest manden, der studerede og kritiserede
kapitalismen. Marx forklrede gennem videnskabelig metode, den dialektiske materialisme,
kendt som historisk materialisme, hvorledes konkurrence og "frit initiativ"
uværgeligt ville føre til koncentration af kapital og en monopolisering af de produktive
kræfter.
Set udfra den globale udvikling de sidste årtier, og den retning den
bevæger sig i, har vi en historisk bevægelse, modsat den konventionelle visdom, som er
den, der er bedst egnet til at bringe Marx tilbage. Marxismen er ved at blive mere
relevant end nogensinde før, som Ellen Wood påpeger:
Vi lever nu i en tid, hvor kapitalismen for første gang er blevet
et virkeligt universelt system. Det er universelt ikke blot i den forstand, at det er
globalt, ikke blot i den forstand at så godt som enhver økonomisk aktør i verden i dag
handler i overensstemmelse med kapitalismens logik, og selv dem i den yderste perferi af
den kapitalistiske økonomi er på en eller anden måde undergivet dene logik.
Kapitalismen er også universel i den forstand, at dens logik - akkumuleringen,
ophobningens, tingsliggørelsen, formålstilpasningens, profitmaksimeringens,
konkurrencens logik - har gennemtrængt så godt som enhver side af selve menneskelivet og
naturen 1
Arven fra Marx er imidlertid med urette blevet tilsløret af flere
angreb. Det første søger at devaluere marxismen ved at drage fordel af de mislykkede
socialistiske projekter, set udfra det tidligere USSR's sammenbrud og Kinas tilbagevenden
til kapitalismen. Det andet tilsigter at marginalisere marxismen ved at kritisere den
såkaldte "marxistiske økonomiske determinisme". Og den tredie har til formål
at problematisere marxismen ved at angribe hans elendighedsteori.
Punkt 1: Marx havde kun lidt at sige om overgangen til
socialismen og gav kun få tips om, hvordan en socialistisk stat skulle fungere. De
socialistiske overgangsteorier blev viderudviklet af senere generationer af marxister,
nemlig Lenin, Stalin og Mao. Ifølge Marx' antagelse krævede socialisme som forudsætning
en kapitalistisk industrialiseringsproces og kunne ikke udvikle sig direkte fra
tilbagestående bondesamfund. Marx forventede aldrig, at de store kommunistiske
revolutioner, vs. de russiske og kinesiske, blev gennemført i hans navn. De
repræsenterede i virkeligheden revolutioner mod sociale forhold og en reaktion på
underudviklking, snarere end et resultat af kapitalistisk udvikling. I mange tilfælde er
"socialisme" blevet brugt af mange lande som et udviklingsalternativ, snarere
end som et politisk system. Marx fremlagde aldrig nogen politisk og økonomisk
"plan" for at bruge socialismen til at forberede industriel revolution.
Punkt 2: Den marxistiske "økonomiske determinisme" er
blevet kritiseret for dens tilsidesættelse af andre elementer, der betragtes lige så
vigtige som det økonomiske aspekt. Marx og Engels lagde vægt på, at socialisme må have
en materiel basis, der består i udviklingsniveauet for produktivkræfterne: industri,
landbrug, videnskab og teknologi. I følge den historiske materialisme er historisk
udvikling baseret på udviklingen af disse produktivkræfter inklusiv alle andre faktorer
med deres respektive roller, såsom religion, politik, ideologi osv. Den såkaldte
"økonomiske determinisme" er med urette blevet påtvungent Marx og Engels.
Dette fremgår klart af Engels' brev til Bloch med en kommentar til misforståelsen af
Marx' arbejde:
.. Ifølge den materialistiske opfattelse af historien er det ultimativt bestemmende
element i historien produktionen og reproduktionen af det virkelige liv.. Hvis nogen
fordrejer dette til at sige, at det økonomiske element er det eneste bestemmende, så
omformer han dette udsagn til en meningsløs abstrakt, urimelig frase. Den økonomiske
situation er grundlaget, men de forskellige elementer i overbygningen... øver også deres
indflydelse på forløbet af de historiske stridigheder, og i mange tilfælde er de
overvejende for bestemmelsen af formen.
Marx og jeg selv til dels må bebrejdes for, at yngre mennesker undertiden tillægger
den økonomiske side større vægt, end der tilkommer den. Vi måtte fremhæve dette
vigtige priincip overfor vore modstandere, som benægtede det, og vi havde ikke altid
tiden, stedet eller lejligheden at give de andre elementer den plads, der tilkom dem i
samspillet. 2
Dette brev afslører, at Marx og Engels var fuldt bevidste om, at andre
ikke-økonomiske elementer måtte gives hvad der tilkom dem. Dette er blevet overset både
af marxister og ikke-marxister. Den økonomiske rolle er blevet fremhævet, fordi
eksistensen af ethvert givet social-økonomisk system afhænger af dets evne til at
tilfredsstille mennekstes baslae behov. Produktionen og reproduktionen af det materielle
liv (økonomiske behov- tøj, mad mv.) er de mest vitale og fundamentale, og har
eksisteret længe før tilkomsten af religion, ideologi og politik.
Punkt 3: Elendighedsteorien er baseret på en relationel
forståelse af forholdet mellem kapitalister og lønmodtagere i de vestlige
industrialiserede lande. Vi mangler ikke statistik til at bevise, at Marx havde ret i sin
analyse af forløbet af kapitalens koncentration. Det vil sige, at hvad Marx lagde på, er
forskellen mellem forøgelsen af lønmodtagernes løn og af kapitalens profit. Med andre
ord, at profitten øges hurtigere end lønnen, således at arbejderne med tiden bliver
fattigere i forhold til kapitalisterne. Med bemærkelsesværdigt fremsyn foregreb Marx og
Engels de forhold, som opleves af den arbejdende klasse i næsten enhver del af verden:
Proletarernes arbejde har på grund af den udstrakte anvendelse af maskiner og på
grund af arbejdsdelingen mistet al selvstændig karakter og har dermed tabt enhver
tiltrækning for arbejderen. Han bliver et rent og skært tilbehør til maskinen, og der
kræves kun det mest enkle, ensformige greb, som kan læres på et øjeblik. De
omkostninger, arbejderen forårsager, indskrænker sig derfor næsten udelukkende til de
livsfornødenheder, som er nødvendige til hans underhold og til videreførsel af hans
race. Men prisen på en vare, altså også på arbejdet, er lig med dens
produktionsomkostninger. I samme grad som arbejdet bliver mere utiltalende, synker altså
lønnen. Ja, i samme grad som maskineriet øges og arbejdsdelingen tager til, vokser også
arbejdsmængden, enten det nu er ved at sætte arbejdstiden i vejret eller ved at kræve
mere arbejde i en given tid, ved at sætte maskinens fart op o.s.v. (Manifestet)
Dette er hvad der er sket gennem de sidste 20 år. I USA har der været
en tilbagegang på 20% i amerikanske arbejderes realløn, ledsaget af en stigning på 10%
i arbejdstiden. Ifølge de amerikanske fagforeninger ville der kunne skabes 59.000 flere
jobs i bilindustrien hvis arbejdsugen blev begrænset til 40 timer. Presset pga.
overarbejde, øget produktivitet og faldende realløn, har fået alvorlige følger for
arbejderklassens familieliv i industrilandene. Teorien er også forbundet med
konsekvenserne af den kapitalistiske udvikling - de uundgåelige uligheder blandt klasser
og nationer, der følger af kapitalens monopolisering og velstandens koncentration. I USA
tegnede 500 gigantiske monopoler sig for 92% af al indkomst i 1994. Set i globalt
perspektiv viser teorien den nøgne sandhed. Rapporten om menneskelig udvikling (HDR)
1996, som blev iværksat af FN's Udviklingsprogram (UNDP), indeholder data, der lægger
vægt bag Marx' tese, at kapitalismen, hvad enten den er national eller global, kun kommer
få til gode, marginaliserer flertallet og skaber vældige uligheder. Den modsiger også
den konventionelle visdom, at økonomisk vækst i globaliseringens tidsalder har været
til gavn for det meste af verdens befolkning.
Gennem de foregående årtier har kun 15 lande3 haft høj
vækst, medens 89 er økonomisk dårligere stillet, end de var for 10 år siden. I 70
udviklingslande er det aktuelle indkomstniveau mindre end i 1960'erne og 1970'erne. Og i
19 af dem (inklusive Ghana, Venezuela, Haiti, Nicaragua, Sudan) er indkomsten per capita
mindre end i 1960 eller før. UNDP-rapporten indrømmer at "økonomisk gevinst kun
har gavnet nogle få lande på de manges bekostning, og de meget rige bliver rigere".
Til illustrering anslår rapporten, at verdens 358 milliardærers
aktiver overstiger den årlige samlede indkomst for lande, der tegner sig for næsten
halvdelen (45%) af verdens befolkning - 2,3 milliarder mennesker! I de sidste tiår blev
1,6 milliarder mennesker fattigere eller stod stille. UNDP's chef, Gus Speth, konkluderer,
at verden er økonomisk polariseret, og "hvis de nuværende udviklingslinier
fortsætter, vil skævhederne mellem industrialiserede lande og udviklingslande bevæge
sig fra det uretfærdige til det umenneskelige".
Dette essay har ikke til hensigt at genoplive de traditionelle debatter
om visse kontroversielle punkter angående marxismen. Dets mål er snarere at bringe
Manifestet tilbage i klart lys for at vise dets vældige historiske betydning. Det
forsøger at studere og dernæst etablere forbindelsen mellem Manfestets analyser af
kapitalismen, og omstillingen af national og international politisk økonomi i vor
tidsalder. Det forsøger at påvise, at samfundenes overgang til markedsøkonomien og
globaliseringen ændrer de sociale, politiske og økonomiske, kulturelle og miljømæssige
strukturer, både på de nationale og globale planer. Disse forandringer beviser samtidig,
at marxismen stadig er relevant som en teori for forståelse af kapitalismens mekanisme og
natur.
Manifestet og kapitalismens udvikling
Nu om dage betyder al tale om "udvikling" automatisk
kapitalistisk udvikling, eftersom socialisme er blevet irrelevant som samtale om
udvikling. Ubegrænset økonomisk ekspansion hjulpet af moderne teknologi betragtes af de
fleste lande som den eneste effektive måde at løse deres sociale problemer på.
Økonomisk vækst i form af stræben efter materielle goder og selvberigelse, anses for at
være i overensstemmelse med menneskets ønske og organiseringen af de moderne
tilværelse. Med andre ord "høj levestandard" og "materiel velstand"
ses ikke bare som vestens måde at leve på, men som en universel værdi.
I denne forstand underforstås udvikling ikke blot som en
masseproduktion af varer og tjenesteydelser, men også som en opdatering eller
opvurderingsproces fra tradition til modernisering, herunder skabelse af ideologisk
konform befolkning og tilsvarende institutioner, som uomgængelig nødvendige. Det
antages, at hvad der er nødvendigt for at skabe et moderne industrielt samfund er
deregulering. Og kulturelle, sociale og politiske faktorer betragtes som irrelevante for
markedsøkonomi eller underordnet de økonomiske kræfter. Tilsvarende forudsætter
udvikling en revolutionær omdannelse i ideologi, filosofi, kulturelle institutioner,
psykologisk holdning såvel som levemåde. Netop disse elementer, der muligvis vil
forårsage lidelser og omstillinger, betragtes som en uundgåelig betingelse for at skabe
et moderne, rationelt og industrielt samfund. Dette fænomen havde Marx allerede
iagttaget:
Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne
og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold. For
alle tidligere industrielle klasser var det derimod den første eksistensbetingelse at
beholde den gamle produktionsmåde uforandret. De stadige omvæltninger i produktionen, de
uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse
udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med
tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes,
bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt
bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen
stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold (Manifestet)
Marx bemærkede, at kapitalismen har tendens til at udvide sig på to
måder:
Den geografiske ekspansion som bringer alle dele af verden ind i den
kapitalistiske sfære.
Udvidelse af den kapitalistiske produktionsmåde, der undertrykker
andre produktionsmåder, til én dominerende produktionsmetode.
Dette mente Marx skyldtes kapitalismens natur:
a) Konkurrence tvinger kapitalister til at erstatte arbejde med
teknologi for at udkonkurrere mindre virksomheder,
b) Virksomheder kædes sammen for at dele markedet og opretholde
priserne for at forhindre overkapacitet
c) Større globale selskaber er mindre følsomme overfor økonomiske
kriser end mindre.
Den systematiske ekspansion af kapitalismen opretholdes ikke alene ved
konkurrence, men også ved den konnstante produktion af nye varer og ved nydannelser og
revolutioner i den moderne teknologi. Marx havde en klar forståelse af kapitalismens
styrke:
Bourgeoisiet har i de knap hundrede år, det har været herskende klasse, skabt
produktionskræfter, der i deres kolossale omfang overgår, hvad alle tidligere
generationer tilsammen har frembragt. Undertvingelse af naturkræfterne, maskineri,
anvendelse af kemien i industri og landbrug, dampskibsfart, jernbaner, telegrafi,
opdyrkning af hele verdensdele, floder gjort sejlbare, hele befolkninger stampet frem af
jorden - (Manifestet)
Kapitalismens forskellige stadier blev nøje fulgt op med udnyttelsen
af teknologier: dampmaskiner til national kapitalisme, elektricitet og
forbrændingsmotoren til oversøisk ekspansion og imperialistisk kapitalisme,
computer-internet og atomenergi til vor egen globalisering. Det er produktionen af nye
varer og teknologier, der muliggør kapitalismens ekspansion.
Hvad vi ser idag er mere end klart - globaliseringen af verdensmarked,
teknologi, finans og kultur. Hurtig integration og ensartethed der binder verden sammen
med hurtig mad, hurtig musik, hurtig computer, presser nationerne ind i en kommerciel
homogen enhed. I alle dele af verden forvitres national idenditet og suverænitet og giver
anledning til globale enheder - multinationale selskaber og transnationale banker. Den
ideologiske trang til at skabe et internationalt fælles marked, som igen kræver en
fælles overbevisning, fælles sprog, fælles politik og fælles valuta skaber samtidigt
et globalt, kosmopolitisk byliv, der er baseret på en fælles besiddelse - American
Express og VISA kort. Som Marx bemærkede:
De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver fælleseje. Den nationale
ensidighed og begrænsning bliver mere og mere umulig, og af de mange nationale og lokale
litteraturer opstår der en verdenslitteratur. (Manifestet)
Hvorhen borgerskabet end bevæger sig, fortsatte Marx, underminerer det
de traditionelle veje til udvikling.
Udviklingslande, herunder de tidligere socialistiske lande står
tilbage med "intet valg" og "intet alternativ" til at være i stand
til at overleve udenfor det kapitalistiske verdenssystem. De har "ikke råd" til
at være udelukket fra globaliseringens udvikling. Tredje verdens lande har været under
pres for at slutte sig til globaliseringsprocessen og for at integrere deres økonomier i
det internationale marked. En tilknytning til det internationale marked medfører
dramatiske strukturændringer, som påvirker hele samfundslivet og udløser alvorlige
politiske, sociale og økonomiske konsekvenser. Teknologi, produktivitet og handel anses
mere og mere som de uundgåelige faktorer for deres omstilling i verdensøkonomien. Som vi
nærmer os afslutningen på det 20. århundrede er kapitalismen blevet intet mindre end en
vestlig religion med sine blinde kulter og blinde følgesvende, både villige og uvillige.
Deraf følger, at udvikling via en globalisering er en proces der på
den ene side påtvinges af de domninerende udviklede lande, og på den anden side
ubestridt accepteres af mange udviklingslande. Som Ziauddin påpeger "går
kapitalisme og udvikling hånd i hånd; globaliseringen af den førstnævnte, inklusive de
kulturelle produkter af kapitalisme, er et produkt af sydens nationers ubestridte accept
af udviklingen. En sådan "ubestridt accept" bekræfter Marx's analyse:
Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i
alle lande kosmopolitisk. Til de reaktionæres store sorg har de slået den nationale
grund bort under fødderne på industrien. De ældgamle nationale industrier er blevet
tilintetgjort, og tilintetgørelsen fortsættes dag for dag. De bliver fortrængt af nye
industrier, som det bliver et livsspørgsmål for alle civiliserede nationer at
indføre..... Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i
civilisationen ... Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets
produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde; det tvinger dem til at indføre den
såkaldte civilisation, d.v.s. at blive bourgeois'er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig
en verden i sit eget billede. (Manifestet)
Globalisering betyder for udviklingslandene en differentiering og
funktionel specialisering på den måde, at deres nationale arbejdsstyrker drives frem til
en opdeling i formelle kontrakt- og midlertidig ansatte arbejdere, hvor hver gruppes
medlemmer modtager differentieret løn- og velfærdsydelser. I troen på det argument, at
økonomisk mobilitet i verdensøkonomiens hieraki kræver højere niveauer for produktion
og teknologi, fremmer disse staters lodrette tilknytninger til det kapitalistiske marked
og uddyber deres interne akkumulation gennem udnyttelsen af den overtallige arbejdsstyrke.
Håbet er, at den eksterne tilknytning af lokale økonomier til verdensøkonomien kan
styrke den herskende elite og fremme den interne ekspansion. Efter deres mening må en
hurtig industrialisering tiltrække fremmede investeringer ved at give
"gunstrige" betingelser for globale kapitalister og multinationale selskaber ved
at reducere velfærdsomkostninger. Konsekvensen er, at forholdet mellem kapital og arbejde
i stigende grad kommer ud af balance.
Denne udvikling gennemskærer forskellige politiske koalitioner,
nationale bureaukratier og hjemlige sociale institutioner og "nagler" stater til
internationaliserede produktionsinteresser. Resultatet er, at enhver regerings
troværdighed er kommet til at hvile på dens økonomiske præstationer og dens
forbindelse med den internationale kapital. En tendens, der gør regeringen politisk
sårbar for tilbageslag i den hjemlige økonomi og sammenbrud på det internationale
marked. Den asiatiske krise er et godt eksempel herpå. Mange staters elite er klar over,
at den eneste måde at forblive ved magten på, er at fremme økonomisk vækst og
ekspansion ved alle midler, selv ved politisk autoritære principper og gennem udbytning
af arbejdsstyrken. Heraf følger, at udvikling er tæt forbundet med politisk legitimitet
og magtkamp. I mange udviklingslande støtter de elitære klasser denne udvikling, fordi
de står til at høste betydelige fordele ved et system, der udbytter deres eget folk.
Manifestet og globaliseringen
Allerede for 150 år siden forudsagde Marx, at hvad slagordet
"globalisering", som er på alles læber, var:
De ældgamle nationale industrier er blevet tilintetgjort, og tilintetgørelsen
fortsættes dag for dag. De bliver fortrængt af nye industrier, som det bliver et
livsspørgsmål for alle civiliserede nationer at indføre, af industrier, der ikke mere
forarbejder indenlandske råstoffer, men råstoffer fra de fjerneste egne, industrier,
hvis fabrikater forbruges ikke alene i landet selv, men i alle verdensdele. (Manifestet)
Logikken i kapitalismens globalisering er ifølge Marx at
"Behovet for et konstant ekspanderende marked for dens produkter jager
bourgeoisiet overalt på jordens overflade... (Manifestet)
- en perfekt beskrivelse af vor verden idag!
Af Marx lærer vi at studere kapitalismen ved at se på nogle af dens
fundamentale forhold: kapital-til-arbejde, kapital-til-kapital, kapital-til-staten. På
den globale kapitalismes nuværende stade har udviklingen i disse forhold undergået nye
forandringer, men de er ikke så forskellige fra, hvad Marx opdagede.
Punkt 1: I kapital-til-arbejde forholdet: Internationaliseringen
af produktion og financiering og truslen om at benytte kapitalens fri bevægelighed til at
placere dele eller faser af produktionsprocesserne i lande og regioner, hvor lav løn og
politisk undertrykt arbejderklasse, leverer kapacitet og løftestang til udbytning. En
styrket forhandlingsposition for kapitalisterne, brugen af moderne teknologier og
erstatning af arbejde med maskiner. Disse to løftestænger i forhandlingerne er allerede
begyndt at forskyde den relative magtbalance mellem kapital og arbejde. Som Marx
bemærkede, var kapitalismen den første produktionsmåde, hvorved de økonomisk herskende
klasser bevarede magten ved målbevidst at frembringe nye teknologier for produktionen, og
ved at sænke lønninger og sociale ydelser.
Dette skift truer og diciplinerer arbejderne, ikke bare i
udviklingslandene men også i vestens industrielle nationer, hvor de gamle sociale
bevægelser som fagforeninger og bøndernes bevægelser, er blevet sat tilbage ved
sammenstødet med globaliseringen. Svækkelsen af arbejderbevægelsen er præcist
resultatet af produktionens skiftende struktur, fra et traditionelt klientel af manuel,
industriel produktion, til en produktion, der er under verdensomspændende
restrukturering. Den strukturelle styrke af financiel og produktiv kapital i den nye
globale orden har svækket vestens fagforeningers styrke og øget kapitalens.
En alvorlig følge af et sådant skifte er arbejdsløshedens svøbe.
Først i industrierne i landene mod syd, og i nyere tid, i metropolerne i nord. Ifølge de
officielle tal, har arbejdsløsheden i Vesteuropa nået 18 mill. - ca. 10,6% af hele
befolkningen. Situationen er langt værre i udviklingslandene. Verdensbanken anslår, at
arbejdsløsheden i Kina er mere end 10%. Hvis vi regner med andre 25-40 mill.
industriarbejdere i byerne og statsansatte, der betegnes som "uden stilling"
(på kinesisk XiaGang) er den relle arbejdsløshed meget højere. Størrelsen og
virkningen af arbejdsløsheden vil imidlertid nu om dage forårsage vældige
efterdønninger i samfundene. Den er nemlig nu begyndt at påvirke de sociale sektorer,
som førhen ikke blev påvirket, såsom videnskabsfolk, lærere, læger, sygepeljersker og
tjenestemændene.
Punkt 2: I forholdet kapital-til-kapital er guddommeliggørelsen
af markedet ikke andet en nedbrydning af de fysiske barrierer for udviklingen af national
kapital til internationale niveauer - et fænomen som blev iagttaget af Lenin ved
begyndelsen af dette århundrede og benævnt kapitalistisk "imperialisme". Set i
dette perspektiv er nutidens globalisering blot en koncentration af velstanden i de
multinationale selskaber.
De karakteristiske kendetegn for globale firmaer - der formelt
benævnes multinationale selskaber (MNC's) er, at de ikke kun er globale med hensyn til
hvad de producerer og sælger i mange dele af verden, men også er koncerner, der er
forenet under samme interesser. Antallet af multinationale selskaber er steget fra 7.000 i
1970 til 37.000 i 1992. Tidligere nationale selskaber er blevet fusioneret med andre
landes, og de opretholder en hierakisk underordnet forbindelse med de større.
Bevæbnet med high-tech kommunikation og computerstyret teknologi, kan
disse globale firmaer placere kapital, udvikling, produktion, administration og service i
forskellige regioner overalt på kloden, hvor lønninger og skatter er lavest og profitten
højest. De har, med andre ord, mulighed for at foretage rationelle og præcise
tildelinger af investeringer og resourcer for at maksimere profitten efter kombination af
den lokale politik, beskæftigelsesforholdene, infrastrukturen etc.. Hvad der giver
forstyrrelser er, at de deregulerede fiansmarkeder i sagens natur er ustabile. Den
økonomiske ligevægtsteori og arbejdsmarkedsforhold baseret på mekanismen
udbud-efterspørgsel er allerede blevet erstattet med opportunistisk spekulation.
Punkt 3: I forholdet kapital-til-stat bevidnes den relative
forringelse af staens selvstyre og styrke derved, at globale firmaer, fiancielle
institutioner og stærke industrielle investorer har kapacitet til at flytte produktionen
til lande eller regioner, hvor statens politik mere er at foretrække. Deraf følger, at
de er istand til at øve indflydelse på statens udenrigspolitik og udviklingspolitik.
Truslen om at flytte produktion og investering benyttes som et stærkt værktøj til at
skaffe sig løfter fra staten om en favorabel politik. Med andre ord er den relative
svækkelse af statens styrke i mange udviklingslande på fundamentale måder tæt knyttet
til internationaliseringen af produktion og finanser. Staten virker ikke længere som
stødpude mellem den hjemlige og internationale økonomis op og nedture. Snarere må de
justere deres indenrigspolitik så den svarer til verdensøkonomien. Stater bliver i
stigende grad hvad Robert Cox kalder "transmissionskædere" for globale
økonomiske kræfter, der trænger igennem lokale grænser og markeder. 6
En sådan kapitalistisk internationalsering af staten ledsaget af den
proces, hvor der dannes en global ideologisk og politisk blok, bestående af de herskende
eliter fra de forskellige lande.
Det mest forstyrrende kendetegn for globaliseringen er de modsigelser
og det dilemma, som den påtvinger hver eneste stat, især udviklingslandenes. På den ene
side øges de krav der stilles til staten om at udfylde rollen som skaberen af social fred
og sikkerhed og beskyttelse af individuelle og nationale interesser. På den anden side
reducerer kapitalens mobilitet, statens evne til at gøre dette.
Tilbage til Marx
Det væsentligste i marxismen, er at det er en teori om kapitalismen,
og det er efter dette den skal vurderes og dømmes. Manifestets styrke og gyldighed ligger
i dets beskrivelser, analyser og indsigt i kapitalismens udvikling. I Manifestet
demonstrerer Marx og Engels eksceptionel forståelse af den iboende dynamik i den
kapitalistiske produktionsmåde.
Globalisering og omformningen af den internationale økonomi
understreges af mange nye publikationer. 7 Fukuyama og Barber tror, at de
globale markedskræfter skaber en homogen "verdenskultur", der overflødiggør
nationalstaten. Huntington er overbevist om, at civilisationen erstatter staten som den
primære enhed i den globale politik efter den kolde krig. Ohmac argumenterer for, at den
myndighedsrolle, som er tillagt nationalstaterne tilfalder regionale organisationer. Og
Kaplan hævder, at demografiske og miljømæssige forandringer, som er forårsaget af det
globale marked vil føre til enden for nationalstaten og begyndelsen til kaos. Men de
vender faktisk alle tilbage til det væsentligste grundlag for Marx' syn på verden - det
materielle fundament for samfundet, med andre ord den materialistiske opfattelse af
historien.
Når fremtrædende neoliberalister postulerer, at "socialismen
brød sammen fordi den ikke kunne leve op til kapitalismens effektivitet",
"velfærdsstaten er fortabt, fordi den skader det frie initiativs incitamentet"
og "der er intet alternativ til den kapitalistiske økonomi", etc., baserer de
faktisk sig på Marx's verdenssyn, at økonomien er den væsentligste drivkraft i
menneskehedens historie.
I modsætning til det synspunkt, at marxismen er et overstået episode
i verdenshistorien, ligner udviklingen i verden idag, og den retning den bevæger sig i,
så meget, om hvad Marx og Engels havde skrevet og forudsagt. Så tidligt som i 1969
bemærkede Sir John Hicks, britisk Nobelsprismodtager i økonomi, at når det drejer sig
om teoriet om historien, er Marx stadig alene på skansen. Det er, skrev Hicks,
"udover det sædvanlige, at ét hundrede år efter Das Kapital.....er der kun
fremkommet så lidt" 8
Den varige betydning af marxismen - trods "slutningen på
historien"-doktrinen, ligger i dens bidrag til at give os en omfattende ramme til
forståelse og analyse af den sociale udviklings- og forandringsproces. Den marxistiske
kritik af kapitalismen bevarer sin fulde værdi trods de unægtelig dybe forandringer
kapitalismen har gennemgået de forløbne 150 år. Enhver der læser Manifestet igen kan
fornemme den bemærkelsesværdige akkuratesse, hvormed Marx og Engels forudså denne
situation for 150 år siden. De forestillede sig sig, at kapitalismen i den sidste ende
ville udvikle sig til et verdenssystem. Idag er deres forudsigelse og analyse blevet
præcist bekræftiget af begivenhederne. Dette fremfor alt på grund af kapitalismens
logik, som stadig er ultimativt baseret på udelukkelse af menneskehedens flertal, på
udbytningen af arbejderne, på koncentrationen af magt, velstand og privilegier, på
fremmedgørelse og på at markedsøkonomien gennemsyrer alle menneskelige og sociale
forhold i samfundet.
Oversat af Emil Olsen
Noter:
- Wood , Ellen (1997), "Back to Marx", Monthly Review, June p.1.
- Engels citeret fra Hindess, Barry (1987), Politic & Class Analysis, (New York: Basil
Blackwell Ltd), p.87
- Mange af disse lande i Sydøstasien drog hovedsagelig fordel af Den kolde Krig snarere
end globaliseringen hvilket medførte indskrænkninger i deres
"indhentningsstrategi". Dette kan også ses af den aktuelle financielle krise i
Asien siden 1997.
- Sardar, Ziauddin (1996), "Beyond Development: An Islamic Perspective", The
European Journal of Development Research, Vol. 8, No. 2, p.41.
- Der hentydes til dem der ikke længere har deres arbejde, men stadig modtager en lille
del af deres tidligere løn. Det er i virkeligheden arbejdsløshed.
- Cox, Robert W. (1993), "Gramsci, Hegemony and International Relations: An Essay in
Method" in Stephen Gill (ed.), Gramsci, Historical Materialism and International
Relations, (Cambridge: Cambridge University Press), p.260.
- Benjamin, Barber, Jihad vs. McWorld. New York: Time Books, 1995.
Li Xing er ansat ved Center for Udviklingsforskning på Ålborg
Universitet
Det Kommunistiske Manifest kan læses på VS's hjemmeside
Det Kommunistiske Manifest kan også købes fra Solidaritet som Solidaritet-plakat i
A1 format:
