Uden teori/historie forstår vi ikke samfundet og kan ikke ændre det, i det mindste ikke gribe ind der, hvor det er nødvendigt

Arbejderhistorie - en forudsætning

Efter at Pariserkommunen var slået ned i foråret 1871, indledtes med den fransk-tyske krigs afslutning en ca. 40 års næstenfredsperiode i Europa. Der var krige bl.a. koloniale erobringskrige udenfor Europa, revolutioner i Latinamerika osv., men som Goethe lader borgeren i "Faust" sige, var det jo kun spændende at høre om, hvad der foregik langt borte i Tyrkiet. I Europa var der fred! Det var i denne tid de fleste europæiske arbejderpartier opstod ganske vist havde der været en forløber for den moderne arbejderbevægelse i den I. Internationale, men denne bestod i overvejende grad af enkeltpersoner, mindre grupper og især i Storbritannien af fagforbund. De første egentlige arbejderpartier var opstået i Tyskland i 1863 og 1869. Danmark fulgte efter i 1871 og i de følgende årtier kom de andre europæiske lande efterhånden med. Men selv de stærkeste partier havde kun beskeden politisk indflydelse, og selv hvis deres opbakning i arbejderklassen var meget stor, repræsenterede de fortsat kun et mindretal af befolkningen. De forskellige grupper af selvstændige borgere og bønder udgjorde i langt de fleste lande et flertal af befolkningen

Arbejderklassen i mindretal og præget af modsætninger

Andre hæmmende faktorer for arbejderbevægelsen var f.eks. nationale og religiøse modsætninger i de enkelte stater,især havde den katolske kirke en betydningsfuld opbakning blandt arbejdere. Fleksibel som den var, havde den i nogle lande, hvor den socialististiske bevægelse havde stor kraft, oprettet egne arbejderorganisationer og endda fagforbund, som feks. i Tyskland havde en ikke uvæsentlig opbakning i de vest og sydtyske områder, f.eks. Ruhrområdet. I det sidste fandtes derudover også en selvstændig polsk-katolsk sammenslutning blandt de til Ruhrminerne importerede gæstearbejdere. I ØstrigUngarn var det stærkest industrialiserede område det nuværende Tjekkiet, hvor den nationale modsætning mellem tjekkisk og tysktalende førte til at arbeiderpartiet og fagorganisationerne splittedes, idet en del tjekkisktalende arbejdere efter århundredeskiftet brød ud af de fællesøstrigske organisationer og oprettede et nationalt, tjekkisk socialistisk arbejderparti.

Forskellige forhold udover de anførte betød, at den socialistiske arbejderbevægelse før 1914 i bedste fald var en massebevægelse uden politisk indflydelse, men som hovedregel ikke engang var det. Det Forenede Socialistparti i Frankrig (SFlO) havde på sit højelepunkt17% af stemmerne, LabourParty et af de senest opståede arbejderpartier, hvor de socialistiske grupperinger kun udgjorde et mindretal i partiet havde knap nok gjort sig gældende ved valgene, var ikke blevet et alternativ til det liberale parti for arbejderne. I Tyskland fik Socialdemokratiet ved sit bedste valg i 1912 ca 34% af stemmerne. I Danmark nåede partiet op på ca. 25% af stemmerne det var de to arbejderbevægelser, der bedst havde organiseret arbejderklassen og kun i nogle af de australske delstater kom arbejderpartieme op på noget der lignede et flertal af mandater uden at det medførte væsentlige ændringer. Det samme gjorde sig gældende i Finland under 1. verdenskrig.

Hvad kunne arbejderbevægelsen gøre under disse forhold? Var opgaverne akut revolutionære? Ændrede forholdene sig i denne periode også for de europæiske partier? Hvis man ønsker at drage en lære af den historiske udvikling, ikke kun gøre sig bekendt med det ydre forløb af bevægelsens historie må man i sin analyse inddrage de omstændigheder, der udgjorde rammerne for bevægelsens muligheder.

Revolutionære muligheder

Efter århundredskifret begyndte nye forhold at gøre sig gældende. Verden var nu opdelt i indflydelsessfærer mellem stormagterne, kapitalismen havde nået det sidste trin på én udviklingsfase i samtiden kaldte Lenin den for kapitalismens sidste (eller højeste) stade, i dag kan vi se, at kapitalismen havde yderligere udviklingsmuligheder. Men det trak efter århundredskiftet os til nyfordelingskrige: de imperialistiske stater, der var kommet for sent, ikke havde fået andel nok af de koloniale og halvkoloniale områder til udbytning, var parate til at gå i krig for at få deres andel af byttet Det drejede sig især om Italien, Tyskland og Japan, mens Rusland, Frankrig og England skulle forsvare deres andel. Man kan hævde og f.eks. Nina Bang gjorde det og påviste det med tørre tal, at en imperialistisk besiddelse af kolonier ikke nødvendigvis medførte en økonomisk gevinst, men af forskellige årsager var kampen om markeder ikke mere det eneste afgørende. Destruktion af krigsmateriel var også blevet en central bestanddel af kapitalismens fornyelsesproces. Under alle omstændigheder begyndte krigsfaren efter århundredeskiftet at vokse betydeligt, og brød for første gang ud i lys lue i den russisk-japanske krig 1905. Den medførte en revolution, som ganske vist mislykkedes, men den var tegn på den kommende udvikling. På sin kongres i Stuttgart forsøgte II. Internationale at tage højde for den nye situation, at drage lære af den russiske udvikling i den berømte resolution om arbejderpartiernes opgaver før den tilstundende krig og opgaverne efter at krigen var brudt ud.

Det danske parti satte omgående i gang og udarbejdede et afrustningsforslag, som der ikke kom noget ud , men som absolut havde sin betydning, hvis ikke for andet så for forsøget på at involvere de andre socialdemokratiske partiet i en fælles, international diskussion. Men endnu mere for den vurdering, Socialdemokratiets formand P Knudsen, fremsatte: "Ligesom altid tidligere, når en herskende samfundsklasse er blevet styrtet fra sin magtstilling vil der sikkert også efter kapitalistklassens detronisation, blive gjort forsøg på under en eller anden form at genrejse det tabte herredømme. Måske vil der blive anvendt voldsomme midler for at nå dette mål. I så tilfælde må folket være i stand til at tilbageslå sådanne angreb Det samme må gælde, hvis der gøres forsøg på at forfalske eller forvrænge Socialdemokratiets grundsætninger på en sådan måde, at et helt nyt klasseherredømme truer med at opstå (min kursivering, G.C.). Overfor sådanne kalamiteter vil et bevæbnet folk altid kunne hævde og forsvare sine interesser... Med andre ord: Folkets bevæbning er at gøre Revolutionen permanent. Tyngdepunktet for magtfolholdene i et folk må altid være hos folket selv " Denne forudseenhed kunne man have ønsket sig havde haft større betydning i arbej derbevægelsen efter 1917.

Internationalen diskuterede videre på kongresserne i 1910 og 1912, men det kom der ikke noget ud af. Det kan tages som udtryk for, at arbejderbevægelsen som helhed ikke klart nok erkendte tidens opgaver Selv en af de mest klart tænkende, det tyske socialdemokratis formand August Bebel, kunne åbenbart ikke finde frem til en ny taktik overfor krigsfaren, som han så tydeligt. Han holdtfast i den "gode, gamle taktik", som også havde givet fremgang indtil da. Denne immobilisme blev kritiseret fra to sider i arbejderbevægelsen: fra det der normalt kaldes højrefløjen, reformisteme og revisonisterne, der ville modernisere partiers taktik, og fra venstrefløjen, der forsøgte at finde andre veje, der især indebar massernes mobilisering, som svar på borgerskabets mobilisering af dens egen baggrund med en ydeligtgående nationalisme og militærbegejstring.

Kritik af Socialdemokratiet fra syndikalisterne

Der fandtes egså en tredie kritik mod den socialdemokratiske arbejderbevægelses stagnation og den (socialdemokratiske) fagbevægelses integration i samfundet, som den viste sig bl.a. i afslutningen af langvarige overenskomster og opretelsen af arbejsdomstole etc. Den udgik direkte fra radikale arbejdergrupper, der var utilfredse med tingenes tilstand og utålmodige over det Iangsomme fremskridt på vejen til det nye samfund I tiden op til 1. Verdensklig opstod i flere lande omtrent samtidig, fra omkring 190506, en opposition til den fagog partibevægelse, der fandt sit teoretiske udtryk i syndikalismen og unionismen. Det var ikke et klart udtryk, det var modsigelsesfyldt, men det vendte sig entydigt mod stagnationen og immobilismen mod den "gode, samle taktik" og forsøgte at finde nye veje, der førte ud af denne tilstand. I Frankrig sejrede syndikalismen forsåvidt, som den franske landsorganisation vedtog Amienschartret i 1906, hvor de syndikalistiske principper om antiparlamentarisme, direkte aktion og massestreike blev formuleret. I USA udviklede Industrial Workers of the World (IWW, Wobblierne) en anden væsentlig taktisk opskrift den 1okale faglige enhedsorganisation i hvilken alle organiserede (industri)arbejdere skulle sammensluttes og føderativt forbinde sig til en landsdækkende organisation (The One Big Union). Uden at ville gå ind på disse organisationsformers og teoretiske standpunkters fortrin og svagheder er det tilstrækkeligt at konstatere, at der udvikles forskellige svar som umiddelbart efter Verdenskrigen udkrystalliserede sig i de to former, som på en eller anden måde altid findes eller genopstår i arbejderklassen:

a) Den reformsøgende retning (som ikke er identisk med socialdemokratisk), der søger at forhandle sig frem lil en løsning og har sin styrke i masseorganiseringen af arbejderne. Forudsætningen for, at den reformistiske retning i det hele taget kan opnå noget, er, at den har en massebasis. Uden en stærk organisation kan den ikke forhandle og dermed opnå noget. Det er som regel denne retning, der udgør flertallet i arbejderbevægelsen i det mindste i Nord og Vesteuropa.

b) Den radikale retning (som ikke er identisk med kommunisterne), som bygger på en aktivistisk grundholdning hos især men ikke udelukkende yngre arbejdere. Dens svaghed er en ringe organisationsforståelse, som får den til at give udtryk for et ønske om umiddelbare resultater retningen får til tider et tilskud fra hyperradikale intellektuelle udenfor arbejderklassen, der dog som regel forsvinder efter nogle års optræden, da arbejderklassen svigter dem (et aktuelt eksempel for øjelikket er Rune Engelbreth Larsen fra tidsskriftet "Faklen").

Der er forskellige traditioner og erfaringer i i forskellige regioner (stater), men der er ingen "Sondenweg" eller "exceptionalism", fordi der ikke er en normeret udvikling .Det er noget der bruges af tilhængerne af naionalstatsideen, men det ser anderledes ud fra klasseperspektivet. Delingen mellem radikale og reformsøgende findes konstant. Rummet for de radikale kan besættes af forskellige retninger: anarkisme, syndikalisme, kommunisme og retningen kan hedde noget forskelligt afhængig af tid og sted: i 1890 i Danmark Det revolutionæres ocialistiske Arbejderparti, samtidig i Tyskland "Unabhängige Socialisten" (die Jungen) og få år før i Chicago 'De socialrevolutionære" det drejer sig altid om den samme revolutionære gruppe, der kan blive isoleret og forsumpe i sekterisme. Det kan være en massebvægelse som den syndikalistiske fagbevægelse CNT i Spanien i 1930erne, som efter Francotiden ikke fik fodfæste igen, fordi Arbejderkommissionerne (CCOO) havde besat den plads. Ikke alle organisationer, der opfatter sig selv som revolutionære, kan føre en revoluionær politik de har mulighed for alligevel at overleve i lang tid pga. forskellige forhold, men bryder så sammen, f.eks. de kommunistiske partier i Frankrig og Italien.

Sammenbrud for socialisterne i 1914 og 1990

Katastrofen for den internationale arbejderbevægelse, den hidtil førte politiks totale sammenbrud, blev tydelig den 4 august 1914, 1. Verdenskrig udbrud. Det næste store sammenbrud kom omkring 1990 med den statssocialistiske formations sammenbrud. Ligemeget hvordan man vurderer dette sidste sammenbrud som befrielse, som nederlag så betød det, at de hidtidige retninger i arbejderklassen opløstes og er ved at sammensættes på ny, og at diskussionen om nyformuleringen af forudsætningerne om vejen frem påbegyndtes igen. I flere af de vesteuropæiske socialdemokratiske partierudviklede der sig en overordentlig kraftig diskussion om moderniseringen af partierne. Den er åbenbart endnu ikke afsluttet, men den foreløbige hovedtendens er at tage afsked med socialismen, at afskrive arbejderklassen som en speciel progressiv faktor og at bevæge sig hen mod en position som "folkeparti", dvs. en alle sociale grupperinger omfattende organisation, der står fast på det bestående samfunds grundlæggende struktur, men ønsker at reformere bestemte afgrænsede områder, som ikke mere opfylder de behov, som dagens "folk" har. Det vil på længere sigt medføre en splittelse i de socialdemokratiske partier, der enten vil udskille modernisatorerne eller fjerne sig helt fra arbejderbevægelsen.

Det er min overbevisning, at historieskrivning om arbejderbevægelsen kan medvirke til en politisk og historisk forståelse af udviklingen og dermed også til at fortsætte kampen for emancipationen. Det drejer sig ikke om en faktuel fremstilling af historien selv om det helt klart må være sådan, at beskrivelsen af udviklingen må være i overensstemmelse med virkeligheden, så vidt nu den historiske forfatter er i stand til det men om at fremstille historien som en proces og gøre det tydelig, hvilke kræfter der fandtes i en bestemt situation eller periode. Måske kan det kaldes "anskueliggøre erfaringer" uden teori/historie forstår vi ikke samfundet og kan ikke ændre det, i det mindste ikke gribe ind der, hvor det er nødvendigt.