Antonio Gramsci anses som tilhørende rækken af de betydeligste marxistiske
og socialistiske teoretikere, og måske den største siden Lenin. Han udgør ihvertfald
efter min mening et meget vigtigt supplement til Marx, Engels og Lenin - blandt andet
fordi hans analyser må på nogle punkter siges at være mere tidssvarende end de store
forgængeres Gramsci er ikke nem at bide sker med, hvilket heller ikke gøres nemmere af den temmeligt sparsommelige litteratur, der findes om ham på dansk. Desuden har jeg det indtryk, at vores del af venstrefløjen ikke just præges af et godt kendskab til ham, men interessen vokser. På denne baggrund er intentionen med nærværende artikel en introduktion til nogle centrale elementer i den gramscianske teoridannelse.
"Nogle", idet hans forfatterskab må siges at være meget omfattende, og selv en fremstilling af alle de vigtigste dele - hvis jeg overhovedet var i stand til det - ville sprænge rammer for en passende artikel. Jeg har derfor valgt at sætte fokus på de elementer, som har en særlig relevans for socialismestrategien, og selv med denne afgrænsning er der betydelige huller. Jeg mangler således for eksempel i det følgende at gøre rede for synet på partiets og de intellektuelles rolle, på trods af en ret stor del af forfatterskabet vies disse forhold, og de tillægges en meget betydningsfuld funktion i Gramscis forestillinger om vejen til socialismen. Desuden præges min fremstilling sikkert af forfatterskabets temmeligt vanskeligt tilgængelige karakter. Alle forbehold taget i betragtning håber jeg dog, at artiklen vil opfylde sin intention som en slags introduktion og appetitvækker. Nu til sagen!
Antonio Gramsci blev født i 1891 og stammede fra en sardinsk familie med syv børn. Hans far arbejdede på et tingslysningskontor, mens mor kom fra et mere velstående hjem. Gramsci-familiens kår forværredes drastisk efter faderen mistede sit job og blev arresteret - angiveligt på grund af uregelmæssigheder i embedsførelsen. Antonio flytter i 1911 til Torino i Norditalien og læser under meget fattige forhold nogle år på det humanistiske fakultet ved det torinske universitet uden dog at tage den afslutttende eksamen. Allerede i en meget ung alder stifter han bekendtskab med den socialistiske presse, og som tyveårig begynder han at færdes i ungsocialistiske kredse. I 1913 bliver Gramsci medlem af socialistpartiets (PSI) Torino-sektion, fra 1915 begynder han at skrive regelmæssigt i den socialistiske presse, og fra omkring 1917 placerer den unge sarder sig på PSI's venstrefløj.
I 1919 og 1920 er han som medstifter af og redaktør i tidsskriftet L'Ordine Nuovo meget engageret i den fabfiksrådsbevægelse, som etableres i disse år. Da kommunistpartiet (PCd'I) dannes i 1921 som udløber af PSI, bliver Gramsci valgt til det nye partis centralkomité. Efterfølgende repræsenterer han PCd'I i Moskva i den nydannede Kommunistiske Internationales (Komintern) eksekutivkomité, og i perioden 1922-24 opholder han sig dér og i Wien. Han vender tilbage til Italien, da han vælges til parlamentet. August måned 1924 udnævnes Gramsci til sit partis generalsekretær i forbindelse med PCd'I's "bolsjevisering" i forlængelse af beslutningerne på Kominterns V. kongres, eftersom han står for en politisk linje, der er i god overenstemmmelse med den dominerende i Internationalen. Gramscis umiddelbare politiske virksomhed afsluttes i november 1926, da han sammen med andre kommunistiske deputerede arresteres af Mussolini-styret i forbindelse med attentat-forsøget på "Il Duce".
Under efterfølgende retssag mod Gramsci i 1928 skulle den offentlige anklager Michele Isgrò efter sigende på direkte ordre fra Mussolini have udtalt: "Vi må forhindre denne hjerne i at virke de næste tyve år." Anklagerens (og Mussolinis?) ønske blev opfyldt i det omfang, at Gramsci idømtes 20 års fængsel og hans politiske indflydelse under fængselsopholdet var temmeligt begrænset. På to punkter må dette ønske dog siges ikke at blive virkeliggjort. For det første kom det ikke til at dreje sig om 20 år, idet Gramscis i forvejen svage helbred ikke kunne tåle det strenge fængselsophold, og han døde allerede i 1937. For det andet var hans hjerne alt andet end uvirksom under fængslingen, og trods de store hindringer fængselsmyndighederne på forskellig vis lagde i vejen, lykkedes det ham tværtimod at præstere et stykke teoretisk-politisk arbejde, der fik stor indflydelse i hans eftertid.
Gramscis skrifter er i eftertiden blevet opdelt i to omtrent lige store dele: dem fra perioden før fængslingen og dem der blev forfattet under fængselsopholdet. De førstnævnte kaldes sædvanligvis "politiske skrifter" og de sidstnævnte "fængselsoptegnelser" - inddelt i hæfter. Desuden findes der en større samling breve skrevet i fængslet frem til hans død i april 1937. I de "politiske skrifter" er det først og fremmest den "politiske" Gramsci der kommer til orde, blandt andet som redaktør af den torinesiske fabriksrådsbevægelses kamporgan L'Ordine Nuovo. "Fængselsoptegnelser" er derimod i langt højere grad et teoretisk arbejde med følgende centrale temaer: årsagerne til revolutionens nederlag i Vesteuropa efter Den første Verdenskrig, en ny socialismestrategi, kulturen, de folkelige ideologier, fraværet af en folkelig national litteratur m.v.2 Som nævnt er der tale om en temmeligt vanskeligt tilgengældelig teoretiker, hvilket ikke mindst gælder "Fængselsoptegnelser". Dette skyldes blandt andet det forhold, at Gramsci måtte skrive i et noget "camoufleret" sprog af hensyn til censuren i fængslet under det fascistiske Mussolini-styre.
Interessen for de gramscianske skrifter har været meget markant i Italien stort set siden hans død, og han har i sit efterliv spillet en temmelig betydningsfuld rolle i forbindelse med kommunistpartiets udformning og legitimering af dets politik. I resten af Europa og verden havde det ligget langt mere stille frem til 70'erne, men siden da er interessen for italianeren nærmest også eksploderet. Dette bevidnes blandt andet af den mængde litteratur, der er skrevet om ham. Det har ligeledes ikke skortet på meget forskellige politisk/teoretiske udlægninger af Gramsci. Ifølge Chantal Mouffe (1979) har han været fremstillet så forskelligt som "libertarian", stalinistisk, socialdemokratisk, togliattansk (efter det italianske kommunistpartis mangeårige generelsekretær Palmiro Togliatti), trotskistisk m.m. Til disse betegnelser kan man roligt tilføje leninistisk, og i løbet af 80'erne og 90'erne er der også kommet forskellige varianter af såkaldte postmodernistiske tolkninger. Dette skulle være et godt bevis på, at det ikke er nogen smal sag at forsøge placere Gramsci indenfor en bestemt politisk/teoretisk tradition. Der har dog også været enighed angående visse træk ved italianeren, han er således typisk blevet betegnet som "overbygnings-teoretiker".
I sit overordede syn på samfundet og dets grundlæggende forandringer samt den historiske udvikling i det hele taget tog Gramsci udgangspunkt i det marxske skema basis-overbygning.3 Han bløder dog samtidigt op - nogle har ment ligefrem destruerer - dette skema, hvor overbygningen tillægges en tyngde, der ikke fandtes hos Marx - deraf betegnelsen "overbygnings-teoretiker". Dermed er der også tale om en mere dialektisk opfattelse af forholdet mellem basis og overbygning. Gramsci vurderer selv, at det deterministiske og mekanistiske element har været en umiddelbar ideologisk aroma ved marxismen. Og overtages det som en gennemtænkt og sammenhængende filosofi, giver det kun anledning til passivitet og tåbelig selvtilstrækkelighed. Hvem han præcis refererer til på denne måde er det svært at sige, men det kan tænkes at være den dominerende udlægning af marxismen i II. Internationale, en udlægning som netop var præget af disse karakteristika.
Som dækning for begreberne "basis" og "overbygning" bruger Gramsci betegnelserne "struktur" og "overstruktur", og de siges at danne tilsammen "historisk blok" - et begreb hentet hos den franske samfundsfilosof og syndikalistiske teoretiker Georges Sorel (1847-19229). I denne blok opfattes de materielle kræfter som værende indholdet og ideologierne formen, og hvor distinktionen mellem form og indhold er rent pædagogisk.
Et godt eksempel på den dialektiske tænkning hos Gramsci er hans behandling af spørgsmålet, om de grundlæggende historiske kriser umiddelbart bestemmes af de økonomiske kriser. Til dette svarer han: "Man kan udelukke, at de umiddelbare økonomiske kriser i sig selv udløser afgørende begivenheder; de kan kun skabe gunstigere betingelser for udbredelsen af bestemte måder at tænke på, at rejse og løse de spørgsmål på, der involverer hele statslivets videre udvikling."4
Gramscis anti-deterministiske syn kommer også frem i en kommentar omkring problematikken "historisk forudsigelse"; en kommentar som ganske givet er foranlediget af Marx og Engels "forudsigelse" om proletariatets uundgåelige etablering som herskende klasse og omvæltning af de kapitalistiske produktionsforhold. I den forbindelse anfører Gramsci, at det er absurd at tænke på en rent "objektiv" forudsigelse. Den, der foretager en sådan, har i virkeligheden et "program", som vedkommende vil have skal sejre, og selve forudsigelsen er netop et element i en sådan sejr - forstået således, at den er et agitationsmiddel, der kan bidrage til sejren. Man begår en grov fejl, fremføres det videre, hvis man antager, at en bestemt verdens- og livsanskuelse i sig selv bedre er egnet til at forudsige; betydning får den først i en levende hjerne hos den, der foretager forudsigelsen og levendegør den med sin stærke vilje.
Hermed påpeges også den menneskelige viljes betydning, og Gramsci forstod ligefrem virkeligheden, som et resultat af denne viljes applikation på tingenes samfund. I den forbindelse kan det nævnes, at han forsøgte i konkrete historiske analyser af Italiens samling i 1860'erne, fascismen og den nye samfundsmæssige udvikling, at trænge ind i "de andres viljer" og forstå konsekvenserne for arbejderbevægelsen. Den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) udgjorde her inspiration til Gramscis syn på "de andres viljer".
Et andet overstruktur-element, som i "Optegnelser"ne tillægges en meget vigtig betydning i den historiske udvikling og samfundsmæssige forandring er ideologierne. Disse opfattes som virkelige historiske faktorer, og de politiske ideologier som praktiske konstruktioner, redskaber til politisk ledelse. Derfor skal "de regerende"s ideologier bekæmpes og afsløres i deres egenskab af redskaber til at udøve et herredømme, således at "de regerede" intellektuelt kan blive uafhængige af de regerende og nedbryde deres herredømme.
Dermed ændrer Gramsci det ideologi-begreb, som Marx og Engels benytter i "Den tyske ideologi". I dette skrift er "ideologi" nemlig defineret som forvansket eller fordrejet opfattelse af et emneområde, navnlig af de sociale og historiske fænomener.5 På den anden side trækker Gramsci også i den forbindelse på Marx, idet han refererer ham for det udsagn, at en folkelig overbevisning ofte har den samme styrke som en materiel kraft. Andre inspirationskilder, som her kan nævnes er den italienske, idealistiske filosof og borgerlig politiker Benedetto Croce (1866-1952), der "..har henledt opmærksomheden på de kulturelle og filosofiske faktorers betydning i den historiske udvikling.." samt "praxisfilosofiens største moderne teoretiker" (Lenin), der har "..på den politiske kamps og på den politiske organisationsområde understreget, ganske vist i en politisk terminologi, betydning af kulturkampen..".6
Med hensyn til ideologier mente Gramsci endvidere, at det er nødvendigt at skelne mellem:
historisk organiske ideologier, som er nødvendige for en vis struktur og "organiserer" de menneskelige masser samt udgør det felt, hvor menneskene kæmper og tilegner sig bevidsthed om deres stilling og
arbitrære ideologier, som kun fremmer de individuelle "bevægelser", polemiker osv.
På denne måde må han siges at bevare et element af ""ideologi" som falsk bevidshed".
Det kapitalistiske samfund opfattes naturligvis i "Optegnelser"ne som værende organiseret i form af et klassesamfund. De gældende klasseforhold forstås dog noget anderledes end, man typisk gjorde indenfor den tidligere marxistiske teori. Gramsci karakteriserer dem nemlig ved hjælp af begrebet "hegemoni", som udtrykker forholdet mellem den herskende og "de underordnede klasser". Dette forhold bliver udlagt, som både indeholdende nogle tvangselementer og konsensus, det vil sige en vis samtykke, fra de underordnede klassers side. Dette indebærer, at den herskende klasse også er "ledende" og ikke kun undertrykkende og udbyttende, som man gerne mente før Gramsci, og som mange stadigvæk i dag gør det.
Selve hegemoni-begrebet bruger Gramsci ikke helt konsekvent, idet nogle gange omfatter det kun konsensus-momentet, mens andre gange dækker det både tvang og konsensus. Klasseinddelingen og terminologien anvendes heller ikke konsekvent, idet nogle steder tales der om "de herskende klasser" - altså flere af dem i stedet for én, eller om "samfundsgrupper" og ikke klasser. I hæfte 19 fra 1934-5 karakteriseres klasserelationerne på en ganske anden måde end de fleste andre steder, og således at "hegemoni" slet ikke anvendes. Det hedder: "..en samfundsgruppes overherredømme fremtræder på to måder, som "herredømme" og som "intellektuel og moralsk ledelse". En samfundsgruppe er herskende i forhold til de fjendtlige grupper, som den søger at "likvidere" eller underkaste, også med væbnet magt, og den er ledende i forhold til de beslægtede og allierede grupper."7 I dette passage fremstiller Gramsci klasserelationerne også en hel del mere antagonistisk end han gør så mange andre steder.
Et andet meget vigtigt gramsciansk begreb med betydning for klasseforholdene er "passiv revolution", som ifølge Gert Sørensen udvikledes (via Croce) med udgangspunkt i Vincenzo Cuoco (1770-1823). Begrebet dækker hos Gramsci en historisk-samfundsmæssig udvikling på baggrund af den herskende klasses reformer fra oven uden folkelig medvirken, som den for eksempel gjorde sig gældende i Italien.
Også selve hegemonibegrebet udviklede Gramsci via analyser af Italiens historie, men med henblik på det fremtidige krav til de underordnede klasser, hvis det skulle lykkes for dem at blive "de regerende" - de måtte vinde hegemoni over andre klasser. Desuden byggede han ved sin udarbejdelse af hele hegemoni-tesen videre på de fremstillinger, der i forvejen var blevet foretaget af Lenin, Hegel og Croce.
En stor betydning for opnåelse af de underordnede klassers konsensus tillægger Gramsci de såkaldte politiske og kulturelle hegemoniapparater. Det er ikke lykkedes mig at finde noget sted, hvor disse decideret bliver defineret. Det er dog nærliggende at antage, at de udgør blandt andet det, der refereres til som "den herskende klasses ideologiske struktur", dens materielle organisation. Hertil henføres pressen som den mest dynamiske del, men alt, hvad der direkte eller indirekte influerer eller kan influere på den offentlige mening hører til den, for eksempel Kirken.
Sammenfattende må man efter min mening konstatere, at det der først og fremmest skiller Gramsci fra Marx-Engels og tildels Lenin i hans opfattelse af klasserelationerne er påpegning af konsensus-elementet. I den forbindelse rejser sig det spørgsmål, hvilke træk i den klassemæssige og samfundsmæssige udvikling danner baggrund for det - forudsat selvfølgeligt at Gramsci har ret, hvilket, jeg mener, er tilfældet. Som et af de centrale forhold i den forbindelse vil jeg nævne klassesamarbejdet mellem arbejderklassen og borgerskabet - både som udtryk for og medvirkende forhold til konsensus. På europæisk plan begyndte det at gøre sig gældende allerede i årene op mod Den første Verdenskrig, men blev for alvor beseglet med arbejderpartiernes støtte til krigen - dog med det italienske socialistparti som et af de vigtige men få undtagelser. Klassesamarbejdet forstærkedes i mellemkrigstiden, og fascismen i Italien må siges at være et af de mest markante eksempler på det. Baggrunden for klassesamarbejdet lå igen først og fremmest i den stadig stigende samfundsmæssiggørelse af produktionen og den dermed forbunde vækst og styrkelse af arbejderklassen - dog ikke tilstrækkeligt til, at den kunne få en afgørende magt i samfundet. Krigen, som lige nævnt, spillede også en meget vigtig rolle.
I Det kommunistiske partis Manifest formulerede Marx og Engels en meget forkortet og parolepræget opfattelse af staten som "et udvalg, der varetager bourgeoisklassens fællesanliggender". Dette synspunkt gjorde sig fortsat gældende i 1875, hvor Marx i Kritik af Gotha-programmet fremstillede staten som altid en repressiv klassestat. Lenins analyse i Staten og revolutionen fra 1917 var ganske lignende, idet staten blev karakteriseret som "et organ for klasseherredømme, et organ for den ene klasses undertrykkelse af den anden". Ikke desto mindre tager Gramsci "praxisfilosofiens største moderne teoretiker" (Lenin) til indtægt for at have "..formuleret en teori om hegemoniet som et supplement til teorien om den rene magtstat..".8 Dette hænger nok sammen med den nærmest lighedstegn, som Gramsci - i overenstemmelse med den marxistiske tradition - knytter mellem statsopfattelsen og klasseforholdene. For når Gramsci taler om "en teori om hegemoniet" i forbindelse med Lenin, så må han vel tænke på dennes tese om arbejderklassens hegemoni under en alliance med bønderne.
Hvad Gramscis egen statsanalyse angår, må det karakteristiske siges at være hans delvise tilbagevenden til Hegel. Resultatet er - i forhold til den forudgående marxistiske tradition - en udvidelse af begrebet stat, således at dennes formål ikke blot fremstår som en opretholdelse af den herskende klasses "herredømme-tvang" men også oprettelse af "hegemoni-konsensus". Ved understregning af hegemonimomentet er der desuden igen indlydelse fra Croce. Gramsci når på denne måde frem til en teoretisk formulering, som lyder:
stat = politisk samfund + civilsamfund.
"Civilsamfundet" bliver bestemt som "selvstyre" eller "samtlige de organismer, der i almindelighed benævnes private". Som eksempler på de "private" organisationer, nævnes et andet sted kirken, fagforeningerne og skolerne. "Det politiske samfund" defineres som "embedsmandsstyre", eller det som i gængs sprogbrug betegnes som stat og i almindelighed opfattes som hele staten. Mens "det politiske samfund" således er ret nøje bestemt, må karakteristik af "civilsamfundet" siges at være noget uklar, for hvilke forhold omfatter det præcist? Kærnen i Gramscis begreber "civilsamfundet" og "det politiske samfund" er dog efter min opfattelse, at de angiver nogle kollektive organisationsformer, som samfundet består af; og forskellen må siges at være, at mens det førstnævnte dækker over decentrale former ("selvstyre"), så udgør det sidstnævnte de centraliserede ("embedsmandsstyre").
Det civile samfund svarer endvidere ifølge Gramsci til den hegemonifunktion, som den herskende gruppe udøver over hele samfundet, og det politiske samfund svarer til "det direkte herredømme", som kommer til udtryk i det, der almindeligvis betegnes som stat. Den gramscianske stat bliver således til "hegemoni panserforstærket med tvang". På denne måde udvikles et statsbegreb, der er i overensstemmelse med opfattelsen af klasserelationerne. De sidstnævnte er jo også blevet bestemt til at indeholde både et tvangs- og et konsensusmoment. Det nye statsbegreb må således siges at bringe statsanalysen i overensstemmelse med klasseanalysen og udgøre en nærmest uundgåelig forlængelse deraf.
Samtidigt hænger Gramscis opfattelse af staten utvivlsomt sammen med den voldsomme forøgelse af dennes rolle, der skete i mange lande i hans levetid. I forbindelse med krigen blev staten sat til at regulerere krigsøkonomien og fik dermed en meget større indflydelse på denne samfundssektor - foruden selvfølgeligt at selve krigsdeltagelsen var et statsanliggende. I mellemkrigstiden udvidedes statens rolle kraftigt i samfundet som helhed i mange lande og ikke mindst i Italien under Mussolini-styret. Der kan man endda tale om en flydende grænse mellem de statslige og ikke-statslige instanser for eksempel i forbindelse med den fascistiske bevægelse, hvilket pegede i retning af Gramscis nye definition af staten.
Med hensyn til den rolle, som Gramsci tillægger staten i forbindelse med hans idéer om vejen til socialismen, kan det nævnes, at han kunne forestille sig elementet stat-tvang tømt for sin funktion, efterhånden som elementer af "reguleret" (socialistisk) samfund slog tydeligere igennem. Staten anses således for et brugbart redskab, men med den forudsætning at eksponenterne for den indtrådte forandring i strukturen (basis) leder staten.
I forbindelse med grundlæggende samfundsmæssige forandringer har begrebet "permanent revolution" historisk fået en betydningsfuld placering, og det går helt tilbage til de franske jakobinere under Den Franske Revolution i 1789. Senere optagedes det i Marx' og Engels' revolutionstænkning. På baggrund af de revolutionære opstande i 1848 kommer det hos dem til at betyde en hastig og umiddelbar overgang fra en borgerlig til en proletarisk revolution. Lev Trotskij videreudviklede begrebet i forbindelse med den russiske revolution i 1905.
Gramsci tager i sine forestillinger om vejen til socialismen udgangspunkt i to begreber/strategier: bevægelseskrigen og stillingskrigen. Den førstnævnte svarer til "den permanente revolution", som han på baggrund af nogle historiske og samfundsmæssige analyser er meget kritisk overfor, som en aktuel og umiddelbar socialismestrategi. For godt nok var bevægelseskrigen anvendt med succes i Rusland i 1917, men den afspejlede efter hans mening de generelle samfundsmæssige betingelser i landet og svarede til dem. I "Vest" derimod var den "permanente revolution" ifølge hans analyse karakteristisk for en historisk periode, hvor de store politiske massepartier og de store økonomiske fagforeninger endnu ikke fandtes, statsapparattet var svagt udviklet, og det civile samfund havde større selvstændighed i forhold til statens aktiviteter. Efter 1870, og endda efter 1848, fremfører Gramsci videre, ændres alle disse elementer, og der er en snæver forbindelse mellem staten (det politiske samfund) og det civile samfund. Hvis staten bliver udsat for rystelser, sikrer det civile samfunds robuste karakter det gældende system. Bevægelseskrigen er i stigende grad blevet til stillingskrig. Pariserkommunens nederlag i 1871 beviste også "den permanente revolution"s umulighed. Overgang fra bevægelseskrig til stillingskrig bliver derfor for Gramsci at se det vigtigste spørgsmål, som perioden efter krigen (Den første Verdenskrig) stiller den politiske teori.
Hvad mener han så, at stillingskrigen går ud på? Ja, det er ikke så nemt at svare på, men det centrale i Gramscis noget upræcise karakteristik af stillingskrigen er efter min mening, at de moderne demokratiers massive struktur, det vil sige de statslige organisationer og det civile livs sammenslutninger udgør kampfeltet. Og det element, der giver udslaget i enhver situation, er den permanent organiserede og igennem lang tid opbyggede styrke, som man kan sætte ind, når man dømmer, at en situation er gunstig. Derfor består den vigtigste opgave i sytematisk og tålmodigt at koncentrere sig om at danne og udvikle denne styrke og gøre den stadig mere homogen, kompakt og selvbevidst. Gramsci mente endvidere, at "Iljitsch" (Lenin) havde erkendt nødvendigheden af stillingskrigen i Vest, hvilket førte til lancering af parolen "enhedsfront" på Komiterns IV. kongres i november-december 1922.
Et interessant spørgsmål her er, hvordan Gramscis socialismestrategi kan vurderes i forhold til begreberne "reformistisk" og "revolutionær". Dette, mener jeg dog, er endnu vanskeligere at svare på. Dette begrebspar vedrører nemlig foruden tidsdimensionen først og fremmest statens rolle på vejen til socialismen. Gramsci fokuserede imidlertid med begrebet "stillingskrig" tilsyneladende i højere grad på civilsamfundet eller rettere sagt "de underordnede klassers"/arbejderklassens styrkemæssige og politisk-ideologiske position i forhold til de andre - ikke mindst den herskende - klasser. Det var opnåelse af hegemoniet, der udgjorde det mest betydningsfulde forhold for ham på vejen til socialismen, og ikke overtagelse af statsmagten. Altså, at en klasse efter hans mening kan og bør være ledende "inden erobringen af regeringsmagten". I det lå der også, at den kan og bør opbygge et hegemoni, som ikke kun er politisk men også udtryk for en moralsk og intellektuel ledelse.
Dermed er der tale om en afvigelse i forhold til Lenins strategi, som kun opererede med et politisk hegemoni. Denne afvigelse skyldtes ifølge Gert Sørensen (1993), at et rent politisk hegemoni, det vil sige en politisk alliance mellem den hegemoniske klasse (arbejderklassen) og de øvrige underordede klasser, ikke længere ansås af Gramsci tilstrækkelig for at sikre den førstnævntes magterobring. Det bolsjevikkiske partis praksis havde indirekte afsløret, at selv Sovjetmagten og hele 3. Internationalismen lå under for en udtalt "passiv revolution", det vil som nævnt sige den herskende klasses reformer fra oven uden folkelig medvirken.9
Femia, Joeseph: Gramsci's Political Thought, Clarendon Press, Oxford 1981.
Gramsci (1972), Antonio: Politik og kultur. Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, 1972.
Hoff, Jens: Antonio Gramscis "praksis-filosofi". politica, 20. årg. nr.3, Århus Universitet 1988, pp.330-346.
Joll, James: Gramsci. Wahlström & Widstrand, Stockholm 1977.
Mouffe, Chantal: Introduction: Gramsci today. i Mouffe (red.): Gramsci and Marxist Theory. Routledge & Kegan Poul. London 1979.
 |
|
 |
