EU efter ja'et

Nok viste Amsterdamafstemningen 28. maj, at EU-tilhængerne var gået tilbage, nemlig fra 57% i den anden Maastrichtafstemning i 1993 til 54% den 28.maj, men samtidig er modstanden blevet langt mere grumset. Mens venstrefløjen i 1972 havde patent på EF modstanden med en begrænset opbakning fra socialdemokrater og enkelte radikale, finder vi i dag EU modstandere over hele det politiske spektrum, men det er i sagens natur en modstand, der har vidt forskellige politiske årsager. Fra venstrefløjens modstand mod kapitalens Europa over borgerlig bekymring for demokratiet til den ekstreme højrefløjs fremmedfjendske påstand om at, udenlændingene nu kommer væltende ind over Danmarks åbne grænser.

Jo, godtnok tabte vi afstemningen, men valgkampen gav os mulighed for at nå ud til en masse med informationsmateriale om EU, om Schengen, Sirene, Superstatens opbygning osv. Det er hver gang denne informationskampagne det offentlige (borgerlige og socialdemokratiske) Danmark frygter mest, for de ved godt, at vi har argumenterne på vores side. Deres modtræk er derfor hver gang massive løgnekampagner, hvor LO's kampagne denne gang indkasserede en pæn førsteplads.

Men det alvorligste er det stadigt mere grumsede Nej, eller rettere at stadig færre på venstrefløjen stemmer nej til EU. Det afspejlede sig tydeligt i de store byer og specielt i København, hvor gamle sikre nej-bastioner som Nørrebro og Vesterbro gik 10% tilbage. Dette resultat må føre til alvorlig selvransagelse. En væsentlig del af forklaringen må søges i, at venstrefløjen i netop disse gamle bastioner over de seneste 10 år har været i opløsning. Endnu for 10 år siden udgjorde venstrefløjen i disse bydele en 100 meter høj selvlysende søjle. Vi satte dagsordenen. Men i takt med specielt DKP's men også VS's og andre gruppers opløsning er søjlen blegnet og i dag næsten slukket. Enhedslistens udvikling har ikke i væsentlig grad formået at bremse denne udvikling. Den stærke venstrefløjsorganisering og dagsordenssætning er ophørt, hvilket har åbnet for et langsomt højreskred, der yderligere er blevet forstærket af mange tidligere DKP'eres og sympatisørers frustrerede reaktion på sammenbruddet i øst. Enhedslisten har en stor opgave for sig i at gøre op med den lokale forvirring, organisere og atter begynde at sætte dagsordenen i de gamle arbejderkvarterer.

Hvorhen EU?

Amsterdamafstemningen var den sidste mulighed Danmark havde for at stikke en kæp i Superstatens udvikling. Traktaten slår netop fast, at et enkelt land ikke fremover kan bremse EU's udvikling. Den næste traktat vil derfor ikke blive bremset af et dansk nej, som Maastricht blev det i 1992, og som Amsterdamtraktaten kunne være blevet det den 28. maj. Med de fremtidige traktater vil toget derfor under alle omstændigheder brøle videre, uanset hvad Danmark eventuelt måtte stemme.

Udviklingen frem mod superstaten fortsætter nu ufortrødent, men der er mange sten på den vej. Over de seneste 10-15 år har EU arbejdet på opbygningen af de indenrigspolitiske politikenheder, men en stat baserer sig ikke kun på indenrigspolitik. Først nu kommer den fælles økonomiske politik med, og selvom EMU harmoniseringen gennem 2-3 år har skabt socielt kaos i en række EU lande, er det kun begyndelsen. Udviklingen af en fælles økonomisk politik og opbygningen af EU's centralbank er processer, der vil kommer til at strække sig over 10-15 år og som let vil kunne opleve tilbageslag, på samme måde som EU-landene i 1992 måtte lide den tort at opgive det monetære slangesamarbejde. Selvom Euro'en globalt vil være en meget stærk valuta af mindst samme styrke som dollaren pga. det underliggende økonomiske grundlag vil også den blive udsat for angreb fra den globale spekulationskapital i det øjeblik EU's økonomiske politik vakler.

Udenrigspolitisk er EU stort set bar mark, og en superstat uden udenrigspolitik er tæt på slet ikke at være nogen stat. I 1991-92 var Balkan udset til at være det område, hvor EU's udenrigspolitik skulle have sin ilddåb. Den blev skudt totalt i sænk, da det viste sig, at specielt Tyskland havde større interesse i at gå sine egne veje. Udenrigspolitikken har frem til 1998 været næsten 100% afhængig af det aktuelle formandslands udenrigspolitiske kapacitet, og intet land har endnu søgt at omstille sine nationale udenrigsministerier til at føre EU-udenrigspolitik. Først Amsterdamtraktaten tager det første spæde skridt i retning af udvikling af et EU-udenrigsministerium med oprettelsen af en udenrigsenhed, men udviklingen af et EU-udenrigsministerium der står over og ikke under medlemsstaternes magtfulde udenrigsministerier er en proces, der vil tage mindst 20-25 år.

Opbygningen af EU-militæret er en proces, der vil kunne tage endnu længere tid. I starten af 90'erne foregik der en diskussion om udviklingen af WEU til EU's militær samt en nedtoning af NATO's rolle. En sådan udvikling var stik imod USA's interesser, og pga. USA's politiske manøvrering og EU's fiasko i at forsøge at intervenere udenrigspolitisk og evt. militært på Balkan er disse overvejelser pt. lagt i fryseren. Det er i endnu højere grad end for 8 år siden NATO og dermed USA, der er toneangivende indenfor alliancen som sætter den sikkerhedspolitiske dagsorden i Europa med ekspansion østover og med EU's militærprojekt lagt på is. Der er ingen tvivl om, at EU-militærapparatet vil blive udviklet, men det er afhængigt af udviklingen af den fælles EU-udenrigspolitik, der i forvejen bevæger sig med sneglefart, og vil kun blive accelereret i det øjeblik, hvor der måtte opståen skærpet konfrontation mellem EU og USA, som ville få NATO til at knage i furerne.

Superstaten er på skinner, omend toget i begyndelsen bevæger sig langsomt og Danmarks ja til Amsterdam fjernede den sidste mulighed for at at kunne stoppe det.

Venstrefløjsalternativer

BZ's gamle slagord om "Modstand, oprør, intet roligt bagland", skifter i disse år fra at have et dansk til at have et europæisk perspektiv. Danmark er fortsat et af de lande i Europa med størst modstand mod EU. Trods det at vi tabte den 28. maj, er der fortsat 46% af danskerne, der påtværs af Dansk Industri, LO, de borgerlige partier, Socialdemokratiet og deres propagandamaskine i form af Radio, TV og presse er tvivlsomme over EU-Superstaten. Det er nødvendigt at bruge disse erfaringer til at støtte udviklingen af modstanden også i de andre europæiske lande. Det kan desværre ikke siges nok gange, men kapitalen er international. Det er nødvendigt også at internationalisere den revolutionære venstrefløj. Knytte kontakter og bånd, indgå i diskussioner, udvikle fælles analyser og på sigt også udvikle fælles politik overfor Superstaten. Det er i forvejen ikke muligt kun at tænke socialisme endsige kommunisme alene i forhold til Danmark. Kravet om nedsat arbejdstid er ikke blot dansk. Det er et europæisk og i grunden et globalt krav. Det samme gælder andre reformkrav og på længere sigt revolutionære krav. Der ligger en stor opgave for os fremover i opbygningen af dette meget tættere samarbejde.

Men vi har også betydelige opgaver i Danmark. Forvirringen breder sig i takt med opløsningen af de gamle venstrefløjsstrukturer. Det afspejlede sig ved afstemningen den 28. maj ikke blot i det massive tilbageslag i de gamle arbejderkvarterer, men også i at ellers gamle venstrefløjsaktiviter krøb til (EU-) korset og meldte ud, at de denne gang ville stemme ja. Som den berømte spanske kommunistleder Dolores Ibarruri (La Passionaria) sagde under den spanske borgerkrig: "Hellere dø stående end leve påknæ". Vi bliver stående, men vi skal også have vore gamle venner på benene igen. Kampen fortsætter!

Albert Jensen er medlem af VS' Europagruppe