Den uafsluttede revolution

Med hensyn til emnet : Den Russiske revolution, kan det synes som om, alt hvad det er værd at sige, allerede er sagt. Både kritikere af, og forsvarer for revolutionen gentager igen og igen det som allerede blev sagt i 1920'erne. Gennem hele sovjettiden citerede de venstreorienterede gentagede gange udtalelserne fra Trotsky og Isaac Deutscher (der skrev biografier om ham) om regimets burokratiske degeneration, om den manglende fuldstændiggørelse af den revolutionære proces, og om risikoen for at den blev rullet tilbage. Socialdemokraterne gentog argumenterne fra Kautsky og Martov om bolsjevikkernes eksperiments forhastede karakter, og dets antidemokratiske karakter., mens de liberale insisterede på at en økonomi, der ikke var baseret på markedets og den private ejendomsrets grundlag, ikke kunne være levedygtigt.

Det virkede som om Sovjetsystemets sammenbrud i årene 1989 og 1991 ville sætte prikkerne over alle i-erne og afslutte diskussionen.

Men i hvert fald på det følelsesmæssige plan, viste disse års hændelser sig at blive en fuldstændig overraskelse for ideologerne. For kapitalismens fortalere virkede "Det Russiske eksperiments" skæbne helt naturligt. men fra 1989 så det ud som om historien gjorde nar af de liberale. Efter at have bekræftet alle deres teorier og forudsigelser, begyndte historien straks at forkaste dem. Alle løfterne om en strålende fremtid, en dynamisk vækst og en "normal økonomi" vendte sig til det modsatte. Ikke en af de "positive" opskrifter har virket, samtidig med at de liberale værdier bliver stadig mindre interessante for andre end professionelle intellektuelle.

Det er slående, hvordan de liberale ideologer er blevet tvunget til at gribe til Sovjet kommunismens sprogbrug, og afspejle dens argumenter. De liberale taler om vanskelighederne under omstillingsperioden, om den utilstrækkeligt konsekvente gennemførsel af reformpolitikken, om specifikke fejltagelser, og endelig om modstand og sabotage fra fjendtlige kræfter, der står i vejen for den historiske udvikling eller endog søger at dreje den tilbage. Dette er ikke bare fordi, alle de kapitalistiske ideologier i Rusland og de fleste andre Østeuropæiske lande, er blevet studeret på de kommunistiske partiskoler. Vestlige "eksperter", som aldrig er udgået fra Sovjetiske partiskoler, siger det samme. Bag dette ligger deres manglende evne til at begribe historiens ubegribelige mekanisme, sammen med manglende evne til og uvillighed til at give klare svar på konkrete spørgsmål.

Venstrefløjsfolk fortsætter de neoliberales politik

På denne baggrund er det ikke overraskende at debatten om resultatet af den russiske revolution skulle udvikle sig igen. Utryghed overfor samfundets tilstand, gør at folk bliver tvunget til at se sig tilbage. Hvis alt skulle være så klart, hvorfor er alting så i virkeligheden ubegribeligt? Analysen af fortiden gemmer på en frygt for fremtiden. Diskussionen går i ring. Alle gentager deres gamle argumenter. men de håber at få deres gamle teorier bekræftet af det, der skete i 1989 - 91. Samtidig konfronteres folk med det paradoks, at for at begribe fortiden, er det nødvendigt først at prøve bedre at fatte nutiden

Sovjetsystemets sammenbrud var ikke kun et knusende slag mod den kommunistiske bevægelse, i hvis ideologi den Russiske revolution i 1917 spillede en central rolle, og om hvilken de skabte et helt system af myter. De skader som socialdemokraterne led, var ikke mindre, og på sin vis endog værre. Nu da venstre-centristiske regeringer have fået magten i mange lande i Europa, er det endnu mere tydeligt end det var for få år siden under neoliberalismens uindskrænkede herredømme. Venstrefløjsfolk kommer til magten, ikke for at gennemføre deres eget program, men for at fortsætte de neoliberales politik. På mange måder er disse kapitalismens "Neofytter" eller "sidste dages hellige" farligere end "normale" borgerlige politikere. Hvorfor skulle kommunismens nederlag efterfølges af et moralsk sammenbrud for de socialdemokrater, der aldrig gik glip af (?)nogen lejlighed til at fordømme kommunismen?

Kompromisets betingelser

Selvom højrefløjssocialdemokraternes ideologi i Vesten, i århundredets første år, gik ud på at vise, at ved stadig at forøge antallet af vælgere, ville venstrepartier før eller siden vinde støtte fra flertallet af befolkningen, og fredeligt komme til magten, så var det et faktum, at ikke en eneste venstrefløjsregering vandt magten i Europa før den Russiske revolution i 1917. Måske var det bare et tilfælde. Men de begivenheder som udfoldede sig i Rusland kunne ikke undgå at have en enorm indflydelse både på borgerskabet og på arbejderklassen i Vest. Efter 1917 baserede socialreformismens ideologi sig på tre hovedpræmisser:

• at et samfund, der var kvalitativt anderledes end det kapitalistiske var en principiel mulighed.

• at den sociale transformationsproces ikke behøvede at være revolutionær.

• og at indenfor rammen af "blandingsøkonomi" var det afgørende vigtigt at forene de demokratiske landvindinger i vest med de sociale landvindinger i øst. Samtidig forkastede den vestlige arbejderbevægelse den revolutionære vej og valgte sociale kompromiser. Men kompromis kræver indrømmelser af begge parter. Begivenhederne i Rusland skræmte ikke kun borgerskabet, men også et betydeligt antal arbejdere. Jo mere arbejderne fik at vide om bolsjevikkernes brutalitet, og senere om Sovjetregimet, jo stærkere orienterede flertallet af arbejderne sig mod reformismen.

I det væsentligste er det, vi ser i dag, ikke andet end den krise som er er skabt af de historiske konsekvenser af Den Russiske 1917- revolution. Efterkrigstidens sociale reformer udgør en reaktion fra de vestlige samfund på denne revolution. Prins Kropotkin mindede Lenin om, at den revolutionære terror forsinkede udbredelsen af principperne fra den Franske revolution i Europa med hele 80 år. Efter Kropotkins mening ville det samme ske med den russiske socialisme. Lenin så uden tvivl anderledes på tingene. men de følgende begivenheder var selvfølgelig ikke kun afhængige af terroren, men også af de systemer og strukturer der opstod under revolutionen. Den sovjetiske model var klart uegnet til at blive gentaget ud over hele Europa.

Ligesom det attende århundredes franske Jakobinere, var bolsjevikkerne barske autoritære og til tider inkompetente. men samtidig formåede de at opnå forandringer, der var så omfattende, at deres fulde betydning først vil blive synlige efter århundreder. På trods af alle deres fejl og forbrydelser inspirerede både Jakobinerne og Bolsjevikkerne milioner af mennesker. og gav dem selvbevidsthed og en tro på deres egen styrke. på det plan havde den russiske revolution, på trods af dens meget autoritære træk, en enorm befriende betydning. Det faktum, at folk fik følelsen af at have magten, at de blev bevidste om sig selv som deltagere i historiske begivenheder i stedet for at være tilskuere, forudbestemte både "de Rødes" sejr i borgerkrigen og USSR's senere succeser. Man kan måske kalde det "den revolutionære impuls". Uanset hvor selvmodsigende det kan se ud, så fungerede den "kommunistiske ideologi" under industrialiseringens periode som en erstatning for den velkendte "protestantiske etik".(af Max Weber. o.a.) Derfor afskaffer den russiske elite - i modsætning til den kinesiske elite-, efter 1991, ved at gøre en ende på kommunismen, også den eneste mulige psykologiske og etiske forudætning for udvikling af kapitalismen. Her er grunden til, at de "Russiske reformer" mislykkedes, mens de kinesiske lykkedes. Og det er måske den eneste historiske bedrift som det nuværende regime i Moskva har udført.

Revolutionen udskudt

Den russiske 1917-revolutions indflydelse på de vestlige samfund var også enorm. Men den viste sig at være helt anderledes end det, Oktober-ideologerne havde håbet på. De russiske erfaringer både tvang de herskende klasser til at give indrømmelser, og på samme tid virkede den som en forhindring mod at søge efter en speciel europæisk model for radikal social forandring. Man fandt løsningen i reformismen. De reformistiske bestræbelsers succes var direkte proportional med alvoren i den "revolutionære afpresning" som blev legemeliggjort i den verdenskommunistiske bevægelse og "den sovjetiske trussel". Socialismen var i stand til at spille en meget stor rolle i forbedringen af kapitalismens måde at arbejde på, netop på grund af sin antikapitalistiske kerne. Hvis socialismen ikke havde været et reelt alternativ, hvis den ikke havde sin egen økonomiske og sociale logik, som kunne tjene som et reelt grundlag for skabelse af et nyt samfund, ville den ikke have været i stand til at udvikle de ideer og tilgange, der er nødvendige for succesfulde reformer. Det var nødvendigt med et ideologisk impuls udefra for at reformere systemet. Hvis den socialistiske ideologi ikke mere var et fundamentalt alternativ til kapitalismen, hvis arbejderbevægelsen havde mistet sin evne til aggressiv militans, og ikke havde været i stand til beslutsom kamp mod borgerskabet, ville den ikke havde været i stand til at betvinge nogen eller noget. Uden klassefjendskab der ville ikke have været nogen socialreform eller social partnerskab. Partnerskab i denne sammenhæng opstår ikke ud fra gensidig sympati mellem parterne, men fra en forståelse af, at forkastelse af partnerskabet kunne få katastrofale følger. Det kan måske kaldes "udskudt revolution".

Den revolutionære inspiration var hemmeligheden både bag USSRs økonomiske successer og tiltrækningskraften på udviklingslandene

Set i bakspejlet fra en liberal snusfornuftig synsvinkel, ligner hele perioden fra 1917 en lang kæde af fejltagelser og forbrydelser. Dette indtryk er imidlertid vildledende. Inspirationen fra 1917 holdt sig så længe fordi langs denne vej var der også imponerende sejre, inklusiv økonomiske sejre. Alligevel er det let, når man ser tilbage fra 1990'erne, at vælge det synspunkt, at mens Rusland fik chok som : "Rød terror", kollektivisering, Den stalinistiske Thermidor, 1930'erne massive undertrykkelse, krigens rædsler, og byrderne af efterkrigstidens genopbygning, så fik Vesten forbrugersamfund, et levedygtigt demokratisk system og "civiliseret kapitalisme". Den pointe som undslipper den overfladiske iagttager er, at den ene ikke ville være mulig uden den anden. Historien om vestens "succes" ville hvae været umulig uden vores tragiske historie. Fra 1930'erne blev Sovjetunionen ikke mre regeret af et "revolutionært regime". Trotsky kaldte ganske korrekt den nye politiske orden for den Sovjetiske Termidor, hvor den nye elite ikke længere tjente "den proletariske revolution" men kun tog hensyn til sig selv. I 1940'erne, med Sovjets opstigning til supermagt, tillage regimet sig i stigende grad Bonapartistiske træk. Men selv om det var stærkt svækket, mærkedes den revolutionære inspiration stadig, og det var hemmeligheden både bag USSRs socio-økonomiske succes i efterkrigsperioden, og bag vores lands tiltrækningskraft på udviklingslandene. Men denne inspiration blev til sidst udslettet. I de sene 1980'ere havde vi et enormt land med en ineffektiv super-centraliseret - og ikke særlig plalagt - økonomi, og et opsvulmet, overdimensioneter byrokrati, som drømte om at bemægtige sig ejemdom såvel som magt. Den Sovjettiske Termidors epoke havde nået sin afslutning. Det var blevet tid for genopbygning. Den historiske opgave påtog Jelsins regime sig, med støtte fra Vesten.

Det var blevet tid for en epoke med reaktion, som pressen af en eller anden grund døbte "liberale reformer". Denne reaktion var ikke nogen intern russisk affære,men del af en verdensomspændende proces. På same måde som den Hellige alliance i Europa efter Napoleonskrigene prøve på at rykke resultaterne fra den Franske revolution op med rode, så repræsenterer den Internationale Monetære Fond, Maastricht Europa og den Amerikandek "nye verdensorden" i dag det reaktionære svar fra de gamle eliter på det revolutionære eksperiments undergang. Det er forkert at prøve at retfærdiggøre denne sociale reaktion med dens teknologiske suces. Den Hellige Alliances periode var også en periode med intensiv teknologisk udvikling, men det ændrede ikke på epokens reaktionære karakter.

Sovjetsystemets sammenbrud er en katastrofe for socialdemokratierne

Man kan sige, at den vores revolutions største historiske præstation var reformeringen af kapitalismen i vesten. Nu er denne landvinding truet, som et resultat af kommunismens sammenbrud. Revolutionens nederlag ikke bare svækker reformismen, men gør den, på sin vis fuldstændig umulig.

Det er ikke overraskende, at Sovjetsystemets sammenbrud også er blevet en katastrofe for socialdemokratierne. Siden 1989 har den vestlige arbejderbevægelses reformistiske kurs fuldstændigt udmattet sig selv, og der er ingen ny strategi eller ideologi. Resultatet har været forudsigeligt. Da vesten trådte ind i en æra med voldsomme sociale konflikter og uklare politiske alternativer, er reformismens og de revolutionæres pladser spontant blevet overtaget af en radikalisme, der giver sig udtryk i ukoordinerede agressive krav og i udbrud af uorganiseret protester. Hvis historien ikke har nået afslutningen, er det simpelthen fordi kapitalismen, efter at stå sejrrig frem fra kampen mod kommunismen, er blevet hængende i sin egen tilbøjelighed, i sine egne selvdestruktive kræfter. Det er som om vi er vendt tilbage til en før-Oktober epoke.

Vores historiske opgave - i sidste ende, et spørgsmål om overlevelse - bliver efterforskningen af af nye former for social eksistens, uden hvilken hverken politk eller økonomi er mulig. I Rusland kan denne sociale eksistens ikke være borgerlig, på grund af manglen på et fuldt udviklet bourgeoisi. Men at rekonstruere et bourgeoisi, på basis af privatiseringer, er lige så umulig som at leve en andens liv igennem igen. For Rusland, som for mange andre lande, kan udviklingsperspektivet for økonomien ikke blive kapitalistisk, fordi den model, man vil forme økonomien efter er ineffektivitet. Som følge heraf er det et radikalt fornyende alternativ, der står tilbage på dagsordenen.

Venstrefløjens ideologi bliver en vigtig faktor i organiseringen af samfundet, specielt på grund af dens kollektivisme. Venstrefløjens opgave i Rusland er ikke bare at udtrykke allerede eksisterende intereser, men også at hjælpe med til at forme dem, og på samme tid, at opbygge sig selv som en politisk kraft. det er nødvendigt at gøre helt forfra igen.

En fornyelse af den sociale eksistens er ikke det samme som demokratiets sejr, men giver os vores eneste chanse for en demokratisk udvikling. Kollektivisme garanterer ikke altid frihed, men vores frihed kan ikke længere forsvares uden den. Venstreradikalisme, der på naturlig måde modnes i et land med mislykket kapitalisme, er måske ikke fremskridtets ideologi, men uden den er er fremskridt umulig.

Lenins bog "Hvad må der gøres" kunne kunskrives at en socialist fra Rusland. Det ville aldrig have faldet en europæisk socialdemokrat ind, at at det var nødvendigt at skabe et parti an arbejdere endnu før opkomsten af en masse- arbejderklasse, og så "importere" proletarisk bevidsthed ind i proletariatets rækker. Men denne øjensynlige teoretiske absurditet blev født af den modsætningsfyldte natur og ujæven udvikling som Ruslands virkelige histore består af. Og var det kun sandt i Ruslands historie?

Mennesker må enten selv organisere sig for at udføre fælles aktioner, eller de må affinde sig med deres skæbne. Men massernes pasivitet og underdanighed vil ikke føre til stabilitet, for grunden til ustabilitet er menneskene i toppen. I Europa, i Den hellieg alliances tid, var det muligt at påstå at det historiske projekt med den franske revolution var endt i totalt nederlag. Men den reaktionære epoke i Europa blev efterfulgt af en ny bølge af revolutionære rystelser, betinget nøjagtigt af genopbygningens politik. Vi ser det same i dag. Den "nye verdensorden" som systematisk fjerner elementerne fra "den sociale stat" i alle lande, skaber faktisk betingelserne for en bølge af nye revolutionære rystelser.

I selve frembrudet af den moderne æra, blev det forklaret, at efter genoprettelsen ville der komme den "Glorværdige Revolution". Reaktion er et naturligt historisk fænomen, men det udmattes lige som revolutioner gør. Når denne udmattelse sætter ind, kan en ny forandringens æra begynde.

Oversat fra engelsk af Martin Mørch fra New Left Review nr. 226/1997)