Sammenbrud i Sovjet

- eller elitens revolution?

Siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 har det været diskuteret, hvordan det kunne gå til. Var det et systemsammenbrud? Faldt systemet simpelthen fra hinanden på grund af manglende sammenhængskraft? Og hvilke mangler ved selve det sovjetiske system var i givet fejl årsagerne?

Disse spørgsmål er blevet taget op til overvejelse i en ny bog af David Kotz og Fred Weir. Kotz er professor i økonomi på University of Massachusetts og Weir er journalist. I bogen "Revolution from above. The demise of the SovietSsystem" giver de det svar, at der ikke var tale om noget systemsammenbrud, at systemet fungerede rimeligt godt og sagtens kunne have fortsat. Når det ændrede sig relativt fredeligt, så skyldes det ganske enkelt, at der var stærke kræfter i systemet selv, som havde en interesse i at skifte fra den såkaldte 'virkeliggjorte socialisme', som systemet kaldte sig, til kapitalisme. Der var altså tale ikke om sammenbrud, men om en revolution fra oven.

Udgangspunktet for dette overraskende synspunkt er en analyse af væksten i det sovjetiske system. Både i forhold til sovjetiske tal og i forhold til vestlige efterretningskilders tal, så var væksten i Sovjet indtil 1970 meget høj. Men i 70'erne faldt væksten og det var svært for det sovjetiske system i Brezhnevs sidste år at finde på løsninger. Heller ikke Brezhnevs efterfølgere kunne ændre på den stagnerende vækst. Gorbatjov kom til magten på et program, som satte fingeren på det ømme punkt: økoomiske ændringer måtte nødvendigvis gå hånd i hånd med politiske ændringer. Problemet lå nemlig i den manglende fleksibilitet i økonomien, som blev styrket af en grotesk statslig centralisme. Gorbatjovs perestrojka og glasnost havde som sit formål over en årrække at ændre de politiske strukturer, så centralismen blev nedtonet og større råderum blev indrømmet til andre initiativer end det kommunistiske partis.

I praksis kom reformerne under perestrojka til at gå hurtigere og længere end Gorbatjov havde tænkt sig. Men vigtigere var det, at han gennem denne proces satte gang i en proces, han ikke kunne styre, hvor der frit kunne dannes konkurrerende synspunkter og udtrykkes kritik. I denne proces skete der en ændring af den gamle sovjetiske magtelite, skriver Kotz og Weir i deres bog. Eliten havde godt nok haft privilegier i forhold til befolkningen. Men set i forhold til de vestlige samfunds eliter var deres privilegier ikke noget at skrive hjem om. Med den begyndende dannelse af et marked var den gamle elites medlemmer nogen af de første til at skumme fløden. Det var i disse kredse den første modstand mod Gorbatjovs reformer viste sig. Ikke en modstand som hos dem, der ønskede Sovjet bevaret. Nej, de ønskede simpelthen kapitalisme til at uddybe de nye privilegier, de havde fået.

Fra slutningen af 80'erne og frem til 1991 dannedes der med Jeltsin som leder en alliance af flere forskellige grupper, som ville bryde med Gorbatjovs reformlinje og som med Sovjetunionens opløsning reelt sejrede.

Kotz og Weir er af den overbevisning, at 'den virkeliggjorte socialisme kunne være blevet reformeret, og at det ville have været en fordel for befolkningen. Med udviklingen af klondike-kapitalismen i Rusland kan man være tilbøjelig til at give dem ret. Samtididig argumenterer de meget overbevisende og ved hjælp af megen ny statistik for deres hovedsynspunkt, at det var dele af den gamle elite, som stod bag den kapitalistiske revolution.

Kotz og Weir argumenterer hele bogen igennem som om den virkeliggjorte socialisme faktisk var rigtig socialisme, sådan som Marx havde forestillet sig den. Men mod slutningen af bogen opsummerer de det gamle systems problemer i tre punkter: For det første var det ikke en arbejdernes stat, sådan som Sovjet hævdede, den blev styret af en priviligeret elite. For det andet var den stat, som eliten styrede gennem, en autoritær stat uden borgerrettigheder og friheder til befolkningen. For det tredje var både de politiske og økonomiske institutioner meget centralistiske og hierarkiske, hvor alle beslutninger blev taget af en lille bitte gruppe. Disse tre punkter er tre tungtvejende argumenter imod at kalde Sovjet et socialistisk samfund. Det er således dybt problematisk at tale om en reformsocialisme, som de gør det i bogen. Men bortset fra denne terminolgiske svaghed udpeger de gennem denne kritik meget præcist de svage punkter i det sovjetiske system, som lå bag krisen fra 70'erne og fremefter. Om Gorbatjov ligefrem ville være gået så vidt som til at indføre både demokrati og socialisme er et åbent spørgsmål, som vi aldrig får svar på.