Enhedslisten blev
oprettet af fire partier, der var i tilbagegang og derfor gik sammen om en fælles
opstillingsliste til Folketinget, og som havde held til at blive valgt, da SF havde
indgået Det Nationale Kompromis. Det er ikke ensbetydende med, at der i dag er baggrund
for at gå videre med en egentlig partidannelse eller hvilken type partidannelse, der i
givet fald er basis for. Tilsvarende er det langt fra sikkert, at der i dag er grundlag
for at udarbejde en politisk strategi. Enhedslisten har vedtaget at udarbejde et nyt program og i den anledning er der d. 26. marts 1998 udsendt et oplæg med titlen "3.1. Programoplæg fra programudvalget".
Udvalgets formål har iflg. oplæggets forord været at udarbejde "et strategisk dokument ( . . . . . ) Programmet skal præcisere Enhedslistens socialismeopfattelse og strategi samt være program for Enhedslistens arbejde i og uden for de parlamentariske organer".
Man studser over formuleringen. Har Enhedslisten en strategi for socialismen, som nu skal præciseres i et nyt dokument?
I forordet til Enhedslistens nuværende program skriver Ole Donbæk Jensen:
"... Enhedslisten bygger ikke på en sammenhængende ideologi, og en fælles strategi for socialismen. Medlemmerne kan samtidig være organiseret i andre socialistiske partier og organisationer uden for Enhedslisten kun med den begrænsning, at disse ikke opstiller til valg som alternativ til Enhedslisten." (Rød-grøn i 1990´ 1998, s. 4).
Iflg. dette har Enhedslisten ikke en politisk strategi, og listen afskiller sig fra andre partier ved at have medlemmer, der samtidig er medlemmer af et andet parti.
Hvad er der sket, siden Enhedslisten nu skal have et strategisk dokument?
Det virker lidt omvendt at indlede en diskussion om strategi, hvis man ikke tager udgangspunkt i den organisation, der skal have strategien.
Enhedslisten blev dannet som en fælles opstillingsliste af fire socialistiske partier, der ikke ved egen kraft kunne komme i Folketinget.
Enhedslisten var, som Søren Søndergaard fra SAP en gang sagde, venstrefløjens "fælles fornuft". Med andre ord, selv om man var organiseret i fire forskellige partier, var man dog enige om mange ting, og hvorfor så ikke gå sammen om en opstillingsliste og søge at komme i Folketinget for at repræsentere de synspunkter, man er fælles om?
En selvfølge!
Formelt er Enhedslisten en selvstændig medlemsorganisation, uafhængig af de partier, der oprettede listen. Hvis Enhedslisten ikke mere er et pragmatisk samarbejde mellem gamle partier, men begyndelsen til et nyt marxistisk arbejderparti, hvorved adskiller dette nye parti sig så fra det gamle VS? Enhedslisten har overtaget det "gamle" VS' organisationsprincipper og linie for det parlamentariske arbejde. Det gamle VS røg jo ud af Folketinget, og det vil det "nye VS" jo også gøre, hvis dette ikke repræsenterer noget reelt nyt. Hvad er det politisk nye i Enhedslisten? Hvorved adskiller Enhedslistens politiske grundlag sig fra VS' politiske grundlag før 1988?
Det bliver man ikke klogere på ved at læse det udsendte programoplæg
Det kan være, at man nu også forsøger at formulere den "fælles fornuft" på strategiens område. Men det flytter næppe ret meget. Oplægget viser, at hvis der findes en "fælles fornuft" på strategiens område blandt de organisationer, der oprettede Enhedslisten, så er det så generelt, at det ikke siger noget særligt. Om den internationale klassekamp læser man f.eks. følgende:
"Alternativet til de kapitalistiske magthaveres "internationalisme" er ikke national selvtilstrækkelighed eller isolation. Tværtimod må en socialistisk bevægelse gå sammen på tværs af landegrænserne og stræbe efter et alternativ, der hviler på solidaritet, ligeværdighed og internationalt samarbejde."
Det kan både Søren Søndergaard, Jette Gottlieb og alle vi andre skrive under på. Det kan vi, fordi der ikke er ret meget strategi i at sige, at socialister må gå sammen på tværs af landegrænser og arbejde for solidaritet og ligeværdighed.
Man tager afstand fra SF's forestillinger om EU, men opstiller ikke noget alternativ. Kampen mod EU er et forsvar for lønarbejdernes levevilkår og rettigheder, og det er også fint nok. Hvis kampen mod EU skal have et strategisk perspektiv, skal der formuleres noget om socialistiske former for internationalt samarbejde. Søren Søndergaard kan godt sige noget mere om socialisters internationale samarbejde. Han kan henvise til Fjerde Internationale, og deri ligger en politisk strategi. Hvis Enhedslisten havde en strategi for den internationale kamp, så ville det være sværere for Søren Søndergaard at underskrive det foreliggende oplæg.
Hvis Enhedslisten havde en politisk strategi, der hævede sig op over de rene almindeligheder, ville man ikke kunne være medlem af Enhedslisten og samtidig også af et andet parti!
Derfor står man som læser af oplægget fra programudvalget med spørgsmålet, om Enhedslisten er ved at blive noget andet end det, det hidtil har været.
Det kan være en risiko for, at man sidder i Enhedslisten og vedtager et "strategisk dokument" med generelle formuleringer om kapitalisme, imperialisme, klassesamarbejde og revolution, men undlader at forholde sig til, hvem man egentlig selv er. Så kan man sidde med et dokument, der dækker over dybe uoverensstemmelser.
Enhedslisten kalder sig "de rød-grønne". Det gjorde ingen af de fire partier, der tog initiativet til Enhedslisten. Er det kun et reklame-slogan, eller er formuleringen udtryk for en ligestilling af kampen for bæredygtig udvikling og den sociale kamp for lighed? Er dannelsen af Enhedslisten udtryk for en ny prioritering i den politiske kamp?
Man ønsker at sige, at socialismen skal bygge på en bæredygtig udnyttelse af naturen. Men det rummer nogle spørgsmål, man ikke forholder sig klart til. Hvordan hænger "det røde" og "det grønne" sammen?
Umiddelbart kan man tænke sig flere måder at koble miljøkampen og den sociale kamp.
Fremtidens produktionsformer må være bæredygtige dvs. de må sikre, at naturgrundlaget hele tiden genetableres. Både kapitalismen og socialismen kan i princippet være bæredygtig. Det afhænger alene af politiske beslutninger. En kobling af miljøkampen og den sociale kamp indebærer så, man forpligter sig til at kæmpe for en bæredygtig udgave af socialismen.
Man kan også sige, at det er kapitalismen, der skaber miljøkrisen, fordi markedsøkonomien sætter kapitalens profitønsker over hensynet til naturen. Dermed må man også kunne argumentere overbevisende for en sammenhæng mellem kollektiv ejensomsret og bæredygtig vækst. Men hvorfor skulle de kollektive ejere være mere skånsomme overfor naturen end individuelle ejere. Arbejderne på en fabrik kan vel også tænkes at forsøge at opnå fordele ved at udlede kemisk spildevand i søer og bælter frem for at bekoste en destruktion.
Det er vigtigt at få afklaret forholdet mellem klassekamp og miljøkamp. Der er en udbredt tendens i dag til at mene, at tiden er løbet fra en opdeling i højre og venstre ud fra fordelingspolitikken. Nu handler det om en modsætning mellem mere og mindre effektive indgreb for at redde miljøet.
Enhedslistens program indeholder et stort afsnit om "Grøn omstilling", hvor aktuelle og langsigtede indgreb blandes på en uklar måde. Det fremgår ikke klart, hvad der kan gennemføres i dag og hvad kræver socialisme - og hvorfor det kræver socialisme.
Enhedslisten præsenterer sig som "Et parti af en ny type ( . . . . . ) Græsrodspartiet er også en form, hvor det er let for ikke-medlemmer at arbejde sammen med Enhedslisten. Der er åbne udvalg, flad organisatorisk struktur og urafstemning om spidskandidater til folketingsvalg" (Rød-grøn i 1990´ 1998, s. 4).
Hidtil har vi skelnet mellem partier og bevægelser, men kan der også eksistere en blandingsform - et parti med bevægelsesform, et "græsrodsparti"?
Normalt plejer partiopfattelsen at være knyttet til en opfattelse af, hvordan vi forandrer samfundet. Gælder det også for Enhedslisten?
Enhedslisten har overtaget det "gamle" VS' love og principper for parlamentarisk arbejde. Var det en pragmatisk løsning, da man skulle skabe en organisatorisk ramme for en fælles opstillings-liste for fire partier - eller har man også overtaget de overvejelser, der i sin tid lå bag VS' organisatoriske struktur?
I VS var der mange opfattelser af "partiets rolle" og VS' fremtid, og den gamle partirolle-diskussion er af mange grunde passé. Men en diskussion af, hvorfor man har valgt en bestemt organisationsform er stadig aktuel.
I VS' dannelse i 1967 lå også en protest mod traditionelle former for politisk arbejde. De etablerede partier var bygget op for at repræsentere sociale klasser og grupper i forhold til statsmagten, de var en organisering af vælgere med henblik på at vælge repræsentanter til statsapparatet (Folketing, regering, kommununalbestyrelser). På arbejdsmarkedet skulle fagbevægelsen repræsentere lønarbejderne over for arbejdsgiverne. Partierne var hierakiske med en pyramide med flere lag af ledelser og inddirekte valg, og med et stort professionelt apparat. Men Socialdemokratiet, fagbevægelsen og SF og DKP havde ikke forandret samfundet i så høj grad, som det havde været meningen, og de var i hvert fald nu gået helt i stå. Samtidig kunne man se, at nye organisationstyper blandt græsrodsbevægelserne formåede at kanalisere den aktivitet og kreativitet, som partierne ikke kunne kanalisere. Parti-formen var udlevet, mente mange i VS.
VS skulle stadig være et parti, men skulle overtage meget fra græsrodsbevægelserne og være en slags "græsrods-parti". Med flad struktur, decentralt og uden en stærk ledelse.
Blandt dele af det tidlige VS var der også den opfattelse, at partiet i sin form skulle afspejle det socialistiske samfund. Ved at organisere sig med kollektiv ledelse og vægt på det decentrale viste man, hvordan socialismen skulle opbygges. VS' egen organisationsform var en vigtig del af agitationen for socialismen.
Partiets love blev udformet meget demokratisk med indbyggede blokeringer for dannelsen af et professionelt partiapparatet, og rotationsordninger skulle forhindre dannelsen af "levebrødspolitikere" og forhindre dannelsen af bureaukrati, altså personer der alene i kraft af årelang placering på ledende poster opbyggede en magtbase.
Disse opfattelser var de dominerende ved dannelsen af VS, for partiet var en reaktion på det daværende SF, der i meget høj grad var bygget op omkring personen Aksel Larsen. Og så var VS præget af de nye græsrodsbevægelser - især studenter- og kvindebevægelserne.
Overfor denne opfattelse udviklede der sig leninistiske opfattelser. Deres argument var, at VS skulle udvikles til et parti, der kunne lede arbejderklassens kamp i en revolutionær situation. Det skulle være et politisk homogent parti med en entydig politik udadtil og enhed i handling. Og det skulle være et arbejderparti.
Leninisterne i VS havde i perioder stort flertal i VS - i 1985 var der hele 4 leninistiske grupper i VS - alligevel mistede de efterhånden betydning. Grunden til leninismens tilbagetog i VS var, de (vi) troede, at man kunne omskabe et eksisterende parti til noget helt andet end det, det var. Og det troede vi, fordi vi gik ud fra en meget abstrakt argumentation: Overgangen til socialismen sker under en revolutionær situation med sammenbrud for den borgerlige stat. I den situation er det meget vigtigt at have en ledelse for arbejderklassen, der kan udstikke klare og entydige paroler og anvise kamp- og organisationsformer. Det førte imidlertid til en meget mekanisk opfattelse af det "partiforberedende arbejde": Først opbygger vi en organisation, så udvikler vi politik, så rekrutterer vi og skoler kadrer, så griber vi ledelsen af arbejderklassens kamp.
Det var ren idealisme. For det første er der ikke en så entydig sammenhæng mellem revolution og partiopfattelse. Uanset hvad man mener om overgangen til socialismen, kan den altid kanaliseres af flere typer politiske organisationer. Der kan være et eller flere partier i spidsen, eller der kan være en blok af forskellige organisationer. Partier og bevægelser kan begynde som politisk moderate og undervejs gennemgå en radikalisering. Derfor tyder meget på, at den udvikling, der muliggør overgangen til socialismen, også vil skabe grundlaget for de organisationer, der kan stå i spidsen for forandringen af samfundet.
Dermed peger vi også på den anden svaghed i leninisternes partiopfattelse: Vi regnede med at kunne skabe grundlaget for et arbejderparti gennem interne kampe i eksisterende organisationer. Vi overså, at forudsætningen for et nyt arbejderparti også måtte være et opsving i klassekampen, der kunne vise de eksisterende partiers begrænsning. Måske var problemet, at vi helt overvurderede 1970'ernes (begrænsede) opsving i klassekampen.
Forløbet i VS var altså, at VS opstod og fik sine love og sin organisatoriske form i en periode, hvor græsrodsbevægelser og antiautoritære opfattelser stod meget stærkt, men efter en tid forsvandt disse grupper fra partiet. Herefter havde kritikerne af VSs organisationsform flertallet i partiet, men da leninisterne ikke kunne realisere deres partiopbygnings-projekt, forsvandt også kritikken af VS' parti-opfattelse. Tilbage stod partiets love og struktur, nu blot som udtryk for en demokratisk grundholdning, men uden de strategiske holdninger, der tidligere har omgivet love og struktur.
Når Enhedslisten nu skaber en organisation med de samme love og principper som det "gamle" VS, så ved vi faktisk ikke, hvad der er, man har overtaget. Er det også de strategiske opfattelser, der oprindeligt var knyttet til VSs partiopfattelse?
Der kan være grund til at hæfte sig ved fænomenet "strategisk afklaring".
I VS opstod der løbende fraktioner, der ville starte "strategisk afklaring". Det foregik som regel på den måde, at en gruppe satte sig ned og udarbejdede et oplæg om kapitalisme, klassesamarbejde, revolution og socialisme osv. Hovedsynspunktet var som regel følgende: Socialismen kan kun indføres ved en revolution, og en sådan kan kun gennemføres af arbejderklassen, men arbejderklassen må have et revolutionært lederskab, et marxistisk parti. Derfor måtte VS omdannes til et marxistisk arbejderparti. Det skulle ske ved at satse målrettet på rekruttering af industri- og transportarbejdere til partiet.
Men det overbeviste ikke ret mange om, at lige præcis denne gruppe havde det rigtige standpunkt, der kunne indlede en ny udvikling.
Et socialistisk parti kan ikke nøjes med at definere sig i generelle formuleringer om kapitalisme og socialisme og revolution. For det fører til, at man får en politisk linie, der ikke refererer til nogen konkret samfundsmæssig situation, og dermed risikerer man at udvikle en praksis, der forsøger at leve op til abstrakte idealer. I 1970'erne forsøgte VS og andre revolutionære grupper at gennemføre en "partiopbygning" ud fra den ideelle opfattelse af et ægte kommunistisk parti, uden hensyn til, om der var en aktuel samfundsmæssig baggrund for det.
Lad os minde om, at oppositionen i Socialdemokratiet begyndte allerede i 1881, men der skulle gå 35 år før der opstod en holdbar partidannelse, der i 1919 blev til DKP. Men da var der sandelig også sket noget, der var værd at skrive om: Socialdemokratiet havde opgivet sin oprindelige linie og var trådt ind i en samlingsregering med borgerlige partier. I Rusland havde arbejderbevægelsen gennemført en revolution.
Det er væsentligt for et socialistisk parti at skabe en forståelse for, hvorfor man er opstået, for det giver en identitet, der ikke kan ligge i de generelle principper om kapitalisme, socialisme og revolution.
DKP var ikke kun socialister, de var kommunister, og det indsnævrede betydningen. De var en del af en verdensbevægelse med Sovjetunionen som førende kraft, og det gav en masse konkretiseringer. DKP var opstået under Første Verdenskrig som reaktion om Socialdemokratiets indtræden i en borgerlig regering, i andre lande indebar Socialdemokratiets klassesamarbejde også støtte til krigen. Denne sammenhæng gav et væld af betydninger, som ikke kunne ligge i formuleringer om revolution og kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne.
Trotskijsterne kunne henvise til oktoberrevolutionen, magtkampen i Sovjet efter Lenins død og derigennem opnå en masse betydninger og konkretiseringer, som ikke ligger i de almene formuleringer om revolution og socialisme.
Siden 1917 blev der gjort flere forsøg på at danne et uafhængigt socialistisk parti -et 3. parti ved siden af Socialdemokratiet og DKP, men først i 1959 lykkedes det i Danmark, for da var der indtrådt en ny situation, i Danmark og internationalt. Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP) havde i 1956 åbent erkendt Stalins fejl på en række områder, men begivenhederne i Ungarn samme år havde også vist, at SUKP ikke havde draget de fulde konsekvenser af opgøret med Stalin. Dermed var der basis for et parti, der frigjorde sig fra den kommunistiske verdensbevægelse, men uden at være knyttet til Fjerde Internationale.
Europæiske maoister tog udgangspunkt i striden mellem de sovjetiske og de kinesiske kommunister og mente, at denne strid havde samme historiske vigtighed som splittelsen i arbejderbevægelsen under Første Verdenskrig, og ligesom splittelsen den gang gav grundlag for de kommunistiske partier, så ville den nye strid i den kommunistiske verdensbevægelse give grundlag for dannelsen af et nyt kommunistisk parti. Den tidligere revolutionære linie (DKP) var blevet revisionistisk, og derfor var der grundlag for et nyt revolutionært parti. Ved at knytte an til striden i den kommunistiske bevægelse og dermed inddirekte også til den gamle splittelse mellem socialdemokrater og kommunister fik danske maoister en masse betydninger, som skulle løfte partiet op over almindeligt kværulanteri og give det en historisk status. Da KAP senere brød med Kina havde man i realiteten nedlagt sig selv som parti - selv om KAP holdt sig i live i næsten 15 år derefter. Når KAP ikke kunne knytte sig til en gren af verdensbevægelsen var der ingen begrundelse for endnu et kommunistisk parti ved siden af DKP og SAP. Det viste sig, at bruddet mellem de sovjetiske og de kinesiske kommunister ikke havde den samme historiske betydning som bruddet under Første Verdenskrig. Og derfor kunne en organisation som KAP ikke overleve.
VS knyttede sig hverken til den kommunistisk verdensbevægelse med Sovjet i spidsen, ej heller til Fjerde Internationale eller til Kina. VS knyttede an til oktoberrevolutionen i 1917, men det kunne virke fjernt i Danmark, at der opstod et parti, der 50 år efter den russiske revolution erklærede: Vi er de sande arvinger til de russiske revolution. Problemet for VS var, der ikke var sket noget i Danmark - eller internationalt, der kunne begrunde dannelsen af et nyt marxistisk arbejderparti.
VS opstod ud af en splittelse i SF men p.g.a. en strid om den parlamentariske politik, ikke som følge af et opsving i klassekampen. Det, der siden løftede VS frem, var de nye græsrodsbevægelser, der godt kunne have brug for et nyt parti, i hvert fald strømmede aktivister til fra studenterbevægelsen, Vietnambevægelsen, kvindebevægelsen, beboergrupper og senere andre bevægelser, hvis sociale rødder lå i de nye grupper af offentligt ansatte blandt socialarbejdere, undervisnings- og sundhedssektorerne. Blandt disse grupper var der et opbrud. VS var i realiteten græsrodsbevægelsernes parti, men det ville vi ikke rigtigt være ved. Vi ville være arbejderklassens revolutionære avantgarde. Og selv om der også kom en del unge arbejdere ind i VS, var der ikke sket noget afgørende i klassekampen. Først langsomt skete der en radikalisering blandt grupper af lønarbejdere i 1970erne, og det er ikke udelukket, at hvis den var fortsat, så havde der været grundlag for et nyt arbejderparti.
Med den erfaring og forståelse vi har i dag, kan man se, at det var dødfødt at forsøge at bruge et opbrud i de "nye mellemlag" til at skabe et marxistisk arbejderparti. Vi skulle have diskuteret, hvilke udviklinger i samfundet, der lå bag dette opbrud, og hvordan det eventuelt kunne brede til den industrielle arbejderklasse. Der var brug for en forståelse af den samfundsmæssige situation, vi arbejdede i. Dernæst skulle vi have undersøgt, hvilke dele af bevægelsernes politik, der kunne videreudvikles og dermed forberede et kommende opbrud i arbejderklassen. Vi skulle have brugt mere tid på at undersøge, hvilke dele af kvindebevægelsens krav, der i særlig grad kunne appellere til arbejderklassens kvinde, og vi skulle have satset mere på at forbinde miljøkrav med beskæftigelsespolitik og arbejdsmiljø.
Vi skal undgå at gentage fejlene fra VS, hvor fraktioner ville være noget andet end det, de reelt var.
Enhedslisten blev oprettet af fire partier, der var i tilbagegang og derfor gik sammen om en fælles opstillingsliste til Folketinget, og som havde held til at blive valgt, da SF havde indgået Det Nationale Kompromis. Det er ikke ensbetydende med, at der i dag er baggrund for at gå videre med en egentlig partidannelse eller hvilken type partidannelse, der i givet fald er basis for. Tilsvarende er det langt fra sikkert, at der i dag er grundlag for at udarbejde en politisk strategi.
Hvis der i dag er grundlag for at udarbejde en politisk strategi for kampen for socialismen, hvordan vil den så adskille sig fra det, der blev formuleret i KAP og VS? Vi kan rette spørgsmålet til de tidligere VSere: Hvorfor lykkedes det aldrig VS at komme videre (end Minimumsprogrammet) med en strategisk afklaring? Og vi kan spørge de tidligere KAP'ere: Hvad var det, man sagde farvel til, da KAP blev nedlagt?
Meget tyder på, at vi befinder os i en situation, hvor vi ikke kommer videre med en strategisk afklaring - i den hidtil kendte form. Forudsætningen for en eventuel strategisk afklaring må være en påvisning af, hvordan man adskiller sig fra de partier, der tog initiativet til Enhedslisten. Det er ikke så lige til.
Noget af det nye i disse år er den presserende kamp for at sikre miljøet. For det andet er der en ny international situation uden Sovjetunionen. Som en tredie ting kan nævnes forskydninger i klassestrukturen med en vækst af nye sociale grupper, hvis forhold til den "gamle" arbejderklasse endnu er uafklaret. Det er nogle af de ting, der kan have medvirket til en svækkelse af den yderste venstrefløj og dermed er forudsætninger for dannelsen af Enhedslisten.
Hvis dette er rigtigt, så er det vigtigt at skabe klarhed om den politiske og historiske situation, vi arbejder i. Gennem formuleringen af en politik i forhold til den nuværende situation, kan vi nærme os nogle holdepunkter for en "strategisk afklaring".
 |
|
 |
