"Udvikling" under et nyt lys

Siden fremkomsten af ordet "udvikling" i 50'erne og 60'erne har det været ensbetydende med "fremskridt" og "modernisering". Og idag er det ensbetydende med "økonomisk vækst". På den baggrund betyder udvikling en bevægelse væk fra noget der betragtes som "underudvikling". Lige siden ordet "underudvikling" blev opfundet som en sammenligning med den vestlige verdens niveau i slutningen af 2.verdens krig (1), blev hovedparten af verdens befolkning degraderet til "underudviklede". Tvedelingen mellem udvikling og underudvikling blev på denne måde underforstået som: at udvikle sig er at forstå sig selv som underudviklet og er at flygte fra et forhold som kaldes underudviklet.

Historien bag den tredje verdens "underudvikling" kan spores helt tilbage til den tid, da hele verden var erobret og styret af den vestlige verden, efter at den opdagede verdenen omkring sig siden 16 og 1700-tallet. Europas oversøiske ekspansion, som begyndte som rene handelsrelationer, blev en udvidelse af det kapitalistiske system som det var udviklet hjemme. Gennem slavehandel, kolonisering "fri handel" og global kapitalisme blev den gradvise deling af verdens ressourcer og arbejdskraft altid til fordel for den vestlige verden som den første verden, hvorimod den tredje verden konstant blev udsat for udnyttelse.

Siden da har alle ikke-vestlige lande mere eller mindre været i en konstant proces for at "udvikle" sig eller "indhente". I leksikonet Petit Robert kan man læse følgende under emnet "udvikling: "Udviklingslande eller - region, er områder hvis økonomi endnu ikke er nået op på Nordamerika og Vesteuropas niveau, osv. En formildende omskrivning til erstatning for underudviklede" (2). Den grundlæggende opfattelse af udvikling, uanset dets definition, er en lineær verdensopfattelse som indeholder faste målelige standarder: Økonomisk vækst og ekspansion, velfærdsstigning, masseproduktion og forbrug. Man betragtes som "udviklingsland" hvis man ikke kan opfylde disse krav.

Kravene ligger bag den tankegang som dominerer udviklingsteorier, praksis og politikken. De er blevet institutionaliserede læresætninger for de magtfulde globale institutioner som Verdensbanken og IMF. Disse læresætninger, hvadenten det er økonomiske, politiske eller sociologiske, er baseret på et grundlæggende brydningsmønster - som omtales som moderniseringens brydningsmønster. Set udfra dette brydningsmønster er udvikling en evolutionær proces; og udvikling og underudvikling er forskellen mellem rige og fattige lande udtrykt som målelige økonomiske, politiske, sociale og kulturelle gab.

Derfor er selve grundtanken i den ideologiske hovedstrømning den, at selve målet for økonomisk aktivitet er profitmaksimering, og at de individuelle ønsker er det vigtigste forhold for selve mennesket.

Det indebærer også, at den moderniseringsproces som skal overvinde gabet består i at imitere den vestlige verden, og på den måde vil man gradvis opnå den samme materielle levestandard. Set i dette lys ses udvikling som en universel proces og som et kendetegn på det menneskelige samfund, snarere end som en konkret historisk proces som finder sted i et konkret samfund i en konkret periode.

Udvikling og det nyliberale dogme

Lige siden 1920'erne, da kapitalismen led under den store depression og under 1970'ernes kriser, har kapitalismens tilhængere været i defensiven. Og dette stod i modsætning til Sovjets hurtig ekspanderende økonomi og dets militære og teknologiske ekspansion. Den imponerende forevisning, som Sovjets økonomi opviste, skabte frygt i Vesten for, at den sovjettiske udviklingsmodel kunne få ideologisk betydning overfor udviklingslæresætningerne. Dertil kom, at den kinesiske model, som var baseret på selvforsyning, bredt set blev betragtet som en anden fremgangsrig og social udfordring. På den tid blev nyliberalismen, som betragtede socialisme som en modsætning til det kapitalistiske verdenssystem, ikke levnet meget plads i den herskende intellektuelle debat. De såkaldte anti-systemiske bevægelser indeholdt de socialistiske landes successer, de nationale befrielsesbevægelsers sejre, og de socialdemokratiske partiers parlamentariske sejre. For regeringer var det oppe i tiden at erklære sig for enten at være keynensiansk eller socialdemokratisk, og at basere deres politik på ånden i New Deal og Velfærdsstaten.

Den nyliberale ideologi hævdes nu at være den eneste berettigede ideologi efter afslutningen på den kolde krig. Det resultat er ikke kommet udfra en tilfældig proces. Omformningen af udviklingsteorier fra pro-socialistiske og pro-arbejder systemer med social velfærd, til individualistisk privatkapitalisme under indtryk af den nuværende globale kapitalisme, er ikke en kortvarig proces. Den indbefatter årtiers kamp mellem konkurrernde ideologiske kræfter. Nyliberalisterne indså, at for at ændre de politiske, økonomiske og sociale ideologier fundamentalt, måtte de forberede en langsom ændring af de intellektuelle og psykologiske overbevisninger.

Nyliberalismens sejr er resulatet af et halvt århundredes intellektuel kamp indenfor politik, økonomi og diverse internationale organisationer. Alliancen mellem stærke financielle interessegrupper og akademikere og intellektuelle i USA var i stand til at omforme dagsordenen indenfor politisk og økonomisk tænkning og indenfor beslutningstagning. Nyliberale tog det for givet at ideer med alle midler skulle sive ind i folks bevidsthed, f.eks. gennem uddannelse, presse, medier og internationale relationer fordi kraften bag den sociale omformning ligger i ideerne, da mennesket ikke er født med nyliberale ideer. Når visse ideer opnår større opmærksomhed og omtale, må de yderligere styrkes gennem økonomisk støtte for på den måde at opbygge en stærk intellektuel infrastruktur af disse ideer. Målet for denne infrastruktur er at fremme en neoliberal verdensanskuelse, nemlig selve ideen om at kapitalismen er en uundværlig forudsætning for politisk frihed. En stærk intellektuel infrastruktur, der støtter nyliberale ideer, svarer til hvad Gramsci ser som kapitalismens hegemoniske projekt, hvilket betyder at definere, opretholde og kontrollere ideer:"gå ind i folks hoveder og du vil tage deres hjerter, deres hænder og deres skæbne" .(3)

Berlinmurens fald var nok den største sejr for de nyliberale som troede på læresætningen "Ideer har konsekvenser" , en bog fra 1948 skrevet af den amerikanske nyliberalismens fader, Richard Weaver. I denne sammmenhæng ses Thatcherismen og Reaganismen, der er de typiske nyliberale pionerer, som et bevis på at ideer har konsekvenser. En af følgerne af denne bevægelse mod den ideelle nyliberale verden er det vi er vidne til idag: globalisering af verdensmarked, teknologi, finans og kultur. Hurtig integration og ensliggørelse som binder verden sammen med hurtig mad, hurtig musik, hurtige computere og som presser nationerne ind i en global kommerciel enhed. I alle dele af verden bliver national identitet og selvstændighed tonet ned og giver plads til globale strømninger - multinationale firmaer og banker. Den ideologiske tvang til at skabe et fælles internationalt marked, som kræver en fælles ide, fælles sprog, fælles politik og fælles mønt, skaber på samme tid et globalt kosmopolitisk byliv for befolkningen med American Express og Visa Card. Dette fortæller ikke noget om det almengyldige i den nyliberale ideologi og dets praksis, men noget om den styrke og dominans, som har skabt det.

Når mange derfor hævder at vi er gået ind i en ny tidsperiode af globalisering som er styret af "informationsteknologi" og "frit marked", er sådanne modeord ikke kun sproglige udtryk for realiteter, men repræsenterer liberalismen stærke ideologiske basis, som nøje er blevet plejet gennem en lang periode, af dem der ville vinde ved dets styre.

Østeuropas og de asiatiske landes fiasko, har ført til at liberale politikere, økonomer og journalister spiller et nul-sumsspil under den ideologiske tvedeling: Hvis kommunisme ikke virker må den erstatttes af kapitalisme; Hvis de socialistiske planøkonomier fejler, så må de liberale frie markedskræfter være universelle. Disse forenklede modstillinger er blevet til universelle kriterier for politik og økonomi. Hvis man følger denne logik bliver udvikling også betegnet som en politisk orden af en speciel type: for at udvikle sig økonomisk må udviklingslandene ideologisk og kulturelt acceptere den vestlige verdens liberale demokrati som det eneste gode og effektive system.

De forskellige tilbageværende socialistiske stater er ophørt med at tro på muligheden for at skabe en ikke - markedsøkonomi. De har forsøgt at indføre reformer i deres planøkonomi med det formål at skabe "markedssocialisme". Det mærkelige idag er ikke hvilken slags reformer, de forsøger at indføre, men den ideologiske overbevisning at et fuldstændigt ukontrolleret frit marked vil skabe social harmoni gennem den almindelige stræben for egne interesser, som så vil betyde skabelse af velfærd på den mest effektive måde, og som derved vil højne levestandarden og øge de økonomiske muligheder. Hvad vi har set i Rusland og andre tidligere socialistiske stater er dog, at de påførte ideologiske dogmer er ligeså mislykkede som dem der forsøgtes under den socialistiske konstruktion. Hvis deres anstrengelser for at skabe socialisme bliver anskuet som en fejltagelse, vil deres forsøg på at svømme frit i den globale kapitalismes hav ligeledes vise sig håbløse.

Udvikling, markedsøkonomi og globalisering

Ikke kun de tidligere socialistiske lande, men også udviklingslandene generelt har "ikke noget valg" og "ingen alternativer" og har "ikke råd til" at unddrage sig den udviklingsproces som er defineret af det globale kapitalitiske system. Ubegrænset økonomisk ekspansion sammen med moderne teknologi betragtes af de fleste lande som det eneste effektive måde at løse deres sociale problemer. Økonomisk vækst i form af materialisme og egeninteresse betragtes som værende i overensstemmelse med menneskets ønske og organisering af den moderne tilværelse. Sagt med andre ord, "høj levestandard" og "materielle goder"ses ikke kun som den vestlige verdens værdier, men som en universel værdi.

I den betydning medfører udvikling ikke kun masseproduktion af varer og tjenesteydelser, men også en videreudvikling af en proces fra tradition til modernisering, i hvilken skabelse af en ideologisk ensartet befolkning og tilsvarende institutioner er uundværlig. I forlængelse af denne tankegang må det, der anses som nødvendigt for at skabe en moderne stat, være deregulering, hvor kulturelle, sociale og politiske faktorer ses som irrelevant i forhold til markedsøkonomi eller underordnet de økonomiske kræfter. Heraf følger at forudsætningen for udvikling er en revolutionær ændring indenfor ideologi, filosofi, kulturelle institutioner, psykologisk fremtræden og selve levemåden. For at sikre at markedsideologien bliver "som en fisk i vandet", er en radikal ændring af værdier en forudsætning. De samme forhold som måske skaber lidelser og forstyrrelser bliver nu vendt om til at blive uundgåelige forudsætninger for at skabe et moderne, rationelt og industrielt samfund. Som konsekvens heraf vil mange folk overalt på jorden skulle underkastes en fremtid som er udformet af den globale kapitalismes vision, hvis værdier er suppleret af de nyliberales foreskrifter.

Det som antages at hjælpe alle til at opnå udvikling er den såkaldte markedsøkonomi. Og for nuværende betragtes det i stigende grad ikke bare som en neutral plads hvor varer, ressourcer og serviceydelser opsamles, men også som den mest effektive måde at regulere samfundet på. Markedsøkonomi er i stigende grad blevet ideologien, og på samme tid er den økonomiske vækst blevet den normale måde at betragte social udvikling. Hvis det menneskelige samfund er baseret på denne ideoligi, er det let at forstå de tre markedselementer - produktion, efterspørgsel og priser, ikke kun bliver hjælpemidler til udveksling, men også omgivet af politiske og sociokulturelle forhold. Med andre ord, markedsrelationer og sociale relationer er stiltiende blevet to sider af den samme mønt. Derfor skal sociale relationer omformes eller ændres for at skabe en ny måde at tænke på hvor det er markedets værdier og regler der er gældende. Kort sagt: Markedet betragtes i stigende grad som et fuglebur og mennesket som fuglen.

De fleste udviklingslande er overvældet af markedskræfterne og dets ideologiske magt, og de har været under pres for at indgå i den globale proces og integrere deres økonomier i det internationale marked. Deltagelse i det internationale marked er ensbetydende med dramatiske strukturelle ændringer, som påvirker alle dele af det sociale liv og forårsager alvorlige politiske, økonomiske og sociale konsekvenser. Teknologi, produktion og handel ses i stigende grad som uundgåelige elementer i forsøget på at ændre sin position i verdensøkonomien. Som følge heraf er udvikling og globalisering en proces, som på den ene side er påtvunget fra de stærke økonomiske landes side, og på den anden side uden tvivl er accepteret af mange udviklingslande. Som Ziauddin påpeger, "kapitalisme og udvikling går hånd i hånd; og globaliseringen, også inklusiv kapitalismens kulturelle produkter, er et produkt af landene i Syden hidtil ubetingede accept af udvikling.(4)

For mange udviklingslande medfører udvikling strukturelle opsplitninger og arbejdsmæssige specialiseringer på en måde som betyder at den nationale arbejdskraft er opdelt i fastansatte arbejdere og midlertidigt ansatte arbejdere, hvor medlemmer i hver gruppe vil få forskellig løn og forskellig offentlige ydelser. Men det er argumentet om, at økonomisk mobilitet i verdensøkonomiens hieraki kræver et højt produktionsniveau og teknologi, der gælder. Og det medfører at disse stater fremmer de direkte forbindelser til det kapitalistiske marked, for at sikre sig en intern akkumulation, og fremmer derved udbytningen af arbejdskraft. Håbet er, at den direkte forbindelse mellem den lokale økonomi og verdensmarkedet kan styrke den herskende klasse og fremme akkumulation. Hurtig industrialisering skal ifølge dem sikres ved at tiltrække udenlandske investeringer, og ved at tilbyde favorable vilkår for de globale kapitalister og de multinationale selskaber, og ved nedsklæringer i de offentlige ydelser. Som konsekvens heraf er magten mellem kapital og arbejdeskraft under stigende forskydning.

Denne udvikling splitter forskellige politiske koalitioner, nationale bureaukratier og andre hjemlige sociale institutioner, fordi den indretter staten efter internationale produktionsinteresser. Som et resultat af dette hviler en regerings troværdighed på dens økonomiske politik og dens forbindelser med den internationale kapital - en tendens som gør den sårbar overfor både den hjemlige og den internationale økonomis tilbageslag. Mange landes eliter har indset, at den eneste måde de kan fastholde deres magt på, er med alle midler at fremme økonomisk vækst og ekspansion. Også selvom disse midler er indførelse af et autoritært regime og ved grov udnyttelse af arbejdskraften. Derfor er udvikling blevet tæt forbundet med politisk legitimitet og magtkamp. Eliterne i mange udviklingslande støtter den form for udvikling, fordi de selv vil få betydelige fordele af et system der udnytter deres eget folk.

Udvikling der foregår under disse betingelser trænger til en genvurdering af de nationale og internationale relationer mellem kapital-arbejde, kapital-kapital, kapital-stat. På det nuværende stade af den globale kapitalisme har alle tre relationer undergået nye forandringer.

Først kapital-arbejde. Internationalisering af produktion og kapital, og brug eller truslen om brug af bevægelig kapital til at placere større eller mindre dele produktion i lande eller regioner hvor lave lønninger og en politisk undertrykt arbejderklasse sørger for mulighed for udbytning. Et andet skræmmende aspekt ved de globale selskaber er deres brug af moderne teknologi og dermed mulighed for at erstatte mennesker med maskiner. Disse to faktorer har allerede medført et skift i den relative balance mellem kapital og arbejde.

Dette skift truer og disciplinerer ikke kun i udviklingslandene, men også i de vestlige verden, hvor gamle sociale bevægelser såsom fagforeninger og bondebevægelser har lidt under tilbageslag under den stigende globalisering. Svækkelsen af arbejderbevægelsen er netop resultatet af ændringen i produktionsstrukturen fra at være en traditionel lokal industriproduktion til at være en produktion der foregår over hele verden. Den strukturelle magt som financiel og produktiv kapital besidder i den nye globale orden, har svækket den vestlige verdens fagforeninger og styrket kapitalen.

I kapital-kapital forholdet er det karakteristisk for de globale firmaer, der formelt kaldes multinationale (MNC's) at de ikke kun er globale i det de producerer og sælger i mange dele af verden, men også i at de er sammensluttet i selskaber med fælles interesser. Bevæbnet med højteknologisk kommunikation og computerteknologi kan de placere kapital, udvikling, produktion, administration og serviceydelser i forskellige dele af verden hvor lønninger og skatter er lave og profitten højest. Med andre ord har de mulighed for at foretage rationelle og præcise anvisninger med hensyn til investeringer og ressourcer for at maksimere profitten, udfra en kombination af politikken lokalt, arbejdsforhold, infrastruktur osv.. Det der foruroliger er at det deregulerede financielle marked dermed er ustabilt. Den økonomiske teori om ligevægt og markedsrelationer som er baseret på produktion, efterspørgsel og pris, er allerede erstattet af opportunistiske spekulationer. Det truer især udviklingslandene. I en opgangsperiode flyder kapitalen fra centrum til pereferi, men når krisen opstår, vender den tilbage til sit udspring (5).

I kapital-stat forholdet kan man iagttage en relativ nedgang for staters selvstændighed og magt, fordi globale selskaber, financielle institutioner og magtfulde personlige investorer har mulighed for at flytte produktionen til lande eller regioner, hvor den statslige politik er mere imødekommende overfor kapital og produktion. Og på den måde er de istand til at øve indflydelse på landets udenrigs- og udviklingspolitik. Truslen om at flytte produktion og investeringer bliver benyttet som en løftestang til at indgå kompromisser og favorable betingelser med staten. Med andre ord er den relative svækkelse af statsmagten i mange udviklingslande grundlæggende sammenvævet med internationaliseringen af kapital og produktion. Staten agerer ikke længere som en stødepude imellem idenrigs- og udenrigsøkonomien. Tværtimod er de tvugne til at justere deres idenrigspolitik ifht. verdensøkonomien. Staten er i stigende grad blevet hvad Robert Cox kalder "transmissionskæden" for den globale økonomis indtrægen i den lokale økonomi. (6). Sideløbende med denne internationalisering af staten følger den proces for dannelsen af en global ideologi og politisk blok, som består af den regerende elite fra de forskellige lande.

Ikke desto mindre står de hjemlige politiske institutioner overfor en iboende modsæting eller dilemma: På den ene side kræver globaliseringen at staten opfylder sin funktion som opretholder af social stabilitet og beskyttelse af individuelle og nationale interesser; på den anden side reducerer den ubestridelige magt, som udgår fra kapitalens frie bevægelighed, statens muligheder for at gøre det. På den måde repræsenterer verdens økonomiske system ikke kun en bestemt kapitalistisk produktionsmådes dominans, men også den forrykkede balance. Indenfor et sådant verdenssystem er fordelingen af ressourcer og arbejde altid til fordel for vesten - og vil altid være det.

Behovet for at gentænke og omdefinere udvikling

Det er en kendsgerning, at der er en bred konsensus som mener at markedskapitalismen er det bedste system for hele det menneskelige samfund, og at det i sidste ende vil føre til universelt demokrati. Francis Fukuyama mener at afslutningen på den kolde krig betød "historiens slutning" og "slutningen på menneskehedens ideologiske evolution, og universialiseringen af det vestlige liberale demokrati som den slutgyldige regeringsform". Fukuyama så som vision en ny verdensorden baseret på det liberale demokrati arvet efter den europæiske oplysningstid, som han anser som ikke-ideologisk og værdifri.

I blind tiltro til den nyliberale tænkning har mange udviklingslande og tidligere socialistiske stater godkendt vestlige eksperters råd, som hovedsagelig er baseret på Vestens egne konventionelle økonomiske parametre: fri prisdannnelse, fjernelse af støtteordninger, åbning af økonomien overfor den internationale handel, fri valutakurser, privatisering af statsejede virksomheder, optagelse af udenlandske investeringer, lukning af ineffektive virksomheder og afskaffelse af overflødig arbejdskraft. Det bliver ofte ignoreret eller underspillet, at dette ikke kan ske uden omkostninger - inflation, arbejdsløshed, lønnedgang og større udenlandsgæld. Men disse konsekvenser betragtes som kortvarige virkninger af de vestlige eksperter, som herefter fremhæver de langsigtede goder, der er ved det frie marked. Nogle lande, især Rusland, er begyndt at stille spørgsmålstegn ved det kloge i at overlade deres skrøbelige økonomi til det ansvarsløse frie marked. Det er begyndt at gå op for dem, at den vej som de rådes til at gå, er anderledes end den vej som de lande, der er gået fra økonomisk tilbageståenhed til konkurrencedygtighed på verdensplan, har taget.

De udviklingslande som uden spørgsmål har fulgt markedsorienteret udviklingsideologi ignorerer de overvældende beviser for, at den vej ikke kun har fejlet når det drejer sig om udvikling af deres økonomi og ligelig fordeling af velfærden, men også når det drejer sig om beskyttelsen af planeten. En sådan udvikling underminerer kulturelle traditioner, skaber opbrud i landdistrikterne, fremmer bymæssig ekspansion, og øger den individuelle og nationale usikkerhed ved at knytte deres fremtid til multinationale konglomerater og globale kapitalistiske institutioner.

Det er en alvorlig fejtagelse for ikke - vestlige lande, at tro at den vestlige kapitalisme kan gennemføres alle steder og fungere på den samme måde som den gør i USA og Europa. Den asiatiske finanskrise som har stået på siden 1997, kan give mange brugbare erfaringer med hensyn til at omdefinere den nuværende udviklingsmodel. Som Pfaff siger, "det asiatiske krak kommer efter indførelsen af den vestlige markedsmodel i en politisk-økonomisk kultur som traditionelt sætter fællesskabet højere end individet, hvor sociale spilleregler betragtes positivt, folk støtter sig hovedsagelig til familien og klanen, og staten er intervensionistisk og karakteriseret ved herre-tjener forhold... Asiens kapitalisme er i krise delvis på grund af den sammenblanding af arvet kultur og importeret økonomiske værdier". (7)

Øst- og Sydøstasien er fremhævet som modeller for udviklingslandene, men denne vilde udvikling ødelægger Asiens miljø og ødelægger befolkningens helbred hurtigere end noget andet sted på jorden. Tal fra WHO viser, at ud af de 7 mest forurenede byer på jorden ligger de 5 i Asien. Dertil kommer at den industrielle vand- og luftforurening, og giftaffald som følge af Asiens industrielle udvikling, er adskillige gange større end væksten i bruttonationalproduktet. Alle disse kendsgerninger bør fremme en gentænkning af et egentligt udviklingsbegreb.

Kina havde under Mao - socialismen en model med uafhængighed og selvforsyning, men det blev betragtet som en ideologisk trussel mod den libeale kapitalisme. Idag påstår den vestlige kapitalisme at have sejret over den kinesiske socialisme, men er samtidig ved at udvikle nye stærke modsætninger til den kinesiske kapitalisme. Ironisk nok er den kinesiske kapitalisme, i sammenligning med den tidligere socialistiske, på sigt en langt større trussel mod det vest-dominerede verdenssystem når man ser på de økonomiske udfordringer snarere end de ideologiske. Truslen fra forbrug og velstandsøgning for Kinas 1,2 mia. mennesker synes mere realistisk end Huntingtons sammenbrud af civilisationer.

I lang tid har vestens magt ligget i magten til at definere. Vesten definerer næsten alt. Det er på tide at verden samlet gentænker og omdefinerer udvikling. Den dominerende neoliberale model er ikke en universel model. Udvikling skal ikke ødelægge, men respektere den store forskellighed i menneskelige samfund, kulturel idenditet, organisering af menneskelige relationer, måder at løse problemer på, skabelse af meningsfuld eksistens og tilpasning til forskellige miljøer.

Li Xing er forsker ved Forskningscentret for Udvikling og Internatioale Relationer ved Aalborg Universitet

Noter:

1) USA's præsident Truman var en af de første der brugte ordet underudviklet "Vi må søsætte et nyt dristigt program der gør vore videnskabelige og industrielle fremskridt tilgændelige for fattige og underudviklede områder" tiltrædelsestale den 22. jan. 1949.

2) Rist, Robert (1997), The history of Development: from Western Origins to Global Faith, (London: Zed Books), p.8

3) Georg, Susan (1997), "How to win the wars of ideas", Dissent, Summer, p.51

4) Sardar, Ziauddin (1996), "Beyond Development: An Islamic Perspective", The European Journal of Development Research, Vol. 8, No. 2, p.41.

5) Soro, Georg (1998), "Toward a Global Open Society", Atlantic Monthly, Jauary, p.22.

6) Cox, Robert X. (1993), "Gramsci, Hegemony and International Relations: A Essay in Method" in Stephen Gill (ed.), Gramsci, Historical Materialism and International Relations, (Cambridge: Cambridge University Press, December 2.

7) Pfaff, William (1997) "To Each National Culture Its Own Form of Capitalism", International Herald Tribune, December 2.