I denne artikel
diskuterer Finn Sørensen konfliktstrategien og konfliktens faktiske ledelse
"Fagforeningernes Koordinationsudvalg" - som Finn Sørensen selv var en del af.
Hans konklusion er, at strategien i hovedsagen var rigtigt, men at konflikten også
afslørede nogle alvorlige svagheder hos fagbevægelsens venstrefløj. Konflikten bød på en organisatorisk nyskabelse - "Fagforeningernes Koordinationsudvalg" der i praksis kom til at stå som konfliktledelse, som dem, nyhedsmedierne henvendte sig til, når de skulle have at vide, hvad de strejkende mente.
Det var naturligt nok, at det blev sådan. Fagbevægelsens topforhandlere var jo blevet underkendt, og vidste altså pr. definition ikke rigtigt hvad der foregik.
Initiativtagerne til "Fagforeningernes Koordinationsudvalg" var en lille gruppe fagforeninger, der allerede i efteråret 1997 var gået ud i en overenskomstkampagne, for at få sat kravene om især kortere arbejdstid og længere ferie på dagsordenen. Det var især Træ-Industri-Byg afd. 27, Murerne i København, Metalfagforeningerne i Lyngby og Horsens, samt Lager og Handel i København, der stod for denne kampagne.
Da der tegnede sig et mæglingsforslag, ændrede denne kampagne sig til en traditionel "nej-kampagne" med uddelingsaviser og fanevagt foran forligsinstitutionen. Men også med nye metoder, idet der i langt højere grad end tidligere blev brugt avisannoncer, hvor kravet om mere fritid og den 6. Ferieuge blev sat på dagsordenen. Her lykkedes det at få lidt flere fagforeninger med, men mere end et halvt hundrede stykker blev det ikke til.
Da konflikten var en realitet, var det naturligt, at det var initiativtagerne til overenskomstkampagnen og nej-kampagnen, som tog initiativ til at skabe en form for strejkeledelse.
Ved at vælge navnet "Fagforeningernes Koordinationsudvalg" signalerede man med det samme, at her var ikke forsøg på at skabe en ny "situationens generalstab" eller et nyt "formandsinitiativ".
Udvalgets første handling var derfor at søge at få lokale fagforeninger fra samtlige konfliktende forbund med i det københavnske koordinationsudvalg. Dette lykkedes så nogenlunde i løbet af konfliktens første uge, men man må sige, at sammensætningen blev meget tilfældig. Det lykkedes dog at få inddraget fagforeninger, som man normalt ikke finder på barrikaderne, såsom HK, Fabrik- og Special, Telekommunikationsforbundet og Teknisk Landsforbund for at nævne nogle.
Man forsøgte samtidig at få etableret et landsdækkende koordinationsudvalg. Det sidste lykkedes ikke rigtigt, men der var under konflikten løbende kontakt til aktive fagforeninger i de andre større byer, og de to landsdækkende tillidsmandsmøder, der blev afholdt under konflikten, blev indkaldt på baggrund af disse kontakter.
Naturligt nok tog man også kontakt til LO-Storkøbenhavn, der villigt stillede sine ressourcer til rådighed, med henblik på udsendelse af materialer, indkaldelse af demonstrationer osv.
Også i de andre større byer, var de lokale LO-organisationer aktive i konflikten.
Jeg har indtryk af, at samarbejdet det meste af vejen var uproblematisk, og at disse lokale LO-organisationer lige som det store flertal af landets lokale fagforeninger arbejdede loyalt for at få det bedst mulige resultat af konflikten.
I konfliktens 2. Uge forsøgte de dog noget, som dårligt kan betegnes som andet end et attentat på konfliktgrundlaget. 8 lokale LO'er fik bildt nyhedsmedierne ind, at det var dem, der stod som arrangører af de landsdækkende demonstrationer d. 5. Maj, og at grundlaget blandt andet var, at "nu gælder det ferie fremfor femører" en klar håndsrækning til LO-formandens forsøg på at finde en løsning inden for arbejdsgivernes økonomiske ramme.
Fra dele af venstrefløjen er der kommet kritik af, at der i så høj grad blev lagt vægt på de faglige organisationers rolle i organiseringen af konflikten, og at man ikke inddrog tillidsrepræsentanter fra de store arbejdspladser i "strejkeledelsen".
Jeg mener ikke kritikken er berettiget. Det var netop vigtigt at gøre de lokale fagforeninger ansvarlige for konflikten, både politisk og organisatorisk for det er, hvad de rent faktisk er i en overenskomstmæssig konflikt. Kravet til fagforeningerne i forbindelse med denne konflikt har jo netop været, at de måtte fungere som kamporganisationer.
Dermed måtte de lokale fagforeninger selvfølgelig også gøres ansvarlige for den nødvendige koordinering. Det var netop vigtigt, at der i de lokale koordinationsudvalg sad nogle formænd, som kunne tage forpligtende beslutninger i forhold til politiske udmeldinger, indkaldelse af demonstrationer og tillidsmandsmøder osv.
"Fagforeningernes Koordinationsudvalg" formulerede hurtigt konfliktstrategien og fik mere eller mindre helhjertet opbakning til den i resten af fagbevægelsen.
Strategien var enkel: Hovedkravet var mere fritid, udmøntet i kravet om den 6. Ferieuge. Konflikten skulle være effektiv på de overenskomstområder, hvor den var etableret. Det betød, at skruebrækkeri skulle fordømmes og forhindres gennem blokadeaktiviteter. Men fagbevægelsen skulle ikke tage initiativ til at udvide konflikten til andre overenskomstområder.
Formålet med denne strategi var, at isolere arbejdsgiverne, og især Dansk Industri, og at gøre det så svært som muligt for regeringen at gribe ind i konflikten.
Som led i denne strategi, kom man også med en udmelding om at underminere den lock-out som Dansk Arbejdsgiverforening iværksatte fra d. 5. maj på el- og HK-området. Ideen var god nok, og i konsekvent forlængelse af hovedstrategien. Men den blev præsenteret så klodset, at den i stedet gav en del støj på de "indre linjer" i koordinationsudvalget. Garvede faglige aktivister havde problemer med at acceptere denne "pæne" konfliktstrategi. Især i den indledende fase var der en del diskussioner, især med aktivister, som gerne ville udvide konflikten til andre overenskomstområder, ikke mindst det offentlige, i form af forskellige blokadeaktiviteter.
Men som helhed blev strategien fulgt af alle aktører også af de forbund, der gav de fornødne dispensationer til livsvigtig medicin og andre ting, der ellers kunne have tjent som kærkommen undskyldning for et regeringsindgreb.
Regeringsindgrebet kom alligevel. Men den konsekvente konfliktstrategi gjorde, at regeringen ikke havde så meget som skyggen af en begrundelse i samfundshensyn. Tværtimod. Det stod klart for de strejkende, at den kun tog arbejdsgiverhensyn, og hensyn til sin egen ja-kampagne op til Amsterdam-afstemningen d. 28. maj.
"Fagforeningernes Koordinationsudvalg" må påtage sig en berettiget kritik af, at man ikke forberedte sig bedre på regeringsindgrebet.
Vi kan undskylde os med, at det et godt stykke af vejen faktisk så ud til, at regeringen gjorde hvad den kunne, for at holde sig væk, og at indgrebet blev gennemført meget hurtigt efter d. 5. maj kl. 12.00 - hvor Dansk Arbejdsgiverforening offentliggjorde deres ultimative "tilbud" som viste, at der ikke kunne blive nogen forhandlingsløsning på kort sigt.
Men garvede venstrefløjsfolk i fagbevægelsen bør vide, at en socialdemokratisk regering ikke vil lade arbejdsgiverne stege så længe, at de bliver nødt til at give væsentlige indrømmelser.
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan venstrefløjen i fagbevægelsen burde have forberedt sig på dette regeringsindgreb.
Ligeså nøgternt, som vi burde have forudset indgrebet, burde vi også have indset, at mulighederne for at gøre noget ved det, og videreføre konflikten som en kamp imod regeringen, ikke ville være til stede.
Der ville være tale om en overenskomststridig konflikt, hvormed samtlige faglige organisationer officielt ville være ude af billedet. Det var også klart, at af samme grund ville hovedparten af de socialdemokratisk dominerede lokale fagforeninger, også reelt "melde sig ud" af kampen, også fordi de ellers skulle kæmpe imod deres eget parti på Christiansborg.
Dette kunne man have sat sig ud over, hvis der var den fornødne mobilisering blandt de strejkende under konflikten. Men det var der tydeligvis ikke. Trods strejkens popularitet både blandt de strejkende selv, og i befolkningen, så kneb det med at trække folk til demonstrationerne, fremmødet på de landsdækkende tillidsmandsmøder var heller ikke imponerende. Det gælder også det afsluttende tillidsmandsmøde i Østerbrohallen d. 7. maj, hvor der ganske vist var mødt mange op, men hvor det kneb med repræsentativt fremmøde fra de store arbejdspladser og fagforeninger i landet.
Da regeringsindgrebet forelå, var det også tydeligt, at her var ikke grundlag for at mobilisere til omfattende proteststrejker. Det var jo omhyggeligt lagt til rette, så det splittede de strejkende, idet man tog fra alle grupper pensionsopsparing og gav til nogen, nemlig børnefamilierne, som altså måtte opleve, at de da trods alt havde fået noget ud af det.
Ikke desto mindre valgte koordinationsudvalget at lægge det åbent op på tillidsmandsmødet i Østerbrohallen. Da to fagforeninger - Lager og Handel og SiD-Kastrup - på deres medlemsmøder samme dag havde vedtaget opfordringer til landsdækkende protestdemonstrationer mandag d. 11. maj blev tillidsmandsmødets konklusion, at man skulle vurdere resultatet af demonstrationen på Christiansborg Slotsplads d. 7. Maj. Her var alle fremmødte fagforeningsformænd enige om, at der ikke var grundlag for at indkalde til yderligere protestdemonstrationer.
Ikke alle arbejdpladser i landet var enige i den konklusion. Dansk Arbejdsgiveforening meddelte i den efterfølgende uge, at ca. 6.000 havde været involveret i kortvarige arbejdsnedlæggelser i protest mod indgrebet.
Det ændrer ikke på koordinationsudvalgets vurering af, at der ikke var grundlag for at fortsætte kampen. En vurdering, der da også var foretaget efter kontakter til de aktive fagforeninger i de andre byer.
Skal man endelig kritiseret koordinationsudvalget for noget i forbindelse med konfliktens afslutning, så må det være, at det ikke tog den fulde konsekvens af sin egen vurdering. Man burde nok langt klarere have givet det budskab, at kampen nu måtte fortsætte på arbejdspladserne med det politiske perspektiv, at arbejdsgiverne skulle betale det tilbage, som regeringen havde foræret dem, og at fagbevægelsen måtte stå samlet om at støtte de arbejdspladser, der ville kæmpe denne kamp.
"Fagforeningernes Koordinationsudvalg" har nedlagt sig selv. Af gode grunde. Det havde en funktion under konflikten, og var ikke ment som noget permanent "formandsinitiativ".
Men man har selvfølgelig ikke blot smidt opgaverne fra sig. Der har været foretaget en evaluering, hvor der blandt andet er enighed om, at konflikten har vist hvor svagt de aktive fagforeninger står. De har jo stort set alle sammen været lige så uforberedte på konflikten som fagbevægelsen somhelhed.
Der er også enighed om, at det ikke kan nytte at etablere en strejkeledelse på et så tilfældigt grundlag som det skete. Der må i god tid inden optællingen af stemmerne holdes bredt indkaldte møder, hvor fagforeningerne kan finde en fornuftig struktur på organiseringen af en eventuel strejke, der både sikrer effektivitet, og rimelig repræsentation fra de forskellige faggrupper.
Det er nok så vigtigt enighed om at løfte to opgaver: Der skal ske en opsamling af erfaringerne fra de lokale forhandlinger på arbejdspladserne efter regeringsindgrebet, og man skal hurtigst muligt have "givet staffetten videre" til det offentlige område, med hensyn til kampen for den 6. Ferieuge. Der er også enighed om, at tillidsrepræsentanterne fra arbejdspladserne skal være omdrejningspunktet i dette arbejde. Man må forvente, at der tidligt på efteråret afholdes en tillidsmandskonference, med henblik på organiseringen af disse ting.
Finn Sørensen er formand for
Bryggeriarbejdernes Fagforening i Kbh. og medlem af VS
 |
|
 |
