 |
En ny generation arbejdere har for første gang deltaget i en fælles konflikt med hundredtusindvis af deltagere. De har oplevet humøret og optimismen på store strejkemøder, at fagforeninger kunne bruges til andet end langsommelige arbejdsretssager, men også at mange fagforeninger ikke var de kamporganisationer, de burde være.(foto: Niels Hougaard/Socialisten) |
Hvis man ser på selve resultatet indholdsmæssigt forhandlingsresultaterne, mæglingsforslaget og regeringsindgrebet - var konflikten naturligvis et nederlag for arbejderklassen. Hovedkravet var mere fritid, konkretiseret i kravet om den 6. ferieuge. Dette blev ikke indfriet. Der blev end ikke taget hul på den 6. ferieuge.
I stedet fik vi et regeringsindgreb, der nøje holdt sig inden for den økonomiske ramme, der i forvejen lå i det forkastede mæglingsforslag, og de dermed forbundne forhandlingsresultater. Et regeringsindgreb, som oven i købet forringede indholdet i forhandlingsresultaterne og mægligsforslaget for mange medlemmers vedkommende. Forringelsen består i, at en del af den aftalte pensionsforbedring blev konverteret til omsorgsdage, som kun en begrænset del af medlemmerne får glæde af.
Men hvorfor var der så ikke nederlagsstemning blandt medlemmerne, da regeringsindgrebet var en realitet?
Fordi de strejkende selv havde en meget klar opfattelse af, at nej'et til mæglingsforslaget og den efterfølgende konflikt i sig selv var en sejr for arbejderklassen. Og det er en rigtig oplevelse, når man ser på, at det er 13 år siden arbejderklassen samlet har markeret sig over for magthaverne.
Det store flertal var også bevidst om, at konflikten satte kampen for den 6. ferieuge på dagsordenen, og at den "blot" var en god begyndelse til denne kamp, som i øvrigt viste sig at have opbakning fra flertallet i befolkningen. De mere fagligt bevidste blandt medlemmerne har også været klar over, at konflikten ville være et godt rygstød i de efterfølgende lokale forhandlinger på arbejdspladserne.
I det følgende vil jeg se nærmere på disse og andre erfaringer og perspektiver som gemmer sig i forårets overenskomstkonflikt.
Der er god grund til den omtalte nye selvbevidsthed hos de strejkende. Efter 13 år med konsensuspolitik også ved overenskomstforhandlingerne hvor arbejderklassen stort set har været fraværende som selvstændig aktør i samfundslivet, sprang den pludselig ind på banen den 24. april med et overraskende nej til forligsmandens mæglingsforslag for derefter at gå ud i en disciplineret, kollektiv kamp.
Hermed gjorde den med et slag "den offentlige mening" og for den sags skyld også visse "venstrefløjsteoretikere" til skamme: Klassekampen er ikke død, og arbejderklassen er ikke forsvundet. Tværtimod. For det var jo i høj grad den "traditionelle" del af arbejderklassen industriarbejdere, transportarbejdere, bygge- og anlæg der nu satte dagsordenen. Gennem 14 dage demonstrerede den, hvem der producerer varerne, og sørger for at de bliver distribueret. I et glimt viste den samfundet, hvilken magt den egentlig repræsenterer.
Nyhedsmedierne og arbejdsgiverne forsøgte hver på deres måde at bagatellisere årsagerne til, at der blev stemt nej.
Arbejdsgiverne mente, at det var regeringens skyld, fordi den havde udskrevet folketingsvalg midt i det hele eller fagbevægelsens forhandleres skyld, fordi de havde "spændt forventningerne for højt" med kravet om den 6. ferieuge.
Nyhedsmedierne lagde især vægt på de klodsede forhandlere, der havde placeret en fridag på juleaftensdag, hvor de fleste havde fri i forvejen, og på Dansk Industris arrogante forhandlingstaktik, der så åbenlyst gik ud på at styre hele forløbet, og forhindre andre overenskomstområder i at finde deres egne løsninger.
Det er alt sammen en del af forklaringen. Men det forklarer ikke, hvorfor den ellers så besindige danske arbejder pludselig stemmer nej til et mæglingsforslag, vel vidende at afstemningsreglerne er ændret, så det er blevet lettere at forkaste det og dermed komme i konflikt
Den grundlæggende årsag skal findes i to andre forhold.
Det ene er, at dagligdagen især for den del af arbejderklassen, der var i overenskomstforhandling i år, er blevet mere og mere stresset, på grund af arbejdsgivernes krav om stadig mere fleksibilitet i arbejdstiden, overarbejde osv. osv. Det er simpelt hen blevet utroligt svært at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen.
Det andet er den kendsgerning, at netop arbejdsgiverne i de nævnte sektorer gennem de sidste år har tjent penge som aldrig før. De har heller ikke undladt at prale med det, ligesom regeringen ustandselig fortæller hvor god og sund økonomien er. Blandt arbejderne har der derfor uundgåeligt bredt sig den opfattelse, at arbejdsgiverne sagtens havde råd til at give indrømmelser, uden at det gik ud over deres konkurrenceevne.
Dermed har vi også forklaringen på, hvorfor det netop blev kravet om mere fritid udmøntet i kravet om den 6. ferieuge der blev konfliktens altoverskyggende krav. Det blev simpelt opfattet som en vigtig kompensation for en utålelig hverdag.
Styrken ved dette krav var og er at det kan samle det store flertal af fagbevægelsens medlemmer. Men som konfliktens forløb viste, så var det også et krav, der skabte bred opbakning i befolkningen som helhed. Det er jo ikke kun arbejderne i industri, transport og bygge-anlæg, der oplever et stadig mere stresset arbejdsliv.
Men kravet om den 6. Ferieuge afspejler også arbejderklassens erfaringer med kampen for kortere arbejdstid. Nogle erfaringer, der ikke opleves som særligt positive.
Kampen for kortere arbejdstid var på sit højeste i begyndelsen af 80'erne, hvor det blandt andet lykkedes at få en LO-kongres til at vedtaget kravet om 35-timers ugen. Den gav resultater ved overenskomstfornyelserne i slutningen af 80`erne, hvor man kom fra 39 til 37 timer. Men prisen var store indrømmelser til arbejdsgivernes krav om mere fleksibilitet.
Arbejderne oplevede derfor, at den kortere arbejdstid blev "ædt op" i form af mere og mere umulige arbejdstider og mere overarbejde og der kom ikke flere i arbejde, hvad der ellers havde været et af de vigtigste argumenter for den kortere arbejdstid.
De mange forskellige måder at forvalte arbejdstidsforkortelsen på på de forskellige arbejdspladser og i de forskellige brancher, har samtidig gjort det langt sværere at skabe samling omkring kravet om kortere ugentlig/daglig arbejdstid.
Op til overenskomstforhandlingerne i 1995 bredte sig derfor den opfattelse på mange arbejdspladser, og på fagbevægelsens venstrefløj, at man ganske vist skulle fortsætte agitationen for kortere ugentlig arbejdstid, men at man i opløbet måtte være parat til at prioritere kravet om den 6. ferieuge hvad man da også gjorde op til afslutningen af årets overenskomstforhandlinger, og med en sådan succes, at det slog igennem som konflikttema.
Som bekendt kom man ikke igennem med kravet. Der blev end ikke taget hul på den 6. ferieuge, idet de to overenskomstmæssige fridage, og omsorgsdagene til børnefamilierne ikke er egentlige feriedage med disses rettigheder og betaling.
Men konflikten satte dette krav på dagsordenen for alvor, og her er kravet kommet for at blive, indtil det er indfriet.
Dermed har arbejderklassen sat sig et mål, der i sig selv er progressivt, som kan samle det store flertal, og som vel at mærke er i stik modstrid med den økonomiske strategi, som kapitalen og regeringen arbejder efter. En strategi der handler om, at vi gennemsnitligt betragtet skal arbejde mere end vi gør i dag. I regeringens 2005-plan forudsættes det således, at den gennemsnitlige arbejdstid over et liv skal forlænges med 0,8 år!
Alle fagforeninger, der har deltaget aktivt i konflikten, ved, at næste slag for den 6. ferieuge skal slås i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 1999. Det bliver en hård kamp, når man ser på den nævnte regeringsmålsætning. Det er de aktive dele af fagbevægelsen klar over, og derfor er der også fuld gang i overvejelserne om, hvordan man bedst og hurtigst muligt får "givet stafetten videre".
Det er druknet lidt i konflikten og kampen for den 6. ferieuge, men forhandlingsforløbet gav faktisk også en vigtig erfaring for skifteholdsarbejderne. I 1996-97 gennemførte en række store industriarbejdspladser landet over en kampagne for at overenskomstforhandlingerne skulle sikre forbedringer for skifteholdsarbejderne. Det blev udmøntet i en underskriftindsamling, blandt andet for kravet om kortere arbejdstid og længere ferie. Der blev indsamlet 6-7000 underskrifter, som blev afleveret til CO-Industris topforhandlere, inden forhandlingerne gik i gang.
Det var ikke noget imponerende antal underskrifter. Men kampagnen gjorde alligevel sin virkning, fordi den var drevet af de toneangivende industriarbejdspladser. Forhandlingsresultatet for industriens område rummer faktisk en 1 times arbejdstidsnedsættelse på aftenhold, og en 1 time på nathold. Dette slog også igennem i mæglingsforslaget for "holddriftsaftalens" område ("holddriftsaftalen" forhandles direkte mellem LO og DA)
Dette var selvfølgelig langt fra tilfredsstillende, og medlemmerne inden for CO-Industris område stemte da også nej med stort flertal. Men kampagnen viste, at det nytter på den måde at forholde sig aktivt til overenskomstforhandlingerne.
Det er en vigtig erfaring. For mange skifteholdsarbejdere er ikke så begejstrede for, at kravet om længere ferie sættes øverst. De ved, at det vil medføre en nedprioritering af forkortelsen af den ugentlige arbejdstid. Og at arbejdsgiverne med de nuværende arbejdstidsbestemmelser har rig mulighed for at kompensere for den længere ferie, ved endnu mere umulige arbejdstider. Der skal en anderledes radikal arbejdstidsforkortelse til på skiftehold nemlig ned til 30 timer før man vil opleve en væsentlig forbedring af hverdagen. Man må derfor forvente, at de store industriarbejdspladser holder fast i denne vinkel.
På mange arbejdspladser har konflikten uden tvivl også været et godt rygstød til de lokale lønforhandlinger. På 85 % af de overenskomstområder, der var omfattet af regeringsindgrebet, er der i overenskomsten adgang til en årlig lokal lønforhandling.
På mange arbejdspladser tog tillidsrepræsentanterne omgående initiativ til denne forhandling, såsnart arbejdet var normaliseret, og udnyttede, at arbejdsgiverne gerne ville have ekstraproduktion for at fylde lagrene op.
Mange steder har man forholdt sig klart politisk til opgaven. Den bestod nemlig i, at hente det hjem hos arbejdsgiverne, som regeringen havde stjålet fra arbejderne med sit indgreb. Altså ikke kun mere i løn, men i høj grad også forbedringer af fridage/omsorgsdage, hvad betaling og placering angår, for ikke at tale om at de skulle udvides til at gælde alle.
Udover disse mere kontante perspektiver og resultater, så rummer konflikten jo også vigtige erfaringer, der først viser deres betydning på længere sigt.
Enhver konflikt er en skole i klassekamp også selv om det ikke opleves sådan af dem der deltager i den!
Det sidste synes i høj grad at være tilfældet med denne konflikt, hvor mange unge har været helt med på nødvendigheden af at strejke. De mener bare ikke det har noget med klassekamp og røde faner at gøre!
Dens betydning på længere sigt er derfor, at en ny generation arbejdere for første gang har deltaget i fælles konflikt med hundredtusindvis af deltagere. De har oplevet humøret og optimismen på store strejkemøder. De har oplevet, at der var en mening med at betale kontingent, og at deres fagforening kunne bruges til andet end langsommelige arbejdsretssager og faglige voldgifter og støtte i enkeltpersonsager.
Et mindretal har også fået sig værdifulde erfaringer med hensyn til det at føre en konflikt: Det kræver at man selv er aktiv. Og for dem har ordet "skruebrækker" fået konkret betydning via oplevelser af kristelige og andre strejkebrydere.
Mange har selvfølgelig også fået negative oplevelser af deres fagforeninger. 13 års manglende mobilisering og stadig voksende juridiske og admininstrative krav fra samfundets side, har sat sit præg på fagbevægelsen, også på de lokale afdelinger, hvor mange havde svært ved for alvor at leve op til at være kamporganisation.
Det skal heller ikke undervurderes, at arbejderklassen fik nye, konkrete erfaringer med de andre klasser i samfundet lige fra de professionelle dyremishandlere på kyllingefarmene til jakkesættene i Dansk Industri.
Hvad det sidste angår, så blev det under forhandlingsforløbet og konflikten tydeligt for enhver arbejder, at reelle decentrale forhandlinger er en illusion, så længe Dansk Industri bestemmer i Dansk Arbejdsgiverforening og det bliver de ved med. Men vi fik også afsløret, at der er nogle alvorlige modsætninger i arbejdsgivernes lejr, mellem Dansk Industri og resten, og såmænd også inden for Dansk Industris egne rækker.
Mange arbejdere, der 3 måneder tidligere havde stemt på socialdemokratiet, fik noget at tænke over. Venstrefløjens konfliktstrategi lykkedes i hvert fald så langt, at det stod klart for enhver, at regeringen greb ind for at hjælpe arbejdsgiverne, og for at sikre sig tid til at gennemføre sin ja-kampagne op til afstemningen d. 28. maj om Amsterdamtraktaten.
Forhandlingforløbet satte også fokus på topforhandlerne i CO-Industri, Max Bæhring og Willy Strube, og deres "trofaste" bagland i CO-Industris centralledelse. For dem blev nej'et og konflikten en begmand, der vil blive husket længe. Men den viste også, at deres solidaritet med de øvrige forbund kan ligge på et meget lille sted. Disse topforhandlere var jo langt hen ad vejen nemlig lige indtil det gik galt godt tilfredse med den nøgleposition, som Dansk Industri gav dem. Hvis nej'et har medført, at deres forhandlingsstrategi er blevet punkteret, eller i hvert fald stækket, så er meget nået.
LO's rolle kom derimod ikke så klart frem. Hans Jensen har nok scoret nogle point på sin optræden, da nej'et var en kendsgerning, og på sin optræden under konflikten, hvor de fleste uden tvivl har oplevet ham som værende loyal over for nej'et og konfliktens grundlag.
Det er ham vel undt, da han jo repræsenterer fagbevægelsens samlede fællesskab. Men det er noget ufortjent. For sagen er jo, at han energisk arbejdede for et forhandlingsresultat, der lå inden for den ramme som arbejdsgiverne kunne acceptere, og at LO's kompromisforslag rent faktisk blev byggesten til regeringens indgreb. Det er også en kendsgerning, at LO-formanden under konflikten nemlig på selveste 1. maj dagen talte direkte imod at gennemføre den 6. ferieuge i et hug, begrundet i at det ville skade beskæftigelsen!
Som det er tilfældet efter enhver storkonflikt, kommer der også et nyt grundlag for diskussionerne inden for fagbevægelsen.
Alle må forholde sig til det afgørende problem, at fagbevægelsens topforhandlere i den grad var ude af trit med medlemmerne. Det gælder naturligvis især i de 4 forbund, hvor lederne anbefalede et ja, men hvor medlemmerne stemte nej, nemlig SiD, Metal, Kvindeligt Arbejderforbund og Dansk Elforbund (som det eneste forbund anbefalede Træ-Industri-Byg sine medlemmer at stemme nej).
I de nævnte forbund har venstrefløjen og aktive lokalafdelinger et godt udgangspunkt i de kommende diskussioner, for det var jo dem, der var i overensstemmelse med flertallet blandt medlemmerne.
Hoveddiskussionen bliver uden tvivl eller bør blive det spørgsmålet om demokrati i fagbevægelsen, især i forbindelse med forhandlingsstrukturen.
Og det er virkelig en diskussion med sprængstof i. For konflikten har jo samtidig sat spørgsmålet om den såkaldte "danske model" på dagsordenen på en ny måde. Indtil nu har denne model med kollektive overenskomstforhandlinger og muligheden for konflikt "kun" været sat under pres fra EU's krav om et direktiv- og lovreguleret arbejdsmarked. Men nu har arbejderklassen vist, at den rent faktisk ønsker at benytte sig af denne model! Den vil gerne have indflydelse på egne vilkår, den vil gerne tage del, og den vil have reelle indrømmelser i forhandlingerne.
Der er altså alt i alt noget at bygge på. Men ingenting kommer af sig selv.
Magthaverne i samfundet, såvelsom i fagbevægelsen - vil naturligvis også grundigt analysere, hvad konflikten har betydet for dem, og prøve at undgå at komme i en lignende situation næste gang. Arbejdsministeren har allerede været fremme med forslag om 4-6 årige rammeoverenskomster. Arbejdsgiverne har kritiseret fagbevægelsens afstemningsregler. Det hele og meget andet! vil givet blive diskuteret på de 3-partsforhandlinger som regeringen har lagt op til. De vil især lægge hovedet i blød, med hensyn til hvordan der dæmmes op for kravet om den 6. ferieuge.
Derfor afhænger det i høj grad af fagbevægelsens venstrefløj, om de mange positive muligheder og erfaringer skal udnyttes til en generel styrkelse af arbejderklassen. Her har konflikten skabt nogle nye samarbejdsmuligheder blandt andet i form af "Fagforeningernes Koordinationsudvalg", og i form af aktivering af en række lokale LO-organisationer - som allerede er under afprøvning, og som sandsynligvis munder ud i vigtige iniativer allerede i efteråret, som optakt til det offentlige områdes overenskomstforhandlinger.
|
 |
