|
| Titanic, "drømmeskibet", som ikke kunne synke, blev symbolet på en (kapitalistisk) verden i nedgang. Som en historisk ironi, fejrer medieverdenen filmen Titanic, mens den kapitalistiske verden igen står overfor store problemer. |
Den øjeblikkelige krise i de sydøstasiatiske lande var en forudsigelig krise. Lige så forudsigelig som den krise der vil opstå i den kinesiske økonomi. Tilsyneladende er krisen nu under kontrol, men det er kun på overfladen. Den Internationale Valutafond, IMF, og den internationale kapitalismes tiltag vil kun standse en akut nedsmeltning af internationale kapitalmarked.
Det er kun et år siden investorer mente at Sydøstasien var det helt rigtige sted at investere. 10 år efter den sidste verdensomspændende børskrise, 5 år efter det sidste alvorlige tilbageslag og 2 år efter sammenbruddet for den mexicanske økonomi fremhævede kapitalisterne Sydøstasien som beviset på kapitalismens duelighed i almindelighed og den nye internationaliserede (globale) verdensøkonomi i særdeleshed. De sydøstasiatiske tigre, Thailand, Sydkorea, Malaysia, Taiwan og Singapore og delvis Indonesien, Philipinerne, blev udråbt som verdens økonomiske mirakel og som et eksempel til viderførelse. I dag får vi at vide, at disse landes eksporteventyr i høj grad har været baseret på lån og overvurderet spekulation.
Nu har mange private investorer travlt med at trække sig ud, hvilket igen svækker regionens valutaer. I koret af ufrivillige komikere hører vore hjemlige bankdirektører. For et år siden fik vi at vide herfra, at det asiatiske marked var uhyre vitalt for os. Idag har de samme travlt med at fortælle, at krisen i Sydøstasien ikke vil have den store indflydelse på vor hjemlige økonomi, bl.a. ved at understrege at regionen "kun" repræsenterer 13% af verdensøkonomien. IMFs direktør udtalte i slutningen af januar, at den amerikanske økonomi fuldt ud var i stand til at modstå krisen, at den ikke ville få nævneværdig betydning for EU og den heller ikke ville betyde nævneværdig for de østeuropæiske og latinamerikanske økonomier. Men i dag er vi vidne til, at krisen foreløbig har bredt sig til lande som Vietnam og Brasilien. Som det er set så mange gange før er kapitalismens ypperstepræster mere optaget af , at bevare troen, end at forholde sig til virkeligheden. Og den virkelighed er, at i den internationaliserede kapitalisme (globaliserede) vil børserne reagerer hurtigt og sammenhængende.
Forudsætningen for Tigrernes mirakeløkonomi var massiv USA-støtte i kølvandet på Vietnamkrigen, stram statsstyring af økonomien, en høj grad af protektionisme og en statskontrolleret finanssektor. Ikke just fri-markeds model, men effektiv med henblik på hurtig industriel udvikling. F.eks. er Sydkorea idag mere industrialiseret og rigere end mange lande i Vesteuropa. Uanset omfanget af lån har vækstraterne været meget store. Men den industrielle udvikling har samtidig produceret en ung og militant arbejderklasse, især i Sydkorea.
Forklaringen til regionens krise skal findes i den overakkumulation der var fra slutningen af 80'erne og frem i de store kapitalistiske centre, G3, dvs. Japan, USA og EU. Det medførte, at der fra disse lande flød villig lånekapital til specielt denne region. Her var der heller ikke besvær med selv at skulle stable fabrikker på benene, med deraf følgende udsigt til at investeringerne først ville betale sig ad åre. Og det går godt så længe det går op.
I 1996 udgjorde de private lån og investeringer samlet 1800 mia. kr., på verdensplan, hvilket iøvrigt er ca 6 gange mere end den samlede u-landshjælp. Hovedparten, 80%, gik til 12 lande og her var landene i Sydøstasien topscorer. Tigrernes økonomiske mirakel var altså delvist baseret på lånte penge. Og det er nu de samme kapitalistiske centre som bruger den delvis selvskabte krise til at åbne op for regionens økonomi og overtage dele af virksomhederne.
Og krisen er reel nok. 20% af alle lån i Thailand bliver ikke længere afdraget, det samme gælder for 15% i Malaysia og Sydkorea. Afskrevne lån (lån der ikke kan tilbagebetales) i Indonesien, Malyasia, Phiulipinerne, Singapore og Thailand udgør 520 mia. kr., svarende til 14% af de samlede udlån, og svarer til omkring 13% af hele regionens bruttonationalprodukt. Japan er en af hovedlånerne til Sydøstasien, og det beregnes at bankerne her har 1750 mia. kr. i lån der er svære eller umulige at tilbagebetale.
Asiatiske firmaer har opbygget en gæld til resten af verdenen siden 1992 på over 5.000 mia. kr. Heraf står Japan for de 2.700 mia., EU landene for de 1.000 mia. og USA for 380 mia. kr.. Eksempelvis udgør de private lån i Indonesien 500 mia. kr., og man regner med at 90% af alle firmaer i Indonesien teknisk set er konkurs. Thailand har nu en udenlandsgæld på på 650 mia. kr., men den store bekymring er at heraf er de 150 mia. forfaldne i år.
Så længe eksporten kørte derudad og kurserne deropad var der ingen grund til bekymring. Men nu truer disse lån med at sende chockbølger igennem hele verdens fiansmarked.
Den nuværende krisehjælp til regionen er kun en øjeblikkelig løsning. IMF har lånt Thailand omkring 150 mia. kr., Indonesien 300 mia. og Sydkorea 150 mia. kr., hertil kommer lån fra private financieringsinstitutter.
I Sydkorea er won'en devalueret 50%, der er sket et fald på børsen på 40%, og forfaldne lån i indeværende år er på 700 mia. kr.. 15 banker og financieringsinstitutter er lukket og 8 konglomerater "chaebol" og 15.000 virksomheder er gået konkurs. IMFs krav er nu ved at blive gennemført. Landets kapitalmarked åbnes op for udlandet. Grænsen for udenlandske aktieejere er sat op fra 26 til 50%. Landets love der omfatter arbejderrettigheder ophæves.
Indonesien med verdens 4. største befolkning er tættest på den totale kollaps. Når det går mere galt i Indonesien hænger det sammen med at landet kom senere igang end de øvrige lande i Sydøstasien, samt at Indonesien i højere grad er plaget af en korrupt magtklike, som har haft mere travlt med at fylde i egne lommer end at tage sig af landets udvikling. Rupiah'en er faldet med 85% i værdi mod dollar, der er et fald på børsen på 50%, udenlandsgælden er på ca. 1.300 mia kr. (og med devalueringen af rupiah'en med et slag næsten fordoblet målt i lokal møntfod). Private firmaer har en gæld på 550 mia. kr. Af de 282 største firmaer regnes kun de 22 som solide. Tusinder af migrantarbejder sendes nu hjem fra Malysia,Thailand og Saudi Arabien og forøger hurtigt arbejdsløshedstallet. Inflationen ruller med ca. 80%. Hertil kommer den fejlslåede høst som følge af den langvarige tørke. Opstande og strejker er det uundgåelige resultat.
Det har foreløbig givet en nationalistisk bølge, som både vender sig mod IMF og deres egen regering. Men indtil videre er det lykkedes Suharto at overleve ved at bortlede opmærksomheden fra egne fejl, bl.a. ved at vende en del af vreden imod IMF, ved at være henholdende med at acceptere IMFs krav, og ved at sætte befolkningen op mod det kinesiske mindretal. En stor del af det indonesiske finanssystem og handelen er kontrolleret af kinesere. Den nylig genvalgte præsident Suharto indgik efter kuppet i 1965 ellers en tæt alliance med dette betydningsfulde mindretal. Næppe mange er dog i tvivl om, at den dybtgående krise i Indonesien, vil fjerne Suharto fra magten. Et godt tegn på denne udvikling er at store dele af middelklassen, som hidtil har nydt godt af regimet, nu vender sig imod Suharto fordi han ikke længere kan levere varen. Det vil sige sikre deres fortsatte økonomiske grundlag og fremgang. Men foreløbig tegner der sig ikke et alternativ lederskab, det borgerskab der nu går på gaden i Indonesien har ikke andre perspektiver end at udskifte Suharto, for så at føre hans politik videre. Venstrefløjen har stået svagt siden kuppet i 1965, hvor 1/2 mill. kommunister, arbejdere og bønder blev massakreret.
I Bangkok har der været gadekampe mellem bilarbejdere og politi og arbejdere på Sanyo fabrikken brændte hele virksomheden ned da den faste bonuscheck udeblev.
I Sydkorea forholder det sig anerledes. Landet er verdens 11. største industrination, og dets basis så meget større for at kunne genrejse sig. Og det er her regionens stærkeste fagforening findes nemlig KCTU, som har stået bag en bølge af strejker det sidste års tid. Fagforeningen blev stiftet i 1965, er formelt illegal, og organiserer hovedsagelig arbejdere indenfor fremstillingsindusstrien.
Den tidligere fængslet oppositionspolitiker Kim Dae Jung, som nu er præsident, forsøger at gøre Mandela kunststykket efter. Nemlig dels at alliere sig med den gamle herskerklike, dels at bruge sit gode politiske omdømme til at mane befolkningen til at stramme livremmen ind og accepetere IMF "reformkrav" der bl.a. vil betyde massearbejdsløshed. Det er lykkedes noget af vejen, men bl.a. skibsværftsarbejderne har klart meldt ud, at de vil slås for løn, arbejde og imod de nye arbejderlove. De nye arbejderlove indeholder: Ophævelse af love der sikrer tryghed i ansættelse, firmaers egenhændige ret til at indføre fleksible arbejdstider, "ret" til at erstatte strejkende arbejdere, fagforeningsfjendtlige love der direkte sigter imod KCTU og frihed for regeringens efterretningstjeneste til indenlandsk spionage.
Problemet for Sydøstasien er, at kun Japan kunne have den nødvendige økonomiske styrke til at etablere et nyt finanssystem i regionen. Men også Japan er økonomisk på hælene og derfor ude af stand til at hindre de øvrige imperialitiske magter til at trænge ind i regionen. Derfor bliver det IMF, og de facto USA og EU, der kommer til at stille betingelserne.
Japan, verdens 2. største økonomi, har på 7. år en stagnerende økonomi med en stigning i bruttonationalproduktet 1997 på 0,5%. Og uden udsigt til at det går den anden vej. Tværtimod. De øjeblikkelige skandaler vi nu er vidne til i Japan, er ikke som det ellers hævdes i fx DR1's Horisont, et tegn på at noget er ved at gå galt i Japan. (Bare tænk på vor egen selskabstømmer-sag). Korruption mv. er altid en del af det kapitalistiske system. Det er i krisetider disse forhold bobler op til overfalden. Vi fik en tidlig advarsel da det respektable Barings Bank krakkede, og det viste sig at den japanske mafia "sokaiya var dybt involverde i banken. Den kendte pæne, jakkeklædte gangster, Ryuichi Koike, viste sig ved sofistikeret beskyttelsesvirksomhed at have tilegnet sig ca. 1 mia. kr.. Hans fald rev fem af Japans storbanker med i købet, deriblandt Yamaichi Securities. Yamaichi er den hidtidige største konkurs med et tab på 168 mia. kr., Det er fra dette krak man i TV har set den grædende direktør undskylde mange gange, og stormløb af småsparere der forgæves forsøger at redde deres opsparing. I den almindelige (vestlige) opfattelse hænger denne og andre krak sammen med dårlig og korrumperede ledelse, og lukker dermed øjnene for at problemet er generelt og hænger sammen med selve kapitalismens måde at fungere på.
Det er usikkert hvornår den nuværende krise ender eller hvor langt den vil strække sig. Indtil nu er den løbet fra Thailand til Indonesien til Sydkorea. Og siden er der kommet nervøse spekulationer i Hong Kong og Kina.
Præsident Jiang Zemin måtte i forbindelse med Folkekongressen, forsikre at den kinesiske valuta lå fast. Denne gentagne forsikring viser, at Kina er helt klar over at krisen i Asien vil få betydning for Kina i den nærmeste fremtid. Alene det forhold at kinesiske produkter som følge af krisen er blevet 40% dyrere end Malysias og 60% end Indonesiens vil få en effekt. Et andet forhold er selvfølgelig den kinesiske eksport til det asiatiske marked vil lide under recessionen, dermed vil de sociale spændinger i Kina øge, og med dem rivaliseringen i Kinas ledende bureaukratiske lag. Også Kina lider nu under lån der ikke kan overholde terminer, så selvom Kinas vækst stadig vil vokse, er den nu faldende og vil falde yderligere.
Også i Kina er der en overproduktionskrise, de kinesiske fabrikslagre bugner af varer der ikke kan afsættes, og med krisen i regionen vil det i den nærmeste fremtid blive endnu vanskeligere at afsætte varerne. Det kinesiske lederskab er allerede foruroliget over, at se hvorledes IMF, altså vestmagterne, nu er ved at overtage kontrollen over Sydøstasien, og ser det som en trussel mod Kinas stormagtsambitioner. Kinas kapitalistiske model har ført til øgede sociale spændinger, man regner med mindst 150 mill. hjemløse, fortrinsvis arbejdsløse bønder, søger arbejde og bolig, og det har skabt social uro, demonstrationer og strejker. Den netop afholdte Folkekongres var en sejr for "reform" linjen, men en galoperende krise kan meget vel ændre dette billed. Hertil kommer øgede spændinger med de store mindretal i Sinkiang provinsen, Tibet og Mongoliet.
USA og EU har et dobbeltformål med sin hjælp til den kriseramte region. For det første at inddæmme krisen således den ikke spreder sig. Ved tidligere kriser har det vist sig at det internationale finansssystem er skrøbeligt. Krisen i Sydøstasien uddyber den 7 år lange krise i Japan, som følge af de store lån som Japan har bundet i regionen. Og det kan få de japanske banker til at sælge ud af sine store beholdninger af amerikanske obligationer. Siden 1992 er den amerikanske statsgæld blevet forøget med 8.500 mia. kr., et beløb der er større end den samlede indkomstforøgelse i samme periode. Dette hul er fyldt ud via japansk og europæisk køb af amerikanske obligationer. Hvis japanske banker, og europæiske, begynder at sælge ud vil det sende chockbølger gennem hele verdens fiananssystem.
Det andet mere skjulte formål kan aflæses af de krav som IMF, og dermed de ledende kapitalistiske blokke, stiller regionen. Effekten af disse krav vil være, at de ledende kapitalistiske lande og deres multinationale firmaer nu får mulighed øge sin kontrol og opkøb af firmaer i regionen. Og det til udsalgspris. Dels som følge af firmaernes krise, dels som følge af at valutaerne rasler ned. Som direktøren for Hong Kongs største investeringsbank Peregrine sagde til Financiel Times 19.12.97: "Vi er vidne til muligheder som vi aldrig har set før i de asiatiske lande, siger ". Dog nåede lige dette selskab ikke at deltage i den almindelige udplyndring. Den 12. januar gik det konkurs med en gæld på 4 mia. kr., tabt som følge af lån til indonesiske firmaer. I Sydkorea er Doosan-bryggeriet solgt til Coca-Cola for 3 mia. kr., Ssanggyong har solgt sin papirfabrik til ligeledes amerikanske Proctor og Gamble og planlægger salg af sin bilindustri til Daimler Benz. De tre store handelsblokke, USA, EU og Japan er således i fuld sving, og i indbyrdes konkurrence, med at sikre sig kontrol over regionens økonomi. Og her er det de gamle vestmagter, EU og USA, som løber med det bedste rov.
Der er mange lighedspunkter til situationen i 1929. Der er åbenbart tillid i borgerskabet til, at den nuværende krise kan løses som børskrakket i 1987, hvor det lykkeddes at undgå en total nedsmeltning af økonomien. Men optimismen savner grundlag, bl.a. fordi man ikke efter 87 fik sat valuta- og finansreformer i værk. Selvom det kan være svært at forudsige omfanget, vil vi blive vidne til en omfattende krise det kommende år. I situationer som disse, er det ikke kun de reelle økonomiske forhold som er det eneste afgørende (så vil det gå galt) men også den psykologiske faktor. Kun ved, at investorer og regeringer alle på engang holder fast i optimismen og lade arbejderklassen betale, er der mulighed for at undgå det helt store krak. Indtil videre. De relle økonomiske forhold vil give nye kriser - og større.
Ved børs og finanskriserne i 1929 og 1987 kunne man se, at forhold som generelle kraftige kursstigninger, overoptimisme, uhæmmet spekulation og overproduktion som sikre tegn lige før en recession.
I de sidste tre år er de arbejdsfri gevinster i form af stigninger på aktierne i USA forøget med 21.000 mia. kr. Det betyder at værdien af afkastet på de amerikanske aktier nu er større (115%) end lønindkomsterne. Dette forhold var end ikke gældende da aktiemarkedet toppede lige før det krakkede i 1929, her udgjorde aktiespekulationen 82%. Over 50 mill. amerikanere, middelklasse, ejer aktier indviduelt eller via fonde. Det er dobbelt så mange som i 1980. Og det har været med til at opretholde middeklasssens forbrug via lån. Et krak på børserne vil hive tæppet væk under mange i denne klasse.
Det generelle træk ved disse landes krise er en spekulationsspiral, som nu gør at sæbeboblen brister. Fælles er, at de hjemlige og internationale børsmarkeders spekulation har ført til højere kurser, og til en overvurdering af hele ejendomsmarkedet. Det sidste forhold blev tydelig afsløret i Japan for nogle år siden, da Tokyos ejendomsmarked brød sammen. Det har medført øget låntagning, som så igen meførte højere kurser osv. Herefter er mønstret fra børskrisen i 1990-92 gentaget. Når først den ene bank forsøger at hive sine lån hjem, følger de andre efter, og det afsløres hurtigt at der ikke er dækning for lånene. Det betyder idag at en lang række af de største banker i regionen reelt er gået konkurs, og kun holdes oven vande af deres respektive regeringer.
Hvad vi i den kommende tid vil se, er at de svækkede kurser i Asien vil betyde et fald i priserne for deres varer i den øvrige verden. Og det vil især komme USA og EU til gode. Og som tidligere nævnt muligheden for EU og USA baserede monopoler for at tilegne sig kontrol/opkøb af virksomheder her. Men krisen vil også skabe højere rente og et brat fald i levestandarden med deraf følgende nedgang i importen. Lægges hertil kravet fra IMF om tilbagebetaling af lån, er sandsynligheden stor at disse lande vil indføre en protektionistisk politik. Og det var dét som yderligere uddybede krisen i 1929. Disse tegn ses tydeligst i Indonesien. Men sås længe før i USA hvor et Clinton lovinitiativ blev forkastet af både demokrater og republikanere. Intiativets hensigt var at udvide den USA dominerede handelsblok NAFTA (USA, Canada og Mexico) til resten af Latinamerika. Afvisningen af lovforslaget var et tydelig tegn på at dele af det amerikanske borgerskab var nervøst ved udsigten til at skulle konkurrere med billige udenlandske varer på hjemmemarkedet.
Økonomer i IMF og EU/USA synes til tider at fryde sig over sammenbruddet for den såkaldte asiatiske model, da det giver dem lejlighed til at give dem en lektie i såkaldt fri markedsøkonomi. Men samtidig er der næppe meget tvivl om, at vi i den kommende periode vil blive vidne til endnu en morsom seance. Nemlig når IMF/EU/USA/Japan og andre hovedfortalere for frit marked, seriøst vil diskutere hvilke modeller man kan forestille sig til at styre det internationale børs- og finanssystem. For den internationale kapitalisme vil det hurtigt blive helt uundgåeligt, at opstille regler for fianciering, kontrol med valutamarkederne og måske en eller anden form for skat ved kapitaloverførsler.
Men som Marx understregede kan det kapitalistiske system via deltagelse i verdenshandel for en tid kunne overvinde sine problemer med profitratens tendens til fald. Men det kan kun ske på beskostning af, at den derved lægger grunden til en endnu dybere krise.
 |
|
