|
| Hans Jürgen Diehl: Durchblick, 1976 |
|
Sådan indledte Marx og Engels "Det kommunistiske partis manifest", der blev udgivet i februar 1848. I disse dage for 150 år siden. Siden har spøgelset udvidet sin gang til hele verden og har mange gange forsøgt at materialisere sig. Specielt i de 80 år der er gået siden den russiske revolution, men selvom nogle samfundsforskere for 10 år siden mente, at halvdelen af verden var "socialistisk", er øvelsen endnu ikke lykkedes.
Denne artikel vil gennemgå de revolutioner, der er gennemført siden "Manifestet" for 150 år siden for første gang så dagens lys, analysere omstændighederne for deres gennemførelse, de modsætninger de blev udviklet under, og de forhold der var udslagsgivende for deres sammenbrud.
Historisk springer vi den tyske revolution i 1848 og ligeledes klassekampene i Frankrig i starten af 1850’erne over. Den første revolution eller rettere oprør der satte afskaffelsen af den borgerlige stat på dagsordenen var Pariserkommunen, der eksisterede i 2 måneder i marts-maj 1871. Frankrig var på det tidspunkt i krig mod Tyskland. Tyskerne stod til at vinde krigen og omringede Paris. Det franske borgerskab var så svækket og det parisiske proletariat og pjalteproletariat så optændt af had til borgerskabet pga. de lidelser det under krigen måtte gennemgå, at det benyttede chancen til at smide borgerskabet på porten og tage magten. Det borgerlige statsapparat blev rykket op med rode og erstattet med lokal organisering og valgte folkelige repræsentanter, hvis mandat til enhver tid kunne trækkes tilbage. Det er de vigtige erfaringer fra dette eksperiment, Lenin bygger videre på i sin artikel "Staten og Revolutionen" fra foråret 1917. Pariserkommunens problem var imidlertid, at den var aldeles lokal. Stillet overfor dette eksperiment lagde det franske og tyske borgerskab stridighederne til side og gik sammen i en alliance for at knuse kommunen. Kommunarderne havde på ingen måde de nødvendige ressourcer til at forsvare sig, overmagten var alt for stærk og de blev massakreret. Over 40.000 blev henrettet af det rasende franske borgerskab.
Uanset at Pariserkommunen gav nogle vigtige erfaringer og et spring fremad i opfattelsen af den borgerlige stat, blev den ikke startet med kommunismen som perspektiv.
Blandt marxister lænede man sig stadig op af Marx videnskabelige opfattelse af betingelserne for overgang til kommunisme. Iflg. den var borgerskabets historiske mission at knuse den feudale produktionsmåde, udvikle produktivkræfterne og som konsekvens af denne udvikling samtidig udvikle sin banemand - arbejderklassen. Når modsætningen mellem produktivkræfter og produktionsforhold var blevet så skarp, at denne ikke længere kunne løses indenfor rammerne af den kapitalistiske produktionsmåde, ville arbejderklassen gennemføre revolution, feje borgerskabet bort og bane vej for det kommunistiske samfund.
Parallelt med den videnskabelige opfattelse af betingelserne for overgangen fra kapitalisme til kommunisme udviser Marx dog også utålmodighed ifht. den kommunistiske revolution. I forordet til den russiske udgave af Manifestet fra 1882 skriver han sammen med Engels f.eks. at det russiske fællesejede landbrug kan blive udgangspunkt for en kommunistisk udvikling, trods det at han godt er klar over Ruslands overvejende feudale produktionsform. Der eksisterer altså en modsætning mellem den videnskabelige Marx og den historisk utålmodige Marx i deres revolutionsopfattelse.
Ikke desto mindre holder marxister organiseret i arbejderpartier i de forskellige lande fast i den videnskabelige opfattelse. Det gælder også de russiske bolsjevikker. De opfatter 1905 og februar 1917 revolutionerne som borgerlige og har ikke umiddelbart som perspektiv umiddelbart at sætte den kommunistiske revolution på dagsordenen. Dette ændres, da Lenin i april 1917 vender tilbage til Rusland. Han ønsker nu at sætte netop denne revolution på dagsordenen. Ikke i opgør med den klassiske revolutionsmodel men udfra en analyse af de revolutionære muligheder i Europa, hvor en russisk proletarisk revolution kan sætte tilsvarende revolutioner på dagsordenen i andre europæiske lande - specielt Tyskland. Situationen i Europa som helhed var på det tidspunkt betydeligt svækkede nationale borgerskaber som følge af krigen, en voldsom overudbytning af arbejderklassen - især pga. produktionen af krigsudrustning - og en omfattende krigstræthed.
Lenin analyserede sig på den baggrund frem til, at revolution var overvejende sandsynligt i andre dele af Europa, og en russisk revolution kunne starte en sneboldeffekt. Det lykkedes ham at overtale sit parti og i november 1917 brød den russiske revolution ud. Det er centralt at slå fast, at perspektivet ikke var en isoleret udvikling af kommunismen i Rusland, men revolution i større dele af Europa. Der udbrød da også revolutioner i andre dele af Europa: Ungarn, Østrig, Finland og i slutningen af 1918 Tyskland. Men ingen af dem var stærke nok til at overleve. I starten af 20’erne var situationen derfor den, at russerne måtte forsøge at udvikle landet isoleret.
Den russiske revolution blev gennemført i en arbejder-bonde alliance, hvor bønderne var i stort flertal. I 1917 udgjorde den russiske arbejderklasse endnu kun 3-4%. Den blev mulig, da februarrevolutionen ikke gav befolkningen de forventede resultater: fred, jord og mad. Mensjevikker og Socialrevolutionære der indgik i regeringer gennem 1917 viste, at de ikke kunne opfylde deres løfter til befolkningen. Der fandt en hastig radikalisering sted og bønder samt arbejdere sluttede massivt op bag bolsjevikkerne, der ikke var blevet kompromitteret ved regeringsdeltagelse. Samtidig kopierede Lenin de Socialrevolutionæres agrarprogram. Bolsjevikkerne havde indtil da gået ind for kollektivisering og statsliggørelse af landbruget. En politik der kun havde ringe opbakning blandt bønderne. Det ny program gik ind for uddeling af jord til bønderne og havde massiv opbakning.
Det var derfor med et massivt befolkningsflertal bag sig, at bolsjevikkerne i november indledte revolutionen. Den unge revolutions første vigtige skridt var at få afsluttet krigen med Tyskland. Det skete på ydmygende betingelser og førte til voldsomme opgør i partiet, men var nødvendig for at kunne kanalisere ressourcer over i landets udvikling og for at opfylde befolkningens krav om fred.
Der blev sluttet fred med tyskerne, men krigen fortsatte - nu som krig mod de kontrarevolutionære. Borgerskabet, hvide hærenheder, kulakker og invasionsstyrker fra USA, England og Frankrig angreb revolutionen, og det kom til at tage 3 år at knuse kontrarevolutionen.
Globalt førte den russiske revolution til en splittelse af arbejderbevægelsen og dens partier i en traditionel reformistisk tendens og en revolutionær tendens. I en overvejende del af verdens lande uanset om de var kapitalistisk udviklede eller overvejende feudale blev der over de næste 10 år oprettet kommunistpartier, der var knyttet sammen i kommunistisk internationale, Komintern.
Da de succesfulde revolutioner i andre europæiske lande imidlertid udeblev, stod Rusland overfor at skulle praktisere en overgang til kommunisme under meget dårlige betingelser. Produktionen både i industri og landbrug faldt. Industriarbejdere søgte udenfor byerne for at dyrke lidt jord, for overhovedet at overleve. I 1922 indførte Rusland derfor "den ny økonomiske politik", NEP, der politisk var et taktisk tilbageskridt mhp. at øge landbrugsproduktionen. Staten indgik en alliance med de mellemstore bønder, kulakkerne, for at få dem til mod industrivarer at øge produktionen. Denne politik havde en vis succes de første år til den i 1927-28 brød fuldstændig sammen og blev erstattet med Stalins tvangskollektiviseringer.
Stalin havde i slutningen af tyverne selv givet en række teoretiske bidrag til en ny revolutionsmodel, der skulle komme at præge de næste 70 års udvikling. Modellen tager ikke udgangspunkt i Marx, men i den konkrete russiske erfaring og politisk i Ruslands behov for at få allierede i andre dele af verden. Modellen baserer sig på følgende elementer: At det er muligt at opbygge "socialisme" i et enkelt land; At imperialismens lænker kan og må brydes hvor de er svagest; At det er muligt for et kommunistisk parti at tage magten i et land, hvor produktivkræfterne kun er svagt udviklet, hvor arbejderklassen er svagt udviklet og hvor den feudale produktionsform muligvis endnu er dominerende. Magtovertagelsen kan antage mange forskellige former: Folkeoprør som i Rusland ved slutningen af 1. Verdenskrig. Forlænget befrielseskrig mod en kolonialmagt eller besættelsestropper, som i Kina, Vietnam, Algeriet, Mocambique, Angola m.fl. Blanding af folkeoprør og borgerkrig som i Cuba og Nicaragua. Kup som i Ethiopien og Afghanistan. Eller ved at blive indsat af besættelsesstyrker som i størstedelen af Østeuropa efter 2. Verdenskrig.
Med Stalins model bliver socialismen samtidig en produktionsmåde i sig selv, hvor der kan tales om "overgang til socialismen". I marxismen er socialismen blot en overgangsform mellem kapitalisme og kommunisme. Stalin gør socialismen til en produktionsmåde i sig selv placeret mellem feudalisme med svage kapitalistiske træk og kommunisme.
Det er ikke underligt, at den stalinistiske model var langt mere tiltrækkende for kommunist- og socialistpartierne i den 3. Verden, end den klassiske model hvor de måtte afvente kapitalens udvikling af produktivkræfterne.
Den første af disse revolutioner - efter den russiske - bliver den kinesiske. Det var godt nok lykkedes det kinesiske kommunistparti allerede i slutningen af 20’erne at gøre oprør og befri flere byer, men partiet var ikke stærkt nok, og borgerskabet for stærkt. Partiet kaster sig derfor ud i en forlænget folkekrig, der kommer til at strække sig over de næste 20 år. At det i 1949 er lykkedes at befri hele Kina og udråbe folkerepublikken skyldes dels, at borgerskabet er blevet kraftigt svækket under den japanske okkupation af landet, dels at kommunistpartiet gennem krigen mod borgerskabet og specielt okkupationsmagten har fået den nødvendige organisatoriske, politiske og militære styrke til at feje borgerskabet bort, da japans besættelse bryder sammen med afslutningen af 2. Verdenskrig.
Kina er verdens folkerigeste land. Sovjet står ikke længere alene, men har fået solid aflastning. Samtidig har den Røde Hær ved afslutningen af 2. Verdenskrig Østeuropa under militær kontrol. De følgende år efter krigen overtager kommunistpartier magten i Polen, Østtyskland, Tjekoslovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien. I Jugoslavien lykkes det Tito og hans liga af kommunister at kaste nazisterne på porten og gennemføre revolution.
De følgende 30 år præges af antikoloniale befrielseskampe. I de fleste tilfælde under ledelse af nationale bevægelser og partier, men i nogle tilfælde af marxistiske partier, der med fodfæste i den stalinistiske revolutionsmodel ønsker at sætte socialismen på dagsordenen. Der gennemføres revolutioner i Vietnam, Korea, Laos, Kampuchea, Algeriet, Mocambique, Angola, Guinea Bissau.
På det amerikanske kontinent er afkolonialiseringen gennemført, men i Cuba lykkes det i 1959 og i Nicaragua i 79 at gennemføre revolutioner, da borgerskabet begge steder står splittet.
Stalin synes at have haft ret. Det er muligt for et parti at gennemføre revolution, tage magten og indlede en samfundsudvikling med "socialismen som perspektiv". Virkeligheden er imidlertid, at denne udvikling er fyldt af modsætninger. De viser sig internationalt med Kominterns opløsning under 2. Verdenskrig og med bruddet mellem Sovjet og Kina efter Stalins død.
Kina er et af de samfund, der mest radikalt - og desperat - har søgt at løse udviklingsproblematikken. Et centralt dogme i den stalinistiske udviklingsmodel var "udviklingen af sværindustrien" - opbygningen af stålproduktion, cementproduktion mv. for at kunne levere varer til industrialiseringen. Kina følger denne model de første 10 år efter revolutionen, men med begrænsede resultater. I 1960 proklamerer Mao derfor "Det store spring fremad", der istedet er orienteret mod en decentral industrialisering. Målet er: Hver folkekommune, sin højovn. Det kommer der nu ingen industrialisering ud af, men landbrugsproduktionen underprioriteres og resultatet er hungersnød. Næste radikale skridt er kulturrevolutionen, der fra 1967 skal rive de gamle kulturelle strukturer i stykker, der holder Kina tilbage i underudvikling. Ambitionen er enorm. Resultatet er at produktionen underprioriteres fordi det er den politiske - kulturelle - kamp der er den vigtigste. Atter produktionstilbagegang. Næste radikale skridt tages af Deng Shiao Peng, der vinder magtkampen i kølvandet på Maos død i 1975. Han sætter en kapitalistisk udvikling på dagsorden under mottoet: "Det er ligegyldigt hvilken farve katten har, bare den kan fange mus". Denne kapitalistiske udvikling var i første omgang koncentreret i industri og turisme og på udenlandsk kapital, men har over de sidste 10 år også spredt sig til landbruget. Resultatet har været en voldsom økonomisk vækst over de seneste 20 år, men samtidig en hastig klassedeling af samfundet. Dengs kat fanger uomtvisteligt mus og er nok årsagen til, at den kinesiske model trods oprøret i 1989 ikke er dybere krise end tilfældet faktisk er.
Men Stalins påstand om muligheden af socialisme i et enkelt land har også været betydeligt lettere at praktisere i store råstofrige lande som Sovjet og Kina. De mindre 3. Verdenslande er bukket betydeligt hurtigere under, eller er løbet ind i alvorlige problemer. Men disse problemer indhentede Sovjet og vil også indhente Kina.
De centrale problemer som lande der har gennemført den stalinistiske revolution stilles overfor er følgende:
Alle overgangssamfund er løbet ind i kontrarevolutionær aggression. Det er ikke overraskende. På samme måde gik feudaladelen til modangreb under de borgerlige revolutioner - ved overgangen fra feudalisme til kapitalisme. I Rusland førte kontrarevolutionen til en over 3 år lang borgerkrig, hvor under bl.a. England og USA også intervenerede (invaderede) på de kontrarevolutionæres side. I Vietnam var kampen i første omgang rettet mod den franske kolonimagt, der blev slået, men som umiddelbart blev fulgt af nordamerikanske invasion. I Nicaragua havde kontrarevolutionen umiddelbart efter sandinisternes magtovertagelse i 1979 overvejende økonomisk karakter, men allerede fra 1981-82 fik den militær karakter, da USA opbyggede og finansierede en kontrarevolutionær invasion af landet. Mod Cuba har USA siden revolutionen for snart 40 år siden ført en mangeartet kontrarevolutionær kamp. Overgangssamfund må altid påregne kontrarevolutionær aktivitet af økonomisk, politisk og militær art efter selve revolutionen. En aktivitet der påfører samfundet store økonomiske og menneskelige byrder og som således umiddelbart giver et tilbageslag ifht. målet om sociale og økonomiske forbedringer, som revolutionen umiddelbart skulle opfylde. Det er alvorligt, men samtidig viser specielt Vietnamkrigen, at det er muligt at besejre kontrarevolutionen - selv når den træder i en supermagts klæder. I Rusland og faktisk også i Nicaragua blev kontrarevolutionen knækket militært. Samtidig har der imidlertid været tendenser til, at imperialismens strategi for kontrarevolution har ændret karakter. Den foretrækker i dag stedfortræderkrig, som det f.eks. med USA’s contra-krig mod Nicaragua og social-økonomisk destabilisering. Denne strategi er med til at gøre kontrarevolutionen mere langvarig og har samtidig til formål at rekruttere utilfredse blandt landets egne indbyggere. Arbejdere, bønder og mellemlag der er blevet utilfredse over de afsavn de må lide som følge af kontrarevolutionens økonomiske konsekvenser og som i deres forvirring stiller sig i dennes tjeneste. Det er ingen hemmelighed, at f.eks. contraerne i Nicaragua var i stand til at rekruttere bønder der var utilfredse med sandinisternes landbrugspolitik (manglende fordeling af jorden) og også arbejdere samt mellemlag der var utilfredse med regeringens strejkeforbud, loft over lønningerne og massive reallønsfald.
Alligevel er kontrarevolutionen oftest ikke det forhold der alene knækker overgangssamfundet.
Revolutionerne i den 3. Verden er næsten uden undtagelse blevet gennemført på basis af en arbejder-bonde alliance, hvor bønderne er blevet lovet jord og frihed for godsejeren og arbejderen frihed for udbytning samt sociale forbedringer. Forventningerne har altid været langt større end virkelighedens økonomisk svagt funderede samfund har kunnet opfylde. I en første fase uddeles der kun i meget begrænset omfang jord til de jordløse og småbønder. Istedet har myndighederne forsøgt at etablere statsbrug og kollektiv- eller kooperativbrug. Konsekvensen har været, at bøndernes støtte til revolutionen er blev drastisk kølnet og i mange tilfælde er bønder gået over på kontrarevolutionens side, der af taktiske årsager har kopieret de gamle revolutionære løfter om uddeling af jord.
Staten har oftest være mere villig til at forsøge at opfylde løfterne om sociale forbedringer i form af skoler, sundhedsvæsen mm. men dette har samtidig sat overgangssamfundet under økonomisk pres, da ressourcerne har været begrænsede, og da kampen mod kontrarevolutionen typisk har krævet store ressourcer. Dette fører umiddelbart til et modsætningsforhold mellem på den ene side revolutionens løfter og de folkelige forventninger og på den anden samfundets økonomiske mulighed for at opfylde disse forventninger. Konsekvensen har typisk været, at staten efter umiddelbart at have forsøgt at opfylde en række af de sociale løfter, efter nogle år har måttet skære disse forbedringer bort. Både bøndernes og arbejderes støtte til revolutionen er blevet kølnet i samme takt. Der eksisterer et dialektisk modsætningsforhold mellem prioriteringen af sektor 1 og sektor 2 produktion (produktion af produktionsmidler vs. produktion af forbrugsvarer) som vi nedenfor under akkumulationsmodellen vil vende tilbage til.
I det svagt udviklede kapitalistiske samfund eller over-vejende feudale samfund, er proletariatet meget lille. Selv i Sovjet udgjorde arbejderklassen i 1917 kun 3-4% af befolkningen. Problemet for overgangssamfundets politiske udvikling er, at denne klasse dels er meget lille, dels af kapitalismen er blevet holdt hen i uvidenhed. Udviklingen efter revolutionen bliver derfor ikke proletariatets, men derimod partiets diktatur, og et diktatur der i vid udstrækning støtter sig på det gamle statsapparat. I Rusland blev fabrikkerne efter revolutionen godt nok overtaget af arbejderne, men det gav så store problemer, at Bolsjevikkerne allerede 1-2 år senere besluttede at de gamle industriledere og ingeniører skulle genansættes til ledelse af produktionen - til lønninger langt højere end arbejdernes. Udviklingen af arbejdernes selvorganisering - det virkeliggjorte proletariatets diktatur - kom til at stå i modsætning til nødvendigheden af en stigning i produktionen og blev ofret. Samtidig har alle revolutioner været nødt til at støtte sig på de eksisterende statsapparater - bortset fra Kampuchea hvor Khmer Rouge helt opløste staten. Konsekvensen af overtagelsen af det feudale/svagt udviklede kapitalistiske samfunds statsapparat er, at revolutionen i udgangspunktet kun har en ringe direkte indflydelse på statens konkrete ageren. Alle overgangssamfund - med tragisk undtagelse af Kampuchea - har oplevet, at partiet og regeringen har kunnet udstikke politikker og retningslinier, der ikke er blevet fulgt af statsapparatet. Vi kan kalde det en stille politisk/organisatorisk kontrarevolution. Erfaringerne peger på, at det tager mindst 10-20 år at erobre statsapparatet - at få det drejet til at følge de direktiver der udstikkes - men samtidig med alvorlige konsekvenser på længere sigt, da kontrollen over statsapparatet ofte etableres gennem en trang byrokratisering. Statsapparatet indrettes på helt ufleksibelt at følge regeringens politik - og ikke på at tjene befolkningen.
Endnu mere alvorligt er det imidlertid, at proletariatets diktatur bliver en tom floskel i mangel af et proletariat og istedet bliver til partiets diktatur. Vi kommer altså til at måtte stole på, at partiet foretager en korrekt analyse og fører en korrekt politik til gavn for arbejderklasse og bønder. Historien peger overvejende på, at dette ikke holder stik. I Sovjet var der efter revolutionen i 1917 2 hovedårsager til at dette gik galt. For det første afskaffede Bolsjevikkerne tendensfriheden i partiet på 10. Kongres og efter Lenins død lagde Stalin helt låg på udviklingen af enhver kritik. For det andet virker regeringsbærende partier altid som magneter på opportunister. I Sovjet var konsekvensen, at mens arbejderne faktisk udgjorde et flertal i partiet før revolutionen, blev de en minoritet i årene efter. Statsansatte søgte i stort antal ind i partiet, fordi det blev adgangsbiletten til at kunne avancere i statsadministrationen, og selv mange af de arbejdere der i partiet var registreret som arbejdere, var placeret i byrokratiske poster i staten og på fabrikkerne. Partiet forsøgte bevidst i flere omgange at bekæmpe denne udvikling, men hver gang uden held. På den anden side kan partiet heller ikke efter revolutionen lukke sig overfor nye medlemmer. Det er netop nødvendigt at inddrage mange nye folk i overgangsprocessen. Det er i denne situation overordentligt vanskeligt (det er faktisk ikke lykkedes for nogen) at hindre at også opportunister strømmer ind, men det grundlæggende problem er fortsat, at overgangssamfundet i mangel af et veludviklet proletariat bliver et partiets diktatur med store muligheder for at begå politiske fejltagelser.
 |
| Hans Jürgen Diehl:Revolutionärin, 1969 |
Det alvorligste problem for udviklingen af overgangssamfundet er imidlertid udformningen af en akkumulationsmodel. Overgangen fra feudalisme til kapitalisme er karakteriseret ved en såkaldt oprindelig akkumulation, hvor eksisterende pengeophobninger omdannes til kapital og produktionsapparatet opbygges. Under denne oprindelige akkumulation foregår der ikke blot en udbytning af arbejderne, men også en udplyndring af bønderne. Det er nødvendigt at skaffe fødevarer til den voksende arbejderklasse og til statens funktionærer - ikke blot byrokrater, men også lærere, læger osv. Dette støder på modstand fra bøndernes side, der må afgive noget - et fødevareoverskud - uden at få noget igen. Under den spæde kapitalisme løses dette dilemma med rå vold, men dette er ikke umiddelbart acceptabelt i overgangssamfundet.
En typisk reaktion fra partiet i en første fase - det gælder både i Rusland 1918-21, Nicaragua og Mocambique - er dels at tilskynde til dannelse af kooperativer, dels at basere udviklingen af et fødevareoverskud på småbønderne. Det går galt. Kooperativerne er en avanceret produktionsform ifht. den feudale produktion, og resultatet er et drastisk fald i produktionen ifht. tidligere. Småbønderne reagerer overfor kravet om merproduktion med produktionsboykot. I denne første fase efter magtovertagelsen finder der derfor et fald sted i fødevareproduktionen fremfor udviklingen af et større overskud, der skulle danne basis for en oprindelig akkumulation. Samtidig mindskes bønders og landarbejderes støtte til revolutionen drastisk og i nogle tilfælde så meget, at de går over på kontrarevolutionens side. Arbejder-bondealliancen bryder sammen. I Rusland førte denne situation til hungersnød og til at arbejderne forlod fabrikkerne for at dyrke jord, for dog at kunne overleve. Altså deciderede civilisatoriske tilbageskridt. I Nicaragua talte sandinisterne i starten af 80'erne om bøndernes historiske fridag. En omskrivning af nedgangen i fødevareproduktionen.
Fremfor en udvikling af den samfundsmæssige produktion finder der i denne første fase en afvikling sted, samtidig med at staten må anvende betydelige ressourcer på at bekæmpe kontrarevolutionen. I anden fase (efter typisk 3-5 års fejlslagen landbrugspolitik) beslutter staten (partiet) sig for at satse på mellem- og storbønderne, der har en større produktivitet, og dermed større mulighed for at skabe et overskud. Det skete i Sovjet gennem 20'erne under NEP med satsningen på Kulakkerne og i Nicaragua i anden halvdel af 80'erne med satsningen på organiseringen af de mellemstore og store bønder i organisationen UNAG. Umiddelbart er der ideologisk tale om en særdeles problematisk klassealliance, men staten står bogstavelig talt med ryggen mod muren og har ikke mange andre valgmuligheder. Under denne anden fase sker der en vis udvikling af et fødevareoverskud, der kan anvendes som basis for udviklingen af industriproduktionen, men samtidig styrkes de mellemstore og store bønders klassemæssige stilling. Også denne akkumulationsmodel løber derfor ind i modsætninger. I en række tilfælde sker der et næsten totalt sammenbrud i produktionsrelationerne - f.eks. Mocambique og Nicaragua. I Sovjet brød NEP sammen i slutningen af 20'erne og Stalin besluttede at gennemføre tvangskollektivisering af landbruget. Som under kapitalismens oprindelige akkumulation blev denne gennemført med rå vold. Siden Stalin er lignende metoder kun taget i brug i Kampuchea under Khmer Rouge i slutningen af 70'erne, og i mere begrænset omfang under kollektiviseringen i Vietnam i 1954-56.
I Sovjet under Stalin blev fødevareoverskuddet til udvikling af produktivkræfterne fremskaffet ved rå vold. De øvrige overgangssamfund har ikke ønsket at anvende denne model, men har samtidig ikke kunnet løse problematikken omkring den oprindelige akkumulation, er gået i opløsning, løbet over ende, eller er slået ind på en åben kapitalistisk akkumulation. Den sidste model er den der i dag praktiseres i Kina, Vietnam og Cuba. Det vender vi senere tilbage til. Realiteten er, at det eneste overgangssamfund hvor den oprindelige akkumulation faktisk er blevet gennemført er Sovjet, og det skete gennem Stalins tvangkollektivisering af bønderne. Stalin kopierede den kapitalistiske rå vold overfor bønderne og stjal simpelthen det fødevareoverskud, der skulle give grundlag for en forceret industrialisering. Til dato er der intet overgangssamfund der har været i stand til at udvikle en alternativ model til kapitalismens og Stalins rå vold overfor bønderne. Kina er i dag inde i en akkumulationsproces, der gennemføres ikke blot ved udenlandske investeringer (kapital udefra), men også ved at partiet har givet den kapitalistiske udvikling i landbruget frit løb. Resultatet er en hastig koncentration og en voldsom udstødning af bønder. Der tales om at op mod 200 millioner kinesere skal være udstødt fra landbruget og nu udgøre en reservearme der lægger et enormt pres på arbejderklassen og de positioner den har erobret.
Men overgangssamfundets problemer er ikke løst blot med gennemførelse af den oprindelige akkumulation. Akkumulationen kan gennemføres efter forskellige kriterier. Vi skal først lige kigge nærmere på Sovjetmodellen.. I slutningen af 20'erne udviklede den russiske ingeniør Fel'dmann en model for akkumulation, der skulle præge Sovjet helt frem til sammenbruddet i 1992 - selvfølgelig med en række justeringer undervejs. Modellen bygger kort sagt på, at de vigtigste tilgængelige ressourcer kastes ind i udviklingen af sektor 1 (produktionen af produktionsmidler). Af nogle betegnes den også som sværindustrien, selvom det blot er en mindre del. På denne måde er det muligt at gennemføre en meget hastig akkumulation, da sektor 2 - produktionen af konsumvarer - underprioriteres. Fel'dmanns ide var oprindelig ikke at fortsætte på denne måde i evighed, men da væksttallene og ønsket om hurtigt at udvikle et feudalt Rusland til en stat der økonomisk kunne overgå de kapitalistiske lande havde første prioritet, har denne akkumulationsmodel været grundlaget for sovjetisk økonomi siden slutningen af 20'erne. Det skabte en sovjetisk sektor 1, der på mange områder overhalede sektor 1 hvad angår produktivkraftudvikling i de udviklede kapitalistiske lande, men samtidig en forkrøblet sektor 2, der skulle producere konsumvarer til arbejderklassen og den øvrige befolkning.
Forkrøblingen af den sovjetiske økonomi var en konsekvens af, at akkumulationsmodellen alene var dikteret udfra ønsket om økonomisk at overgå de udviklede kapitalistiske lande, og ikke udfra at opfylde arbejderklassens behov. Motivet var naturligvis også den militære trussel fra den kapitalistiske omverden.
Historien har vist, at det ikke er muligt at gennemføre en socialistisk overgangsproces i et enkelt land, og slet ikke i kapitalistisk tilbagestående samfund, der endnu ikke har gennemført en oprindelig akkumulation. På denne baggrund var det været decideret tragisk at det historisk er lykkedes revolutionære organisationer at sammentømre alliancer, der har kunnet tage magten, fordi borgerskabet af forskellige årsager har været svækket. Tragisk fordi de i realiteten har bygget på antagelsen (Stalins antagelse) om muligheden af opbygning af socialisme i et enkelt land. De er bukket under ikke blot pga. kontrarevolution og degenerering af partiet, men først og fremmest fordi de ikke har kunnet udforme en ikke-voldelig akkumulationsmodel, der har kunnet sikre en høj samfundsmæssig udvikling. Resultatet er i dag samfund hvor de revolutionæres brudte løfter har ført til en grovsværtning af hele ideen om socialisme og kommunisme.
Problematikken omkring den oprindelige akkumulation er den samme i overgangssamfundene og stiller et fundamentalt spørgsmål ved om det overhovedet er muligt at gennemføre en socialistisk udvikling i den 3. Verden. En lang række af de lande, der i 60'erne og 70'erne gennemførte revolution er siden blevet løbet over ende - ikke blot pga. kontrarevolution, men primært pga. de udviklingsmæssige problemer. Det gælder: Peru, Grenada, Nicaragua, Algeriet. Andre lande har fortsat et erklæret kommunistparti ved magten, men har åbnet op for kapitalistisk akkumulation som middel til udvikling af økonomien. Det gælder Kina, Vietnam, Cuba og til dels Mocambique og Angola. Men er denne udvikling overhovedet mulig? Som i tilfældet med alliancerne med stor/mellemstore bønder i Rusland, Nicaragua osv. har staten ikke haft mange andre valg. Konsekvensen er en hastig udvikling af produktivkræfterne baseret på udenlandske investeringer og på opbygningen af et borgerskab indenfor landets egne grænser, samtidig med at partiet søger at bevare den politiske magt. Det er en udvikling der vil skabe et stadig større modsætningsforhold mellem en kapitalistisk basis og en overbygning, der i udgangspunktet var under partiets kontrol, men som i stigende grad kommer under pres fra basis. Konsekvensen er dels stigende korruption i overbygningen/staten/partiet, dels stigende modstand i basis mod den kapitalistiske udbytning og manglen på demokrati. Kina er længst fremme i denne proces, da denne akkumulationsmodel blev valgt allerede i 1975, da Deng Shiao Peng erobrede magten. Oprøret i 1989 var et glimrende eksempel på den modstand der er under vækst i både mellemlag og arbejderklasse. Det der i juni 1989 gjorde det kinesiske kommunistparti rædselsslagen var ikke så meget studenternes oprør, men derimod at arbejderne sluttede sig til oprøret. En sandsynlig udvikling i de aktuelt eksisterende overgangssamfund er, at overbygningen helt tilpasser sig den kapitalistiske basis og bliver et redskab for den udenlandske og nationale kapital, eller at overbygningen skylles bort af et folkeligt oprør, af international indblanding, eller ved at byrokraterne opkaster sig til et egentligt kapitalistisk borgerskab, som det skete i Sovjet i 1992.
Revolutionerne i dette århundrede er med få undtagelser blevet gennemført i overvejende feudale samfund og er alle løbet ind i de problemer, der i det foregående er blevet skitseret. Undtagelserne er enkelte af de østeuropæiske lande, hvor Sovjet med den Røde Hærs nærværelse efter 2. Verdenskrig indsatte sine søsterpartier på magten. Først og fremmest Østtyskland og Tjekoslovakiet, der begge havde en betydelig arbejderklasse. At det alligevel ikke lykkedes i disse lande at nå længere med udviklingen af socialismen skyldes især, at der ikke var tale om revolutioner forankret i arbejderklassen, og at den socialistiske model blev importeret fra Sovjet. Arbejderopstanden i DDR, oprøret i Ungarn og Pragforåret i 68 var hver på deres måde udtryk for opposition mod denne Stalinistiske socialismemodel.
I den 3. Verden har den stalinistiske revolutionsmodel fået dødsstødet, og den udvikling der aktuelt er i gang i specielt Kina, men også i mindre grad i Vietnam og Cuba er orienteret mod kapitalistisk udvikling, selvom det er med partier der kalder sig kommunistiske som liniedommere. Det er ikke muligt at foretage springet direkte fra feudalisme til kommunisme!
Hvad kan vi lære af revolutionerne?Det er meget moderne at lægge afstand til historien. Nogen lægger endog så megen afstand, at de erklærer historien for død. Den går ikke for kommunister. Hvis vi ikke lærer af historien, er vi dømt til at gentage dens fejltagelser. Hvad kan vi da lære? Hvis vi starter med Pariserkommunen, lærte den os 2 centrale forhold: Nødvendigheden af et opgør med den borgerlige stat og nødvendigheden af at forberede et forsvar mod kontrarevolutionen. For både Marx og Engels betød kommunardernes forhold til staten et spring i deres statsopfattelse. Kommunarderne viste klart, at det nye samfund ikke kan bygge videre på den borgerlige stat. Dens grundlæggende funktion er at bevare borgerskabets magt og at undertrykke arbejderklassen. Denne stat må rives fuldstændig ned og erstattes af en ny demokratisk stat i proletariatets tjeneste. Kommunen fik kun 3 måneders levetid. Den udvikledes isoleret og tog ikke tilstrækkelig hensyn til de tyske og franske kontrarevolutionære styrker udenfor byen, der gik sammen om at knuse kommunen. Nødvendigheden af at opbygge et stærkt forsvar mod kontrarevolutionen blev dermed klart demonstreret. Den russiske revolution fik megen længere levetid og har givet righoldige erfaringer vi er nødt til at lære af. For det første demonstrerede den nødvendigheden af at have en meget præcis analyse af klassekampen internationalt. Dvs. både de revolutionæres og kontrarevolutionærers positioner internationalt. Formålet er både at analysere mulighederne for revolutioner internationalt og mulighederne for kontrarevolutionær intervention. Lenin analyserede sig i 1917 frem til, at en russisk revolution kunne blive drivende i en international revolutionær bølge over Europa. Bølgen kom, men var ikke stærk nok til at skylle borgerskabet ud. Nødvendigheden af det internationale aspekt er i dag endnu mere nødvendigt end i 1917. Både mhp. spredning af revolutionen, men også ifht. de kontrarevolutionæres globale mulighed for intervention, der i dag er langt større end dengang. For det andet nødvendigheden af at have en numerisk stærk, velorganiseret og veluddannet arbejderklasse. I Rusland var arbejderklassen lille, og de kontrarevolutionære angreb og produktionens fald svækkede yderligere arbejderklassen. Bolsjevikkerne var derfor meget hurtigt nødt til at falde på gamle virksomhedsledere og teknikere for at hindre et totalt produktionskollaps. Samtidig manglede de nødvendige kadrer til at kunne sættes ind i opbygningen af det nye statsapparat. Dette var en væsentlig del af årsagen til, at Rusland gennem 20’erne i stigende grad udviklede sig fra et proletariatets diktatur til et partiets diktatur, hvor partiet udviklede sig til proletariatets formynder. For det tredie betød proletariatets svage position, at partiet stod svagt i sin kamp mod den borgerlige og feudale stat. Partiet blev tvunget ud i alliancer med dele af statsapparatet og store mængder byrokratiske opportunister søgte ind i partiet, hvilket drastisk svækkede dets forankring i arbejderklassen. For det fjerde viste den russiske revolution, at det faktisk er muligt at besejre kontrarevolutionen - både i dens nationale og internationale klædedragt - men at det er nødvendigt at tage denne kamp særdeles alvorligt. For det femte afslørede den manglende udvikling af produktivkræfterne og bøndernes dominans, at det ikke er muligt at fundere udviklingen af det kommunistiske samfund i et overvejende feudalt samfund med en svagt udviklet kapitalisme. Skal dette samfund undgå at gå under ved at sakke agterud ifht. den kapitalistiske produktivkraftudvikling, må det gennemføre en forceret økonomisk udvikling, på samme måde som ved den oprindelige akkumulation i overgangen fra feudalisme til kapitalisme. Dette indebærer store savn for arbejderklassen og en udstrakt vold mod bønderne for at inspirere dem til det nødvendige fødevareoverskud, der er underlaget for den forcerede økonomiske udvikling. Stalin leverede varen, men knuste samtidig drømmen om frihedens rige. De efterfølgende 80 års revolutioner i postkoloniale og halvfeudale samfund med svagt udviklet kapitalisme har kun understreget specielt de sidste 3 punkter. De er i sidste ende bukket under, eller har måttet slå ind på en kapitalistisk udviklingsvej under "partiets" ledelse. Men det der er slået fejl er ikke socialismen eller kommunismen. Det er den stalinistiske revolutionsmodel, der blev udviklet som en legitimeringsteori for Sovjet fra 1930’erne, der er brudt endeligt sammen - forhåbentligt. De postkoloniale revolutioner har vist, at det er muligt i bestemte situationer, at organisere bondebefolkningen i dens anti-feudale kamp og give denne kamp en socialistisk retning, men det er et udviklingsperspektiv, der ikke fører til socialisme endsige kommunisme. |
Hvilket alternativ har den 3. Verden da i dag? Samir Amin talte frem til 80’erne om delinking - afbinding fra verdensmarkedet - som et middel til bryde den imperialistiske udbytning. Men det sidste forsøg på at skabe en socialistisk model udenfor verdensmarkedet var i Cambodia i 1975-78, hvor en lille gruppe marxister - universitetsuddannede i Paris i 1950’erne - valgte at afskaffe byerne, de intellektuelle og arbejderklassen til fordel for en landsbybaseret produktion. Det skete i alliance med tilbagestående bondelag, der hadede byernes "udbyt-ning". Den Cambodianske model førte til barbari, der først blev stoppet, da Vietnam invaderede Cambodia og indsatte en anden regering.
Problemet ved "delinking" er at landene i den 3. Verden er afhængige af import af en lang række produkter fra verdensmarkedet. Først og fremmest energi, medicin, men også varer til vedligeholdelse og udbygning af landenes produktivkræfter. For at kunne finansiere denne import, er det nødvendigt at få bistand (medfører politisk afhængighed), låne (medfører økonomisk afhængighed og udskyder blot problemet) eller eksportere varer der kan afsættes på verdensmarkedet. Eftersom overgangssamfundene har måttet løse konkrete problemer, har de alle måttet ty til udvikling af deres traditionelle eksportproduktioner - i Cuba primært sukker og i Nicaragua primært kaffe. Amins "delinking" afbryder nok den imperialistiske udbytning, men får samtidig samfundet til at gå i stå eller til at gå drastisk tilbage i produktivkraftudvikling. Det er derfor ikke nogen acceptabel løsning, og vil på kort sigt føre til oprør fra befolkningens side, som det bl.a. skete i Cambodia.
Men den 3. Verden har andre muligheder. Ifht. udbytningen fra det imperialistiske centers side kan den slå sig sammen mhp. at etablere betalingsboykot af udlandsgælden og etablere råvarekarteller, som de olieproducerende lande gjorde i 1960'erne. Nationalt kan bønderne organisere sig og rejse sig kamp med krav om jord og afskaffelse af feudalismen. Netop kampen mod godsejerne, mod den feudale produktionsmåde, er et vigtigt skridt for at sikre udvikling i den 3. Verden. Arbejderne kan organisere sig og kæmpe for forbedrede lønninger og arbejdsforhold. Men set i det historiske bakspejl er det en tragisk fejl at føre kampen videre og søge at tage springet fra overvejende feudalsamfund til socialisme.
I de udviklede kapitalistiske lande har der siden 1960'erne eksisteret en romantisk holdning til revolutioner i den 3. Verden. Politisk blev den hængt på teorien om de svageste led i imperialismens kæde, der var de lande hvor borgerskabet og imperialismen var så svage, at det var muligt at gennemføre revolution. En yderligere forklaring er dog frustrationen over de lange udsigter for revolution i Vesteuropa, USA osv. Imidlertid er revolutionsromantikernes interesse blevet afkølet i samme hastighed, som problemerne tårnede sig op. Mest tydelig var denne effekt i Mocambique, der hurtigt løb ind i enorme problemer. Heldigvis blev der kun et par år senere gennemført revolution i Nicaragua, så opmærksomheden kunne kastes et andet sted hen, hvor det endnu ikke var gået galt. Efter sammenbruddene kastes opmærksomheden og solidariteten i dag over Chiapas og zapatisterne. Dele af venstrefløjen flygter fra historien i sin søgen efter paradis. Heldigvis er zapatisternes revolutionsopfattelse en anden. De har i hvert fald i nogen udstrækning lært af historien. Subcomandante Marcos udtalte i et interview i oktober 1995, at de ikke ser bønderne som revolutionære. Det er ikke socialismen, zapatisterne har sat på dagsordenen. Det er en borgerlig revolution, hvis mål er at erobre jord, knuse feudalismen og erobre politisk spillerum indenfor det borgerlige demokrati. Socialistisk revolution ligger meget længere ude i fremtiden. Det er jo glimrende. Men faktisk burde venstrefløjen forholde sig langt mere kritisk til revolutioner - i den 3. Verden - end vi har gjort til dato. Netop på baggrund af de historiske erfaringer, der er blevet høstet. Vi kunne finde ud af at sige fra overfor Afghanistan, Iran, Ethiopien og Kampuchea, men kritikken forstummede, når det handlede om Nicaragua eller Vietnam. Der er altid en fornuftig årsag til oprør - undertrykkelse og udplyndring - men ligesom det er en fejl, umiddelbart at sætte kommunismen på dagsordenen i Danmark, lige så fejlagtigt er det, umiddelbart at sætte socialismen på dagsordenen i Chiapas, Kurdistan, Philippinerne eller Palæstina. Det er ikke muligt at springe hele historiske etaper over.
Anderledes i centret. Borgerskabet har økonomisk været svækket siden udbruddet af verdenskrisen i 1972-73 og selvom det politisk føler sig bekræftet og styrket af sammenbruddet i Østeuropa og Sovjet, har det på ingen måde løst krisen. Tvært imod har det åbnet op for forstærket inter-imperialistisk rivalisering, der historisk har ført til væbnet konfrontation. Når arbejderklassen ikke i højere grad har kunnet udnytte borgerskabets svaghed skyldes det, at betydelige dele af arbejderklassen fortsat er syltet ind i det klassekompromis med borgerskabet, der siden 1930'erne har været basis for den hastige økonomiske udvikling i de imperialistiske centre. I dag er klassekompromissets politiske fanebærere, socialdemokraterne, i dyb krise, men samtidig er der tendenser til, at borgerskabet i sin desperation efter at finde egnede løsninger på krisen vil droppe klassekompromisset. Kapitalismen er internationalt særdeles ustabil, og i mangel på produktive investeringer er enorme summer kastet ind i spekulation - kasinokapitalisme. På sammen måde som i 1928-29 kan kapitalismen når som helst gå i dyb krise igen. Den meget lange vækstperiode efter 2. Verdenskrig er i virkeligheden en historisk undtagelse, fra kapitalismens traditionelle krisecykler. Gennem 1997 har kapitalismen internationalt været gennem flere mindre kriser, startende med et mindre krak i april, og siden juli udviklingen af en stadig dybere krise i Østasien, der har spredt sig fra de mindre nyindustrialeserede lande til Sydkorea og videre til Japan. De krisestyringsmekanismer der blev udviklet på erfaringerne fra krisen i 30’erne har kapitalen afviklet gennem 80’erne som led i sin glubende profithunger. Resultaterne er åbenbare: Enorme profitmuligheder så lang tid det går godt, og dyb krise når ballonen revner.
Kapitalstrømmenes globale karakter og det totale fravær af skranker for disse strømme er samtidig med til at garantere kriseudviklingens globale karakter - og dermed også den fremtidige parallelle udvikling af betingelserne for revolution, om ikke globalt, så dog i mange lande over hele verden.
Borgerskabet mente, at sammenbruddet i Sovjet og Østeuropa ville åbne store markeder op. Dette var også baggrunden for den forcerede tyske genforening. Virkeligheden blev naturligvis en helt anden. Når kapitalen først havde lukket de østtyske virksomheder, østtyskerne var sendt ud i arbejdsløshed, da havde de ikke længere købekraft til at købe de vesttyske varer, med mindre det skete for overførsler fra vest. Udviklingen i ex-Sovjet og resten af Østeuropa har fællestræk med østtyske: Kapitaldestruktion - lukning af fabrikker - men dog uden de omfattende kapitaloverførsler fra Vest, der har reddet den udstødte østtyske arbejderklasse fra sultedøden. I Østeuropa er det kun et lille borgerskab og velstillet øvre mellemlag har ressourcer til at købe vestlige luksusvarer. Drømmen om den store og hastige ekspansion østover brast. På samme måde er Østeuropa slet ikke i stand til at opsuge de enorme ledige kapitalmængder der hvert år produceres af den vestlige kapitalisme.
Tendensen mod opløsningen af klassekompromissets er forbundet med massive angreb på arbejderklassens positioner og må anvendes til organisering og radikalisering med revolution som perspektiv. Samtidig har det betydning, at arbejderklassen og mellemlagene også er i vækst i periferien. Det er udtryk for, at kapitalismen spredes stadig længere ud, gennemtrænger hver pore på verdensplan, og er med til at opfostre en stadig større global arbejderklasse.
Dette er centralt, for det vil ikke være muligt at gennemføre revolution i et enkelt land som f.eks. Danmark. Den ville omgående blive mødt med en massiv boykot og kontrarevolutionær aktivitet, der ville få USA's boykot af Cuba til at ligne en skovtur. Det er nødvendigt at gennemføre en revolution, der er forbundet til tilsvarende processer regionalt. Det giver derfor kun mening at arbejde med en revolution der er udstrakt til mindst Europa, USA eller Japan, og som støttes af arbejderklassen i de øvrige centre.
Samtidig er det imidlertid spørgsmålet, om det er muligt at gennemføre isolerede regionale revolutioner, eller om et alvorligt kapitalistisk sammenbrud giver mulighed for koordinerede revolutioner i hovedparten af de imperialistiske centre. Tidligere overgange i historien fra f.eks. feudalsamfund til kapitalisme kunne gennemføres nationalt, fordi nationalstaterne politisk og økonomisk i langt højere grad var isoleret fra omverdenen - og dermed også fra udenlandsk indgriben. Dette er ikke længere tilfældet. Selv en isoleret revolution i Europa ville helt sikkert blive mødt med massiv kontrarevolution fra specielt USA's og Japans side og umiddelbar konfrontation om adgang til f.eks. olie og andre råvarer. Det er naturligvis et problem, hvis vi er nødt til at tænke ikke blot europæisk, men globalt og et spørgsmål, hvordan revolutionerne kan synkroniseres. Det er imidlertid kapitalismen der primært leverer løsningen på dette problem. Det er den der garanterer, at angrebene på arbejderklassen vil antage ikke blot nationale, men globale træk. Dette var også tilfældet under slutningen af første verdenskrig, hvor betingelserne for revolution blev udviklet parallelt i flere europæiske lande og gav Lenin tiltro til revolution i ikke blot Rusland, men også flere vesteuropæiske lande, for i sidste ende at bane vej for verdensrevolutionen. På samme måde under verdenskrisen i slutningen af 20'erne, hvor kapitalismens problemer globaliseredes og førte til synkroniserede oprør mange steder rundt om i verden. Synkroniseringen af de revolutionære betingelser var ikke organiseret af en revolutionær venstrefløj, men derimod primært af den kapitalistiske krise. Selv om situationen var en anden, eksisterede der også en form for synkronisering i slutningen af 60'erne. Det var ikke blot studenter og arbejdere i Frankrig, der gjorde oprør. Det gjorde de også i Mexico, i Philippinerne, i Indien og i mange andre lande. Rækkevidden blev fejlfortolket, men der eksisterede en form for synkronisering, hvor oprør i et land som altid inspirerede til oprør i nabolandene.
Det økonomiske grundlag for udviklingen af frihedens rige - det kommunistiske samfund - eksisterer allerede i dag. De objektive betingelser - økonomien - for revolution er dermed til stede, men de subjektive - borgerskabets svækkelse og arbejderklassens vilje til at overtage magten - mangler endnu. Trods den revolutionære venstrefløjs aktuelle svaghed, er det betingelser der til stadighed udvikles af kapitalismen. Kapitalismen producerer sin egen undergang.
Hvad er da vores opgave? At opfange de krav af revolutionær - og i perioder af reform - karakter der udvikler sig i folkedybet - først og fremmest i arbejderklassen, gøre dem til vores krav, bruge dem til at styrke den revolutionære organisering. Samtidig må samarbejdet mellem revolutionære organisationer internationalt, først og fremmest i de imperialistiske centre styrkes mhp. analysen af klassekampens udvikling internationalt, udvekslingen af erfaringer og koordineringen af revolutionære angreb på kapitalismen. På samme måde som det var det russiske borgerskab der kastede Rusland ind i 1. Verdenskrig og dermed var med til at skabe grundlaget for oktoberrevolutionen, er det aktuelt kapitalismen der skaber betingelserne for en revolutionær udvikling, men samtidig er det vores opgave at bidrage til udviklingen af disse betingelser.
 |
|
 |
