Denne artikel er en fortsættelse af en artikel bragt i Solidaritet nr.3, 1997 og søger ligesom den forrige at belyse de første skridt på vej til udformning af en socialistisk strategi i den danske arbejderbevægelse. Mens den første artikel beskæftigede sig med et opgør mellem de reformsøgende og de social-revolutionære i 1881, handler denne her imidlertid om opgøret med De revolutionære i 1889.
Slutningen af 1880'erne markerede Socialdemokratiets gennembrud i det danske politiske liv. Tilsvarende var andre europæiske arbejderbevægelser, stadig relativt små og svage, dog på vej fremad. I 1889 dannedes den nye Internationale, og arbejderpartiernes modstandere begyndte for første gang siden Pariserkommunen i 1871 påny at nære frygt for dem. Perioden er også karakteristisk ved, at så godt som alle socialdemokratiske partier kom ud i interne brydninger, hvor forskelle i synspunkterne kraftigt kom til udtryk.
I Danmark blev i løbet af 1887 det parlamentariske samarbejde med Venstre påny kritiseret fra flere sider indenfor Socialdemokratiet. På kongressen i 1888 trådte en markant opposition frem, som udover at vende sig stærkt imod samarbejdet med Venstre også efterlyste et højere teoretisk-politisk niveau i partiet gennem et forstærket socialistisk skolings- og oplysningsarbejde. Efter kongressen markerede oppositionen sig med tiltagende styrke. Den opfattede sig selv som en revolutionær fløj indenfor et parti, som blev mere og mere præget af en reformsøgende praksis. Især Nicolaj Petersen og Gerson Trier tegnede denne vensterefløj indenfor Socialdemokratiet, kaldt De revolutionære, men også Ferdinad Møller og Nielsen-Kolding var blandt dens mest fremtrædende medlemmer.
I april 1889 begyndte De revolutionære at udgive Arbejderen. Socialistisk Ugeblad og lidt senere dannedes sammenslutningen "Litterær socialistisk Forening". Foruden deres skribentvirksomhed og oversættelser af marxistisk litteratur arrangerede Gerson Trier og Nicolaj Petersen møder med teoretiske og politisk-taktiske emner. Socialdemokratiets ledelse fastholdt i det væsentlige sin kraftige afstandtagen fra en revolutionær agitation, og november 1889 blev syv ledende medlemmer af oppositionen ekskluderet af et stort fleretal ved en urafstemning i partiet.1 Dette førte i januar 1890 til stiftelse af "Revolusjonære Sosialistiske Arbejderparti", som i form af et internationalt revolutionært parti skulle videreføre oppositionens politiske virksomhed. Det fik dog ikke nogen lang levetid. I 1891 trådte statsmagten atter til og Nicolaj Petersen blev idømt et års fængsel for at have opfordret til "Omstyrtelse af Statsforfatningen". Det gik også snart tilbage for Arbejderen, som kun fortsatte frem til 1893, hvor det gik ind.
De revolutionære fra slutningen af 1880'erne og starten af 90'erne videreførte i det store og hele de social-revolutionæres klasse- og statsanalyse samt socialismestrategi, men der er også efter min opfattelse tale om en vis videreudvikling af analyserne.
Udgangspunktet var fortsat en analyse af det moderne samfund som et klassesamfund domineret af et grundlæggende modsætningsforhold mellem de besiddende af produktionsmidlerne og de besiddelsesløse. Privatejendomsretten til produktionsmidlerne forudsås endvidere at frembringe stigende nød og elendighed for de store folkemasser og usikkerhed i eksistensen for alle klassers vedkommende. Middelklassen mentes efterhånden at forsvinde, og smådrift opfattedes som reaktionær i forhold til mulighederne for en socialistisk udvikling, hvilket gjorde enhver støtte til disse ligeledes reaktionær. Og eftersom de forskellige politiske gruppers virksomhed kun udtrykte de tilsvarende samfundsklassers økonomiske interesser, var opfattelsen den, at Socialdemokratiet altid vil skade sig selv ved at samarbejde politisk med et hvilket som helst borgerligt, det vil sige privatejendommens beskyttende, parti.
Den moderne klassestat repræsenterede kapitalistklassens økonomiske og politiske herredømme, hvilket betød, at lovgivningen lå i hænderne på overklasserne "..og skulde den, hvad der nok vilde blive sat en stoper for, glide over i underklassens, vilde dens bestemmelser ikke blive overholdt, når de gjorde noget dybt indgreb i den hellige private ejendomsret. Derfor vil der heller ikke kunne være tale om "stykkevis" at gennemføre sosialismens fordring." 2 (eftersom der her bliver refereret fra forskellige artikler bruges der lidt forskellig terminologi, som nok også viser et forskelligt teoretisk niveau). Dette indebar, at al talen om, at reformer kunne bevirke omdannelsen af privatejendommens samfund til socialistisk, vil "..kun..aflede arbejdernes tanker fra den eneste mulige vej til at give dem deres fulde del i samfundets nydelser, at dysse dem i søvn med illusioner, som, når de vågner og finder, at de er bristet, tilintetgør den begejstring, som er nødvendig for at bringe deres masser over til os." 3 Lovgivningen og den dertil knyttede valgbevægelse måtte i det væsentlige betragtes som et agitationsmiddel.
Konklusionen var, at den lige nævnte "eneste mulige vej" udgjordes af revolutionen. Dens voldelige eller ikke voldelige karakter ville blive bestemt af magthaverne. "..den arbejdende klasse er ikke tilbøjelig til vold; der imod har den besiddende klasse gang efter gang anvendt vold..", dels til oprindeligt selv at tilrane sig magten dels "..når arbejderklassen opstiller forlangendet om en forbedring i deres kår. Derfor må man være forberedt på, at den besiddende klasse igen vil gribe til kanoner og fæstninger, når arbejderne en dag fordrer andel i samfundsgoderne. Og man må så være rede til at sætte hårdt mod hårdt." 4
Overgangen fra et kapitalistisk samfund til socialistisk, revolutionen, opfattedes som en følge af en naturmæssig samfundsudvikling, som hverken kunne hindres, eller det kunne forudsiges, hvornår og hvorledes den vil finde sted. "Man "gør" ikke en revolusjon". "Den revolutionære socialisme" mente derfor heller ikke, i modsætning til den reformsøgende, at en socialistisk samfundsomformning nødvendigvis forudsatte, at størstedelen i samfundet forstod den. ".."moden" til en bestemt samfundsorden bliver man kun ved at leve i den." 5
I DE REVOLUSJONÆRE SOSIALISTERS PARTIMANIFEST blev denne mekaniske opfattelse af revolutionen ændret til, at bæreren af den revolutionære, socialistiske udvikling skulle være det klassebevidste proletariat, organiseret som et selvstændigt politisk parti, og dette parti kunne og burde fremskynde socialismens virkeliggørelse. De revolutionæres opgave lå så i at organisere proletariatet i et sådant parti og dermed bidrage til skabelsen af klassebevidstheden og til øget forståelse for socialismens nødvendighed samt i det hele taget at styrke arbejderne i materiel og åndlig henseende i deres kamp mod kapitalismens tyranni. Alle faglige og politiske foreninger, der hvilede på klasseinteresser skulle således støttes.6
Derudover skulle De revolutionære indenfor det kapitalistiske samfund kun arbejde for sådanne forholdsregler, som var i overensstemelse med en økonomisk udvikling i retning af stordrift, det vil sige bort fra smådrift. Denne udvikling ville efter deres mening skabe de bedst mulige objektive betingelser for en socialistisk revolution, idet stordriften ville føre til skærpelsen af klassemodsætningerne og styrkelsen af arbejderklassen. Desuden ville stordriften udvikle produktionens samfundsmæssige karakter og således lette indførelsen af fælleseje af produktionsmidlerne.
Opgøret
med De revolutionære gav Socialdemokratiets ledelse lejlighed til påny at formulere
deres eget standpunkt. Holdningen til revolution behandledes således i en ledende
artikel i Social- Demokraten d.9. april 1889, skrevet ifølge en oplysning
i Arbejderen af Anton Mundberg. Desuden blev der holdt et diskussionsmøde
på Sortedamslund d.24. juni, som blev indledt af forretningsføreren (partiets
formand) P. Knudsen. Hans indlæg blev refereret i Social-Demokraten d.27.
juni. Selvom disse to artikler repræsenterer partiledelsens standpunkt, må det
store flertal i partiet bag eksklusionen af De revolutionære være bevis for,
at dette standpunkt i det væsentlige deltes af partifleretallet.7
Af artiklerne fremgår det, at partiledelsen i det store og hele fastholdt den
afvisende holdning til den revolutionære strategi, som blev formuleret under
opgøret med de social-revolutionære. Der er dog efter min mening også tale om
nogle markante forskelle.
I artiklen fra d.9. april mentes den vigtigste forudsætning for en socialistisk samfundsomformning stadigvæk - og i modsætning til De revolutionæres forståelse - at være, at et stort fleretal af befolkningen "forstod" og ønskede den. Og eftersom denne omformning var så dybtgribende i hele samfundslivet skulle den præsenteres "stykkevis" i praksis for at sikre dens rette forståelse. Og selvom en revolution fandt sted, ville den ikke "..kunde bevare Sejren saa længe Samfundet ikke er langt videre fremme i den rette Forstaaelse af, hvad den socialistiske Stat maa fordre og hvad den kan yde, end det er i Dag og end det vil være endnu i lange Tider." 8 Tværtimod ville revolutionen uundgåeligt medføre en reaktion, der i lang tid ville standse fremgangen mod det tilstræbte socialistiske mål. Det måtte ifølge denne artikel således fortsat være reformer, der kunne skabe den ønskelige og mulige vej til socialismen.
I artiklen med P. Knudsens indlæg blev reformernes betydning imidlertid betragteligt nedtonet. Den socialdemokratiske bevægelse skulle således lægge hovedvægten på "..at vække Arbejderne til Bevidsthed om, at de er en Magt i Samfundet, naar de slutter sig sammen, samt at deres Magt da er tilstrækkelig stor til at skabe det nye Samfund...Den faglige Bevægelse stiller Arbejderne i Modsætningsforhold til Kapitalen og indvirker saaledes, at Arbejderne kommer til at stole paa deres egne kræfter. Den faglige Bevægelse er dog langtfra tilstrækkelig. Socialdemokratiet bør tillige arbejde for gennem Reformer at aftvinge den herskende Klasse Forbedringer af de økonomiske Forhold. Lykkes dette ikke har det dog til følge, at Arbejderne ogsaa paa dette Omraade lærer at stole paa sine egne Kræfter, samt grundigere lærer den herskende Klasse at kende."
Samtidigt kom der en vis opblødning i det tidligere tilsyneladende helt afvisende syn på en revolution. I følge P. Knudsen var det socialistiske mål revolutionært og dets opnåelse i sig selv en revolution. Hvorvidt målets opnåelse fandt sted med eller uden anvendelse af voldsomme midler beroede udelukkende på den herskende klasses holdning. I artiklen fra d.9. april hed det ligefrem: "Omstændighederne kan for ethvert politisk Parti udvikle sig saaledes, at det drives hen til Revolutionen, og dette gælder også de socialistiske Partier. Der kan komme forhold, hvor ogsaa Socialdemokratiet bør og vil enten deltage i eller søger at fremkalde en Revolution..". Begge artikler påpegede dog samtidigt kraftigt, at Socialdemokratiet ikke tilstræbte nogen voldsom samfundsomvæltning.
Udover det citerede om reformer nævnede P. Knudsen i hans indlæg ellers slet ikke lovgivningen og dermed statens betydning for indførelse af socialismen. Til gengæld blev han refereret for at sige følgende: "Den reformatoriske Bevægelse tjener saaledes til at udvikle og modne Arbejdernes Forstaaelse af den Opgave, de har at løse, samt til selv at kunne overtage Ledelsen af samfundets Anliggender, og den virker derved henimod Løsningen af Socialdemokratiets revolutionære Opgave: Tilvejebringelsen af en ny Samfundsordning." Det vil sige, at det er arbejderne og den reformatoriske bevægelse, der bliver fokuseret på. Desuden lagde P. Knudsen vægt på, at det socialistiske mål hele tiden skulle holdes for øje: "..fører den reformatoriske Bevægelse sikkert henimod Socialdemokratiets revolutionære Maal, naar den Forudsætning opfyldes, at Arbejderne vedblivende slutter sig sammen i deres eget Parti og det stadigt klagøres, at Maalet er en ny Samfundstilstand, hvor der ingen herskende Klasser findes og hvor Arbejdsmidlerne er det hele Samfunds Fællesejendom."
Citatet viser efter min mening også, at det socialistiske mål blev i den forbindelse formuleret noget anderledes end tidligere. Der er tale om arbejdsmidlerne som "det hele Samfunds Fællesejendom" og altså ikke som statseje. Til gengæld hedder det dog i artiklen fra d.9. april om det tilsvarende forhold: "hvad den socialistiske Stat maa fordre".
De revolutionæres socialistiske mål var under alle omstændigheder ikke særligt forbundet med staten. Man fokuserede på arbejdernes rolle, og det kunne i det hele taget se ud som om de havde en noget anden vision. Man talte entydigt om fælleseje af produktionsmidlerne fremfor statseje, nyden efter behov fremfor efter indsats og istedet for statskontrol med økonomien skulle de organiserede arbejdere kontrollere så vel "frembringelsesmidlerne" som "de frembragte produkter" og disses fordeling.
På baggrund af de af mig anvendte kilder vil jeg vurdere både De revolutionæres og socialdemokraternes positioner omkring 1889 som i det væsentlige svarende til de respektive fra 1881, men samtidig som værende en vis videreudvikling af de sidstnævnte. Denne videreudvikling betød også efter min mening, at de to parters standpunkter nærmede sig noget hinanden.
De revolutionære fastholdt således de social-revolutionæres meget negative syn på mulighederne for en progressiv alliance med middelklassen, og samfundsforandrende reformer betragtedes ligeledes som umulige at gennemføre. Og ligesom tidligere opfattedes reformbestræbelserne først og fremmest som virkende negativt i forhold til at rejse arbejderklassen til kamp for socialismen. En revolution var derfor fortsat svaret, og dens komme blev stadigvæk forstået som en følge af uundgåelig samfundsudvikling, hvorfor det ikke var så afgørende, om størstedelen af befolkningen var parate til socialismen. Tilgengæld begyndte man nu at lægge mere vægt på spørgsmålet om, hvilke kræfter der kunne støtte en revolutionær udvikling, og i den forbindelse, i lighed med en almindelig socialdemokratisk opfattelse, skulle et parti spille en vigtig rolle. Det skulle dog bygge på et klart revolutionært grundlag, og det skulle først og fremmest være udtryk for det klassebevidste proletariats selvstændige organisering. Et andet lighedspunkt med socialdemokraterne bestod efter min mening i, at De revolutionære også begyndte at beskæftige sig mere med, hvilke forhold i det kapitalistiske samfund der kunne fremme en socialistisk udvikling - svaret blev stordriften (mens de social-revolutionære tillagde dette forhold tilsyneladende ikke nogen særlig betydning).
Socialdemokraterne lagde på den anden side fortsat meget vægt på fleretallet af befolkningens ønske for og "forståelse" af socialismen, som dens vigtigste forudsætning, og dette fleretal skulle komme til udtryk via det parlamentariske system. Reformernes rolle blev dog tilsyneladende noget nedtonet, samtidig med, at afvisningen af en revolution ikke var så bastant som tidligere.
Desuden, i lighed med de revolutionære, synes arbejdernes og arbejderbevægelsens rolle i forhold til opnåelsen af det socialistiske mål at komme mere i fokus på bekostning af staten. Det socialistiske måls fastholdelse blev måske også kraftigere understreget, og det blev defineret mere i retning af produktionsmidlernes samfundseje i stedet for statseje - altså på en for mig at se mindre centralistisk måde.
Også på det punkt er der dog efter min mening fortsat klar forskel til De revolutionære. De sidstnævnte talte nemlig om fælleseje af produktionsmidlerne og deres vision af socialismen var først og fremmest præget af arbejderkontrol af produktionen samt fordelingen af dens resultater.
Jeg vil samlet vurdere, at begge parter på grund af den omtalte udvikling i standpunkterne bevægede sig i perioden 1881-89/90 på det teoretiske plan i en noget mere ortodoks-marxistisk retning.
Som nævnt var interne brydninger i denne periode gældende for så godt som alle socialdemokratiske partier, og det er dermed nærliggende at søge nogle fælles årsager til dem. Ifølge Bryld er den fælles baggrund industrialiseringen samt opbygningen af nationalstatslige rammer af politisk og økonomisk art på denne nye basis.9 Ser man på forholdene i Danmark skal oprindelsen til konflikten mellem De revolutionære og reformsøgende socialdemokrater søges i den politiske og organisatoriske stagnation, som den socialdemokratiske bevægelse befandt sig i i årene 1887-1889. Denne stagnation skal igen ses som følge af lavkonjukturen, den provisoriske lovgivning og Venstres splittelse, der vanskeliggjorde den samlede oppositionskamp mod Estrups Højre-regering.
Der kan i denne sammenhæng, ligesom i forbindelse med de social-revolutionære, peges på nogle lighedspunkter med udviklingen i Tyskland. Såvel det tyske som det danske parti befandt sig efter nogle år med repræsentation i rigsdagene - hvor de stort set var afskåret fra indflydelse - i en situation, der gjorde det nærliggende at overveje, om man skulle satse på den parlamentariske vej eller udenomsparlamentariske midler.
En partieksklusion af en gruppe medlemmer, som konflikten endte med, repræsenterede en meget dramatisk udgang, ja faktisk var det den første eksklusion foretaget af et socialdemokratisk parti. Årsagerne til den kan ifølge Preben Jensen inddeles i tre slags forhold: udover de beskrevne grundlæggende forskelle i strategiske spørgsmål stod en taktisk strid helt centralt, nemlig som nævnt spørgsmålet om valgalliance med Venstre, og for det tredje var der i de reformsøgendes øjne - med De revolutionæres udgivelse af Arbejderen og dannelsen af Litterær socialistisk Forening - tale om en organisatorisk splittelse, som Socialdemokratiet ikke kunne tåle.10 Med til foklaringen af ledernes afvisning af en radikal linie og dermed eksklusionen hører, udover det beskrevne, deres frygt for, at denne førte til tabet af de politiske positioner, som bevægelsen gennem hårdt arbejde havde opnået gennem 1880'erne. Man mente således blandt andet, at revolutionssnak skræmte folk væk fra partiet.
For Socialdemokratiet betød oppositionens virksomhed ihvertfald en større bevidsthed om teoriens betydning, og den gav også anledning til en skarpere taktisk profilering over for Venstre-grupperne. Opgøret indebar også, at en række principielle synspunkter blev uddybet og fik større skarphed og nuancering. Hvorvidt den af mig konstaterede forskel i positionerne i forhold til 1881 til fordel for en mere ortodoks-marxistisk orientering skyldes oppositionens virksomhed, er svært at sige. Jeg vil dog tro, at De revolutionære havde bidraget en del til det. Denne opfattelse støttes af Gerd Callesen, der mener at opgøret "..er et vigtigt stadium i den proces, under hvilken væsentlige marxistiske pricipper antoges af den danske arbejderbevægelse." I et brev til Engels d.8.dec. 1889 sammenfattede Gerson Trier oppositionens resultater i tre punkter på følgende måde:
"1) den har fremkaldt diskussion og derved tilstrømning til partiets møder,
2) den har gennemtvunget partiets deltagelse i Pariserkongressen,
3) den har tvunget til opstillelse af flere socialdemokratiske kandidater end før." 11
De revolutionæres virksomhed indebar for mig at se en klar videreudvikling af den revolutionære retning i Danmark og efter Callesens opfattelse førte eksklusionen af De revolutionære til en afgørende svækkelse af marxismens stilling i Socialdemokratiet som revolutionær teori.12
Ifølge Callesen (1973) havde det efter eksklusionen nydannede revolutionære parti en vis indflydelse i arbejderklassen og i nogle af dens faglige organisationer. Dette synes ikke rigtigt at være i overensstemmelse med Brylds fremstilling, der mener, at godtnok støttede De revolutionære principielt faglig organisering, men at det næppe betød en støtte til de bestående fagforeninger med deres socialdemokratiske lederskab. Man bakkede op om de faglige kampe, når de var igang, men det foregik ifølge Bryld på en temmelig abstrakt og pædagogiserende facon. Ligeledes forsøgtes det at organisere de arbejdsløse i 1891 og 92, men med ringe held. Til den første 1. maj-demonstration i 1890 samlede De revolutionære kun ca. 300 deltagere, mens Socialdemokratiet ca. 50.000 deltagere.13 Både med hensyn til teori og praksis skulle De revolutionære efter Brylds mening have været i "ekstrem" grad politiske og meget lidt interesserede i det faglige.
Er denne fremstilling tilnærmelsesvis korrekt, må dér ligge en vigtig del af forklaringen til, hvorfor Revolusjonære Sosialistiske Arbejderparti fik så kort levetid. Fængslingen af Nicolaj Petersen kunne heller ikke være uden betydning. Det lykkedes aldrig for De revolutionære at udvikle et realistisk politisk alternativ for arbejderne til den socialdemokratiske bevægelse. Spørgsmålet om karakteren af den eller de organisationer, der skulle lede arbejderklassen som det revolutionære subjekt blev for eksempel aldrig for alvor taget op, og heller ikke spørgsmålet om hvilke politiske og sociale krav der skulle bygge bro mellem dagskravene og det revolutionære perspektiv. Den vigtigste forklaring på den manglende tilslutning til den revolutionære bevægelse og dermed dens ringe levedygtighed skal dog efter min opfattelse søges udenfor dens rækker, og skyldes sikkert nogle meget komplicerede forhold, som jeg ikke vil forsøge at belyse her.
1880'erne blev en meget vigtig periode med hensyn til en formulering af en socialistisk strategi i den danske arbejderbevægelse. Allerede under opgøret med de social-revolutionære i 1881 formulerede man i Socialdemokratiet i hovedtræk en klar reformistisk linje, som i det væsentlige blev fastholdt under konflikten med De revolutionære i 1889. Denne linje bestod først og fremmest i en parlamentarisk reformstrategi, hvor man via reformer på baggrund af et parlamentarisk fleretal ville skabe et socialistisk samfund. I denne proces samt under socialismen skulle staten spille en central rolle. Et andet vigtigt middel i denne strategi forestilledes at være en alliance mellem arbejderklassen og småborgerskabet, som i praksis var repræsenteret af Venstre og dens grupperinger. Den dominerende socialdemokratiske position i 1889 indebar dog en vis ændring i forhold til 1881. Reformernes rolle syntes at blive noget nedtonet, samtidigt med at afvisningen af en revolution ikke var så bastant som tidligere. Desuden fokuserede man tilsyneladende noget mere på arbejderklassens og arbejdebevægelsens rolle på bekostning af statens, både i forhold til overgangen til socialismen og i forbindelse med forestillingen om det socialistiske samfund. Et centralt spørgsmål i denne forbindelse er om årsagerne til denne ændring, hvilket jeg dog må lade stå ubesvaret hen.
De social-revolutionære og De revolutionære havde i modsætning til de reformsøgende en helt anden analyse af staten, småborgerskabet samt overgangen til socialismen. De opfattede staten som først og fremmest forsvarer for det kapitalistiske samfund og småborgerskabet som antisocialistisk. Som følge heraf mente de, at reformbestræbelserne var håbløse, og at de i virkeligheden gjorde mere skade end gavn i forhold til at rejse arbejderne til kamp for socialismen. Det eneste man kunne sætte lid til var en revolution, som til gengæld blev opfattet som en uundgåelig følge af den kapitalistiske samfundsudvikling. De revolutionære begyndte dog omkring 1889 også at lægge mere vægt på spørgsmålet om, hvilke kræfter der kunne støtte og fremskynde en revolutionær udvikling. I den forbindelse skulle et revolutionært parti, som udtrykte det klassebevidste proletariats selvstændige organisering, spille en vigtig rolle.
Både de revolutionære og de reformsøgende synes dermed i løbet af 1880'erne i et vist omfang at udvikle deres teoretiske positioner i en mere ortodoks-marxistisk retning, hvorved de nærmede sig noget hinanden.
Den helt overordnede baggrund både for konflikten i 1881 og 89 må søges i den igangværende kapitalistiske industrialisering samt opbygningen af nationalstatslige rammer af politisk og økonomisk art på denne nye basis. Disse forhold førte i slutningen af 1870'erne og i 80'erne en række faktorer med sig, som kan siges at være fælles årsager for begge opgør. De to vigtigste af dem bestod i økonomisk lavkonjuktur samt meget vanskelige parlamentariske vilkår. De betød politisk samt organisatorisk stagnation for arbejderbevægelsen og gjorde det nærliggende at stille spørgsmålstegn ved den parlamentariske vejs farbarhed.
Oppositionens virksomhed skabte i forbindelse med begge konflikter en meget større teoretisk aktivitet i arbejderbevægelsen og må formodes at have bidraget til udviklingen af klassebevidstheden i arbejderklassen og dermed til dens styrke. Desuden indebar den en klar videreudvikling af en revolutionær retning i den danske arbejderbevægelse. Til gengæld lykkedes det hverken de social-revolutionære eller De revolutionære at udvikle et brugbart revolutionært alternativ til den reformistiske strategi og arbejderklassens opbakning til deres linje fik et ret begrænset omfang.
1 jf. Claus Bryld: Den demokratiske socialismes gennembrudsår, 1992, p.75 f og jf. Knud Knudsen m.fl.: Kampen for en bedre tilværelse, 1991, p.84 f
2 Arbejderen, 8. juli 1889, her efter Lise Togeby: Var de så røde?, 1968, p.119
3 Arbejderen, 15. april 1889, her efter Bryld, p.86
4 Arbejderen, 8. juli 1889, her efter Togeby, p.120
5 Arbejderen, 8. juli 1889, her efter Togeby, p.119
6 jf. Arbejderen, 27.jan. 1890, her efter Togeby, p.121
7 jf. Bryld, p.99
8 citaterne fra de to artikler er her gengivet efter Togeby, p.46-48
9 jf. Bryld, p.75 ff
10 jf. Preben Jensen: Kampen mellem den revolutionære og reformsøgende socialisme i Danmark 1887-1893, 1975, p.58).
11 begge citateter fra Gerd Callesen: Om revolutionær taktik. Årbog for arbejderbevægelsens historie, nr.3, 1973, p.110. På Pariserkongressen blev II.Internationale stiftet.
12 jf. Gerd Callesen: Det danske socialdemokrati - et marxistisk masseparti?. i Gerd Callesen m.fl.: Den danske arbejderbevægelses programmatiske dokumenter og love (1871 til 1913), 1978, p.131
13 jf. Bryld, p.93
 |
|
 |
