Så skete det igen. En sten blev vendt, og det lyssky PETs metoder kommer frem i lyset. For en stund. Tidligere afsløringer i 1993 viste, at PET var vidende om Blekingegade-bandens ulovligheder, men ikke meddelte det til politiet. Ligesom det dengang blev sandsynliggjort, at PET lå inde med oplysninger, der kunne give en opklaring af bombemordet på Henrik Christiansen i 1992. Idag får vi så ovenikøbet at vide, at PET blev advaret forud for bombemordet. Men PET og størstedelen af det politiske system har andre interesser end demokrati og retfærdighed.
Mord og brandattentater fik så iøvrigt den kommentar fra justitsminister og andre, at det havde de da ingen kommentar til. En interessant reaktion med tænke på Frank Jensens hurtige reaktion på overfaldet på Pia Kjærsgaard.
Sommeren 1988 blev Venstresocialisternes avis Solidaritet total smadret og kartoteker blev stjålet, VS Ungdom blev samme sommer udsat for 2 indbrud, SAP en ildpåsættelse og senere blev VS's hovedkontor udsat for flere hærværk og en ildpåsættelse. Der var i samme periode indbrud og hærværk hos indvandrerorganisationer. Ved de gentagne hærværk på VS og Solidaritet, var det mit klare indtryk, at Frederiksberg Politi tog sagerne alvorligt, og gjorde seriøse forsøg på deres opklaring, men sagerne blev hurtigt overflyttet til PET. Herefter var resten stilhed. Ingen af sagerne er opklaret, af det organ som ifølge borgerlige og socialdemokrater er demokratiets vogter. På trods af mange sikkerhedsforanstaltninger måtte VS opgive sine lokaler og flytte til et mere beskyttet sted.
På et af de bånd som indeholdt aflytning af nazister, og som blev brugt i TV2, nævner nazisterne stolt indbruddet og hærværket på Solidaritet, PET har båndene.
Dengang lovede daværende justitsminister Erling Olsen, at gøre noget ved disse ting, men om - eller hvad der er gjort ved vi ikke noget om. Så selvom Frank Jensen lover at undersøge den verserende sag kommer der nok heller ikke til at ske noget her. PET-chef Stampe kommer til en enkelt samtale, bliver bedt om at være mere forsigtig og så iøvrigt fortsætte sin virksomhed. Og offentligheden vil højest få endnu en intetsigende rapport, og lovning på parlamentarisk kontrol.
Det er blevet afsløret at lovlige faglige aktioner er blevet infiltreret af PET, og at fagforeningsfolk er blevet udspioneret. Det bør nu ikke undre. Samme forhold har gjort sig gældende i lovlige faglige konflikter som f.eks. papirfabrikken Bækkelund og fotolaboratoriet Info. Og så drejer det sig kun om de ting der kommer frem i lyset. Det bliver spændende, at se når det hemmelige politis arkiver bliver åbnet, hvor omfattende spionage- og provokatørvirksomheden har været.
Når vi nu får en lang sang om, at det er for demokratiets skyld er hulheden i dette hurtigt afsløret. PET har nemlig kun en gang i deres omfattende spionvirksomhed mod venstrefløjen og faglige aktive, afsløret kriminel virksomhed, og det var Blekingegade-banden. Men her holdt man tæt overfor ordenspolitiet om sin viden. Først da kriminalpolitiet optrevlede banden, kom oplysningerne frem i lyset.
Fra den store verden ved vi, at de hemmelige tjenester altid står på borgerskabets og højrefløjens side, og at deres virksomhed altid direkte eller inddirekte er vendt mod venstrefløjen. Det kan kun derfor undre, at man fra alle sider undrer sig over at PET retter sin virksomhed mod venstrefløj og aktive faglige. Heller ikke Socialdemokratiet bør undre sig. I Spanien er det for nyligt afsløret at Socialistpartiet, var direkte ivolveret i terroristbevægelsen GAL, som i en årrække stod bag politiske likvideringer af venstrefløjsfolk. I Norge og Sverige er det afsløret, at Socialdemokratierne stod bag spionage vendt mod venstrefløj og faglig aktive. Det bør derfor heller ikke undre, at nuværende justitsminister Frank Jensen er gået fra passivitet til henholdenhed når det drejer sig om kontrol af PET. Det højeste vi, venstrefløjen og faglig aktive, derfor kan håbe på er, at Folketing og justitsminister gør PET opmærksom på, at uanset deres sympatier og antisympatier er venstrefløjen ikke lovligt bytte for nazistisk terror, og at agent- og aflytningsvirksomhed skal sanktioneres af det politiske system. Så kan vi i det mindste slippe for den konstante politiske øvelse, der hedder at "vaske hænder".