Ringen sluttes

Den latinamerikanske venstrefløj i 90’erne

Carlos Vilas analyserer i denne artikel den latinamerikanske venstrefløjs krise. Frem til 1960’erne var den præget af en klassesamarbejdspolitik, der lagde stor vægt på det parlamentariske arbejde. Det blev forandret af den cubanske revolution og kuppet mod Allenderegeringen i Chile i 1973, der viste, at vejen til forandring via valg var spærret. Brede dele af venstrefløjen var derfor i perioden frem til slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne derfor koncentreret om væbnet kamp, som imidlertid heller ikke har kunnet opvise de ønskede sociale forandringer, og som nu yderligere er gjort endnu vanskeligere af Nicaraguas, Sovjet og omegns sammenbrud. Den latinamerikanske venstrefløj står derfor i et vadested uden nogen ordentlig strategi for overgangen til socialisme. Vilas kritiserer i sin artikel venstrefløjen, og opstiller nogle forslag til udvikling af participativt demokrati for atter at inddrage arbejderklassen og dens allierede i forandringens projekt.

Krisen i 80’ernes Latinamerika og regeringernes svar på denne har medført dybe forandringer i arbejdsmarkederne, øget den sociale ulighed og forarmet store sektorer af arbejderklassen og mellemlagene. De er udtryk for de teknologiske forandringer og for kapitalens globale omstrukturering og dens konkrete konsekvenser for Latinamerika. Statsinterventionen dømte bestemte klasser og lag til at bære byrderne ved omstruktureringen. Disse forandringer har ført til en dybere differentiering blandt de folkelige klasser. Indenfor rammerne af den synkende formelle beskæftigelse og forværringen af både arbejdsforhold og lønninger, er der små grupper indenfor arbejderklassen, der har fået bedre lønninger og levevilkår, mens forholdene for det store flertal er forværrede. Denne differentiering har også haft konsekvenser for de traditionelle fagforeningsaktiviteter. På den ene side har faldet i antallet af arbejdspladser reduceret organiseringsgraden. Udvidelsen af kapitalistisk fleksibel akkumulation har også bidraget til denne proces. På den anden side har væksten i uformel beskæftigelse ført til, at et stigende antal arbejdere nu befinder sig udenfor fagbevægelsens rækkevidde. Endelig har en stigende deltagelse af mellemlagselementer i fagbevægelsens ledelser ført til en stigende kløft mellem medlemmer og ledelse.

Den nuværende situation adskiller sig markant fra tidligere situationer. Proletariatet har aldrig udgjort et flertal i befolkningen som helhed, og industriproletariatet der står centralt i den socialistiske og kommunistiske venstrefløj ideologi, har næsten altid udgjort en minoritet blandt byernes arbejdende masser, der overvejende består af selvstændige (sælgere), ubetalte familiearbejdere, sæsonarbejdere o.lign. der enten ikke deltager i lønarbejde, eller kun har et forbigående forhold til arbejdsmarkedet. Men lige fra dens begyndelse har arbejderklassens organisationer søgt at repræsentere arbejderklassen som helhed - både proletariserede og kun delvist eller slet ikke proletariserede arbejdere. Desuden var proletariseringen af arbejdsstyrken - i den betydning at den blev lønarbejdende og ikke blot i dens adskillelse fra reproduktionsmidler - altid et mål for både fagbevægelse og venstrefløj. Dette mål blev afledt af en forståelse af kapitalismens dynamik og dens objektive udviklingstendenser, der formodedes at føre til en stigende omformning af arbejde fra ikke-lønarbejde til lønarbejde.

Det vi i dag er vidne til er en proletariseringsproces, der adskiller stigende dele af den arbejdende befolkning, fra dens reproduktionsmidler, samtidig med at de kastes ud af det formelle arbejdsmarked, berøves lønnen og som konsekvens af denne udvikling samtidig undergår en proces, hvor den kollektive identitet reduceres. Dette aspekt indgik aldrig i venstrefløjens beregninger, da dets omfang og relation til akkumulationsprocessen går langt videre end diskussionen af "reservearmeen". Man kan sige, at arbejderbevægelsens tidligere evne til at repræsentere et bredt spektrum af de folkelige klasser var baseret på kapitalens tendens til at integrere arbejdsstyrken i produktionsprocessen i dens egen interesse. I dag går tendensen i retning af kapitalakkumulation kombineret med social udstødning. De arbejdsløse udgør ikke længere en reservearme, og marginaliseringsbegrebet der var stærkt omdiskuteret i 1960’erne har nu fået ny betydning.

Klasser og subjekter
Det er i denne sammenhæng vi må undersøge den tilsyneladende opløsning af klasser i et bredt spektrum af subjekter og aktører, der konstituerer sig udenfor og uafhængigt af enhver stabil kollektiv artikulering overfor akkumulationsprocessen. Den latinamerikanske venstrefløjs traditionelle sociale basis udgøres af lønarbejdere, dele af mellemlagene, teknikere og mindre erhvervsdrivende. Men denne traditionelle basis er under differentiering, og dette udtrykker sig også i opkomsten af et nyt bredt spektrum af "nye sociale subjekter", hvis organisationsformer og krav kun har ringe berøringsflader med venstrefløjens traditonelle organisationsformer: partier og fagforeninger. De faktorer der bestemmer identiteten hos disse nye subjekter og de temaer de organiserer sig omkring - køn, etnicitet, seksulle præferencer - artikuleres ofte komplekst og på tværs af klassekriterier. Aktørerne og deres bevægelser har klassepræferencer, i den udstrækning de udtrykker og handler indenfor en sammenhæng af fattigdom, undertrykkelse og udbytning, men samtidig kan de ikke på nogen måde reduceres til rene klasseforhold.

Den aktuelle teoretiske omorientering indenfor diskussionen af social mobilisering ser i dens mere ekstreme former mobiliseringerne som summen af individuelle motivationer og problemer, med den konsekvens at den sociale organisering altid bliver særdeles ustabil. Hvor begreberne "arbejder" og "bonde" udtrykker et betydeligt klasseindhold, udtrykker begrebet "subjekt" langt mere forbigående identifikationer, afledt af konjunkturelle motivationer, eller motivation der kun i mindre grad er en konsekvens af objektive forhold, og i højere grad afledes af den måde subjekterne "læser" disse forhold.

Enhver meningsfuld diskussion af dette spørgsmål, må i udgangspunktet erkende, at der er tale om en ret kompliceret proces, der berører vidt forskellige indhold, perspektiver, karakteristiker og som samtidig forløber meget forskelligt for forskellige sociale klasser. De folkelige klassers destrukturering modsvares ikke af en tilsvarende udvikling indenfor de herskende klasser. Tabet af eller omformningen af identitet blandt sociale aktører er langt mere en oplevelse blandt de fattige end blandt de rige, langt mere blandt arbejderne end blandt kapitalisterne, langt mere i fagbevægelsen end i virksomhederne. Strukturelle forandringer reducerer det klassiske proletariat, forandrer resterne af det og driver bønderne til næsten udslettelse som klasse. Fleksibel akkumulation kræver en drastisk reduktion af lønomkostningerne som middel til genrejsning af profitterne. Disse økonomiske forhold kræver samtidig politiske ændringer: Destruktureringen af arbejdsstyrken til en sum af differentierede subjekter eller aktører, der er adskildte fra hinanden. Mens klassebegrebet som hypotese har et interessefælleskab og en klar forestilling om kollektiv aktivitet, er et individ mere eller mindre som et andet (med det resultat, at skelnen mellem klasser mister enhver betydning), eller alternativt så forskelligt fra de andre, at enhver klassebaseret opdeling bliver fiktion.

Destruktureringen af arbejderklassen, bønderne og andre arbejdende grupper har som sin modpol styrkelsen af kapitalens organisationer og strategier - i stigende grad støttet af staten, massemedierne og de internationale finansinstitutioner. Denne udvikling tvinger os til at udvikle en analyse, der tager hensyn til disse forandringer, uden at det dog giver anledning til at opgive klassebegrebet.

Den nye mangfoldighed af sociale aktører og udviklingen af deres dagsordener skete langt overvejende uafhængigt af fagforeninger og partier. Der er en række årsager hertil. Den vigtigste er de autoritære forhold og diktaturer, der udvikledes i 1960’ernes Latinamerika og fortsatte frem til slutningen af 80’erne. Gennem mere end to årtier blev partier der mobiliserede folk fra de folkelige sektorer og mellemlagene forfulgt, forbudt og drevet under jorden. Både ledere og almindelige medlemmer blev udsat for forfølgelse, voldelig undertrykkelse og drevet i eksil. Historien om menneskerettighedskrænkelser og statsterrorisme er langt overvejende historien om undertrykkelsen mod medlemmer og sympatisører af disse organisationer, ja mod alle der blot var i kontakt med dem.

Historisk har disse partier rejst mange af de krav, som senere skulle blive rejst af de "nye bevægelser": Kravet om boliger, adgang til basale fornødenheder, mad og kvinders politiske rettigheder. Men samtidig blev de forskellige sektorers konkrete krav ofte underordnet partiets politiske perspektiver, hvor disse aktører og deres krav blev mindre specifikke. Spørgsmålet om "oprindelige folk" blev reduceret til et spørgsmål om jord, da jord blev reduceret til et spørgsmål om produktionsmidler. Kvinders sociale forhold blev behandlet udfra et arbejdsmarkedssynspunkt eller udfra retten til at stemme, men ikke som et kønsspørgsmål. Sammen med andre faktorer betød udslettelsen af partier og fagforeninger fra det offentlige liv, at der blev åbnet et rum, hvor disse samt mere traditionelle krav kunne fremføres, og hvor de ikke altid blev udsat for de samme autoritære eller repressive svar fra myndighedernes side.

Dette er hverken tidspunktet eller stedet til at gennemanalysere fordele og ulemper ved de forskellige organisationsformer, men det er vigtigt at slå fast, at som følge af de meget forskellige udgangspunkter og udviklingserfaringer, er forholdet mellem de sociale bevægelser og partierne blevet et af de mest komplekse og konfliktfyldte, som den latinamerikanske venstrefløj i dag står overfor. Det er ikke tilfældigt, at den latinamerikanske venstrefløjs mest succesfulde organisation - det brasilianske arbejderparti PT - netop er et parti, hvor forholdet mellem parti og aktører i fagbevægelse, beboerorganisationer, kvindebevægelser, kristne basismenigheder osv. er foldholdsvis glidende og uden alvorlige konflikter. På det andet yderpunkt finder vi det mexikanske PRD, Cause R i Venezuela og Frente Grande i Argentina, der alle har oplevet meget store problemer med at nå frem til aftaler og koordinering med de folkelige bevægelser.

I hvert tilfælde rejses der politiske spørgsmål, der uanset forbindelsen til de teoretiske overvejselser rejst ovenfor, må behandles forskelligt. Specifikke og konjunkturelle forhold har i denne forbindelse en stor betydning for, om et givet samarbejde bliver en succes eller fiasko.

Forslag til forandring
Spiller de igangværende institutionelle forandringer indenfor bl.a. den politiske repræsentation en rolle for venstrefløjens programmatiske omskrivninger, eller er de nærmere et resultat af forandringerne internationalt? Eksisterer der en reformistisk eller endog konservativ tendens i den institutionelle udvikling af det repræsentative demokrati, der kan føre til, at venstrefløjen bløder deres programmatiske krav op og søger med midten?

Udformningen af programmer og strategier blev hæftigt diskuteret i både 1. og 2. Internationale. Dengang var de to centrale spørgsmål for debatten: Er det for det første muligt for et proletarisk parti at opnå kontrol med et borgerligt statsapparat? Hvis svaret er ja, er det da for det andet muligt at forandre den borgerlige stat, samtidig med at dens institutioner bevares? Selvom latinamerikanske socialist- og kommunistpartier allerede på et tidligt tidspunkt slog ind på den parlamentariske vej, blev spørgsmålet først konkret i 1970, da Folkefronten vandt valget i Chile og Salvador Allende blev præsident. Men samtidig var det sidste gang, spørgsmålet blev behandlet. Folkefrontsregeringens tragiske afslutning med et militærkup opmuntret og støttet af USA beviste, at de der havde besvaret spørgsmålene ovenfor med et nej havde ret: Der findes ingen institutionel vej til radikale forandringer. Erfaringerne fra Chile havde en afgørende indflydelse på de revolutionære organisationer i Mellemamerika - en region hvor respekten for de politiske institutioner kunne ligge på et lille sted blandt den hernskende klasse.

Samtidig betød sammenbruddet af den evolutionære vej i Chile, at der skete en styrkelse af identifikationen mellem venstrefløjens politiske program og midlerne til at nå disse mål. Forvirringen omkring niveauer og dimensioner var allerede opstået i kølvandet på den cubanske revolution, og blev nu forstærket i Mellemamerika. På sin vis reproducerede venstrefløjen Shumpeters reduktionisme omkring demokratiske regimer. For Joseph Schumpeter består demokrati alene af et sæt valgregler. Han inddrager ikke fundamentale spørgsmål som fordelingen af magten indenfor statsapparatet, embedsmændenes ansvar, retssikkerheden osv. I den latinamerikanske venstrefløjs udgave blev det sådan, at radikaliteten i forslagene til forandring først og fremmest blev vurderet udfra hvilke midler, der skulle sikre deres gennemførelse. Den væbnede kamp hvis formål det var at undergrave statsapparatet og udvikle folkeoprør blev anset for et nødvendigt identitetskort for det revolutionære perspektiv. Samtidig blev den institutionelle vej til forandring af kapitalismen nærmest definitorisk afvist. Spørgsmålet om midlerne kom til at overskygge spørgsmålet om forandringerne indhold på en særdeles voluntaristisk måde.

Denne situation står i skærende kontrast til den nuværende, hvor både program- og metodediskussion er forsvundet fra dagsordenen. Udbredelsen af parlamentariske valg og de stærkt omdiskuterede vurderinger af Mellemamerikas revolutionære erfaringer, har ført til de modsatte slutninger af de der blev taget efter kuppet i Chile i 1973. Det er nu et generelt accepteret dogme på venstrefløjen, at der ikke eksisterer noget alternativ til den parlamentariske vej. Samtidig er det generelt accepteret, at forslagene til forandring må fremtræde moderate, for ikke at true stabiliteten og konsolideringen af de demokratiske regimer. Diskussionen om forholdet mellem projekt og metoder er atter trådt frem i debatten, omend i en vulgær form som spørgsmålet om evnen til folkestyre. Intentionen med debatten er at undgå, at statsapparatet overbebyrdes, så det overophedes eller svulmer op, samtidig med at det skal undgås, at aktørene på højre side af det politiske spektrum føler sig truet.

Den teoretiske og praktiske kompleksitet i debatten omkring midler og indhold blev overvundet gennem det forsimplede slogan: Undgå at lave bølger. Grundlæggende udtrykker det den holdning, at de bekræftende svar på spørgsmålene om staten rejst for over 100 år siden var korrekte. Dog med den forskel at i dag fører det ikke til en kreativ eftersøgning efter alternativer, men blokkerer tvært imod en sådan eftersøgning, og begrænser indholdet og perspektiverne i ethvert forandringsprojekt til hvad der nu er acceptabelt indenfor det konkrete politiske system - altså indenfor det givne styrkeforhold. Det er paradoksalt, at samtidig med at det bliver alment accepteret, at det politiske system skal indtage en autonom position ifht. den samfundsmæssige basis, så forbindes eller identificeres systemets eksistens med bevaringen af den givne strukturelle sammensætning - altså med den faktisk eksisterende kapitalisme i et givent land, og dermed også med den givne klassedominans.

Specielt splittelsen af FMLN i El Salvador i to forskellige partier er en glimrende illustration af problemstillingens teoretiske og operative karakter. Indenfor FMLN eksisterede der lige fra organisationens oprettelse i 1980 betydelige strategiske, metodiske og operative forskelle. De blev forstærket under fredsforhandlingerne i starten af 90’erne og dukkede op til overfladen efter der i januar 92 blev indgået en fredsaftale med den salvadoranske højreregering. Den ene af organisationerne havde forkortelsen ERP, hvilket stod for "Folkets revolutionære Hær". Under ledelse af Joaquin Villalobos tog den nu navneforandring til "Folkets fornyende Udtryk", hvilket gav samme forkortelse, men unægteligt et noget andet politisk udtryk. Efter flere åbne konfrontationer med lederskabet i FMLN, hvor ERP bl.a. beskyldte FMLN for "ideologisering", militarisme og destabilisering af den politiske proces efter fredsafslutningen, brød ERP sammen med en anden tidligere guerillaorganisation RN formelt med FMLN i sommeren 1994. Sammen med det lille socialdemokratiske parti MNR, der var medlem af Socialistisk Internationale, dannede de det Demokratiske Parti, PD. I maj 95 udsendte dette sin såkaldte "San Andrés" pagt til de øvrige politiske partier og regeringen. Pagten var koncentreret om økonomisk politik og reproducerede stort set ordret højreregeringens makroøkonomiske strukturtilpasningspolitik. Den blev derfor fordømt af en samlet opposition. Pagten blev i sidste ende underskrevet af PD og det regerende ARENA parti, og markerede dermed de tidligere partisaners udvikling til halehæng til El Salvadors ekstreme højrefløj. De tre tilbageværende organisationer i FMLN besluttede at nedlægge sig selv og istedet blive tendenser indenfor et samlet FMLN parti - på samme måde som det mexikanske PRD og det brasilianske PT. Men det forhold at FMLN stadig må lægge kræfter i at presse regeringen til at overholde fredsaftalerne specielt hvad angår menneskerettighederne, jordfordelingen og opløsningen af dødspatruljerne placerer FMLN i en defensiv position overfor højrefløjen, og der er da også flere ryster på venstrefløjen, der tale om at lægge fortiden bag sig og se fremad.

Det sociale og politiske spørgsmål
Opgivelsen af eller udskydelsen af udviklingen af globale forslag til forandring, fører til udviklingen af en stadig dybere afgrund mellem sociale protester og den politiske handlen, der praktiseres i mange lande. Brede lag af lavindkomstgrupperne og mellemlagene ser i disse år deres levevilkår forværret, f.eks. i form af massiv forarmelse, social marginalisering, stigende ulighed, arbejdsløshed og personlig usikkerhed, men dette har endnu ikke ført til en politisk omorientering i retning af politiske positioner i opposition til de siddende regeringer. Når de står i stemmeboksen synes de fattige og de der bliver fattigere i vid udstrækning at undgå de mere radikale alternativer. Det gælder også de sektorer af befolkningen, der for 10 år siden bakkede op om den revolutionære venstrefløj. Eksempler på dette er genvalget af Alberto Fujimori i Peru og Carlos Menem i Argentina, samt Fernando Henrique Cardosos valgsejr over "Lula" i Brasilien. Højrefløjspartiet PAN’s stadige fremgang i Mexico på bekostning af PRD, der har lidt en række valgnederlag. ARENA’s valgsejr i distrikter i El Salvador, hvor guerillaen FMLN ellers havde stået stærkt under krigen. Hypotesen om at en skarp og udbredt forringelse af levevilkårene vil føre til en venstredrejning har atter en gang vist sig at være problematisk. Det ser ud til, at efter 20-30 års historie med militærdikaturer, revolution, krig, oprørsbekæmpelse og krise, vender politikken i Latinamerika tilbage til sin oprindelige form af konservativ dominans baseret på en parlamentarisk underlæggelse af de dominerede.

Uden at nå til vidtgående generaliseringer ser det ud til, at der sker et skift i dele af den latinamerikanske arbejderklasses politiske orientering. Sektorer der tidligere var villige til at støtte og endog praktisere forslag til dybtgående sociale og politiske forandringer, eller som i det mindste deltog i vigtige mobiliseringer til fordel for demokratisering. Bevægelser der åbent eller i det skjulte rummede projekter for vidtgående sociale forandringer. Denne tilbagevenden til parlamentarisk demokrati der i forskellig grad praktiseres på kontinentet, og som på en vis måde er et resultat af netop disse massebevægelser har imidlertid skabt en situation, hvor muligheden for sociale forandringer og venstrefløjens perspektiver enten er stærkt udvandede eller helt fraværende. Den sociale opløsning der har fundet sted parallelt med de seneste 10 års udvikling af institutionaliseret demokrati, har ført til ofte voldelige protester, som atter har affødt ikke mindre voldelig repression, men der er endnu ikke tegn på, at denne sociale frustration og protest udvikler sig til egentlig politisk opposition. Venstrefløjens orientering efter sektorspørgsmål har blot bidraget til at folks utilfredshed holdes indenfor de givne sociale rammer.

Der eksisterer et kausal forhold mellem disse to aspekter. For det første har forandringerne på internationalt plan og de politiske, socio-økonomiske, institutionelle og kulturelle forandringer lokalt ført til forvirring på venstrefløjen og startet en eftersøgning efter en ny retning. Dette har hindret eller i bedste fald udsat formuleringen af sammenhængende alternativer, netop når det ville have været en fordel at have sådanne alternativer. Samtidig fremmer manglen på alternativer demobiliseringen af befolknigen, der lider under den aktuelle situation, og understreger samtidig deres følelse af, at de ikke i politikken finder nogen løsning på deres problemer. Vælgerstøtten til figurer som Fujimori og Menem kan derfor forstås som udtryk for, at folk søger et alternativ til den manglende forandring og til den elegante og i stigende grad uforståelige retorik fra de konventionelle politiske aktørers side. Det rum der nu udfyldes af disse neo-populistiske, neoliberale politiske caudilloer, er i vid udstrækning det rum, venstrefløjen ikke har været i stand til at udfylde, eller som det gennem repression blev udgrænset fra. Det er netop på dette niveau, at den latinamerikanske venstrefløjs største politiske fadæse bliver synlig: Dens manglende evne til at udvikle en diskurs eller en solid og stabil relation med de undertrykte, fattiggjorte og udbyttede af det kapitalistiske system.

Trods brud, gensidige udfordringer og selvbekræftigelse, accepterer en række partier i Chile, Mexico, Nicaragua, El Salvador, Argentina, den Dominikanske Republik, Guatemala og Colombia det demokratikoncept, der er udviklet af liberale politiske teoretikere i USA (Schumpeter, Dahl) og Europa (Bobbio), trods det at de betragter sig som en del af venstrefløjen eller i det midste som reformistiske. I dette koncept er politikken tømt for enhver mulighed for progressiv forandring og begrænset til en række institutionelle eller formelle handlinger. Det burde derfor ikke komme som nogen overraskelse, at folk betragter det mistroisk og søger andre veje for at udtrykke deres protester. Det burde heller ikke overraske, at folk søger stærke mænd og stærkt personaliserede figurer, når så mange venstrefløjsaktører giver udtryk for, at globale forandringer er utopiske, uladsiggørlige og bør opgives. Samtidig er begreber som "folket", "arbejderklasse" og "folkelige klasser" der tidligere mobiliserede de udbyttedes og undertryktes sociale og politiske identitet, blevet tømt for deres traditionelle indhold. Det er blot et udtryk for den sociale og politiske identitetskrise, der præger brede sektorer af befolkningen. Den folkelige identitet der i Latinamerikas politiske historie banede vejen for anerkendelsen af arbejdernes, kvindernes og de oprindelige folks rettigheder, erstattes nu af folkelig marginalisering og en individualisering af rettighederne. Dette fremmer en fremmedgørelsesproces ved den institutionaliserede reproduktion af den sociale udstødning af størstedelen af befolkningen.

Chiapas og venstrefløjen. Den mislykkede forbindelse
EZLN’s (Ejercito Zapatista de Liberacion Nacional - Den zapatistiske nationale Befrielseshær) oprør i Chiapas, Mexico er et dramatisk eksempel på de vanskelige relationer mellem sociale og politiske aktører, mellem sociale konflikter og politisk strategi. Det samlede mexikanske politiske spektrum blev taget på sengen af zapatisterne, og de første udtryk af støtte eller fordømmelse skal først og fremmest tages som udtryk for denne overraskelse, mere end som udtryk for reflektion. Både de mexikanske politiske partier og regeringen havde afvist forestillingen om, at et sådant oprør kunne finde sted i et Mexico præget af globalisering, NAFTA og Sovjets bortdøen. Trods den statslige undertrykkelse af PRD’s medlemmer og konstante meldinger om valgsvindel, insisterede specielt dette parti på den institutionelle vej som den eneste mulige vej til demokrati og social forandring. Samtidig erklærede præsidenten Carlos Salinas de gortari fra sin præsidentstol den mexikanske revolution for død. Oprøret i Chiapas kom derfor for de fleste mennesker som et lyn fra en klar himmel.

Militært var Chiapas en vigtig væbnet propaganda operation. Den succesfulde indtagelse af 5 mellemstore byer, kampene gennem den første uge, den efterfølgende ordnede tilbagetrækning sammen med en meget intelligent udnyttelse af massemedierne placerede zapatisterne i centrum af det nationale og internationale politiske liv. Våben var midlet til at dreje verdens opmærksomhed over på Chiapas og EZLN. Det var aldrig meningen, de skulle anvendes til at tage magten lokalt endside nationalt. De væbnede kampe ebbede ud efter et par uger. Kommunikeerne som gjorde EZLN verdenskendte summerede venstrefløjens krav op: Salinas de Gortaris illegitime regering, den mexikanske stats repressive natur, PRI’s autoritære praksis og korruption samt kravene om jordreform, folkelige strukturelle forandringer, de oprindelige folks historiske rettigheder, gennemgribende demokratisering og frie valg. Fordømmelserne og kravene blev sat ind i en symbolsk sammenhæng, der refererede til en uafbrudt folkelig og national revolution, baseret på væbnet kamp. Heraf referencerne til revolutionshelten Emiliano Zapata.

Det er endnu uklart, hvilke forhold der gjorde udviklingen uacceptabel for den mexikanske politiske venstrefløj. Om det var fordi deres krav blev fremsat på en form, der understregede deres konfrontationspotentiale, eller om det var appellerne til en symbolik og metoder, som venstrefløjen stort set havde opgivet i dens forsøg på at blive accepteret som en legitim aktør indenfor systemet - som det dog stadig var kritisk overfor. Det er interessant, at de fleste kommunikeer udsendt af Subcomandante Marcos i disse første måneder var adresseret til "det civile samfund" og ikke til venstrefløjspartierne.En lang række sociale organisationer placerede sig selv i det vakuum, der opstod mellem zapatisterne og partierne. De tvang Salinasregeringen til at beordre våbenhvile, til at standse bombningerne, og i februar 1995 var de i stand til standse en ny regeringsoffensiv.

De sociale organisationers aktivisme står i skærende kontrast til det vaklende PRD, der kritiserede EZLN for at have grebet til våben. Det var ikke i stand til at acceptere legitimiteten af denne form for politisk kamp. Trods det forhold, at PRD var det svindlende og autoritære mexikanske politiske regimes skarpeste kritiker og mest synlige offer, kunne partiet ikke få sig selv til at erkende, at der findes ekstreme situationer, hvor folk har ret til at forsvare sig mod undertrykkelsen med alle midler. En ret der ellers kan spores tilbage til den klassiske græske politiske filosofi og den kristne politiske teologi i middelalderen. I et land som Mexico der ellers har en lang historisk tradition for politisk vold, blev spørgsmålet om volden begravet i en strøm af retorik og i et uforbeholdene forsvar for det eksisterende politiske system.

PRD’s præsidentkandidat, Cauhtemoc Cardenas’ tur til Chiapas op til valget i august 94 endte i total fiasko. EZLN misforstod Cardenas’ initiativ som et kynisk forsøg på at score stemmer, og Subcomandante Marcos kritiserede derfor offentligt det manglende demokrati og magtkoncentrationen i PRD. Udtalelser der blev spredt vidt og bredt af de regeringskontrollerede medier. I et samfund som Mexico, hvor autoritetstro er en vigtig ingrediens i de folkelige klassers politiske kultur, blev billedet af en præsidentkandidat, der blev overfuset af en anonym maskeret mand aldeles ødelæggende. Konsekvenserne af denne og andre fejltagelser trådte med alt ønsket tydelighed frem i resultatetet af valget i august 94. PRD indarbejdede ikke EZLN’s krav i sin nationale valgplatform. De blev overladt til lokale kampagneaktiviteter. PRI vandt derfor atter valget i Chiapas, og trods beskyldninger om valgsvindel, lykkedes det ikke at få valget annulleret. Efter få måneder blev PRD’s "rebelregering" med en ellers velanset social aktivist i spidsen opløst. På denne baggrund besluttede centralregeringen at fjerne PRI guvernøren, og indsætte en midlertidig lokalregering, hvori også indgik en af de centrale intellektuelle støtter for EZLN oprøret. Da der den 12. November 1995 blev afholdt et nyt lokalvalg, opfordrede subcomandante Marcos til boykot, og brød enhver formel og uformel kontakt med PRD. Hans appel hindrede PRD kandidaternes valg - som iflg. PRD kilder var blevet nomineret af græsrodsorganisationer og Maya byråd - og førte til, at PRI vandt selv i områder under zapatisternes kontrol.

Fiaskoen for udviklingen af en fælles platform mellem EZLN, PRD og de mindre organsiationer på venstrefløjen fandt sted under forhold, hvor regeringen og PRI havde adgang til ressourcer, der gjorde det muligt for dem at fremme splittelse og kombinere forhandling med trusler. Den nuværende situation har faktisk øget regeringens manøvrerum. To år efter dens offensiv er EZLN blevet isoleret til en lokal styrke og synes at være ved at miste det politiske initiativ. Dens forventning om, at lignende oprør ville finde sted i andre dele af Mexico, der oplever lige så megen fattigdom og udbytning som Chiapas viste sig ikke at slå til. Selv ikke i andre delstater med stor koncentration af oprindelige folk, blev sådanne oprør gennemført. Det "civile samfunds" opbakning har værer uorganiseret og er nu i aftagende under lyset af den økonomiske krise og skandalerne omkring Salinas de Gortaris familie. Fraværet af en fælles platform mellem både partier på venstrefløjen og rebellerne i Chiapas har hidtil hindret udviklingen af en integreret socialt og politisk venstrefløj. Efter to år uden militær aktivitet eller andre spektakulære hændelser,er både EZLN og Marcos på vej bort fra overskrifterne og TV programmerne.

For begge sider er det ikke længere muligt at genoptage den væbnede kamp. Dels pga. mangel på våben og splittelse indenfor EZLN, dels pga. nationalt og internationalt pres på regeringen samt modsætninger indenfor hæren. Folkeafstemningen i Chiapas i august 1995, der gav et flertal for omdannelsen af EZLN til en "politisk kraft" (sic), kunne give EZLN en mulighed for at forsvinde med ære uden at blive udslettet som politisk aktør selv på lokalt niveau. For det første ville det give partisanerne mulighed mulighed for at fremstille deres afvæbning som anerkendelse af det "civile samfunds" demokratiske vilje. For det andet kan EZLN ikke alene aspirere efter at blive mere end et lokalt politisk parti, med mindre det indgår i alliancer.

I mellemtiden arbejder tiden til EZLN’s ugunst. Deres sociale basis selv i de indianske samfund eroderes pga. manglen på forsyninger, vanskeligheden ved kommunikation og træthed. Kontrasten mellem regeringens stadige overførsel af mad og forsyninger til landsbyerne udenfor EZLN’s befriede zoner og situationen indenfor zonen er enorm. Den mexikanske regering investerer store summer af sine egne midler, foruden lånet på 450mio. US$ fra Verdensbanken. Der er sendt flere penge ind i Chiapas de seneste 2 år end de foregående 200. Økonomisk betragtet var den væbnede propaganda aktion i starten af 1994 altså en succes, men aktuelt er det de områder der ikke fulgte EZLN’s kampråb, der nyder godt af denne udvikling.

Samtidig er den mexikanske regerings villighed til med EZLN at forhandle ikke blot situationen i Chiapas men også i de oprindelige folks samfund i hele resten af Mexico en mulighed for de indianske kommandanter (den "Revolutionære Hemmelige Komite") at blive talsmænd for alle de oprindelige folk i Mexico, og ikke blot dem i Chiapas eller der faktisk gjorde oprør. Faktisk giver det muligheden for at udvikle de indianske kommandanter til den centrale forhandlingspartner for regeringen på dette område. Men denne rolle fjerner dem samtidig fra det samlede politiske projekt, som EZLN oprindeligt fremlagde. Dette giver mulighed for udviklingen forskelle i perspektiver for de indianske EZLN kommandanter og bevægelsens mestizo kommandanter, men Marcos som den centrale figur. Faktisk kan man allerede nu observere, at de indianske kommandanter overtager nogle af de roller, Marcos tidligere udførte.

Det foreløbige resultat af zapatisterne oprør er resultatet af en kombination mellem den mexikanske regerings forhandlingserfaring, og venstrefløjens fiasko ifht. at styre udviklingen. Ideologisk afvæbnet var den politiske venstrefløj ikke i stand til at tage imod zapatisternes udfordring. Det åbnede for et manøvrerum og for de klientilistiske og coopterende metoder, der er karakteristiske for den mexikanske politiske tradition. Man kan argumentere for, at den mexikanske politiske venstrefløj forholdt sig ikke-politisk til EZLN, og alene fokuserede på magtspørgsmålet. Det er vanskeligt at undgå det indtryk, at venstrefløjen rettede sin opmærksomhed mod det symbolske i zapatismen - de maskerede kommandanters romantiske mystik, den litterære styrke i Marcos’ skriverier, genfortolkningen af Emiliano Zapata, risikoen eller muligheden for en heroisk død - istedet for at forstå det politiske projekt, EZLN overdrog det civile samfund, venstrefløjspartierne og heriblandt især PRD.

Afsluttende bemærkninger. Det mulige og det ønskelige
Det er et empirisk faktum, at de fleste organisationer på den latinamerikanske venstrefløj har udsat eller forkastet formuleringen af forslag om globale alternativer til kapitalismen. Med dette udganspunkt, eksisterer der et vidt rum for dem til konsolidering af deres position i det politiske system, og også til at gøde jorden for opnåelse af både større vælgermæssig opbakning og formuleringen af vidtgående alternativer. Den aktuelt eksisterende kapitalisme i Latinamerika har en række åbne brudflader, der er åbne for venstrefløjens kritik, uden at den går så langt som til at kritisere kapitalismen som globalt system. Når et sted mellem 40% og 75% af befolkningen lever i fattigdom, og mellem 33% og 50% i ekstrem fattigdom, så kræver det ikke nogen særlig stor fantasi at se, at der eksisterer enorme objektive muligheder for udviklingen af folkelige og demokratiske politiske perspektiver. Venstrefløjens udfyldning og udvidelse af dette politiske rum kan i virkeligheden blive udgangspunktet for en strategi for gradvis social forandring.

I denne forstand og indenfor disse rammer, er valgprocesser og erfaringer med kommunalt og regionalt styre specielt relevante. I en epoke hvor store dele af de folkelige klasser er mistroiske overfor politik og politikere, kan kommunale og regionale styrer overfor befolkningen bevise, at venstrefløjen ikke blot påstår den er bedre, men faktisk er bedre. Samtidig kan politisk magt på disse niveauer give venstrefløjen erfaring med forhold, den hidtil har anset for irrelevante - som at løse konkrete problemer, evnen til at udvikle effektive og egnede løsninger på dem og administration af et givent budget. Det er især relevant på et tidspunkt, hvor mange lægger større vægt på adminsitrationen af lokale ressourcer og løsningen af lokale problemer, end på den nationale politik. Det er også muligt, at venstrefløjens tilstedeværelse indefor disse områder kunne øge den lokale administrations rækkevidde, ved at drage nytte af den aktuelle fokusering fra multirale financielle institutioners side på administrativ decentralisering og folkelig deltagelse. Denne type erfaringer kunne dermed hjælpe partier og organisationer på venstrefløjen med at udvikle politiske svar på de problemer, de støder på, i modsætning til den stærke akademiske ideologisering, der indtil nu har præget deres politik.

Men hvis venstrefløjen ønsker at nå videre end denne lokale administration af de makroøkonomiske politikker, der fastlægges andetsteds, så må den være i stand til udfra det kommunale og regionale arbejde at udvikle nationale politikker. Fattigdom, social marginalisering, usikkerhed, udlandsgæld, finansspekulation, reaktivering af industrien og demokratisering er alle temaer, der kræver en indsats på nationalt niveau, hvis man skal have blot det mindste håb om forandring. I en situation hvor der ikke eksisterer nogen global kritik af kapitalismen, og hvor den fortsatte eksistens af det repræsentative demokrati tages som et ufravigeligt udgangspunkt, er det ikke desto mindre nødvendigt at overkomme dets mangler gennem udviklingen af et parallelt participativt demokrati. I denne forbindelse har lokale og provinsregeringer i Brasilien, Uruguay, Venezuela og Mexico allerede høstet en hel del succesfulde erfaringer.

Kombinationen af folkeligt participativt demokrati med det repræsentative demokratis institutioner kan også føre til en omformulering af begrebet borgerskab på basis af de interesser og initiativer, der udspringer af de folkelige klasser, og dermed bidrage til at overskride den indidualistiske forestilling om borgerskab, der ligger i den kapitalistiske ideologi. En omformulering af borgerskab, der lægger vægten på den betydning, der udspringer af de sociale kampe for et ordentligt liv og for den kollektive udformning af en fælles fremtid. Altså et borgerskab hvor praktiseringen af de individuelle rettigheder baserer sig på og beriges af dag-til-dag kollektiv handlen. Grundlæggende handler det om en genopbygning af borgerskabsbegrebet - på samme måde som borgerskabet gør det i dets egen interesse, når det kollektivt tilkæmper sig rettigheder gennem pression fra de store virksomheders side, manipulationen af massemedierne, mobiliseringen af regeringsinstitutioner og multinationale financielle institutioner. Fra de folkelige klassers sysnvinkel handler det om at legitimere et borgerretsbegreb, der rummer den progressive kollektive handlen fra arbejderes, bosætteres, kvinders, oprindelige folks og mange andres organisationer. På den måde vil repræsentativt demokrati blive et udtryk for fortsættelse og ikke brud med de folkelige klassers kamphistorie.

Det er min hypotese, at den nuværende situation åbner interessante muligheder for venstrefløjen, hvis den er interesseret i at åbne op over disse nye ideer. Det repræsentative demokrati bør ikke betragtes som en hindring for grundlæggende forandringer. I bund og grund er det seneste tiårs demokratisering af Latinamemrika jo netop udtryk for den mobilisering, kamp og ofre som de folkelige organisationer og partierne på venstrefløjen har stået for. Man kan argumentere for, at det ikke var dette demokrati de kæmpede for, men uden folkelig og uden venstrefløjens deltagelse, var ikke engang dette blevet opnået. Samtidig har forsøgene på udvikling ad en revolutionær linie hidtil ikke kunnet opvise resultater, der har værer mere succesfulde. Det er derfor vigtigt, at vi ophører med at fetichere bestemte institutioner udfra såvel en positiv som negativ tilgang.

Det repræsentative demokrati er langt mere end de begrænsede og ofte svindlende og korrupte udgaver, der eksisterer på vort kontinent. Den latinamerikanske venstrefløj må atter engang konfrontere sig med den udfordring det er, at udvikle de demokratiske institutioners evne til social forandring udfra de folkelige klassers perspektiv. Altså vurdere og styrke de demokratiske værdier uden at legitimere kapitalismen, og uden at opgive projektet for en global socialistisk forandring. Dette indebærer en stræben mod sektorielle og dagligdags forbedringer, samtidig med at fokuseringen på kapitalismen som hovedfjenden fastholdes. Når tingene betragtes i et historisk perspektiv, må vi erkende, at de vanskeligheder vi i dag stilles overfor hverken er større eller mindre end de vi tidligere er blevet stillet overfor - men de er anderledes. Hvis den latinamerikanske venstrefløj i den nære voldelige, repressive og svindlende fortid var i stand til at bygge bro til brede sektorer af de folkelige klasser, så vil det være fjollet at påstå, at projektet er dømt til at mislykkes under de nuværende omstændigheder, der præges af institutionelle åbninger. Den latinamerikanske venstrefløjs evne til at bygge en solid folkelig basis har altid været baseret på folks håb snarere end deres frygt og behov. Når udsigten nu ser så dyster ud, må håbene dyrkes og styrkes gennem politisk uddannelse og engagement. Eller som Oliver Cromwell udtrykte det: "Tro på gud og hold krudtet tørt".