Revolutionen i Finland

Natten mellem den 27. og 28. januar 1918 brød den finske klassekrig ud. Den varede i godt 3 måneder til den hvide general Mannerheim den 16. maj i triumf indtog Helsingfors. Den finske arbejderklasses nederlag var et faktum. Borgerskabets hævn var grusom: 30.000 arbejdere blev slået ihjel eller sultede til døde i fangelejlrene i månederne efter krigens afslutning.

Finland havde siden 1809 været en del af det russiske zardømme. Der fandtes ikke noget selvstændigt politi eller militær, men derimod fandtes 100.000 russiske soldater stationeret i Finland.

Ved landdagsvalget i 1916 havde socialdemokratiet for første gang fået flertal. Det var iøvrigt første gang nogensinde, at et arbejderparti vandt flertallet i et valg. Men zarens representant i Finland vægrede at indkalde landdagen. Finland var i realiteten under russisk militærdiktatur.

I marts 1917 blev zaren styrtet i Rusland, og det indebar at administrationen i Finland stort set kollapsede. Den nye russiske regering afskaffede tvanslovene i Finland, landdagen kunne sammenkaldes, og pludseligt blev valgresultatet fra 1916 afgørende. En regering blev dannet bestående halvt af borgere og halvt af højresocialdemokrater.

Efter der ikke eksisterede nogen almindelig ordensmagt i Finland i form af politi eller militær, påtog fagforeningerne at bygge en sådan op. En arbejdermilits blev organiseret. Det skete frem for alt i de store byer, hvor arbejderklassen var stærk.

Situationen var unik. Socialdemokraterne havde majoriteten i landdagen, og arbejderne kontrollerede i store træk ordenen i de større byer. I det magtvakuum der opstod i Finland efter den russiske zar var blevet styrtet, var det arbejderklassen der havde initiativet.

Den finske arbejderbevægelse radikaliseredes hurtigt. Situationen var kritisk i byerne og i landsbyerne. Fødevareforsyningen var dårlig, inflationen og arbejdsløsheden høj. De fattige sultede og tålmodigheden med situationen begyndte at vakle.

I landsbyerne var situationen forfærdende. Bønderne var jordløse og dyrkede jord ejet af storbonden. Landarbejdere og tjenestefolk havde det endnu værre. De arbejdede under slavelignende forhold på étårs kontrakter. Bønderne havde skriftlige lejeaftaler med en minimumslejeperiode på 50 år og andre rettigheder. De finske socialdemokrater tog tidligt bøndernes krav op, og følelsen af samhørighed mellem arbejdere og bønder var meget stærk.

Derimod gjorde socialdemokraterne intet for at vinde fodfæste blandt småbønderne. Det skulle vise sig at blive fatalt, da klassekrigen brød ud.

Dobbeltmagt
Den russiske revolution i marts 1917 ledte præcist som i Rusland til et opsving i arbejdernes og de jordløses kamp i Finland.

De finske arbejdere stillede krav om 8 timers arbejdsdag. I begyndelsen af april 1917 gennemførte 40.000 arbejdere en halvdagsstrejke, og besluttede at begynde at indføre 8 timers dagen, uanset hvad arbejdsgiverne måtte indvende. Der blev gennemført store demonstrationer, hvor både finske og russiske arbejdere og soldater deltog.

Borgerskabet kunne intet stille op. Det havde hverken politi eller militær og f.eks. i Helsingfors blev borgmesteren tvunget til at erklære 8 timers dagen indført lokalt. Arbejderne krævede også almen stemmeret ved kommunalvalgene, hvor der endnu eksisterede en indtægtsgrænse for, hvornår man kunne stemme.

Det blev stadigt tydeligere, at den politiske kamp ikke fandt sted i landdagen eller i regeringen, men på gaderne, fabriksgulvet og på godserne. En kamp om magten voksede uundgåeligt frem. Ikke pga. love eller beslutninger i landdagen, men fordi arbejdere og bønder åbent gik til angreb på den herskende klasse og dens magt. Styrkeforholdet var til arbejderklassens fordel.

Socialdemokratiet tøver
I løbet af hele 1917 skærpedes krisen. Der blev stadig flere strejker og fagforeningernes medlemstal fordobledes.

En revolution var igang. Almindelige mennesker kunne ikke længere acceptere situationen, og det var tydeligt at regeringen stod magtesløs overfor sortbørshandelen med fødevarer, borgernes småtyverier og arbejdsløsheden. I den situation begyndte stadig flere at stille spørgsmålstegn ved den eksisterende samfundsorden.

Det finske borgerskab indså at en strid om magten var uundgåelig, og det begyndte målrettet at forberede sig. Tragisk nok savnede arbejderklassen en tilsvarende bevidst ledelse. Det finske socialdemokrati tøvede, og dets højrefløj arbejdede for at få bragt strejkerne til ophør. Andre fløje indenfor dets ledelse forholdt sig mere passive. Socialdemokratiet satte hele sin lid til, at forandringerne kunne gennemføres gennem love. Det havde jo flertallet i landdagen. Den 14. juli vedtog landdagen da også love om 8 timers arbejdsdag og proportionelle kommunalvalg. Senere skulle det dog vise sig, at disse love ikke var det papir værd, de var skrevet på.

Finland selvstændigt
I maj dannedes en hemmelig militærorganisation kaldet "skytterne". I folkemunde kom de til at hedde slagterne. Deres klassekarakter blev snart klar, da de i juli skød strejkende arbejdere ned i Vittis.

Den 18. juli 1917 erklærede Finland sig i princippet for selvstændigt og vedtog den såkaldte magtlov. Den indebar, at magten overgik fra den russiske provisoriske regering til den finske landdag.

På samme tid styrkedes højrekræfterne i Rusland. Demonstrerende arbejdere blev beskudt af den provisoriske regerings tropper. Bolsjevikkerne og Lenin blev tvunget til at gå under jorden. Flere arbejderledere blev arresteret. Da bolsjevikkerne blev tvunget i defensiven mistede Finland sin stærkeste støtte for selvstændighed. Bolsjevikkerne var den eneste gruppe, der kæmpede for alle folks og undertrykte nationers ret til selvbestemmelse og selvstændighed.

Bolsjevikkerne kaldte det russiske imperium for "nationernes fængsel". Kerenskij - lederen af den provisoriske russiske regering - overvejede at besætte Finland, da landdagen vedtog magtloven, men det finske borgerskab rådede istedet Kerenskij til at opløse landdagen og udskrive nyvalg. Det samme borgerskab der hele tiden havde påstået sig villig til at kæmpe for "selvstændighed".

Borgerskabet til modangreb
Socialdemokraterne agerede dog tvetydigt ved at sætte sig imod opløsningen af landdagen, samtidig med at de opfordrede folk til at deltage i valget. Resultatet af valget 1-2. oktober var, at socialdemokratiet mistede majoriteten, trods det at partiet gik frem med 70.000 stemmer.

Den nye borgerlige regering og landdag besluttede hurtigt at ophæve 8 timers dagen og den proportionelle kommunalvalglov.

I hemmelighed begyndte borgerskabet opbygningen af en finsk krigsmagt. Kernen i denne blev de skyttekorps, der i løbet af sommeren var blevet dannet, og som stadig oftere gik til angreb på arbejderne. Opløsningen af landdagen blev et vendepunkt i den finske revolution. Gennem en række snedige tiltag lykkedes det borgerskabet at genvinde initiativet og samle sine styrker til modangreb.

Revolution i Rusland
Uden virkelig ledelse tog arbejderne i mange tilfælde sagerne i deres egne hænder. I løbet af foråret oprettedes mange steder arbejdervagtværn, der sammen med militsen udførte politimæssige opgaver.

Rekrutteringen til vagtværnene øgedes hurtigt, da ledelsen af LO opfordrede arbejderne til at danne egne forsvarsværn. Det skete samtidig med, at socialdemokratiet blev stadig mere urolig over den revolutionære stemning, der udviklede sig. Det forsøgte at finde et kampmiddel, der på den ene side kunne tilfredsstille arbejdernes krav om handling, samtidig med at det på den anden ikke satte magten på dagsordenen.

I begyndelsen af november tog bolsjevikkerne magten i Rusland. Umiddelbart derefter foreslog den borgerlige landdag, at der skulle oprettes et "rigsforstanderembede", der skulle bestå af 3 rigsdagsmænd, og som skulle udgøre den øverste magt i Finland. Overfor dette stillede socialdemokraterne et "vi kræver" manifest, der indeholdt de vigtigste dagskrav: Indsats mod arbejdsløsheden og manglen på fødevarer, 8 timers arbejdsdag, almen sygeforsikring og opløsning af "skytteforeningerne".

LO og partiledelsen dannede endog et Revolutionært Centralråd, som et led i arbejderbevægelsens øverste ledelses forsøg på at genvinde kontrollen over begivenhederne. Den 12. november indledtes en LO kongres hvor taler efter taler krævede, at revolutionen skulle indledes. Dagen efter blev socialdemokraternes manifest nedstemt i landdagen. Da kaldte LO kongressen til generalstrejke under parolen: "Arbejdere, til kamp for brød og retfærdighed. Stop hjulene."

Den Røde Garde oprettes
Generalstrejken blev en vældig magtdemonstration fra arbejderklassens side. Det var i praksis nu arbejderne, der styrede Finland. Hemmelige madforråd blev beslaglagt. "Skytteforeninger" blev afvæbnet. Arbejderbevægelsens ledelse stilledes overfor spørgsmålet, om klassen skulle tage magten, eller snarere: Befæste den magt arbejderklassen allerede havde tiltaget sig. Det der krævedes var, at fabrikker og banker blev erklæret for offentlig ejendom, at "Vi kræver" manifestet umiddelbart skulle gennemføres og at arbejder vagtværn og fagforeningerne var de nye organer gennem hvilke arbejderklassen skulle styre fabrikker og godser. Afgørelsen lå i ledelsens hænder.

Ved en afstemning den 18. november i det Revolutionære Centralråd vandt et forslag om at tage magten flertal. Men LO ledelsen hævdede, at modstanden mod forslaget havde været så stor, at den ikke ville påtage sig ansvaret for en magtovertagelse. I stedet besluttede LO ledelsen af afblæse generalstrejken. En katastrofal fejltagelse. Denne beslutning beseglede den finske arbejderklasses skæbne. Nederlaget var et faktum endnu inden krigen var brudt ud.

Efter afslutningen på generalstrejken faldt kampberedskabet. Sprækkerne indenfor socialdemokratiet og mellem det og den røde garde voksede. Borgerskabet fik nu 2 dyrebare måneder at forberede sig i. Før generalstrejken havde det ingen aktionsplan eller koordinering. Efter strejken stod det klart, at modsætningerne i Finland alene kunne løses med militære midler. Arbejderværnene tager nu navneforandring til den "Røde Garde".

I Helsingfors erklærer den Røde Garde sig for uafhængig af socialdemokratiet og besætter generalguvernørens palads. Ved et stort bondemøde den 16. december besluttes det selv at gennemføre frigørelsen, selv om landdagen måtte gå mod frigørelse.

Krigen starter
Den 4. januar 1918 besluttede Bolsjevikkerne i Rusland at Finland skulle gives selvstændighed. Få dage senere indleder den borgerlige regering opbygningen af en hær, der i praksis kommer til at bestå af "skyttekorpsene".

I hemmelighed udnævner regeringschefen Svinhufvud general Mannerheim til øverstbefalende for de hvide styrker. Mannerheim tager direkte til Södra Österbotten, der er de hvides stærkeste område.

Den 15. januar kræver den Røde Garde i Helsingfors, at socialdemokraterne skal tage magten. I modsat fald vil den selv gøre det. Den 26. januar beslutter en nyvalgt socialdemokratisk ledelse at tage magten. Samtidig har Mannerheim givet "skyttekorpsene" i Vasaområdet mobiliseringsordre. Klokken 10 om aftenen den 27. januar hejses en rød lanterne i Folkets Hus i Helsingfors. Arbejdernes Røde Garde begynder uden at møde modstand at besætte alle byens vigtigste punkter.

Samme nat overfalder de hvide af taktiske årsager de russiske garnisoner i Södra Österbotten. Det skaffer dem våben samtidig med at det giver det skæret af, at klassekrigen er en "frihedskrig" mod Rusland. De følgende dage tager arbejderne magten i fabrikkerne i det sydlige Finland. Den finske klassekrig er i gang.

Ulige kamp
De hvide erobrede hele det nordlige Finland. I løbet af februar stabiliserer der sig en front, der afslører, at de hvide kontrollerer 80% af den finske jord. Men det er i det røde sydfinland, at størstedelen af befolkningen bor. 80.000 soldater er i krig på hver side. På den røde deltager også kvinder. De hvide får våben fra især Tyskland men også fra Sverige. Flere hundrede svenske officerer og over 800 soldater deltager på de hvides side.

Tyskerne sender flere tusinde krigstrænede soldater, officerer samt store mængder våben. De røde mangler våben, militær uddannelse og ledelse, men kamplysten fejler ingenting. Det kunne mange af de krigserfarne tyske soldater senere berette om.

Men overmagten var for stor. Efter bitter strid falder det røde Tammersfors den 6. april, den 14. april falder Helsingfors, den 15. Åbo, den 29. Viborg og i maj kapitulerer de røde styrker i mellemste Finland. Finland var hvidt. Borgerskabet havde sejret. I maj kunne general Mannerheim drage gennem Helsingfors i triumftog.

Hvid terror
Nogen har sagt, at der ikke noget mere rasende uhyre end et borgerskab, der har slået en revolution ned. Den hvide terror efter krigen var så rædselsfuld, at endog borgerlige udenlandske aviser protesterede. Her nogle tal: 80.000 blev taget til fange - heraf mange kvinder og børn. 67.788 dømtes for landsforræderi. Omkring 14.000 blev henrettet - ofte uden at være dømt af en domstol. Mindst 15.000 døde af sult og sygdomme i de fangelejre, hvor de sad, mens retssagerne var i gang.

Omkring 30.000 ofre for den hvide terror skal altså stilles overfor de 1649, der beregnes at være ofre for den "røde terror". Alligevel er det terroren fra de røde, der står frem i historieskrivningen - ikke mindst i Finland.

Endnu i slutningen af 1950’erne kunne skolebørn der var børn af tidligere rødgardister blive beskyldt for at lyve, hvis de skrev sandheden om klassekrigen i 1918. På den måde søgte myndighederne at dække over egne forbrydelser.

Vores opgave er at fremdrage disse forbrydelser og frem for alt at lære af historien. I så fald kæmpede og døde de finske arbejdere ikke forgæves.

Forsoning 80 år efter?

Det finske borgerskab fejrede i starten af december 1997 80 året for Finlands officielle selvstændighed. Den finske præsident har ved den lejlighed været ude med forsigtige formuleringer om, at Finland kunne overveje at nedsætte en "Sandhedskomission" efter Sydafrikansk forbillede. Komissionen skulle afdække begivenhederne i Finland i årene 1914-18, men ikke placere nogen skyld. Formålet skulle være forsoning.

Borgerskabets initiativ afslører blot, at den finske revolution og borgerskabets blodige kontrarevolution har skabt sår så dybe, at de endnu 80 år senere ikke er overvundet. Samtidig bekræfter det, at det altid er sejrherren der skriver historien.

/Solidaritet