Duften af Cuba

Ron er journalist. Boede i 1988-96 i Cuba, hvor han arbejdede for den cubanske nyhedstjeneste Prensa Latina. Som led i sit arbejde har han arbejdet i sukkerhøsten, i andre dele af landbruget og sejlede i 9 mdr. med den cubanske handelsflåde. Siden 1996 bor Ron i Danmark, hvor han arbejder på Svanholm.

Artiklen er uddrag af et kapitel i en bog om Cuba skrevet af journalisten Ron Ridenour og udgivet på tysk i starten af 97. Artiklen former sig som et interview med en officer i den cubanske handelsflåde. Undervejs i artiklen afdækkes kompleksiteten i den cubanske personlighed: Den lille racisme, "machismoen", kærligheden til landet og dets folk, men samtidig også kritikken af kommunistpartiet, som artiklens hovedperson, Sigi, selv har været medlem af, til han blev suspenderet og meldte sig ud.

"Columbus og hans lavstammede kumpaner var ikke opdagere af Amerika. De var simpelt hen invasionsstyrker. Amerika var allerede i 1492 beboet af mange forskellige folk, der havde deres egne sociale organisationer, økonomier og kulturer", fortæller Sigi bittert. Han kender ikke blot denne historie fra historiebøgerne og fra missionærernes beretninger fra dengang. Han kan mærke den i sit eget og sine forfædres kød, der selv var voldtægtsforbrydere og voldtagne: Spaniere, indfødte Taino folk og Afrikanere.

Jeg havde vagt sammen med Sigi. Han havde lært mig at styre skibet, instrueret mig i sonar, i at udstikke kursen, når jeg ikke arbejede i maskinen eller på dækket. Jeg tilbragte mere tid på skibet Seaweed og sammen med Sigi end på noget andet af de skibe, jeg sejlede med. Min påtagne opgave som skribent og lærling i handelsflåden var at gøre sejlturen i cubansk farvand på et af den cubanske handelsflådes lokale skibe. Jeg ville lære at kende Cuba fra søsiden og hvordan de cubanske søfolk betragter livet og deres revolution. Sigi havde gennem sit liv arbejdet i mange jobs, kæmpet mange kampe, og er hvad jeg anser for en eksemplarisk arbejder og revolutionær. Kaptajner bad om hans råd og mandskabet respekterede ham. Han var altid ærlig overfor mig ogsamtidig meget humoristisk. Jeg sejlede i flere omgange med ham over et års tid og lærte ham også at kende i land, i hans hjem og i hans bydel i det østlige Havana. Jeg har valgt ham til at fortælle hans historie, fordi jeg deler hans syn på samfundet og på forandringerne, og fordi han udtrykker holdninger, der deles af et bredt udsnit af cubanerne. Men lad nu Sigi fortælle videre...

Hellere sult end udbytning
Jeg var den tredie af ni børn, og min mor fik to mere med en anden mand. Jeg er født i 1957 i Media Luna, der nu ligger i Granma provinsen. Det var der Celia¹ kom fra.

Vi var fattige bønder. Min far dyrkede sammen med sin bror 3 hektar jord. Den var af dårlig kvalitet, så min far og onkel var nødt til at arbejde en stor del af året på sukkerplantagerne, for at få tingene til at slå til. Min far gav mig ploven, da jeg var 8, og fra da af dyrkede og rensede jeg vore afgrøder: Yucca, søde kartofler og majs. Jeg gik kun i skole til 3. Klasse og lærte knapt at læse og skrive. Som regel havde jeg heller ikke hverken sko eller ordentligt tøj til at kunne vise mig i klassen. Senere var jeg med til at hugge sukkerrør.

Regeringsskiftene var ligegyldige for os. Det var altid de samme. Sult fulgte altid i kølvandet på hvert skift, og Batistas tropper var over det hele. Selv vores lokale butik havde vagter posteret. Jeg var i butikken få dage efter "Granma" var kommet til Cuba. En vagt stirrede ondt på mig og sagde: "Du ligner en af de Mau Mau folk. Du har en god hals at lægge en løkke om."

Batistas folk kaldte guerillaerne for Mau Mau. Men på det tidspunkt var jeg ikke involveret i noget. Det handlede bare om at overleve. Efter vi hørte, at det var lykkedes Fidel at nå Sierra Maestra, tog jeg og en af mine brødre afsted for at slutte os til dem. Vi opholdt os i bjergene et godt stykke tid, men det mislykkedes for os at finde dem, så vi endte med at tage hjem igen.

Vi organiserede os istedet lokalt og nedbrændte sukkermarker. Vi handlede på egen hånd. To gange stod jeg ansigt til ansigt med døden, men kuglerne ramte mig ikke. På det tidspunkt var der færre våben end partisaner, og de kunne ikke tage imod os uden våben. Det fik vi at vide, da vi en anden gang tog afsted for at slutte os til dem. Jeg havde det rigtigt dårligt over den besked, men der var ikke andet for end at fortsætte med at brænde sukkermarker. Vi havde heller ikke noget arbejde, for det lod vi jo gå op i flammer. At brænde de riges marker var en måde at skade dem på. Samtidig ramte det også os, men vi foretrak det fremfor at fortsætte et liv i udbytning. Da jeg accepterede livet som rebel, besluttede jeg aldrig mere igen at lade nogen udbytte mig.

I 1957 tog jeg til Havana. Der var ikke flere sukkermarker at brænde ned, og jeg forsøgte flere gange at tilslutte mig partisanerne. I hovedstaden boede jeg hos min søster og hendes mand. Alle blev holdt under observation. Vores undergrundsbevægelse gjorde dem helt sikkert bange.

Jeg hørte første gang om sejren over Radio Rebelde. Den station Che havde oprettet, og som hurtigt blev Cubas vigtigste. Jeg råbte af glæde. Tænk sig endeligt at være frie. Jeg forbandede også det faktum, at det aldrig var lykkedes mig at blive optaget som guerillero. I sidste ende lykkedes det en af mine brødre at slutte sig til dem. Jeg forsøgte atter engang, men fik atter nej, for de havde alle de rekrutter, de kunne træne. Istedet gik jeg ind i militsen, og under invasionen i Svinebugten bevogtede jeg fanger på den tekstilfabrik, hvor jeg til daglig arbejdede med spindemaskinerne. Først derefter lykkedes det mig at blive optaget i hæren. Jeg deltog i oprensningen i Matanzas, hvor vi gennemsøgte bakker og sukkermarker for kontrarevolutionære.

Efter 2 års tjeneste vendte jeg tilbage til fabrikken og gik ind i partiets ungdomsorganisation, UJC. 2 år senere blev jeg optaget i kommunistpartiet. De bad mig om at gå ind i handelsflåden for at være med til at styrke dette område. Før revolutionen havde der ikke eksisteret en handels- eller fiskerflåde, og det blev nu en topprioritet. Så jeg blev sømand, en sømandslærer, kendt som en politico. Vi underviste ikke i marxisme, men jeg forklarede Fidels taler og revolutionære dokumenter.

På den tid var vi entusiastiske revolutionære. Jeg var altid rede til at deltage i enhver aktivitet. Jo mere USA angreb os, jo mere kæmpede folk imod, og jo mere revolutionære blev vi. Jeg mente altid, at vore ledere tog beslutninger med det formål at forbedre livsforholdene for alle, baseret på social retfærdighed og samtidig med det mål at overvinde vores hidtidige semikoloniale status under USA - altså opnå fuldstændig uafhængighed.

Folkerådene har desværre ingen magt
Jeg har aldrig brudt mig om at være sømand, selvom jeg stadig efter et kvart århundrede arbejder som sådan. Mange compañeros tog bestemte jobs, fordi fædrelandet havde behov for dem. Vi blev aldrig tvunget til at arbejde, hvor vi ikke havde lyst. Vi blev spurgt, og hvis vi indvilgede, var det, hvad vi gjorde. Jeg avancerede, blev styrmand og var med til at styre skibene ud og ind af havnen. I dag er jeg uddannet kaptajn, men har intet skib, så jeg fortsætter som 1. styrmand. Det er ligegyldigt for mig. Der er flere kaptajner end der er skibe. Jeg er ikke romantisk. For mig er det blot et job. Det er klart, jeg kan føle nogen stolthed over at bidrage til økonomien, til mit land, men jeg transporterer blot andres sved. Jeg producerer ikke selv noget. I min ungdom fik jeg mere tilfredsstillelse ud af frivilligt at gøre hårdt fysisk arbejde - som f.eks. at høste sukkerrør - end ved at sejle.

De første 17 år af revolutionen blev regeringen ledet af nogle få vigtige guerillaledere. Det var hævet over enhver tvivl, at de havde et folkeligt mandat. De udnævnte ministre og topembedsmænd. Da lederskabet følte, at revolutionen var sikret mod direkte militært angreb og kontrarevolution, forberedte den en forfatning og et parlament. De kalder det folkemagt, men det er nu mere retorik end realitet. Med de nye consejos populares (folkeråd, oa.) har de taget et vigtigt politisk skridt. Det er positivt og burde udvides.

Systemet med valgte delegerede er udmærket, men de har ingen virkelig magt og gør ingenting af betydning. Jeg har aldrig været enig med ideen om flerpartistyre og smarte valgkampe. Før revolutionen løste det ingen problemer og specielt ikke for os arbejdere. Nej. Kommunistpartiet må være det eneste. Ellers ender det hele i stridigheder og manglende enhed. Når enheden forsvinder, vinder fjenden. Alligevel har partiet brug for meget mere dynamik, mere virkelig debat og bedre repræsentation af basis på topplan. Men der er ikke brug for direkte præsidentvalg. Vort folk er Fidelistas, uanset om de er kommunister eller ej. Folket stoler på og respekterer Fidel. I sidste ende er den højeste leder altid det, folket ønsker.

Når vi taler om uddannelse, er vi nået langt, men har endnu store problemer. Først og fremmest kan alle læse og skrive. Men det er ikke nogen hemmelighed, at unge uddannes fra gymnasier og selv universiteter og indenfor de fleste professioner er dårligt uddannede. De er dårligt forberedte til at skulle fungere i et job. Vi er nødt til at forbedre læseplanerne og at kræve mere af uddannelsessystemet. Holdninger er, at alle for enhver pris skal passere eksaminerne. Så snyd og forfalskning er udbredt. Selv når en studerende dumper får hun eller han flere chancer indtil eksaminerne på den ene eller anden måde bestås. Og både lektioner og eksaminer er dog så enkle.

Problemet er, at lærerne får de samme jobs og den samme løn, uanset om de er dygtige eller ej. De kan bevare deres privilegier og fortsætte deres arbejde uden problemer, hvis de lader alle deres studerende passere. På den måde er det ikke nødvendigt for skolelederne eller rektorene overfor landets øverste ledelse at skulle forklare, hvorfor studenter dumper. I modsat fald ville skolens renomé falde, og skolelederne ville miste deres privilegier - måske en ny bil de skulle have "fået" eller endog deres job. Derfor tolereres sjusket undervisning og snyd. Det bringer os tilbage til problemet rødder: Den manglende rationalitet i kontrolmetodologien. Der findes ikke nogen objektivt virkelige kriterier, der er accepterede, ikke nogen virkelige undersøgelser af hvad der er korrekt, hvad der er god og hvad der er dårlig undervisning.

Min datter studerede mest på egen hånd herhjemme og lavede ekstra opgaver, fordi lektionerne var så enkle. Hun blev ikke opfordret til det, men hun ønskede at få mere ud af sin uddannelse. I dag arbejder hun som læge på et hospital. Uddannelse afhænger meget af forholdene hjemme. Jeg var altid fascineret af at studere, men under kapitalismen var det ikke muligt. Efter revolutionen læste jeg en masse fra den græske og ægyptiske mytologi, samt alt hvad jeg kunne få fat i om de indianske kulturer fra før Columbus. Hvis jeg havde haft muligheden for det, ville jeg have taget en uddannelse som min datter. I dag har alle mulighed for at få en uddannelse, uanset om uddannelsessystemet så er middelmådigt eller ej.

Sundhedssystemet i dag kan slet ikke sammenligned med det vi havde under kapitalismen, og med det størstedelen af verdens befolkning må leve med i dag. Alligevel er vi nødt til at forbedre sundhedssystemet, på samme måde som vi er nødt til at forbedre uddannelsessystemet. Godt nok er der masser af faciliteter og det er gratis, men behandlingen er de fleste steder rædselsfuld - specielt på hospitalerne. Servicepersonalet, sygeplejerskerne og selv mange læger er dovne, lemfældige og ligeglade. Min mors tilfælde er et godt eksempel. Hun kom på hospitalet ikke lang tid før hun døde. Vi var nødt til at møde op hver dag for at sikre os, at de tog sig af hende. Sygeplejerskerne gør, hvad de har lyst til. Som alle andre steder er der ikke regelmæssige inspektioner eller rationalisering, trods alt retorikken om kontrol. Engang da jeg var ude at sejle, og min kone var nødt til at tage sig af sin døende far, lå min mor en hel uge, uden at hendes sengetøj blev skiftet. Da jeg endelig kunne besøge hende, var sengetøjet blodigt og stank. Derpå tog det dem 2 dage at få laboratorieresultaterne fra en prøve af hende rygmarvsvædske - noget det samme hospital kunne have foretaget på en time. Det tog yderligere to dages skænderi, før de begyndte at give hende den behandling, der var blevet ordineret for hævelsen af hendes hænder. Jeg taler ikke om manglen på medicin, der såmænd er reel nok, men derimod om ting der godt kunne blive gjort. Og maden. Glem det! Hvis der er noget medlem af familien der virkeligt bryder sig om patienten, må han eller hun have ordentlig mad med.

Ingen kontrol - intet initiativ
Hvordan er de to søjler i vores sociale fremskridt blevet så vakkelvorne? Fordi der ikke findes nogen, der virkeligt gider kontrollere institutionerne. Der findes ikke nogen tilskyndelse eller noget initiativ.

Der er dog ét område, hvor behandlingen er fortrinlig, og det er for vore ældre borgere. Vi får 70-80% af vor oprindelig løn i pension, når vi trækker os tilbage, og det sker ved de 60 år for mænd og 55 for kvinder. Regeringen gør alt for at holde vore ældre levende og aktive. I de fleste kareer findes der motionslokaler, og der eksisterer rekreations- og kulturelle programmer samt alderdomshjem for dem, der har brug for det. Men langt de fleste ældre lever sammen med deres familier. Over 10% af statsbudgettet bruges på pensioner og ældreforsorg.

Vi har masser af kultur af alle slags. Jeg er ikke intellektuel, men jeg mener ikke, vores kultur er særlig avanceret. Der findes masser af opreklamering, men mest for middelmådig kultur. F.eks. vores musik er blevet helt fordrejet. I dag kan alt passere for at være musik. Revolutionen giver enhver chancen for at blive musiker, en anden type kunstner eller atlet. Der findes knapt nok nogen ordentlig litteratur, for slet ikke at tale om medierne. Vi har gjort enorme fremskridt indenfor sport: Boksning, baseball, østlig kampkunst, volleyball, håndbold og selv på nye områder som fægtning og dykning. Vi vandt de Panamerikanske Lege i 1991, kom ind på 5. pladsen i OL i 1992, og vi vinder mange mesterskaber. Det starter altsammen i skolen, hvor ethvert barn dagligt dyrker en form for sport. Der findes specielle skoler for de er gode og vil blive bedre. De studerer halvdelen af tiden og dyrker sport den anden halvdel.

Ser du, vi er et folk forelsket i nydelse: sport, underholdning, druk, afslapning, sex. Mænd er skørtejægere. Kvinderne flirter. Vi er et venligt og glad folk, der altid er forelskede eller på vej til at blive det, og vi tager os hengivent af vore kære. Cubaneren er en spasmager, en svirebror, højrøstet, en vovehals og smuk.

Når det er muligt, er cubaneren ikke-voldelig, men pas på ikke at krænke hans værdighed, for så bliver han grov. Det er ikke noget tilfælde, at vi fostrer verdens bedste boksere.

Cubanerne kan lide at kritisere, men kan ikke udstå at blive kritiseret. Cubanerne kan lide at opvarte dem, der står dem nær, men hader at være tjener. Cubanerne er stolte, sømmelige og prætentiøse. De kan lide at være klædt i pæne klæder, og at spise godt og rigeligt.

Vi akcepterer ethvert ansvar og farlig situation, uden hensyn til vor egen sikkerhed - især i kritiske og farlige situationer. I disse tider kan cubanerne samtidig være ret besværlige. Selv under kriser mister vi ikke vor humoristiske sans og bevægelse.

En cubaner skilder sig straks ud blandt en gruppe ikke-cubanere. Du kan kende ham på hans glæde, venlighed, højrøstethed og hurtige tale. Det cubanske sprog er i sig selv slang, vi taler meget og overdriver rutinemæssigt sandheden.

Dybt i vore hjerter er vi et solidarisk folk, ideologisk er vi internationalister, følsomme overfor uretfærdighed, og vil ikke tolerere overgreb. En vigtig del af fundamentet i vor revolution er følelsen af broderskab med verdens undertrykte.

Cuba er et etnisk meget blandet samfund, med overvejende mulatter som mig. Vi har spansk, fransk, lidt engelsk, afrikansk, kinesisk og indiansk blod i os. Selv om jeg fremtræder som mulat, identificerer jeg mig mest med den oprindelige befolkning. Der findes stadig nogle få efterkommere østpå - omkring 2000 - og i min familie har vi stadig en række Taino² træk. Min ældste søn har typiske indianske træk med langt sort blødt hår og kobberfarvet hud. Min morfar var af afrikansk afstamning. Han var kaptajn under uafhængighedskrigen. Hans kone var spanier fra de kanariske øer, typisk blod og lyshudet. På min mødrene side var de mest mulatter.

De sorte var slaver og altid udbyttede. De var de mest kriminelle, og sådan er det fortsat. Jeg tror, at deres kriminelle handlinger, deres lyst til underholdning og mangel på disciplin er noget der lissom ligger dem i blodet. Det går tilbage til før slaveriet og før kolonitiden. De sorte har bare ikke lyst til at arbejde. Jo, sorte søfolk arbejder da hårdt, men enten det, eller også bliver de kylet af båden. Søfart er specielt - enten gør du din pligt, eller du dør. Generelt har de sorte mere lyst til at spille, og det er der, de søger arbejde: indenfor sport og underholdning.

De sorte er ofte kriminelle og dårlige fædre
Racismen eksisterer fortsat. Du hører os dagligt snakke om sorte og mulatter - især kvindelige mulatter. Du kender godt vittigheden: "Ikke alle sorte er kriminelle, men alle kriminelle er sorte". Sådan er det, overvejende. Jeg ved ikke, om racisme er korrekt eller ej, men den er et faktum, og den forsvinder ikke. Selvfølgelig har jeg sorte venner, men de opfører sig som hvide. Ikke som en flok sorte, der altid driver rundt, råber og skubber. Hvis du ser en kø ved et busstoppested ved du altid hvem der er sort, udfra hvordan de skubber. Og sorte forlader ofte deres familier. Sorte mænd er kun sjældent gode familiefædre. Børnene går for lud og koldt vand, dropper ud af skolen og begynder at stjæle.

Der eksisterer ikke nogen officiel diskrimination. Ingen diskrimination når det drejer sig om uddannelse, jobs, kulturelle muligheder, bolig, sundhedsforsorg osv. Men individuelt eksisterer der fordomme - også i de højere sociale sfærer. Der er kun få sorte ledere. Den 3. partikongres gjorde det til en prioritet at rekruttere sorte, hvilket er en anerkendelse af, at racismen er en realitet.

Flertallet af de hvide- og mulatfamilierne ønsker ikke, at deres børn gifter sig med sorte - det gælder især pigerne. Det er i orden, at sønnen boller dem, men det må ikke blive alvorligt. Sådan har jeg det også. Ja, jeg er racist, trods det at jeg er mulat. Jeg er ligeglad med, hvor smart en sort er. Selv om han så skulle sidde i politbyroet, vil jeg ikke have, at han gifter sig med min datter. Jeg ønsker, at min race udvikler sig, og det vil sige, at den bliver mindre sort. Selv sorte foragter sig selv. De er i virkeligheden deres egne største fjender.

Nej, racismen hører aldrig op. Sorte vil aldrig blive ligestillet - ikke engang i Cuba.

Revolutionens ideologi og love siger, at kvinder skal ligeberettiges, at de skal blive ledere indenfor alle områder. Det er så smukt, hvad der siges om kvinders ligestilling, men virkeligheden kan slet ikke leve op til det. Mange kvinder arbejder, men kun få leder. Der diskrimineres meget mod kvindelige ledere - både fra mænd og kvinder.

Jeg personligt har ikke lyst til at være gift med en kvindelig leder. Det er i modsætning til min revolutionære ideologi, men livet er fuldt af modsætninger. Min kvinde skal blive hjemme, tage sig af børnenes opvækst og passe familien. Hun er eller har været aktiv i den lokale CDR³ og kvindeorganisationen, FMC. Det er overvejende en social velfærdsorganisation, og det er i orden.

Jeg ville aldrig tillade min kone at deltage i internationale missioner, for jeg ved godt hvad der sker. De ender med at bolle til højre og venstre. Der er altid færre kvinder end mænd på de missioner, mændene deler kvinderne mellem sig og tvinger selv dem der ikke vil til at have sex med dem. Kvinder forventes at tilfredsstille mænd, der higer efter dem. Ofte udvælges en ny kvinde af en, der har adgang til information om, hvornår hun ankommer - ofte en mand i en ledende position. Når hun ankommer, kommer han med tilnærmelser. Hvis hun afviser ham, kommer han med en række trusler: Om at sprede det rygte, at hun er lesbisk; Påstå at hun har røvet noget fra det projekt de arbejder på; Sørge for at hun får negative anmærkninger i personaleregistret; Sørge for at få hende sendt hjem, eller trusler om dette. På den måde kan han rejse spørgsmålstegn omkring hendes karakter og evner. Disse beskidte tricks virker ofte.

Jeg har tillid til min kone. Hun har altid arbejdet hjemme og været tro. Jeg stoler på hende her, men ikke derude. Jeg har set kvinder, perfekte hustruer, der når de først er kommet udenlands har droppet trofastheden. Mange skilsmisser er resultatet af disse forhold.

Mænd har retfærdigvis flere rettigheder end kvinder
Selvfølgelig har jeg haft sidespring, men det er da en anden sag. Jeg er jo en mand. Vi mænd mener at have flere rettigheder end kvinder, og at vi har ret til at nyde flere ting end de - især sex. Og det er retfærdigt, for kvinderne er i flertal. En cubansk mand uanset om han er marxist eller kommunist mener ikke fundamentalt, at en kvinde, hans kvinde, har de samme rettigheder som han. Det er ikke et spørgsmål om principper, men om dobbeltmoral. Den latinamerikanske mand er egoistisk. Bare se på, hvem der ledte vores revolution. Mænd, og mænd der holdt masser af kvinder. Se nu bare fyren, der skrev statutterne om familien. Han droppede sin kone til fordel for sekretæren.

Jeg tror ikke, der eksisterer en unerversal moral på dette område. Jeger mener, at machismo er en cubansk svaghed, som vi ikke kan blive kvit. Den kan udmærket påvirke, hvordan beslutningsprocessen generelt fungerer. Under vores socialisme er produktionsmidlerne socialt placeret i folkets hænder, men det gælder ikke beslutningsprocessen. Alt gøres for arbejderen. Alles basale behov opfyldes. Vi er ikke nødt til at slå folk ned på gaden. Vi er et politisk og kulturelt bevidst folk. Det er alt sammen fantastisk, men socialismen skaber også sine katastrofer: Paternalisme, en lodret beslutningsproces oppefra og ned, privilegier for eliten, mistænksomhed, egoisme, langsom og fejlbehæftet produktion. De siger, vi har proletariatets diktatur, at det er os, folket, der har magten. Men i virkeligheden er det et toplag, der har magten.

Vi kom til at tro på, at COMECON ville give os alt vi havde behov for og bad om. Derfor accepterede vi en paternalistisk administration. For at formilde folk lod de os reducere vores arbejdsdisciplin og produktion. Vi fik middelmådig undervisning, fejlbehæftede varer, dårlig service, men der var aldrig en der blev fyret for dette. Der blev kun gennemført sporadiske politikampagner for at reducere tyverierne. Derfor stjæler folk fra staten - for at "løse" deres problemer. Dette skabte en indstilling af total tolerance: No cojes lucha.

Hvis du antog en indstilling af lucha - kamp - ville det lede til kritik. Derfor eksisterer der nu to typer kritik med to forskellige mål. Den ene er konstruktiv og orienteret mod at forbedre, hvad vi har. Den anden er destruktiv med det formål at ødelægge socialismen, at ødelægge en person af misundelse, eller hugge hans position. Men begge typer kritik betragtes i det samme lys af byrokraterne og eliten. De hytter deres interesser og kalder derfor al form for kritik kontrarevolutionær, der blot har til formål at omstyrte socialismen. Det kan hurtigt blive noget værre roderi, og derfor holder de fleste mund. Folk er alvorligt bekymrede for at blive fyret, degraderede, ikke forfremmede, eller for miste deres bonus eller ret til at købe eftertragtede rationerede varer.

Hvis der virkeligt eksisterede en ordentlig kontrol, optællinger og revision, så ville der rulel masser af hoveder. Det er meget mere "hensigtsmæssigt" ikke at rokke skuden. Jeg ved det. Jeg lærte det ad den hårde vej. For dem var det ligegyldigt, at der var flere ulykker, korruption og økonomisk tab end nødvendigt. Alle sammen ting jeg havde advaret imod i mine rapporter. De udså alligevel mig til syndebuk.

Korruptionen breder sig
I revolutionens første år havde vore søfolk et eksemplarisk ry - både ude og hjemme. Vi var disciplinerede, pligttro og ærlige. Vi var eksemplariske.

Vores handelsflåde begyndte at forandre sig i midten af 70’erne. Af mange årsager begyndte den at blive korrumperet. Flådens optagelseskrav blev slappere. Mange rekrutter virkelige landkrabber med ringe politisk bevidsthed, intet kendskab til søfart eller til andre lande. De og andre blev misundelige på, hvad de så i udenlandske film og havne. De blev grebet af konsumismen.

De nye søfolk begyndte at stjæle fra vores skibe. De frækkere af dem udstrakte deres tyveri til fremmede skibe og forretninger, både ude og hjemme. Vi begyndte at få et dårligt rygte i de udenlandske havne. Nogle gange blev vi ligefrem spyttet på. Nogle af os veteraner holdt op med at fortælle, at vi var fra Cuba, når vi var i land. Det var den vigtigste årsag til, at jeg skiftede arbejde fra Mambisa til Caribe, og dermed sejlede i tankskibsfarten.

Vor følelse af broderskab, vore revolutionære lighedsværdier og vilje til gensidig støtte begyndte at fordufte. Jeg kan huske, jeg begyndte at føle, at vi under kapitalismen havde en større følelse af solidaritet og broderskab, fordi vi dengang sammen under stor risiko kæmpede mod kapitalismen og mod Batista-mafia tyraniet. Og så, blot få år efter triumfen to egoismen og ambitionerne over. Jeg vidste godt, hvad kapitalisme gør ved sjælen, men det vidste de unge ikke, og de var iøvrigt også ligeglade.

Jeg var ved at få nok af denne kriminelle udvikling, da Mambisa satte mig på skibet Guisa på en lang rejse til Japan, Philippinerne, Sovjet, Tyskland og Holland. Det var en dårlig tur. Der eksisterede fordækte handelsaftaler mellem kaptajnen, chefmaskinisten og overhovmesteren, og skibets mæglere i de udenlandske havne. De konspirerede, for at ændre priseren på de varer vi købte. Mægleren forfalskede papirer, så han selv og skibets officerer kunne få returkommission.

I Philippinerne gjorde kaptajnen sig arbejde, ikke fra skibet, men fra sin elskers lejlighed. Han handlede skødesløst, for der var mistanke om, at hun gav oplysninger til et efterretningsvæsen.

Naturligvis vidste mandskabet i eller anden udstrækning hvad der foregik, og mange handlede også umoralsk.

I Rostock blev de tre officerer arresteret af vort efterretningsvæsen og sat i husarrest til vi kom hjem igen. Da vi anløb Habana, blev alle sat under efterforskning. De 3 blev sendt i fængsel og mange andre fyret. Myndighederne besluttede at bruge os til at statuere et eksempel. Vi blev syndebukke. Mange af de uskyldige fik senere deres jobs igen, men der var ikke mange af os, der undgik den umiddelbare sanktion. De straffede endog os, der havde hævet stemmen om korruptionen.

Jeg skrev en udførlig rapport om, hvad jeg vidste der foregik, og sendte den til transportminister Guillermo García og indenrigsminister Ramiro Valdés. Begge var på den tid medlem af politbyroet. García svarede ikke. Valdés svarede, men sagde ikke meget. Men jeg hørte, at min rapport havde skabt en masse intern ballade. Kommunistpartiet på mit distriktsniveau svarede. Da tidspunktet oprandt for at sanktionere partimedlemmer for korruptionen ombord på Guisa, sanktionerede de også mig, "for at have tilladt det". Jeg blev suspenderet 3 måneder fra partiet - helt klart fordi jeg havde udtalt mig mod tyverierne og mod partiets manglende kontrol. Det er ironisk, at jeg var en af de blot 2 officerer, der ikke var involveret i korruption, men alligevel fik de ram på mig. Lort!

Jeg appellerede partiets beslutning til provinsniveau, men de stadfæstede blot distriktets beslutning. Jeg appellerede videre til nationalt niveau, men beslutningen blev fastholdt. Det var imod partiets love at sanktionere kammerater, uden at høre dem på deres eget partiniveau, men de ignorede deres egne love. De vidste, at en diskussion blandt mine egne kammerater ville have faldet ud til min fordel. De vidste hvem jeg er.

Det gjorde mig virkeligt desillusioneret. Jeg kunne have bragt sagen op på den næste partikongres, men jeg havde bare ikke lyst til at fortsætte. De behandlede mig amoralsk. Jeg droppede mit medlemsskab og besluttede aldrig siden at blive medlem. Jeg ville godt påtage mig opgaver, partiet udså mig til, men jeg er aldrig blevet spurgt.

Efter sanktioneringen af mig fortsatte partimedlemmerne i min tidligere afdeling med at tale og stole på mig. De var bedrøvede over den skammelige måde, jeg var blevet behandlet på.

Jeg blev overført til tankskibsselskabet Caribe og fik lov til at fortsætte med at sejle uden degradering. Alligevel ønskede partiet, at administrationen overvejede mine ledelsesevner som officer, men takket være vicedirektøren der kendte mig og mine evner, blev jeg ikke straffet. Jeg fik lov til at tage mine eksaminer til første styrmand, og blev forfremmet nogle år senere. Dernæst tog jeg kaptajnseksamen og har fået titlen, men jeg har stadig ikke mit eget skib. Jeg tvivler på, de nogen sinde vil give mig et.

Jeg er ikke marxist. Jeg blev kaldt kommunist, da jeg var i partiet og følger fortsat vort lands ideer. Men jeg er ikke kommunist. Jeg er revolutionær. En revolutionær er en, der stræber efter magt til arbejderne, og en der gør sit bedste for, at alt følger principperne om social retfærdighed og lighed. Jeg gør mit bedste.

2. Taino er den oprindelige befolkning i Cuba.

3. Comite de Defensa de la Revolución. Revolutionsforsvarskomite, organiseret på blokniveau. O.a.

Kommunistpartiets 5. kongres. Ingen større ændringer i kursen

I dagene efter 30 årsdagen for mordet på Che, 8. oktober, holdt cubas kommunistparti sin 5. kongres. Den blev en stor skuffelse. Først og fremmest for de borgerlige internationale medier og for borgerskabet internationalt. De havde sat næsen op efter at få bekræftet, at Fidel Castro var dødssyg og at Cuba ville gå videre i sin reformproces. Begge forhåbninger blev gjort til skamme. Trods rygter udspredt i USA i august om, at Fidel var død, præsterede partiets leder en åbningstale på 6 timer og 43 minutter, og dementerede dermed grundigt rygter om både død og sygdom. Samtidig blev der ikke varslet politisk-ideologiske kursændringer. Kongressen blev istedet koncentreret om 3 temaer: diskussion af den aktuelle økonomiske situation, diskussion af kongressens hovedresolution samt valg til næsten alle partiets organer.

Vicepræsident Carlos Lage benyttede kongressen til at offentliggøre en lang række tal for 1997 økonomien, der endnu ikke var blevet offentliggjort. Cubas bruttosocialprodukt formodes i 97 kun at stige med 2-3% mod de ellers planlagte 4-5%. Opbremsningen skyldes dels, at sukkerproduktionen, der er landets vigtigste, faldt til 4,6 mio. ton i år fra 4,9 sidste år. Samtidig blev Cuba i oktober 96 ramt af orkanen Lily, der anrettede alvorlige skader. Men Lage indrømmede samtidig, at den også var gal andre steder i økonomien. Problemer som manglende effektivitet, korruption, dårlige beslutningsgange og manglende kontrol bremser i alvorlig grad landets økonomiske genopbygning. Især den kooperativiserede landbrugsproduktion i UPC’erne måtte stå for hårdt skud.

Kongressens hovedresolution bar titlen: "Enhedspartiet, demokratiet og de menneskerettigheder vi forsvarer". Resolutionen var meget omfattende og havde siden april været til diskussion på landets arbejdspladser. Dens første del var en gennemgang af den cubanske revolutions rødder og truslen fra USA. I dens 2. del blev flerpartisystemet kritiseret. "Det står i modsætning til de revolutionæres og folkets enhed, uden hvilken ikke fortsat kan udvikles." Istedet forsvares Cubas deltagerorienterede socialistiske demokrati, og det konstateres, at CKP har været i stand til gennemføre de nødvendige kurskorrektioner for at imødegå den økonomiske krise.

Endelig blev der gennemført valg til de fleste af partiets organer, og det blev slået fast, at i tilfælde af Fidels bortrejse, sygdom eller død, er det hans lillebror Raúl Castro der er 2. sekretær i partiet, der overtager præsidentposten.

Kongressen bød altså ikke på overraskelser, men var helliget kontinuiteten. Det vil sandsynligvis give problemer de kommende år, for trods økonomisk vækst bliver krisetegnene stadig stærkere. Den økonomiske fremgang er nemlig meget skævt fordelt, og for den almindelige cubaner er der tale om fortsat forringelse af levevilkårene. Trods cubanernes kærlighed til deres land og til Fidel kan deres opbakning måles på statens evne til at løse problemerne. Det er i den forbindelse et meget alvorligt sympton, at økonomiens største smertensbarn fortsat er fødevareproduktionen. For hvert år der går, får cubaneren stadig færre varer på sin rationeringsbog. For overhovedet at overleve tvinges hun over på det dyre paralelle marked eller det blomstrende sorte marked. Så lang tid denne problematik ikke løses betyder det en fortsat erosion af til staten og til partiet.