Klasseanalysen og den ny "underklasse"

Af Svend Aage Andersen

I forbindelse med den vedvarende massearbejdsløshed, tiltagende sociale polarisering og voksende fattigdom har det gennem de senere år været diskuteret, om det danske samfund efterhånden kunne betegnes som et "2/3-dels-samfund".¹ I begyndelsen af 1990erne var op mod en tredjedel af den danske befolkning mere eller mindre permanent marginaliseret på arbejdsmarkedet og under offentlig forsørgelse. Folk på dagpenge, sygedagpenge, førtidspension, efterløn og bistandshjælp var stort set udelukket fra faste erhvervsaktiviteter og dermed udstødt fra arbejdsmarkedet. Samtidig var et stigende antal sindslidende og hjemløse m. v. helt udstødt af samfundet.

Påstanden i denne artikel er, at der i disse år bliver produceret en ny klasse - eller klassesektion - som ikke er lønarbejdere, men udstødte og retsløse "arbejdende fattige". Med den stigende deregulering og gradvise afvikling af velfærdssamfundet udvikler det danske samfund sig hastigt i retning af den amerikanske samfundsmodel, hvor arbejderklassen er opsplittet i tre store sektioner: mellemlag, den traditionelle arbejderklasse og en udstødt eller lavt lønnet underklasse. Min påstand er, at den danske klassestruktur nu er under forandring i samme retning, og at den voksende gruppe af udstødte på overførselsindkomster ikke kan holdes uden for klasseanalysen.

Den stigende ulighed
Den udvikling, som har ført til den voksende sociale polarisering og det såkaldte 2/3-dels-samfund, startede med den kapitalistiske krise fra omkring 1973/74 og blev forstærket gennem den fortsatte lavkonjunktur op gennem 80erne. Den overordnede årsag til den verdensomspændende økonomiske krise må ses i krisen i den såkaldt fordistiske samfundsmodel og den dermed sammenhængede globale kapitalistiske omstrukturering (jfr. Hirsch 1995).² I Danmark dannede det økonomiske tilbageslag baggrund for fortsatte rationaliseringer og fyringer på de private virksomheder, og det førte sammen med besparelser og nedskæringer inden for det offentlige til en voksende arbejdsløshed og polarisering på arbejdsmarkedet og - en dermed sammenhængende social polarisering. Krisen i den fordistiske akkumulationsmodel førte også til en krise i den velfærdsstatslige reguleringsmåde, idet den økonomiske krise undergravede grundlaget for velfærdsstaten og det socialdemokratiske socialpartnerskab. I Danmark betød højrebølgen fra begyndelsen af 80erne øget lønspredning og øget ulighed i samfundet. Ti års borgerligt styre gjorde de rige rigere og de fattige fattigere.

Da den socialdemokratiske rege- ring i 1982 gav op og overlod regeringsmagten til den borgerlige Schlüter-regering, var de psykologiske forudsætninger for store offentlige besparelser og nedskæringer til stede. Socialdemokraten Erling Olsen forklarer i Når højrebølgen ebber ud (1985), hvorfor der nu blev talt om "Den omvendte Robin Hood": Den borgerlige firkløverregering havde gjort Danmark mere skævt. Den havde omfordelt indkomsterne til ugunst for lønmodtagerne og indenfor lønmodtagernes kreds skabt en større spredning i indkomsterne. Særlig hårdt var det gået ud over modtagerne af dagpenge. Samtidig var formuefordelingen uændret til glæde for såvel de store aktionærer som de passive kapitalister (Olsen/Pedersen 1985:46).

I samme periode blev velfærdssamfundet udsat for kraftige angreb. De borgerlige politikere ønskede at begrænse den offentlige sektors modifikation af markedskræfterne gennem øget privatisering. Det til velfærdsstaten hørende kollektive sociale sikkerhedsnet skulle erstattes af individuelle forsikringsordninger. Samtidig med en voksende indbyrdes konkurrence blandt lønmodtagerne om det forhåndenværende arbejde fulgte voldsomme angreb på arbejderklassens rettigheder og levevilkår samt en ny tidsånd, hvor individualisme, stigende egoisme, grådighed og "rundsave på albuerne" blev det fremherskende. En vigtig del af den borgerlige offensiv var angrebet på arbejderklassens organisationer.

Som følge af den økonomiske krise herskede der op gennem 80erne en situation med utilstrækkelig samfundsmæssig efterspørgsel i forhold til det stigende udbud af arbejdskraft. Dette overskud af arbejdskraft virkede dels disciplinerende på lønmodtagerne og medvirkede dels til at presse lønningerne ned. Arbejdsmarkedet blev på denne måde polariseret i et A-hold med stabil arbejdsmarkedstilknytning (kernearbejdskraften) og et B-hold med løsere tilknytning til arbejdsmarkedet (randarbejdskraft). Denne opdeling i et A- og B-arbejdsmarked passede arbejdsgiverne fint, idet de fortsat ville have en stor arbejdskraftreserve til rådighed, ligesom lønmodtagerne svækkedes i klassekampen - i kampen mellem mellem løn og profit, i kampen for bedre arbejdsmiljø, i kampen for arbejdspladsdemokrati og demokrati i det økonomiske liv (Frandsen 1993). Ud over den nævnte polarisering og differentiering på arbejdsmarkedet foregik der en omfattende arbejdsmarkedsudstødning, som resulterede i et voksende antal mennesker på overførselsindkomster. Der tales i denne forbindelse også om et C-hold, bestående af langtidsunderstøttede, som står helt uden for arbejdsmarkedet. Grænsen mellem B- og C-hold, mellem det, Marx har kaldt "den industrielle reservearmé" og "pjalteproletariatet", er imidlertid flydende.

Udstødningen og produktionen af den ny underklasse
Der kan nævnes en række af årsager til udstødningen fra arbejdsmarkedet, hvoraf kan fremhæves tre: 1.teknologisk betinget udstødning, som forekommer, når arbejdskraft bortrationaliseres som følge af indførelsen af ny teknologi på arbejdspladsen. F. eks. kan fabrikker med fuldautomatiske anlæg producere mere med langt færre ansatte end fabrikker med ikke-automatiserede anlæg. 2. konjunkturelt betinget udstødning, som har vist sig overalt i den industrialiserede verden, siden den i midten af 70erne blev ramt af en kraftig lavkonjunktur, der resulterede i afsætningsproblemer med lavere produktion og afskedigelser som følge. 3. nedslidningsbetinget udstødning som følge af forholdene i produktionen med stadig barskere krav, erhvervssygdomme og arbejdsskader m. m. (Jacobsen 1989:110f)

Udstødningen på arbejdsmarkedet må imidlertid også forstås i sammenhæng med den nyliberalistiske arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Som påvist af Hornemann Møller (1989) begynder polariseringen på arbejdsmarkedet, men fortsætter i socialpolitikken og slutter i det civile samfund. Både den offentlige forsørgelsespolitik og udviklingen i det civile samfund forstærker den markedsskabte polarisering. De afsvækker den ikke, sådan som man måske kunne forvente. Dette samspil får således "afgørende betydning for forskelle i befolkningsgruppernes levevilkår, herunder den voksende fattigdom." (Hornemann Møller 1989:16). Polariseringen på arbejdsmarkedet "er ikke blevet modgået af den sociale lovgivning, som tværtimod via en udvikling med klare duale træk yderligere har bidraget hertil." (op. cit.:45) Hornemann Møller mener, at den sidste halve snes års socialpolitiske lovgivning og forvaltningen heraf i højere grad synkroniserer sig med den fordelingspolitiske og arbejdsmarkedsmæssige udvikling end tidligere tiders. De sociale nedskæringer har haft som et væsentligt karakteristika, at de helt overvejende har ramt de udstødte og langvarigt understøttede. Når de fattigstes vilkår er blevet forringet de sidste 15 år, er det derfor ikke kun en følge af den økonomiske lavkonjunktur, men også af politisk inspirerede nedskæringer i velfærdsydelserne. Den politiske strategi med systematiske forsøg på at øge omfanget og graden af markedskonkurrence har således øget antallet af potentielle tabere.

Angrebet på "forsørgerkulturen"
Især massearbejdsløsheden er skyld i, at antallet af mennesker på overførselsindkomst i den erhvervsdygtige alder næsten er tredoblet i de seneste 20 år. Det betyder, at stadig færre skal forsørge stadig flere. Det har øget skattetrykket og har fået presset på de offentlige udgifter til at stige. Debatten i de senere år har derfor i høj grad handlet om, hvordan vi får nedbragt antallet af danskere på offentlig støtte. Der er ikke fortsat råd til at have en million danskere på overførselsindkomst, lyder det fra højrefløjen. Også regeringens Velfærdskommission har advaret imod, at udgifterne til velfærdsydelserne kan blive en trussel mod samfundets sociale sammenhængskraft. Derfor kræver højrefløjen et opgør med den "forsørgerkultur", som man mener har udviklet sig de sidste 10-20 år. Den har resulteret i årlige overførselsindkomster på mere end 200 mia. kr., og indenfor blot de sidste ti år er de sociale udgifter mere end fordoblet. På grund af dette pres, hævdes det, er velfærdssystemet i fare for at bryde sammen, hvis ikke udviklingen standses nu. Partiet Venstres løsning er en lavere startløn, lavere dagpenge, kontanthjælp og førtidspension, hvor den enkelte selv må supplere støtten ved hjælp af private forsikringer. "For alt for mange mennesker kan det ikke betale sig at arbejde. De får mere ud af at få passiv forsørgelse. Og virksomheder må flytte produktion til udlandet, fordi lønniveauet er for højt", udtalte Uffe Ellemann-Jensen i Morgenavisen Jyllands-Posten den 19. 5. 1996.

Med angrebet på velfærdsstaten er det lykkedes de borgerlige at stille en dagsorden, som nu også accepteres langt ind i Socialdemokratiet, der som regeringsparti viderefører den borgerlige politik. Hvordan den herskende klasses ideologi stadig er den herskende ideologi, blev meget præcist indkredset af Asger Baunsbak-Jensen i foråret 1996: "Venstre har virkelig sejret. De behøver slet ikke at få regeringsmagten eller stemme for finansloven. De kan bare sidde og se på, hvordan minimalstats-liberalisternes sprog og tankegang siver ind hos regeringspartierne." (Baunsbak-Jensen 1996) Det gælder f. eks. socialminister Karen Jespersens tanker i forbindelse med forslaget til ny bistandslov, som betoner den enkeltes ansvar for egen forsørgelse. Kravet om større ansvarlighed rettes her mod mennesker, der allerede ligger ned, hvorimod der ikke tales om fællesskabets ansvarlighed. Og det gælder gruppen Hilden & the Hackers udspil til reform af velfærdsstaten, der af Ellemann-Jensen blev betegnet "som hugget ud af hans partis program", dvs. som ren Venstre-politik.

Det tvedelte samfund
Med artikelserien "Det delte Danmark" tog Morgenavisen Jyllands-Posten i vinteren 1994/95 hul på en debat om det tvedelte samfund. "Den sandhed, vi så længe har søgt at skjule for hinanden, gør JP helt klar. Vi har fået et delt samfund her i Danmark." Sådan skrev koncerndirektør Niels Laurits Thygesen i et debatindlæg den 3. 1. 1995. Tilsvarende opstillede avisen gang på gang en modsætning mellem "skaffedyrene" (de arbejdende) og "samfundsnasserne" (de, der må forsørges). Denne modsætning svarer helt til effekten af det, der i England er blevet kaldt Margaret Thatchers to-nationers projekt (Jessop 1988). Den privilegerede nation af gode borgere og hårdt arbejdende stilles op mod en underordnet nation, som ud over de etniske minoriteter rummer store dele af den ikke-faglærte arbejderklasse og en underklasse af arbejdsløse og fattige, som de nykonservative ikke er bange for at udvide.

To-nationers-projektet skal modstilles det tidligere én-nations-projekt, som kom til udtryk i præsentationen af den keynesianske velfærdsstat som et forsøg på at integrere de fattige, dårligt stillede og underprivilegerede i fællesskabet via økonomisk vækst, fuld beskæftigelse og universelle velfærdsydelser. Den keynesianske velfærdsstat byggede på et billede af de sociale skel forstået som horisontale strata, som alle var faktiske eller potentielle medlemmer af, altså "én nation". Nyliberalisterne præsenterer derimod et billede af samfundsskellene som baseret på en enkelt vertikal kløft, der modstiller de produktive og samfundsnasserne. Efter den nyliberale tankegang vil de faldende indtægter og de forringede vilkår, som "nasserne" oplever, tvinge dem tilbage til markedet, eller i det mindste reducere byrderne for skatteborgerne og de produktive elementer i samfundet.

Men "Vi matcher til Thatcher" synges der i kor i hele verden, også i Danmark. Også her sigter det ny højre mod en nedskæring af den angiveligt forvoksede velfærdsstat til fordel for konstruktionen af en minimalstat med selektiv "social sikkerhed" beslægtet med den i USA. Samtidig med at de sociale kløfter mellem rige og fattige, beskæftigede og arbejdsløse, nu udbygges som følge af den nyliberale politik, tales der dog blandt danske socialdemokrater fortsat om ønskværdigheden af at fastholde et "helt Danmark".

Modstillingen mellem skaffedyr og socialnassere er ikke nogen klasseanalyse, men et ideologisk våben i legitimeringen af en borgerlig nedskæringsoffensiv. Den er således demagogisk i mere end én henseende: Ud over at den stempler den gruppe, som er offer for de sidste 20 års udvikling på arbejdsmarkedet og den førte økonomiske og sociale politik, skjuler den erhvervslivets og politikernes rolle i skabelsen af den voksende gruppe på overførselsindkomst. Desuden skjuler den den kendsgerning, at der de sidste 20 år ikke har været jobs nok til alle. Den fordeling af det eksisterende arbejde, hvor stadig færre bliver mere produktive og arbejdspressede, mens en stigende andel skubbes ud i arbejdsløshed og sociale problemer, har ikke været de udstødtes, men snarere virksomhedsledernes og politikernes valg. Politikerne har således gennem 10-15 år i høj grad benyttet jobskabelsesprojekter, beskæftigelsesprojekter, efterløn og førtidspension som politisk instrument til at skubbe folk ud af arbejdsmarkedet. Derimod har man ikke været interesseret i at foretage en omfordeling af det eksisterende arbejde gennem arbejdstidsnedsættelse, arbejdsfordeling og afskaffelse af overarbejde og dobbeltarbejde.

Er nogle arbejdere mere priviligerede end andre?
Når heller ikke fagbevægelsen har været mere positiv overfor f. eks. forslag om en nedsættelse af den ugentlige arbejdstid til 30 timer, kan det skyldes flere ting: De fleste fagforeninger betragter sig som repræsentanter for dem, der er i arbejde, og disse mennesker frygter, at en arbejdstidsnedsættelse kun vil betyde, at de kommer til at løbe endnu stærkere. Desuden føler de mennesker, der er i arbejde, at de ikke har råd til at gå ned i arbejdstid og dermed i indkomst. "I diskussionen om arbejdstidsnedsættelse er der derfor etableret en alliance mellem de økonomisk bedst stillede - arbejdsgiverne og A-holdet indenfor lønmodtagerne, dvs. dem, der er i arbejde - på den ene side og B-holdet, dvs. de arbejdsløse på den anden side. Over-Danmark mod Under-Danmark." (Frandsen 1993)

På den revolutionære venstrefløj afviser man imidlertid denne måde at analysere samfundets modsætninger på. I Internationale Socialister (IS) afviser man både talen om "to tredjedels-samfundet" og påstanden om, at der skulle findes en underklasse (jfr. Socialistisk Arbejderavis september 1995 og 30. maj-12. juni 1996). Modsætningerne mellem arbejdere og arbejdsgivere er stadigvæk den vigtigste modsætning i samfundet, og påstanden om, at arbejdsløse og arbejdende har "modsatrettede interesser" er forkert. I IS´ analyse tilhører ca. 80% af den danske befolkning arbejderklassen. En sådan opfattelse kan vel også accepteres, når blot det anerkendes, at der så er meget store forskelle mellem de privilegerede og de underprivilegerede grupper indenfor den samlede klasse. Frem for alt er arbejdet blevet et efterspurgt privilegium, som ikke bare er ensbetydende med en løn til at leve af, men tillige indebærer langt mere af betydning for et menneskes livskvalitet.

I VS anerkender man modsætningen mellem "arbejderklassen" og "de udstødte", men fremholder, at langt hovedparten af dem, der er på overførselsindkomster, er en del af arbejderklassen." (Sørensen 1996:10) Det handler således i virkeligheden om modsætninger inden for arbejderklassen, og om, at arbejderklassens sammensætning har forandret sig meget, siden Marx lavede sine analyser. "Objektivt set", siger Finn Sørensen, "er hovedparten af såvel de "nye mellemlag" som "de udstødte" en del af arbejderklassen. Begge rummer et revolutionært potentiale." (op. cit.:6)

En del af disse uenigheder om klasseanalysen udspringer givetvis af, at man analyserer på forskelligt abstraktionsplan. Vist kan arbejdende og arbejdsløse (ideelt set) have fælles interesser i flere henseender, f. eks. i at de arbejdsløses vilkår er så gode som muligt. Samtidig er virkeligheden den, at mange arbejdende tilslutter sig partier, som stræber efter at forringe de arbejdsløses vilkår, ligesom de arbejdendes faglige organisationer næppe kan siges at repræsentere de arbejdsløses interesser.

Erkendelsen af, at den borgerlige offensiv i dag frem for alt er rettet mod Under-Danmark, førte i 1994 til en diskussion i avisen Den røde tråd om "de udstødtes klassekamp". Keld Albrechtsen (1994) fra Enhedslisten startede debatten med at efterlyse en mere "tidssvarende klasseanalyse". I en sådan, hævder han, "må vi erkende, at der på den ene side opstår et lag af veluddannede, specialiserede lønarbejdere med pæne lønninger, individuelle ansættelses-aftaler, solide pensionsordninger osv. - og på den anden side skabes et voksende lag af permanent udstødte." Denne udvikling vil, siger han, fortsætte, så længe markedskræfterne råder, og man må derfor diskutere reformer, der tager sigte på at omfordele det eksisterende arbejde, så uligheden kan formindskes. Som følge af de "ændrede klasseforhold" har den "gamle" ufaglærte arbejderklasse mistet styrke og omfang. Dens kampkraft er svækket i takt med automatisering og specialisering af produktionen. "Samtidig vil en stor del af den nuværende million udstødte danskere reelt forsvinde ud af arbejderklassen." En evt. alliance mellem de lavtlønnede og de udstødte må således "bygge på den kendsgerning, at mange udstødte både følelsesmæssigt og reelt har forladt arbejdsmarkedet for stedse, ikke bare midlertidigt."

Partikammeraten Carsten Glargaard (1994) så ingen grund til at forlade marxismens oprindelige definition af begrebet klasser. Han fremfører, at den højteknologiske udvikling "har skabt et endog meget stort lag af velbetalte flipproletarer" og "en svindende skare af 'rigtige' proletarer". Den kampberedte arbejderklasse er "over en to-tre decennier blevet erstattet med et af kapitalen underkøbt og bestukket arbejderaristokrati med tilhørende pampertop, og pjalteproletariatet er røget på hold-kæft-penge, tjald, sprut og fordummelses-TV". Glargaard tilslutter sig Albrechtsens opfattelse af, at der er et "indlysende interessefællesskab mellem underklassens nederste lag, altså de beskæftigede i lavtlønsområderne, og de udstødte, thi den grænse, som adskiller dem, er let at overskride."

Hvem er de udstødte?
Der kan være grund til at diskutere begrebet "de udstødte". Det bruges dels snævert om relativt små grupper af "virkelig hårdt ramte", men dels også bredere om alle de af arbejdsmarkedet udstødte. Naturligvis kan langtfra alle de omkring 800.000, der årligt berøres af arbejdsløshed, betragtes som socialt udstødte. De egentligt udstødte er en meget mindre gruppe. Når der tales om "to-tredjedels-samfundet", må det præciseres, at det i hvert fald ikke er helt de samme mennesker, der tilhører den ene tredjedel år efter år. Samtidig er der imidlertid belæg for, at det på trods af megen bevægelse ind og ud af arbejdsløshed, i nogen grad er de samme mennesker, der rammes igen og igen. Det er således muligt, at den korrekte betegnelse ikke er "2/3 dels-samfundet", men snarere "4/5 dels-samfundet". I hvert fald har Jørgen Elm Larsen og John Andersen dokumenteret, at det i 1987 var mellem 15 og 25% af den danske befolkning i den erhvervsaktive alder, der kunne betegnes som langvarigt eller permanent offentligt forsørgede og arbejdsmarkedsmarginaliserede (Elm Larsen og Andersen 1990:199). Siden da er antallet af udstødte fra arbejdsmarkedet imidlertid steget betydeligt. Således nåede antallet af danskere på overførselsindkomst i 1994 op på omkring 1 million.

I sin rapport om De socialt udstødte (1992) definerer Torben Fridberg de direkte socialt udstødte og de udstødningstruede grupper som omfattende "gadebørn, misbrugere, prostituerede, kriminelle, mennesker på forsorgshjem, ikke-indlagte sindslidende, kriseramte herunder voldsramte og grupper blandt førtidspensionister og langvarige kontanthjælpsmodtagere samt grupper blandt flygtninge og indvandrere." (Fridberg 1992:23) Der har på det seneste været en tendens til at reservere begrebet de udstødte til samfundets allersvagest stillede grupper, som der er politisk enighed om at gøre en ekstra indsats for. Når man taler om "de udstødte", menes der altså posedamer, hjemløse, narkomaner, sindslidende, alkoholikere o. l. Begrebets stigende udbredelse hænger således givetvis sammen med, at elendigheden er blevet mere synlig. F. eks. er tiggere og hjemløse blevet tydeligere i gadebilledet, og der er et stigende pres på de kirkelige og private hjælpeorganisationer. I 1992 var der således 23.000, der i løbet af et år opsøgte en hjemløseinstitution i Danmark, og man regnede med, at der i København var 3-5.000 hjemløse, hvoraf 1000 var kvinder (Juul Kristensen 1994:10). Denne udvikling hænger sikkert sammen med, at det er blevet sværere at være menneske. Livsvilkårene er blevet ændret som følge af samfundets forandring. De ændringer, der i de senere år er sket i samfundet, har gjort tilværelsen hårdere og vanskeligere. Der stilles øgede krav til menneskene, og den voksende indbyrdes konkurrence gør det næsten nødvendigt at "have rundsave på albuerne", hvis man skal kunne klare sig.

Især blandt politikerne synes der at være en udbredt tendens til alene at fokusere på udtrykkene, dvs. konsekvenserne af udstødningen, som f. eks. de mange alkoholikere i gadebilledet. Derimod fortrænges de bagvedliggende årsager. Alene at fokusere på udtrykkene forekommer dog at være alt for pragmatisk: "På trods af at det erkendes, at marginalisering er en proces, negligeres de bagvedliggende strukturer, der netop påvirker og til tider da også direkte afstedkommer marginalisering af bestemte befolkningsgrupper. Det er ikke tilfældigt, hvem der langvarigt kommer til at leve af overførselsindkomster (...)" (Juul Kristensen 1994:28). Det må således forbavse, at man nøjes med at fokusere på og evt. søger at fjerne de synlige symptomer (f. eks. drankerne med bajerne ved bænken), men ikke gør noget ved de udviklingstendenser i samfundet og de mekanismer på arbejdsmarkedet, som fremkalder symptomerne. Det kan dog muligvis hænge sammen med, at man tilsyneladende ser de socialpolitiske problemer i et overvejende økonomisk lys (Abrahamson 1992:49). Med den ene hånd forsøger man at lappe på de "sociale omkostninger" ved økonomisk vækst, mens man med den anden snarere skærper de processer og mekanismer, som skaber symptomerne. Selv om man øger indsatsen for de "virkelig udstødte", kan man, når man samtidig strammer vilkårene for "de arbejdsmarkedsmarginaliserede", være så godt som sikker på, at man øger rekrutteringen fra sidstnævnte til førstnævnte gruppe. F. eks. tvinges flere og flere arbejdsløse kvinder ud af A-kasserne, fordi de ikke opfylder deres pasningsgaranti. Det er her offentlige besparelser, der tvinger dem ud af dagpengesystemet og over i et liv på bistandshjælp.

Klassekamp 'fra oven'
Når man har talt så meget om, at klassekampen er aflyst, skyldes det vel, at der i lang tid kun har været få arbejdskampe. Men også kampen mod Under-Danmark er, som fhv. forbundsformand Hardy Hansen siger, tydeligvis klassekamp: "Det vi oplever i dag, er klassekamp anført af de nyliberale og deres snak om forsørgerkultur." (Fagbladet nr. 8 1996)

Den nyliberale tankegang har imidlertid også vundet indpas i dele af fagbevægelsen og i Socialdemokratiet. Således påstår de nyliberale - også i Socialdemokratiet, at velfærdssamfundets problemer skyldes, at folk ikke gider arbejde. Det er blevet hævdet, at den nuværende socialdemokratiske linie fører til en amerikanisering til enorm ugunst for arbejderbevægelsen. Hjemmeserviceordningen, der genindfører tyendearbejdet, ser Nyrup-regeringen som en mulighed for at få de dårligt kvalificerede sat i arbejde. Alligevel kan ordningen, hvor staten gennem tilskud sænker lønudbetalingen, ses som et skridt i retning af amerikanske tilstande, hvor lønnen er så lav, at man ikke kan leve af den. Karakteristisk for den amerikanske model er den store klasse af working poor, en klasse af folk, som er fattige, selv om de har arbejde. En sådan gruppe er endnu ikke skabt i Danmark, men vi ser tendenser i den retning. Hvis det lykkes Venstre at få mindstelønnen afskaffet, vil konsekvensen formentlig være, at gruppen af arbejdende fattige vil vokse, ligesom man kender det i USA. Her er der ikke så meget kontrol med mindstelønninger, og kun få er organiseret i fagforeninger. I Danmark får vi dog næppe præcis den amerikanske model, men snarere den amerikanske model i en dansk variant. Genindførelsen af tyendearbejde, planer om sænkning af mindstelønnen, indførelse af skånejobs og tvangsaktivering på dagpengesats peger i den retning. Vi er på vej til at få et dansk discountarbejdsmarked med en stor gruppe arbejdende fattige på danske betingelser, dvs. aktiverede med offentlige løntilskud.

I argumentationen for det rimelige i, at regeringens skattereform i 1993 gav de suverænt største skattelettelser til de velstillede, hævdede finansminister Mogens Lykketoft, at man ellers ville risikere, at de ville vende sig imod velfærdsstaten. Den bedrestillede del af befolkningen blev med andre ord "bestukket" med økonomiske fordele for fortsat at slutte op omkring velfærdsstaten. Skattereformen var således med sin asociale fordelingsvirkning med til at forøge den polarisering i samfundet, som man ellers i ord har hævdet burde bekæmpes. Samme asociale fordelingspolitik kom igen til udtryk ved finanslovsforliget i 1995, hvor man, samtidig med at man skar ned for de arbejdsløse, fjernede formueskatten for de allerrigeste i samfundet.

Sagen er jo, at borgerskabet også fører sin klassekamp, selv når arbejderklassens modstand ikke viser sig i form af arbejdskampe og åbne konfrontationer. Kampen mellem arbejderklassens stadige forsøg på at tilkæmpe sig en større andel af merværdien og borgerskabets bestræbelser på at holde klassen på plads, fortsætter, også selv om arbejderklassens kampkraft er svækket som følge af langvarig økonomisk krise. Frem for alt har massearbejdsløsheden medvirket til at ændre styrkeforholdet til ugunst for arbejderklassen og dermed svækket modstanden mod den borgerlige offensiv. Et udtryk for de ændrede styrkeforhold er den voksende omfordeling fra løn til profit og den stigende ulighed i samfundet (Schewe 1996). SID-økonomen Kai Vangskær har beregnet, at der i årene fra 1987 til 1994 er sket en betydelig omfordeling fra løn til profit. Denne omfordeling har medvirket til en mere ulige indkomstfordeling, og Vangskær mener, at arbejdsløsheden er den vigtigste årsag til de stigende uligheder i indkomst (Den røde tråd den 6. 1. 1995).

Den gængse forklaring på faldende efterspørgsel efter arbejdskraft er lønudviklingen: at det er de relativt høje lønninger, som svækker den danske økonomis konkurrenceevne. Dette er imidlertid et postulat, som modbevises af, at den danske lønudvikling har udvist en betydelig faldende tendens, mens profitkvoten tilsvarende er steget. Som Niels Jørgen Raaballe har påvist, har denne stigning i profitkvoten imidlertid ikke medført stigende beskæftigelse i den private sektor i perioden 1966-92 (Raaballe 1994:67). Investeringer indenfor den private sektor betyder således ikke automatisk mere beskæftigelse. Tværtimod er der i dag hyppigt tale om en "jobløs vækst".

Cementeringen af to-tredjedels-samfundet
En lang række faktorer og omstændigheder medvirker til at forstærke tendensen i retning af 2/3-dels-samfundet og vil efter alt at dømme også i fremtiden fungere som drivkræfter i skabelsen af en ny underklasse. Jeg vil her kort komme ind på syv områder af betydning.

For det første indebærer den stigende internationalisering af produktion, kapital og arbejdsdeling, og den deraf følgende skærpede internationale konkurrence, et øget krav om tilvejebringelse af de optimale betingelser for kapitalakkumulationen på nationalt niveau. Der vil derfor blive ført en konsekvent erhvervsvenlig politik med henblik på at øge den nationale konkurrenceevne. Globaliseringen af verdensøkonomien medfører således både et ydre og et indre pres på den danske velfærdsstat. Staten tvinges til at sikre fortsat økonomisk vækst, men det danske arbejdsmarked kommer i stigende grad til at konkurrere med arbejdsmarkederne i bl. a. Østeuropa og Sydøstasien. Da produktionsomkostningerne spiller en stadig større rolle for de danske virksomheder i konkurrencen på eksportmarkederne, er tusindvis af danske arbejdspladser i industrien i fare for at blive flyttet til Østeuropa og Den tredje Verden i de kommende år.

For det andet indebærer den teknologiske udvikling og rationalisering en fortsat udstødning af store grupper af frem for alt ufaglærte fra arbejdsmarkedet. Produktivitetsstigninger som følge af rationaliseringer, hvor mennesker erstattes med maskiner, vil også fremover overflødiggøre mange arbejdere og være årsag til, at mange mennesker udstødes fra arbejdsmarkedet. Den vedvarende opskruning af arbejdstempoet og andre arbejdsbelastninger vil formentlig øge nedslidningen af arbejdskraften og derved medvirke til en massiv udstødning. Endelig vil de skærpede kvalifikations- og effektivitetskrav på arbejdsmarkedet sandsynligvis fortsat indebære en udstødning af en stor gruppe, der ikke kan leve op til disse krav.

Tilpasningen til EU
En tredje faktor i cementeringen af to-tredjedelssamfundet erintegrationen i EU. Den indebærer på flere områder en tilpasning til standarder, krav og direktiver, som øger uligheden i det danske samfund:

(a) Internationaliseringen af erhvervslivet har ført til ønsket om en fælles økonomisk politik, og Danmark får, ligesom de øvrige EU-lande, rammerne for sin økonomiske politik fastlagt i Bruxelles. Maastricht-traktaten forpligter således landene til at føre en stram økonomisk politik og en politik, der holder de offentlige udgifter nede. Selv om dansk deltagelse i den økonomisk-monetære union (ØMUen) forudsætter et ja ved en ny folkeafstemning, forsøger den danske regering allerede i dag at efterleve dens konvergenskrav. Ifølge disse skal inflationen holdes i ave, statsunderskuddet må højst udgøre 3% af bruttonationalproduktet (BNP) og den samlede statsgæld højst 60% af BNP.

Selv om Danmark i dag opfylder de strenge adgangskrav til ØMUen, indebærer efterlevelsen af konvergenskravene, at vi er bundet til en økonomisk politik, der sætter faste priser og inflationsbekæmpelse over bekæmpelsen af arbejdsløsheden. I overensstemmelse med den monetaristiske skole accepteres høj arbejdsløshed til fordel for lav inflation, budgetbalance og faste valutakurser. Med en sådan økonomisk politik er der kun begrænsede muligheder for at bekæmpe arbejdsløsheden. De offentlige udgifter er under Nyrup-regeringen blevet styret nøjagtig lige så stramt som under den tidligere borgerlige regering. Konsekvenserne af den nedskæringspolitik, der er dikteret af de nyliberale konvergenskrav, har i Danmark som andre steder i Europa været voksende arbejdsløshed og øget fattigdom.

(b) På såvel det arbejdsmarkedspolitiske som det socialpolitiske område indebærer Maastricht-traktaten, at EU med et kvalificeret flertal kan udstede direktiver, som kan ugyldiggøre bestemmelser i de danske overenskomster vedtaget af arbejdsmarkedets parter. Med regeringens accept af EUs ret til at blande sig i arbejdsmarkedspolitikken er det derfor tvivlsomt, at vi kan bevare aftalesystemets styrke på det danske arbejdsmarked. Landene skal konkurrere på den frie markedsøkonomis vilkår, og det er en udbredt opfattelse, at vejen til større beskæftigelse i Europa ligger i at ophæve de kollektive aftaler, nedtone de sociale sikringsordninger og trykke lønnen. Opsvinget og den økonomiske vækst skal altså ske på bekostning af samfundets dårligst stillede grupper og en nedbrydning af velfærdsstaten.

(c) EU kan også pålægge medlemslandene at skære i de sociale udgifter, f. eks. dagpengene til de arbejdsløse, og det dominerende sociale syn i EU er den katolske sociallære om, at familien, frivillige netværk, kirken og private velgørenhedsorganisationer skal overtage flere og flere af statens og kommunernes opgaver. Presset fra EU medvirker på denne måde til at sætte den danske velfærdsmodel på spil. Finansminister Mogens Lykketoft har i 1996 udtalt, at kampen det næste årti er kampen mellem to velfærdsmodeller, den danske og den amerikanske model.

Privatisering og deregulering
Den fjerde faktor erden nyliberale demontering af velfærdsstaten. Den har allerede på flere områder indebåret en tilbagerulning af arbejderklassens økonomiske og sociale erobringer under højkonjunkturen 1958-73 og vil med den rådende politik blive fortsat. Bl. a. lægger Nyrup-regeringen med sit forslag til en ny bistandslov op til, at maskerne i det sociale sikkerhedsnet yderligere skal løsnes. Der skal rådes bod på velfærdsstatens påståede umyndiggørelse af folk, så også bistandsklienter kan få et større ansvar for deres eget liv. I lovens formålsparagraf skal der således stå: "Enhver skal have pligt til at forsørge sig selv - og loven skal hjælpe dem, som ikke kan forsørge sig selv, til at kunne det." Staten skal altså ikke mere have lov til at tage ansvaret fra folk og bidrage til, at ansvarsfølelse erstattes af krævementalitet. Denne udvikling er også i overensstemmelse med EUs direktiver på dette område. En omlægning af socialpolitikken, så det sociale netværk og de frivillige organisationer skal varetage stadig flere af de sociale problemer, vil imidlertid ramme de udstødte ekstra hårdt, eftersom de generelt er de mest netværkssvage.

Socialminister Karen Jespersens forslag til ny bistandslov var i efteråret 1996 udsendt til høring i de faglige organisationer, hvor det næsten overalt blev skarpt kritiseret. Bl. a. i Socialrådgiverforeningen og Socialpædagogernes Landsforbund blev loven mødt med en meget skarp kritik. I sit høringssvar fandt LO det uheldigt, at der i lovudkastet i så høj grad blev lagt vægt på de sociale klienters eget ansvar for at blive selvforsørgende. LO tog endvidere afstand fra anvendelsen af ansvarsbegrebet som det overordnede udgangspunkt i forhold til de svageste grupper. Desuden stillede LO sig tvivlende overfor, at den aktivering af alle bistandsklienter, som lovforslaget lægger op til, i sig selv kunne løse problemet for de tunge sociale grupper som f. eks. narkomaner. Hvis der ikke kom behandling før aktivering, var der ifølge LO en stor risiko for, at de tunge sociale grupper blev skubbet helt ud af systemet. På baggrund af denne massive kritik, som kom frem under høringsfasen, måtte Karen Jespersen erkende, at den ny bistandslov kunne blive bedre end embedsmændenes udkast. Desuden så det ved udgangen af 1996 heller ikke ud til, at der var politisk flertal for loven, der derfor foreløbig er udskudt (Den nye lov blev vedtaget juni 97).

Socialdemokratiets nyliberale linie
En femte faktor i produktionen af den ny underklasse er Socialdemokratiets ideologiske skifte . Den nyliberalistiske linie i Nyrup-regeringens politik er de sidste år blevet stadig tydeligere. Således er afstanden mellem et socialdemokratisk og et liberalistisk syn på velfærdsstaten blevet væsentlig mindre i de sidste ti år. Forslaget til ny bistandslov er kun et enkelt eksempel på, at man i Socialdemokratiet har adopteret en nyliberalistisk holdning. Generelt er der under den socialdemokratisk ledede Nyrup-regering sket en højredrejning af socialpolitikken og et skifte til en holdning, hvor det kun er de allersvageste grupper (posedamer, narkomaner, gadebørn, alkoholikere, voldsramte og psykisk syge), der skal hjælpes. Samtidig er Socialdemokratiet på vej mod et mere markeds- og brugerorienteret syn på velfærdsstaten, hvor det understreges, at folk skal have flere valgmuligheder. Dette vil naturligvis især være til fordel for de rige og velstillede, der via formue og indkomst i forvejen har en større valgfrihed. Denne drejning afspejler også det, der er blevet betegnet som Poul Nyrups "middelklasse-strategi", dvs. forsøget på "at bevæge Socialdemokratiet fra en position som arbejderparti til en position som middelklassens parti." (Leder i Det fri Aktuelt den 7. 9. 1996) Når det er de velstillede lønmodtagere, socialdemokraterne er så ivrige for at tilfredsstille, begrunder Nyrup det med, at "Siden Staunings tid er de svage blevet mindretallet, og de stærke er blevet flertallet." Tilsvarende ønsker statsministeren at fastholde den nuværende brede velfærdsmodel, som indebærer fortsatte offentlige tilskud til "den velstillede middelklasse", fordi det er hans opfattelse, at "vejen til at sikre velfærdssamfundet går gennem middelklassen - gennem fortsatte tilskud og overførselsindkomster til samfundets midterste gruppe." (Det fri Aktuelt den 7. 9. 1996) Med denne strategi og med den stadige "tvang" til nedskæringer, som ligger i den såkaldte monetaristiske nødvendige politik, er der ikke mange andre muligheder end fortsatte forringelser for de svagest stillede.

Den aktive linie i social- og arbejdsløshedspolitik
Den sjette faktor er omlægningen af arbejdsløshedspolitikken fra primært at være passiv forsørgelse (uanset hvor aktive de ledige så end er) til primært at være aktivt beskæftigelsesfremmende har ikke blot ført til en mere tvangsbetonet politik, men også en direkte institutionalisering af udstødningen. De offentlige beskæftigelsesordninger har ikke kunnet bekæmpe årsagerne til langtidsarbejdsløshed, men vel i nogen grad kunnet afbøde dens sociale virkninger. De er derfor blevet set som et bevis for, at velfærdsstatsidéen har virket. Med omlægningen til en aktiverende arbejdsløshedspolitik er der imidlertid blevet skabt et alternativt, tredje arbejdsmarked og indført tvangsarbejde (arbejde på "særlige vilkår"). I den kommunale jobtræning, som hidtil har domineret i aktiveringsindsatsen overfor de ledige, får kun ca. 30% efterfølgende ordinær beskæftigelse. Det er derfor også vanskeligt at se, hvordan den nu indførte 3-årige aktivperiode skal komme til at slutte med et ordinært job, sålænge der ikke skabes flere ordinære jobs. Tværtimod vil de udstødte efter at være blevet frasorteret gennem forskellige aktiverings- og uddannelsesordninger blive fastholdt i denne position og overladt til en bistand, der til forveksling ligner tidligere tiders fattighjælp. Når de tvangsaktiverede derefter indsættes på regulære jobs i overenskomstdækkede områder til minimale lønninger, har man ikke blot sikret kommunerne en overordentlig billig arbejdskraft, men desuden undergravet hele aftalesystemet.

Den sociale arv og reproduktionen af uligheden
Som en syvende faktor i produktionen af den ny underklasse vil jeg nævne den såkaldte "sociale arv". Bl. a. Socialkommissionens undersøgelser har vist, at familiens sociale og økonomiske status fortsat har en afgørende betydning for et barns fremtid, f. eks. med hensyn til uddannelsesvalg og ledighedsrisiko. Der er således tale om en social arv, der slagordsagtigt går ud på, at børn af vindere sjældent bliver tabere, og børn af tabere sjældent bliver vindere. Det har vist sig, at børn af forældre, der modtager overførselsindkomst, også selv har større risiko for at komme til at trække kraftigere på overførselssystemet end deres jævnaldrende (Ingerslev, Ploug og Reib 1992:109). Det betyder, at der også fremover vil være en tendens til, at gruppen på overførselsindkomster vil reproducere sig selv.

En ny rapport fra Socialforskningsinstituttet pegede i efteråret 1996 på, at langvarig eller permanent arbejdsløshed har en langt værre, mere direkte og vidtrækkende effekt end hidtil antaget, på de børn, der vokser op i skyggen af den. Familier, der rammes af langvarig arbejdsløshed, bliver efterfølgende systematisk ramt af flere sociale begivenheder: flere skilsmisser, flere tilfælde af sygdom og hospitalsindlæggelser, øget kriminalitet, flere selvmordsforsøg samt flere selvmord, der lykkes. Desuden kommer børnene i disse familier oftere end andre børn til at mangle en erhvervsuddannelse og bliver oftere selv arbejdsløse som voksne (Nygaard Christoffersen 1996).

Konklusion
Mange har de senere år givet udtryk for opfattelsen af, at et samfund skal måles på, hvorledes det behandler sine svageste borgere. Hvis det er rigtigt, er vi i disse år vidner til et stort civilisatorisk tilbageskridt. Der har været talt meget om den accellererende udskillelse af de svage, men så længe man ikke sætter fokus på og gør noget ved årsagerne til, at flere og flere mennesker bliver "svage", er det svært at få øje på, hvad der skulle standse marginaliseringen. Den tilpasning til de frie markedskræfter, som i forstærket grad er fulgt efter sammenbruddet i Øst, har i kombination med superliberalistisk ideologi fremmet en social darwinisme. På arbejdsmarkedet, hvor fastansatte klynger sig til arbejdet, eksisterer der således en slags "gøgeungeeffekt", hvor de mindre effektive og mindre kvalificerede hele tiden bliver skubbet ud af mere kvalificerede, effektive, dynamiske og gennemslagskraftige. Efter udstødelse bliver arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere ofte udsat for en nedværdigende behandling, unødig kontrol og mistænkeliggørelse. For arbejdsgiverne og andre borgerlige kræfter er det tydeligvis en strategi at forringe de udstødte gruppers vilkår for derigennem at gøre det nemmere at presse lavtlønnen ned og via tvangsaktivering få mulighed for at få en særdeles billig arbejdskraft (Helin 1996).

Udgør de arbejdsløse en underklasse? Måske ikke, men vel så en "industriel reservearmé", et "sub-proletariat" eller et "pjalteproletariat"? Begreberne kan diskuteres, men at operere med én stor arbejderklasse på ca. 80% af befolkningen, er efter min opfattelse misvisende. Dersom man ønsker at fastholde den helt brede definition af arbejderklassen, må man som minimum skelne mellem klassens forskellige sektioner: mellemlag, den traditionelle arbejderklasse og så sektionen af "udstødte".

Progressive sociologer har advaret mod underklassebegrebet, "fordi det helt overvejende tenderer til at fokusere på adfærdsmæssige aspekter hos de fattige uden at relatere dette til livsvilkårene." (Andersen og Elm Larsen 1995:79) Efter min opfattelse tvinger virkeligheden os imidlertid til at anvende et begreb, som "reflekterer den skærpede sociale udstødelse og polarisering i de postindustrielle samfund." (op. cit.:62) Underklassebegrebet kan her angive, at der faktisk er opstået et lag, som er betydelig dårligere stillet end både mellemlag og den traditionelle arbejderklasse. Dersom de, der repræsenterer de progressive synspunkter, viger tilbage for at bruge begrebet, fordi man enten mener, det lægger skylden på ofrene eller ødelægger den marxistiske opfattelse af hovedmodsætningen i det kapitalistiske samfund, ja så tier man både om forøgelsen af de sociale problemer i de udstødte grupper og om de faktiske ændringer i klassestrukturen. Samtidig tvinges de alligevel til at forholde sig til tilsvarende begreber - begreber som "dagpengekultur", "arbejdsløshedskultur" og "forsørgerkultur" - som fra borgerlig side føres frem i offensivt øjemed. Disse begreber, som har samme reaktionære og stigmatiserende indhold som højrefløjens underklassebegreb, er primært lanceret med henblik på en yderligere tilbagerulning af velfærdsstaten og vil derfor næppe forsvinde fra den politisk-ideologiske kampscene de første mange år.

Noter

1. Artiklen er en let redigeret version af mit papir til Nordisk konference om arbejdsliv den 26. - 29. 9. 1996 i Nykøbing Falster.

2. Begrebet fordisme anvendes af Hirsch og Jessop m. fl. som betegnelse for den akkumulations- og reguleringsmåde, som knyttede sig til den produktionsmodel, som var herskende i de kapitalistiske lande frem til den internationale krise i 1973/74. Med den stigende internationalisering af produktion, kapital og arbejdsdeling kom den fordistiske model, der tog sigte på masseproduktion af standardiserede varer, efterhånden i krise, og man taler herefter om en udvikling i retning af en post-fordistisk akkumulationsmodel, bl. a. kendetegnet ved en mere 'fleksibel akkumulation'.

Litteratur

Abrahamson, Peter 1992. 1990´ socialpolitik: Fra forsørgelse til selvhjælp? Samfundsøkonomen Nr. 8: 44-52.

Albrechtsen, Keld 1994. De udstødte og klassekampen. Den røde tråd den 18. 11. 1994.

Andersen, John og Elm Larsen, Jørgen 1995. Underklassen - den nye farlige klasse? Social kritik Nr. 37:61-84.

Baunsbak-Jensen, Asger 1996. Det radikale opgør. Information den 27.-28. 4. 1996.

Elm Larsen, Jørgen & Andersen, John 1990. Arbejdsløshed og offentlig forsørgelse i Danmark. Kbh.: Forlaget Sociologi.

Frandsen, Aage 1993. Daglig arbejdstid - 6 timer. Information den 27. 9. 1993.

Fridberg, Torben 1992. De socialt udstødte. Kbh.: Socialforsknings- instituttet.

Glargaard, Carsten 1994. De udstødtes klassekamp. Den røde tråd den 9.12. 1994.

Helin, David 1996. Asociale svin. Socialisten Nr. 20 den 11. 10. 1996.

Hirsch, Joachim 1995. Fra fordistisk sikkerhedsstat til national konkurrencestat.Grus Nr. 46:71-84.

Hornemann Møller, Iver 1989. Samfundet polariseres. Aalborg: ATA-forlaget.

Ingerslev, Olaf, Ploug, Niels og Reib, John 1992. Forløbsanalyser af de unge i 1990´. Kbh.: Socialkommissionens sekretariat.

Jacobsen, Benny 1989. Levekår og livsformer i velfærdsstaten, Kbh.: Samfundsfagsnyt.

Jessop, Bob 1988. Thatcherism: a tale of two nations. Cambridge: Polity Press.

Juul Kristensen, Catharina 1994. Nye fattige - unge hjemløse kvinder i København. Kbh.: Forlaget Sociologi.

Nygaard Christoffersen, Mogens 1996. Opvækst med arbejdsløshed. En forløbsundersøgelse af to generationer født 1966 og 1973. Kbh.: Socialforskningsinstituttet.