Lad mig komme med et provokatorisk standpunkt, som er modsat den almindelige opfattelse. Den hidstoriske situation vi lever i nu er den bedste - ikke den værste. Den er det mest- ikke mindst rigtige tidspunkt atter at genfinde Marx. Det er tidspunktet hvor Marx bør og kan komme til sin ret fuldt og helt, og det for første gang - selv når vi tager hensyn til den epoke, han selv levede i.
Synspunktet kommer jeg med af en enkel grund: vi lever i en tid hvor kapitalismen for første gang er blevet et virkelig omfattende system. Det er ikke kun fordi den er verdensomspændende, at den er altomfattende. Heller ikke fordi så at sige hver eneste økonomiske aktør i dagens verden opererer efter en kapitalistisk logik. Selv dem der befinder sig i den yderste del af den kapitalistiske økonomis pereiferi er på en eller anden måde underlagt denne logik. Akkumulationslogikken, varelogikken, profitmaksimering og konkurrencelogikken har gennemtrængt så at sige hvert eneste område i mennesket og naturen selv, på måder som ikke engang var udviklede i de mest avanceret kapitalistiske lande for 20 eller 30 år siden. Så Marx er mere aktuel end nogen sinde, fordi han mere effektivt end noget andet menneske nu og før, brugte sit liv på at forklare kapitalismens systembundne logik.
I det Kommunistiske Manifest kan vi finde et slående profetisk billede af kapitalismen som spreder sig over hele verden, vælter alle kinesiske mure, som Marx og Engels udtrykker det. Men da Marx skrev Kapitalen lagde han, med rette, vægt på det specifikke ved kapitalismen som et meget specielt og dengang lokalt fænomen. Han mente selvfølgelig ikke, at kapitalismen ikke allerede havde global virkning via det internationale marked, kolonialismen osv. Men systemet i sig selv var langt fra universelt. Det ville uundgåelig sprede sig, men aktuelt var den meget lokal - ikke kun begrænset til Europa og Nordamerika men, i hvert fald i sin udviklede form, kun til stede i et land, England. Han følte til og med behov for at forklare tyskerne at de en dag ville følge i Englands spor: "de te fabula narratur", advarede han dem. Du tror det er en historie som kun handler om England, men hvad enten du ved det eller ej, så handler den historie også om dig.
Kapitalen får sin særlige karakter ved den enkle kendsgerning: den handler om et kapitalistisk system som om det var et lukket system, og om dette systems indre logik. Jeg vender tilbage til dette, og til hvorfor dets udgangspunkt i et lokalt fænomen paradoksalt nok gør Marx' analyse mere, ikke mindre, relevant set ifht. vor situation i dag. Til trods for at, eller fordi kapitalismen er blevet så omfattende. Men først vil jeg sige lidt om marxismens udvikling efter Marx, og også om det der er fulgt efter som nye antimarxistiske strømninger på venstrefløjen.
Mit hovedsynspunkt er følgende: Næsten hvert eneste større udviklingstrin i det 20.århundredes marxisme har mindre handlet om kapitalismen end om hvad der ikke var kapitalistisk. (Jeg forklarer om lidt hvad jeg mener med det). Dette gælder især den første halvdel af det 20.århundrede, men jeg vil påstå at den omtalte tendens har påvirket marxismen siden da. Det jeg mener er, at en af de vigtigste marxistiske teorier i lighed med Marx, tog udgangspunkt i at kapitalismen langt fra var universel. Men hvor Marx begyndte med det mest udviklet eksempel og derudfra udtrak kapitalismens logiske system, så begynder hans efterfølgere så at sige i den anden ende. De var først og fremmest, af meget konkrete historiske og politiske grunde, optaget af forhold som samlet set ikke var kapitalistiske. Og der var en endnu mere grundlæggende forskel: Uanset hvad Marx må have tænkt om kapitalismens verdensomspændende ekspansion, eller denne ekspansions begrænsninger, så var det ikke det, han var mest optaget af. Han var først og fremmest optaget af systemets indre logik og dets evne til at fuldstændiggøre sig selv. Det evne til at trænge ind i alle livets forhold, hvor det kunne slå rod. De efterfølgende marxister startede, udover en interesse for mindre udviklede kapitalistiske lande, udfra den antagelse, at kapitalismen ville opløse sig selv før den var fuldt udviklet. Og helt sikkert før den blev universel og total, og deres hovedbekymring drejede sig om hvorledes man kunne navigere i en hovedsagelig ikke-kapitalistisk verden.
Tænk blot på marxismens milepæle i det 20.århundrede. For eksempel blev de vigtigste revolutionsteorier grundlagt under forhold hvor kapitalismens knapt nok eksisterede, eller forblev uudviklede. Der fandtes ikke et veludviklet proletariat. Revolutionen var afhængig af alliancer mellem arbejderklassen, som var i mindretal, og frem for alt en førkapitalistisk bondeklasse. Endnu mere slående er de klassiske marxistiske imperialismeteorier. Det er egentlig rammende at imperialismeteorierne fra det tidlige 20.århundrede næsten erstatter eller bliver kapitalismeteorien. Med andre ord bliver interesseområdet for marxismens økonomiske teori det man kan kalde kapitalismens eksterne forhold, kapitalismens gensidige påvirkning med ikke-kapitalismen og den gensidige påvirkning mellem kapitalistiske stater og den ikke-kapitalistiske verden.
På tværs af alle grundlæggende uenigheder imellem imperialismens klassiske teoretikere delte de en fælles antagelse: At imperialismen handlede om kapitalismens tilstedeværelse i en verden, som ikke var - og aldrig kunne blive - fuldt ud eller til og med først og fremmest kapitalistisk. Tænk f.eks. på Lenins antagelse om at imperialismen repræsenterede "kapitalismens højeste stadie". Bag ved denne definition lå antagelsen om, at kapitalismen havde nået et punkt hvor hovedaksen når det gjaldt internationale konflikter og militære konfrontationer, ville foregå mellem imperialistiske stater. Men denne konkurrence var pr. definition en konkurrence omdeling og nydeling af verdenen, som først og fremmest var ikke-kapitalistisk. Desto mere kapitalismen (i ujævnt tempo) spredte sig, desto mere akut ville rivaliseringen mellem de største imperialistiske magter blive. Samtidig vil de møde øget modstand. Hovedpointen - og årsagen til at imperialismen var kapitalismens højeste stadium - var at den var kapitalismens sidste stadium. Hvilket indebar at kapitalismen ville ende før imperialismens ikke-kapitalistiske ofre ville være fuldstændigt opslugt af kapitalismen.
Dette synspunkt blev i særlig grad fremført af Rosa Luxemburg. Hovedpointen i hendes klassiske værk "Kapitalakkumulationen" var at give en anden synsvinkel end Marx's. Den er ment som et alternativ til Marx's analyse af kapitalisme som et lukket system. Hendes argument er, at kapitalismen har brug for en tilgang til ikke-kapitalistiske formationer - som igen betyder at kapitalismen uundgåelig er ensbetydende med militarisme og imperialisme. Kapitalistisk imperialisme, som har gennemgået forskellige stadier, hvor det første var ren og skær erobring af land, har nået sit sidste stadie som "et våben i konkurrencekampen mellem kapitalistiske lande om områder i de ikke-kapitalistiske landes civilisationer". Hun mener, at en af kapitalismens grundlæggende modsigelser er: "til trods for at den stræber efter at blive universel, og faktisk på grund af denne tendens, vil den bryde sammen fordi den har egenskaber, som gør den ude af stand til at blive en universel produktionsform". Den er den første økonomiske form som tenderer til at opsluge hele verdenen, men den er også den første som ikke kan eksisterer alene fordi "den behøver andre økonomiske systemer som medium og grobund" (1). Så i disse imperialismeteorier forudsætter kapitalismen pr. definition et ikke-kapitalistisk miljø. For at overleve er kapitalismen afhængig af, ikke bare at disse ikke-kapitalistiske formationer eksisterer, men også grundlæggende i eksistensen af disse førkapitalistiske instrumenter af udenoms-økonomiske kræfter, militær og geopolitisk tvang og de traditionelle former for kolonikrig og landerobringer.
Og således fortsætter det, også når det gælder andre sider af den marxistiske teori. Trotskys ide om den kombinerede og ujævne udvikling, som med logisk konsekvens fører til ideen om den permanente revolution, forudsætter antagelig at kapitalistismens universalitet ikke føres til ende, da den bryder sammen inden. Gramsci var meget bevidst over konteksten af en mindre udviklet kapitalisme, med en betydelig førkapitalistisk bondekultur. Og det havde helt sikkert stor betydning for den vægt han lagde på ideologi, kultur og intellektuelle, fordi der var behov for noget som kunne skubbe klassekampen længere fremad end dets materielle grænser. Der var behov for noget som kunne muliggøre en socialistisk revolution, selv når man manglede de modne, materielle betingelser for en veludviklet kapitalisme og et avanceret proletariat. Det samme gælder for Mao, omend på en anden måde. Og så videre.
Det jeg siger er, at førkapitalismen gennemtrænger alle disse kapitalismeteorier. Nu er alle disse teorier fulde af visdom og oplysende på mange måder. Men på et område tager de fejl. Kapitalismen er blevet universel. Den har gjort sig selv total såvel ekstensivt som intensivt. Den er udstrakt globalt, og den gennemtrænger hjerte og sjæl i det sociale liv og i naturen. Forresten betyder det ikke nødvendigvis, at nationalstaten forsvinder. Det betyder måske at nationalstaten får nye roller, fordi konkurrencens logik påtvinges både kapitalistiske firmaer, og hele nationens økonomi. En konkurrence som staten gennemfører, ikke så meget ved hjælp af de gamle "udenomsøkonomiske" og militære metoder, men ved hjælp af rene "økonomiske" former. Selv imperialismen har fået en ny form. Folk kalder den "globalisering", men det er kun et kodeord, som desuden er vildledende for et system, hvor kapitalisems logik er blevet mere eller mindre universel. Og hvor imperialismen har nået sine grænser. Ikke så meget gennem de gamle former for militær ekspansion, som ved manipulation og ved at slippe det kapitalistiske markeds destruktive impulser løs. Men selvom at kapitalismens universalitet har afsløret grundlæggende modsigelser i systemet, må vi erkende, at der ikke er tegn til dets bortgang i nær fremtid.
Hvilke teoretiske svar har den nye virkelighed så fået? For det første kan man sige, at vi står overfor et paradoks: jo mere universel kapitalsmen er blevet, jo mere har folk bevægget sig væk fra klassisk marxisme og dens teoretiske hovedområde. Det gælder især for postmarxistiske teoretikere og deres efterfølgere, men jeg tror, at det også gælder for de senere marxistiske former. Som f.eks. med "Frankfurterskolen" eller den vestlige marxistiske tradition generelt. F.eks. synes det kendte skift fra den marxistiske optagethed af den politiske økonomi til kultur og filosofi, at hænge sammen med overbevisningen om at kapitalismens universelle kræfter har gennemtrængt enhver side ved tilværelsen og kulturen - og at arbejderklassen er fulstdændig opsuget i den kapitalistiske kultur. (Iøvrigt tror jeg, at der er en anden årsag til dette skift, som ikke har at gøre med at kapitalismens er blevet universel, men tværtimod har at gøre med måden de førkapitalistiske former fortsat gennemtrænger bevidstheden hos f.eks. Frankfurterskolens tænkere - men jeg har ikke tid til her at gå nærmere ind på det her, og er iøvrigt langt fra at kunne fremlægge en stringent analyse for dette synspunkt) (2) Mit synspunkt er, at der er to måder at forholde sig på kapitalismens universalisering. Den ene er, at eftersom kapitalismen mod forventning er blevet universel, istedet for at opløse sig før den fik mulighed for at blive total, så er dette virkelig enden. Dette kan kun være systemets endelige sejr. Jeg kommer til den anden reaktionsmåde. Men denne reaktion, den defatitiske, den som repræsenterer bagsiden af medaljen for den kapitalistiske sejrsideologi, er den måde som venstrefløjen generelt reagerer på i dag.
Det er her, de postmarxistiske teorier kommer ind - og for at vi kan forstå dem, tror jeg at det vil være godt at vurdere dem på baggrund af de marxistiske ideer som jeg har omtalt her. Hvis du ser på de såkaldte postmarxistiske ideers historie, vil man se, at de havde som forudsætning, at kapitalismen virkelig var blevet universel.. Det er faktisk således, at det er kapitalismens universalisering, som er postmarxisternes grund til at gå fra marxismen. Det kan forekomme mærkeligt, men tankegangen er omtrent således: Efterkrigstidens universelle kapitalisme er domineret af det liberale demokrati og den demokratiske forbrugerideologi. Og disse to træk har åbnet for helt nye områder for demokratisk opposition og kamp, som er meget mere mangfoldig end den gamle klassekamp. Den indirekte, men nogen gange direkte udtalte konklusion er, at disse kampe i virkeligheden ikke kan være imod kapitalismen, da den nu er så total, at der ikke er noget alternativ - og at kapitalismen i sidste ende nok er den bedste af alle verdener. Således kan der i kapitalismen universelle verden kun være fragmenterede og isolerede kampe.
Post-postmarxisterne - eller måske de postmodernistiske - teorier er gået et skridt videre. Nu er det ikke kun et spørgsmål om kapitalismens universalitet. Nu er kapitalismen blevet så universel, at den grundlæggende set er blevet usynlig. Som luft for mennesket, eller vand for fisken. Vi kan lege i dette usynlige element, og vi kan måske skabe vore små enklaver, små fristeder med privatliv, afsondrethed og frihed. Men vi kan ikke flygte fra - end ikke se - det universelle element.
Er dette den rigtige konklusion på kapitalismen unversalitet? Jeg overrasker nok ikke nogen når jeg siger, at det er en helt fejlagtig konklusion. Jeg tror, at årsagen til at man når denne konklusion har at gøre med generationens historiske rødder - som jeg indrømmer min generation - som har produceret de forskellige typer af postmarxisme og postmodernisme. Jeg tror det har noget at gøre med den kendsgerning, at de fortsat sidder fast i efterkrigstidens gyldne æra. Det har i lang tid gjort indtryk på mig hvor stærkt 60-er generationens teoretikere og til med deres studenter er blevet formet af efterkrigstidens antagelser. Med andre ord har de ikke endnu evnet at skelne mellem kapitalismen universalitet og kapitalismens vækst, velfærd og succes eller tilsyneladende succes. Og de tager dens totale hegemonitet for givet.
Men når disse ideeer synes at have købt kapitalismens sejrsideologi, har det også noget at gøre de intellektuelles baggrund i det 20.århundredes marxisme. Set på denne baggrund og dens antagelse om kapitalismens begrænsninger, er det vanskeligt at have en anden målestok for kapitalismens succes end dets evne til at sprede sig over hele verden. Det er som om, at kapitalismens begrænsning kun kan måles ved ekspansionens geografiske grænser. Og hvis den viser sig, at kunne bryde disse grænser - og det ser sådan ud nu - må den helt sikkert vurderes som en uovervindelig succes.
Men lad os vende tilbage til Marx og hans analyse af kapitalismen som
et lukket system - som jeg synes at kapitalismens uversalitet giver os god grund til. Så
vil vi se på verden, ikke som et forhold mellem det som er i og det som er udenfor
kapitalismen, men som en udvikling der skyldes kapitalismen indre bevægelseslove.. Og det
kan være at det er enklere at se kapitalismens universalisering ikke kun som en målestok
på succes, men som en kilde til svaghed. Kapitalismens evne til at gøre sig universel er
ikke kun et styrketegn. Den er en sygdom, en kræftsvulst. Den ødelægger det
samfundsmæssige væv på samme måde som den ødelægger naturen. Det er en
modsigelesfuldt proces, ganske ligesom Marx sagde den var. De gamle teorier om
imperialismen havde måske ikke helt ret når de antog at kapitalismen ikke kunne blive
universel, men det er helt sikkert at den ikke kan blive succesrig og velstående på
universelt plan. Den kan kun universalisere sine egne modsætninger, dets polariseringer
mellem rig og fattig, udbyttede og udbytter. Dens sejre er også dens tab.
Nu har kapitalismen ikke flere udveje, ikke flere sikkerhedsventiler eller korrigerende
mekanismer udenfor sin egen interne bevægelseslogik. Selv når den ikke er i krig, selv
når den ikke deltager i den gammeldags imperialistiske rivalisering, vil den hele tiden
være underlagt de konstante spændinger og den kapitalismen konkurrences modsigelser. Nu,
da den i mere eller mindre grad har nået sine geografiske grænser, og har afsluttet den
ekspansion som var årsagen til dens succes, kan den kun nære sig selv. Og jo mere
succesfuld den er på dens egne betingelser - sagt på en anden måde jo mere den
maksimerer sin profit og den såkaldte vækst - jo mere vil den ødelægge sit menneske-
og naturgrundlag. Så nu er det måske på høje tid for venstrefløjen, at se at
kapitalismen universalisering ikke kun er et nederlag for os, men også en åbning - og
det vil, selvfølgelig, frem for alt betyde en åbning for den ikke-moderigtige ting, som
hedder klassekamp.