Spørgsmålet om reform eller revolution i 1880'erne

I denne artikel samt i næste nummer af Solidaritet belyses de første skridt på vej til en udformning af socialistisk strategi i den danske arbejderbevægelse. Dermed beskrives dannelsen af to grundlæggende forskellige retninger:
en reformistisk og en revolutionær.

I løbet af 1800-tallet ændrede det danske landbrug sin karakter fra en overvejende selvforsyningsøkonomi til en markedsøkonomi. Der kom en enorm vækst i landbrugsproduktionen, som sammen med denne produktions stigende markedsøkonomiske karakter havde en afgørende effekt på hele samfundsudviklingen. Et af de centrale elementer i denne udvikling blev en industriel produktion, som fra omkring 1870 voksede hastigt i sit omfang.

Denne nye måde for samfundets materielle produktion blev organiseret i form af privat ejendomsret til produktionsmidlerne og -resultaterne, hvorved en større og større del af befolkningen blev frataget råderetten over produktet af sit arbejde. Dette resulterede i, at der opstod to nye samfundsklasser, hvis grundlæggende interesser umiddelbart stod i modsætning til hinanden; arbejderklassen og det industrielle borgerskab.

Den danske arbejderklasse begyndte på et tidligt stadium af sin eksistens at organisere sig med henblik på en kamp for en forbedring af sine arbejds- og leveforhold og med henblik på at fjerne den udbytning og undertrykkelse, som borgerskabet udøvede i kraft af sin ejendom til produktionsmidlerne. Det sidstnævnte skulle opnås ved en omformning af samfundet fra et kapitalistisk til et socialistisk.

Som led i denne kamp udviklede man praktisk, konkret politik og et teoretisk grundlag. Der opstod dog også hurtigt forskellige opfattelser af vejen til socialismen - herunder hvilke midler man skulle bruge for at opnå denne målsætning. Spørgsmålet om reformer eller revolution stod i centrum.¹

I den forbindelse spillede 1880'erne en helt central rolle. Det var nemlig i denne periode under to opgør indenfor arbejderbevægelsen, at der blev formuleret to grundlæggende forskellige opfattelser af vejen til socialismen: en reformsøgende og en revolutionær. Under det første opgør i 1881 stod et reformsøgende fleretal af socialdemokrater overfor de såkaldte social-revolutionære med Harald Brix i spidsen. Under det andet i 1889/90 opponerede en anden revolutionær gruppering indenfor Socialdemokratiet, kaldt De revolutionære, mod et tilsvarende fleretal.

I nærværende artikel vil jeg beskrive det første opgør, mens det andet behandles i næste nummer af Solidaritet.

De social-revolutionære
Harald Brix var sammen med Louis Pio og Poul Geleff de tre grundlæggere og ledere af Socialdemokratiet. De blev benådet i april 1875 efter at have siddet i fængsel siden "Slaget paa Fælleden" i maj 1872. Deres "forbrydelse" bestod i at have tilstræbt "Indførelsen af en socialistisk ordning af Statsforholdene".

Fra april 1876 begyndte Brix at udgive en illustreret, satirisk ugeblad Ravnen. På grund af artiklerne i dette blad sad han igen fængslet i årene 1876-80 for "opvækkelse til oprør", majestætsfornærmelse, gudsbespottelse samt fornærmelse af myndigheder og privatpersoner (af politiske årsager).

Efter sin løsladelse var Brix helbredsmæssigt meget svækket grundet fængselsopholdet. Ikke desto mindre genoptog han sin politiske virksomhed i form af blandt andet et opgør med Socialdemokratiet, som han beskyldte for at være blevet reformistisk, mens han havde siddet i fængsel. Brix viste derved en ukuelig vilje til at kæmpe for socialismens sag, idet han utvivlsomt måtte vide hvilken fare fra statsmagtens side, han udsatte sig for ved en fornyet revolutionær virksomhed.

Umiddelbart efter sin løsladelse fra fængslet juleaften 1880 gjorde Brix - i overensstemmelse med en socialdemokratisk beslutning fra 1875 - krav på en tredjedel af redaktionen af Social- Demokraten (Socialdemokratiets blad). Dette blev afvist, hvorefter Brix fra d.12.februar 1881 begyndte at udgive dagbladet Herolden, hvilket kunne tyde på et brud med Socialdemokratiet.

Han fik tilslutning fra oppositionen i partiet, som forlod organisationen for at slutte sig til ham. Denne opposition gjorde sig første gang gældende ved Købmagergade-kongressen i 1877 ved at kræve en revolutionær holdning, et kraftigere sprog i Social-Demokraten og afbrydelse af samarbejdet med Venstre. Desuden havde de forsvaret Pio og Geleff mod den kritik, der blev fremført imod dem, hvorfor gruppen undertiden kaldtes pionisterne. Blandt de ledende var Georg Töppenvien, Axel Winther, R. Foltmar, Laurits Andersen og Jacquette Liljencrantz. Til Brix' social-revolutionære sluttede sig også William Fleron, som havde rejst i mange lande i Europa og været i forbindelse med venstre-socialistiske og social-revolutionære kræfter i blandt andet England og Tyskland.

De social-revolutionære havde tilsyneladende også opbakning hos en del af den københavnske arbejderklasse, og ifølge Heroldens egne oplysninger fik bladet hurtigt et abonnementstal svarende til Social-Demokratens - nemlig over 2000.²

Hvor lidt tilslutning, der i virkeligheden var til social-revolutionismen viste dog sig snart. På grund af meget dårlig helbred efter fængselsopholdet døde Harald Brix i maj 1881, kun 40 år gammel, mens myndighederne var i færd med at anlægge en ny retsag imod ham. Bevægelsen knækkede nærmest sammen efter Brix' død. Herolden udkom for sidste gang den 20.september. I et par måneder blev den afløst af Den radikale Socialist. William Fleron, en af ledende kræfter bag bladet, blev dog anholdt og sigtet efter straffelovens paragraf om "opvækkelse" til oprør, og Den radikale Socialist kunne tilsyneladende ikke klare sig uden ham.

Derefter oprettedes igen et dagblad ved navn Herolden, der efter to måneder fortsatte som ugeblad frem til marts 1882. Udgiverne af det nye Herolden var Vilhelm Rasmussen og Jacquette Liljencrantz. I 1884 forsøgte de sig igen med ugebladet Den nye Socialist, der mentes som Heroldens fortsættelse. Juni 1884 blev det imidlertid afsløret, at Vilhelm Rasmussen og Jacqette Liljencrantz havde modtaget penge fra højre kredse, hvilket betød et endeligt dødstød til den social-revolutionære bevægelse.

De social-revolutionæres agitation for revolution
Kernen i de social-revolutionæres opfattelse af vejen til socialismen var efter min mening deres syn på den eksisterende stat som værende pilrådden. "Derfor hader vi også den moderne stat, som ved at lappe på den gamle samfundsopbygnings ormædte planker søger at opretholde den forbandede konstruktion. Vi tror ikke, at nogen virkelig forbedring af denne er mulig. Derfor tilstræber vi dens sammenstyrtning, for da at rejse et nyt og frit samfund, hvor alle arbejder efter evne og får sine legemlige og åndelige fornødenheder tilfredsstillet." ³

Desuden anså man en alliance med små-bourgeoisiet, det vil sige håndværksmestre, små-fabrikanter, selvstændige næringsdrivende og gårdejere, for umulig, idet "Det lavere bourgeoisi er lige så bestemte modstandere af den socialistiske produktionsteori som det højere bourgeosi, fordi hine ligesom dette ser sig nivelleret, tilintetgjort ved socialismens fordring, og fordi den første trosartikel i hele bourgeoisiets katekismus er arbejdets størst mulige udbytning." ⁴

De social-revolutionære var i forlængelse heraf meget skeptiske overfor muligheden for ændringer af samfundet via lovgivningsmagten, og de stillede sig dermed meget kritisk overfor de socialdemokratiske lederes forsøg på parlamentarisk virksomhed. Reformbestræbelserne opfattedes som håbløse og kun fremkalde forvirring og sløvhed hos arbejderne. "De vil vedblive deres påstand om, at de kan føre socialismen frem på en parlamentarisk vis, når de blot kan få én, siger og skriver én rigsdagsmand valgt ind i Folketinget, de vil fremdeles fortælle, at på denne måde vil samfundet efterhånden blive reformeret i den forønskede retning, men om dette først vil ske om hundrede eller tusinder af år, derom bryder de sig lige så lidt som om, hvorvidt samfundet overhovedet kan tænkes reformeret grundigt ad parlamentarisk vej.." ⁵

De social-revolutionære afviste dog ikke deltagelse i kommunalvalg
Den eksisterende stats overtagelse af dele af produktionsapparattet opfattedes ikke som værende til gavn for arbejderklassen: "Regeringen begynder nu så småt at træde til for at tage tøjlerne ud af bourgeoisiets hænder og selv køre arbejdshesten, ikke for at holde den i bedre foderstand eller skåne den for pidskesnærten, men for ved en skinreform at spænde seletøjet fastere." ⁶

Man stillede sig dog tilsyneladende mere positivt overfor statens opkøb af virksomheder, hvis de blev overdraget til arbejderne til drift for egen regning, og således at udbyttet tilfaldt dem selv.

Alt i alt mente de social-revolutionære, at alle midler til samfundets gradvise omformning måtte vise sig utilstrækkelige. Tilbage var kun revolutionen.

Man så dette bekræftet i den historiske udvikling som et forløb, hvor revolutioner og omvæltninger førte til, at den ene klasse afløste den anden som samfundets magthavere. Og ligesom bourgeoisiet ved en revolution satte den feudale overklasse fra magten, ville det selv uundgåeligt blive kastet til side af arbejderne.

Selvom den kommende revolution opfattedes således som nærmest uundgåelig, måtte den hjælpes på vej af en militant arbejderklasse, og der måtte agiteres for den.

Socialdemokratiets afvisning af revolution ⁷
Socialdemokratiet tog via Social-Demokraten på det kraftigste afstand fra de social-revolutionære, idet man så fundamentalt anderledes på spørgsmålet om socialisme gennem reform eller revolution. De social-revolutionæres syn på revolution betragtede Social-Demokraten som fanatisme udsprunget af utilregnelighed. Ifølge bladet prædikede de social-revolutionære revolution ude at være i stand til at give selv den mindste anvisning på, hvordan samfundets ændring i praksis skulle foregå. I virkeligheden var de social-revolutionæres evige talen om revolution dødsens farlig: "Sæt for det første, at de kunne sætte en blodig revolution i gang, og at denne af magthaverne blev slået til jorden, hvem ville det så gå ud over? Naturligvis folket! Ikke nok med, at det har udøst sit blod til ingen nytte, magthaverne ville også berøve det den smule frihed, som det endnu kunne glæde sig ved." ⁸

Efter socialdemokraternes egen opfattelse lå dog den vigtigste forskel mellem dem og de social-revolutionære i, at Socialdemokratiet forudsatte hovedparten af folkets accept af en samfundsforandring. Derfor mente de også, at "Så længe overbevisningen om nødvendigheden af den socialistiske stats oprettelse ikke har rodfæstet sig i folkets hjerte, så længe vil en voldsom revolution kun medføre skadelige følger, og har folket først fået blikket op for hin nødvendighed, da vil en sådan revolution være overflødig." ⁹

I det sidstnævnte lå der vel også den opfattelse, at lovgivningen gav mulighed for en socialistisk samfundsændring. Dette var netop socialdemokraternes faste overbevisning, hvilket resulterede i den holdning, at "..arbejderspørgsmålet skal løses gennem reformer ved hjælp af den almindelige valgret og under iagttagelse af alle hensyn til de bestående love.." ¹⁰

Socialdemokratiet havde i det hele taget et meget positivt syn på staten, hvilket for mig at se var måske udtryk for den største forskel fra de socialrevolutionære. Statsmaskineriet skulle overtages, styrkes og bruges til gavn for ikke bare arbejderklassen men hele samfundet. Og så vidt jeg kan vurdere, skelnede man ikke mellem statens rolle og muligheder i henholdsvis kapitalistisk og socialistisk samfund, men opfattede den stort set positivt til enhver tid.

Arbejderklassens elendighed blev for eksempel heller ikke forstået som en uundgåelig konsekvens af den kapitalistiske produktionsmåde, sådan som de social-revolutionære gjorde det, men snarere som en følge af manglende statsregulering af de økonomiske kræfter.

Socialdemokraterne så også anderledes positivt på en alliance med middelklassen, som de opfattede som en oplagt forbundsfælle for arbejderklassen i kampen for socialismen, fordi de mindre næringsdrivende på grund af konkurrence fra den store kapital truedes af proletariseringen.

Man anså det i det hele taget ikke for en særlig svær opgave at gennemføre socialismens krav, eftersom disse i virkeligheden hovedsageligt begrænsede sig til retfærdighed og lige muligheder for alle. Desuden vidste socialisterne i Danmark godt, at realiseringen af disse krav ville og måtte tage lang tid.

I forlængelse af den parlamentariske strategi var partiets rolle først og fremmest at lede den socialdemokratiske valgindsats og overbevise arbejderne om det bedste ved at stemme på Socialdemokratiet. Fagforeningerne og strejkerne skulle bruges til forbedringer af arbejdsvilkårene og ikke som politiske kampmidler for socialismen.

Det karakteristiske for positionerne
Det fremgår af det ovenover beskrevne, at der lå nogle grundlæggende forskelle mellem socialdemokraternes og de socialrevolutionæres klasse- og statsanalyse samt deres socialismestrategi.

Mens de social-revolutionære mente således, at staten søgte at opretholde det gældende samfund, og de ønskede først og fremmest dens sammenstyrtning, betragtede socialdemokraterne staten som en helt central størrelse i opbygningen af socialismen.

De social-revolutionære anså videre det slet ikke for ønskeligt med en alliance med småborgerskabet, som de ikke havde meget tilovers for og vurderede som reaktionært. Socialdemokraterne opfattede derimod småborgerskabet som en oplagt forbundsfælle for arbejderklassen.

Socialdemokratiet lagde i det hele taget afgørende vægt på, at hovedparten af befolkningen ønskede socialismen, mens det tilsyneladende ikke spillede nogen særlig rolle for de social-revolutionære. Det sidstnævnte skyldtes måske, at de revolutionære anså revolutionens udbrud som en uundgåelighed, mere som en følge af hele den samfundsmæssige udvikling end folkets bevidste vilje. De havde således en noget mekanisk opfattelse af den samfundsmæssige udvikling. Socialdemokraterne savnede måske tilgengæld forståelsen for dynamikken i klassekampen.

Det ville ihvertfald være en revolution, som efter de social-revolutionæres mening ville skabe socialismen, mens socialdemokraterne virkede meget skræmte ved tanken om en revolutionær opstand, og de syntes først og fremmest at være optaget af de negative følger af en eventuel nedkæmpelse af en sådan.

De havde tilgengæld en dyb tro på reformer og fandt det i det hele taget ikke som en særlig svær opgave at indføre socialismen. Samfundet skulle blot oplyses om de sociale uretfærdigheder for ikke længere at ville acceptere dem.

Dette må siges at være tegn på en mangelfuld analyse af de samfundsmæssige mekanismer under kapitalismen, blandt andet staten og dens rolle, hvilket de også er blevet kritiseret for af de social-revolutionære. De sidstnævnte anså på den anden side reformbestræbelserne som helt håbløse. Et ret ekstremt synspunkt, men den daværende parlamentariske situation taget i betragtning, med statskupagtig, provisorisk finanslovgivning, var det dog måske en meget fornuftig holdning.

Ellers virker socialdemokraterne meget tålmodige i deres opfattelse af vejen til socialismen, mens de social-revolutionære synes at være præget af stor iver. De havde dog ikke nogen konkrete anvisninger på og en noget naiv forestilling om, hvordan samfundets ændring i praksis skulle foregå, og dette var et af socialdemokraternes vigtige kritikpunkter af dem.

Jeg vil sammenfatte det dominerende standpunkt indenfor Socialdemokratiet i 1881 som værende udtryk for en klar reformistisk strategi.

Baggrunden for opgøret og dets betydning
I et forsøg på at belyse baggrunden for opgøret mellem socialdemokraterne og de social-revolutionære sammenligner Jens Engberg den danske situation med den tyske, hvor et tilsvarende opgør med Johann Most og andre social-revolutionære fandt sted. Han finder i denne sammenligning en række problemer, som er fælles for begge landes arbejderbevægelser.

Disse problemer var forårsaget af en international økonomisk krise og bestod først og fremmest i øget arbejdsløshed samt faldende realløn, og førte med sig, at det blev langt vanskeligere at samle arbejderne om en slagkraftig politik.

Samtidigt udsættes partierne for et hårdt pres fra myndighederne i form af forfølgelser og meget vanskelige parlamentariske vilkår, hvilket blandt andet gjorde det nærliggende at stille spørgsmålstegn ved mulighederne for at opnå resultater indenfor det gældende politiske system.

Endvidere befandt begge partier sig efter grundlæggelsen i en vanskelig fase, hvor det skulle afklares, hvorvidt lederne skulle være intellektuelle eller folk med større tilknytning til arbejderklassen.

Som følge af alle disse problemer og den afmagtsposition, som partierne befandt sig i, udsprang de social-revolutionære bevægelser.

I Danmark bestod denne bevægelse først og fremmest af folk med intellektuel, småborgerlig baggrund, men de social-revolutionære må ifølge Engberg forstås som et talerør for de ufaglærte og dermed hovedsageligt som en repræsentant for deres interesser.

Det er i dette lys, at den meget negative holdning til småborgerskabet skal ses. Skal jeg forsøge mig med en sociologisk forklaring, så har måske et opgør med egen sociale baggrund også spillet en rolle.

Hvorfor de ufaglærte ikke tilsluttede sig social-revolutionismen, kan efter Engbergs opfattelse skyldes flere forhold. Det helt centrale er dog, at der på det tidspunkt ikke fandtes noget egentligt industriarbejderproletariat, og de ufaglærte var daglejere, hvilket betød meget ringe muligheder for at organisere sig. De havde heller ikke nogen organisationstraditioner.

Desuden gav de social-revolutionæres holdninger og forestillinger en ret dårlig grobund for en revolutionær organisering. De lagde således hverken vægt på parti- eller fagforeningsarbejde og forestillede sig nærmest blot, at et par hundrede arbejdere udrustede med lidt våben kunne sætte en hel revolution igang, som så ville vinde sig selv.

Engbergs vigtigste konklusion med hensyn til social-revolutionismen må dog siges at være, at der i 1881 intet grundlag fandtes for en revolutionær bevægelse i Danmark på grund af manglende industriarbejderklasse.

De dominerende positioner indenfor Socialdemokratiet skal på den anden side ifølge Engberg ses i lyset af, at organisationen først og fremmest var de faglærtes bevægelse og varetog de faglærtes interesser, idet den udgjorde en fortsættelse af håndværkeres lavstraditioner. Dette synes jeg kan forklare, at det socialdemokratiske standpunkt udtrykker i modsætning til de social-revolutionæres en god portion af tillid til de gældende samfundsmæssige strukturer - for eksempel staten. De faglærtes erhvervsmæssige baggrund indebar jo en meget større integration i samfundets institutioner.

Socialdemokratiets principielle opfattelse af stor overensstemmelse mellem arbejdernes og middelklassens interesser kan også på denne baggrund blandt andet forklares med at bunde i den kendsgerning, at skellet mellem faglært og medlem af middelklassen blev overtrådt, hver gang en svend blev mester. Ellers må denne holdning tages som udtryk for en mangelfuld analyse af småborgerskabets afhængighed af kapitalismen.

Socialdemokratiet må i det hele taget siges i høj grad at have bagatelliseret klassekampen, idet partiet blandt andet betragtede det som noget af sin værdifuldeste gevinst at blive accepteret af det borgerlige samfund. Desuden havde man i 1881 kompromisløst bundet sig til ikke under nogen omstændigheder at gå ind for en voldelig revolution, hvorved man efter min opfattelse nærmest overgav sig til modstanderens nåde.

Skal man vurdere betydningen af opgøret mellem de social-revolutionære og socialdemokraterne, så kan der for det første peges på, at den socialdemokratiske ledelse blev tvunget til at formulere sit teoretiske standpunkt, hvorved en klar reformistisk strategi kom til udtryk.

Ellers var en anden umiddelbar følge af konflikten en udskiftning af Social-Demokratens redaktion med en ny, som forstod at anlægge en mere radikal linje.

Der må i alt formodes at blive skabt en del diskussion i partiet og dets omegn, som måtte have en vis betydning som led i udviklingen af klassebevidstheden i arbejderklassen og dermed bidrog til dens styrkelse.

På sigt fik den revolutionære retning i den danske arbejderbevægelse omend ikke sin start, så ihvertfald en vis videreudvikling med de social-revolutionære, og de må have spillet en rolle i forhold til De revolutionæres dannelse.

¹ jf. Knud Knudsen m.fl.: Kampen for en bedre tilværelse, 1991

² jf. Jens Engberg: Harald Brix, revolutionen og reformen, 1975, p.27 f.

Min fremstilling af opgøret med de social-revolutionære bygger udelukkende på Engberg, idet hvis han ikke ligefrem er den eneste, der har beskæftiget sig med det, har han ihvertfald gjort det mest.

³ Herolden, 22. feb.1881, her efter Engberg, p.39

⁴ Herolden, 18. marts 1881, her efter Engberg, p.35

⁵ Herolden, 11. maj 1881, her efter Engberg, p.50

⁶ Herolden, 13. marts 1881, her efter Engberg, p.52

⁷ Når jeg her taler om Socialdemokratiets eller socialdemokraternes holdning, så mener jeg den holdning, der var dominerende i SD. Det må formodes, at der fandtes en del socialdemokrater, som havde et standpunkt, der lå et sted imellem de nedenunder refererede og de social-revolutionæres.

⁸ Social-Demokraten, 30. juli 1881, her efter Engberg, p.64, 65

⁹ Social-Demokraten, 30. juli 1881, her efter Engberg, p.65

¹⁰ Social-Demokraten , 8. maj 1881, her efter Engberg, p.63