I dagene 31/7 - 3/8 holdt Sao Paulo Forum (SPF) sit 7. kontinentale møde. Deltagerne var 158 delegererede fra 58 partier i 20 latinamerikanske lande, samt observatører fra 36 partier fra resten af verden. Mødet havde en festligt karakter på baggrund af medlemsorganisationers nylige valgsejre i Haiti, El Salvador og Haiti. Men samtidig markerede mødet yderligere skridt mod højre og en skarpere polarisering mellem forumets stadig stærkere højrefløj og venstrefløjen. Mødet blev afholdt kun få uger efters ETA's henrettelse af et kommunalbestyrelsesmedlem i Baskerlandet, og det mexikanske PRD nedlagde på den baggrund veto mod Heri Batasunas deltagelse som observatør i mødet. Samme skæbne overgik peruanske MRTA. Mødet kunne enes om at fordømme Fujimoris storm på den japanske ambassade i Lima, men kunne ikke enes om at invitere MRTA. Begge organisationer har tidligere deltaget i SPF's møder.
Vanskeligheden ved at opstille alternativer til neoliberalismen
Som oplæg til mødet havde forberedelseskomiteen udarbejdet et dokument
bestående af 133 teser. To trediedele af dokumentet beskæftiger sig med analysen af
forandringerne i verden generelt og latinamerika specielt, siden 1990. Først i den sidste
trediedel beskæftiger dokumentet sig med opstillingen af alternativer til
neoliberalismen, men som i de foregående år foregår det som katten om den varme grød.
Alternativerne bliver aldrig konkrete. Dokumentet slår fast, at alternativerne må
berøre demokratispørgsmålet, den nationalse selvbestemmelse samt social retfærdighed
og menneskelig udvikling. Men længere når det ikke. Det er ikke blot et udtryk for den
stadig større politiske spændvidde indenfor SPF, men også for den latinamerikanske
venstrefløj vanskeligheder ved at udvikle en ny strategi efter murens sammenbrud og
ophøret af væbnet kamp som strategi i de fleste lande.
Dokumentet udtrykker i slutningen et bud på SPF's egen selvforståelse:
Sao Paulo Forum bør fordybe sin rolle som forum for socialisering af de forskellige erfaringer og for formulering af solidariske alternativer. Men frem for alt bør forumet forstærke sin rolle der kan bidrage til udviklingen af alternativ politik. Uden at være og uden ønske om at blive en ny Internationale eller noget lignende, forstår forumet sig som en antiimperialistisk og anti-neoliberalistisk størrelse og et forum for åben og fri debat, indenfor hvilket organisationer af forskellig politisk og ideologisk orientering kan udtrykke sig
Eftersom krisen på den latinamerikanske venstrefløj især rammer den revolutionære venstrefløj, der ikke har formået i videre udstrækning at udvikle alternativer efter opgivelsen af den væbnede kamp, er det især højrefløjen der gør fremskridt. Der går en dyb kløft ned igennem SPF mellem på den ene side nationalistisk-demokratiske partier, der ikke ønsker et fundamentalt opgør med kapitalens globalisering, men blot ønsker at give den et mere demokratisk folkeligt ansigt, og på den anden side revolutionære organisationer, der ønsker mere fundamentale forandringer og et opgør med kapitalismen.
At højrefløjen gik styrket ud af mødet skyldes også dens valgsejre i de foregående måneder. FMLN gik i foråret kraftigt styrket ud af kommunalvalget i El Salvador, Lavalas vandt valget i Haiti og PRD vandt borgmesterposten i Ciudad de Mexico. Samtidig var den parlamentariske strategi understreget ved placeringen af mødet i den sydbrasilianske by Porto Alegre, hvor det brasilianske arbejderparti, PT, har haft borgmesterposten siden 1989. PT har gjort en række værdifulde erfaringer med udviklingen af participativt demokrati i Porto Alegre, herunder også folkelig indflydelse på byens økonomi og budget. PT nyder derfor i dag stor opbakning i byen. Det er naturligvis glædeligt, at den brasilianske venstrefløj er i stand til at udvikle positive erfaringer med demokratiudvikling på kommunalt niveau, men samtidig kan det bidrage til en styrkelse af illusionen om en socialistiske udvikling via stemmesedlen. Det er almindelig praksis fra højrefløjens og kapitalens side med alle midler at modarbejde venstrefløjen, når den får magten på kommunalt eller delstats niveau. Det var PT's erfaring, da partiet havde borgmesterposten i Sao Paulo i slutningen af 80'erne, og er den samme bitre erfaring FMLN i disse måneder gør sig i El Salvador, hvor de afgående højrefløjsborgmestre har tømt pengekasserne og kontorene for indhold.
Forumets fremtid
Forumet var opbygget omkring en lang række workshops omkring emner som
racisme, kultur, kvinders rettigheder, indfødte folk osv. Det er nok disse workshops der
er det vigtigste ved SPF, fordi de giver mulighed for at udveksle erfaringer på tværs af
landegrænser og organisationer af vidt forskellig ideologisk orientering.
Men samtidig har forumets organisatoriske struktur nogle elementer, der begrænser politikudviklingen. Forumet er konsensusorienteret, og det kræver blot én stemme som f.eks. PRD's mod Herri Batasunas deltagelse for at nedlægge veto. Et veto betyder samtidig, at diskussionen stopper. Det er netop dette forhold der gør, at SPF ikke for længst er blevet splittet til atomer, men samtidig hindrer det også udfoldelsen af mere fundamentale strategiske diskussioner. Derfor står SPF ved næsten samme punkt som i 1990, da forumets første møde blev afholdt - uden nogle klare alternativer til neoliberalismen. Styrken bliver koncentreret i deldiskussionerne og udvekslingen af konkrete erfaringer indenfor afgrænsede kampområder. SPF skal derfor også stå for indkaldelsen til og organiseringen af en international kvindekonference i Cuba i april 1998.
Men hvad med de revolutionære alternativer? De mangler stadig, både indenfor og udenfor SPF, selvom der lød spæde opfordringer på mødet til et stærkere samarbejde mellem organisationerne på SPF's venstrefløj. Det er den traditionelle latinamerikanske venstrefløjs klassesamarbejdspolitik, der er ved at dominere venstrefløjsarenaen, og på den baggrund bliver det ekstra tragikomisk, at mødet samtidig formede sig som en hyldest til Che Guevara, der netop gjorde op med denne klassesamarbejdspolitik.
Men SPF fortsætter. 8. møde skal afholdes i 1998, og det bliver med stor sandsynlighed i Ciudad de Mexico. Til den tid vil PRD have høstet en hel erfaringer med problemerne omkring styret af en "rød" by på knapt 20 millioner indbyggere midt i et sort hav.