De revolutionære på Brandenburger Tor, Berlin

Den tyske revolution i 1918 og baggrunden for den indeholder adskillige aspekter, som også i dag kan give den revolutionære venstrefløj mange vigtige erfaringer

Den tyske arbejderbevægelse og Novemberrevolutionen 1918

I denne artikel vil jeg i god forlængelse af artiklen om Rosa Luxemburg i sidste nummer af Solidaritet (nr. 1 1997) beskrive udviklingen i den tyske arbejderbevægelse frem til 1. Verdenskrig, forholdene under krigen samt Novemberrevolutionen 1918. Dermed belyses også baggrunden for dannelsen af det tyske kommunistiske parti, det vil sige nogle af den europiske revolutionære venstrefløjs rødder.¹

Den tyske revolution i 1918 og baggrunden for den indeholder adskillige aspekter, som også i dag kan give den revolutionære venstrefløj mange vigtige erfaringer - forudsat man beskæftiger sig grundigt med disse forhold. De er blevet debatteret en hel del i årenes løb, og det har foregået lige siden revolutionens nederlag. Det er dog mit indtryk, at emnet har været noget forsømt på den organiserede venstrefløj i de senere år.

Blandt de vigtige problematikker, der ellers har været debatteret i denne sammenhæng eller kunne være det, er følgende: de revolutionære organisationers rolle i forhold til masserne, betydning af massernes spontanitet kontra en nøje planlagt handlingslinje, baggrunden for revolutionære opstande, betingelserne for en socialistisk revolutions sejr , herunder den reformistiske retnings kontrarevolutionære karakter samt ikke mindst spørgsmålet om reform eller revolution.

Artiklen her vil desværre ikke diskutere alle disse højst relevante spørgsmål, men mit håb er, at den kan give en god del af grundlaget til, at man kan beskæftige sig i det videre med dem - og det ikke kun i forbindelse med de tyske forhold omkring 1918 men i det hele taget.

Ja, men nu til sagen.

Dannelsen af fagforeninger og Socialdemokratiet, socialistlovene
Op til 1875 bestod den politiske del af den tyske arbejderbevægelse hovedsageligt af to organisationer. Den ene var "Socialdemokratiske arbejderparti" (SDAP), hvis program knyttede stærkt an til de retningslinier, som Marx havde præget den 1.Internationale med. Den anden, den "Almindelige tyske arbejderforening" (ADAV), byggede på Ferdinand Lassalles idè om arbejderproduktionsfællesskaber. I Gotha maj 1875 forenedes de to i "Tysklands socialistiske arbejderparti" (SDAP). Det nye SDAP voksede sig hurtigt i styrke samt opbakning og i 1877 fik det 9,1 pct. af stemmerne ved det tyske rigsdagsvalg (parlamentsvalg).

På det faglige område kom det i 1860'erne i takt med en stigende strejkeaktivitet til grundlæggelse af en række centrale fagforbund. "Lassalleanerne" (ADAV) oprettede de såkaldte "arbejderstands- forbund". I 1869 nåede fagforeninger af SDAP-observans op på ca. 10.000 medlemmer, mens de der var organiserede af lassalleanerne tegnede sig for 35.252 medlemmer.

I et forsøg på at dæmme op for arbejderbevægelsens voksende betydning gennemtvang daværende Tysklands rigskansler, Otto Bismarck, i 1878 loven mod "socialdemokratiets samfundsfarlige bestræbelser" - bedre kendt som socialistlovene. Lovene gav myndighederne hjemmel til at opløse foreninger, forbyde forsamlinger og publikationer med tilknytning til socialdemokraterne. Kun på èt område forblev socialdemokratisk aktivitet legal: at opstille som enkelt personer til valgene. SDAP fortsatte sin virksomhed i illegal form, men eftersom kun de parlamentariske aktiviteter var tilladt, gled ledelsen af partiet hurtigt over på rigsdagsgruppen. I denne periode nåede det parlamentariske arbejde i partiet en betydning, som det skulle beholde for fremtiden.

Arbejderbevægelsens fremgang
Bekæmpelsen af socialdemokraterne blev umiddelbart en fiasko for Bismarck og den konservative statsmagt. Partiet blev fortsat stærkere og ved rigsdagsvalget i 1890 fik det 19,7 pct. af stemmerne.

Også i en anden henseende kom socialistlovene til at virke modsat hensigten. For mange arbejdere blev erfaringen af at være "en pariakaste", forfulgt og bekæmpet af en samlet front af statslige myndigheder, arbejdsgivere, kirke og godsejere, noget som kom til at præge deres bevægelse fremover. Man følte sig omringet og belejret af fjender, og man så Marxs beskrivelse af statsmagten, som en af arbejderne undertrykkende klassestat, bekræftet. Det fik partiet til at samles om en mere radikal og marxistisk inspireret fløj under ledelse af August Bebel og Wilhelm Liebknecht.

Samlet må man sige, at socialistlovene havde ført socialdemokraterne ud i en række modsætningsfyldte tendenser: partiet blev på samme tid radikalt, marxistisk med revolutionære tendenser og det kom til at lægge meget stærkt vægt på valg og parlamentarisk arbejde. Selv om man teoretisk anså kampen for revolution og reformer for en enhed, så skulle det dog for fremtiden blive et problem i den praktiske kamp at balancere mellem de to hensyn.

På det faglige område havde de fleste forbund kort efter 1878 enten opløst sig selv for at undgå politiforfølgelse eller var blevet opløst af politiet. Man begyndte dog hurtigt gradvist at genopbygge og reorganisere fagbevægelsen, så den svarede til de nye forhold. For de faglige aktiviteter måtte det nu gælde, at de udadtil forholdt sig strengt politisk neutrale, så de ikke kunne rammes af socialistlovene. Som slutpunkt for denne gradvise genopbygning blev de lokale "faglige foreninger" endelig igen samlet i centrale landsdækkende fagforbund.

Socialistlovene kom paradoksalt nok til at betyde en styrkelse og forbedring af den fagforenigsmæssige organisation. I 1889 havde den "frie fagbevægelse", som den nu kaldte sig selv, 174.608 medlemmer mod 56.275 i 1878 før socialistlovene. I forhold til SDAP fik fagbevægelsen en uafhængig og formelt set en neutral position, men socialdemokratiet var og blev de "frie fagforeninger"s politiske parti.

I 1890 faldt socialistlovene, men de statslige myndigheder fortsatte i det små med cirkulrer, dekreter og retsforfølgelse med at chikanere og forfølge den socialdemokratiske bevægelse. ophævelsen af socialistlovene betød ikke nogen holdningsndring fra statsmagtens og borgerskabets side - man havde blot besluttet at tillade, hvad man ikke magtede at forhindre.

På socialdemokratiets kongres i Erfurt 1891 tog partiet nyt navn - "Tysklands socialdemokratiske parti" (SPD) - og vedtog et nyt program, det såkaldte Erfurterprogram. I dette forudsagde man, at det kapitalistiske samfund ville bevæge sig frem mod et sammenbrud under presset fra sine indre modsætninger. Klassekampen mellem arbejderklassen og borgerskabet ville efterhånden skærpes. Arbejderbevægelsen skulle derfor stræbe efter at gribe den politiske magt, og gennemføre en overgang til socialismen. Den politiske kamps mere umiddelbare mål var derimod en række reformer, som man skulle kæmpe for allerede inden for det kapitalistiske samfunds rammer. Arkitekten bag programmet var Karl Kautsky. Programmet formåede at samle hele partiet bag en linje, der både tilfredsstillede de radikale revolutionære og dem, som ønskede reformarbejde her og nu.

Reformistisk eller revolutionær strategi ?
I fagbevægelsen diskuterede man på baggrund af nogle arbejdskampe en samling og koordination af bevægelsens kræfter, for at bedre kunne hvde sig i større opgør med de nu bedre organiserede arbejdsgivere og med storkoncernerne. Der var ønsker i retning af en landsdækkende og central ledelse af fagbevægelsen. De blev imidlertid mødt med mistillid fra mange fagforeningsmedlemmers side. Disse frygtede, at der ville opstå et fagforeningsbureaukrati, der kunne virke som en bremse på masserne. I årene efter 1890 kom det derfor til et regulært opgør mellem "centralister" (Tilhængerne af en central ledelse) og "lokalister" (modstanderne).

Et godt eksempel på striden var de centrale, kollektive overenskomster. "Lokalisterne" , som udgjorde venstrefløjen i bevægelsen, var imod dem, fordi de begrænsede kampmulighederne, og fordi de fjernede indflydelsen fra de lokale arbejdspladser til fagforeningsledelsen på landsplan. Tilhængerne så derimod i overenskomsterne en sikring af arbejdernes løn- og arbejdsvilkår mod pludselige angreb fra arbejdsgiverside.

I sidste ende var det et spørgsmål om, hvad man ville prioritere højest: den revolutionære kamp eller sikring af de daglige behov - men også om forsigtighed kontra kampiver.

På en fagforeningskongres i 1892 gennemtvang et flertal en centralisering af fagbevægelsen. Denne organisatoriske udvikling betød, at den moderate reformindstillede fagforeningsledelse vandt i indflydelse over for de mere radikale kræfter. De "frie fagforeninger" blev således omkring århundredeskiftet stadig mere optaget af praktisk reformarbejde og af et dagligt arbejde for at bedre arbejdernes arbejdsforhold.

I SPD var der efterhånden stigende modsigelser mellem det radikale programmatiske grundlag og en stadig mere udbredt reformorienterede praksis. Som partiet voksede sig mægtigere, blev dilemmaet med, hvordan socialdemokratiet skulle få indflydelse på den politiske magt, stadig større og stadig mere påtrængende. Der blev diskuteret heftigt, om man skulle gribe til en revolutionær rejsning, eller om man skulle samarbejde med de moderate borgerlige. Fremgang ved rigsdagsvalgene gjorde problemet aktuelt på rigsdagsplan - i 1912 blev socialdemokraterne det største parti i rigsdagen med 34,8 pct. af stemmerne.

Det afgørende for partifleretallet var dog, at trods arbejderbevægelsens begyndende samarbejde med arbejdsgivere på visse områder, så medførte arbejderbevægelsens stigende styrke i det 20. århundredes første tiår en samling af dens fjender i det borgerlige samfund og en skærpelse af statsmagtens holdning. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse følte sig isoleret og omringet af et fjendtligt samfund. Flertallet i partiet fastholdt derfor sin strategi fra Erfurterprogrammet med at opbygge og styrke sine organisationer, samle tilhængere i millionvis og vente på sin chance.

Socialdemokratiets venstrefløj
Siden omkring 1905 rejste der sig i SPD's rækker også røster om mere direkte aktioner. Den russiske 1905-revolution og en belgisk strejke for almindelig valgret gav anledning til forslag om at bruge strejkevåbenet som politisk kampmiddel. Der var begyndt at samle sig en venstrefløj under ledelse af Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, som ville bruge massestrejken offensivt - sådan som det skete i Rusland i 1905. Man så her en mulighed for at anvende massestrejken til at bevidstgøre arbejdermasserne og til at fremprovokere en spontan revolutionær rejsning.

I fagbevægelsens top frygtede man dog for at sætte det mgtige, højt udviklede organisationsapparat på spil, ligesom man holdt fast i den politiske neutralitet, den "frie fagbevægelse" blev tvunget til under socialistlovene. Man mente også, at den faglige organisationsgrad var for lav til, at en generelstrejke kunne gennemføres med succes.

I tiden op til 1.Verdenskrig fortsatte arbejderbevægelsen således med at væbne sig organisatorisk og tilhængermæssigt og var vokset til en mægtig magtfaktor, samtidigt med at den befandt sig i en revolutionær "belejringstilstand" i forhold til det omgivende samfund. Ved indgangen til 1. Verdenskrig stod man uden nogen direkte selvstændig strategi for at kunne bryde ud af denne situation. Fleretallet i bevægelsen afviste en aktiv revolutionær strategi - det vil sige, at man ikke ville arbejde på at starte en socialistisk revolution. Man ville i stedet for vokse sig stærk og afvente revolutionens komme. Imens væbnede også borgerskabet sig, bare helt bogstaveligt, og både med henblik på den ydre og indre fjende.

Holdningen til krigen
SPDs splittelse med hensyn til, hvilken strategi der skulle vælges - reformistisk eller den revolutionære - gjaldt også i forbindelse med, hvilken holdning man skulle indtage over for en eventuel krig. Fleretallet støttede 2. Internationales beslutning om at modarbejde udbruddet af en imperialistisk krig, til gengæld ville man til enhver tid støtte en tysk forsvarskrig. Et mindretal bestående af den ovennævnte venstrefløj, ønskede derimod en aktiv revolutionær indsats og krævede, at en krig skulle under alle omstndigheder besvares med en generelstrejke og en revolution.

Indenfor fagbevægelsen opstod der frem mod krigen en stærk, radikal opposition mod ledelsen. Dette var forårsaget af, at ledelsen på bagrund af nogle hårde arbejdsgiverangreb ønskede at gå mere defensivt til værks for ikke at fremprovokere et samlet angreb på fagbevægelsen fra arbejdsgiverne og statsmagten.

Da krigen udbrød blev den socialdemokratiske arbejderbevægelse tvunget til at tage stilling til den tyske krigsførelse. Det var enten eller: enten accept af og støtte til den tyske krigsindsats eller et klart nej. Det første ville i sin konsekvens være et entydigt ja til reformismen og klassesamarbejde, mens det andet indebar valget af klassekamps- og revolutionsstrategien, eftersom socialdemokraterne ville blive stemplet som forrædere, bekæmpet og fordømt af såvel den kejserlige statsmagt som hele det borgerlige samfund.

Eftersom en veritabel bølge af krigsbegejstring skyllede hen over Tyskland efter krigsudbruddet, kom mange af de socialdemokratiske ledere i tvivl om, hvorvidt arbejderklassen egentlig støttede eller var imod krigen. Den 2. august 1914, det vil sige dagen efter den tyske krigserklæring til Rusland, faldt den "frie fagbevægelse"s afgørelse. Den erklærede krigen for en forsvarskrig og tilsagde sin støtte til krigsførelsen.

For SPDs fleretal var valget i høj grad truffet med de "frie fagforeninger"s beslutning. Få dage efter besluttede den socialdemokratiske rigsdagsgruppe derfor at indvillige i store kreditter til krigen. Begrundelsen lød , at der var tale om en forsvarskrig mod det reaktionære russiske zardømme. Klassesamarbejdet sejrede således både i fagbevægelsen og i partiet.

Forholdene under krigen
Krigen blev ikke den hurtige bevægelseskrig, som alle havde troet. Dens udvikling kom også til at ændre de forudsætninger, hvorunder arbejderbevægelsen havde besluttet at støtte den, på to afgørende områder. For det første stod det hurtigt klart, at der ikke var tale om en forsvarskrig, og at man ikke bare kæmpede mod Zarrusland, men også mod Frankrig og England - lande som ellers nød høj anseelse hos arbejderbevægelsen på grund af deres demokratiske traditioner. For det andet førte krigen med sig en udvikling på hjemmefronten, som efterhånden betød helt katastrofale forhold for arbejderklassen.

Der blev indført en lang række tvangsforanstaltninger for den sparsomme arbejdskraft, hvilket kulminerede i 1916, hvor man reelt indførte arbejdstvang for den mandlige befolkning og bandt arbejderne til deres arbejdspladser. Kvinder, unge, udenlandske arbejdere og krigsfanger blev i stort omfang sat ind i produktionen. Militariseringen af produktionen kom til at betyde, at arbejderne var frataget retten til at strejke og med truslen om at blive sendt til fronten stod de helt forsvarsløse overfor arbejdsgivernes efterhånden hårde pres mod lønninger, arbejdstid og arbejdsvilkår. I løbet af krigen kom det således til dramatiske lønsænkninger og forlængelser af arbejdstiden. I den krigsvigtige industri steg arbejdstiden i en periode helt op til 70-80 timer om ugen. Udover at fronten dagligt kostede tusindvis af døde og sårede, tog et stigende antal af arbejdsulykker også sine ofre på hjemmefronten.

Den allierede blokade af Tyskland i de sidste krigsår forværrede drastisk den i forvejen vanskelige fødevaresituation. Mangelen på brændsel og mad medførte sydomme og nød.

Begyndende organisering af venstrefløjen
Store dele af arbejderklassen mistede efterhånden deres illusioner om det nationale fællesskab og deres mistillid til de "frie fagforeninger"s ledelse voksede. Oppositionen mod krigen og samarbejdspolitikken, indenfor parti og fagbevægelse, fik stadig mere vind i sejlene. Allerede i december 1914 havde SPDs rigsdagsmedlem Karl Liebknecht stemt imod nye krigskreditter og i 1915 stemte 20 SPD'ere mod yderligere krigsbevillinger. Det endelige brud kom i 1916, da et stort mindretal i SPDs rigsdagsgruppe stemte imod en nødfinanslov. Det blev ekskluderet af partifleretallet og i 1917 dannedes der "Tysklands uafhængige socialdemokratiske parti" (USPD).

Det ny parti fandt først og fremmest tilslutning fra SPD's venstre partimidte og pacifister, men også en del af den radikale venstrefløj sluttede sig til partiet. Blandt andet den såkaldte Spartakus gruppe, som under ledelse af Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg var opstået som talerør for de mest radikale revolutionære og krigsmodstandere. Spartakusgruppen skulle senere blive til en af de vigtigste medstiftere af det kommunistiske parti.

Rosa Luxemburg var under krigen (fra 1915), som led i statens undertrykkelse af krigsmodstandere, med korte afbrydelser fængslet for antimilitaristisk agitation. Fra fængslet skrev hun i 1916 de såkaldte Juniusteser, der kritiserede SPD og blev den politiske platform for Spartakusgruppen. Teserne fortæller om gruppens syn på krigen samt nødvendigheden af en socialistisk revolution og giver samtidigt indtryk af gruppens begrundelse for dannelsen af et nyt, revolutionært parti og en ny Internationale:

"Verdenskrigen.." er "..et produkt af den imperialistiske rivalisering mellem de kapitalistiske klasser i de forskellige lande om verdensherredømmet samt om monopolet på retten til at udsuge og udpine de sidste rester i den del af verden, der endnu ikke beherskes af kapitalen...Den nuværende verdenskrig arbejder, når alt kommer til alt, kun på et nyt krigsudbrud efter en kortere eller længere fredspause...Imperialismen, militarismen og krige kan ikke udryddes, sålænge de kapitalistiske klasser ubestridt udøver deres klasseherredømme.

Den eneste sikring og det eneste fundament for verdensfreden er det internationale proletariats revolutionære og politiske handlekraft. Imperialismen...er proletariatets fælles dødsfjende i alle lande, og den proletariske klassekamp må i første række koncentreres mod den - både i fredstid og i krig. Kampen mod imperialismen er for det internationale proletariat samtidig en kamp om den politiske magt i staten, det afgørende opgør mellem socialismen og kapitalismen. Det socialistiske endemåls skæbne afhænger af om, hvorvidt det internationale proletariat vil rejse sig og danne front over hele linjen mod imperialismen, samt gøre parolen "krig mod krigen!" til rettesnor for sin praktiske politik...

Med dette mål for øje retter socialismens hovedopgave sig i dag mod at samle proletariatet i alle lande til en levende revolutionær magt, for gennem en stærk international organisation med fælles opfattelse af proletariatets interesser og opgaver at gøre det til den afgørende faktor i det politiske liv.

II. Internationale er blevet sprængt på grund af krigen. Denne organisations utilstærækkelighed har vist sig ved dens manglende evne til at skabe en stærk moralsk front mod den nationale opsplitning i krigen, i dens manglende evne til at opretholde en fælles taktik og aktion for proletarer i alle lande.

Konfronteret med forræderiet overfor arbejderklassens mål og intereser hos de officielle repræsentanter for de socialistiske partier i de førende lande, konfronteret med deres udsving fra den proletariske internationales grundlag over til den borgerligt-imperialistiske politik, er det et livsspørgsmål for socialismen at grundlægge en ny internationale som må overtage ledelsen og samlingen af den revolutionære klassekamp mod imperialismen i alle lande." ²

Ulmende uro og forberedelse til revolution
Mens den militære stilling ved fronterne blev stadig værre for tyskerne, udviklede hjemmesituationen sig til en større og større krudttønde. Især USPD og den radikale fløj i fagbevægelsen mødte den fortsatte krigsførelse og den efterhånden katastrofale sociale nød med håndgribelige midler.

Allerede i 1917 var der en strejke- og protestbølge. Under indtryk af den russiske februarrevolution, antog lønkampene karakter af politiske massestrejker, og i sommeren 1917 udbrød der mytteri i den tyske krigsmarine. I januar 1918 gik over en million i strejke og lammede for en tid ammunitionsforsyningen. I løbet af sommeren og efteråret 1918 var der massestrejker i Sachsen, i Ruhrområdet og i Schlesien, og efter den russiske revolutions eksempel dannedes der i de fleste større byer og industrielle centre arbejderråd.

I disse centre for arbejderklassens aktioner spillede Spartakusgruppen sammen med de revolutionære "Obleute" (formænd) i Berlin og andre revolutionære grupper en væsentlig rolle som foregangsmænd og organisatorisk kraft. Obleute tilhørte sammen med Spartakusgruppen den radikale venstrefløj i USPD. De dannede i en illegal sammenslutning et system af formænd og tillidsrepræsentanter fra Berlins storindustrier. Dette system udbredtes senere til også at omfatte andre storindustrier i Tyskland.

Under indtryk af det voksende revolutionære røre i arbejderklassen og Tysklands forestående militære sammenbrud afholdt disse revolutionære grupperinger sammen med andre radikale grupper i oktober 1918 en illegal rigskonference i Berlin. Formålet med denne konference var at træffe forberedelser til en koordinering af de revolutionære rejsninger. Det program, der her blev vedtaget, gik ind for en omgående afslutning af krigen, for revolutionær tilkæmpelse af demokratiske rettigheder og for omstyrtning af den tyske imperialisme og militarisme.³

Udbrydelse af Novemberrevolutionen 1918
Hen på efteråret 1918 blev den militære situation katastrofal for Tyskland. Kejseren så sig nødsaget til at udnævne en liberal regering, som fik støtte af SPD. Hermed havde kejseren overdraget magten til oppositionen. Den nye regering bad om våbenhvile, mens den gennemførte en forfatningsændring, der gjorde Tyskland til et parlamentarisk demokrati. Det betød, at den moderate, socialde mokratiske fløj i arbejderbevægelsen havde nået et af dens allervigtigste mål: parlamentarismen.

Kommandoen over hær og flåde forblev imidlertid i kejserens hænder og her kom gnisten, der udløste Novemberrevolutionen. Den tyske højsøflådes kommando ville ikke overgive sig uden at have forsøgt et sidste desperat slag mod den stærke engelske flåde. Matroserne nægtede imidlertid at efterkomme ordren om at angribe englænderne, hvorpå flådeledelsen lod flere hundrede matroser arrestere. Reaktionen på flådeledelsens handling udeblev ikke. I Kiel kom det den 3. november til rasende protestdemonstrationer, som udviklede sig til sammenstød. De oprørske matroser og arbejdere tog til sidst magten i byen og valgte et soldaterråd som øverste myndighed.

Revolutionen var brudt ud. Protestbevægelsen bredte sig snart ud over hele Tyskland. I løbet af de første novemberdage gik arbejderne i by efter by i generelstrejke og valgte sammen med soldater og matroser arbejder- og soldaterråd, som overtog komandoen. Den 10. november var ca. 60 større byer over hele Tyskland under de revolutionæres kontrol.⁴

Oprettelsen af folkekommissærernes råd og en rådsregering
Den 9. november nåede revolutionsbølgen Berlin, hvor et midlertidigt arbejder- og soldaterråd erklærede generalstrejke under SPDs og USPDs fælles ledelse. Generalstrejken blev iværksat på opfordring af Spartakusgruppen. Herefter overgav regeringen sig. Rigskansleren offentliggjorde kejserens tilbagetræden, og da en socialdemokratisk deputation opfordrede rigskansleren til at træde tilbage, overlod denne regeringsmagten til SPDs leder, Friedrich Ebert.

SPD dannede sammen med USPD en "revolutionsregering" - den var jo opstået efter massernes pres - som kaldtes "folkekommissærernes råd". Imens strømmede tusinder af mennesker gennem Berlins gader i kæmpemæssige demonstrationstog.

Dagen efter, den 10. november, samledes 3000 medlemmer af Berlins nye arbejder- og soldaterråd for at vælge en rådsregering. De venstrerevolutionære havde under stærk indflydelse fra Spartakusgruppen egentlig i hemmelighed givet deres tillidsfolk instruks om at indkalde rådet uden de moderate socialdemokraters vidende, sådan at Berlins arbejder- og soldaterråd ville blive en revolutionær modregering til folkekommissærernes råd. SPD fik imidlertid nys om planen, og gennemførte i en fart valg af soldaterrepræsentanter fra tropperne i Berlin, som så blev sendt til rådsmødet.

Både SPD, USPD og de radikale revolutionære var derfor repræsenterede på mødet, og det kom til heftige sammenstød om, hvorvidt man skulle vælge en ledelse med deltagelse af SPD eller èn udelukkende med USPD'ere og venstrerevolutionære. Fleretallet sluttede til sidst op bag valget af et eksekutivråd bestående af halvt USPD'ere og halvt SPD'ere. Dette eksekutivråd skulle sandsynligvis udgøre en revolutionær modregering til folkekommissærernes råd. På den måde ville der være tale om en dobbeltmagt-situation ligesom under Den russiske revolution i 1917. Tyskland proklameredes også en socialistisk republik, men man erklærede dog samtidigt sin støtte til folkekommissærernes råd. Hvordan resultatet af mødet den 10. november dermed præcist skal opfattes er det altså ikke nemt at vide.

Revolutionens mål
Det afgørende spørgsmål her - og i forbindelse med hele novemberrevolutionen - er, hvad der var revolutionens hovedkrav. Efter alt at dømme udgjorde bevægelsen, som rakte langt ud over den socialistiske arbejderbevægelse, nærmest en folkerejsning for fred og demokrati - og altså ikke socialismen.

Men hvordan kan man så forklare rådsmødets proklamering af Tyskland for en socialistisk republik. Var det kun et udtryk for Berlins særlige, politiske radikalitet?

Ser man på, hvad Spartakusgruppen (eller i det mindste Rosa Luxemburg) mente om, hvad revolutionens mål skulle være, er man imidlertid ikke i tvivl. I artiklen Revolutionens mål fra partiorganet Die Rote Fahne offentliggjort den 18.november skriver hun blandt andet:

"Revolutionens mål viser dens vej; den opgave, som er stillet, giver også metoden. Hele magten i de arbejdende massers hænder, arbejder- og soldaterrådenes hænder. ..Udbygning og genvalg af de lokale arbejder- og soldaterråd... Bestandige møder i disse repræsentationer for massen og overførelse af den egentlige politiske magt fra eksekutivrådets lille komitee til arbejder- og soldaterrådets bredere basis.

Snarest muligt indkaldelse af arbejdernes og soldaternes rigsparlament for at konstituere proletarerne fra hele Tyskland som klasse, som kompakt politisk magt bag revolutionnen, som værn og fortrop. Øjeblikkelig konfiskation af de dynastiske formuer og ejendomme samt af den store grundejendom som et foreløbigt skridt til at sikre folkets ernring...

Øjeblikkelig indkaldelse af en arbejder-verdenskonference i Tyskland for klart og tydeligt at understrege revolutionens socialistiske og internationale karakter. Det er kun i Internationalen, i proletaritets verdensrevolution, at den tyske revolutions fremtid kan få sin forankring. .." ⁵

Revolutionen skulle altså munde ud i en socialistisk samfundsomvæltning. Samtidigt viser citatet igen begrundelsen for dannelsen af en ny Internationale og dermed oprettelsen af kommunistiske partier - nemlig gennemførelsen af en socialistisk verdensrevolution.

Kampen mellem Socialdemokratiet og de revolutionære
Om folkekommissærernes råd skriver Rosa Luxemburg i samme artikel:

"Hvad gør så den nuværende revolutionære regering?... Den indkalder en forfatningsgivende nationalforsamling, opretter på den måde en borgerlig modvægt mod arbejder- og soldaterrepræsentationen, skyder derved revolutionen over på en borgerlig revolutions spor og forfusker revolutionens socialistiske mål. Den gør intet for at knuse det kapitalistiske klasseherredømmes fortsat bestående magt. .." ⁶

Ja, for SPD var de vigtigste mål etablering af fred og parlamentarisk demokrati, og her så folkekommissærerne sig blot som midlertidige magthavere, indtil der kunne vælges og indkaldes en nationalforsamling. Dennes opgave var så igen at vedtage en forfatning i overensstemmelse med det parlamentariske system og udnævne en regering.

I SPD betragtede man derfor de venstrerevolutionære ikke alene med fjendskab, men også som en trussel der måtte bekæmpes, fordi de udgjorde en fare for nationalforsamlingen, det parlamentariske demokrati og opretholdelsen af "ro og orden". SPD prioriterede også afhjælpelsen af den katastrofale nødsituation i befolkningen over en øjeblikkelig revolution, som man troede blot ville forøge kaos.

Og det var USA's betingelse for en ophævelse af blokaden over for Tyskland og en hurtig fødevarehjælp til landet, at der sad en moderat regering, som var parat til at bekæmpe "bolsjevismen". I regeringen frygtede man slet og ret, at de allierede ville besætte Tyskland i tilfælde af de venstrerevolutionæres sejr.

De første dage efter revolutionens udbrud havde der derfor været kapløb mellem SPD, USPD og de revolutionære om kontrollen over revolutionsbevægelsen. I Berlin herskede på det tidspunkt de, der kunne samle de største demonstrationstog eller flest troppeafdelinger bag sig og her udfoldede de revolutionære en hektisk aktivitet. Samtidig bestræbte folkekommissærerne sig på at få greb om landets gamle kejserlige forvaltningsapparat og på at samle loyale tropper bag sig, så de kunne hvde deres autoritet og føre deres politik ud i livet.

Det gamle kejserlige statsapparat blev overtaget med hud og hår uden personelle udskiftninger på selv topposterne. Den eneste sikring var den kontrol, som arbejder- og soldaterrådene udøvede. Folkekommissærernes råd indgik en alliance med hærens overkommando om, at hæren blev stillet til rådighed for Eberts regering på de betingelser, at regeringen støttede opretholdelsen af kommando og disciplin i hæren, og at den ville skride til en bekæmpelse af "bolsjevismen".

Dannelsen af Tysklands kommunistiske parti
I USPD voksede der utilfredsheden over, at de lovede demokratiske reformer udeblev. Så da det i julen kom til sammenstød mellem regeringstropper og protesterende radikale matroser, drog USPD endelig konsekvensen af den stadig større kløft mellem sig og SPD og trak sig ud af regeringssamarbejdet i folkekommissærernes råd.

For den venstrerevolutionære fløj i USPD, med Spartakusgruppen i spidsen, var dette imidlertid ikke nok. De havde udbredt tro på, at den socialistiske revolution i Tyskland - og i andre europiske lande - var umiddelbart forestående, og der var behov for et parti, der ville arbejde direkte for dette mål. De oprettede derfor lige omkring årskiftet 1918/1919, sammen med andre revolutionære smågrupper, "Tysklands kommunistiske parti" (Kommunistische Partei Deutschlands, KPD), med Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht som de drivende kræfter.⁷

Det nye parti erklærede sig som en skarp modstander af folkekommissærernes råd og mod indkaldelsen af nationalforsamling. I stedet for krævede det en øjeblikkelig socialistisk revolution.

Spartakusopstand
Hermed var der lagt op til et decideret opgør mellem SPDs reformisme og KPDs revolutionære strategi. Skuffelsen over SPDs forhaling af reformerne radikaliserede også USPD i den følgende tid. Så da regeringen som følge af bruddet med USPD afskedigede USPD'eren Eichhorn, som havde ledelsen over Berlins politi, sluttede USPD sig til KPDs og de revolutionære tillidsmænds opfordring til protestdemonstrationer i Berlin. Disse blev meget stormfulde, og der kom også til besættelse af flere avisbygninger. Under indtryk af demonstrationernes omfang opfordrede repræsentanter fra KPD, USPDs Berlinafdeling og de revolutionære tillidsmænd til generelstrejke den 6.januar, og gav dermed tegn til den såkaldte Spartakusopstand.

Regeringen, som blandt andet frygtede en trussel mod de forestående valg til nationalforsamlingen indsatte militæret. Trods forsøg på en fredelig løsning kom det snart til blodige sammenstød, hvor begge parter tabte kontrol med udviklingen. militærets indsats blev præget af terror og blodig fremfærd, uden at den øverste ansvarshavende, socialdemkraten Gustav Noske, greb ind. Mange blev dræbt. Blandt dem Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, som blev afhentet af regeringens tropper og senere blev fundet myrdede.

Ny revolutionsbølge efter Spartakusopstanden
Nedkæmpelsen af Spartakusopstanden overgik i hårdhændethed og brutalitet, hvad arbejderbevægelsen havde oplevet af forfølgelse fra kejserrigets side. For mange kom Noske til at stå som symbolet på SPDs forræderi og medskyld i myrderierne.

De blodige begivenheder i Berlin rejste en storm af protester over hele landet. I arbejder- og soldaterrådene kom der en endnu stærkere radikalisering som reaktion mod regeringens politik og mod, at den undergravede rådenes indflydelse. Rådsbevægelsen begyndte at vende sig fra SPD til USPD, og man greb til tanken om en rådsrepublik i arbejder- og soldaterrådenes hænder som alternativ til SPDs frugtesløse langsigtede politik.

Under ledelse af KPD og dele af USPD skyllede der en ny revolutionsbølge hen over Tyskland. Hvor den første revolutionære bølge i november 1918 havde været for demokrati og fred og stod hovedsageligt bag SPD, så gav de skuffede forhåbninger til revolutionen nu udslag i, at store dele af den radikaliserede arbejderbefolkning gik ind i "vilde" strejkeaktioner, væbnede sammenstød med militæret og oprettelse af rådsrepublikker over hele landet. militærets svar var i mange tilfælde blodig terror og udrensningsaktioner af de forhadte røde, og de sidstnævnte kunne slet ikke stå mod overmagten.

Borgerskabet blev sejrherren, men revolutionen resulterede også i en klar udvidelse af de demokratiske rettigheder for arbejderklassen - i og med indførelsen af parlamentarismen.

Erfaringerne
Den tyske revolution i kølvandet på 1. Verdenskrig tilhører noget af den mest blodige af den kapitalistiske klassekamps historie. Begivenhederne er, som nævnt i starten af artiklen, lige siden dens nederlag debatteret mere eller mindre heftigt. Lenin har kritiseret de tyske revolutionære for at begå en del fejl og for at have fejlvurderet situationen.

De blodige begivenheder, der først og fremmest betød et enormt tab af arbejderklassens liv, stiller således det spørgsmål, om styrkeforholdet mellem klasserne var til forsøget på en socialistisk revolution. Eller hvad kunne man optimalt gøre i denne situation? Også andre meget relevante spørgsmål kan rejses i denne sammenhæng, og det er for mig at se meget vigtigt - også for de revolutionære i dag - at søge svar på dem. Der ligger mange erfaringer af stor relevans for udarbejdelsen af en frugtbar revolutionær strategi. Det er dog også nogle meget komplicerede sammenhænge, der kræver grundig viden, og at flere forhold bliver inddraget, end det er gjort her.

Som også nævnt i starten af artiklen bliver desværre de fleste relevante spørgsmål efterladt ubesvarede. De bliver dog måske taget op i Solidaritet på et senere tidspunkt - lad os håbe på det!

Noter

¹ Hvor andet ikke er nvnt bygger fremstillingen på J.N. Laursen: Arbejderbevægelsen i Tyskland, ABA/AOF/Fremad 1986

² R. Luxemburg: Udkast til Juniusteserne, 1916, her fra J. Bender & H.K. Gade: Imperialismen og 1.Verdenskrig 1870 - 1918, Munksgaard 1994, p.152

³ jf. S. Federspiel & N.O. Højstrup Jensen: Socialismens Historie, bd.2, Finn Suenson Forlag 1977, p.62

⁴ jf. L. Qvortrup: Otto Ruhle og den tyske rådsbevægelse, fra K.Pedersen & T. Strde: Anarki og arbejderhistorie, Tiderne skifter 1985, p.57

⁵ R. Luxemburg: Revolutionens mål, her fra J. Bender & H.K. Gade: Mellemkrigstiden og 2.Verdenskrig 1919 - 1945, Munksgaard 1993, p.25,26

⁶ ibid. p.26

⁷ jf. Qvortrup, p.70 og 77 samt Federspiel, p.64