Staten og den globale verdensorden Af Mikael Meldstad

Det var titlen på et seminar VS afholdt sidst på efteråret.Mikael Meldstad blevet indbudt som oplægsholder,og blev efterfølgende opfordret til at bidrage med en artikel til Solidaritet. Denne artikel bygger videre på oplægget. Men han er kommet videre i sine overvejelser siden da. Blandt andet er han blevet meget inspireret af den hollandske økonom Robert Wendt.

Med overskriften for denne artikel er der i virkeligheden sat adskillige og meget omfattende diskussioner på dagsordenen. Jeg kan under ingen omstændigheder komme ind på dem alle. Jeg skal prøve at komme rundt om de fleste af dem jeg selv anser for at være de mest centrale. Men jeg vil også bevæge mig ind på nogle lidt mere perifere, men til gengæld meget spændende og karakteristiske diskussioner.

Spørgsmålet om staten og den globale verdensorden implicerer først og fremmest spørgsmålet om globalisering.

Hvad er globalisering?
"Globalisering" og "global" er begge meget trendy begreber. Spørgsmålet er naturligvis hvad de egentlig betyder. Det er for det første værd at overveje om der med "globalisering" overhovedet er tale om noget som helst andet end kapitalens internationalisering.

"De ældgamle nationale industrier er blevet tilintetgjort, og tilintetgørelsen fortsættes dag for dag. De bliver fortrængt af nye industrier,. som det bliver et livsspørgsmål for alle civiliserede nationer at indføre, af industrier, der ikke mere forarbejder indenlandske rastoffer, men råstoffer fra de fjerneste egne, industrier, hvis fabrikater forbruges ikke alene i landet selv, men i alle verdensdele. I stedet for de gamle behov, der kunne tilfredsstilles af landets egne frembringelser, kommer der nye som kræver produkter fra de fjerneste lande og himmelstrøg for at blive tilfredsstillet. I stedet for som tidligere at isolere sig og være sig selv nok, træder de forskellige omrader og nationer ind i et alsidigt samkvem med hinanden, nationerne kommer til at stå i en alsidig afhængighed af hinanden. Og som det går med den materielle produktion, sådan går det også med den åndelige.

Globaliseringen er altså - som det 150 år gamle citat ovenfor antyder - næppe en ny tendens. Derfor mener jeg at det er langt mere meningsfuldt, at forstå internationalisering og globalisering som én og samme tendens. Det er for eksempel meget betegnende at verdenshandlen i % af BNP først i 1970 kom op på samme niveau som i 1913. På den anden side vil jeg naturligvis heller ikke påstå at historien gentager sig eller blot står stille.

I 1913 bestod størstedelen af verdenshandlen af handel med råvarer. I dag er det i langt højere grad færdigvarer og tjenesteydelser der handles, mens råvarernes betydning er forsvindende.

Endnu større forandringer har finansmarkedet gennemgået: Hvor det i 1913 først og fremmest var strategiske investeringer, er det i dag for mere end 90% vedkommende ren spekulation.

Endelig er der et område hvor verden er mindre global end den var tidligere: Migrationen var i perioden 1870 til 1913 større end den er i dag. Så jeg vil tillade mig at konkludere at globaliseringen indtil videre først og fremmest består i en ekstrem vækst i finans- og valutaspekulation.

Verdenshandlen er heller ikke blevet globaliseret. Udenrigshandlen udgør stadig kun omkring 10% af de store landes BNP. Til gengæld er der ved at ske en tredeling af verden centreret omkring EU, Japan & USA; den såkaldte triadisering. USA, Japan, Frankrig og England er hjemsted for mere end 80% af alle patenter og mere end 90% af de multinationale selskabers hovedsæder. Virkeligt globale virksomheder i betydningen "footloose" altså uden hjem-nation eksisterer ikke.

Der er også tale om en række nye tendenser - men det er kun tendenser:

For det første er der ved at opstå et globalt marked for visse varer og tjenesteydelser. For det andet er der også ved at opstå enkelte globale virksomheder. Der er mange der prøver, men de fleste gør den erfaring at der stadig er mere end én kultur, at transporten af varer stadig er en omkostning, at arbejdskraften ikke blot har forskellig pris, men at der også er en lang række andre - vigtigere - faktorer der er forskellige i forskellige lande og at der derfor på en lang række områder stadig er meget afgørende grunde til at befinde sig tæt på sit marked. Direkte adspurgt rangerer de multinationale virksomheder lønniveauet omkring nr. 10, når de skal vurdere hvor de vil investere. Det er på den anden side ikke så underligt, eftersom lønnen kun udgør mellem 10 og 20% af de samlede omkostninger.

På det politiske og ideologiske niveau er der til gengæld godt gang i globaliseringen.

Der oprettes stadig flere internationale organisationer både på globalt og på regionalt plan. Og ikke mindst den makroøkonomiske teori og politik er blevet internationaliseret. Mantraet er: Eksporter mere - bekæmp inflationen (økonomerne udkæmper tilsyneladende stadig den forrige krig) & før monetaristisk politik:

• Prisstabilitet

• Uafhængig centralbank og

• resten vil markedet tage sig af!

Specielt det andet punkt; den uafhængige centralbank og den deraf følgende voldsomme deregulering af rente-, finans- og valutapolitikken har ført til en voldsom konkurrence mellem nationer om at tiltrække investeringer. Samtidig konkurreres der om at ned drosle velfærdsstaten mest muligt. Konkurrencen betyder at nation-staten er under nedbrydning som regulator af økonomiske kriser. Statens opgaver bliver reduceret til at foretage ekstreme investeringer i infrastruktur og samtidig sørge for at holde alle andre omkostninger for kapitalen mest muligt nede.

For det tredie har dereguleringen af de finansielle markeder ført til at omsætningen på finansmarkedet nu er 100 gange større end den samlede internationale handel - og finansmarkedet vokser stadig langt hurtigere end den internationale handel. Samtidig er gevinsterne også blevet mangedoblet. De 358 rigeste mennesker i verden har nu lige så mange penge som de fattigste 45% af verdens samlede befolkning!

Der er altså nok tale om en stigende internationalisering, ligesom kapitalen stadig udvider området for sin aktivitet. Men nogen radikal ny tendens - set i et lidt længere perspektiv - kan man næppe påstå at det er. På den anden side mener jeg heller ikke at man skal være blind for at historien ikke gentager sig. Kapitalismens krisecyklus er netop ikke en cyklus, men skal langt snarere forstås som bølger, hvor der nok er en vis gentagelse, men hvor der også altid er historisk specifikke elementer. De seneste 5-10 år har vi for eksempel for første gang set en udvikling hvor en forøgelse af profitterne ikke har ført til en ny ekspansiv fase.

Hvis der igen skal igangsættes en omfattende ekspansiv fase kræver det meget voldsomme sociale og strukturelle ændringer. Det er selvfølgelig ikke fuldstændig utænkeligt, at det vil kunne lade sig gøre både at udvide markedet - der skulle jo nok kunne inddrages en del fra de tidligere såkaldt socialistiske lande - og samtidig foretage et voldsomt angreb på arbejderklassens rettigheder. Men sålænge rigdommen blot ophobes hos nogle få meget rige mennesker, bliver der ikke meget vækst ud af den voksende rigdom. Tværtimod vil det på verdensplan blot føre til voksende barbari.

Statens rolle
Der er derimod ingen tvivl om at statens rolle er ved at ændre sig. For det første er statens muligheder for at føre rente-, finans- & valutapolitik nærmest fuldstændig afskaffet. For det andet er der en lang række af statens funktioner der i stadig højere grad bliver overtaget af forskellige overnationale apparater; EU, WTO etc. For det tredie mister staten også magt i kraft af decentralisering og klientellisme. For det fjerde foregår der en stadig stigende retliggørelse af samkvemsformerne. Og endelig for det femte foregår der en stadig udvidelse af markedet, både på bekostning af staten og som inddragelse af områder der hidtil har været uden for markedets rækkevidde.

EU - som småborgerskabets store forsvarer
Men udviklingen er på ingen måde entydig. Eksempelvis udtrykker de overnationale apparater nok først og fremmest nogle af de store kapitalers mere strategiske interesser. Men EU optræder - på meget modsætningsfyldt vis - også som småborgerskabets store forsvarer: En meget stor del af EU's økonomi går til at subsidiere landbrug, fiskeri, lastbiltrafik & forskellige former for økonomisk kriminalitet.

Decentraliseringen er heller ikke nogen entydig bevægelse. For det første er det meget begrænset hvilken virkelig magt der bliver lagt ud når der ikke følger bevillinger med. For det andet fører decentraliseringen aldrig til en demokratisering, tværtimod bliver konsekvenserne oftest at beslutninger bliver truffet på et stadigt mere subjektivt grundlag. Men denne vilkårlighed bliver på den anden side mødt af en modsat tendens (til en vis grad som en modreaktion): En stadig stigende rettliggørelse; der er nu mere end 10.000 love i Danmark og på trods af al snak om "regelstorm" og "afbureaukratisering" bliver antallet af nye love stadig større for hver folketingssamling. I stedet for at lovene afspejler moralen, bliver det stadig mere almindeligt at vedtage, love der skal regulere den almindelige moral (narko, forurening, økonomisk kriminalitet etc.). "Loven drives ud over sine grænser"

Den stadige udvidelse af markedet fører til stadig mere fremmedgørelse og til en langsomt fremadskridende erosion af den almindelige moral. Men samtidig fører den også til en i stigende grad udvidet reproduktion af de samfundsmæssige magtforhold.

Mikael Meldstad er sociolog og medlem af SAP.