Autoritær etatisme i Danmark
Staten og krisepolitikken

I Poulantzas bog "Staten, magten og socialismen" fra 1978, som er en analyse af den statslige og politiske udvikling i Europa i 70'erne, lægges der stor vægt på det forhold, at staten i et forsøg på at løse de økonomiske problemer efter krisens gennemslag har skabt en lang række nye problemer for sig selv, dels i forhold til magtblokken og dels i forhold til de folkelige masser og til de statsansatte. Statens forsøg på at få hold på alle disse problemer afføder en række ændringer i staten, som Poulantzas på dette tidspunkt betegner som en begyndende ny statsform :

"Denne statsform vil jeg, i mangel af bedre, betegne som autoritær etatisme, fordi denne vending er i stand til at angive den generelle tendens i denne forandring: Statens udprægede sætten sig på samtlige områder i det økonomiske og sociale liv kombineret med det kategoriske forfald i det politiske demokratis institutioner og, i mange forskellige former, med den drastiske indskrænkning af de friheder, man kalder "formelle", og hvis realitet man begynder at få øje på, nu hvor de er ved at gå fløjten". (N. Poulantzas, L'etat, le Pouvoir, le Socialisme, pp. 225-226).

Poulantzas uddyber disse bestemmelser ved at slå fast, at staten selv er årsag til ustabiliteten i de sociale klasser på grund af statens indflydelsessfære i samtlige områder. Der opstår således et politisk spændingsfelt omkring de vestlige kapitalistiske stater - og den autoritære etatisme udvikler sig. Det afgørende spørgsmål bliver herefter, om det er muligt at spore de samme udviklingstendenser på det politiske område i de europæiske kapitalistiske lande, hvor forskellene bl. a. så vil være, at udviklingen ikke har taget samme omfang på centrale politiske felter. Det er Poulantzas påstand omkring 1979, at udviklingen i nationalstaterne tenderer i samme retning, men at de politiske spændingsfelter i de sydeuropæiske lande på dette tidspunkt er langt større end i de skandinaviske lande. Hvis Poulantzas har ret i dette, må det idag være muligt at dianosticere et markant politisk spændingsfelt omkring den danske stat.

For at undersøge dette er det nødvendigt at studere hvordan den danske stat har reageret og udviklet sig i forhold til den efterhånden permanente økonomiske krise, og hvad det har betydet for udviklingen i forholdet mellem de sociale klasser.(1)

På trods af den intellektuelle marxismes tilbagerulning på universiteterne er der relativt mange studier og analyser fra 80'erne og også noget fra 90'erne. Jeg skal i det følgende prøve at sammenfatte og opdatere de politiske udviklingstendenser i den danske stat.

Den økonomiske krises gennemslag
I den økonomiske krises gennemslag i Danmark kan der spores to faser :

1. Strækker sig fra midten af 60'erne til midten af 70'erne.
Internationalt spores en tendens til faldende profitrate, skærpelse af konkurrencen mellem monopolkapital og ikke-monopolkapital og en svækkelse af imperialismens dominerende stilling i den 3. verden, hvilket påvirker kapitalakkumulationen. Reelt er det arbejderklassens styrkede position og lønkampe, som skaber den egentlige krise.
Den danske stat forsøger at "løse" krisen ved øget skatteudskrivning og flere offentligt ansatte (især under VKR-regeringen 68-71), bevidst stimulering af inflationen gennem penge- og finanspolitikken, stimulering af byggeriet, støtte til landbruget og markant låneoptagelse i udlandet. Helt frem til i hvert fald oliekrisen i 1973 underbyggede denne politik troen på, at velfærdsstaten kunne løse de økonomiske problemer - den krisefri kapitalisme. Trækker man trådene tilbage til 50'erne og et stykke op i 60'erne er det industrialiseringen af hele de danske samfund der står på dagsordenen. Den økonomiske politik var derfor også en generel industrialiseringspolitik med gode fradragsmuligheder for investering, direkte og indirekte økonomiske tilskud til alle grene af ny og gammel produktion og en generel tilskyndelse til vækst i det private forbrug. Dele af denne politik holdt sig til begyndelsen af 70'erne. Og denne politik sikrede magtblokkens interesser samtidigt.

2. Strækker sig fra midten af 70'erne til idag.
Krisen i Danmark og i Europa er nu åbenbar for alle. Virksomhedslukninger, kapitalflugt, arbejdsløshed og finansieringsproblemer. Omlægningen i den danske stats politik til egentlig økonomisk krisepolitik sker i begyndelsen af 70'erne og kan af alle aflæses i det første kriseforlig i 1974 under Venstre-høvdingen Hartlings ledelse. Omfattende afgiftsstigninger, højere huslejer, besparelser på finansloven og reducering af indkomsskatterne.

Det vil føre for vidt at gennemgå alle statslige krisetiltag de seneste 20 år, men for at give et indblik i hvilke kriseforanstaltninger som kendetegner den danske stat, skal jeg prøve at opregne de mest centrale elementer i krisepolitikken, hvor nogle af dem er blevet brugt endog meget flittigt.

1. Stimulering af det private forbrug gennem f. eks. ændringer af skatter og afgifter.
2. Indkomstpolitik, dvs. overførsel af penge fra arbejde (løn) til kapital (profit), hvorved det private forbrug begrænses og kapitalakkumulationen stimuleres.
3. Besparelser på de offentlige budgetter. Ved beskæring af "det kollektive forbrug" indenfor de reproduktive sektorer overfører staten lønarbejdernes indirekte løn til kapital, der kan anvendes til forskellige investeringer.
4. Skatte- og afgiftsstigninger på dagligvarer. Samme som ovenfor.
5. Tilvejebringelse af fordelagtige lånemuligheder i udlandet for specielt eksportkapitalen.
6. Direkte tilskud til virksomheder - for landbrugets vedkommende formidlet via EF/EU.
7. Inddirekte tilskud til virksomheder. Et gigantisk aktiv for staten, som spænder fra energitilskud og brandsikringsbestemmelser over lukrative industrielle låne- og finansieringsordninger til diverse skatteregler. Jvf. også pkt. c. og d.
8. Regulering af pengestrømme. Bruges f. eks. meget i forbindelse med byggeriets regulering.
9. Direkte begrænsning af boligbyggeriet for at frigøre kapital til eksporterhvervene. Tilvejebringelse af muligheder for uproduktiv spekulation. Brugt især i højinflationstider, f. eks. omkring hele ejerlejlighedsudstykningskomplekset.
10. Privatisering og udlicitering. Jvf. c.
11. Skattesystemet og fradragsmulighederne til stimulering af en kriseramt økonomi. Brugt siden slutningen af 50'erne, og har aldrig indgået i kriseforligene. Et delvist skjult, men permanent krisetiltag - måske nok statens vigtigste.

På den baggrund kan der udledes to grundlæggende tendenser i den danske stats krisepolitik i anden fase :

1. Devalorisering af kapitalen. Dvs. overførsel af kapital fra et område (lønninger eller kapitalfraktion) til et andet (en eller flere kapitalfraktioner).

Kan ikke modvirke samfundets generelle krisetendenser, men bruges krisedæmpende indenfor enkeltområder. Mest effektivt når der direkte nedlægges kapitaler, som vi over perioden især har set indenfor landbrug, håndværk og byggeindustri.

2. Intensivering af arbejdskraftens udbytning. Dette er den "naturlige" og reelt eneste effektive krisepolitik for en kapitalistisk stat. Statens politik medvirker til en forøgelse af den relative merværdiproduktion som følge af, at den ophobede kapital er blevet brugt til investeringer i nyt produktionsapparat. Først og fremmest gennem skattelovgivningen stimuleres industrien til at udskifte levende arbejde med dødt arbejde, hvilket griber meget omfattende ind den udvidede reproduktion af arbejdskraft og kapital.

Vurderet ud fra den danske stats samlede aktiviteter er der ingen tvivl om, at langt de fleste aktiviteter er rettet mod en devalorisering af kapitalen, hvilket er en klar begrænsning af statens krisepolitik.

Samtidig er der tale om en kollossal udvidelse af de statslige aktiviteter og deres omfang, og som til stadighed griber mere og mere ind i folks tilværelse og dagligdag. Men på trods af denne konstatering, så har staten ikke været i stand til at overvinde de økonomiske problemer for borgerskabet og småborgerskabet. I hele perioden har erhvervsfolk, økonomer, adminstratorer og ledende politikere snakket om "en nødvendig stram økonomisk politik" godt hjulpet af OECD og EF/EU.

For det første er en lang række af statens kriseaktiviteter præget af klassekompromisser - og uhyre kortsigtede. For det andet tilgodeser de mere længeresigtede løsninger - ikke overraskende - stort set kun den hegemoniske fraktion, monopolkapitalen (industri- og eksportkapital mv.). Det handler om indkomstpolitikken, låneoptagelsesmulighederne i udlandet og skattereglerne.

For stort set alle andre kapitalfraktioner er de almindelige økonomiske vanskeligheder forstærket under krisepolitikken.

For den hjemmemarkedsorienterede kapitalfraktion, især dagligvaresektoren, har indkomstpolitikken været en ren katastrofe. Begrænsninger i såvel det private som offentlige forbrug har sat sine spor. Handelskapitalen har store problemer, hvilket både kan aflæses i nedlæggelserne af mindre forretninger og i supermarkedsfusionerne. Tendenserne til brudflader i magtblokken er tydelige.

Mest ramt er det egentlige småborgerskab nok. Industrialiseringen af landbrug og fiskeri (reelt overførsel af kapital fra landbrug/fiskeri til industri) har ganske enkelt truet det traditionelle småborgerskab på dets eksistens. Og indkomstpolitik spiller ingen rolle i en småborgerlig produktion.

Der er således over perioden tale om et stigende modsætningforhold mellem staten (og monopolkapitalen)og forskellige kapitalfraktioner i borgerskabet og mellem staten og store dele af det traditionelle småborgerskab.

Modsætningsforholdet i magtblokken er den politiske grund til, at staten har store vanskeligheder med at tilrettelægge en økonomisk politik, der er i stand til at overvinde de økonomiske problemer for magtblokkens forskellige fraktioner. Og denne politiske grund spores direkte tilbage til den økonomiske basis.

Den danske klassestat har således nogle grundlæggende strukturelle begrænsninger som forstærkes af udviklingen af de konjunkturelle betingelser. Hvis staten ikke er istand til at rumme denne skærpelse af magtblokkens modsætninger, kan det betyde en egentlig splittelse, hvilket på et tidspunkt kan føre til en svækkelse af staten. En sådan svækkelse kan få stor betydning for venstrefløjens muligheder i Danmark.

Den danske stats organisering
Spændingerne i magtblokken kan lamme staten. For at anskueliggøre dette gives i det følgende et kort rids af den danske stats organisering.

Centraladministrationen suppleret med dele af den lokale administration er magtcentrum.Det er her de centrale afgørelser om statens aktiviteter og interventioner formuleres og organiseres. Folketinget bliver stedet, hvor den formelle godkendelse af adminstrationen og regeringens aktiviteter foregår. I perifere sager er Folketingets indflydelse (og legitimering) større. I grundlæggende økonomiske forhold bestemmer budgetdepardementet og Finansministeriet, hvor de centraliserede massepartier mest fungerer som ideologiske indpiskere.

Den materialistiske baggrund er, at centraladministrationen er det eneste statsapparat, som kontinuert har mulighed for at fastholde økonomiske udviklingstendenser bare nogenlunde. Dette forhold afspejler sig også i statens relative autonomi ift. magtblokken på den ene side og statens samtidige stigende binding til kapitalen og arbejdskraftens reproduktion på den anden : Det stadig større engagement i økonomien og i andre samfundsforhold nødvendiggør, at staten skal overskue mange informationer og at staten er centralt styret.

Denne stramme opbygning af magtcentret levner ikke muligheder for at rumme mange modsætninger. Den administrative opbygning med mange ministerier giver dog mulighed for at pleje enkelte erhvervsinteresser indenfor rammerne af den overordnede statslige politik. Men ofte har vi set, at f. eks bolig- og landbrugministeriet og "deres" fraktioner er kommet i modsætning til finansministeriet, hvilket hver gang giver problemer.

Den danske stats opbygning sammenholdt med skærpelsen af modsætningerne i magtblokken kan resultere i en svækkelse af staten, og i en given situation ende i en dyb krise, hvor den står svagt såvel ift. magtblokken som overfor masserne. Hermed kan det slåes fast, at den danske stat ikke éntydigt er istand til at regulere den kapitalistiske økonomi og dermed sikre hele magtblokkens interesser.

Politisk disciplinering og repressiv tolerance
Fraktionsmodsætningerne og de dermed forbundne problemer med regulering af økonomien har samtidig åbnet op for modsætninger i staten selv: Politisering af de statsansatte.

I Tyskland indførtes for år tilbage det såkaldte "berufsverbot" - i Danmark fik de sit udtryk gennem den politiske disciplinering. Fraktioneringen i magtblokken har som nævnt betydet problemer for reguleringen af den danske økonomiske politik, hvilket har givet et voldsomt pres på hele statsadministrationen - især fra den hegemoniske fraktion - for at holde en loyal og "straight" linie i den økonomiske politik. Man kunne med Poulantzas sige, at den økonomiske basis' determinerende funktion er trådt tydeligere frem i lyset, og at apparaternes relative autonomi er blevet mindre og mindre.

I centraladministrationen har man fra krisens start især kunnet spore tre reaktioner på dette pres :

1. Den ene er en identifikation med en given fraktions interesser (f. eks. landbrugs- og boligministeriet). Det vil sige at de "neutrale" embedsmænd bryder deres neutralitet i forsvaret for bestemte interesser - interesser som altid hænger sammen med embedsværkets placering i administrationen.
2. Den anden reaktion er en skærpet intern kontrol med først og fremmest de ledende administratorer forstået således, at der kræves en høj grad af loyalitet af det øverste embedsværk ift. statens politik.
   Det er egentlig ikke overraskende eller nyt, men tolerancen er nu repressiv, hvilket vil sige, at fyringer og overflytninger til mindre betydningsfulde områder træder i kraft. Voldsomheden i håndhævelsen er nøglebegrebet.
3. Øget politisk rekruttering af ledende administratorer blandt de centraliserede massepartier, dvs. de som ligger tættest på regeringsmagten.

I de nederste lag af embedsværket har man altid haft et vist spillerum for "vildskud", idet det her er de yngre kræfter der opererer, og at oplæg her mere har karakter af forslag end beslutninger. Dette lag har de seneste 10-12 år også mærket et øget pres på deres skuldre, og man ser i stigende grad kontrolfunktionerne pege direkte ud i det civile samfund. Fra magtblokkens side vil der altid ligge et først og fremmest ideologisk pres på visse sociale lag, men bærere af denne statens formynderiske politik er Socialdemokratiet. Et statsligt kontrolleret samfund fra "top til tå" ligger i den socialdemokratiske ideologi og ikke mindst praksis - hvilket af og til giver sig helt irrationelle udslag. Og da SD satser alt på at være statsbærende i enhver henseende, gennemsyrer denne autoritære etatisme såvel den statslige som civile virkelighed.

Tænk blot på Arbejdsminister Jytte Andersens gennemtrumfning af §62a. i Lov om arbejdsløshedsforsikring ved Finanslovsforhandlingerne i 1995. Denne lov forhindrer ledige i at foretage sig noget fornuftigt, som f. eks. uddannelse eller i visse perioder overhovedet at få en handlingsplan med en aktiv indsats.

Opsummerende kan vi hos det administrative personale registrere en identifikation med bestemte interesser, intern øget kontrol og selvdisciplinering, en øget politisk rekruttering samt vækst i de formynderiske funktioner overfor det civile samfund.

Politiseringen af det statslige og offentlige personale afspejler sig imidlertid nok tydeligst gennem de mange års nedskæringer og besparelser på de offentlige budgetter - ofte via de årlige finanslove - som en del af statens generelle krisepolitik.

Serviceydelserne forringes overfor f. eks. klienter og brugere. Indkomst- og nedskæringspolitikken sætter naturligvis begrænsninger i lønudviklingen, men vigtigere er, at arbejdspresset bliver større, arbejdet mere opdelt og dermed ensartet.

Det skaber grundlag for både en udviklet fagforeningsbevidsthed - i nogle tilfælde en venstredrejning, og en øget disciplinering - ofte fulgt af en højredrejning. Den store reservearmé skubber naturligvis på sidstnævnte.

Reel øget faglig aktivitet skal vi helt tilbage i 70'erne for at konstatere.

Jeg skal kort opridse markante, men meget forskellige områder, hvor politiseringen har været tydeligst, enten i den ene retning eller i begge retninger samtidigt :

Social- og sundhedsområdet (hospitaler, daginstitutioner mv.), undervisningsområdet (universiteter, højere læreranstalter mv.), politiet og forsvaret.

Især ifm. nedskærings- og besparelsespolitikken har man således et øget modsætningsforhold mellem den officielle statslige politik og de centrale administratorer på den ene side og det statslige personale/offentlige ansatte, som er sat til at udføre den statslige politik i praksis.

Staten og klasserne
Vi så i forrige afsnit, hvordan etatismen begyndende rækker hånden ud i det civile samfund. Tydeligere kan vi se, at krisepolitikken de seneste 30 år, dels har forringet de statslige serviceydelser i det kollektive konsum, dels grebet voldsomt ind overfor lønudviklingen. Det betyder, at dele af mellemlaget, arbejderklassen og allierede lag har fået foringet deres levevilkår væsentligt. Store dele af de udbyttede klasser og lag har i perioden reageret mod staten og statens politik. Tidligere var det de store enkeltsagsbevægelser og mange generelle lønkonflikter - idag er det hele mere lokalt præget. Billedet er mere nuanceret end dette, men her er den vigtigste pointe at slå fast, at de mange løn- og arbejdskampe samt de mange enkeltsagsbevægelser over tid har udgjort en massiv trussel mod statens krisepolitik.

Modsætninger -Delkonklusion 1
Statens krisepolitik har åbnet op for modsætninger i magtblokken mellem borgerskabets forskellige fraktioner og mellem borgerskabet og småborgerskabet.

Samtidig har den også skærpet modsætningsforholdet mellem staten på den ene side og de udbyttede klasser og lag på den anden. Derudover modsætninger inden for etaten selv, mellem statens politik og de centrale administratorer på den ene side og det udøvende personale på den anden.

Det politiske spændingsfelt - Delkonklusion 2
Statens forsøg på at afhjælpe de økonomiske problemer som førte til krisens gennemslag i begyndelsen af 70'erne og helt frem til idag - har samtidig øget de politiske modsætninger i klassestrukturen, som dels krydser staten og dels retter sig imod staten. Det placerer den danske stat i et politisk spændingsfelt.

Statens reaktioner
Enheden i magtblokken er ikke holdbar, og der er store problemer med at fastholde den statslige legitimitet overfor offentligt ansatte og de udbyttede klasser og lag (almenvældet).

Staten har reageret på disse modsætninger på flere ledder, men primært to springer i øjnene :

For det første er der ideologisk set udviklet nye legitimitetsformer. Planlægning med forskellig type indflydelsesmuligheder stammer fra 70'erne, hvorfra vi kender budgetplanlægning af offentlige finanser, perspektivplanlægning, regionplanlægning, lokalplanlægning etc.

I 80'erne og 90'erne fortsatte man med selvforvaltning og decentralisering, hvad bl. a. lokalråd og bydelsråd er udtryk for.

Plan- og demokratiforsøgene har alle til formål at underbygge forestillingen om at staten - centralt som decentralt - er den instans som er i stand til at regulere økonomiske, fysiske og sociale forhold til almenvældets bedste.

Legitimeringsformen, som bygger på folkelig indlevelse, har ikke kunnet overbevise.

For det andet så vi tidligere, hvordan den interne kontrol i statsapparaterne fik et mere autoritativt præg. Denne aktivitet er er i perioden i vækst vendt mod politiske bevægelser og faglige konflikter. I perspektiv kan man trække en linie fra indførelsen af blokadecirkulæret i 1976 til politihundenes bid på RiBus-chaufførerne. Den voldsomme og håndfaste indsats er klart skærpet.

Statens legitimeringsproblemer er således stadig uløste, ligesom de mere autoritative aktiviteter kan medvirke til at skærpe de politiske modsætninger - og dermed spændingsfeltet omkring staten yderligere.

Autoritær etatisme i Danmark
Ud fra danske forhold kan man udmærket argumentere for den politiske udvikling i Europa, som Poulantzas gjorde sig til talsmand for i slutningen af 70'erne. Specielt fremkomsten af det politiske spændingsfelt omkring staten peger i den retning.

Men der er selvfølgelig forskellige trin i udviklingen. De politiske spændingsfelter i de sydeuropæiske stater var vel på Poulantzas' tid, hvad de er i dag i Danmark.

I den aktuelle situation er der ligesom stilstand eller våbenhvile om man vil. Staten forsøger at holde situationen i skak - måske Socialdemokratiet og Lykketoft har erkendt, at arbejdsmarkedsreformer og direkte asociale finanslove må holde pause, hvis spændingsfeltet, i sidste instans klassemodsætningerne i samfundet, ikke skal skærpes. Men hvor længe kan dette lade sig gøre ?

Udviklingen i Europa afviger således kun trinvist i forhold til hinanden. Så at sige, at ét land er stabilt og et andet ustabilt, er at afvise den autoritære etatismes fremvækst i Europa - og de forhold som frembringer den.