Rosa Luxemburg i nyt lys

Socialisme er en mulighed, men alternativet er barbari

Marxismen er i disse år efter murens og betonkommunismens fald stadigvæk erklæret død, alt hvad der påberåber sig socialisme, kommunisme eller lignende betegnelser bliver pr. automatik erklæret for anakronismer. Samtidig bliver de retninger indenfor arbejderbevægelsen, eller andre som stiller med en kapitalismekritik, skudt i skoene, at de er udemokratiske hvad alle socialister jo er pr. definitioner. At der blandt disse findes grupperinger/personer som forsøger/forsøgte at bygge samfundet op efter ekstremt mere demokratiske retningslinjer, end dem vi har i det kapitalistiske samfund (hvor kapitalisme bliver sat lig demokrati), bliver gladeligt overset af journalister og historikere i dag.

Derfor har vi som socialister en desto større forpligtigelse til at påvise disse tendenser, og samtidig slå ned på de retninger indenfor den socialistiske bevægelse/tradition som stadigvæk fortolker socialismen som højrefløjen. I dette forsøg på at slå fast, at grundelementerne i socialismen er demokratiske og ikke et centralt dirigeret undertrykkelses samfund trænger en person sig stadig på, nemlig Rosa Luxemburg. For mig at se er hun ikke kun en person der levede for snart 80 år siden, og som levede og virkede i et forlængst bortgået klassesamfund. Jeg mener, vi stadig her i 90'erne kan bruge og blive inspireret af hende. At hun stadig er interessant i et markedsøkonomisk samfund ses jo tydeligt ved de utallige bog- og artikel udgivelser, som kommer også i disse år. Samtidig er det nu muligt. at fordybe sig konstruktiv i hendes teorier uden at blive skudt i skoene fra leninistisk hold, at interessen bygger på kontrarevoltionære holdninger, og fra kapitallogisk og strukturmarxistisk hold, at interessen for Rosa Luxemburg bygger på at man aldrig havde forstået Marx. Eller med andre ord; nu må tiden være inde til, at se på Rosa Luxemburgs teorier og ageren i den socialistiske arbejderbevægelse med nye briller, hvor resultatet ikke er givet forhånd. Jeg vil fremhæve fem områder i Rosa Luxemburg skrifter som har interesse i dag.

1) nationalismeproblematiken eller nationernes selvbestemmelsesret,.
2) debatten omkring reform eller revolution,
3) massestrejkedebattten,
4) kritikken af den russiske revolution og
5) hendes økonomiske teori omkring kapitalens akkumulation (Specielt imperialismeteorien)³⁾

Jeg vil i det følgende kort gennemgå de fem punkter

"Nationernes selvbestemmelsesret er ikke andet, end hul småborgerlig frasemager og humbug"
Rosa Luxemburg førte en længerevarende polemik omkring nationalitets spørgsmålet med forskellige polske grupperinger indenfor den polske arbejderbevægelse, samt med bl.a. Lenin i det russiske socialdemokrati. Hendes grundlæggende holdning var, at det for Polens vedkommende var en umulighed at opnå selvstændighed, fordi Polens økonomi var så integreret i den russiske økonomi, at en selvstændig økonomisk udvikling for en selvstændig polsk stat ikke var mulig. For Rosa Luxemburg var der stærke økonomiske argumenter for at nationernes ret til selvbestemmelse ikke kunne lade sig praktisere i et kapitalistisk samfund. Først i et socialistisk samfund gav det mening for hende at tale om selvbestemmelsesretten. Samtidig så hun kampen for denne rettighed i et kapitalistisk samfund for bagstræberisk og direkte reaktionær, bl.a. begrundet med at det f.eks. i Polen var småborgerskabet og økonomiske trængte godsejere som sværmede omkring et selvstændigt Polen, og fra denne kant skulle der ikke forventes nogen forståelse for arbejderklassens krav i et selvstændigt Polen. Derfor var det vigtigt for Rosa Luxemburg, at det polske proletariat gik sammen med det russiske proletariat for at fjerne det despotiske styre i zarrusland og på længere sigt kæmpede for et socialistisk samfund sammen med proletariatet i hele verden. Denne holdning til selvbestemmelsesretten medførte også er skarp kritik af Lenin under den russiske revolution⁴⁾. Rosa Luxemburg kæder Rusland, militære nederlag og opløsningen af Rusland sammen, og mener at bolsjevikkerne med deres hårdnakkede brug af parolen "nationernes selvbestemmelsesret", selv må tage en del af skylden for dette. Rose Luxemburg undres over, at Lenin kan holde fast ved denne parole, som "står i skærende modsætning til den centralisme de ellers forfægter i politik og til den holdning, de har indtaget overfor andre demokratiske principper"⁵⁾ Rosa Luxemburg slog endvidere fast at de forskellige demokratiske former i ethvert politisk land udgør "et højst værdifuldt, ja et uundværligt grundlag for en soclalistisk politik, hvorimod den farmøse tese "nationernes selvbestemmelsesret" ikke er andet, end hul småborgerlig frasemageri og humbug" ⁶⁾. At denne ret så oveni, modsat bolsjevikkernes forventning, bliver brugt i kontrarevolutionær øjemed af de lande, som er blevet selvstændige, viser det ukloge i denne politik. Det er dog ikke disse nye nationer, som er skyld i denne reaktionære politik, men de borgerlige og småborgerlige klasser, som i "skarpest modsætning til de proletariske masser forvandler den 'nationale selvbestemmelsesret til et instrument for deres kontrarevolutionære klassepolitik⁷⁾. Og det er netop heri Rose Luxemburg ser problemets kerne. Her ligger denne nationalistiske frases utopiske-småborgerlige karakter, som i klassesamfundets barske virkelighed og især i en epoke med yderst skærpede modsætninger, ganske enkelt forvandles til et middel for det borgerlige klasseherredømme. Til største skade for sig selv og for revolutionen skulle bolsjevikkerne lære, at der under kapitalismens herredømme ikke gives nogen "nationens" selvbestemmelsesret, og at i et klassesamfund stræber enhver klasse i nationen efter "selv at bestemme" over andre, samt at den nationale friheds princip for de borgerlige klasser træder helt i baggrunden overfor de borgerlige klassers herredømme" ⁸⁾. Hele denne snak om "national selvbestemmelsesret'' har kun skabt den største forvirring i socialisternes rækker, samt svækket proletariatets stilling, idet Bolsjevikkerne i stedet for at styrke de revolutionære kræfter inden for den russiske revolutions områder har leveret borgerskabet i alle randstaterne et belejligt påskud for kontrarevolutionære bestræbelser . " I stedet for at advare proletarerne i randstaterne om enhver form for separatisme som værende en borgerlig faldgrube og med hård hånd at kvæle de separatistiske bevægelser i fødslen, en fremgangsmåde der i dette tilfælde ville være i det proletariske diktaturs ånd, har de tværtimod forvirret masserne i alle randstaterne gennem deres paroler og udleveret dem til de borgerlige klassers demagog" ⁹⁾. Rosa Luxemburg slutter sin gennemgang omkring national selvbestemmelsesret med at slå fast, at bolsjevikkerne med denne frase, som er blevet styrket af fredsaftalen, udgør den største fare for en international socialisme. Ved at se på situationen i dag kan det spørgsmål stilles, om proletariatet i det tidligere Østeuropa er blevet friere i forbindelse med de nationalistiske strømme som er gået hen over Europa siden murens fald. Rosa Luxemburg mener, at spørgsmålet om nationernes selvbestemmelsesret er uforeneligt med klassekampen. Samtidig vil det, da arbejderbevægelsen kæmper imod enhver undertrykkelse være overflødigt med et særligt programpunkt mod den nationale underertrykkelse. Det kan jo også siges i dag, at med Rosa Luxemburgs analyser vil modstand mod EU nødvendigvis være socialistisk og ikke nationalistisk.

"Det er vigtigt at gøre sig forholdet mellem reformer og endemålet klart"
Kan vi stadig bruge revisionismedebatten til noget her i 1990'erne. Det er dog stadig et væsentligt element, at reform ikke udelukker revolution. Elle med andre ord; det er vigtigt at gøre sig " forholdet mellem reformer og endemålet klart"; hvor kampen for den mindste forbedring ikke nødvendigvis er et onde, hvis endemålet ikke tabes af syne. Rosa Luxemburg tilbageviser samtidig i sit skrift "Socialreform eller Revolution?" teorien om en krisefri kapitalisme, og at socialisme kan nås via gradvise reformer. Dette århundrede viser tydeligt, at en krise fri kapitalisme ikke findes, og heller vil kunne findes, fordi ifølge Rosa Luxemburg kriser er en naturlig del af det kapitalistiske system. Det er i denne periode, at der sker en udvikling hos Rosa Luxemburg fra at socialismen er en nødvendighed (i Socialreform eller Revolution") til at socialismen er en mulighed, men at alternativet til socialismen er barbari (det sker omkring hendes iagttagelser under den russiske revolution i 1905-1906).

"Massestrejken er proletariatets bevægelsesmåde i revolutionen, selve formen for den moderne revolutionære klassekamp"
At det egentlig ikke kan lade sig gøre at skille Rosa Luxemburgs virke i revolutionens sag op i 5 punkter er forholdet mellem revisionismedebatten og massestrejkedebatten (pkt.. 2 og 3) er udmærket eksempler på. De handler begge om hendes kamp imod højrefløjen i bevægelsen. De revolutionære begivenheder i Polen og Rusland i 1905-06 overbeviste Rosa Luxemburg om, at massernes aktive deltagelse var altafgørende for om det skulle lykkes at ændre tingenes tilstand i revolutionær retning. Dette er så blevet gjort til (fra parti kommunistisk og forskellige leninistiske og trotkistiske grupperinger) at hun opfatter arbejdermassernes sportane aktioner som nøglen til revolutionen. For mig at se skyldes dette en fejlfortolkning af Rosa Luxemburg, idet hun ikke mener, at revolutionen vil opstå spontant men at det er nødvendigt med massernes aktive medvirken, og denne medvirken og den skoling som deltagelsen giver ikke opnås, hvis der sidder et ledende parti og dikterer hvor og hvordan kampen skal føres. Udviklingen i Østeuropa siden den russiske revolutions viser klart hvor galt det kan gå, hvis der sidder et ledende parti og har den rigtige opskrift på hvordan det hele skal forløbe. Det betyder ikke at Rosa Luxemburg mener, at partiet ikke har nogen rolle, tværtimod har partiet en rolle i at påvirke udviklingen. Tillad mig at komme et længere citat fra Curt Sørensens klassiske "Marxismen og den sociale orden"

"Massestrejken er simpelthen en hel periode i klassekasmpen. Den er siger Rosa Luxemburg, proletariatets bevægelsesmåde i revolutionen, selve formen for den moderne revolutionære klassekamp. Massestrejkeperioden er kendetegnet ved den tætte vekselvirkning mellem den økonomiske og politiske kamp, ved et stædigt skiftende forløb, ved mobiliseringen af hidtil uberørte lag og ved det dialektiske samspil mellem det spontane element og ledelseselementet. I normale tider vil det aldrig lykkes at organisere mere end et mindretal af alle proletariske lag. Men i revolutionære perioder rives de underste og hidtil uorganiserede lag med i bevægelsen. Disse lag må derfor også tages med i betragtning ved tilrettelæggelsen af partiets taktik på længere sigt¹⁰⁾

Den proletariske klassebevægelse må aldrig opfattes som blot det" organiserede mindretals bevægelse." ¹¹⁾. Denne tiltro til masserne var netop en af grundene til, at hun blev i SPD så længe. Hun er også blevet bebrejdet af både kommunister og trotskister, at hun ikke opbyggede et revolutionært parti, som stod klart da revolutionen brød ud i Tyskland i 1918 ¹²⁾.

"Fejltrin begået af en virkelig revolutionær arbejderbevæ-gelse er historisk set uendelig mere frugtbare og værdifulde end den allerbedste ''central-komités'' ufejlbarlighed."
Rosa Luxemburgs kritik af bolsjevikkernes handling under den russiske revolution er klassisk. Samtidig er det vigtigt at slå fast, at den kritik hun fremkom med skal forstås positiv. Hun var ikke en politisk modstander, der ønskede at bringe revolutionen til ophør. Hun hilste revolutionen med begejstring og varme, samtidig med at hun pegede på de fejl, som hun mente bolsjevikkerne begik, hvor de handlede imod intentionerne om en socialistisk samfundsopbygning. Det var en solidarisk kritik, et forsøg på, at undgå at proletariatets diktatur skulle udvikle sig til et diktatur over proletariatet. ¹³⁾ Hendes kritik af den russiske revolution kan deles op i 3 deles, hvor hendes kritik af nationalitetsproblematikken er behandlet, det andet punkt, hendes kritik af bolsjevikkernes jordfordeling er vel ikke så aktuel i denne sammenhæng bortset fra, at Rosa Luxemburg kritiserede bolsjevikkerne for ikke at tænke i længeresigtede revolutionære baner, da jordfordelingsproblemet blev løst. Derimod har Rosa Luxemburgs kritik af, hvordan bolsjevikkerne konkret udformede proletariatets diktatur under den russiske revolution stadig interesse. Kritikken viser nogle af de idealer Rosa Luxemburg byggede på. Det vigtigste i forbindelse med Rosa Luxemburgs kritik af bolsjevikkernes opfattelse af proletariatets diktatur er deltagelse og bevidsthed. Rosa Luxemburg fandt, at revolutionær bevidsthed vokser frem når masserne af nødvendighedens tvang bliver drevet til at handle.

Dette kan ikke lade sig gennemføre uden forsamlingsfrihed, mødefrihed, pressefrihed, samtidig med, at der må være frihed for forskellige retninger og partier inden for proletariatets diktatur. Hun fastslår, at det socialistiske samfund bygger på erfaringernes skole på det uhæmmet skummende liv, hvor offentlig kontrol er en ubetinget nødvendighed, og ikke et samfund hvor udviklingen styres gennem dekreter, og hvis denne kontrol falder bort vil det betyde, at "det offentlige liv efterhånden sover ind, nogen dusin partiledere med uudtømmelig energi og grænseløs idealisme dirigerer og regerer....rigtignok et diktatur, men ikke et proletariatets diktatur, men et diktatur af en håndfuld politikere, dvs.. et diktatur i borgerlig forstand ¹⁴⁾.

Det Rosa Luxemburg vil sætte i stedet er et socialistisk demokrati, der begynder når grundlaget for den socialistiske økonomi er skabt, samtidig med demonteringen af klasseherredømmet og opbygningen af socialismen, dvs. når ''partiet har erobret magten. Det er intet andet end proletariatets diktatur. Diktatur javel! Men dette diktatur består i måden at anvende demokratiet på, ikke dets afskaffelse.. Men dette diktatur må være klassens værk, ikke et lille førende mindretals i klassens navn, dvs. den må alle vegne fremgå af massernes aktive deltagelse, stå under deres umiddelbare indflydelse, være underlagt den samlede offentligheds kontrol og udvikle sig ud fra folkemassernes voksende politiske skoling." ^l5). Svulstige ord, men dog agitation for et demokrati som står milevidt over det borgerlige demokrati vi kender i dag, og når vi samtidig holder os Rosa Luxemburgs klassiske kommentar om plads til anderledes tænkende for øje: "Frihed kun for regeringstilhængerne, kun for medlemmer af et parti selv om det er aldrig så mange er ingen frihed. Frihed er altid frihed for dem der tænker anderledes. Ikke på grund af nogen ''retfærdighedsfanatisme"', men fordi alt det levende, lægende og rensende, den politiske frihed kan give, er afhængig af denne væsentlige side og svigter når "friheden" bliver et privilegium ¹⁶⁾ har vi som socialister ikke noget at skamme os over". Benito Scocozza har i en kronik i Socialisten Weekend den 22/11 1996 den holdning, at den "bureaukratiske statskapitalisme" der faldt i 1989 ikke havde den fjerneste lighed med Marx' principper for en samfundsdannelse, men det er jo netop denne udvikling Rosa Luxemburg advarer imod i kritikken af den russiske revolution og i kritikken af Lenins partirolle opfattelse, hvor det for Rosa Luxemburg er vigtig at retten til grænseløs kritik er tilstede.

Det kapitalistiske system vil bryde sammen, når det er det eneste system, på grund af sine indre modsætninger
Omkring Rosa Luxemburgs økonomiske teorier må tiden være inde til at se dem i et andet lys, end hvor hun afviger fra Marx omkring hendes fortolkninger af "Kapitalen". Hendes teorier om, at det kapitalistiske system ville bryde sammen, når det var det eneste system, på grund af sine indre modsætninger, må i sig selv være en nærmere analyse værd set i lyset af markedsøkonomiens sejrsgang over hele verden. Samtidig bringer Rosa Luxemburg også imperialismen ind i den kapitalistiske produktionsmåde som en nødvendighed for den fortsatte akkumulation af kapital. Det må nødvendigvis indebære at den 3. verdens rolle i det internationale økonomiske spil bliver mere interessant for kapitalismens overlevelses muligheder. Rosa Luxemburgs fortjeneste er ikke mindst, at hun ikke vil gøre Marx' analyser til fastlåste dogmer, men forsøger at videre udvikle marxismen indenfor analyserne af kapitalismens udvikling, ud fra den udvikling som kapitalismen har været igennem siden Marx.

Noter:
1) Jfr. Annelisa Laschitza "Im Lebensrausch, trotz alledem. Rosa Luxemburg Eine biographi" , som klart viser de nye tider for Luxemburg forskningen. Laschitzas nyeste bog er herlig fri for den leninistiske bedreviden, hvor Lenin var autoriteten, som prægede hendes tidligere udgivelser.

2) Toni Liversage "Røde Rosa. En bog om Rosa Luxemburg"

3) At hendes væsentligste bidrag til en fornyelse af socialismen ikke kan komme på en formel ligger i hele hendes måde ,at virke på, som egentlig gør det umuligt. at opdele hendes teoretiske diskussioner, idet jeg vil mene at Rosa Luxemburgs tankegang skal ses ud fra et holistisk synspunkt hvor det var massernes aktive indsats og en kritik af alt, som er omdrejningspunktet.

4) Jfr. Rosa Luxemburgs kritik af Lenins centralistiske organisationsopfatelse i "Det russiske organisationsspørgsmål" Rosa Luxemburgs slutbemærkning "Fejltrin begået af en virkelig revolutionær arbejderbevægelse er historisk set uendelig mere frugtbare og værdifulde end den allerbedste ''centralkomités'' ufejlbarlighed." i Rosa Luxemburg. Politiske skrifter s. 113, er stadigvæk en vigtig pointe.

5) Rosa Luxemburg "Den russiske revolution" s. 231 i Rosa Luxemburg politiske skrifter.

6) Ibid s. 232-233

7) Ibid s. 234

8) Ibid s. 234

Ibid s. 236

10) Dette skyldes også at den klassiske klasseanalyse, som kun ser på arbejderklassen ud fra en ren økonomisk analyse af deres rolle i produktionen ikke får fat i den dynamik, der er udenfor den klassiske arbejderklasse.

11) Curt Sørensen "Marxismen og den sociale orden" s. 558559. Curt Sørensen har iøvrigt på s. 558 n 2 en fremragende tilbagevisning af beskyldningerne mod Rosa Luxemburg for spontanisme.

12) Jfr Virve Manninen "Sozialismus oder Barbarei? Der Revolutionäres Sozialismus von Rosa Luxemburg 18991919." s. 13 og Chris Herman "The lost revolution. Germany 1918 to 1923" s. 9295.

13) Rosa Luxemburgs kritik af bolsjevikkerne er ligeså meget en kritik af det tyske socialdemokrati for deres passivitet. Jfr Curt Sørensen op cit. 581. Jeg vil dog mene, at Rosa Luxemburgs kritik af den russiske revolution på det konkrete plan er anvisninger i hvad man skal passe på, samt selvfølgelig en kritik af bolsjevikkernes konkrete udførelse af revolutionen og deres udeladelser.

14) Rosa Luxemburg "Den russsiske revolution" i Rosa Luxemburgs politiske skrifter s. 249-250.

15) Ibid s. 251 -252

16) Ibid s. 246