Fred, stabilitet og legitimitet.

Verdens udvikling 1990 - 2025/2050

I perioden frem til 2025/2050 vil der sandsynligvis være mangel på fred, stabilitet og legitimitet. En årsag er USAs nedgang som hegemonisk magt i verdenssystemet

Hegemoni i verdenssystemet betyder, at der er en magt som er istand til at opretholde stabile forbindelser i den sociale magtfordeling. Det er hvad der menes med en fredsperiode, dvs. fravær af væbnet kamp - ikke al væbnet kamp, men væbnet kamp mellem stormagerne. En sådan periode af hegemoni både kræver og producerer "legitimitet", hvis man med det mener en følelse hos de vigtigste politiske aktører, at enten er den sociale verdensorden af en sådan karakter, at den kan accepteres eller at verden hurtigt og sikkert går i en retning som er acceptabel.

Sådanne perioder af virkelig hegemoni - hvor den hegemoniske magt formår at påtvinge andre stormagter sin vilje og orden, uden for alvor at blive udfordret - har været relative korte i det moderne verdenssystems historie. Efter min opfattelse har der kun været tre: Nederlandene i midten af 1600-tallet, Storbritanien i midten af 1800-tallet og USA i midten af 1900-tallet. Deres hegemonier varede, ifølge ovenstående definition, i ca. 25 -50 år hver. Og når sådanne perioder er ophørt, dvs. når den herskende stormagt er blevet én blandt andre, blev konsekvensen mindre stabilitet og dermed legitimitet. Hvilket betyder mindre fred. Den nuværende periode efter USAs hegemoni adskiller sig egentlig ikke fra hvad der skete da Storbritaniens hegemoni ophørte i 1800-tallet eller den hollandske i 1600-tallet.

Der findes imidlertid betydelig flere faktorer af betydning for de kommende 25-50 år. De geopolitiske realiteter i de mellemstatslige sytemer er langt fra kun afhængig af de militære styrkeforhold. For det første er kun et lille antal stater rige nok til at have et stort nok skattegrundlag, idet rigdom snarere er årsag til end følgen af dets militære styrke, selvom de er gensidig forstærkende. Og rigdom i disse stater i relation til andre, er en funktion af både deres størrelse og arbejdsdelingen i den kapitalistiske verdensøkonomi.

Den kapitalistiske verdensøkonomi er et system baseret på hierakisk ujævn fordeling, grundlagt på at en vis type af (monopol)produktion er koncentreret i begrænsede zoner, og som derfor og derigennem bliver stederne for den største kapitalakkumulation. Denne koncentration gør det muligt at forstærke statsapparatet, som derefter bestræber sig på at sikre sine egne monopolers overlevelse. Men på grund af monopolernes indbyggede svagheder, er disse kapitalkoncentraioner under konstant omflytning. Forandringens mekanismer er de cykliske forløb, hvoraf to er særlig betydningsfulde.

Kondratiecyklerne (1) har en længde på 50-60 år. Deres A-periode afspejler den periode hvor det er muligt at beskytte vigtige monopoler, mens deres B-periode er en tid hvor der foregår en geografisk omplacering af de produktionstyper hvor monopolet går tabt og hvor der kæmpes om nye mulige monopoler.

De lange hegemonicykler rummer en kamp mellem to stormagter, som vil efterfølge en tidligere hegemonisisk magt for at blive det vigtigste sted for kapitalakkumulation. Det er en lang proces som kræver tilstrækkelig militær styrke til at vinde en "30 års krig". Lige så snart en ny hegemoni er etableret skal den opretholdes med så store militærudgifter, at den efterhånden vil lede til nedgang og en ny kamp om herredømmet. Spørgsmålet er om det historiske system vi lever i, den kapitalistiske verdensøkonomi, er i eller på vej ud i en tid med "kaos". Jeg vil sætte synspunkterne op imod hinanden, spekulere i hvad et sådant "kaos" vil antage af former, og diskutere hvilke handlemuligheder der står åbne for os.

De fænomer som er symtomatiske for en normal B-fase er en langsommere tilvækst i produktionen samt formodentlig en nedgang i verdensproduktionen pr. indbygger; en forøgelse af arbejdsløsheden; en relativ forandring i økonomien i profitområderne fra materiel produktion til financielle operationer; en forøgelse af den nationale gældsætning; en flytning af "ældre" industrier til lavtlønsområder; en forøgelse af militærudgifterne som egentlig ikke er militært motiveret, men snarere er beregnet til at starte en anticyklisk efterspørgsel; faldende realløn indenfor den hvide økonomi; udvidelse af den sorte økonomi; nedgang i den billlige fødevare produktion; øget "illegal" migration mellem de forskellige zoner.

Indledningen til en hegemonisk nedgang vil vise sig ved; øget økonomisk styrke hos de "allierede" stormagter; valutauro; nedgang i de globale finansmarkeders autoritet i og med der opstår nye besluttende centre; skattekriser i den hegemoniske stat; nedgang i den organiserende (og stabiliserende) polarisering og spænding; en mindre beredvillighed blandt folk til at ofre livet for den hegemoniske magt.

Alt dette mener jeg er normalt, og forventet. Det der nu burde ske, ifølge de "normale" cykliske processer, er at der vokser en erstatningsstruktur frem. Indenfor 5-10 år burde vi gå ind i en ny A-fase, baseret på nye monopoler og koncentreret på nye steder. Japan er det mest sandsynlige sted, Vesteuropa er den anden, USA den tredie.

Vi burde også nu se en kamp for ny hegemoni. Da USAs position langsomt men sikkert undermineres burde der være to konkurrenter som spænder musklerne. I den nuværende situation kan det kun være Japan og EU. Hvis det skulle følge tidligere mønstre: England mod Frankrig som Hollands efterfølger, og USA mod Tyskland som Englands, skulle vi teoretisk forvente os i de følgende 50-75 år, at sø- og luftmagten Japan underlægger sig USA og begynder at konkurrere med det landbaseret EU. Denne kamp burde kulminere i en "30-års krig" og føre til Japans sejr.

Jeg tror ikke dette vil ske, i hvert fald ikke helt præcist sådan. Jeg tror at begge omorganiseringsprocesser - både at det globale produktionssystem og systemet for staternes indbyrdes magtforhold - allerede nu følger det traditionele mønster. Men jeg forventer at processen vil blive afbrudt eller skifte retning, i og med andre processer og faktorer spiller ind.

I den nærmeste årtier vil resten af verden være tvungent til at forholde sig til de to zoner (Japan/USA og EU). For de økonomiske magtcentre vil der være tre faktorer som afgør hvor vigtige disse lande er; i hvilken udstrækning deres industrier er væsentlige eller optimale for produktion af nøgleprodukter; i hvilken udstrækning de enkelte vil være væsentlige eller optimale for at opretholde en passende og reel efterspørgelse på produkter fra de profitgivende sektorer; i hvilken udstrækning de enkelte lande vil tjene strategiske behov (geomilitær placering og/eller magt, vigtige råvarer osv.)

De to lande som endu ikke tilstrækkelig integreret i de netværk som er under skabelse, og som det er nødvendige at inkludere af alle tre nævnte årsager, er Kina for det japansk-amerikanske herredømme og Rusland for EU. For at begge disse lande skal kunne integreres må de være i stand til at bevare (i Ruslands tilfælde opnå) et vist niveau af indre stabilitet og legitimitet. Hvordan de skal opnå dette, er et åbent spørgsmål, men jeg tror at oddsene er svagt fordelagtige.

Antag at dette billede er korrekt; opkomsten af en bipolær verdensøkonomi med Kina som en del af Japan/USA-polen og Rusland som en del af Europapolen. Antag endvidere, at der kommer en ny og stærk ekspansion i verdensøkonomien fra, lad os sige 2000/2025 på basis af nye ledende monopolindustrier. Hvad kan vi da forvente os? Får vi en gentagelse af perioden 1945-67/73, en periode af international velstand, relativ fred og frem for alt fremtidsoptimisme? Jeg tror det ikke.

Der vil være flere indlysende forskelle. For mig er den tydeligste at vi vil befinde os i en bipolær snarere end et unipolært verdenssystem. At karakterisere verdenssystemet mellem 1945 og 1990 som unipolært er ikke en udbredt opfattelse. Den går på tværs af gængse beskrivelser af verden i "kold krig" mellem to supermagter. Men da denne "kolde krig" var baseret på en enighed mellem de to magter om, at den geopolitiske balance i hovedsagen skulle fastfryses, og eftersom (trods alle officielle konfliktforklaringer) denne fastfrysning aldrig på afgørende måde blev brudt af de to magter, betragter jeg denne opfattelse som en konstrueret virkelighed. I virkeligheden var det de amerikanske beslutningstagere som sad med alle trumferne, og den sovjettiske modpart har helle tiden været klar over den realitet.

I årene 2000-25 tror jeg derimod ikke, at hverken Japan/USA eller EU "vil sidde med alle trumferne". Deres økonomiske og geopolitiske magt vil være for meget i ligevægt. Man kan være sikker på, at der vil være yderst få ideologiske elementer i denne konkurrence. Grundlaget vil næsten udelukkende være den materielle egeninteresse. I og med at konflikten bliver mindre politisk i sin form, kan den også blive mere mafialignende.

Den anden store forskel er det faktum, at verdens investeringer kan komme til at blive koncentreret omkring Rusland og Kina i årene 2000-25, som kan sammenlignes med investeringerne i Vesteuropa og Japan i årene 1945-67/73. Men det betyder at investeringsmængden som bliver tilbage for den øvrige verden bliver relativ mindre i årene 2000-25.

Det vil skabe en ny situation i "Syd". Den mangel på investeringer der hersker der idag vil snarere fortsætte end blive afhjulpet. Men "Syds" krav vil ikke blive mindre, snarere større. Og samtidig er bevidstheden om velstanden i de centrale zoner, og gabet mellem Nord og Syd, meget større idag end for 50 år siden.

En tredie forskel har med demografi at gøre. Dødstallene er faldet for de fattige 5/6 af verdensbefolkningen, men fødselstallene er ikke. På den anden side er andelen af verdensbefolkningen som bor i de rige lande faldet. Denne kombination har skabt en demografisk kløft parralelt med (og måske større) end den økonomiske kløft. Reaktionen vil være i sandhed et voldsomt tryk i migration fra Syd til Nord. Det vil være et tryk ikke bare fra dem der er rede til at tage lavtlønsarbejde i byerne, men fremfor alt fra den store gruppe af veludannede folk fra Syd. Der vil også være tale om en større efterspørgsel, netop pga. den bipolære opsplitning af de centrale zoner, og det stærke tryk den situation retter mod virksomhederne, for at mindske lønomkostningerne ved at ansætte migranter.

Naturligvis kommer, og der er kommet, en kraftig social reaktion i Nord, med krav om en mere repressiv lovgivning for at begrænse indvandringen, og de politiske rettigheder for indvandrere. Resultatet kan blive det værste af alle kompromisser, manglende evne til at forhindre indvandringen i kombination med at de gives 2.rangs politisk status. Det kunne medføre at den befolkning som socialt defineres som sydlandsk i år 2025 kunnne udgøre 25-50% af befolkningen i de to centre. Men da mange, måske de fleste, af disse personer ikke vil have stemmeret (og måske, i bedste fald, kun have begrænset adgang til social velfærd) vil der være en høj grad af sammenfald mellem dem der har lavtlønsarbejde og dem der er frataget politiske og sociale rettigheder. Det var en sådan situation i Storbritanien og Frankrig i første halvdel af 1800-tallet, som førte til advarsler om, at de såkaldte farlige klasser ville smadre hele samfunds-systemet. På den tid opfandt industrilandene den liberale stat, som for at beherske denne situation gav stemmeret og social velfærd for at berolige arbejderklassen.

Den fjerde forskel har at gøre med middelklassen i de centrale zoner at gøre. Perioden 1945-67/3 gavnede denne gruppe allermest. Deres antal blev kraftigt forøget i både relative og absolutte tal. Også deres levestandard blev kraftigt forøget. Og den andel af arbejdere som blev defineret som "mellemlag" steg ligeledes kraftigt. De blev den vigtigste støtter i det politisk systems stabilitet. Desuden drømte de kvalificerede arbejdere, laget lige under dem, ikke om andet end at blive en del af dette mellemlag - via fagforeningsstøttede lønforhøjelser, højere uddannelse for deres børn og statstøttet forbedring af levestandarden.

Selvfølgelig kom man til at betale for denne ekspansion med en forøgelse af produktionsomkostningerne, en langvarig inflation og en alvorlig reducering af kapitalakkumulationen. Den nuværende B-fase giver altså stødet til mange bekymringer for "konkurrenceevnen" og statens skatteplager. Denne uro vil ikke blive mindre i en A-fase. Det man derfor kan forvente er en stadig anstrengelse for at reducere, absolut og relativt, mellemlagene i produktionsprocesserne. Også de nuværende forsøg på at beskære statsbudgetterne er et forsøg som i sidste instans bliver en trussel mod disse mellemlag.

Det politiske resultat af denne reduktion af mellemlagene vil blive meget tydelig. Mellemlagene, som er veluddannede og vant til komfort, trues af deklassering og vil ikke passivt acceptere en sådan tilbagegang i status og indkomst. Vi så hvorledes de viste tænder under den verdensomspændende revolution i 1968. For at passificere dem, fik de økonomiske indrømmelser i perioden 1970-85, hvilket disse lande nu kommer til at betale. Det er svært at gentage sådanne indrømmelser, og hvis de gentages kommer det til at påvirke kampen mellem EU og USA/Japan. Under alle omstændigheder vil den kapitalistiske verdensøkonomi stå overfor det dilemma, at enten skulle begrænse kapitalakkumulationen eller være truet af et politisk og økonomisk oprør fra de tidligere mellemlag. Det bliver et bittert valg.

Den femte forskel vil være de økonomiske restriktioner. De kapitalistiske entreprenører har kunnet ignorere de ydre omkostninger lige siden det historiske systems begyndelse. En af de største ydre omkostninger gjaldt fornyelsen af den økologiske basis for en stadigt ekspanderende global produktion. Da den økologiske basis ikke blev fornyet, og der ikke var nogen (verdens)regering som var klar til brandbeskatning for at klare problemet, er verdensøkonomiens økologiske basis hele tiden blevet svækket. Den seneste og største ekspansion fra 1945-67/73 slugte de sidste rester, og har givet grobund for de grønne bevægelser og det globale miljøengagement. Ekspansionen i årene 2000-2025 vil derfor savne den nødvendige økologiske basis. Et af tre resultater kan tænkes. Ekspansionen vil slå fejl sammen med en politisk kollaps for verdenssystemet. Den økologiske basis vil blive udnyttet mere end det fysisk er muligt for jorden at klare. Det vil betyde miljøkatastrofer som f.eks. en global drivhuseffekt. Eller også accepteres de sociale omkostninger til sanering, restriktioner i forhold udnyttelsen af naturresourcer samt en fornyelsesproces.

Hvis vi antager at det er den tredie mulighed som bliver den kollektive vej, der vælges, vil det umiddelbart gå ud over verdenssystemets arbejde. Enten vil saneringen ske på Syds bekostning, og dermed øge kløften mellem Nord og Syd, eller også vil omkostninge blive betalt af Nord, hvilket nødvendigvis vil betyde indskrækninger af Nords velstandsniveau. Lige meget hvilken løsning man beslutter sig for, vil en seriøs miljøpolitik uundgåelig begrænse den globale profitmargin (trods det faktum at miljøsanering i sig selv vil være en kilde til kapitalakkumulation). Når man tænker på det sidste og på den intensive konkurrence imellem Japan/USA og EU kan vi forvente betydelige omgåelser, og deraf ineffektivitet, i den økologiske fornyelsesproces, hvilket vil føre os tilbage til det første eller andet af de ovennævnte udfald.

Den sjette forskel ligger i opnåelsen af to modsatrettede tendenser i verdenssytemets langsomme udviklingstendenser: geografisk ekspansion og affolkning af landsbyen. Den kapitalistiske verdensøkonomi har allerede i teorien inkluderet hele jordkloden i 90-erne. Dette gælder dog først og fremmest statssystemets rækkevidde. Det kom først til at gælde vareproduktionens netværk i perioden 1945-67/73. I dag gælder det imidlertid for begge dele. Den kapitalistiske verdensøkonomi har på samme måde gennemgået en afvandring fra landet til byen de sidste 400 år, og i de sidste 200 år i stigende takt. Perioden 1945-67/73 indebær et kraftigt spring fremad i denne proces, hvor Vesteuropa, Nordamerika og Japan bliver helt affolket på landet, og selv Syd vil i betydelig grad gennemgå denne udvikling. Det er sandsynligt at denne udvikling bliver helt gennemført i perioden 2000-2025.

Den kapitalistiske verdensøkonomis evne til at ekspandere til nye geografiske zoner har historisk set været et afgørende element i fastholdelse af profit og altså kapitalakkumulation. Den har været en yderst vigtig modstrategi mod de stigende omkostninger for arbejde som arbejderklassens kombinerede politiske og faglige magt har medført. En manglende evne til at rekruttere nye arbejderlag, som endnu ikke har opnået hverken politisk eller faglig indflydelse, for at øge sin andel i merværdien, vil føre til samme faldende kapitalakumulation, som den økologiske udmattelse vil medføre. Når de geografiske grænser er nået, og affolkningen af landet er gennemført, bliver de besværligheder, som er skabt af den politiske proces med at skære ned på omkostningerne, så store at besparelserne ikke længere kan opnås. De virkelig produktionsomkostninger må da øge globalt og derved vil profitterne dale.

Der er en syvende forskel mellem den kommende A-periode og de foregående, som har at gøre med den sociale struktur og det politiske klima i Syd. Efter 1945 er mellemlaget i Syd vokset i betydelig grad. Det har ikke været svært ved at ske, eftersom det har været ekstrem lille til nu. Men selvom mellemlaget kun forøges fra 5 til 10% af befolkningen, vil det indebære at det fordobles proportionalt, og når man tænker på befolkningstilvæksten, at den 4- eller 6-dobles i absolutte tal. Og da vi her taler om proportioner der drejer sig om 50-75% af verdensbefolkningen, taler vi om en meget stor gruppe. Omkostningerne for at holde dem på et forbrugsniveau, som de selv betragter som et minimum, vil blive imponerende høje.

Dette mellemlag eller lokale tjenestemænd var desuden i perioden 1945-67/73 hårdt optaget af "afkoloniseringen". Det gælder især de i Syd som stadig var kolonier i 1945 (det gælder næsten hele Afrika, Syd- og Sydøstasien, Karibien og andre mindre områder). Det gælder også dem som levede i "halvkolonier" (Kina, dele af Mellemøsten, Latinamerika, Østeuropa) hvor mellemlaget optrådte i forskellige former for "revolutionær" aktivitet. Det er ikke her nødvendigt, at lave en vurdering af kvaliteten eller det egentlige indhold i alle disse bevægelser. Det er nok at se på to karakteristiske træk ved dem. Mange, især blandt mellemlagene, rettede deres anstrengelser ind i disse bevægelser. Og de var opfyldt af en politisk optimisme som bedst kan siges med Kwame Nkrumahs udtryk: "Søg først politikkens rige, så vil også alt det andet tilfalde jer". I praksis indebar dette, at mellemlagene i Syd var rede til at affinde sig med deres svage økonomiske status, da de var sikre på at hvis de kunne skaffe sig politisk magt i den første 30-års periode, så ville de og deres børn i den næste 30-års periode få deres belønning.
I perioden 2000-2025 vil der ikke bare mangle en "afkolonisering" til at beskæftige disse tjenestemænd, men deres økonomiske situation vil blive forværret.

Den ottende alvorligste forskel mellem den tidligere og kommende A-fase er ren politisk: den øgede demokratisering og liberalismens nedgang. Man bør her huske på at demokrati og liberalisme ikke er et tvilingepar, men oftest modsætninger. Liberalismen blev opfundet for at modvirke demokrati. Det problem som skabte liberalismen, var hvorledes man skulle klare de farlige klasser, først og fremmest i de centrale områder, og derefter i verdenssystemet som helhed. Den liberale løsning var at give en begrænset adgang til den politiske magt og en begrænset del af den økonomiske merværdi. Men begge på et niveau som ikke truede kapitalakkumulationen og de statssystemer som opretholdte den.

Grundtemaet for den liberale nationalstat og det liberale internationale mellemstatslige system har været en rationel reformisme, primært udøvet via staten. Formlen for den liberale stat, almindelig stemmeret og velfærdsstat, fungerede fantastisk godt. Da en tilsvarende formel blev tilpasset på det mellemstatslige system i 1900-tallet, i form af national selvbestemmelse og økonomisk udvikling, faldt systemet på den manglende evne til at skabe et velfærdssystem på verdensplan (som det f.eks. blev foreslået af Brandt-komissionen). Fordi det var umuligt at opnå uden at indskrænke den grundlæggende kapitalakkumulation-proces. Årsagen var meget enkel. I de centrale stater var formlen for fremgang afhængig af en skjult variant: den økonomiske udbytning af Syd.

Konsekvenserne for det politiske klima er tydelige. 1945-67/73 blev højdepunktet for den liberale reformisme: afkoloniseringen, den økonomiske udvikling og frem for alt fremtidsoptimismen dominerede overalt. I den efterfølgende B-fase, hvor afkoloniseringen blev fuldbyrdet, udeblev den økonomiske udvikling i de fleste regioner og optimismen svandt.

Samtidig øges kravet om demokrati. Demokrati er i grunden myndighedsfjendtlig og anti-autoritær. Demokrati indebærer et krav om ligeberettigelse i den politiske proces på alle niveauer og en lige andel i det socioøkonomiske belønningssystem. Den vigtigste dæmpende faktor mod den bestræbelse har været liberalismen, med dens løfte om stadige forbedringer via reformer. Imod demokratiets krav om snarlig lighed tilbød liberalismen en fremtidig forhåbning. Dette har været temaet, ikke bare i den oplyste (og mægtige) del af verdens establisment, men også blandt de traditionelle antisystemiske bevægelser (det "gamle venstre"). I samme takt som drømmen dør ud bryder liberalismen sammen som ideologi, og de farlige klasser bliver igen farlige.

Det er altså der vi er på vej hen i den næste A-periode år 2000 - 2025. I nogen henseender vil den blive meget ekspansiv, i andre henseender meget hård. Der vil være relativ lidt fred, stabilitet og legitimitet. Det vil blive begyndelsen til "kaos", hvilket kun er en udvidelse af de normale bevægelser i systemet med en ophobende effekt.

Jeg vil her fremlægge nogle sandsynlige hændelsforløb, selvom der ikke er tale om nogen nye fænomener. Forskellen er den manglende evne til at begrænse hændelserne, og bringe systemet i ligevægt. Spørgsmålet er i hvor grad dennne manglende evne til at begrænse impulserne vil dominere.

1 Staternes evne til at bevare den indre orden vil formodentlig blive mindre. Graden af indre orden bevæger sig altid, og B-perioden er svær, men for systemet som helhed, og de sidste 400 - 500 år har den indre orden stadig øget. Man kan kalde dette fænomen for øget "statslighed".

Selvfølgelig er det således at imperiestrukturen de sidste 100 år indenfor den kapitalistiske verdensøkonomi (Storbritanien, Østrig-Ungarn og nu også Sovjet/Rusland) er blevet opløst. Men det man snarere skal være opmærksom på er den historiske konstruktion af stater, som har skabt sit medborgerskab på basis af alle dem som bor indenfor statens grænser. Det var tilfældet med Storbritanien og Frankrig, USA og Finland, Brasilien og Indien. Og det var også tilfældet med Libanon og Somalia, Jugoslavien og Tjekkoslovakiet. Sammenbruddet for de sidste er ikke tilsvarende sammenbruddet for imperierne.
Man kan affærdige sammenbruddet i de perifere zoner som noget forudsigeligt eller geopolitisk betydningsløst. Men det er den langsigtede tendens, og sammenbruddet i alt for mange stater tynger hele det mellemstatslige system. Men det er imidlertid statslighedens svækkelse i de centrale lande som udgør den største trussel. Og ophævelsen af det liberale institutionelle kompromis, som er på vej, som vi netop har peget på. Staterne oversvømmes med krav om både sikkerhed og velfærd, som de ikke er i stand til at imødekomme.. Resultatet er en permanent privatisering af sikkerhed og velfærd, som vil føre os i en helt anden retning, end den vi har bevæget os i de sidste 500 år.

2 Det mellemstatslige system er de sidste mange hundrede år også blevet stadig mere struktureret og reguleret. Fra den Westfaliske fred til national samarbejde til FN. Der har været en stiltiende antagelse om, at vi har bevæget os i retning af en verdensregering. I et øjebliks eufori proklamerede Busch den i form af "en ny verdensorden", som dog fik en kynisk modtagelse. Truslen mod "statsligheden" og den dalende reformistiske optimisme har tværtimod rystet det mellemstatslige system, hvis grundvold altid har været relativ instabil.

Spredningen af kernevåben er idag lige så uundgåelig, og vil komme lige så hurtig som den øgede migration fra Syd til Nord. Det er ikke katastrofal i sig selv. Mellemstore kernevåbenmagter er sandsynligvis ikke mere tilforladelige end de store. De kan endog tænkes at være mere forsigtige, eftersom de har større grund til at frygte gengældelse. Men alligevel kan det være svært - hvis statslighedens nedgang fortsætter og teknikken udvikles - at dæmme op for en snigende optrapning af lokal taktisk krig med kernevåben.

I og med at idelogier ikke anvendes som forklaringsmodel for mellemstatslige konflikter, vil "neutraliteten" hos et svagt føderalt FN, blive mere og mere suspekt. FNs "fredsbevarende" evne, som var svag fra starten, vil mindskes istedet for at øges i en sådan atmosfære. Krav om "humanitære" aktioner vil ganske enkelt blive betragtet som 2000-tallets version af 1800-tallets vestlige imperialisme, som også dengang påstods at have en civilisatorisk mission. Det er således ikke utænkeligt, at der vil opstå rivaliserende internationale organisationer.

3 Hvor skal mennesker få beskyttelse, hvis staterne betragtes som stadig mindre effektive? Svaret er - til grupperne. Grupperne kan have mange navne - etniske, religiøse, sproglige grupper. Grupper baseret på køn eller seksualitet, "minoriteter" med klare afgrænsede karakteristiska. Det er der ikke noget nyt i. Det som er nyt, er i hvilken grad sådanne grupper betragtes som alternativ til "medborgerskab" og som deltager i en "stat" som pr. definition har plads til alle.

Det er et spørgsmål om tillid. Men hvad skal vi tro på i en verden uden orden, i en verden med stor økonomisk usikkerhed, i en verden hvor der ingen garanti er for fremtiden? Før var svaret staterne. Det er det vi mener med legitimitet, muligvis ikke for de nuværende stater, men i det mindste for dem vi ville skabe i nær fremtid! Staterne havde et ekspansivt udviklingsorienteret image; grupperne en usikker, defensiv image.
Samtidig er disse "grupper" netop et produkt af demokratiseringsfænomenet, og følelsen af, at staten mislykkedes. Så på den måde er "grupperne" ikke bare et produkt af en stigende angst og skuffelse, men også af en højere bevidsthed omkring lighed, og det er et meget mægtigt samlingspunkt. Det er svært at forestille sig, at deres politiske rolle indenfor den nærmeste tid vil blive mindre. Men når man tænker på deres selvmodsigende struktur (lighedsorienteret men indadvendte) vil de res styrkede rolle som konsekvens af dette højst blive "kaotisk".

4 Hvordan vil vi kunne dæmpe spredningen af Syd-Syd krige og minoritet-minoritets konflikter i Nord, som vil udvikle sig under den øgede "gruppisme"? Og hvem har den militære og moralske evne til at dæmpe sådanne konflikter? Hvem er rede til at bruge resourcer til dette i lyset af den skærpede konkurrence mellem Nord og Nord? Der vil blive gjort forsøg her og der. Men for det meste vil verden bare se på, som den gjorde i Iran-Iraq krigen, den jugoslaviske borgerkrig, Kaukasus, eller for den sags skyld i USAs ghettoer. Dette vil blive bekræftet mere og mere da antallet af Syd-Syd konflikter vil forøges.

Og mere alvorligt - hvem vil begrænse småkrige mellem Nord og Syd, som bevidst startes af Syd i en langsigtet militær konfrontationsstrategi? Golf-krigen var en begyndelse, ikke en afslutning, på denne proces. Det påstås at USA vandt krigen. Men hvad var prisen? Prisen var at USA måtte vise sin økonomiske afhængighed af andre for at kunne betale sine egne småkrige. Prisen var, at man måtte sætte sig et yderst begrænset mål.

Præsident Busch og det amerikanske militær satsede på en begrænset militær sejr med anvendelse af et minimum af menneske (og penge) spild. Satsningen lykkedes, men Pentagon gør klogt i ikke at prøve lykken en gang til. Det er nemlig svært at se hvorledes USA, eller endog kombinerede militærstyrker fra Nord, ville kunne klare flere "Golfkriser" på en gang. Og sådan som jeg postulerer verdens udvikling, er flere "Golfkriser" ikke utænkelig.

5 Den sidste "kaosfaktor" som ikke bør undervurderes er en omfattende dødlig epidemi. Aids har f.eks. bidraget til en ny dødlig tuberkulose, som herefter har spredt sig autonomt. En sygdoms spredning kuldkaster ikke bare et gammmelt mønster i den kapitalistiske verdensøkopnomi, men bidrager også til sammenbruddet af statsligheden ved at lægge øgede byrder på statsmaskineriet, og ved at stimulere en atmosfære af gensidig intolerance, og dette sammenbrud indebær samtidig i sig selv til sperdning af nye sygdomme.

Det centrale er, at det er umuligt at forudsige hvilke variabler epidemiske sygdomme vil påvirke mest: den mindsker antallet af madforbrugere, men også antallet af madproducenter. Den mindsker antallet af potentielle migranter, men øger også arbejdsmanglen og behovet for migration. Hvad vil den i hvert tilfælde ramme hårdest. Det ved vi ikke før det hele er overstået. Dette er blot et yderligere eksempel på hvor uforudsigelig vendepunkternes virkning er.

Dette er altså billedet af den anden tidsramme; en periode af kaos. Så er der den tredie tidsramme, resultatet, den nye orden som skabes. Her kan man være meget kortfattet, for dette er det mest uvisse. En kaotisk situation er yderst følsom overfor bevidst menneskelig indgriben. Det er i perioder med kaos, i modsætning til perioder med relativ orden, hvor den menneskelige ingriben udgør en afgørende forskel.

Eksisterer der nogen mulige grupper der kan intervenere på en konstruktiv og systemisk måde? Jeg ser to. Der er det restaurerede hieraki og de visionære priviligeredes gruppe, bærerne af aristokratiets evige flamme. Indviduelle mægtige personer som mangler enhver form for kollektiv struktur - "den herskende klasses eksekutivkomité" har aldrig holdt et møde - de handler under systemkriser, idet de opfatter dem, som at de er "udenfor kontrol". På den punkt handler de efter Lampedusas princip: "Alt må forandres, for at ingenting skal forandres". Det er svært at sige hvad de kan finde på at tilbyde verden, men jeg har respekt for deres intelligens og klarsyn. Et nyt historisk system vil blive udtænkt, og de kan tænkes at have evnen til at drive verden frem mod et sådant.

Overfor dem står demokratiets og lighedens visionære. De optrådte i perioden 1789-1989 i form af antisystemistiske bevægelser (det "gamle venstres" tre former), og deres organisatoriske historie var anledningen til store taktiske fremgange og lige så store strategiske nederlag. I det lange løb tjente disse bevægelser mere til underbyggelse af systemet end til underminering af systemet.
Spørgsmålet er nu om en ny familie af antisystemiske bevægelser vil fremkomme med en ny strategi, stærk og smidig nok til at skaffe sig en afgørende indflydelse i perioden 2000-2025, således at resultaterne adskiller sig fra Lampedusas-strategien. De vil måske slet ikke opstå, eller vil mangle den smidighed som kræves for at sejre i det lange løb.

Efter vendepunktet, lad os sige efter 2050 eller 2075, kan vi dermed kun være sikre på nogle få ting. Vi vil ikke længere leve i en kapitalistisk verdensøkonomi. I stedet vil vi leve i en ny slags orden, eller flere forskellige slags ordner, et eller flere nye historiske systemer. Og dermed vil vi sandsynligvis opleve relativ fred, stabilitet og legitimitet. Men vil det være en bedre fred, stabilitet og legitimitet end vi hidtil har kendt, eller en værre? Det er både uvist og afhængigt af os.

Note: 1) Kondratievcykluser er svingningsbevægelser for produktion og prisniveau med periodelængder på 50-60 år. Den russiske statisker Nikolaj Dmitrievit Konfratiev (født 1892 myrdet under Stalins terror i 30-erne) fremlagde for første gang sine teser i bogen The Major Economic Cycles (1925).

Teksten er baseret på en forelæsning holdt på Det Norske Nobelsinstitut, Tromsø, 31/7 1993.

Oversat og bearbejdet af Michael Schølardt.

Andre værker af Wallerstein:

Race, nation, class: ambiguos identities, forlaget Verso, London 1991, 232s.

Unthinking social science: the limits of 19 century paradigms, Polity Press, Cambridge 1991, 286 s.

The modern world system, Akademic Press, 1974-1989, 3 bind

Capitalist agriculture and the origins of the European world-economy in the 16. century, 1974, 410 sider

Mercantilism and the consolidation of the European world-economy, 1600-1750, 1980, 370 sider.

The second era of great expansion of the capitalist world-economy, 1730-1840, 1989, 372 sider