Ny bog om klasseanalyse

Den engelske socialist Lindsey German gennemgår i sin nye bog klassestrukturen i det moderne britiske samfund og leverer samtidig et forsvar for den marxistiske klasseanalyse

Hvem har ikke brug for at få sin klasseanalyse ajourført? Gang på gang har vi hørt, at klasseskellene hører fortiden til, og at vi er på vej ind i et klasseløst samfund. Men i en tid, hvor det store flertal ikke bryder sig om ord som klasse og klassesamfund, fordi de opfattes som gammeldags og forældede, kan det være på sin plads at minde om et par elementære ting. Det gør Lindsey German i sin nye bog A Question of Class . Hun viser her, at klasseskellene er lige så fundamentale, som de altid har været. Lindsey German er redaktør af månedsbladet Socialist Review og forfatter til bl. a. Sex, Class and Socialism samt mangeårigt medlem af Socialist Workers Party.

Nu da venstrefløjen har genoptaget diskussionen om såvel socialisme som klasseanalyse, er der næppe noget mere oplagt at gå i gang med end Lindsey Germans bog. Den er ikke svær at læse, men tværtimod yderst velskrevet og klar i sin argumentation.

Bogen er opdelt i fem hovedafsnit: 1. Hvad er klasse? 2. 'Den mest revolutionære klasse' (arbejderklassen). 3. Født til at herske (den herskende klasse). 4. Fanget i midten? (middelklassen). 5. En klasse for sig selv.

Klassedefinitionen
Lindsey German starter med at spørge: Hvad betyder klasse for de enkelte mennesker? Jo, menneskers klassebaggrund er stadigvæk afgørende for, hvilke livschancer, de har, og hvad for et liv, de får. To børn født på den samme dag kan forvente at komme til at leve helt forskellige liv afhængigt af den klasse, de tilhører. Forskellene mellem klasserne i arbejdets verden er fortsat ret tydelige. Desuden determinerer forskellene i arbejdslivet også mange af de faktorer, som eksisterer udenfor det betalte arbejde, f. eks. bolig og helbred. Ja, faktisk genfindes klasseforskellene på så at sige alle livsområder. Endelig er også menneskers livskvalitet bestemt af klasse.

Hvordan definerer man klasse? I den folkelige opfattelse sættes klasse ofte i forbindelse med livsstil, indkomst eller status. Og da livsstile idag hyppigt går tværs igennem klasser, kan det se ud, som om klasseforskellene er forsvundet. Bl. a. indebærer masseproduktionen af kultur en tendens til, at visse vaner fremtræder som universelle. Identifikationen af livsstile med klasse hjælper således med til at forstærke argumenterne for, at arbejderklassen er ved at forsvinde. Da definitioner af arbejderklassen tilmed næsten altid udelukker størstedelen af funktionærerne (white collar workers), tager billedet af de sociale skel idag ofte form af et to-tredjedels-samfund.

Det er derfor vigtigt at fastholde den marxistiske definition af klasse som noget, der er bestemt af menneskers objektive relation til produktionsmidlerne (fabrikker, maskineri osv), dvs. af deres position i den kapitalistiske udbytningsproces, og ikke af, hvordan de selv opfatter deres klassetilhørsforhold. Klasseposition er ikke det samme som klasssebevidsthed: Arbejdere er stadig arbejdere, selv om de stemmer konservativt, ejer et parcelhus eller et par aktier.

German understreger, at klasse er en dynamisk relation. De to hovedklasser er stadigvæk kapitalist- og arbejderklasse. Men det kapitalistiske samfunds struktur er mere kompliceret end bare at være opdelt i to diametralt modtående klasser. Frem for alt er der en vægtig middelklasse på omkring 15-20 procent af befolkningen. Desuden er der sket store forandringer i arbejderklassens struktur.

Arbejderklassens omstrukturering
I afsnittet om 'den mest revolutionære klasse' tager German fat på myten om, at arbejderklassen skulle være ved at forsvinde. Det er især faldet i antallet af manuelle arbejdere og den massive vækst i funktionærarbejdet, som har givet næring til påstande om en døende arbejderklasse. Fremstillingsindustriens tilbagegang og servicesektorens vækst har gjort service-arbejderne til en dominerende gruppe. German påviser imidlertid, hvordan den konstante revolutionering af produktionsmidlerne lige siden kapitalismens start har indebåret en stadig omstrukturering af arbejderklassen: Industrier, som engang var dynamiske, gik tilbage, mens nye kom til. Herved opstod der en ny arbejderklasse.

Det var således forandringer i den britiske kapitalismes struktur, som i tiden 1830-70 skabte det 'klassiske' billede af arbejderklassen. Vægten blev forskudt fra tekstil- til sværindustrien. Senere, i mellemkrigstiden, bevirkede nye forandringer i britisk industri, at den traditionelle sværindustri blev svækket. Hermed faldt andelen af arbejdere inden for disse industrier i forhold til den samlede arbejderklasse. Men nye former for job og en anden slags arbejdere kom i stedet. Med væksten i kontorarbejdet ændredes atter arbejderklassens struktur.

I anden halvdel af det 20. århundrede er der sket endnu flere ændringer, frem for alt med bevægelsen væk fra fremstilling til service. Det har skabt et stort antal service- og funktionærjobs. Med denne 'nye arbejderklasse' har vi fået en større og mere magtfuld arbejderklasse end nogensinde. Trods det faldende antal fuldtids- og permanente jobs, finder German dog ikke belæg for teserne om en voksende polarisering mellem en 'kerne' af velbetalte og sikre arbejdere overfor en 'periferi' af lavtkvalificerede, løst ansatte og lavt betalte arbejdere. Langt de fleste arbejdere er i Storbritannien på fuld tid og fast ansatte.

Den mest tydelige forandring i arbejderklassen i det 20. århundrede er ifølge German stigningen i antallet af kvindelige arbejdere. Væksten i deltidsarbejdet skyldes i høj grad kvinderne. Væksten i funktionærjob har ud over en voksende andel af kvinder i arbejdsstyrken været ledsaget af en tendens til, at funktionærarbejdet har mistet status. Idet mange kontorjobs har mistet deres tidligere fordele, er der således sket en proletarisering af kontorarbejderne. Opfattelsen af, at funktionærernes indkomst og livsstil skulle give dem status som en del af middelklassen, afviser German.

Er der en underklasse? spørger German i det efter min opfattelse svageste afsnit i bogen. Hun afviser således, at der i realiteten skulle eksistere en underklasse bag den frygt for social polarisering, som nu gennemtrænger aviser, radio, tv og film. Den underklasse, der tales om, er efter hendes opfattelse en substantiel sektion af arbejderklassen. Det er arbejdere, der er blevet arbejds- eller hjemløse. Hun pointerer, at folk ikke vælger at blive hjemløse, men at hjemløsheden er et resultat af markedet og en regeringspolitik, som tager understøttelsen fra unge, som bor hjemme.

Underklasseteorierne tjener ifølge German en vigtig politisk rolle, nemlig til at dele arbejdere op i beskæftigede og arbejdsløse - og dermed vende arbejdere mod hinanden. Men denne opsplitning er jo - i hvert fald i Danmark - desværre allerede en kendsgerning, idet de arbejdsløse idag hverken mærker støtte fra arbejderbevægelsen eller solidaritet fra de arbejdende. Ligeså historisk German er i sin betragtning af arbejderklassens strukturændringer, ligeså uhistorisk er hun i kapitlet om 'underklassen'. Hun får ikke fremstillet, hvordan den voksende klasse af udstødte og 'working poor' er et historisk produkt af udviklingen på arbejdsmarkedet og den nyliberale politiks systematiske bestræbelser på at øge den sociale ulighed.

Den herskende klasse
Kapitalistklassen er pr. definition en lillebitte klasse sammenlignet med samfundet som helhed. Den er opdelt i forskellige sektioner, men ingen af disse opdelinger er fundamentale, selv om der er en direkte konkurrence mellem kapitalister. Klassens kerne er dem, som ejer og kontrollerer kapital i stor skala. Den herskende klasse består ud over aktionærer og topledere af de eliter af forskellig slags, som omgiver dem. Også toplønnede chefer for statsforetagender tilhører kapitalistklassen. Domstolene, embedsmændene, regering, politiet og hæren sikrer, at hele udbytningsprocessen kører glat.

Kapitalistklassens monopol på rigdom og magt sikrer den en helt distinkt livsstil, bl. a. kendetegnet ved ekstraordinære privilegier. De fleste kapitalister har opnået deres penge gennem arv og er født med privilegier og fordele, som de også sørger for at videregive til deres børn. De rige lever i eksklusive områder, og de riges børn vil engang komme til at styre de centrale kapitalistiske institutioner. De har således omfattende familiebånd, som sikrer, at deres privilegier og rigdom føres videre til næste generation.

Kapitalistklassens herredømme er sjældent direkte voldeligt. Almindeligvis er klassen i stand til at videreføre sit herredømme gennem konsensus snarere end ved direkte magt. Således er ideologisk identifikation med systemet et meget vigtigt middel til at fastholde samfundets 'mellemlag' i deres forpligtethed overfor systemet.

Fanget i midten?
Ofte fremføres argumentet, at "vi er alle middelklasse nu". Den forandrede samfundsstruktur har efter manges opfattelse ført til, at middelklassen er blevet langt det bredeste lag. Der er ganske rigtig sket en ekspansion af funktionærjobs og jobs indenfor bl. a. liberale erhverv og ledelse. Middelklassens vækst synes at modsige Marx grundlæggende ideer. Men efter Germans opfattelse bør grupper som f. eks. teknikere, lærere, social- og sundhedsarbejdere, der ofte betragtes som middelklasse, ses som substantielle sektorer af arbejderklassen.

German skelner mellem 'den gamle middelklasse' (småborgerskabet) og 'den nye middelklasse'. De nye middelklasselivsstile er præget af iøjnefaldende forbrug: designertøj, flere ferier om året, husholdningsudgifter. Dette kan imidlertid ikke efter Germans opfattelse ses som udtryk for en ny klasseadfærd, men reflekterer blot den stigende varegørelse af samfundet. German forkaster flere af de forsøg, der har været gjort på at definere 'den nye middelklasse'. De tager nemlig ikke Marx´ kriterie om forholdet til produktionsmidlerne og produktionen af merværdi i betragtning, men definerer i stedet klasseposition gennem status og lignende kriterier.

German stiller sig også kritisk til begrebet 'modsætningsfyldte klassepositioner' og mener, at mellemlagene snarere må ses som omskiftelige lag, der er udsat for modsætningsfyldte pres: dels et nedadgående pres mod proletarisering, og dels et opadgående i retning af en identifikation med kapitalistklassen. Om de trækkes i den ene eller den anden retning, afhænger af, hvor stærke pres, de er udsat for, og hvor tæt de er på den ene eller den anden af de to hovedklasser.

Klassekampen og socialismen
I bogens sidste kapitel behandler German begrebet 'en klasse for sig selv'. Når arbejderklasen er så stor og magtfuld, siger hun, hvordan kan det da være, at vi synes at være længere borte fra det socialistiske samfund end nogensinde? Hvis arbejderklassen er så revolutionær, hvorfor laver den så ikke en revolution? Svaret på dette spørgsmål må inddrage en belysning af arbejdernes position i det kapitalistiske samfund. German citerer ikke uden grund Marx' berømte ord om, at den herskende klasses idéer i enhver epoke er de herskende idéer. Hun inddrager ikke Gramsci og hans begreb om kulturelt hegemoni, men kunne med god grund have gjort det. Det handler nemlig om, hvordan den herskende klasse regerer ved hjælp af konsensus frem for direkte magt. I stedet fremhæver German, men også med god grund, forbrugerismen og arbejdernes jagt på forbrugsgoder.

German slutter bogen med en diskussion af forholdet mellem parti og klasse og dermed af partiets rolle i overvindelsen af modsætningen mellem arbejderklassens potentielt revolutionære rolle og dens faktiske situation. Hun understreger, at ethvert revolutionært parti må undgå de organisatoriske farer, der ligger i, at det enten træder i stedet for arbejderklassens bevægelse, eller at det forudsætter, at dets og hele arbejderklassens interesser er identiske. Hendes synspunkt er, at et ægte revolutionært parti må bryde med såvel den model, hvori partiet træder i stedet for arbejderklassen, og den Labour Party-model, som i realiteten afvæbner de mest klassebevidste og revolutionære arbejdere i partiet. Partiet må være parat til at lære af klassen, og det kan ofte være bagud for klassens mest klassebevidste elementer.

German slutter i overbevisning om, at den herskende klasses internationale forsøg på at skære ned på arbejdernes levestandard for at bevare deres profitter vil gøre stadig flere arbejdere bevidste om behovet for at bekæmpe systemet - og bevidste om deres rolle som en klasse, der har potentialet til at skabe en revolution.

Lindsey German: A Question of Class. Bookmarks: London, Chicago and Sydney, 1996. 96 s. Kan købes hos Internationale Socialisters Forlag, tlf. 35 37 80 95, for 35 kr.