Fagforeningsfane: Durhams Minearbejdersammenslutning "Deltag i den kamp hvor man ikke kan fejle, den som falder og dør skal aldrig glemmes"

Nogle kendetegn ved marxismen

Af David Helin

Marxismen - oprindeligt kaldt den videnskabelige socialisme - er i dag en enormt kompliceret og mangetydig størrelse. Det er dermed en kæmpe opgave bare at give en nogenlunde dækkende billede af den. Det, jeg har tænkt mig i nærvrende artikel, er at komme ind på i meget grove træk de væsentligste områder, den har beskæftiget/beskæftiger sig med samt dens særlige kendetegn, så man derigennem får et lille indtryk af dens helhed.

Derudover nævnes de vigtigste elementer i marxismens historiske og teoretiske bagrund, idet disse forhold har spillet en helt central rolle for dens udvikling. Jeg vil også kort beskrive nogle af marxismens grundlæggende menneske- og samfundsfilosofiske teser, det vil sige, den del af den, som efter mit indtryk, er noget mindre kendt. Artiklen afsluttes med et meget berømt citat af Marx, hvor han redegør for sit grundlggende menneske- og samfundssyn.

Hvad man end måtte synes om marxismen, så er det en kendsgerning, at den siden dens udvikling - har foretaget hovedsageligt af Marx og Engels - fra omkring midten af det sidste århundrede haft en enorm indflydelse på verdenshistorien: via de vesteuropæiske arbejderbevægelser, i Sovjetunionen, Kina, Østeuropa og mange andre lande i Den Fjerne Østen, Afrika og i Latinamerika. Marxismen har helt fra starten af og i tidens løb nemlig været fast forankret i den internationale arbejderbevægelse og de socialistiske kræfters praksis.

Den er dermed også blevet præget og videreudviklet af mange forskellige politiske retninger: bl.a. den tidligt-socialdemokratiske, den kommunistiske (prosovjetiske), den syndikalistiske, den trotskistiske, den maoistiske, "det nye venstre" (i Danmark Venstresocialisterne).

Marxismen har også gjort sig stærkt gældende indenfor de akademisk-videnskabelige retninger: som marxismen-leninismen, den tidlige Frankfurterskole, kapitallogikken, den strukturalistiske marxisme osv.

Alle disse retninger har medvirket til at udvikle marxismen som helhed og har betydet, at det i dag som nævnt er en meget svær og stor opgave konkret at beskive, hvad marxismen indeholder/har beskæftiget sig med. Sådan en beskrivelse måtte nødvendigvis være historisk og have flere spor dækkende de forskellige politiske og videnskabelige retninger.

Marxismens hovedbestanddele og særpræg
En meget grov skitse kan dog tegnes ved at fremdrage de helt centrale elementer i marxismen. Det vil sige, de forhold som Marx og Engels typisk har beskæftiget sig med, og som sidenhen gerne har indgået i det teoretiske grundlag for de fleste af de politiske og videnskabelige retninger, som må betegnes som marxistiske. Sådan en skitse kan siges at udgøre marxismens kerne og giver følgende opdeling, som for det meste svarer til den, der er foretaget af Engels og Lenin, og som efter min mening stadigvæk er et hensigtsmssigt udgangspunkt:

Den del af marxismen som kaldes historisk materialisme, og som beskæftiger sig med de helt grundlæggende (filosofiske) menneskelige og samfundsmæssige forhold, som er uafhængige af en konkret samfundsform: bl.a. en erkendelsesteori, eksistensen af klasser og stat, teorien om den samfundsmæssige arbejdsdeling og merproduktet, i det hele taget et samfunds grundlæggende opbygning, lovmæssigheden for den samfundsmæssige og historiske udvikling og dialektikken. Den her del af marxismen kan samtidigt siges at udgøre den marxistiske metode, idet i den ligger der en grundlæggende menneske- og samfundsforståelse, som kan anvendes til analysen af de vigtigste menneskelige og samfundsmæssige forhold. Nogle af den historiske materialismes vigtigste teser vil jeg som nævnt uddybe i det nedenstående.
Analysen af de førkapitalistiske produktionsmåder/samfund.
Analyse og kritik af den kapitalistiske produktionsmåde og de kapitalistiske samfund. Det helt centrale her er merværdi-teorien, det vil sige teorien om borgerskabets udbytning af arbejderklassen.
Historie og teori om arbejderbevægelsen/den socialistiske bevgelse, dens kampe og mål: herunder teorien om den proletariske revolution, socialismen, kommunismen og statens bortdøen.

Men kan således sige at kernen i marxismen udgøres af:

metoden til analysen af de kapitalistiske samfund
analyse og kritik af de kapitalistiske samfund
historie og teori om disse samfunds omformning til socialistiske og kommunistiske

Det der ellers kendetegner marxismen fra andre samfundsvidenskabelige og humanistiske retninger er, at den både er:

holistisk - idet der altid tages udgangspunkt i den samfundsmæssige helhed. Marxismen er i dag også en af de få samlede menneske- og samfundsopfattelser.
dialektisk - i og med at der tages udgangspunkt i de modsætninger, der er mellem de enkelte elementer i samfundsstrukturen, først og fremmest i sociale klasser.
materialistisk - idet hoveddrivkraften i den menneskelige og samfundsmæssige udvikling findes i produktion af de materielle forhold og de materielle forudsætninger for den sociale eksistens.

Der er nogle der mener, at den marxistiske filosofi (isr dialektikken) kan anvendes på alle tre videnskabelige områder. De fleste marxister opfatter dog, vil jeg mene, marxismen som gldende kun inden for det samfundsvidenskabelige og humanistiske område, mens de er skeptiske eller uafklarede m.h.t. dens gyldighed indenfor det naturvidenskabelige område.

Den historiske og teoretiske baggrund for den oprindelige marxisme
Marxismen er - i overensstemmelse med sin egen historisk materialistiske forståelse (se afsnittet om de filosofiske teser) - først og fremmest et produkt af den historiske, samfundsmæssige udvikling, hvilket blandt andet vil sige, at den er udviklet som et led i den nyopståede arbejderklasses kamp for bedre arbejds- og levevilkår i de nyfremkomne kapitalistiske samfund.

Den samfundsmæssige baggrund, som har ført til marxismens fremkomst på den verdenshistoriske arena kan ellers, mere konkret, siges at bestå i det væsentligste af følgende:

1. Nogle forhold og begivenheder i den generelle historiske, samfundsmæssige udvikling, nemlig hovedsageligt:

a. den industrielle kapitalismes opståen
b. den franske revolution 1789
c. arbejderklassens faktiske kampe - de første strejker og arbejderoprør

d. revolutionær uro i perioden før 1848

2. Fremkomsten af arbejder-/socialistiske organisationer og teoretikere:

a. de utopiske socialister - Saint Simon, Fourier, Owen, Weitling

b. de første revolutionære arbejderorganisationer ledet af bl.a. Babeuf og Blanqui

c. den moderne arbejderbevægelse - fagforeninger, Chartisterne i England, Kommunisternes Forbund

3. Forskellige videnskabelige retninger, som Marx og Engels blev kraftigt inspireret af, og som de byggede videre på. De vigtigste er:

a. tysk klassisk filosofi: bl.a. Hegel, Kant, Fichte og Feuerbach

b. de såkaldte franske materialister: bl.a. Holbach, Helvetius og Diderot

c. engelsk klassisk politisk økonomi: hvs. Adam Smith og Ricardo

d. fransk klassisk sociologi (opdagelsen af klasser og klassekamp): bl.a. Montesquieu, Rousseau og A. Thierry

e. udviklingen af naturvidenskabelig metode i Vesteuropa siden Kopernikus, Galilei og Kepler

Marxismen er således opstået som Marxs og Engels' revolutionære omformning af de under pkt.3 nævnte videnskaber samt af nogle socialistiske teorier og ideer på bagrund af de under pkt. 1 og 2 nævnte forhold og dette teoretiske grundlags optagelse i nogle revolutionære organisationer og den første spontane arbejderbevægelse.

Dette lyder sikkert temmeligt kringlet, men det må vel også siges at have været en meget kompliceret proces, som Marx og Engels har spillet en ret central rolle i. De havde en enestående evne til:

at opsamle en stor del af den teoretiske viden, som man var i besiddelse af indenfor alskens forskellige videnskaber, og af den teoretiske og praktiske viden og erfaringer fra arbejderbevægelsens organisationer og socialistiske teoretikere, og
kritisk og i en revolutionær ånd at bygge videre på al den viden og erfaringer og udarbejde dem til en sammenhængende forståelse af de centrale menneskelige og samfundsmssige forhold. Deres enorme samfundsmæssige engagement har så på sin side gjort dem utrættelige i ønsket om skabelsen af et teoretisk grundlag, som ville kunne medvirke til oprettelsen af retfærdige og hensigtsmssige forhold for alle mennesker på jorden.

Definition af marxismen
Efter denne superkorte beskrivelse af marxismens hovedbestanddele og historiske baggrund må det være på sin plads med et forsøg på en definition af, hvad marxismen er for en størrelse. Jeg vil mene, at marxismen bedst kan defineres som et to-leddet teoretisk fænomen:

For det første med Engels ord som "det teoretiske udtryk for den proletariske bevægelse", det vil sige som den internationale arbejder-/socialistiske bevægelses teoretiske grundlag for kampen for socialismen - eller sagt på en anden måde som det teoretiske kampmiddel for socialismen.
For det andet som en akademisk-videnskabelig, tværfaglig retning, der indeholder en veludbygget ideologi - den socialistiske. Denne ideologi udgør udgangspunktet og bestemmer indfaldsvinklen for den marxistiske akademiske forskning af de menneskelige og samfundsmæssige forhold. Marxismen bliver hermed en decideret praktisk, samfundsrelevant videnskab, idet dens resultater skal tjene det formål at skabe så gode som mulige samfundsmssige rammer for hele jordens befolkning. Dette er, synes jeg, et enormt vigtigt træk ved marxismen som akademisk videnskab og gør den til en ægte human videnskab til forskel fra stort set alle andre videnskabelige retninger.
"Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den." (Karl Marx: Teser om Feuerbach.)

Marxismens stærke ideologiske islæt er ellers årsagen til, at den af andre videnskabelige retninger gerne betegnes for værende uvidenskabelig. Dette er for mig at se dog først og fremmest et eksempel på, at klassekampen udkæmpes på alle samfundets områder, også indenfor "videnskabens verden". Man skal dog på den anden side som marxist passe på, at éns ideologiske og følelsesmssige engagement ikke tager overhånd i forhold til en videnskabelig tilgang. Det ligger dog også klart i vores egen interesse at analysere tingene så objektivt som muligt, for kun ved at vores analyser svarer godt til virkeligheden, kan de danne et frugtbart udgangspunkt for vores politiske praksis. Ellers er det givet, at det mest frugtbare for socialismens sag er et så godt som muligt samarbejde mellem de to led af marxismen, et samarbejde der forudsætter en alliance mellem arbejderklassen og mellemlagene.

Nogle menneske- og samfundsfilosofiske teser
Jeg vil nu i det nedenstående opridse nogle af de centrale teser i den del af marxismen, som kaldes den historiske materialisme. De bliver forsøgsvis sammenlignet med de tilsvarende borgerlige teser, for derigennem dels bedre belyse deres indhold og dels påpege, hvad de borgerliges standpunkter er. Mit overordnede synspunkt er, at marxismen har et klart positivt menneske- og samfundssyn (altså mulighederne for den samfundsmssige indretning, ikke at forveksle med synet på de kapitalistiske samfund). De borgerlige opfatter typisk derimod grundlæggende mennesket negativt og ser dermed mulighederne for dannelsen af et virkeligt retfærdigt samfund som værende temmeligt ringe. Deres menneske- og samfundsfilosofi skal først og fremmest legitimere de nuværende bunduretfærdige samfundsforhold - men det er en anden side af sagen, som jeg ellers ikke vil komme ind på her.

Det skal til gengæld påpeges, at der findes et hav af forskellige borgerlige teorier med noget forskellige opfattelser. Min fremstilling vil se bort fra disse forskelle, og det jeg vil referere til kan betragtes som "en rendyrket borgerligt standpunkt" eller endda måske som "den værste af slagsen" - men nu til teserne:

1. De menneskelige forhold i et givet samfund er først og fremmest bestemt af den måde, det givne samfund er organiseret og fungerer på.

Eksempel: der er store forskelle m.h.t. diverse menneskelige forhold i de tidligere østeuropiske samfund og de kapitalistiske samfund.

En modsat opfattelse - gerne forfægtet af de borgerlige - siger, at det tværtimod er "den menneskelige natur", der bestemmer, hvordan et samfund organiseres/er organiseret og fungerer på. I følge denne opfattelse er mennesket mere eller mindre ondt af naturen, og det er følgeligt stort set umuligt at have et retfærdigt samfund.

2. Den måde, et givet samfund er organiseret på, er et produkt af en historisk udvikling.

Denne tese bliver opfattet på forskellig måde, og diskussionspunktet er bl.a. de kapitalistiske samfund. Fra marxistisk side mener man, at kapitalismen kun tilhører en bestemt historisk epoke i det menneskelige samfunds udvikling, og på et tidspunkt vil den blive afløst af en anden samfundsform - forhåbentligt socialismen.

Fra borgerligt hold opfatter man derimod det kapitalistiske samfund som godtnok værende resultat af en historisk udvikling, men det udgør den moderne samfundsform, der (til evige tider?) er den mest optimale og bedst svarer til menneskets natur (jf. det nævnte under tese 1).

3. Den historiske udvikling og funktion af de hidtidige samfund har været prget af en vekselvirkning mellem de pågældende samfunds økonomiske forhold og andre samfundsforhold. Det er dog de økonomiske forhold, der har været klart dominerende i denne vekselvirkning.

Videre anføres det, at i de kapitalistiske samfund er de økonomiske forholds dominans over andre samfundsforhold af særlig udpræget karaktér. I de socialistiske samfund vil de derimod være knap så styrende, takket været udbredt demokrati omfattende hele samfundets organisering og funktion. Det er dog en ret kompliceret diskussion. Det vigtigste m.h.t. de økonomiske forhold er den måde, et samfunds materielle produktion er organiseret på. Her regnes de mellemmenneskelige relationer af marxisterne igen som de mest betydningsfulde, hvilket betyder, at et samfunds økonomiske forhold først og fremmest skal karakteriseres ved nogle bestemte mellemmenneskelige relationer; f.eks. udbytning eller ligelig fordeling, fælles planlgning dvs. samarbejde eller konkurrence, om der er nogen, der bestemmer over andre osv.

Her har vi et godt eksempel på, hvorledes marxismen sætter de menneskelige forhold helt i centrum for sine teoretiske analyser.

De borgerlige vil ikke på samme måde hævde det økonomiske områdes dominans over andre samfundsområder og den borgerlige nationaløkonomi handler om meget andet end mellemmenneskelige relationer.

4. Menneskene - hvad enten det drejer sig om sociale grupper, klasser eller enkelte individer - udvikler deres bevidsthed og handlemåde i overensstemmelse med deres sociale eksistens (i forlængelse af tese 1).

En modsat opfattelse - også gerne forfægtet af de borgerlige - siger, at det tværtimod er nogle mere eller mindre "medfødte" evner og holdninger, der bestemmer den enkelte individs handlemåde og sociale eksistens.

5. I stort set alle hidtidige samfund - pånær de allertidligste - har nogle klasser, som udgjordes af mindretal, undertrykt og udbyttet andre klasser, og klassekampen har været drivkraften i disse samfunds udvikling.

De borgerlige taler også gerne om uretfærdighederne i de førkapitalistiske samfund, men de er ikke rigtigt med på klassekampen som drivkraften i den historiske udvikling. Det er først og fremmest store ideer, personligheder og begivenheder, der fokuseres på i den forbindelse. Når talen kommer ind på de kapitalistiske samfund har de efterhånden svært ved at tale (i det mindste offentligt) om klasser, og de sociale uretfærdigheder og forskelle, de måtte indrømme, forklares gerne med menneskets natur og som resultat af forskelle i de "medfødte evner" (jf. det nvnte under tese 1 og 2).

Marx himself
I et meget berømt citat beskriver Marx hans grundlæggende syn på menneskene, samfund og den samfundsmæssige og historiske udvikling således:

"Det almindelige resultat, som jeg kom til, og som, da det først var vundet, tjente som ledetråd i mine studier, kan kort formuleres således:

I den samfundsmssige produktion af deres liv trder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhngige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkrfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres vren, men omvendt deres samfundsmssige vaeren, som bestemmer deres bevidsthed.

På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkrfter i strid med de forhåndenvrende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevget sig. Fra at vre produktivkrfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lnker for dem. Der indtrder da en epoke med sociale revolutioner.

Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurigere omvltning af hele den uhyre overbygning. Når man betragter sådanne omvltninger, må man stadig skelne mellem den materielle omvltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som kan konstateres med en naturvidenskabelig nøjagtighed, og på den anden side de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkmper den. Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvltningsperiode udfra dens egen bevidsthed, men må tvrtimod forklare denne bevidsthed udfra modsigelserne i det materielle liv, udfra den forhåndenvrende konflikt mellem samfundets produktivkrfter og produktionsforhold.

En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkrfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold trder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når men ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i frd med at skabes. I store omrids kan man betegne den asiatiske, den antikke, den feudale og den moderne borgerlige produktionsmåde som progressive epoker i den økonomiske samfundsformation.

De borgerlige produktionsforhold er den sidste antagonistiske form for den samfundsmssige produktionsproces, antagonistisk ikke i betydning af individuel antagonisme, men af en antagonisme, der vokser frem af individernes sociale livsbetingelser; de produktivkrfter, som udvikler sig i det borgerlige samfunds skød, skaber imidlertid tillige de materielle betingelser for løsningen af denne antagonisme. Med denne samfundsformation ender derfor det menneskelige samfunds forhistorie."

London, januar 1859

(min strukturering af teksten )

(Karl Marx: Til kritikken af den politiske økonomi, forord. Marx/Engels Udvalgte skrifter. Bind 1. Forlaget Tiden, København 1976. pp.355-357)

Litteratur
Ernest Mandel: Marxismen i historien. Socialistisk Arbejderforlag 1996.

V.I. Lenin: Marxismens Tre Kilder Og Tre Bestanddele. Lenin Udvalgte Værker. Bind 1. Forlaget Tiden 1981 eller tidligere udgaver.

Friedrich Engels: Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab. Marx/Engels Udvalgte skrifter. Bind 2. Forlaget Tiden, København 1976.

Karl Marx: Teser om Feuerbach. Marx/Engels Udvalgte skrifter. Bind 2. Forlaget Tiden, København 1976.

Johs. Witt-Hansen: Indledning. Karl Marx: Kapitalen. 1. Bog 1. Rhodos, København 1976.

Ole Skov: Socialismen tabte Marxismen sejrede. Solidaritet, 18. årg. nr.3, okt.1996.