Den
vestlige arbejderklasse som handlende subjektDen
vestlige arbejderklasse som handlende subjektTil at starte med vil jeg gerne udtrykke min begejstring for de artikler, der har været i Solidaritet om klasseanalysen. Jeg synes, at der nu for alvor er kommet skred i det meget relevante teoretiske arbejde på vores del af venstrefløjen. Hvad der har været endnu mere glædeligt, er, at det har foregået på et solidt marxistisk grundlag.
Det, som jeg gerne vil bruge spaltepladsen på her, er nogle betragtninger over arbejderklassens holdninger og handlen, det vil sige klassen i egen selvforståelse, eller sagt på en anden måde klassen som handlende subjekt. Nærmere betegnet vil jeg se på den vestlige arbejderklasse og omtale følgende forhold - idet jeg dermed håber på at kunne bidrage til belysning af blandt andet klassens revolutionære element:
1. hvad analyser af arbejderklassen som subjekt nødvendigvis må indeholde
2. arbejderklassens reformisme kontra revolutionære handlen historisk set og i dag, herunder ifølge autonom teori.
3. nogle karakteristiske træk ved revolutionær henholdsvis reformistisk bevidsthed og handlemåde
4. nye revolutionære potentialer
Analyser af arbejderklassen
Jeg vil lægge ud med nogle teoretiske overvejelser over de forhold, som det efter min
mening er nødvendigt at belyse, når man laver analyser af arbejderklassen.
Med udgangspunkt i de marxske begreber, senest beskrevet af Finn Sørensen i sidste nummer af Solidaritet (nr.3) i artiklen "Arbejderklassen: reformistisk og revolutionær", synes jeg, at det mest hensigtsmssigt er at operere med følgende tre analyser af arbejderklassen:
Den der svarer til Marxs begreb "klassen an sich", hvor man - som Finn skriver i ovennævnte artikel - ser på "..de objektive forhold, som er fælles for alle arbejdere i modsætning til andre klasser og lag i samfundet, og som grundlæggende bestemmer deres fælles interesser som klasse." De forhold, som denne analyse undersøger, synes jeg, er nærliggende at kalde "klassen objektivt set".
En analyse, hvor vi undersøger hvordan arbejderklassen er, det vil sige hvilke holdninger den har, og hvordan den handler. De forhold, som denne analyse undersøger, er derfor forbundet med klassens egen selvforståelse, hvilket gør det nærliggende at kalde dem "klassen subjektivt set", eller "klassen som subjekt". I denne analyse skal vi også se på de årsager til arbejderklassens opfattelser og handlen, som ikke omfattes af den første analyse.
Og den sidste, som består i at sammenholde resultaterne fra den første og den anden analyse, hvorved man kan konstatere, hvorvidt arbejderklassens holdninger og handlen - dens subjektive element - svarer til dens objektive forhold og og dermed dens objektive interesser. Er dette tilfældet, så er vi bare lykkelige, og så er der tale om et forhold, som Marx (ifølge Finn) beskriver med begrebet "klassen für sich".
Disse tre analyser kan selvfølgeligt også bruges til analyser af andre klasser.
Skal vi undersøge, hvorvidt arbejderklassen er revolutionær, så skal det altså gøres ved hjælp af analyse nr.2 og nr.3, hvor man ser på klassens holdninger og handlen.
Finns betragtninger i ovennævnte artikel over arbejderklassens revolutionære aspekt forholder sig imidlertid ikke til disse faktorer, men til de objektive forhold for arbejderklassen under kapitalismen. De hører således til den 1. analyse - klassen objektivt set. Finn konkluderer heller ikke, at arbejderklassen er revolutionær, men at de kapitalistiske produktionsforhold producerer "..kim til, og grundlag for, revolutionær bevidsthed og revolutionær handling." Dette er meget vigtigt at være opmærksom på.
For at undersøge, hvorvidt arbejderklassen er revolutionær, må vi se på, hvordan klassen historisk set har handlet. Det er dermed en empirisk (erfaringsmssig) undersøgelse og ikke teoretisk. Hermed mener jeg, at det er arbejderklassens praksis, der skal være genstand for analysen, for det er den, der viser os dens holdninger og handlen.
I forbindelse med analyse nr.2 er det også meget vigtigt at holde sig for øjet, at der er tale om to forskellige størrelser: holdninger og handlen. Disse behøver nemlig absolut ikke at følges ad, og for os som revolutionære er det helt centralt at fokusere især på handling.
Det er således noget af det mest relevante at undersøge betingelserne for handling. For eksempel spiller det arbejdsretlige system i Danmark en meget begrænsende rolle for den danske arbejderklasses handlemuligheder, og den danske arbejderklasse er i det hele taget svinebundet af forskellige regler, som skal sikre "ro" på arbejdsmarkedet. Fagbevægelsens centralistiske opbygning og funktion er en anden helt afgørende faktor i denne sammenhæng - bare for at nævne nogle eksempler. Det spiller så igen en hæmmende rolle i forhold til udvikling af revolutionære holdninger.
Min pointe her er, at hvorvidt arbejderklassen vil blive revolutionær, er et spørgsmål om sammenspil mellem revolutionær opfattelse og handlemåde. Noget tilsvarende gør sig gældende for den reformistiske side af sagen; det vil sige, at reformismen er et resultat af sammenspil mellem bestemte holdninger og handlen, eller måske mest "ikke-handlen".
Der er også involveret stærke følelser, som har vigtig betydning i denne sammenhæng. Generelt set - også på venstrefløjen - er der alt for stor tendens til at betragte politiske holdninger og handlinger som kun styret af intellektuelle processer, men de er jo også meget følelsesmæssigt bestemt. En del af forklaringen på den revolutionære spontanitet - som vi sætter så meget lid til - er vel jo, at der ophober sig nogle meget stærke følelser som pludselig udmøntes i revolutionær handling.
Jeg vil gerne tro, at alle disse betragtninger er noget i retning af banale konstateringer på vores del af venstrefløjen. Vi skal også bare huske at have dem med i vores teoriudvikling for så bliver det nemmere med at videreudvikle analyserne - ikke mindst de mere konkrete af dem.
Altså! Vores undersøgelser af arbejderklassen som subjekt skal være empiriske og de må blandt andet indeholde selvstændige betragtninger i forhold til følgende tre delelementer: holdninger, følelser og handlen. Dette fordi, der kan være knyttet forskellige former for påvirkning - hvadenten den er undertrykkende eller frigørende - til hver af disse elementer; og fordi påvirkning af hvert enkelt af disse elementer vil have betydning for arbejderklassens ageren. Dette vil jeg uddybe i afsnittet "Bevidsthed og handlemåde".
Historisk set og i dag
Når man gør sig betragtninger om arbejderklassen og arbejderbevægelsen i forhold til
det at være reformistisk eller revolutionær er det efter min mening meget
hensigtsmæssigt at skelne mellem to indfaldsvinkler:
man ser på de forhold, som er bundet til selve det kapitalistiske samfundssystem, det vil sige, de der er almene for kapitalismen. Det er dem, som Finn koncentrerer sig om i sin artikel.
man ser på reformismen og den revolutionære retning som historisk bestemte og i et historisk forløb. Det vil sige, at man vurderer dem ud fra nogle konkrete forhold, som hører til en bestemt fase i kapitalismens udvikling. Finn har også i sin artikel nogle overvejelser om det sidstnævnte i afsnittet "Politisk og konjukturbestemte årsager".
Pkt. 1 vil jeg omtale noget nærmere i de følgende afsnit, mens jeg her vil kommentere pkt.2.
For en ny generation af arbejderklassen i dag, vil der være langt den største sandsynlighed at blive reformistisk, fordi langt den største del af klassen er det. På den måde er reformismen selvopretholdende, og der er ikke noget odiøst i, at arbejderklassen i dag er reformistisk. Det er derimod enormt vigtigt, at vi har en dyb forståelse for det forhold, at det at arbejderklassen i flere årtier har været - og i dag er - reformistisk og ikke revolutionær, er et resultat af den historiske udvikling i klassekampen.
Det er derfor meget centralt at belyse, hvorfor denne udvikling har ført til reformismens ubestridte dominans. Efter min mening er der ihvertfald på ingen måde tale om nogen tilfældighed. Reformismen som den langt dominerende retning i arbejderbevægelsen er et resultat af det styrkeforhold, der har været mellem arbejderklassen og borgerskabet i klassekampens historiske udvikling. Det vil sige, at jeg mest er tilbøjelig til at mene, at reformismen har været den strategi, som har svaret til arbejderklassens styrke og som har kunnet give de bedst mulige resultater. Den er således et udtryk for et kompromis mellem klasserne.
Dette skal selvfølgeligt ikke opfattes som et forsvar for reformismen, men som et forsøg på forklaring af kendsgerningerne. Et af dens karakteristiske træk har været et stadigt mere udpræget klassesamarbejde, som har været praktiseret i næsten hele arbejderbevægelsens historie bortset fra den meget tidlige fase i bevægelsens udvikling. I dag må vi konstatere, at klassesamarbejdet står så stærkt som nogensinde, og for mig at se tyder foreløbig samfundsmæssig udvikling på dets endnu mere udpræget karakter. Dette vil jeg uddybe det i næste afsnit, "Autonom teori".
Tilsvarende har den revolutionære retning nogle dybe historiske rødder. De fleste af de holdninger, vi i dag har som revolutionære, er blevet udviklet i en meget tidlig fase af arbejderbevægelsens kamp for soialismen. Det vil sige under nogle samfundsforhold, som er en del anderledes end i dag. Det er i sig selv en vigtig grund til en (ny)udvikling af en revolutionær teori. Vi må i denne sammenhæng gøre os umage, at det sker på et udogmatisk vis, hvor vi seriøst forholder os til og analyserer nye tankegange.
Vi skal samtidigt holde os for øje, at den revolutionære retning i det stor og hele i tidens løb har været meget svagt repræsenteret i arbejderbevægelsen. Dette må betyde, at den historisk set enten bare er et udtryk for et radikalt mindretal i arbejderklassen - og kan godt spille en vigtig rolle som sådan, eller at den samfundsmæssige situation endnu ikke er moden til den revolutionære politiks gennemslag i klassen. Vores analyser må forsøge at afdække, hvilken af de to muligheder er tilfældet. Det indebærer, at vi i langt højere grad skal reflektere over den revolutionære bevægelse og dens rolle, og ikke nøjes med at arbejde udfra den forestilling, at vi repræsenterer "sandheden", som det bare gælder om at få de andre til at indse og handle herefter. Vores politik må selvfølgeligt afpasses efter resultater af disse analyser.
Autonom
teori
I det her afsnit vil jeg fremføre nogle autonome synspunkter, som jeg synes har stor
relevans i forhold til at karakterisere både den vestlige arbejderklasses objektive
forhold og dens egen selvforståelse. Min kilde er artiklen "Klasse, køn, race og
autonomi" fra Autonomt Info (nr.10, febr.1995), så det er holdningerne fremført i
denne artikel, jeg omtaler. De har også været refereret i Solidaritet nr.2 i en artikel
skrevet af Martin Mørch.
Jeg gentager kort her de teser, som er centrale i forhold til mine betragtninger.
Til at starte med synes jeg, at det skal pointeres, at de autonome (i det mindste i følge artiklens forfatter(e)) opfatter ikke selv deres teori som værende grundlæggende i modsætning til den traditionelle marxistiske. De opfatter den derimod som en udbygning, det vil sige et supplement til den traditionelle marxisme, den videnskabelige socialisme; en teoretisk videreudvikling, som bedre tager højde for den udvikling i den globale, samfundsmæssige situation, som har fundet sted siden Marxs og Engels levetid.
I følge denne teori har den vestlige arbejderklasse historisk set nydt godt af de vestlige landes imperialistiske politik. Man kan ligefrem tale om, at udbytningen af kolonierne ikke bare er tilkommet det vestlige borgerskab men også den vestlige arbejderklasse. Dette forhold har i første omgang sløret antagonismen mellem borgerskab og arbejderklasse, og efterhånden har det udviklet sig til "et egentligt interessefællesskab med borgerskabet". Det skal dog ikke forstås således, at der er tale om et komplot mellem borgerskabet og proletariatet i den vestlige verden, men derimod som en konstatering af resultatet af den økonomisk-historiske udvikling.
Den vestlige arbejderklasse har dermed udviklet sig til et mellemliggende lag, "..der langt hen ad vejen vil være tilbøjelig til at alliere sig med borgerskabet i forsøget på at opretholde deres nuværende privilegier."
Når man ser på den internationale situation i dag, har den vestlige arbejderklasse - herunder den danske - derfor i følge denne teori "..meget at miste og lidt at vinde ved en socialistisk omvæltning og derfor vanskeligt kan anskues som en objektiv revolutionær kraft."
Også indenfor den vestlige verden har arbejderklassen (dem der har arbejde)"..allieret sig med borgerskabet i kampen mod det "ubrugelige" pjalteproletariat. De forsøger krampagtigt at fastholde retten til arbejdet, af frygt for at miste deres privilegier. "
Skal de autonome pege på et revolutionært potentiale i den vestlige verden, så er det derfor efter deres opfattelse i langt højere grad at finde blandt de marginaliserede grupper, som udgør større og større del af befolkningen.
Det ovennævnte er nogle meget bastante synspunkter, som jeg dog mest er tilbøjelig til at finde rigtige et godt stykke hen ad vejen. Jeg er nemlig enig i, at den vestlige arbejderklasse har økonomisk og nok også politisk draget fordel af den imperialistiske politik. For mig at se har imperialismen været med til at sikre det materielle grundlag for reformismen - herunder klassesamarbejdet - og for udviklingen af det borgerlige demokrati, som er det politiske grundlag for reformismen. Hvorvidt den vestlige arbejderklasse er denne udbytning sig bevidst er et godt spørgsmål, som jeg dog mest er tilbøjelig til at svare nej til. Man akcepterer dog det globale økonomiske system og bakker op bag de nationale borgerskabers rolle i det - "sikre vores konkurrenceevne", og man vil ihvertfald have meget svært ved at opgive sine økonomiske privilegier, hvilket en socialistisk verdensrevolution gerne skulle indebære.
Set indenfor den vestlige verden, er det også - ikke mindst i den senere tid - efter min mening i høj grad korrekt at tale om en dyb modsætning mellem de, der er i arbejde og de arbejdsløse. I Danmark kan vi ihvertfald meget tydeligt se, hvorlidt man gør fra fagbevægelsens side i forhold til de meget kraftige angreb, "de udstødte grupper" udsættes for. Ja, lige bortset fra SID, som selv er direkte truet af den løntrykkende og arbedsløshedsskabende funktion, "de udstødte" presses ud i via diverse "aktiveringstiltag".
Som VSs kongres har konstateret (også i den grad!) byder den nærmeste udvikling højst sandsynligvis på meget kraftige forsøg på udvidelse af "B-proletariatets" skarer og dermed på en øget modsætning mellem forskellige lag af arbejderklassen. Dette vil helt sikkert gør sig gældende i det meste af den vestlige verden, og jeg er mest tilbøjelig til at tro, at det betyder en endnu større opbakning bag reformismen - som også selv får efterhånden mere og mere højredrejet karakter.
Bevidsthed og handlemåde
Jeg vil nu introducere to teorier, som jeg finder ret frugtbare i forbindelse med
opnåelse af en noget mere dybtgående forståelse af, hvilken bevidsthed og handlemåde
dannes i det kapitalistiske samfund. De indeholder nogle sociologisk-psykologiske
analyser, som der ikke er tradition for på den organiserede venstrefløj. Ikke desto
mindre synes jeg, at den slags analyser kan være med til at give os større indsigt i
arbejderklassen som handlende subjekt, og jeg har forsøgt at sætte dem i en
revolutionær-reformistisk-sammenhæng.
Min fremstilling her har som grundlag J.Cederstrøm m.fl.s "Skole og hverdagsbevidsthed".
Den første teori, der beskæftiger sig med det teoretiske begreb "erfaring", belyser efter min mening nogle karakteristiske træk ved dannelsen af en revolutionær bevidsthed og handlemåde og siger dermed inddirekte noget om betingelserne for udvikling af disse. Samtidig giver den mere forståelse af de forhold, som jeg beskriver i det næste afsnit - den såkaldte hverdagsbevidsthed.
Den revolutionære "erfaring"
I 1920'erne og 30'erne undrede nogle samfundsforskere på Institut für Sozialforschung i
Frankfurt ("Frankfurterskolen") sig over, at arbejderne gik imod deres egne
interesser og i så høj grad sluttede sig til nazismen, selvom de marxistiske analyser og
utopier om et andet samfund uden undertrykkelse var fremlagt for dem. Disse
samfundsforskeres svar på denne undren var blandt andet, at undertrykkelsen var rykket
ind i arbejdernes bevidsthed, og at de traditionelle marxistiske teorier og analyser ikke
knyttede sig til deres hverdag.
Det ovennævnte er de historiske rammer, der gjorde sig gældende i forbindelse med udviklingen af det teoretiske begreb "erfaring", som altså er udarbejdet af en tysk, marxistisk tradition. Denne vestlige tradition er - i modsætning til sovjetmarxismen som blev knyttet til den russiske opbygningsproces efter 1917 - forbundet med en kritik af undertrykkelsen i de kapitalistiske samfund. Derfor fokuserer den i langt højere grad på "den subjektive faktor", det vil sige de psykiske forhold og de integrationsmekanismer, der er på spil. Erfaringsbegrebet kan ses som et afgørende element i en socialisationskritik (socialisation = "opdragelse" til samfundslivet), der forholder sig uforsonligt til enhver form for undertrykkelse, uanset om den kommer fra kapitalen, staten, partibureaukratiet eller andet.
Med dette begreb ønsker man at beskrive den optimale måde et subjekt kan forholde sig til et objekt på, det vil sige den optimale måde et individ, et kollektiv eller en social klasse, kan handle i forhold til omverdenen på. Omverdenen kan her være ting, andre mennesker eller en social klasse. Erfaringsbegrebet rummer den forståelse, at et handlende subjekt gennem sin aktivitet får en erkendelse om både omverdenen og sig selv. Handlingen medfører altså, at både subjekt og objekt forandrer sig. "Handling giver forvandling" er venstrefløjens populre og geniale udgave af dette, idet slagordet netop rummer dette dobbelte resultat af en handling.
Erfaringsprocessen er yderligere karakteriseret ved, at der indgår forberedelse, handling og eftertanke. Dens resultat er erfaringer, og der er tale om en hel proces, hvor subjektet er målsættende. Der knyttes forbindelse mellem fortid og fremtid. Erfaringsprocessen producerer en kunnen, som kan bruges i andre sammenhænge, og der dannes en bevidst forestilling om subjektet, objektet og om subjektets forhold til objektet. Altså en forestilling om sammenhængen: objekt-i-relation-til-subjekt, eller sagt på en anden måde man forholder sig og tager stilling til sin omverden.
Erfaringsdannelsen får således en afgørende betydning for subjektets oplevelse af sig selv og for dets oplevelse af sig selv i forhold til omverdenen, altså for subjektets identitet. Gennem ubrudte erfaringsprocesser dannes en gennemskuelig og bevidst sammenhæng mellem virkeligheden og subjektets oplevelse af den.
Det geniale ved erfaringsbegrebet er, at det både kan bruges i forbindelse med den enkelte lønarbejder, gruppen af lønarbejdere på en arbejdsplads, en fagforening, et politisk parti og hele arbejderklassen - den er så at sige universel. En vellykket erfaringsproces må efter vores mening i et kapitalistisk samfund - med alle dets menneske- og naturfjendskesider - være ensbetydende med udvikling af:
voldsomt ønske om kapitalismens erstatning med et socialistisk samfund
had til magthaverne - kapitalismens bærere
målrettet handling med henblik på forandring af samfundet i retning af socialismen
- dette vil kort sagt sige udvikling af en revolutionær bevidsthed og handlemåde.
Det kapitalistiske samfund skaber imidlertid også nogle arbejds- og leveforhold, som er alt andet end gunstige for erfaringsdannelsen. Dette beskæftiger sig den næste teori med, og jeg synes, at den kan bruges til belysning af nogle af de samfundsmæssige og psykiske mekanismer, som udgør årsagerne til reformismen.
Den reformistiske "hverdagsbevidsthed"
Teorien er udviklet af tyskeren Thomas Leithäuser, som er stærkt inspireret af den
såkaldte Hannoverskole, en udløber af den ovenfornævnte Frankfurterskole. Formålet med
teorien er netop at begribe, hvorledes den måde, det kapitalistiske samfund er
organiseret og fungerer på, påvirker lønarbejdernes bevidsthed og handlemåde, det vil
sige vores subjektivitet.
Teorien bygger på den opfattelse, at subjektiviteten produceres i konkrete sociale processer: i familien, på arbejdet, i interaktioner (omgang) med andre mennesker, i beskæftigelse med ting og i det hele taget i deltagelse i den hverdag, som hovedsageligt er bestemt af den måde, det kapitalistiske samfund er organiseret og fungerer på. I disse samspil slår de objektive, samfundsmæssige forhold om i psykiske strukturer i individet og bestemmer den enkeltes bevidsthed og handlen.
Den opsplittede - af lønarbejde bestemte - hverdag, som mennesker lever i de kapitalistiske samfund, indebærer ifølge Leithäuser systematiske brydninger af erfaringsprocesserne, og vores muligheder for selv at bestemme over vores arbejds- og levesammenhænge er meget begrænsede. Et opsplittet liv, underordnet andres vilje, ville let kunne betyde psykisk uro og usikkerhed, hvis ikke den enkeltes bevidsthed modarbejdede dette. Det er derfor Leithäusers opfattelse, at bevidstheden i høj grad får den funktion at sikre den psykiske ro og sikkerhed. Den specielle form for bevidsthed, der produceres i sådanne livssituationer, kalder han hverdagsbevidsthed.
Den består af nogle forskellige psykiske mekanismer, der er karakteristiske ved, at der gribes til nogle orienteringsmønstre, som er meget forskellige fra dem, der er beskrevet i forbindelse med erfaringsdannelsen. Individet forsøger at forsvare sig mod afmagtsfølelsen (både bevidst og ubevidst) ved at trække sig ud af konflikten og at affinde sig med omgivelsernes betingelser. Hverdagssituationer bliver til rene rutiner og får vanskeligt ved at blive genstand for analyse og refleksion. Virkeligheden fremstilles som tilsyneladende velkendt og uproblematisk. Alt det, der angår den menneskelige elendighed - undertrykkelse, udbytning, sult og sygdom - kun registreres i beskedne doser. Hverdagsbevidstheden indebærer således nogle reduktionsmekanismer, som blokerer for nye aspekter, nye horisonter og tematiseringer. Den er også præget af resignation.
Leithäuser peger endvidere på, at grunderfaringerne i de kapitalistiske samfund - afmagt og underordning - gentages i en uendelighed i hverdagen. I løbet af livshistorien bliver kontrollen og underordningsreglerne inderliggjort, bliver til selv-tvang, så den efterhånden opleves som "naturlig". Politimanden bliver en del af personligheden.
Det reduktionistiske orienteringsmønster, som hverdagsbevidstheden indebærer, understøttes gennem medier og andre producenter af den samfundsbevarende ideologi. Den enkelte bliver et nemt offer for disse holdninger, idet de så godt passer med hverdagsbevidsthedens mekanismer.
Skal vi vurdere Leithäusers teori, så må vi for det første konstatere, at han slet ikke har nogle betragtninger i retning af den revolutionære potentiale, som kapitalismen skaber hos arbejderklassen (jf. Finns artikel og erfaringsbegrebet). Det vil sige i retning af det, vi kunne kalde "den positive side af kapitalismen". Dette er en klar mangel ved teorien. Til gengæld er vi jo nok enige i "den negative side af kapitalismen" i forbindelse med bevidsthedsdannelsen og handlen, og så kan vi efter min mening sige, at denne blandt andet producerer en stærk tendens til det, Leithäuser beskriver med begrebet hverdagsbevidsthed.
Jeg er derfor mest tilbøjelig til at påstå, at hverdagsbevidstheden skaber et meget frugtbart grobund for reformismen, og det altså både den reformistiske opfattelse samt handlemåde. Den må dermed siges at udgøre et led i kden, når vi taler om reformismens årsagssammenhæng - et led som er forbundet med selve de kapitalistiske produktionsforhold.
Vi vil vel også give Leithäuser ret i, når han mener, at samfundsudviklingen går i en retning, der forstærker hverdagsbevidstheden - i og med det faktum, at kapitalens logik gennemsyrer stærkere og stærkere alle samfundsområder og dermed alle livssammenhænge. Dette vil igen alt andet lige betyde en øget tendens til reformismen i arbejderklassen.
Nye revolutionære potentialer
Min intention med nærværende artikel har dels været at gøre nogle overordnede
betragtninger i forhold til at analysere arbejderklassen som handlende subjekt, dels at
foretage nogle konkrete overvejelser og vurderinger omkring den vestlige arbejderklasse.
Jeg har også inddraget nogle sociologisk-psykologiske betragtninger, som der ikke er tradition for på den organiserede venstrefløj. Jeg synes generelt, at den slags analyser kan give os en mere dybtgående indsigt i de samfundsmæssige og menneskelige mekanismer, der gør sig gældende i de politiske sammenhænge; specielt, ikke mindst, når det er arbejderklassen som handlende subjekt, der kommer i fokus. Den kapitalistiske undertrykkelse foregår på mange forskellige måder, og der skal derfor forskellige metoder og indfaldsvinkler til at undersøge dens mangeartede karakter.
Finn Sørensen har i den ovenforomtalte artikel peget på, at arbejderklassen både er reformistisk, og at den har et revolutionært potentiale, som udspringer fra de kapitalistiske produktionsforhold, og udfra hvad disse forhold betyder for arbejderklassen. Finn har også tegnet konurer af en stadig mere negativ global udvikling, der må formodes at skærpe dette revolutionære potentiale.
Jeg har på den anden side med nærværende artikel blandt andet søgt at stille spørgsmålstegn ved dette potentiale, når det er den vestlige arbejdeklasse, vi taler om. Jeg har peget på forskellige forhold, som understreger arbejderklassens reformistiske aspekt og dermed underminerer forestillingen om arbejderklassen som en revolutionær kraft. Den nærmeste, fremtidige samfundsmæssige udvikling i den vestlige del af verden tyder for mig at se også mere på at styrke den reformistiske tendens end det modsatte.
Jeg synes, at de autonome har fat i nogle vigtige pointer, som vi absolut skal tage med i betragtning under vores teoriudvikling. Vi skal også passe på, at vi ikke fokuserer for meget på de objektive forhold og interesser, for det er kun nogle teoretiske overvejelser, og de kan altid være mangelfulde. Det er i sidste ende til enhver tid arbejderklassens handlen, der er det afgørende.
Jeg er dog enig med Finn så langt, at jeg i dag ikke kan få øje på andre krafter end den vestlige arbejderklasse, når vi taler om den afgørende faktor i forbindelse med en socialitisk verdensrevolution - eller at denne revolution skulle kunne gennemføres uden den vestlige arbejderklasses meget aktive medvirken.
Ja, og så er spørgsmålet bare, hvad der skal til, for at "de store masser" skrider til kapitalismenedbrydende handling. I den forbindelse synes jeg, at vi i højere grad skal konstatere, at den traditionelle revolutionære strategi ihvertfald ikke hidtil har givet nogen større resultater i den vestlige verden. Det kan derfor måske være på tide at overveje nogle alternativer, for kapitalismen står i dag måske strækere end nogensinde, og hvis hjemmearbejde for alvor bliver udbredt, vil udviklingen tegne alt andet end lyst.
Ser vi på forholdene indenfor den vestlige verden, vil jeg mene, at vi skal være meget opmærksomme på det revolutionære potentiale, der ligger i de grupper, der er udstødt fra arbejdsmarkedet og i det nye fremvoksende "B-proletariat". De autonome grupper er efter min vurdering en revolutionær retning, som udspringer fra dette revolutionære potentiale. Det vil sige, at de er et udtryk for et subjektivt revolutionært element, der svarer til disse nye objektive forhold.
Selvom vi kan være skeptiske med hensyn til de midler de bruger, så er de autonome for eksempel i Danmark i dag nogle af de forholdsvis stærke, revolutionære, aktive og direkte antikapitalistiske krfter, samtidig med at de først og fremmest repræsenterer ungdommen.
Jeg mener derfor, at det meget vigtigt er at skabe i første omgang en dialog og siden hen et samarbejde mellem denne revolutionære del af venstrefløjen og den traditionelle del. På det teoretiske plan vil det efter min mening være frugtbart både for os og de autonome og give et godt skub til en videreudvikling af den revolutionære teori.
På det praktiske plan kan det betyde en forening af krafterne, som vil give en samlet styrkelse af den revolutionære venstrefløj, samtidigt med at de autonome kan komme ud af den isolation i forhold til resten af venstrefløjen, de i dag befinder sig i. Det sidstnævnte vil i sig selv betyde en del for deres politikudvikling. Jeg har på fornemmelsen, at ihvertfald dele af de autonome er åbne overfor en tilnærmelse til vores del af venstrefløjen, og så er det bare op til os at etablere kontakten.
Baggrundsmateriale
1. Finn Sørensen: Arbejderklassen: reformistisk og revolutionær. Solidaritet,
nr.3, okt.1996
2. (usigneret?): Klasse, køn, race og autonomi. Autonomt Info, nr.10, feb.1995
3. J. Cederstrøm, L. Moos, J. Thomassen: Skole og hverdagsbevidsthed, Gyldendals
pædagogiske bibliotek, Nordisk Forlag 1989 - kan meget varmt anbefales, idet den blandt
andet giver en kortfattet beskrivelse af den samfundsmæssige udvikling i efterkrigstiden,
og hvad denne har betydet for de mellemmenneskelige relationer og bevidsthedsdannelsen,
dog hovedvægten på skoleelever. Kan fås på Danmarks Lærerhøjskole for 60,-kr.,
kontakt Else Petersen 3969 6633 lok 2452.
 |
|
