Det kan - som Ole Skov skriver i sin anmeldelse af mit lille skrift "Socialismen tabte Marxismen sejrede" i Solidaritet 3/96 - være problematisk at skrive små 100 sider om marxismen og så gå meget let hen over klasser og stat. Når jeg ikke i denne omgang gør noget ud af klasser og stat skyldes det, at jeg mener, at marxismen på den yderste venstrefløj, jeg har tilhørt, i altfor høj grad har været præsenteret som en teori om netop klasser og stat.
I denne artikel vi jeg kort omtale de strategiske problemer, denne opfattelse af marxismen har givet venstrefløjen.
Venstrefløjens nedtur i 1980erne kan ikke blot forklares som et resultat af en højredrejning, vi ikke havde magt til at forhindre. Selvfølgeligt er der udviklinger i samfundet, venstrefløjen ikke kan bestemme. Arbejdsløsheden svækker lønarbejderne, men venstrefløjen har vist for ringe evne til at omstille sig til en nye situation og gå i offensiven på de nye betingelser. Når venstrefløjen ikke har været i stand til at udvikle sin politik må det også ses på baggrund af svagheder i det teoretiske grundlag, marxismen.
En teori om samfundet må løbende føres ajour i takt med at samfundet udvikler sig. Opgaven er stor, men enhver kan give sit bidrag.
Strategiske mangler
Det, jeg kalder den traditionelle opfattelse af marxismen, er de teorier, som Marx og
Engels grundlagde. De afspejlede den tidlige fase af kapitalismen, dvs. før
arbejderbevægelsen blev en massebevægelse, der kæmpede reformer igennem, der kom til at
præge kapitalismen. Det var også før en række teknologiske opdagelser, for alvor blev
omsat til produktionsmidler.
Den traditionelle marxisme ser kun staten som undertrykkelsesapparat. Derfor har marxister haft svært ved at forholde sig de andre sider af staten: nationalstaten og velfærdsstaten. I dag forsvarer Enhedslisten nationalstaten mod EU, og man forsvarer velfærdsstaten mod borgerlige nedskæringer. Forudsætningen for en sejr i disse spørgsmål er, at man kan samle brede alliancer med socialister såvel som ikke-socialister, og det forudsætter mål på mellemlang sigt.
Med hensyn til velfærdsstaten, så er det en gammelkendt sag, at venstrefløjen har haft et vaklende forhold til den socialdemokratiske velfærdsstat. Først blev den anset for "lappeskrædderi", der skulle mildne og tilsløre klassesamfundets udbytning og uligheder. Da de borgerlige så i 1980erne gik til angreb på velfærdsstaten, måtte venstrefløjen forsvare de sociale systemer. Det er imidlertid vanskeligt at opbygge en effektiv kamp for en velfærdsstat, man reelt mener skal afvikles.
DKP og VS har altid støttet de offentligt ansattes kampe, men som en rent faglig kamp, man havde svært ved at sætte i perspektiv, fordi man ikke kunne skabe en vision om den offentlige sektor.
Når staten ses som et undertrykkelsesorgan, så bliver kampen for nationalstaten også en defensiv kamp. Kampen for dansk selvbestemmelsesret bliver en kamp for det "mindst ringe" imod det mest ringe. En offensiv kamp vil kræve nogle reformer til støtte for et mere selvstændigt Danmark, f.eks. en erhvervspolitik, der styrker landet udenrigsøkonomisk, men hvordan er det muligt med staten som redskab for borgerskabet?
Når man primært ser staten som undertrykkelsesorgan, og altså ikke har en klar opfattelse af nationalstaten og af velfærdsstaten, fordi man ikke har kunnet indarbejde dette i marxismen, så kan man have svært ved at udvikle en klar linie for det parlamentariske arbejde. Hvad skal marxister i det borgerlige parlament, når det er en del af den statsmagt, der undertrykker arbejderklassen?
Hvis det afgørende kamp foregår ude i samfundet, hvordan kan marxister så støtte denne kamp fra Folketinget?
Kunne man forestille sig, at Enhedslisten en dag fik 25 mandater og stadig principielt afviste at være parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering? Man vil stå overfor alternativet: Enten tager vi medansvar for det kapitalistiske samfund eller også overlader vi regeringsmagten til de borgerlige.
Når staten anses for et redskab for borgerskabet, så kan man naturligvis ikke opstille et samlet reformprogram baseret på en progressiv regering. Lønarbejdernes kamp skulle i 1970erne i stedet udvikles for delkrav, for 35 timers arbejdsuge, mod nedskæringer, mod EF, mod atomkraft osv. Den borgerlige og socialdemokratiske politik skulle altså mødes med strejker og demonstrationer, der skulle føre videre til en revolution, hvor lønarbejderne nationaliserede produktionsmidlerne og iværksatte en planmæssig produktion. Hvis lønarbejderne i stigende tal havde fulgt denne linie var det efter al sandsynlighed endt i kaos eller voldsom kontrarevolution med international blokade af landet. Den invitation til nederlag afslog lønarbejderne klogeligt.
Svagheden hos den yderste venstrefløj var, at overgangen til socialismen skulle være ét stort spring. Man manglede nogle mellemstationer.
Denne mangel har rødder i marxismen. Det følgende er et kort rids af det teoretiske problem.
Marxismens status
Da Karl Marx og Frederik Engels grundlagde deres teori om samfundet, var der især to
ting, de ville vise:
samfundet må forstås ud fra udviklingen i den økonomiske struktur,
samfundets udvikling drives frem af en kamp mellem klasser.
Marx formulerede begreberne basis og overbygning. Han beskrev "samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidst hedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet." (Marx Engels Udvalgte Skrifter bd. 2, 1952, 355-56).
Det epokegørende i denne opfattelse var, at politiske begivenheder og ideologiske opfattelser nu ikke mere skulle ses som fænomener, der havde deres egen historie og udviklede sig ved egen kraft. Statsmagten, de politiske opfattelse, litterære retninger må forstås på baggrund af udviklinger i en økonomisk og social struktur.
Det er stadig vigtige pointer.
Det er synligt for enhver, at den teknologiske udvikling rummer en dynamik, og derfor har der været en tilbøjelighed blandt marxister til mene, at den økonomiske struktur, produktivkræfterne, kan udvikle sig helt ved egen kraft. Det ligger jo også i begrebet "økonomisk basis", at det er dér, dynamikken ligger.
Det der mangler, og som Marx og Engels ikke nåede, fordi det ikke var så væsentligt på hans tid, det var at se, at komponenterne: basis/overbygning dvs. økonomi, klasser, stat, ideologi, holdes sammen af et samfund. Den økonomiske basis dækker et bestemt geografisk område og har en nationalstat som politisk overbygning. Staten er ikke bare en stat, den er en nationalstat. Den danske nationalstat er skabt af skabt af nogle bestemte klasser, under bestemte historiske og geografiske vilkår.
Nu forsøger de borgerlige - fulgt af socialdemokraterne - at opbygge en europæisk stat. Man forestiller sig, at man rent administrativt kan opbygge en ny stat. Men de europæiske folk kan ikke identificere sig med det bureaukratiske apparat, der nu vokser frem nede i Bruxelles, for det er ikke produkt af nogen kamp. Der kan ikke skabes en europæisk nationalstat. Forsøget vil bryde sammen.
I 1970erne talte nogle af os om "den internationale arbejderklasse". Men der kan kun findes en arbejderklasse, når arbejderne er organiseret i en fagbevægelse. Og en fagbevægelse er ikke noget, man bare danner ved en urafstemning på nogle arbejdspladser. Fagbevægelsen er resultatet af mange års kampe. De nationale fagbevægelser kan godt slutte sig sammen, men det bliver en administrativ struktur, som kun få arbejdere vil kunne identificere sig med. Hvis der skulle findes en europæisk arbejderklasse, måtte der først findes en europæisk fagbevægelse, og det kan der kun, når de europæiske arbejdere har ført fælles kampe på tværs af de nuværende landegrænser.
Det vi som marxister har brug for, som forudsætning for at kunne skabe en politisk strategi, er at se økonomi, klasser, stat og ideologi "indkapslet" i et samfund.
Marxismen uden begreb om samfundet
Marxismen er ligesom liberalisen et produkt af det tidlige industrisamfund. Liberalismen
blev det fremvoksende borgerskabs teoretiske våben mod adel og kongemagt. Det feudale
samfund var et standssamfund, man var født ind i en klasse og der forblev man, hver stand
var tildelt ganske bestemte opgaver, rettigheder og pligter. Liberalismen tog udgangspunkt
i individet og dets "naturlige" rettigheder. Samfundet var en form for kontrakt
mellem frie og lige borgere, som med deres fornuft havde indset, at de havde brug for en
central domsmagt med monopol på magtanvendelse. Den liberale statsmagt skulle principielt
kun beskæftige sig med opretholdelse af lov og orden, beskytte individets liv og ejendom.
Hvad der i øvrigt foregik i samfundet vedkom ikke staten.
Liberalismen har i virkeligheden ikke noget egentligt begreb om samfundet, liberalismen taler om individet og dets rettigheder, samfundet er alle de aktiviteter de enkelte individer har indbyrdes. Senere kom den økonomiske teori om markedet ind og gav liberalismen en form for teori om samfundet.
Socialisterne støttede det liberale opgør mod feudalismen, men var ikke tilfredse med liberalismens krav om individuel frihed og juridisk ligestilling mellem de frie individer. Socialister krævede økonomisk lighed. Socialismen var arbejdernes politiske ideologi.
Karl Marx og Frederik Engels gav socialismen et teoretisk grundlag. I stedet for som liberalismen at tage udgangspunkt i det isolerede individ, tog Marx og Engels udgangspunkt i klasserne. Historien var ikke individernes kamp for frihed men klassernes kamp om produktionsmidlerne. Marxismen var et stort fremskridt i forhold til liberalismen, fordi Marx skabte begreber for de økonomiske og sociale strukturer, der var bestemmende for de enkelte individers handlinger.
Men marxismen deler en svaghed med liberalismen, nemlig at marxismen heller ikke har et egentligt begreb om samfundet.
Denne mangel på et begreb om samfundet viser sig, når Marx går ud fra, at når industrien breder sig ud over kloden, så dannes en global økonomi, der kører sit eget løb. Men en økonomi skal altid reguleres af en stat, og hvilken stat skal regulere verdensmarkedet?
Marx gik også ud fra, at når industrien bliver international, så bliver arbejderklassen det også. Det skete ikke.
Produktionsmåden i centrum
Marxister mangler altså et begreb om samfundet, et begreb der kan sige noget om, hvordan
økonomi, klasser, stat, politisk ideologi og kultur hænger sammen i et moderne,
kapitalistisk industrisamfund som detdanske.
Marxister er enige om, at samfundets basis og overbygning indgår i en vekselvirkning, men der her hersker megen uklarhed om, hvordan denne vekselvirkning foregår.
For at illustrere. I Danmark gennemførte kongemagten i slutningen af 1700-tallet de store landboreformer, fæstebønderne blev selvejere, og dannelsen af den uafhængige bondeklasse tog sin begyndelse. Landboreformerne havde flere årsager, en af dem var den permanente modsætning mellem bønder og godsejere, bønderne var rasende over at skulle aflevere en del af høsten til godsejeren. For at fastholde bønderne i afhængighed, opretholdt godsejerne produktionsforhold, der hæmmede den videre udvikling af produktivkræfterne, hele godssystemet med fæstebønder blokerede for udnyttelsen af nye driftsformer.
I nyere tid førte arbejderne i Skandinavien kampe for offentligt finansierede sociale systemer, kampe der førte til en velfærdsstat med flere hundretusinder offentligt ansatte.
Med andre ord, klassekampen påvirker statsmagten, som på sin side også griber ind i og påvirker klassestrukturen.
Da Danmark fik sin frie forfatning i 1849 blev kampen anført af det nationalliberale borgerskab, der ønskede en nationalstat som grundlag for den liberale stat, derfor ønskede de danske liberale at skille sig af med det tyske Holsten, som på det tidspunkt var en del af kongeriget. Det var den politiske kamp, der kom til at bestemme udstrækningen af den danske nationalstat, og dermed også udstrækningen af det nationale marked, der blev grundlaget for den danske kapitalisme, og den danske arbejderklasse.
På et meget abstrakt plan kan man godt tale om økonomi, klasser og stat adskilt, men i praksis vil både økonomien og klasserne være bundet til en stat, der på sin side heller ikke kan eksistere uden et økonomisk system.
Vejen frem i udviklingen af den marxistiske teori må efter min mening bestå i at se nærmere på hvordan økonomi, klasser, stat og ideologi gensidigt påvirker hinanden.
Teorien har selvfølgeligt et formål. Og det er i denne sammenhæng at se, hvordan de sociale klasser og lag tænker og handler ud fra den økonomiske struktur, de er knyttet til, og den statsmagt, der regulerer økonomien. Formålet er at teorien skal kunne bidrage til formuleringen af en politisk strategi.
Her er marxismens begreb "produktionsmåde" et godt udgangspunkt. Det siger nemlig, at et samfund afskiller sig fra andre ved den måde, hvorpå produktion, klasser, stat og ideologi/kultur er indbyrdes forbundet.
|
|
|