Venstrefløjen har kun i meget begrænset omfang forsøgt eller vovet at diskutere mere præcist, hvad det er for et socialistisk samfund vi egentlig arbejder for. Hvordan forestiller vi os mere konkret dette samfund indrettet, og hvordan styrer man hele den samfundsmæssige produktion? I den forstand kan man i høj grad tale om en manglende socialismedebat på den danske venstrefløj, omend der på det seneste har været en række indlæg om emnet i bl.a. Enhedslistens Nyhedsbrev. Det er dog min påstand, at diskussionen oftes begrænser sig til det meget generelle niveau.
Nu kan man med socialismediskussionen muligvis henvise til forskellige forhold. Derfor vil jeg indledningsvis forsøge en afgrænsning af forskellige diskussionstemaer, som har interesseret venstrefløjen generelt og marxister i særdeleshed.
For det første er der spørgsmålet om hvad vi overhovedet skal forstå ved socialisme. Hvad er det for en kombination af produktivkræfter og produktionsforhold, som karakteriserer socialismen, og hvorved adskiller denne kombination sig fra andre epoker i historien?
For det andet er der spørgsmålet omkring overgangsproblemet. Hvor henter en revolutiomær omvæltning sin klassemæssige basis? Hvordan fastholdes magten i en revolutionær situation? Hvad er det for drivkræfter i den kapitalistiske økonomi eller produktionsmåde , som skaber betingelserne for en revolutionær omvæltning i socialistisk retning?
For det tredie er der hele spørgsmålet om mulighederne og begrænsningerne for en aktuel reformpolitik. I hvilket omfang kan der indenfor rammerne af den kapitalistiske stat og den kapitalistiske markedsøkonomi stilles systemoverskridende reformkrav?
For det fjerde er der spørgsmålet om hvordan man skulle karakterisere de tidligere østeuropæiske planøkonomier? Var der i Østeuropa eller for den sags skyld andre steder på kloden udviklet produktionsmåder, der på nogen måde kunne karakteriseres som socialistiske?
Det sidste tema var tidligere et centralt tema for "det nye venstre". I modsætning til megen borgerlig retorik byggede "det nye venstre" på en fundamental kritik af det sovjetiske og de østeuropæiske samfund. En kritik, der var logisk forbundet med et generelt antiautoritært udgangspunkt. I de marxistisk orienterede analyser af det tidligere Sovjet kunne man lidt forenklet udskille 3 hovedopfattelser.
Sovjet var et overgangssamfund. En holdning der primært blev forfægtet af 4. internationale.
Sovjet var et statskapitalistisk samfund.
Sovjet udgjorde en ny type af bureaukratisk centraliseret samfundsformation.
Hvad angår de andet og tredie tema, så har de også været centrale temaer i forhold til diskussionerne mellem forskellige tendenser på venstrefløjen.
Derimod har man på venstrefløjen været betydelig mere spagfærdige, når det drejer sig om at konkretisere, hvordan vi forestiller os økonomiske og styringsmæssige mekanismer skal fungere i et fremtidig socialistisk samfund?
At socialisme er en samfundsformation eller produktionsmåde hvor produktionen er indrettet efter de menneskelige behov fremfor at være rettet mod profitmaksimering er et udgangspunkt, som er fælles balast for alle socialister. Tilsvarende enighed er der omkring en lang række andre overordnede kendetegn ved socialismen. Bl.a. at socialismen indeholder en fundamental anderledes og mere ligelig fordeling.
Hvordan sikrer vi os egentlig at produktionen tilrettelægges udfra menneskelige behov, og hvordan skal disse behov artikuleres? Hvem skal træffe beslutninger om investeringer, produktionens indretning, lønninger osv?
Man kan man stille spørgsmålet ved om det overhovedet er relevant at diskutere de nævnte spørgsmål. "Det er ikke socialisterne opgave at skrive menukort til fremtidens spisehuse", er det således blevet hævdet. Det socialistiske samfunds udformning må afgøres i den konkrete situation og kan ikke sættes på nogen formel. Socialismebegrebet skal blot fastholdes som en utopi eller et sæt af visioner.
Der vil selvfølgelig være grænser for hvor detaljeret man kan beskrive et fremtidigt socialistisk samfund, men det bør være en opgave for socialister i det mindste at beskrive konturerne af de styringsmæssige mekanismer, der skal anvendes i det fremtidige socialistiske samfund.
Andre indtager den holdning, at ganske vist er det væsentligt at præcisere, hvordan det socialistiske samfund indrettes økonomisk og politisk, men at man i den sammenhæng absolut intet kan lære af historien i Østeuropa og det tidligere Sovjet. Også dette synspunkt er jeg uenig i. Uanset hvad man mener om disse samfund, så afspejler udviklingen nogle modsætningsforhold, som vil være centrale også i et socialistisk samfund. Netop diskussionen af disse modsætninger er afgørende.
Jeg skal senere vende tilbage tilbage til nogle af disse modsætningsforhold, men først er det selvfølgelig nødvendig at beskrive hvad vi overhovedet skal forstå ved socialisme.
Hvad karakteriserer socialisme som samfundsform
Der argumenteres blandt marxister for at socialisme alene er et overgangssamfund på vej
mod det kommunistiske klasseløse samfund, hvor enhver yder efter evne og nyder efter
behov. Et kommunistisk samfund, hvor der ikke længere eksisterer nogen form for knaphed
på varer eller med andre ord ingen materielle behov, som ikke kan opfyldes med de
tilgængelige resourcer og den tilgængelige teknologi.
Uanset der kan hentes støtte til en sådan opfattelse i den klassiske marxistiske teori, så mener jeg opfattelsen er problematisk. Selv om behov jo er et relativt begreb, og selv om der under socialismen vil blive lagt meget mindre vægt på de rent materielle behov, så vil udviklingen i en meget lang periode være præget af relativ knaphed. Det skyldes primært to forhold.
For det første vil de miljømæssige hensyn herunder hensynet til de naturgivne resourcer sætte fundamentale begrænsninger i forhold til den økonomiske vækst. Socialismen tilstræber og muliggør en omlægning af både forbrug og produktion i en økologisk bæredygtig retning. Imidlertid vil denne omlægning næppe kunne ske uden visse begrænsninger i den økonomiske vækst.
For det andet må socialismen også sikre en global omfordeling. Skal der skabes betingelser for forbedringer af levestandarden i den tredie verden sætter det grænser for forbruget i de udviklede kapitalistiske samfund.
Derfor må socialismen anskues som en mere selvstændig produktionsmåde. Et samfund, hvor der fortsat er en relativ knaphed i forhold til behovene, og hvor det er nødvendigt med et system til at fordele de knappe goder.
Kan et egentligt kommunistisk samfund realiseres vil det under alle omstændigheder indebære en meget lang epoke med socialistiske produktionsforhold. Derfor forekommer det ikke særlig hensigtsmæssig blot at tale om et overgangssamfund.
Det er et afgørende kendetegn ved socialismen, at der er en samfundsmæssig kontrol med akkumulationsprocessen. Beslutninger om hvordan samfundets overskud investeres skal træffes udfra overordnede hensyn, og det må nødvendigvis kræve en eller anden form for planlægning. De enkelte virksomheders produktion, teknologi osv. besluttes udfra hensynet til samfundet som helhed. Økonomiske kriser som følge af manglende efterspørgsel eller for lav profitrate vil naturligvis være ukendte fænomener under socialisme.
Herudover skal det præciseres, at socialisme må indebære en egentlig socialisering af produktionsmidlerne. Det vil sige, at de der står for produktionen også har den direkte kontrol over produktionsmidlerne og dermed tilrettelæggelsen af produktionen.
Socialisering er altså mere end blot nationalisering.
Ophør af udbytning og lighed i indkomstfordelingen er også afgørende.
Endelig er det afgørende med demokratisering af beslutningerne på alle niveauer i samfundet. Det gælder både beslutninger på det lokale niveau og centrale beslutninger omkring energiforsyning, transportstruktur osv.
Nu drejer socialismen sig dog ikke alene om at sikre økonomisk rationalitet eller sikre en mere ligelig indkomstfordeling, men også om at indfri helt andre værdier. En anderledes arbejdsdeling, en anderledes organisering af hele det samfundsmæssige liv, en anderledes demokratisk produktionskultur om man vil.
Begrebet behov vil få en langt bredere betydning, uden man af den grund skal neglicere de mere materielle behov.
Hvordan afgrænses behovene
Med hensyn til at afgrænse behovene kan der være grund til at se lidt nuanceret på
dette. På det generelle plan må følgende gælde.
Stærkere prioritering af andre og ikke materielle behov som fritid, uddannelse, kulturelle oplevelser og deltagelse i samfundslivet på alle niveauer.
Stærkere prioritering af de kollektive behov fremfor de individuelle. Det gælder eksempelvis på trafikområdet.
Stærkere prioritering af de miljømæssige aspekter. Sundhedsskadelige produkter eller produkter, der er resultat af miljønedbrydende produktionsformer skal der skrides anderledes radikalt ind overfor.
Når dette er sagt må der samtidig advares mod at ignorere det individuelle forbrugsvalg. Også under socialismen må det nødvendigvis sikres, at den enkelte selv kan vælge hvordan han /hun vil anvende den personlige indtægt i forhold til den relative knaphed, der er på forbrugsgoder. I et højt udviklet og specialiseret samfund vil forbrugsvarianterne være utallige og en socialisme, der ikke tillader den enkelte forbruger selv at sammensætte sit forbrug virker ikke tillokkende. Her tales naturligvis ikke om mulighed for at købe produkter, der er et resultat af sundhedsskadelig eller miljøødelæggende produktion.
Planlægningens muligheder og begrænsninger
Mens markedet og konkurremekanismen står som det kapitalistiske samfunds centrale
drivkraft så står den bevidste samfundsmæssige planlægning og koordinering af
produktionen som socialismens centrale styringsmekanisme. Derfor opfattes markedet også
som noget der er uforenlig med socialisme og det nyere begreb markedssocialisme som en
antagonisme. Dette er dog alt for unuanceret. Markedet har mange funktioner. Det sikrer
blandt andet en lang række informationer og kan være en fornuftig mekanisme til at
korrigere de eventuelle uhensigtsmæssige beslutninger, der træffes i planlægningen. En
alt for detaljeret plan kan også svække mulighederne for fleksibilitet.
I stedet for et enten eller bør spørgsmålet om plan eller marked reformuleres, så det alene handler om at vurdere, hvad der er den centrale drivkraft konkurrence- og markedsmekanismen eller planlægningen.
Spørgsmålet er nemlig, hvor detaljeret planlægningen kan og bør være. Erfaringerne i de tidligere østeuropæiske planøkonomier understreger hvad en alt for detaljeret og centraliseret planlægning kan føre til. Selv nok så sofistikerede økonomiske modeller og moderne computerteknologi rækker ikke, hvis man forsøger at opfylde menneskets behov gennem en detaljeret og centraliseret planlægning. Moderne teknologi vil naturligvis være et væsentligt led i planlægningen.
I en mindre udviklet økonomi er det til dels muligt med detailplanlægning. Her er det forholdsvis enkelt at fastsætte nogle planmæssige produktionsmål og opfylde disse. Planøkonomien har da også stået sin prøve, når det drejer sog om at sikre en hurtig og mere kvantitativ orienteret vækst i et ikke-udviklet samfund.
Sammenfattende tror jeg ikke man kan afskrive alt, hvad der hedder markedsmekanismer under socialismen. Når det drejer sig om mere forfinede forbrugsvalg er det vanskelig at forestille sig disse alene kan indfries gennem en overordnet plan.
Det er vanskelig at se alternativer til et begrænset marked for forbrugsgoder. Uden at blive sat i bås med nyliberalisterne vil jeg hævde, at det eneste alternativ er en eller anden form for direkte rationering og det er næppe at foretrække i almindelighed. Mindre løbende korrektioner i vareudbud og varesortiment
må naturligvis kunne finde sted uden det sker i forhold til en mere langsigtet plan. Pointen er, at det ikke nødvendigvis samtidig implicerer privat ejendomsret, men udmærket kan ske indenfor en kollektiv besiddelse af produktionsmidlerne.
Endelig vil jeg fremhæve, at såfremt man i planlægningen neglicerer centrale markedsmæssige informationer, så risikere man at skabe forudsætningerne for et gråt eller sort marked. Samfundet kan ikke frit fastlægge priserne uafhængig af produktionsvilkårene.
Derimod er der ingen tvivl om, at når det handler om mere langsigtede beslutninger om produktionsteknologi, investeringsomfang og dermed hele samfundets udviklingsretning, så kan markedet ikke være den rette vejviser. Her handler det om at basere beslutningerne på helt anderledes kvalitative informationer.
Modsætninger i den socialistiske samfundsstruktur
Tidligere konstaterede jeg, at et socialistisk samfund også vil have en række indre
modsætninger. Disse kan i virkeligheden udledes både på et rent teoretisk/abstrakt
plan, men de kan også konstaters konkret ved en analyse af de østeuropæiske samfund.
For det første vil der være en modsætning forbundet med både at sikre overordnet styring af produktion og investeringer og samtidig sikre de direkte producenter reel deltagelse på virksomhedsniveau. Denne modsætning gælder også forholdet mellem lokal selvbestemmelse og overordnet styring. Denne modsætning beskrives ofte i marxistisk litteratur. Eksempelvis skriver Ernst Mandel, tidligere førende teoretiker i den trotskistiske tradition, om to farer. På den ene side faren for bureukratisering, som følge af en for centraliseret planlægning og styring. På den anden side faren for en tilbagevenden til markedets anarki. Man kan også tale om modsætningen mellem på den ene side en anarkosyndikalistisk degenering, der gør den samfundsmæssige ejendomsret til gruppeejendom og på den anden side en bureukratisk og centralistisk degenerering. En sådan bureaukratisk degenerering kan opstå som følge af,
at der sker en stærkere sammensmeltning mellem økonomi og politik,
at statens magt i forhold til det civile samfund forstærkes i hvert fald i en overgangsperiode,
at der vil være et stort behov for inddragelse af eksperter ved udarbejdelsen af økonomiske planer.
Lidt forenklet kan man sige, at det tidligere sovjetiske samfund afspejlede en bureukratisk degenerering, mens det tidligere jugoslaviske samfund afspejlede en anarkosyndikalistisk degenerering.
For det andet vil der være en modsætning forbundet med både at sikre princippet om en ligelig indkomstfordeling og samtidig sikre et vist materielt incitament. Nogle vil muligvis hævde, at behovet for materielle incitamenter er helt uforenlig med socialismen, men det er næppe realistisk at tro alle blot vil opføre sig fornuftig og automatisk producere i overensstemmelse med de samfundsmæssige målsætninger. En ændret bevidsthed hos den enkelte vil ikke alene kunne sikre dette.
Man kan også tale om en modsætning mellem en vis egeninteresse (egoisme) og hensynet til samfundets interesse. Forsøger man at bygge bro over denne modsætning med materielle belønninger så opstår der samtidig en tendens til større ulighed.
For det tredie skal nævnes modsætningen mellem de objektive og subjektive behov. Der vil formodentlig fortsat være modsætninger mellem hvad den enkelte ønsker at forbruge, og hvad der er i samfundets interesse.
Sammenfattende må den overordnede styring ske udfra en afvejning i forhold til disse modsætninger. Graden af centralisering eller decentralisering kan være forskellig i forskellige sektorer i økonomien. På tilsvarende måde må det afgøres i hvilken udstrækning markedsmekanismen skal anvendes.
|
|
|