Fra 1848 havde vi bag den konservative, liberale og socialistiske ideologi, som udadtil syntes stå i konflikt med hinanden, i virkeligheden bare en, den helt dominerende liberale ideologi. For at forstå dette må vi se på hvad diskussionen egentlig drejede sig om i hele denne periode, hvilket grundlæggende sociale problemer som krævede en løsning.

Liberalismens sammenbrud

Årene 1989-1991 danner et afgørende vendepunkt i samtidshistorien. Det er næsten alle enige om. Men et vendepunkt fra hvad til hvad? 1989 betød enden for de såkaldte kommunistregimer i Østeuropa, og 1991 for det tidligere Sovjetunionen. 1990-91 udgør også tidsgrænserne for den såkaldte Gulf-krig.

Disse to begivenheder, som er tæt forbundet med hinanden, er ikke desto mindre af vidt forskellig karakter. Sammenbruddet i kommunistregimerne indebar slutningen for en tidsalder. Gulf-krigen indebar begyndelsen på en ny. Den ene forsvinder væk, den anden tager over. Den ene kræver en omvurdering, den anden en vurdering.

Lad os begynde med kommunistregimernes sammenbrud. Jeg har kaldt det slutningen på en tidsalder, men hvilken? Skal vi annalysere det som afslutningen af efterkrigstiden 1945-1989, eller som afslutningen på kommunistepoken 1917-1989, eller som afslutningen på den franske revolutions tidsalder 1789-1989, eller som afslutningen på det moderne verdenssystem 1450-1989? Det kan tolkes på alle disse måder.

Jeg vil imidlertid lade den sidste tolkning ligge indtil videre, og begynde med at analysere det som afslutningen på epoken 1789-1989, via 1848 og 1968. Bemærk, absolut ikke via 1917. Hvorledes skal vi karakterisere denne periode: som den industrielle revolutiuons epoke? som den borgerlige revolutrions eller de borgerlige revolutioners periode? som epoken for det politiske livs demokratisering? eller som modernitetens epoke? Alle disse tolkninger er gængse, og alle er højst plausible.

En variation af dette tema, som måske er mere præcis, ville være at kalde epoken 1789-1989 for den liberale ideologis magtepoke, hvilket betyder at 1989, afslutningen på kommunistregimerne, i så fald skulle markere liberalismens fald som ideologi. Skamløst og utænkeligt, nu da troen på det frie marked og de menneskelige rettigheders betydning er genopstået, mener De? Ikke helt. Men for at kunne bedømme dette standpunkt må vi begynde fra begyndelsen.

I 1789 indtraf i Frankrig et politisk oprør som vi plejer at kalde den franske revolution. Betragtet som politisk begivenhed gennemgik den flere faser, fra den indledende fase, som var uvis og forvirret, til den jacobinske fase og siden, via direktoraternes mellemstadium, til den napoleanske fase. På en måde kan vi hævde at den forsatte i 1830, 1848, 1870 og til og med under modstandsbevægelsen under 2.verdenskrig. I hele denne periode havde den som slagord "frihed, lighed og broderskab" En af den moderne verdens trompetstød som har vist sig at være enestående tvetydig.

Temaet for min undersøgelse er snarere den franske revolutions indflydelse (bredt forstået) på verdenssystemet som helhed. Den franske revolution forandrede mentaliteterne og etablerede "moderniteten" som den moderne verdens Weltanschaung. Det jeg mener med modernitet er tanken om at det nye er godt og attråværdige, eftersom vi lever i Fremskridtets Verden på enhver plan i vor eksistens. Især på den politiske scene indebar moderniteten en accept af forandringens "normalitet" i modsætning til "abnormalitet", den forbigående karakter. Endelig havde et livssyn som stemmer overens med den kapitalistiske verdensøkonomis strukturer, fået så stor spredning, at også de som følte ubehag ved dette livssyn, blev tvunget til at regne med dette i offentlig sammenhæng.

Spørgsmålet blev hvad man skulle gøre af forandringens "normalitet" på den politiske arena, eftersom de som har magt altid har det dårligt med at skulle afstå fra den. De forskellige meninger om hvorledes forandringens "normalitet" skulle håndteres hører hjemme i det som vi kalder den moderne verdens "ideologier". Først på scenen var "konservatismen", holdningen om at forandringer skulle bremses så længe som muligt, og dets virkninger gøres så små som mulige. Men læg mærke til at ingen seriøs konservativ ideolog nogensinde har foreslået en fuldstændig ubevægelighed, en position som havde været mulig at forsvare under tidligere epoker.

Svaret på "konservatismen" var liberalismen, som betragtede brydningen med l'Ancien Regime som et definitivt politisk brud og afslutningen på de "illigitime" privilegiers epoke. Den liberale ideologis politiske program havde som formål en fuldstændiggørelse af den moderne verden gennem yderligere "reformer" af dens institutioner.

Den sidste ideologi som dukkede op var "socialismen", som forkastede den liberale ideologis individualistiske udgangspunkt og hævdede at social harmoni ikke automatisk opstod, hvis man befriede individerne fra alle sædvaners bånd. Istedet skulle den sociale harmoni konstrueres socialt, og for en del socialister kunne den først konstrueres efter yderligere historisk udvikling og en stor social strid, en "revolution".

Samtlige tre ideologier var til stede i 1848, og har udkæmpet slag siden da i hele 1800 og 1900-tallet. Overalt er politiske partier blevet skabt som tydelig afspejler disse ideologiske positioner. Naturligvis har der ikke været en uomtvistelig definitiv version af disse ideologier, og der har også været stor forvirring omkring skillelinjerne imellem dem. Men i både videnskabelige og folkelige politiske sammenhænge har man i almenhed accepteret at disse ideologier eksisterer og repræsenterer tre forskellige "tonarter", tre forskellige politiske stile i forhold til forandringen normalitet: tilbageholdenhedens og forsigtighedens politik, de permanente rationelle reforms politik og den accelererende forvandlingens politik. Nogen gange kalder vi det for højres, midtens og venstrefløjens politik. Der kan noteres tre ting om ideologierne i den periode som kommer efter 1848. Jeg siger 1848, da verdensrevolutionen i 1848 - hvor man så den første opkomst af en bevidst arbejderbevægelse som politisk aktør kombineret med "folkenes forår" - fastlagde den politiske dagsorden for de kommende 150 år. På den anden side havde de "mislykkede" revolutioner i 1848 klart og tydeligt slået fast, at den politiske forandring sandsynligvis ikke ville gå så stærkt som ivrige ønskede, men heller ikke så langsomt som de forsigtige håbede. Den mest troværdige forudsigelse (ikke ønske) var en permanent social reform. Dermed sejrede den liberale midte i verdensøkonomiens hjerte.

Men hvem vil gennemføre disse reformer? Her kan man notere den første undtagelse fra reglen. I ideologernes første blomstringstid, mellem 1789 og 1848, havde alle tre ideologier placeret sig i positioner, som var klart og tydelig antistatslige indenfor relationen stat/samfund, et begrebspar som på grund af den franske revolution var centralt placeret i den politiske tænkning. De konservative havde fordømt den franske revolution som et forsøg på at bruge staten til at undergrave og fornægte de institutioner som man betragtede som grundlæggende i samfundet - familien, fællesskabet, kirken, monarkiet og den feudale stand. Men også de liberale havde imidlertid fordømt staten som den struktur som forhindrede det enkelte individ - den aktør som betragtedes som fundamental i samfundsopbygningen - i at forfølge de interesser som han/hun ser som passende ifølge det som Bentham kaldte "lykkekalkylen". Og socialisterne fordømte også staten på grund af at den afspejlede de besiddendes vilje istedet for samfundets almene vilje. Således var "bortvisningen af staten" et dybt efterstræbelsesværdigt ideal for alle tre ideologier.

Trods dette, og det er her undtagelsen fra regelen optræder, kommer foretalerne fra samtlige tre ideologier, på trods af at de i teorien er negative overfor staten, i praksis, i særdeleshed efter 1848, at handle på forskellige måder for at styrke statens strukturer. De konservative kom til at se staten som en erstatningsmekanisme for at tøjle det som de anså som en opløsning af moralen, idet de traditionelle strukturer ikke længere kunne det, eller ikke længere kunne det uden hjælp fra de politiagtige institutioner. De liberale anså staten som den eneste effektive, den eneste rationelle mekanisme for at holde reformtakten igang og få den til at gå i den rigtige retning. Og socialisterne kom efter 1848 til at mene, at uden en erobring af statsmagten ville de ikke komme forbi de forhindringer på vejen mod en grundlæggende ændring af samfundet.

Den anden store undtagelsen fra reglen er, at på trods af at alle sagde at der fandtes tre forskellige ideologier, kom hver ideologiske retning i praksis at reducere den politiske scene til en dualisme, hvor det påstods at begge de andre ideologier i bund og grund var ens. For de konservative var både de liberale og socialisterne tilhængere af fremskridt og de ville udnytte staten til at manipulere samfundets organiske strukturer. For socialisterne repræsenterede de konservative og de liberale kun variationer af en politik som ville forsvare staus quo og de øvre lags privilegier (såvel det gamle aristokrati som det nye borgerskab). Og for de liberale var såvel de konservative som socialisterne autoritære opponenter mod det liberale ideal, at gavne alle udviklingsmuligheder for individerne. At de tre ideologier blev reduceret til en dualitet (i tre forskellige versioner) var på en måde ikke andet end almindelig politisk retorik, men på en mere grundlæggende plan reflekterede den en stadig bevægelse for omstrukturering af de politiske alliancer. Under alle omstændigheder har den gentagne reduktion i de forløbne 150 år skabt megen politisk forvirring, ikke mindst i spørgsmålet om de tre retningers indhold.

Men den allerstørste undtagelse fra regelen var at i de 120 år som forløb efter 1848, dvs. i det mindste indtil 1968, havde vi bagved de tre ideologier, som udadtil syntes stå i konflikt med hinanden, i virkeligheden bare en, den helt dominerende liberale ideologi. For at forstå dette må vi se på hvad diskussionen egentlig drejede sig om i hele denne periode, hvilket grundlæggende sociale problemer som krævede en løsning.

Den store "reform" som var nødvendig for at det kapitalistiske verdenssystem skulle forblive stabilt var arbejderklassens integrering i det politiske system, hvorved en herskende klasse som kun baserede sig på magt og rigdom forvandledes til en herskende klasse baseret på samtykke. Denne reformproces hvilede på to søjler. Den første var at give almindelig stemmeret, men på en sådan måde at kun helt små institutionelle forandringer kunne ske på trods af at alle kunne stemme. Den anden var en overførelse af en del af den globale merværdi til arbejderklassen, men på en sådan måde at den største del blev tilbage hos den herskende klasse og således at akku-mulationssystemet fortsat kunne fungere.

Den geografiske zone hvor en sådan social "integration" var allermest nødvendig var de centrale stater i den kapitalistiske verdensøkonomi - først og fremmest Storbritannien og Frankrig, men også USA og de andre stater i Vesteuropa, ligesom en del kolonier. Vi ved at denne integration foregik kontinuerligt mellem 1848 og 1914, og før 1.verdenskrig var den almindelige stemmeret (også selvom der de fleste steder kun gjaldt mandlig stemmeret) og velfærdsstatens fundament allerede på plads, selvom de endnu ikke var fuldt udviklet i alle disse stater.

Grotz: Grå dag

Vi kan ganske enkelt sige, at den liberale ideologi havde nået sit mål, og lod det være nok. Men det er ikke nok forklaring. Vi må også se på hvad der skete med socialisterne og de konservative i denne proces. De ledende konservative politikere blev forvandlet til "oplyste konservative", dvs., i virkeligheden konkurrerede de med de liberale i den proces hvor arbejderklassen blev integreret. Disraeli, Bismarck og til og med Napoleon III er gode eksempler på den nye variant af konservatismen som kunne kaldes "liberal konservatisme".

Samtidig blev den socialistiske bevægelse, også dens mere militante udgaver som det tyske socialdemokratiske parti, forvandlet til en ledende parlamentarisk stemme for en gennemførelse af de liberale reformer. Gennem sine partier og fagforeninger udøvede de et "folkeligt" pres for at opnå hvad de liberale ønskede - en tugtelse af de arbejdende klasser. Ikke kun Bernstein, men også Kautsky, Jaurès og Guesde, for ikke at tale om fabianerne, blev hvad man kan kalde "liberale socialister".

Omkring 1914 blev det politiske arbejde i de industrialiserede lande stort set delt op imellem "liberale konservative" og "liberale socialister". I denne proces begyndte de rent liberale partier at forsvinde, men kun fordi at alle partier af betydning de facto var liberale. Bag den ideologiske konflikt maske fandtes en virkelighed af politisk konsensus.

1. verdenskrig brød ikke denne konsensus. Tværtimod blev den bekræftiget og udvidet. År 1917 var symbolet for denne udvidelse af liberal konsensus. Krigen var blevet indledt ved et mord i en perifer zone af verdensøkonomien, Bosnien-Herzegovina. Tiden var nu inde for de centrale stater, at overskride det snævre mål, at integrere sin egen arbejderklasse, og istedet tænke på integrationen af et bredere lag af verdens arbejderklasser, de som levede i verdenssystemet perifere og halvperifere zoner. Med dagens sprogbrug gjaldt det tugtelsen af "syd" som lignede tugtelsen af arbejderklasserne i de centrale zoner.

Der var to versioner af hvorledes nord/syd spørgsmålet skulle løses. Det ene blev fremført af herolden for fornyelse af liberalismen i verdensskala, Woodrow Wilson. Wilson førte USA ind i 1.verdenskrig "for at garantere demokrati i verden". Efter krigen krævede han "nationernes selvstemmelse".

Hvilke nationer var det Wilson tænkte på? Åbenbart ikke staterne i de centrale zoner. Opbygningsprocessen af effektive og legitime statsmaskiner i Frankrig og Storbritannien, ja også i Belgien og Italien, var for længe siden afsluttet. Wilson talte naturligvis om nationerne eller "folkene" i de tre store imperier som gik mod sin opløsning: Rusland, Østrig-Ungarn og det Ottomanske rige - alle tre beliggende i perifere eller halvperifere zoner af verdensøkonomien. Kort sagt talte han om det vi idag kalder "syd". Efter 2.verdenskrig blev princippet om nationernes selvbestemmelsesret udvidet til alle tilbageblevne koloniale zoner i Afrika, Asien, Oceanien og Karibien.

Princippet om nationernes selvbestemmelsesret indebar en strukturel analogi i verdenssskala i forhold til princippet om almindelig stemmeret på det nationale niveau. Ligesom ethvert individ betragtes som politisk ligestillet og skulle have en stemme, så skulle hver nation være suveræn og altså politisk ligestillet og have en stemme (et princip som idag udmøntes i FN's generalforsamling).

Men Wilsons liberalisme standser ikke her Næste skridt, efter stemmeret på det nationale niveau, blev skabelse af velfærdsstaten, dvs. en omfordeling af en del af merværdien via indkomstoverførelser. Næste skridt i verdensskala, efter selvbestemmelse, var "national (økonomisk) udvikling" - det program som blev fremlagt af Roosevelt, Truman og deres efterfølgere efter 2. verdenskrig.

Man behøver ikke at nævne at de konservative kræfter reagerede med sædvanlig forsigtighed og afsky på Wilsons trompetstød for globale reformer. Man behøver heller ikke at nævne, at de konservative efter 2.verdenskrigs brydninger begyndte at kunne se fordele ved dette liberale program, og at Wilsons liberalisme efter 1945 i praksis blev en liberal-konservativ tese.

Men i 1917 skete der naturligvis noget andet betydningsfuldt. Da indtraf den russiske revolution. Wilsonialismen var knapt født inden den fik en stor ideologisk opponent i leninismen. Lenin og bolchevikkerne optrådte på den politiske arena fremfor alt i protest mod den foregående ændring af den socialistiske ideologi til hvad jeg har kaldt den liberale socialisme (det samme som Bersteins revisionisme, som Lenin også knyttede til Kautskys positioner). Derfor foreslog leninismen et militant alternativ, i begyndelsen som en opposition mod arbejdernes deltagelse i 1.verdenskrig, og siden gennem bolschevikpartiets magtovertagelse i Rusland.

Vi ved at socialister overalt, også i Rusland, havde ventet at den første socialistiske revolution skulle finde sted i Tyskland, og at bolschevikkerne i flere år forventede at deres egen revolution skulle fuldbyrdes af en revolution i Tyskland. Vi ved at den tyske revolution aldrig kom og at bolschevikkerne måtte bestemme sig for hvad de skulle gøre.

De tog en dobbelbeslutning. På den ene side besluttede de at bygge "socialisme i et land". Således slog de ind på en vej hvor Sovjetstatens første krav på verdenssystemet var en integration i verdenssystemet og en økonomisk udvikling gennem hurtig industrialisering. Det var Stalins program, men også Chrustjovs, Brezjnevs og Gorbatjovs. I praksis blev det til at Sovjetunionen krævede "lige rettigheder" på verdensscenen.

Hvad skete der så med verdensrevolutionen? Teoretisk grundlagde Lenin oprindelig 3.internationale, som en militant vej til at fuldføre de opgaver som 2.internationale i praksis havde opgivet. Snart blev dog 3.internationale kun et redskab for Sovjetunionens udenrigspolitik. Hvad den aldrig gjorde var at stimulere til virkelige oprør i arbejderklassen. Istedet blev fokus for aktiviteterne ændret, med begyndelse i Bakukongressen i 1921, hvor Lenin indbød ikke kun kommunistpartier men alle slags nationalistiske og nationale befrielsesbevægelser.

Det program som blev til i Baku og som i praksis blev den kommunistiske verdensbevægelses program var et antiimperialistisk program. Men hvad var antiimperialisme? Det var en oversættelse af Wilsons program for national selvbestemmelse til et mere aggressivt og kompromisløst sprog. Og i perioden efter 2.verdenskrig, hvor den ene efter den anden af de nationale befrielsesbevægelser kom til magten - hvilket program lagde de da frem? Det var et program for national (økonomisk)udvikling, som ofte blev omdøbt til socialistisk udvikling. Leninismen, den store opponent til liberalsocialismen på nationalt niveau, var på en mistænkelig måde begyndt at ligne liberalsocialismen på verdensniveau.

Den anden verdensrevolution i 1968 ændrede, ligesom den første verdensrevolution i 1848, de ideologiske strategier i den kapitalistiske verdensøkonomi. Mens revolutionen i 1848, via sine sejre og nederlag, sikrede liberalismens sejr som ideologi og den efterfølgende forvandling af dens to rivaler - konservatismen og socialismen - til et slags vedhæng, kom revolution i 1968, via sine sejre og nederlag, til at ødelægge liberalismens konsensus. De revolutionære 68'ere protesterede fra venstre mod denne konsensus, og fremfor alt mod den historiske forvandling af socialismen, også den leninistiske, til liberalsocialisme. Det fremtrådte i form af anarkistiske temaer, men også, måske allermest, af maoisme.

Samtidig med at denne liberale konsensus blev brudt ned af det såkaldte nye venstre, blev også den konservative ideologi fornyet for første gang siden 1848, og blev igen politisk aggressiv snarere end defensiv. Af og til betegnedes den som nykonservatisme, men af til kaldtes deen for nyliberalisme, hvilket afspejler det faktum at dets program primært består i at fjerne hindringer for markedet og derigennem tvinge velfærdsstatens omfordelingspolitik tilbage, de første tydelige tilbageskridt i et århundrede.

Hvorledes skal vi beskrive verdensrevolutionen 1968 og dens konsekvens for de ideologiske strategier? Betragter vi strukturen for verdenssystemet som en helhed kan man sige at liberalismen som politik - tugtelse af verdens arbejderklasser via stemmeret/suverænitet og velfærd/national udvikling - havde nået sin grænse. Yderligere udvidelser af de politiske rettigheder og de økonomiske omfordelinger ville true selve akkumulationssystemet Men den havde nået sin grænse inden at alle sektorer indenfor arbejderklassen virkelig var tugtet ved at få tilgang til en lille men betydningsfuld del af gevinsterne.

Flertallet af befolkningerne i de perifere eller halvperifere zoner var stadigvæk udelukket fra systemets operationer. Men det gjaldt også en betydningsfuld minoritet af befolkningerne i de centrale zoner, den såkaldte "3.verden på hjemmeplan". Og desuden blev verdens kvinder bevidste om sin dybtgående fortsatte udelukkelse, på alle klasseniveauer, fra virkelige politiske rettigheder og i de fleste tilfælde også fra lige økonomisk erstatning.

Det som 1968 repræsenterede var altså indledningen på en forkastelse af den kulturelle hegemoni som verdens herskende lag havde skabt med stor nidkærhed og forstærket siden 1848. Perioden fra 1968 til 1989 har været skueplads for en fortløbende ødelæggelse af det som stod tilbage af den liberale konsensus. Fra højre har de konservative forsøgt at ødelægge den liberale midte. Jævnfør Richard Nixons påstand - "nu er vi alle sammen keynesianere" - med Georg Buchs kampagne i 1988 mod "L-ordet", hvor L'et stod for liberalismen. Tænk på det veritable statskup i det britiske konservative parti hvor Magaret Thatcher brød traditionen med oplyst konservatisme som via Disraeli gik helt tilbage til Sir Robert Peel omkring 1840.

Men erosionen gik endnu længere på venstresiden. Det fremgik klarest i opløsningen af de liberalsocialistiske regimer. Som et svar på den åbenlyse uformåen hos næsten alle disse regimer - i de perifere og halvperifere zoner, også hos de mest "progressive" eller retoriske militante - at klare en national udvikling i noget særligt omfang, kom det ene efter det andet regime med en ærefuld fortid i den nationale befrielseskamp, til at miste sin folkelige legitimitet. Kulminationen på den proces var det såkaldte sammenbrud for kommunismen - fra Gorbatjovs tiltrædelse i Sovjetunionen og de "særlige økonomiske zoner" i Folkerepublikken Kina til etpartisystemets fald i alle de østeuropæiske lande.

I 1968 vendte de som var utilfredse med liberalismens konsensus sig mod den liberalsocialistiske ideologi i maoismens eller anarkismens navn. I 1989 vendte de som var utilfredse med liberalismens konsensus sig mod de vigtigste eksponenter for den liberalsocialistiske ideologi - regimerne af sovjetisk type - i det fri markeds navn. I ingen af tilfældene kunne man tage alternativet alvorligt. 1968's alternativ viste sig snart at være meningsløst og 1989's alternativ er ved at gå samme vej. Men mellem 1968 og 1989 var den liberalistiske konsensus og det håb den tilbød om en trinvis forbedring af arbejderklassens forhold blev drastisk undergravet. Men hvis den bliver undergravet kan der ikke ske en tugtelse af arbejderklassen.

Den egentlige betydning af kommunismens sammenbrud er det endegyldige sammenbrud for liberalismen som hegemonisk ideologi. Uden en tro på dens løfter kan man ikke finde nogen holdbar legitimitet for den kapitalistiske verdenssystem. De sidste seriøse tilhængere af liberalismens løfter var de gammeldags kommunistpartiet i den tidligere kommunistblok. Da den ikke længere opretholdte denne funktion mistede verdenens herskende lag enhver mulighed for at kontrollere verdens arbejderklasser med andet end vold. Konsensus er forsvundet, fordi bestikkelsen er forsvundet. Men den rene vold - det ved vi dog siden Macchiavelli - er utilstrækkelig for at politiske strukturer kan overleve i længere tid.

Det er altså vores udfordring: skabelse af en ny venstreideologi i en tid hvor det historiske system vi lever i er ved at gå i opløsning. Det er ingen nem opgave, eller en opgave der løses over en nat. Det tog adskillige årtier at opbygge ideologierne i epoken efter 1789. Meget står på spil. For når systemer går i opløsning erstattes de hen ad vejen af noget andet.

1989 betød slutningen for en dødskamp for en epoke. Det såkaldte nederlag for de antisystemiske kræfter var i virkeligheden en stor befrielse. Den ophæver den liberalsocialistiske legitimering af den kapitalistiske verdensøkonomi og repræsenterer således et sammenbrud for den herskende liberale ideologi.

Den nye epoke vi har indtrådt i er uden tvivl mere forræderisk. Vi sejler på et hav som ikke er kortlagt. Vi ved mere om det forgangnes fejl end om den nærmeste fremtids farer. Det vil kræve en utrolig kollektiv anstrengelse at udvikle en klarsynet forandringsstrategi. Imellemtiden fortsætter opløsningsprocessen, og hierakiernes og privilegiernes forkæmpere spilder ingen tid med at finde løsninger og udveje som kan ændre på alt uden noget forandres.

Der er hverken grund til optimisme eller pessimisme. Alt forbliver muligt, men alt forbliver uvist. Vi må fratænke vore gamle strategier. Vi må fratænke vore gamle analyser. De var alt for mærkede af den kapitalistiske verdensøkonomis herskende ideologi.