Finanslov på italiensk

Enhedslistens situation ved finanslovforhandlingen er ikke en unik situation, som kun volder venstrefløjen i Danmark store problemer. Partito delle Rifondazione Comunista (PRC) i Italien valgte i modsætning Enhedslisten at stemme for finansloven. Hermed opstod også den klassiske situation i et venstrefløjsparti, der favner flere politiske tendenser og forskellige opfattelser af strategier

De sidste års politiske omvæltninger i Italien har betydet en helt ny parlamentarisk situation fra venstre til det yderste højre. De to partier, som har været rygradden i italiensk politik siden 2. verdenskrigs afslutning er idag degraderet til kommaer. Socialistpartiet, som havde Craxi som leder og det Kristdemokratiske Parti med Andreotti som leder er idag officielt faldet for afsløringen af korruption, men sagen er også den, at magteliten nu har valgt at spille på andre heste. Højrefløjen består i dag ef 3 markante partier. Berlusconis "Forza Italia", som idag hedder "Polo della Libertá" - Frihedspolen, Finis postfascistiske parti "Alleanza Nazionale" og Umberto Bossis højrepopulistiske parti "Lega Nord", hvis særkende er blevet det smarte påfund Padania. Alle tre fisker i forskellige steder indenfor de herskende klasser.

Berlusconis blev den naturlige leder for det italienske borgerskab, da kristdemokraterne mistede deres værdi. Berlusconis tilhørte selv det allerrigeste lag i Italien. Med sit medie- og finanscirkus i Milano, samt sin centrale figur i den italienske nationalsport fodbolden, var han en god hest at spille på. Samtidig medbragte han den obligatoriske anti-kommunisme, som de øvre klasser i Italien elsker. Han nåede da også en kort overgang den øverste post, men måtte - som stor set alle andre italienske regeringer - trække sig efter mindre end et år på posten. I kulissen lurede fortidsfænomenet MSI - den sociale bevægelse, hvis historiske rødder skal findes hos fascistiske Mussolini. Ikke helt tilfældigt var en af de bærende kræfter i netop dette parti "il Duce´" eget barnebarn. Det er lykkedes fascisterne at få et solidt fodfæste i pjalteproletariatet specielt i syd, men idag er det ikke kun her man gør sig. Adskillige fascistiske forgreninger findes i flere samfundslag, fx. blandt de studerende på universiteterne. Rekruteringsmetoden er enkel og gammelkendt: De fremmede, primært fra Nordafrika og Balkan er skyld i at den ærlige italiener ikke kan få arbejde idag. Regeringen domineres af kommunister og staten Italien trues af destruktive kræfter. Det sidste har medført at postfascisterne idag, ofte sammen med Bersluconi er massemobiliserende mod Lega Nords "seperatisme". Historisk set har fascismen haft en anti-kapitalistisk retorik, der dog i sidste ende har vist sig ikke at være andet en polpulistisk leflen for marginaliserede samfundsgrupper. Det har Fini til tider også, bl.a ved at slå på den 3. vej, altså udenom socialistismen og udenom de korrumperede kristdemokrater, men i bund og grund er partiet landet som forsvarere af ultra-liberalismen krydret med gamle konservative dyder. Postfascisterne er de seneste 5 år kommet stadig mere ind i varmen, og det var også årsagen til at man for kort tid siden skiftede navnet "den sociale bevægelse" ud med Nationalalliancen. Det hidtige lød for meget af fascisme. Væk fra topposterne forsvandt også de mere uregerlige rendyrkede Mussolini-tilbedere. Nu blev slips og smart jakkesæt 90´ italienske fascisme, frem for brovtende nationalister i sorte bomberjakker. Partiet skulle med lederen Fini ind i varmen inden årtusindsikftet. Ligesom Mussolini i tyverne høster også Fini stor opbakning i Syditalien, hvor armoden stadig florerer og visse feudale strukturer stadig findes.

Det mest interessante fænomen er dog den såkaldte sepetatist Umberto Bossi fra Lega Nord. "Han taler som en slagterhund" er ofte blevet sagt om den akademisk uddannede populist. Han forstår at spille på alle tangenter: Italienernes politikertræthed bruges til et frontalangreb mod cntraladministrationen i Rom, men det der har bragt ham mest vind i sejlede er han fiffige leflen for skattelettelser. Og her har han let spil blandt et hastigt voksende småborgerskab i Norditalien. Den massive vækst, som gennem mange år har været på fremmarch i Norditalien omkring Milano og Venezia-regionen har ikke styrket industriborgerskabet så meget som det har styrket småborgerskabet. Det ses med størst tydelighed ved at besøge byerne i nord og se deres handel. Tøj, mad og luksusforburgsvarer er i centrum. Denne handel har også haft favorable vilkår. Under kristdemokraterne var der ikke den store vilje til at beskatte denne lukrative handel. Først da den nye centrum-venstre regering kom til skete der ting og sager, der betød at de småhandlende skulle afgive en sum penge til statskassen. Dette rejse et ramaskrig. Det er det ramaskrigt Umberto Bossi nu søger at indkorpore i sit projekt. "Hvorfor i alverden skal vi blive ved med at betale til den korrupte regering i Rom?" er hans spørgsmål til småborgerne i Nord. Istedet ser man sit snit til at lave staten "Padania", der ikke har nogen sønderlig historisk eller kulturel berettigelse. Sagen er da også den, at man helst vil af med det fattige syd, og man helst drømmer sig tilbage til dengang i det 14. århundrede hvor byer som Firence, Genova, Milano og Venedig var center for handelen og banebrydende for udviklingen i hele Europa. Den 15. september 1996 forsøgte Bossi og hele hans show at udråbe den nye stat Padania med arrangementer langs hele floden Po. Det blev en lidet stor succes: Kun anslået 150.000 norditalienere deltog. Men hvad der var mere paradoksalt, var at Berlusconi og ikke mindst Fini løb med sejren som opponenter mod Italiens opsplittelse. Den borgerlige lejr er langt fra samlet, men hvor er venstrefløjen henne?

Kommunistpartiets opsplitning og finansloven
Italiens hæderkronede kommunistparti, PCI, som Gramsci var med til danne i årene efter 1. verdenskrig tog i 50´ og 60´ sin berømte kurs i retning af reformismen, som senere bleve kendt under "euro-kommunismen". Partiet opnåede dog en betydelig opslutning blandt arbejderklassen og var ved flere lejligheder tæt på at indgå i regeringer, hvilken fik både den yderste højrefløj og den terroriske og revolutionære venstrefløj til at reagere. Men mod slutningen af 80´ og starten af 90´ var dette slut. PCI blev splittet op. Socialdemokratiseringen af partiet slog igennem efter murens fald og skabte PDS, Partiet for Demokratisk Socialisme. Venstrefløjen, som ikke var en entydig størrelse, danne Partito delle Rifondazione Comunista - partiet til kommunistisk gendannelse. Venstresocialistiske tendenser og 4. Internationale trotskister blev ligeledes en del af dette parti. PDS søgte derimod mod midten, og det gav på sin vis pote i april i år, hvor PDS dannede regering med centrumborgerlige folk, hvor bl.a hvor venstrefløjen - hvis man kan tale om noget sådant - af de gamle kristdemokrater også deltog. Endevidere indgår de Grønne i regeringen. Der er altså tale en en regering på et borgerligt grundlag, som har et stort socialdemokratisk parti. Der kan på sin vis godt drages nogle paraller til Danmark, blot med den undtagelse, at højrefløjen om noget er mere markant og fascistoid i sin orientering end fx. Venstre, de konservative og fremskridspartierne.

Centrum-venstre-regeringen har siden starten været udsat for et sandt stormløb fra højrefløjen side. Endevidere bliver det stadig tydeligere, at Berlusconi og Fini kan samarbejde, hvilket kan give bange anelser om, hvad der vil ske, hvis den nuværende regering falder. Det har fået ministerpræsident Prodi for at undgå højrefløjen til at styre via love, der untagelsesvis giver ministerpræsidenten særlige beføjelser.

Det er dog finansloven for 1997, der har givet venstrefløjen de alvorligste kvaler. Skal man stemme for en finanslov, der kan betyde forringelser og under alle omstændigheder er en stemme for den måde den kapitalistiske stat skal forvalte sin økonomi et år frem eller skal man vælte regeringen, der med al sandsynlighed betyder at postfascisterne kan komme ind i en fremtidig regering?

Der er blandede opfattelser af årets finanslov. Venstrefløjsbladet il Manifesto mener, at der for en gangs skyld er tale om en finanslov, der ikke vender den tunge ende nedad (Socialisten den 22. november), mens 4. Internationale trotskisten Livio Maitan udtaler "der er under alle omstændigheder tale om hårde angreb på alt hvad PRC står for" (Socialistisk Information, 11/96). PRC valgte at stemme for finansloven, og på den måde forhindre at der evt. kom en ærke-reaktionær højreregering - men også at man ville have forbandet svært ved at være den ledende kræft i eventuelle sociale bevægelser mod finansloven.

Central i finansloven er nye skatter. Det er ikke altid populært. Almindelige lønmodtagere har altid betalt deres skat, og har ikke ligesom småborgerne, kunnet lukrere på et hullet net under kristdemokraternes regeringer. Problemet er ikke skatterne i sig selv, men hvor skatterne tages fra og hvad skatterne skal bruges til. Og der er her det bliver pikant. Skatterne tages ikke entydigt fra borgerskabet. Snarere er der tale om et pudselspil, hvor der flyttes rundt mellem fradragsordninger, rationaliseringer i det offentlige og småskatter. Rifondazione får svært ved at skulle forklare arbejderbefolkningen at netop dette er så progressivt, at partiet bør stemme for finansloven. Der er ingen tvivl om, at de nye skatter primært rammmer mellemlag og småborgerskabet i de norditalienske byer, mens storkapitalen slipper billigt.

Det centrale er den etårige Euro-skat, som alene navnet viser hvad leder henimod. Italien røg ud af EMS-valutasamarbejdet i 1992 efter den daværende valutakrise. Nu vil man med igen og nu hedder toget ØMU´. Det centrale optagelseskrav i ØMU´ er at underskuddet på statsbudgettet maximalt når 3 % af bruttonationalproduktet. Derfor indføres der en etårig ØMU-skat for at nå det forjættede mål. En ny beskatning har altså ikke det formål at omfordele nogle midler fra de bedre stillede til de mindre bemidlede, men har det formål at bringe Italiens kurs solidt mod ØMU´ kommende faser. Borgerlige økonomer har raset over denne mannøvre, som kaldes en kortsigtet skinmanøvre fra den italienske regerings side, da 60 % af ØMU-skatten betales tilbage igen i 1999 via fradrag og værdipapirer. Ikke desto mindre kan det bringe Italien ind i det gode selskab.

Rifondaziones problem består i, at partiet får svært ved at udgøre den ledende kraft i kommende konflikter, som i høj grad er bestemt af ØMU-tilpasningen. Over hele Europa raser sådanne kampe, og Italien har siden august også mærket de første tegn herpå, bl.a ved øget strejkeaktivitet blandt metalarbejderne. Fagbevægelsen har da også reageret skeptisk på den netop indgåede finanslov, som man frygter rammer arbejderbefolkningen. Får finansloven vidtgående negative konsekven ser for de lavest bemidlede, vil det medføre protester mod regeringen og Rifondazione. I stedet er det nu de borgerlige partier, der løber med protesten mod loven. Bertinotti, generalsekretær fra Rifondazione, har affejet det med at der var tale om et reaktionært sammenrend, men ikke desto mindre har der været tale om demonstrationer, hvor også offentligt ansatte lønarbejdere har deltaget - under højrefløjens bannere. Rifondazione har således været med til at stemme for en finanslov, der ikke entydigt tager fra de rige og giver til de fattige og bl.a har det formål at sikre Italiens optagelse i ØMU-samarbejdet. Så langt har man villet gå for at forhindre et valg, der sandsynligvis ville give højrefløjen en sejr, og så meget har man villet indordne sig under en venstre-borgerlig regering, og derved stille sig selv som en reel opposition til venstre til side.

Endevidere er der det rent principielle i at et parti som Rifondazione godkender den kapitalistiske stats budget. Dette skal nok nærmere søges forklaret i Rifondaziones bagland. Partiet er pluralistisk, hvilket betyder at partiet omfatter flere tendenser. Den største og mest dominerende er den mere traditionelle "kommunistiske" tendens med rødder i DDR-nostalgien. Endevidere findes der 4. internationale-tendensen omkring bladet Bandiera Rossa og en venstresocialistisk tendens. Der er ligeledes en stor - primært blandt unge - gruppe, som ikke har puttet sig i en bås, som ofte er et levn fra før Murens fald. At den kommunistiske tendens ofte går ind og støtter borgerlige budgetter, er ikke noget nyt. Det kendes også fra det hjemlige DKP. Rifondazione står nu i en situation, hvor der venter en intens intern debat op til partiets kongres i midten af december (mere herom i næste Solidaritet), hvor de parlamentariske strategi skal endevendes. Det erb på den baggrund, og at partiet kun har 5 år på bagen og stadig er i en begynderfase, at dets rolle i finansloven skal ses.