SaoPaulo
Forum: SaoPaulo
Forum:
Sao Paolo Forum holdt sit 6. møde i San Salvador i dagene 2628. juli med deltagelse af 289 delegater fra SPF's 52 medlemsorganisationer, 289 delegater fra 144 inviterede organisationer samt 44 observatører fra 35 grupper i Amerika, Europa, Asien og Afrika. Tallene afslører, at Forum'et er blevet det eneste rum for venstrefløjsdebat og reflektion globalt.
Forumets afholdelse i den salvadoranske hovedstad bidrog til at styrke den lokale værtsorganisation, FMLN's lokale anseelse, hvilket afspejlede sig i åbningsakten. Men forum'ets entusiasme skyldes især at det denne gang lykkedes at undgå sekundære temaer og intern polemik. Forum'et kunne istedet tage nye temaer op som migrationsarbejderes rettigheder, miljø, kvinder, kultur og folkenes identitet. Samtidig lykkedes det at undgå den traditionelle verbalonani, som mange venstrefløjskonferencer ofte udvikler sig til. Størstedelen af debatterne og arbejdet blev udført i kommissioner, og plenum blev kun brugt til rapportering fra komissionerne og udformning af konklusioner. Mødet overgik derfor sidste års møde i Uruguay både organisatorisk og i værdien af debatterne.
En af deltagerne, Jose Bayardi fra det uruguayiske Vertiguente Artiguista anså det vigtigste fremskridt for: "at de vigtigste sektorer på den latinamerikanske venstrefløj nu indser, at alternativerne må udvikles gennem pluralistiske projekter og den bredest mulige alliancepolitik". Samtidig giver Forum'et mulighed for: "At samle en meget spredt venstrefløj og inddrage den i en vigtig kollektiv reflektion", selvom han samtidig indrømmer, "at det er nødvendigt med tid for at fordøje disse fremskridt". Under alle omstændigheder søger Forum'et ikke at udvikle en fælles organisk disciplin, men søger istedet at være et "forum for kontinentets fattiges håb for fremtiden".
Nye debatter
Som tegn på nyorienteringen slår det vedtagne dokument fast, "at den
forskelligartethed som tidligere førte til megen splittelse, er i dag blevet en berigende
faktor." Denne erkendelse udmøntede sig i gennemførelsen af en række workshops
før selve indvielsen af Forum'et: Latinamerikansk kulturmøde Roque Dalton, Første
kontinentale kvindeworkshop, Kontinental miljøworkshop Chico Mendes: Vi fortsætter
kampen for livet.
Det er værd at nævne et af de dokumenter, der blev produceret under forum' et: Deklarationen om Migrationsarbejdere og deres Familiers Universelle Rettigheder. Den første af sin art i verden. På basis af denne blev det samtidig besluttet at støtte de latinamerikanske fattiges march, der gennemføres i Washington 12. oktober. I miljødeklarationen tales om "hindring af patentering af levende organismer, om nødvendigheden af at regulere og kontrollere genmanipulation, samt forbud mod manipulation af økosystemets organismer". Samtidig blev der vedtaget en kønsdeklaration. Vedtagelsen af disse deklarationer afspejler den latinamerikanske venstrefløjs forsøg på at bringe sig på bølgelængde med bevægelser og sociale behov, og reflekterer samtidig de samme bevægelsers indflydelse på venstrefløjen.
Forum'et vedtog samtidig en deklaration om folkelig kultur og identitet. Et tema der traditionelt har haft en meget marginal interesse i venstrefløjens partier. Deklarationen afspejler den stigende betydning de etniske bevægelser har fået i Latinamerika de seneste årtier. Slutdokumentet tale derfor om, at "redde vor historiske bevidsthed som en moralsk rigdom i vore samfund, og som et middel til transformation af virkeligheden. Dokumentet går endnu længere om taler om "forsvaret af de indiansk folks kulturelle forskelligartethed, og deres ret til at udfolde økonomisk, politisk og social autonomi".
Der er uden tvivl tale om en af de mest berigende debatter, der samtidig indikerer et vist brud med venstrefløjens traditionelle fremskridtsorientering, der ikke har levnet megen plads for en symbiose mellem fremskridt og traditioner. Man kan sige, at venstrefløjen efter i mange år at have sat sin lid til modernitetens kræfter, nu i højere grad bekymrer sig om sin egen identitet. Forumets slutdokument slår meget præcist fast, at det er neoliberalismens totale omklamring, der kvæler og udrydder folkenes identitet. Venstrefløjen er nu i færd med en revurdering af, hvad der tidligere blev karakteriseret som traditioner. Dette sker under et pres fra de indianske, sorte og lokalt forankrede bevægelser.
Den svære kamp mod neoliberalismen
SPF blev dannet i 199O udfra en nødvendighed af at udvikle alternativer til
neoliberalismen, og Forum'et arbejder fortsat med disse alternativer. Hoveddokumentets
titel er: "Krise og alternativer til neoliberalismen", og resumerer på 22 sider
alt fra en total analyse af den aktuelle verdenssituation til sektorielle politikker, for
undervejs også at beskæftige sig med et diskutabelt forsvar for "de nye
socialismemodeller". Nogle deltagere kritiserede både ordene socialisme og modeller
for at være for prætentiøse.
På trods af fremskridt på området sektorialpolitikker, er hoveddokumentet meget fattigt på "alternative" forslag. Det når ikke længere end til generelle relativt abstrakte formuleringer. Mere end halvdelen af dokumentet bruges på at analysere neoliberalismens konsekvenser, og konkluderer at "den verden vi lever i, er ikke globaliseret, men derimod regionaliseret i megablokke".
Under alle omstændigheder overrasker nogle firkantede formuleringer, der fastslår at "socialismen lever og fornyer sig". Her henvises til Kina, Vietnam, Laos, Nordkorea og Cuba. Lande der for Forum'ets partier udgør "det socialistiske alternativ". Dette er et af de mest omdiskuterede punkter i hoveddokumentet og kaster lange skygger over de øvrige debatter og resolutioner.
Men det er i kapitlet om konkrete alternativer, at fraværet af en klar kurs træder tydeligst frem. Det taler om at kampe for "demokratiet, den sociale retfærdighed og den bæredygtige udvikling", hvorfor det bliver uundgåeligt at "opbygge participativt demokrati" og en "moderne og demokratisk stat". Forslagene går på at ændre den økonomiske politik, den financielle og monetære sektor, selektivt at tiltrække udenlandsk kapital og at opbygge en social sektor i økonomien.
Men der står intet om, hvordan disse generelle politikker skal gennemføres. Det slås dog fast, at "det centrale element for at kunne gennemføre alternative projekter der udgør svar på folkenes behov og forventninger er fortsat magten". Partierne i SPF tænker fortsat som venstrefløjen altid har tænkt: "Først skal vi vinde (magten), og bagefter må vi så se".Vi spurgte Bayardi om denne problematik og om tendensen til på møder som det i San Salvador at udforme "makro" politik uden at reflektere over "mikro" realiteterne. Bayardi erkendte at "som neoliberalismen omformer samfundene, opstår der indenfor disse samfund selvstændige alternativer". Men alligevel blev der ikke reflekteret over dette forhold på SPF's 6 møde. 7 år efter dannelsen af Forum'et kan man få det indtryk, at ikke blot er det mislykkedes at udvikle alternativer til neoliberalismen, men samtidig ser det ud til at være lidet sandsynligt at det skulle lykkes, med den kurs det fortsat fø1ger.
SPF bevæger sig indenfor en logisk ramme, hvor bekymringen går på hvordan styrkeforholdene kan forandres, så regeringsmagten kan vindes, for at kunne indlede forandringen af samfundet. Men der ikke noget der tyder på, at en sådan regering skulle kunne udvikle alternativer, der endnu ikke opstår eller formuleres noget steds. Det vil her være på sin plads, at citere nogle af de overvejelser som ledere af arbejderpartiet PT gør sig i Brasilien. For nogle måneder siden gjorde partiets leder Lula opmærksom på forskellen mellem PT og de øvrige partier på såvel højre som venstrefløjen: "Andre partier søger at opnå regeringsmagt for på den måde at forandre samfundet. I PT mener vi, det er nødvendigt at forandre samfundet, for at nå til regeringen." Det er med andre ord nødvendigt at lægge vægt på de små forandringer " i samfundet" som de sociale og lokale bevægelser gennemtvinger, for på den måde at skabe grundlag for mere omfattende forandringer. Sådan siger Lula.
oversat af A. Jensen
 |
|
