Venstresocialisternes 19. Kongres 1996 - Politisk resolution

Den politiske situation i Danmark

Statslig krisepolitik - borgerlig ideologi

Finansloven
Den borgerlige krisepolitiks fortsættelse, som de årlige finanslove er det klareste udtryk for, udtrykkes gennem regeringens udspil til partierne i helt konkrete tal : Fire (4) milliarder kroner skal spares til dækning af statens underskud.

Årets udgave af finanslovsforslaget adskiller sig ikke principielt fra de sidste 20 års finanslove, hvor der hvert år har været tale om en fremskrivning af besparelserne på de offentlige budgetter og forskellige justeringer indenfor det "kollektive forbrug", dvs. i hovedsagen social-, sundheds og uddannelsesområdet.

Besparelses- og nedskæringspolitikken er en del af statens kriseløsningsstrategi, hvor der forsøges overført penge fra lønarbejdernes indirekte løn til kapital - en omfordeling der ofte er knyttet sammen med diverse investeringer og aktiviteter - sidstnævnte ikke nødvendigvis en del af finansloven. Den ophobede kapital bruges ifm. forskellige industrielle tilskudsordninger - og mest vigtigt - til gunstigere skatteregler for industrien.

I nogle år har der været særlige ideologiske eller politiske krav, som skulle tjene til at opretholde monopolkapitalens (industri- og eksportkapital mv.) akkumulationsstrategiske placering, dvs. reproduktion af fraktionens hegemoni i magtblokken - hvorved staten sikrer kapitalens langsigtede interesser.

Således i fjor hvor kun venstrefløjen opponerede imod den finanspolitiske opfølgning på arbejdsmarkedsreformen, som resulterede i afslutningen af første etape af borgerskabets (industrien) planlagte generalangreb på fagforeninger og arbejderklasse over en årrække i slutningen af 90'erne : Dagpengesystemet og dagpengemodtagerne måtte holde for.

Det politiske sigte for borgerskabet illustreres af f. eks. Konservatives hovedkrav til Finanslov '96 :

a. Ophævelse af fradragsretten for fagforeningskontingent ; b. Nedsættelse af dagpengeperioden fra 5 til 4 år og gradvis nedtrapning af dagpengesatserne ;

c. Orlovsordningerne fjernes stort set undtagen uddannelsesorlov, som nedsættes til 80% af fuld dagpengesats ; d. Nedsættelse af bistandshjælpen til 80% af dagpengene ; e. bortfald af feriedagpenge og afskaffelse af den årlige satsregulering på alle overførselsindkomster.

I alt vil Det Konservative Folkeparti spare 10 mia. på overførselsindkomster ud af det samlede besparelsesforslag på det dobbelte. Som vi så ofte har set det, skal en stor del af pengene overføres til erhvervsliv og husejere.

Men der er ingen større chancer for at Hans Engell lykkes med dette fortsæt, idet Lykketoft & Co. er indstillet på status quo med mindre justeringer på sygedagpengene og boligydelsen mv.

Bistandsloven
Derimod er det langt mere interessant at se på den rapport, der skal danne grundlaget for ændringer i bistandsloven, som Socialminister Karen Jespersen offentliggjorde den 26. august. Et totalt overset lovkompleks.

Der gives altid en række følgelove til finansloven, som er i overensstemmelse med krisepolitikken. Netop revisionen af bistandsloven kan i dette tilfælde betegnes som en følgelov, hvilken der fremsættes lovforslag til umiddelbart efter nytår.

Den mange gange bebudede og stort anlagte social-lov eller socialreform fra Karen Jespersens Socialministerium er udeblevet. Istedet har embedsværket revideret Bistandsloven fra 1976, hvilket hverken har fornyet eller forbedret den. Til gengæld følger den nøje retningslinierne fra Finanslovsforslaget, hvilket for det første er et meget tydeligt beroligende politisk signal til den såkaldte middelklasse (dele af arbejderklasse, mellemlag og småborgerskab), kommuner og arbejdsgivere, og for det andet - og langt værre - indledningen til anden etape af generalangrebet på arbejderklassen.

Regeringens og industriens megen snak om, at det er dem, der virkelig har hjælp behov, som skal hjælpes, giver ingen mening med denne revision. Og det er heller ikke de svagest stillede i samfundet, loven rettes imod.

At indvandrere, nedslidte og syge til stadighed får et skub nedad, er der intet nyt i, men er blot den statslige ideologiske initiering af folkestemningen, som kan dateres tilbage til udlændingelovens revision i 1986 og de efterfølgende social- og arbejdsmarkedspolitiske ændringer.

Det som er det virkelige farlige element med langsigtede virkninger for såvel kapitalens som arbejdskraftens reproduktion er : AKTIVERINGSDELEN !

Konverteringen og skærpelsen af cirkulærer og praksis til egentlig lovgivning er borgerskabets ønske om at harmonisere hele socialområdet til det arbejdsmarkedspolitiske område.

VS skrev i september 1995 i sin Landsmøderesolution om aktivering eller "passiv forsørgelse" : "Regeringsudspillet og forliget med Konservative lægger op til, at store dele af den offentlige sektor (og på lidt længere sigt også den private sektor) skal drives af tvangsudskreven arbejdskraft, som ikke modtager løn for deres arbejde - men dagpenge - og i øvrigt ikke er dækket af overenskomstmæssige vilkår.

Udstødningen antager altså en ny form. Man stødes ud af det almindelige arbejdsmarked, men overlades ikke til lediggang. Tvangsarbejde træder i stedet."

Bistandsrevisionen fortsætter denne linie, som må betragtes som politisk retningsgivende for den Socialreform, som Socialdemokratiet ønsker at stå i spidsen for i løbet af et år eller to.

Argumentet om opgør med passiv forsørgelse eller fastholdelse af klienterne i passivitet er ren ideologi, idet ALLE skal aktiveres - til ligegyldigt hvad. Brugeren har ingen indflydelse på hvilken type aktivering, der er tale om, hvilket ikke netop er befordrende for motivationen, som yderligere neddæmpes af, at man efter kort tid ryger ud igen - og så er man lige vidt.

Retssikkerheden er også sløjfet. Der gives hverken dispensationsmuligheder eller ankemuligheder ift. et aktiveringsdekret.

Regeringen og Socialministeren har helt undladt at igangsætte den målsætningsdebat om "hvad vi vil med socialpolitikken i Danmark", som min. kunne tage udgangspunkt i den nuværende bistandslovs formålsparagraf, som omhandler samfundets kollektive ansvar for forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel. I det ny lovformål hedder det : "Formålet med hjælpen er at sætte modtageren istand til så hurtigt som muligt at klare sig selv. Når der ydes hjælp efter denne lov, har modtageren og ægtefællen pligt til efter evne aktivt at udnytte og udvikle deres arbejdsevne f. eks. ved at modtage tilbud om arbejde eller anden aktivering."

Begrebsapparatet er vendt på hovedet, hvilket naturligvis skal bruges i den kommende socialreform.

De vigtigste ændringer i den samlede lovrevision er:

- Del I rettet imod de svageste grupper og dagtilbud til børn og unge,

- Del II rettet imod aktivering og kontanthjælp :

- Ændring af feriebestemmelserne

Kontanthjælpsmodtagere skal stå til rådighed året rundt - og blive i Danmark - hvilket betyder, at der ikke kan afholdes ferie, hvis bistandshjælpen skal udbetales. I lov om kommunal aktivering (jvf. nedenfor) kan kontanthjælpsmodtagere dog max. aktiveres i 11 måneder, hvilket giver mulighed for familiebesøg o. l., hvis adresse og telf. nr. for daglig kontakt oplyses.

Aktivering
Aktivering og kontanthjælp sidestilles og gælder nu alle - ikke kun unge under 25 år. Ægtefællen indskrives i loven således, at hjemmegående m/k'er nu kan tvinges ud på arbejdsmarkedet (aktiveres). Begrebet "hjemmegående" bliver helt afskaffet i socialpolitisk forstand. Umiddelbart rammes familier plaget af sygdom samt indvandrerkvinder.

Indvandrerstramning
Kan en familie ikke længere forsørge et ældre familiesammenført medlem ydes kun hjælp svarende til en gift folkepensionist. Indvandrere over 60 år stilles dermed ringere end alle andre.

Revalidering
Det sociale indhold i denne bestemmelse slettes. Folk kan kun revalideres ifm. nedsat arbejdsevne. Samtidig indføres brugerbetaling på transport, ligesom forsikrings- eller pensionsbidrag fratrækkes.

Flertallet af de professionelle meningsdannere i hele det politiske spektrum ser bistandsrevisionen som rene tekniske ændringer. Et signal om hvad sagen drejer sig om fremgår imidlertid af kommentarer fra Dansk Industri og Arbejdsgiverforeningen, som begge er tydeligt lettede og understreger, at revisionen peger i den rigtige retning. Enhedslisten understreger på den anden side individualiseringen og det ideologiske indhold i revisionen.

Derfor er de rent vælgermæssige overvejelser bag revisionen af bistandsloven - altså beroligelsen af den såkaldte middelklasse, som ganske vist tjener et umiddelbart politisk formål, som samtidig understøttes af EU-harmoniseringspolitiske mål - en overfladisk analyse.

Den virkelige politiske pointe er socialområdets og arbejdsmarkedsområdets ligestilling : Tvangsudskreven arbejdskraft, gratis arbejdskraft, undergravning af normeringer og overenskomster, dvs. hele aftalesystemet.

På den måde er der tale om en betydelig skærpelse af statens krisepolitik, som først får egentlig betydning for kapitalen, når den omsættes i en egentlig intensivering af arbejdskraftens udbytning.

Staten forsøger således at initiere en forøgelse af den relative merværdiproduktion gennem kapitaloverførsler, som kan sikre grundlaget for investeringer i nyt produktionsapparat.

Den øgede statsliggørelse skal derfor primært holde sammen på magtblokken og sikre borgerskabets udvidede reproduktion eller kapitalakkumulation.

Der er altså vægtige grunde til, at socialister ikke indgår i eller forhandler om statens borgerlige kriseløsningsstrategi .

Opgaven i denne situation er alt andet end parlamentarisk.