Socialismen tabte Marxismen sejrede

"Socialismen tabte Marxismen sejrede" er titlen på en debatbog, som Ernst Dahl har skrevet, og som udkom i foråret på forlaget Solidaritet. Bogen har undertitlen "Marxismen efter 30 års kapitalistisk udvikling."

Som titlen antyder er bogen i modsætning til de fremherskende politiske tendenser indenfor de senere år ikke et forsøg på at gøre op med marxismen. Tværtimod er bogen et forsvar for marxismen, som redskab til analyse og forklaring af historiske udviklingstendenser. Nu er det nok for de fleste af dette blads læsere indlysende, at marxismens relevans som teori ikke kan stå og falde med resultatet af de eksperimenter, der rundt omkring i verden er gjort med statlig overtagelse af produktionsmidlerne. Udviklingen i Sovjet og Østeuropa både før og efter murens fald rokker ikke fundamentalt ved marxismen som analytisk redskab. Denne banale kendsgerning er da heller ikke hovedbudskabet i bogen.

Det centrale tema er så at sige rækkevidden af marxismen som videnskab og ideologi. Hvor langt rækker marxismen, når det drejer sig om at forklare, hvorfor udviklingen forløber, som den gør økonomisk, politisk, socialt og kulturelt? I hvilket omfang kan marxismen bruges, når det drejer sig om vurderinger af fremtiden? I hvilken udstrækning kan der med udgangspunkt i marxismen fastsættes nogle generelle mekanismer i det kapitalistiske samfund?

I den forbindelse gøres en række generelle betragninger omkring begreberne produktionsmåde og samfundsformation, hvor disses anvendelighed i en bredere historisk kontekst diskuteres.

Herudover forsøger Ernst Dahl i den sidste del af bogen at foretage en mere konkret analyse af en række tendenser i det danske samfund. Her er det navnlig udviklingen på arbejdsmarkedet og privatiseringsbestræbelserne indenfor den offentlige sektor der fokuseres på. Endelig argumenteres for at markedets ubønhørlige gennemtrængning på alle samfundsområder også nedbryder familien. Sidstnævnte aspekt er nok ikke et forhold der normalt fremhæves blandt marxister.

Generelt må det konstateres, at hvad angår den mere konkrete analyse så rummer denne ikke specielt kontroversielle synspunkter. I det hele taget er der ikke tale om nogen speciel detaljeret eller velafgrænset analyse. Formålet med denne del er da også hovedsaglig at eksemplificere anvendeligheden af centrale marxistiske begreber.

Derimod er der en række konklusioner omkring marxismens overordnede status som teori og ideologi, der givetvis vil være uenighed om på den danske venstrefløj.

Tog Marx fejl
Forfatteren skriver selv efter en gennemgang af nogle centrale begreber i marxismen: "Har Marx så taget fejl? Hvis man opfatter marxismen som en profeti om fremtiden, tog han fejl. Hvis man opfatter teorien som en påvisning af nogle generelle mekanismer, hvis udvikling afhænger af, hvordan de konkrete mennesker reagerer på udviklingen , så er det mindre sikkert han tog fejl." En noget forsigtig konklusion kunne man måske sige, men bogen som helhed lader dog ingen i tvivl om, hvad Ernst Dahl mener på dette punkt. Samtidig kan man også sige, at der naturligvis er grænser for, hvor præcise svar man kan give på 100 sider i forhold til det omfattende problemkompleks, der i virkeligheden berøres. Dette er måske i sig selv et problem ved bogen. Omvendt kan man sige, at den heller ikke prætenderer at være en dyberere analyse af de samfundsmæssige lovmæssigheder, marxismen omhandler.

Spørgsmålene i bogen er ikke nye, men har været centrale i den debat, der fulgte med den nye venstrefløjs gennembrud i slutningen af 60'erne og marxismens indtog på universiteterne.

Historisk vidensskab
Uden det explicit skrives, så er Ernst Dahls bidrag til en revurdering af marxismen primært en diskussion af marxismen som historisk videnskab eller teori og ikke så meget en vurdering af marxismen som økonomisk eller politisk videnskab. Den forholder sig ikke til den del af marxismen, som omhandler de økonomiske sammenhænge. I hvilken udstrækning gælder den påståede tendens til en faldende profitrate? Er der nogen sammenhæng mellem merværdi, proft og pris etc?

Den forholder sig heller ikke direkte til marxismens implikationer omkring stat og klasseteorien og dermed den omfattende debat, der tidligere florede på venstrefløjen mellem forskellige statsteoretiske retninger.

Intentionerne er mere begrænsede, idet bogens budskab først og fremmest er, at Marx har leveret de centrale begreber, når vi skal analysere samfundsmæssige spørgsmål af enhver type, men ikke umiddelbare svar i forhold til kapitalismens aktuelle krise.

I den forbindelse hævder Ernst Dahl, at marxismen er en teori om samfundet, der kan sammenfattes i fire punkter nemlig samfundets struktur, produktionsmåder, dialektik og historie. Der vil næppe være den store uenighed om dette eller det indhold, der lægges i begreberne. Man kunne sammenfatte begreberne anderledes, men det er for så vidt ikke af afgørende betydning.

Det der karakteriserer marxismen og adskiller den fra andre samfundsvidenskabelige retninger er, at den både er

• holistisk for så vidt der altid tages udgangspunkt i den samfundsmæssige helhed produktion, teknologi, politik og ideologi m.v,
• dialektisk for så vidt der tages udgangspunkt i de modsætninger, der er mellem de enkelte elementer i samfundsstrukturen,
• materialistisk for så vidt hoveddrivkraften findes i produktion og materielle forhold.

Her kan man tilføje, at der også findes andre samfundsvidenskabelige retninger der eksempelvis er holistiske eller dialektiske, men der er næppe nogen andre retninger, der rummer alle 3 elementer.

Marxisme giver metode, ikke svar
En af pointerne i bogen er, at venstrefløjen i for høj grad har forsøgt at finde svarene på en række samfundsmæssige problemer direkte hos marxismens klassikere. Man bør i højere grad nøjes med at anvende disse begreber til konkrete og særskilte analyser af kapitalismen i de enkelte lande i forskellige historiske perioder. Ernst Dahl plæderer for, at megen marxistisk analyse har været alt for skematisk. Det gælder eksempelvis anvendelsen af produktionsmådebegrebet. Produktionsmåder som feudalisme, kapitalisme og kommunisme er ganske vist centrale, men de anvendes ofte for "firkantet". For det første har man været tilbøjelig til at operere med, at den ene produktionsmåde mere eller mindre automatisk skulle afløse den anden. Endvidere mener Ernst Dahl, at der kan udskilles selvstændige produktionsmåder, som Marx slet ikke har forsøgt at udskille.

I relation til diskussionen om overgangen mellem de forskellige produktionsmåder konstateres således: "Der er altså ingen garanti for, at det moderne kapitalistiske samfund anno 1996 vil udvikle sig i socialistisk retning. Det sker kun, hvis mennesket vil det, og hvis de har formuleret omridset af en ny indretning af samfundet."

Krav om at venstrefløjen diskuterer hvorledes det socialistiske samfund skal fungere
Både dette og det tidligere citat understreger, at der ifg. forfatteren bør fokuseres stærkere på aktørerne i den samfundsmæssige proces, end der normalt gøres i marxistisk orienterede analyser. Hvad der er endnu mere centralt er kravet om, at mennesket eller måske mere præcis venstrefløjen mere præcis diskuterer, hvorledes det socialistiske samfund skal fungere både på det økonomiske og politiske niveau. På dette punkt kan jeg kun være enig. Det er yderst problematisk når dele af venstrefløjen nærmest gør en dyd ud af ikke at forholde sig til, hvorledes det socialistiske samfund skal fungere og hvilke modsætninger, der vil være i dette. Det er selvfølgelig væsentlig at afvise den tidligere sovjetiske samfundsmodel, men ikke nok hvis man vil arbejde for et alternativt samfund til kapitalismen. Det bør også stå klart, at en drøftelse det socialistiske samfunds funktion kun i begrænset udstrækning kan baseres på de klassiske marxistiske skrifter.

Herudover argumenteres for at store dele af den danske venstrefløj i alt for høj grad har forsøgt at generalisere udfra konkrete analyser og løsninger i andre lande. Vi har "importeret tankegods for at bruge det ubearbejdet på en dansk sammenhæng". En anklage som nok har stærkere vægt i fohold til nogle dele af venstrefløjen end andre.

Forskelligheder med hensyn til kultur, religion m.v. bør i højere grad indgå i de konkrete analyser af de kapitalistiske samfunds udvikling. Ernst Dahl synes her relativ åben for at indarbejde elementer fra andre teoretiske retninger i marxismen. Som eksempel nævnes Max Weber, hvis forklaringer omkring kapitalismens gennembrud, menes at kunne indpasses som et supplement til Marx. På baggrund heraf konkluderes. "Et standpunkt kan være forkert, når det hævdes isoleret, men indføjet i den generelle teori (marxismen) kan det være rigtig." Dette kunne føre til beskyldninger om at forholde sig eklektisk til samfundsvidenskaberne, altså forsøge at sammenblande elementer fra alle mulige teoretiske retninger, men det vil være en forkert anklage. Essensen er som nævnt, at det marxistiske begrebsapparet må danne udgangspunktet for enhver samfundsanalyse.

Der er ikke indbygget nogen politisk strategi i marxismen
En af bogens hovedkonklusioner er, at "ingen teori kan forudsige fremtiden. Hvad teorien derimod kan er at levere værktøjet til en analyse af den verden og det samfund, hvor den politiske kamp foregår. Både statslig produktion, markedsøkonomi, internationalisering og familiens død kan analyseres med marxistiske begreber."

Der er ingen tvivl om, at Ernst Dahls holdninger på dette punkt står i modsætning til mange marxister, der mener, at marxismen udover at forklare samfundets konflikter og udviklingstendenser også angiver en måde at overvinde eller overskride disse modsætninger på. Det fastslås entydigt i bogen, at der ikke er indbygget nogen politisk strategi i marxismen.

Som det allerede fremgår af et tidligere citat fra bogen, så afvises ikke, at der eksisterer generelle mekanismer i samfundet, men spillerummet for menneskenes handlinger opfattes klart som meget bredt. Med generelle mekanismer tænkes først og fremmest på markeds- og konkurrencemekanismens konsekvenser for alle dele af samfundslivet. Produktionens samfundsmæssiggørelse forstået som de enkelte virksomheders stadig voksende gensidige afhængighed er et andet centralt element. Endelig nævnes modsætningen mellempå den ene side rationaliteten og den omfattende planlægning indenfor den enkelte virksomhed eller koncern og på den anden side det produktionsmæssige anarki og den irrationalitet der er på det samfundsmæssige niveau. Det er ikke tilfældigt, at der tales om mekanismer og ikke lovmæssigheder. Ernst Dahl vil givetsvis være afvisende overfor marxismens rækkevidde i forhold til til at afgrænse bestemte lovmæssigheder i de kapitalistiske samfunds udvikling generelt.

Dette betyder naturligvis ikke, at Marx og Engels ikke har forudset afgørende tendenser. Der gives således et eksempel på hvordan Engels nærmest profetisk har beskrevet tendensen til dannelsen af en industriel reservearme og en ulige fordeling af arbejdet.

Et forsøg på at afdogmatisere marxismen
Sammenfattende kan man sige, at bogen er et forsøg på at afdogmatisere marxismen eller snarere anvendelsen af denne.

Derudover bør det dog også tilføjes, at den sidste del af bogen udgør et klart marxistisk formuleret angreb på nyliberalismen og en analyse af hvorfor den såkaldte velfærdsstat står overfor sit sammenbrud. Blandt andet hvorfor sundhedsvæsenet ikke længere synes at kunne løse fundamentale opgaver.

Man kan som nævnt hævde, at bogen ikke rummer epokegørende nye analyser. Samtidig vil jeg dog godt understrege, at dette ikke gør bogen uinteressant eller kedelig. I det hele taget et det jo opmuntrende at læse skrifter der fremfor end mere eller mindre velunderbygget afvisning af marxismen insisterer på dens fortsatte relevans i en analyse af samfundsudviklingen, omend der sker en modificering af dens rækkevidde.