Pariserkommunen 125 år

"Om morgenen den 18 marts 1871 blev Paris vækket af tordenråbet:"Leve kommunen!"
Hvad er "Kommunen, denne Sfinks, der sætter bourgeoisernes forstand på en hård prøve?" Med disse ord begynder Karl Marx det tredje afsnit af sit skrift "Borgerkrigen i Frankrig" Siden da, er der gået 125 år - og det er anledningen til at kaste et tilbageblik på en verdenshistorisk begivenhed, der ikke kun var en udfordring for en bourgeoiserforstand.

Siden 1789 har enhver revolution i Frankrig været nødt til at antage en "proletarisk karakter" skrev Engels i 1891. Efter enhver af de sejre, arbejderne havde tilkæmpet sig, trådte proletariatet frem med sine egne krav. "Disse krav var mere eller mindre uklare, alt afhængig af den parisiske arbejders daværende udviklingsstadie.; men til sidst gik de alle ud på likvidering af klassemodsætningerne mellem kapitalister og arbejdere"

Borgerskabet havde allerede forstået truslen i 1848, og have anrettet et blodbad på de oprørske arbejdere. Efter republikken fulgte det andet kejserdømme under Napoleon III., der lovede at beskytte kapitalisterne mod arbejdernes krav. De dele af Rhienlandet, man havde tabt i 1815, skulle om nødvendigt tilbageerobres med militære midler. Efter de Preussisk- Østrigske krige i 1866 truede Preussen med at blive den dominerende magt i Mellemeuropa. Den franske krigserklæring mod Preussen blev fremprovokeret med fuld overlæg af Bismarck.

De tyske staters tropper trængte frem mod Frankrig i begyndelsen af august 1870. Offensiven, der havde været planlagt i årevis lykkedes. Frankrigs krigsforberedelse derimod var mangelfuld. 442.000 tyske soldater stod overfor kun 210.000 franske.

Den 1. september kom det til et foreløbigt afgørende slag ved Sedan: De franske enheder måtte overgive sig, selv Napoleon den III. blev taget til fange og abdicerede to dage senere.

Den 4. september blev kejserdømmet væltet i Paris, og republikken blev udråbt. Republikanernes tilbud: at afslutte krigen uden grænseændringer, besvarede det tyske hovedkvarter, under general von Molkte med krav på Elsass- Lothringen. Efter at den franske Rheinarmé havde kapituleret, trængte de tyske tropper frem i det indre af Frankrig, og begyndte den 28. december med beskydningen af Paris.

Den 18. januar 1871 blev Det Tyske Rige udråbt i Versailles, og den preussiske konge Wilhelm 1. blev udråbt til Kejser.

Den republikanske regering under Thiers satte kun lidt modstand ind mod besættelsesmagten.

26.februar, blev den foreløbige fredsaftale indgået i Versailles. Frankrig afstod Elsass-Lothringen og forpligtede sig til at betale 5 mia. Francs.

I Paris blev folk bevæbnet efter kapitulationen. I den nationalgarde, der blev dannet under Septemberrevolutionen, havde "fjerde standen"- Proletariatet flertal. De tyske tropper havde ganske vist fået overgivet befæstningen rundt om Paris. Men der var ikke nogen, der turde trænge ind i byen. Engels skrev:.. Sådan respekt indgød de parisiske arbejdere, at de preussiske Junkere, der var kommet her for af få hævn ved revolutionens arnested, måtte blive stående ærbødigt og hilse foran selv denne bevæbnede revolution."

Det kom til åbent oprør den 18. marts, da den borgerlige regering Thiers ville beslaglægge nationalgardens kanoner. Forsøget slog fejl. Regeringen og dens tilhængere forlod byen i vild flugt og drog til Versailles. Nationalgardens centralkomite overtog regeringsmagten.

Nationalisme og Socialisme
I sit manifest fra 18.marts 1871 forsvarede centralkomiteen sin handling: Paris's proletariat har forstået, midt i nederlaget og den herskende klasses forræderi, at det er blevet tid til, at de må redde situationen, ved at de tager ledelsen af de offentlige anliggender i sine egne hænder... De har forstået, at det er deres højeste pligt og deres absolutte ret, at gøre sig til herre over deres egen historie, og at gribe regeringsmagten."

Den 26.marts blev Kommunen valgt, og to dage senere blev den udråbt.

I sit opråb fra 28.marts roste Nationalgardens centralkomite borgernes "beundringsværdige patriotisme" og opfordrede dem til at være beredte til "at dø for fædrelandet". Men i slutningen af Manifestet står der:"det næste mål: Verdensrepublikken". I sin praksis var Kommunen internationalistisk: Den 30. marts fik alle de udlændinge, der var valgt til Kommunen bekræftet deres embeder, fordi "Kommunens fane er verdensrepublikken". Således blev ungareren Leo Franckel arbejdsminister, og "Polens helte-sønner" (Marx) organiserede forsvaret af Paris. En vigtig symbolsk handling - mod militarismen og for folkefreden - var nedrivningen af Vendôme - Säule, "et sindbillede på chauvinisme og folkehetz" (Engels), der skulle minde om Napoleons sejre.

Oprøret beholdt sin dobbelt-karakter. Den dobbelte målsætning - befrielse af Frankrig fra besættelsesmagten og kapitalismens fald - betegnede Lenin som: "det særlige kendetegn for Kommunen": "De franske socialisters skæbnesvangre fejltagelse lå i foreningen af modstridende opgaver - patriotismen og socialismen". Illusionen, om "at gennem den fællesnationale opgave, blev retfærdighed til virkelighed." begunstigede kommunardernes halvhjertethed: De tog hverken Den Franske Bank i deres besiddelse. eller forfulgte de kontrarevolutionære, der var flygtet til Versailles, og som samlede kræfter til at slå igen.

Proletariatets Diktatur....
Efter valget den 26.marts overgav Nationalgardens centralkomite regeringsmagten til Kommunen. For at styrke sin magt afskaffede Kommunen den stående hær; Nationalgarden, (alle mænd mellem 19 og 40 år), blev den eneste bevæbnede magt. Også embedsapparatet blev afskaffet. Alle stillinger i forvaltningen, retsvæsen og uddannelsesvæsenet blev besat gennem valg. De valgte var ansvarlig overfor deres vælgere, og kunne til enhver tid afsættes. Lønnen for offentlige tjenester måtte ikke overstige 6000 Fr. og modsvarede så nogenlunde en arbejderløn.

Med en række dekreter forbedrede Kommunen umiddelbart livsvilkårene for pariserbefolkningen. De vigtigste forholdsregler var:

• Eftergivelse af huslejer fra oktober 1870 til april 1871,
• Overgivelse af de værksteder og fabrikker, der er forladte af ejerne til dem, der er beskæftiget der.
• Beslaglæggelse af bourgeoisernes tomme boliger
• Forbud mod natarbejde for bagersvende
• Afskaffelse af pantelånerkontorer
• Fastsættelse af brødpriser
• Dekret om fastsættelse af mindsteløn

Mens disse beslutninger havde "en afgørende proletarisk karakter" (Engels), var der andre, der var rettet mod en radikal demokratisering af samfundet. Det blev besluttet at adskille stat og kirke: Kirkens besiddelser overgik til staten, alle statslige betalinger til kirken blev indstillet, religiøse symboler, billeder, dogmer og bøn i skolerne blev forbudt. Guillotinen blev - offentligt og under stor jubel - brændt af en bataillion fra Nationalgarden.

Marx taler endog om en "vidunderlig forvandling", som Pariserkommunen havde udført: Der sker ikke mord, indbrud og.."næsten intet tyveri" mere; " Siden februardagene var gaderne i Paris virkelig igen sikre, og det helt uden nogen form for politi". Om det idylliske billede stemmer med virkeligheden, får stå hen. Den uudtalte konklusion - at uden de rige er der (næsten) ingen kriminalitet eller vold - passer godt ind i en revolutionshymne som "Internationale". Internationales digter, kommunarden Eugéne Pottier, lovede at efter tyvene og røverne forsvandt, ville solen altid skinne (Le soleil brillera toujours" i den franske original).

... og kvindefrigørelsen
En anden "vidunderlig forvandling" angik kvinderne i Kommunen. Marx kaldte dem "Paris' sande kvinder" og allesammen "heroiske, storsindede og opofrende som kvinderne i oldtiden".

En konservativ iagttager, korrespondenten for Londonavisen The Times, beskrev Kommunens kvinder med nogle ganske andre ord: " Hvis det franske folk kun havde bestået af kvinder, hvilket skrækkeligt folk, havde det da været !"

Observatører af forskellige kulører bevidnede revolutionens aktive kvinder en særlig beslutsomhed. Allerede den 18.marts stod kvinderne i foreste frontlinje, da det gjaldt om at tilbagevise Thiers' provokationer og at forhindre afvæbningen af nationalgarden. I forsvaret af Paris kæmpede titusinder af kvinder på barrikaderne. De kontrarevolutionære gav dem øgenavnet "les petroleuses" og beskyldte dem for at have sat Paris i brand foran de fremrykkende tropper fra Versailles (Marx peger forøvrigt på, at forsvarerne af Paris først greb til brandstiftelse, da Versailles-tropperne allerede havde nedslagtet massevis af tilfangetagne; Kommunardinernes og kommunardernes handlinger retfærdiggjorde han som :"de fortvivledes defensive vandalisme")

Kommunen udstedte en række love, til fordel for kvinderne: Retten til skoleuddannelse for piger, og tilladelse for kvinder til at studere; ligestilling mellem ægtepar og ikke-gifte samlevende: Pr. dekret fik gifte kvinder og andre livsledsagere til faldne kommunarder tilkendt samme pension. Det samme gjaldt for børn født i eller udenfor ægteskab.

Kønnenes samliv var naturligvis ikke nogen konfliktfri idyl. Mange mænd ville stadig hellere have kvinderne hjem til komfuret, og i Kommunens råd, med 90 pladser, sad der ikke en eneste kvinde. Alligevel blev Pariser-kvindernes massive deltagelse i revolutionen et historisk revolutionært skridt: De fuldbyrdede for første gang en politisk handling, de deltog for første gang i det politiske liv, de indtil da altid var blevet udelukket fra" (forfatteren Edith Thomas, citeret efter Frankfurter Rundschau,16.3.1996)

Afslutningen - et blodbad
" Når de er bukker under, skyldes det kun deres "godmodighed".." skrev Marx den 12. april 1871 i et brev til Ludwig Kugelmann. Det er kun "samvittighedskvaler" der har holdt kommunarderne tilbage fra at tage de afgørende skridt: det tilintetgørende slag mod kontrarevolutionen i Versailles. Fem dage senere indrømmede Marx imidlertid, ligeledes i et brev til Kugelmann, at Pariserrevolutionen fandt sted under ugunstige betingelser: Nemlig " tilstedeværelsen af Preusserne i Frankrig og deres stillinger foran Paris". Kun gennem "forræderi" lykkedes det for regeringen Thiers, at slå Kommunen ned: Solidaritet mellem de herskende klasser i Frankrig og Tyskland, trængte deres modsætninger i baggrunden.

Ministerpræsident Thiers udbredte sig senere ganske ofte om den "højmodige Hjælp" som det nygrundlagte Tyske Rige have ydet den allerede slagne fjende: "Herr von Bismarck tilbød, i fuld offentlighed sin hjælp mod Kommunen... Han pressede os endog til at gøre en ende på Kommunen...Trods aftalerne, der begrænsede hæren til 40.000 mand, stemte Herr Bismarck for en forstærkning på først 100.000 mand og derefter på 130.000 mand. Han leverede os endog midlerne dertil, ved at frigive en betragtelig del af vores tilfangetagne".

Sådan kunne en slagkraftig hær opbygges i Versailles. Den blev kommanderet af general Mac Mahon, der blev sluppet ud fra tysk krigsfangenskab specielt til dette formål. Finanseringen af kontrarevolutionen sørgede Den Franske Bank for, Den som Kommunen ikke havde antastet. Den 17.april begyndte Versailles-troppernes offensiv. Paris blev beskudt med kanoner, Hele bydele blev skudt i ruiner. Den 21.maj gennembrød Versailles-tropperne kommunardernes forsvarslinier, og trængte ind i byen. Otte dag varede den ulige kamp, hvor mindre end 60.000 dårligt udrustede nationalgardister måtte trække sig tilbage gade for gade. Den 27 maj blev 200 kommunarder skudt sønder og sammen på Père Lachaise kirkegården: de overlevende blev myrdet ved kirkegårdsmuren. Dagen efter blev Kommunen fuldstændig besejret.

Først efter kontrarevolutionens sejr "nåede de myrderier af værgeløse mænd, kvinder og børn, der havde raset i hele ugen, et højdepunkt" skrev Friedrich Engels 20 år senere. De tilfangetagne blev i hundredvis drevet sammen og blev mejet ned af ilden fra mitrailleuses (mangeløbede geværer med stor spredevirkning).

Versailles-soldaterne viste "hvilken raseri den herskende klasse er i stand til, så snart proletariatet våger at rejse sig for sin ret" (Engels). Endnu ved afslutningen af april havde Thiers lovet en generøs "Fredsslutning, der kun skulle udelukke det lille antal, der var forbrydere". Nu blev 30.000 mennesker myrdet, 40.000 andre blev spæret inde i lejre. Tusinder blev dømt til tvangsarbejde eller landsforvist.

Marx, Engels og Lenin om "læren fra Kommunen"
Selvom de alle har kritik af enkeltheder, har marxismens "klassikere" fejret Kommunen som en verdenshistorisk begivenhed, der gav den internationale socialistiske bevægelse et enormt opsving. Selvom Marx allerede i efteråret 1870 havde advaret de franske medlemmer af den "Internationale Arbejderassocation" mod at gribe magten. Men efter nedkæmpelsen af Kommunen forsvarede han deres udsigtsløse kamp: Hvis de have opgivet magten uden kamp, "havde arbejderklassens demoralisering været en meget større ulykke"

Men Marx drog også nogle teoretiske konklusioner: Arbejderklassen "kan ikke bare tage den færdige statsmaskine i besiddelse, og sætte den i bevægelse for sit eget formål" skrev han, de må i langt højere grad "nedbryde den burokratsisk-militaristiske maskine"; Kommunen, som "i det væsentlige en arbejderklassens regering" er den "endeligt opdagne politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kan fuldbyrdes". Friedrich Engels regnede 20 år senere Pariserkommunen for et eksempel på "Proletariatets diktatur".

Efter nedkæmpelsen af den russiske revolution i 1905, greb Lenin igen erfaringerne fra Kommunen, og i forberedelserne til Oktoberrevolutionen, systematiserede han dem i sit skrift "Staten og Revolutionen". Uanset hvad man, set med nutidens øjne, kan sige mod dette værk: Som "brugsanvisning" for Oktoberrevolutionen og til sikring af Sovjetmagten, har den fungeret. Men ingen vil mere påstå i fuld alvor, at det skulle være den endegyldige definition af: "Marxismens lære om staten og proletariatets opgaver i revolutionen" (som undertitlen fra august 1917 lyder). Lenins skrift er ikke desto mindre ikke kun af interesse for forskellige statsteoretiske debatter (som de næppe havde nogen praktisk nytte af dengang i de kapitalistiske metropoler). De byder også på meget konkrete argumenter for den nødvendige diskussion om de "socialistiske eksperimenters" fejl og forlis.

Lenin berømmede, ligesom Marx, Kommunens demokratiske forfatning, der af andre af epokens socialister blev latterliggjort som "primitiv demokratisme":

"Den uindskrænkede valgbarhed og det, at man, uden undtagelse, kunne afsætte alle embedsmænd til enhver tid, og at deres løn blev skåret ned til almindelig "arbejderløn", disse enkle og "indlysende" demokratiske tiltag.... tjener samtidig som broen, der fører fra kapitalisme til socialisme". Overgangen fra kapitalisme til socialisme er "umulig uden en vis tilbagevenden til primitivt demokrati" var Lenins følgeslutning, og han huggede til, med det retoriske spørgsmål: "Hvordan skulle ellers, overgangen til udøvelse at de statslige funktioner gennem flertallet af befolkningen, ja gennem hele befolkningen, uden undtagelse, foregå ?" Også den nedskæring af lønnen for embedsmænd til en almindelig arbejderløn, som Kommunen havde indført, er for Lenin et uomgængeligt træk for "at berøve dem ethvert skær af noget privilegeret, noget "overordnet"

Som vi ved, har Sovjetunionen ret hurtigt lagt dette "primitive demokrati" bag sig. Partiet blev et statsparti, hvis herredømme man, efter borgerkrigen, ikke kunne stille spørgsmål ved. Andre steder lykkedes det heller ikke at organisere statsmagten efter pariserkommunens principper, selv om kravet blev rejst. Således hedder det i en beslutning fra centralkomiteen for Kinas Kommunistiske parti om den "Store proletariske kulturrevolution" (8.8.1966): "Det er nødvendigt, at indføre et almindeligt valgsystem som Pariserkommunens...."Men dette system blev imidlertid kun anvendt ved valg til Kulturrevolutionsgrupper og komiteer; Statens og partiets spidser blev forskånet herfor.

Hvor der kun eksisterer ét parti, der er blandet sammen med statsapparatet, er radikalt demokrati umuligt. Måske var Lenin på sporet af en løsning i 1908, da han undrede sig over revolutionsforsøget fra 1871: "Selvom det socialistiske proletariat var splittet i mange sekter, gav Kommunen et strålende eksempel på, hvordan proletariatet forstod at løse de demokratiske opgaver i enighed, som borgerskabet kun var i stand til at proklamere." Også når "Splittelsen i mange sekter" var forudsætningen for løsningen på den "demokratiske opgave"?

Marx kom allerede i 1871 med en vigtig henvisning til dette spørgsmål. Kommunen har "ikke gjord krav på at være ufejlbarlig, Den offentliggør alle taler og handlinger, den indvier publikum i alle sine ufuldkommenheder." Denne praksis var frygtet og skyet af alle socialistiske "statspartier" - de havde deres grunde til det.

oversat af Martin Mørch