Det var andet år jeg var med til Kvinder i Sorts årlige internationale kvindefredsmøde. Første gang var i august 1995 (se "Solidaritet" no. 1), og mødet blev ligesom året før holdt i provinsen Vojvodina nord for Beograd. I modsætning til sidste år, hvor mødet fandt sted i en lille landsby tæt oppe ved den ungarske grænse, foregik det denne gang i udkanten af Novi Sad, hovedbyen i provinsen med de mange forskellige nationaliteter; foruden serbere lever her ungarere, rumænere, slovakker og mange andre befolkningsgrupper.
Vi havde været 150 kvinder i 1995, men dennegang kom der op mod 200 - fra hele det tidligere Jugoslavien og fra en lang række andre lande. Og efter en god times buskørsel fra Beograd, nåede vi frem til Novi Sad, hvor vi blev indkvarteret i en række træhuse i et fritidsområde ned mod Donau. Et smukt sted omkranset af høje træer, hvorigennem man kunne skimte de forbisejlende skibe på floden; en idyllisk baggrund for vore møder og workshops, der foregik i det fri, og som ofte stod i skarp kontrast til de beretninger, vi hørte fra kvinderne fra det tidligere Jugoslavien.
Nogle af dem var flygtninge og kom fra de trøstesløse flygtningelejre, der ligger udenfor Beograd, som Kvinder i Sort regelmæssigt har besøgt igennem de seneste år.
Baggrunden
Kvinder i Sort har nu eksisteret i 5 år og blev dannet som gruppe i protest
mod krigen - inspireret af tilsvarende grupper i andre lande. De begyndte den 9. oktober
1991 deres ugentlige protestdemonstrationer i Beograds centrum, og de har stået der lige
siden - hver eneste uge en time fra klokken 15.30 til 16.30 med deres plakater og
løbesedler.
Og på et fællesmøde her i foråret besluttede man at fortsætte disse demonstrationer - nu med et bestemt tema for hver måned. Her kan nævnes at man i løbet af foråret som tema har haft krav om amnesti til desertørerne, man har desuden krævet, at alle de skyldige i krigsforbrydelser skal til Haag, og senest har man protesteret mod den fortsatte militarisering af samfundet.
I disse 5 år har Kvinder i Sort imidlertid ikke nøjedes med at demonstrere. De har også hjulpet de unge mænd, der ikke har ønsket at deltage i denne krig - enten med at skjule dem eller hjælpe dem ud af landet. De arbejder desuden med flygtningene og har bl.a. fået inddraget flere af flygtningekvinderne i aktiviteterne i Beograd.
Og de har også udgivet forskellige publikationer - om retten til at nægte at gå i krig, om kvindebevægelsens historie i Serbien m.m., og hvert år har man desuden - på serbisk og engelsk - udgivet en omfattende og illustreret publikation efter det årlige sommermøde, der tager nogle af temaerne op fra mødet, men også indeholder andre indlæg samt bringer Kvinder i Sorts udtalelser og politiske synspunkter m.m..
De internationale møder begynder
Det første kvindefredsmøde blev afholdt i 1992 - et år efter at krigen var begyndt,
og på dette første møde var de italienske kvinder de eneste deltagere fra lande udenfor
det tidligere Jugoslavien. Men senere kom andre til - fra Tyskland, Holland, Belgien,
England, Spanien m.m.. Og de sidste 3 år har der været dansk deltagelse.
Ligeså vigtigt har det imidlertid været for Kvinder i Sort at få så mange kvinder som muligt med fra det tidligere Jugoslavien, og dette har også udviklet sig langsomt. Det første år var der for eksempel ingen kvinder med fra Kroatien; modsætningerne var stadig - også indenfor for fredsbevægelsen - for store. Men det har ændret sig i dag, og sidste år var der for første gang to albanske kvinder fra Kosova med, der efterhånden var blevet overbevist om, at de serbiske kvinder mente det alvorligt, når de gav udtryk for, at de ønskede at indgå i en dialog med dem.
Og i år var der seks kvinder fra Kosova, der i et panel fortalte om situationen i området, om den fortsatte brutale undertrykkelse fra de serbiske magthaveres side og om hele den uafklarede politiske situation. For hvad med Kosova efter Dayton - og vil man fortsat kunne fastholde den ikke-voldelige linje i modstanden?
Netop Dayton-aftalen kom selvfølgelig til at indtage en vigtig plads i diskussionerne, hvor den generelle holdning var at - ja, det var selvfølgelig utrolig positivt, at kampene og drabene var hørt op, men samtidig var man yderst kritisk overfor aftalen som sådan, der tilsyneladende skal presses igennem, koste hvad det vil - ikke mindst hvad valgene i Bosnien-Hercegovina angår.
Og den generelle holdning var, at selv om de fleste tilsyneladende i ord går ind for et multietnisk Bosnien-Hercegovina - for at flygtningene skal kunne vende tilbage, hvor de stammer fra - for fri bevægelighed i hele republikken osv, så tyder alt på, at Dayton tværtimod kommer til at cementere den etniske opdeling.
Et internationalt netværk
Som sagt har disse møder fundet sted hvert år siden 1992, og det blev på det
afsluttende møde nævnt, at det kunne være godt, hvis man også havde kontakt med
hinanden imellem disse møder, for eksempel via en eller anden form for nyhedsbrev
og netværk. Og da Kvinder i Sort på grund af deres forskellige aktiviteter ikke
mente at kunne påtage sig denne opgave, lovede vi fra dansk side at gøre et forsøg med
at etablere et sådant fælles nyhedsbrev, der også vil gøre det muligt at blive
informeret om, hvilke aktiviteter, der finder sted i andre lande, når det gælder kampen
mod militarismen og kvindeundertrykkelsen.
En anden konkret udløber af mødet, som blev omtalt på det afsluttende plenum, var et fælles tysk-dansk-jugoslavisk projekt, som går ud på at udgive en bog - både i Tyskland og Danmark - baseret på interview med én af de centrale personer i Kvinder i Sort, Neda Bozinovic, hvis livshistorie på mange måder afspejler vigtige dele af Jugoslaviens historie.
Neda, der i dag er 79 år, var under Anden Verdenskrig aktiv i partisanbevægelsen og fik efter krigen vigtige poster under Tito-styret, som hun dog senere blev stadig mere kritisk overfor - ikke mindst hvad angik regimets kvindepolitik. Hun har siden 90ernes begyndelse været aktiv i Kvinder i Sort og fungerer - i det frugtbare kaos, der ofte kan møde én, når man besøger dem midt i Beograd - som et fast holdepunkt, der med mild hånd forsøger at fastholde en vis orden. Og det er også hende, der er forfatter til kvindernes senest udgivne publikation "Kvindespørgsmålet i Serbien - i det 19. og 20 århundrede."
Efter Dayton
En af de sidste aftener i Novi Sad sad jeg og talte med Jelena fra Beograd om, hvordan
hun så på fremtiden og om hendes forhåbninger her efter Dayton. Og hun var bestemt
ikke optimist, mente ikke, der var meget, der tydede på, at situationen internt i landet
ville ændre sig i en overskuelig fremtid. Der skal ganske vist være valg senere på
året, men med Milosevic's kontrol med medierne og de interne uenigheder i oppositionen,
er der ikke meget, der tyder på, at det nuværende regime står for fald.
Der har i den seneste tid været en del social uro med strejker ikke mindst i provinsen, idet økonomien er i en elendig forfatning - og nu kan regeringen ikke jo længere skyde skylden på sanktionerne - men om det indenfor en overskuelig fremtid vil kunne udvikle sig til en mere omfattende folkelig protest var efter Jelenas vurdering tvivlsomt.
Men selvfølgelig var der også sket nogen positive ting efter Dayton; for eksempel betød dette, at sanktionerne nu var ophævet, at det var blevet lettere at etablere kontakter til omverdenen, og det var efter hendes mening meget vigtigt. Det, det gjaldt om nu, mente hun, var at arbejde på at skabe så mange kontakter på græsrodsniveau som muligt mellem grupper og bevægelser; det var ligeledes vigtigt at udbygge forbindelserne indenfor de kulturelle og uddannelsesmæssige områder med udvekslinger og igangsættelse af fælles projekter, altsammen noget som på lang sigt forhåbentlig kunne være med til at gøde jorden for ændringer på andre planer.
Næste morgen gik det atter tilbage til Beograd i bus, hvor vi alle blev sat af udenfor opgangen til Kvinder i Sorts lokaler i byens centrum. Her blev der udvekslet adresser, givet knus og sagt farvel; men heldigvis vidste vi, at mange af os ville mødes igen om et år - om ikke før.
|
|