Af A. Jensen
Skal man altid lave revolution, når muligheden gir’ sig? Ja, vil de fleste nok helt umiddelbart sige, men så enkelt er det ikke. Selvom arbejderne på B&W isoleret besluttede sig for at henrette direktionen og overtage fabrikken, ville det være en dårlig ide. De ville øjeblikkeligt blive mødt med massiv repression fra statsmagtens side. Når vi analyserer revolutionens mulighed er det altså ikke nok kun at reflektere over muligheden indenfor egen sfære. Det er nødvendigt også at indtænke omverdenens reaktion. Selv i Rusland i 1917 var revolutionens mulighed grundet i en tillid til, at andre europæiske lande - primært Tyskland - ville følge efter. Det var betingelsen for den russiske revolutions overlevelse. Som bekendt var det først senere Stalin der udformede teorien om socialisme i ét enkelt land. Lad det være slået fast med syvtommersøm: Analysen af revolutionens mulighed har et vigtigt internationalt aspekt. Klassekampens udvikling skal befordre det revolutionære projekt, ikke blot nationalt men også internationalt.
Ambitionen med denne artikel er at analysere erfaringerne fra revolutioner i den 3. Verden og i Rusland, at vurdere mulighederne for en socialistisk udvikling i de eksisterende overgangssamfund af forskelligt tilsnit (Kina, Vietnam, Mocambique, Cuba m.fl.) samt at analysere betingelserne for revolution i de udviklede kapitalistiske samfund.
Erfaringerne fra den 3. Verden
Gennem 1960'erne og 70'erne gennemførte en række lande i den 3. Verden revolutioner:
Vietnam, Laos, Kampuchea, Iran, Afghanistan, Algeriet, Angola, Mocambique, Guinea Bissau,
Ethiopien, Eritrea, Peru, Grenada og Nicaragua. Bemærk at listen både rummer lande hvor
VS kunne støtte det nye styre, lande hvor f.eks. DKP alene kunne støtte styret
(Afghanistan og Ethiopien), lande hvor KAP var alene om støtte (Kampuchea) og endelig
lande hvor ingen havde lyst til at støtte (Iran). VS kan altså ikke altid støtte en
given revolution. Det afhænger af revolutionens karakter og den politik de nye magthavere
fører efter magtovertagelsen. I dag kan alle se, at DKP brændte nallerne i støtten til
styret i Afghanistan, Ethiopien samt at KAP brændte nallerne på Kampuchea. VS mangler
imidlertid endnu at erkende, at vi brændte nallerne på Nicaragua, Mocambique, Vietnam
osv. forstået på den måde at projekterne af historiske og politiske årsager kørte af
sporet. Det er derfor nødvendigt meget indgående at analysere de erfaringer disse
overgangssamfund gjorde, og årsagerne til at projekterne løb af sporet, og iøvrigt
årsagen til at alle revolutionere projekter i kapitalistisk tilbagestående
samfund i vor historiske epoke er dømt til at mislykkes. Lærer vi ikke af historien, er
vi dømt til atter at begå de samme fejltagelser.
I virkeligheden var revolutionerne i de kapitalistisk tilbagestående perifere samfund i 1960-70'erne ikke de første, for Kina i 1949 og Rusland i 1917 var også udprægede feudalsamfund med en svagt udviklet arbejderklasse. Denne type af revolutioner havde Marx ikke forudset, da han virkede i sidste halvdel af forrige århundrede. Han så samfundsudviklingen som en civilisatorisk proces, hvor kapitalismen efterfulgte feudalismen, udviklede produktivkræfterne, men efterhånden skabte så store modsætninger mellem produktivkræfter og produktionsforhold, at de eksisterende samfundsforhold - kapitalismen - måtte bryde sammen og give plads for nye forhold: Socialismen som overgangen til kommunismen. Men i det 20. århundredes revolutioner er det ikke denne type marx'ske revolutioner, der er blevet gennemført, men derimod revolutioner baseret typisk på bonde-arbejderalliancer, der har udnyttet splittelse og svækkelse i borgerskabet til at tage magten. I Rusland lykkedes det i 1917 Lenin og Bolchevikpartiet at sammentømre en bonde-soldater-arbejderalliance, udnytte borgerskabets svækkelse som følge af krigen og tage magten. På samme måde lykkedes det i 1949 det kinesiske kommunistparti efter langvarig borgerkrig i kølvandet på 2. Verdenskrig at udnytte borgerskabets svækkelse og tage magten.
Revolutionerne gennem 60'erne og 70'erne i den 3. Verden foregik dels i forlængelse af af-kolonialiseringskrige (Indokina, Algeriet, Angola, Mocambique, Guinea-Bissau), hvor borgerskabet var svagt og tæt knyttet til kolonimagten. Samtidig var det revolutioner, hvor borgerskabet var splittet som i f.eks. Nicaragua.
Der er naturligvis enorme forskelle mellem at gennemføre en post-revolutionær samfundsudvikling i et Rusland i 1917 og i f.eks. Nicaragua i 1979. Men samtidig er der lighedspunkter. I alle tilfælde har der været tale om samfund, hvor den feudale produktionsmåde har været fremherskende og hvor de kapitalistiske spirer - og dermed også udviklingsgraden af produktivkræfterne samt udviklingen af et proletariat - har været svage. Selv i Rusland der med sin enorme geografiske udstrækning, ressourcer og befolkning var Lenin i 1917 godt klar over, at en socialistisk udvikling i Rusland var afhængig af revolutioner i udviklede vesteuropæiske lande - først og fremmest Tyskland. Den tyske revolution mislykkedes og Rusland kom til at stå alene.
Situationen i Rusland på dette tidspunkt svarer trods forskellen i geografisk størrelse på en række punkter til situationen i de post-revolutionære samfund i den 3. Verden umiddelbart efter magtovertagelsen:
Åben kontrarevolutionær agression indefra og udefra.
Store forventninger om jord og sociale forbedringer.
Der eksisterer ikke en stærk arbejderklasse, der kan overtage magten. Frem for et proletariatets diktatur bliver der tale om et partiets diktatur, hvor udviklingen kommer til at afhænge af udviklingen i partiet, hvilket også på tragisk vis afspejlede sig i Sovjet efter Stalins magtovertagelse. Samtidig bliver statsapparatet som den ny stat har overtaget en magtfaktor.
Produktivkræfterne er svagt udviklede
En overvejende del af befolkningen er bønder og landarbejdere
Selv den oprindelige akkumulation er kun i begrænset omfang gennemført
1. Kontrarevolutionær agression
Alle overgangssamfund er løbet ind i kontrarevolutionær agression. Det er ikke
overraskende. På samme måde gik feudaladelen til angreb ved de borgerlige revolutioner -
ved overgangen fra feudalisme til kapitalisme. I Rusland førte kontrarevolutionen til en
over 3 år lang borgerkrig, hvor under bl.a. England og USA også intervenerede
(invaderede) på de kontrarevolutionæres side. I Vietnam var kampen i første omgang
rettet mod den franske kolonimagt, der blev slået, men som umiddelbart blev fulgt af
nordamerikanske invasion. I Nicaragua havde kontrarevolutionen umiddelbart efter
sandinisternes magtovertagelse i 1979 overvejende økonomisk karakter, men allerede fra
1981-82 fik den militær karakter, da USA opbyggede og financierede en kontrarevolutionær
invasion af landet. Overgangssamfund må altid påregne kontrarevolutionær aktivitet af
økonomisk, politisk og art efter selve revolutionen. En aktivitet der påfører samfundet
store økonomiske og menneskelige byrder og som således umiddelbart giver et tilbageslag
ifht. målet om sociale og økonomiske forbedringer, som revolutionen umiddelbart skulle
opfylde. Det er alvorligt, men samtidig viser specielt Vietnamkrigen, at det er muligt at
besejre kontrarevolutionen - selv når den træder i en supermagts klæder. I Rusland og
faktisk også i Nicaragua blev kontrarevolutionen knækket militært. Samtidig har der
imidlertid været tendenser til, at imperialismens strategi for kontrarevolution har
ændret karakter. Den foretrækker i dag stedfortræderkrig, som det f.eks. med USA’s
contra-krig mod Nicaragua og social-økonomisk destabilisering. Denne strategi er med til
at gøre kontrarevolutionen mere langvarig og har samtidig til formål at rekruttere
utilfredse blandt landets egne indbyggere. Arbejdere, bønder og mellemlag der er blevet
utilfredse over de afsavn de må lide som følge af kontrarevolutionens økonomiske
konsekvenser og som i deres forvirring stiller sig i dennes tjeneste. Det er ingen
hemmelighed, at f.eks. contraerne i Nicaragua var i stand til at rekruttere bønder der
var utilfredse med sandinisternes landbrugspolitik (manglende fordeling af jorden) og
også arbejdere samt mellemlag der var utilfredse med regeringens strejkeforbud, loft over
lønningerne og massive reallønsfald.
Alligevel er kontrarevolutionen oftest ikke det forhold der alene knækker overgangssamfundet.
2. Store forventninger om jord og sociale forbedringer
Revolutionerne i den 3. Verden er næsten uden undtagelse blevet gennemført på basis af
en arbejder-bonde alliance, hvor bønderne er blevet lovet jord og frihed for godsejeren
og arbejderen frihed for udbytning samt sociale forbedringer. Forventningerne har altid
været langt større end virkelighedens økonomisk svagt funderede samfund har kunnet
opfylde. I en første fase uddeles der ikke jord til de jordløse og småbønder. Istedet
har myndighederne forsøgt at etablere statsbrug og kollektiv- eller kooperativbrug.
Konsekvensen har været, at bøndernes støtte til revolutionen er blev drastisk kølnet
og i mange tilfælde er bønder gået over på kontrarevolutionens side, der af taktiske
årsager har kopieret de gamle revolutionære løfter om uddeling af jord.
Staten har oftest være mere villig til at forsøge at opfylde løfterne om sociale forbedringer i form af skoler, sundhedsvæsen mm. men dette har samtidig sat overgangssamfundet under økonomisk pres, da ressourcerne har været begrænsede, og da kontrarevolutionen typisk har krævet store ressourcer. Dette fører umiddelbart til et modsætningsforhold mellem på den ene side revolutionens løfter og de folkelige forventninger og på den anden samfundets økonomiske mulighed for at opfylde disse forventninger. Konsekvensen har typisk været, at staten efter umiddelbart at have forsøgt at opfylde en række af de sociale løfter, efter nogle år har måttet skære disse forbedringer bort. Både bøndernes og arbejderes støtte til revolutionen er blevet kølnet i samme takt.
3. Ikke proletariatets diktatur, men derimod partiets
I det svagt udviklede kapitaliske samfund er proletariatet meget lille. Selv i Sovjet
udgjorde arbejderklassen i 1917 kun 2-3% af befolkningen. Problemet for
overgangssamfundets politiske udvikling er, at denne klasse dels er meget lille, dels af
kapitalismen er blevet holdt hen i uvidenhed. Udviklingen efter revolutionen bliver derfor
ikke proletariatets, men derimod partiets diktatur, og et diktatur der i vid udstrækning
støtter sig på det gamle statsapparat. I Rusland blev fabrikkerne efter revolutionen
godt nok overtaget af arbejderne, men det gav så store problemer, at Bolsjevikkerne
allerede 1-2 år senere besluttede at de gamle industriledere og ingeniører skulle
genansættes til ledelse af produktionen - til lønninger langt højere end arbejdernes.
Udviklingen af arbejdernes selvorganisering - det virkeliggjorte proletariatets diktatur -
kom til at stå i modsætning til nødvendigheden af en stgning i produktionen og blev
ofret. Samtidig har alle revolutioner været nødt til at støtte sig på de eksisterende
statsapparater - bortset fra Kampuchea hvor Khmer Rouge helt opløste staten. Konsekvensen
af overtagelsen af det feudale/svagt udviklede kapitalistiske samfunds statsapparat er, at
revolutionen i udgangspunktet kun har en ringe direkte indflydelse på statens konkrete
ageren. Alle overgangssamfund - med tragisk undtagelse af Kampuchea - har oplevet, at
partiet og regeringen har kunnet udstikke politikker og retningslinier, der ikke er blevet
fulgt af statsapparatet. Vi kan kalde det en stille politisk/organisatorisk
kontrarevolution. Erfaringerne peger på, at det tager mindst 10-20 år at erobre
statsapparatet - at få det drejet til at følge de direktiver der udstikkes - men
samtidig med alvorlige konsekvenser på længere sigt, da kontrollen over statsapparatet
ofte etableres gennem en trang byrokratisering. Statsapparatet indrettes på helt
ufleksibelt at følge regeringens politik - og ikke på at tjene befolkningen.
Endnu mere alvorligt er det imidlertid, at proletariatets diktatur bliver en tom floskel i mangel af et proletariat og istedet bliver til partiets diktatur. Vi kommer altså til at måtte stole på, at partiet foretager en korrekt analyse og fører en korrekt politik til gavn for arbejderklasse og bønder. Historien peger overvejende på, at dette ikke holder stik. I Sovjet var der efter revolutionen i 1917 2 hovedårsager til at dette gik galt. For det første afskaffede Bolsjevikkerne tendensfriheden i partiet på 10. Kongres og efter Lenins død lagde Stalin helt låg på udviklingen af enhver kritik. For det andet virker regeringsbærende partier altid som magneter på opportunister. I Sovjet var konsekvensen, at mens arbejderne faktisk udgjorde et flertal i partiet før revolutionen, blev de en minoritet i årene efter. Statsansatte søgte i stort antal ind i partiet, fordi det blev adgangsbiletten til at kunne avancere i statsadministrationen, og selv mange af de arbejdere der i partiet var registreret som arbejdere, var placeret i byrokratiske poster i staten og på fabrikkerne. Partiet forsøgte bevidst i flere omgange at bekæmpe denne udvikling, men hver gang uden held. På den anden side kan partiet heller ikke efter revolutionen lukke sig overfor nye medlemmer. Det er netop nødvendigt at inddrage mange nye folk i overgangsprocessen. Det er i denne situation overordentligt vanskeligt (det er faktisk ikke lykkedes for nogen) at hindre at også opportunister strømmer ind, men det grundlæggende problem er fortsat, at overgangssamfundet i mangel af et veludviklet proletariat bliver et partiets diktatur med store muligheder for at begå politiske fejltagelser.
4. Bønderne og den manglende oprindelige akkumulation
Det alvorligste problem for udviklingen af overgangssamfundet er imidlertid udformningen
af en akkumulationsmodel. Under den oprindelige akkumulation i kapitalismen finder
udviklingen sted, ikke blot ved en udbytning af arbejderne, men også ved udplyndring af
bønderne. Det er nødvendigt at skaffe fødevarer til den voksende arbejderklasse og til
statens funktionærer - ikke blot bureukrater, men også lærere, læger osv. Dette
støder på modstand fra bøndernes side, der må afgive noget - et fødevareoverskud -
uden at få noget igen. Under den spæde kapitalisme løses dette dilemma med rå vold,
men dette er ikke umiddelbart acceptabelt i overgangssamfundet.
En typisk reaktion fra partiet i en første fase - det gælder både i Rusland 1918-21, Nicaragua og Mocambique - er dels at tilskynde til dannelse af kooperativer, dels at basere udviklingen af et fødevareoverskud på småbønderne. Det går galt. Kooperativerne er en avanceret produktionsform ifht. den feudale produktion, og resultatet er et drastisk fald i produktionen ifht. tidligere. Småbønderne reagerer overfor kravet om merproduktion med produktionsboykot. I denne første fase efter magtovertagelsen finder der derfor et fald sted i fødevareproduktionen fremfor udviklingen af et større overskud, der skulle danne basis for en oprindelig akkumulation. Samtidig mindskes bønders og landarbejderes støtte til revolutionen drastisk og i nogle tilfælde så meget, at de går over på kontrarevolutionens side. I Rusland førte denne situation til hungersnød og til at arbejderne forlod fabrikkerne for at dyrke jord, for dog at kunne overleve. Altså deciderede civilisatoriske tilbageskridt. I Nicaragua talte sandinisterne i starten af 80'erne om bøndernes historiske fridag. En omskrivning af nedgangen i fødevareproduktionen.
Fremfor en udvikling af den samfundsmæssige produktion finder der i denne første fase en afvikling sted, samtidig med at staten må anvende betydelige ressourcer på at bekæmpe kontrarevolutionen. I anden fase (efter typisk 3-5 års fejlslagen landbrugspolitik) beslutter staten (partiet) sig for at satse på storbønderne, der har en større produktivitet, og dermed større mulighed for at skabe et overskud. Det skete i Sovjet gennem 20'erne under NEP med satsningen på Kulakkerne og i Nicaragua i anden halvdel af 80'erne med satsningen på organiseringen af de mellemstore og store bønder i organisationen UNAG. Umiddelbart er der ideologisk tale om en særdeles problematisk klassealliance, men staten står bogstavelig talt med ryggen mod muren og har ikke mange andre valgmuligheder. Under denne anden fase sker der en vis udvikling af et fødevareoverskud, der kan anvendes som basis for udviklingen af industriproduktionen, men samtidig styrkes de mellemstore og store bønders klassemæssige stilling. Også denne akkumulationsmodel løber derfor ind i modsætninger. I en række tilfælde sker der et næsten totalt sammenbrud i produktionsrelationerne - f.eks. Mocambique og Nicaragua. I Sovjet brød NEP sammen i slutningen af 20'erne og Stalin besluttede at gennemføre tvangskollektivisering af landbruget. Som under kapitalismens oprindelige akkumulation blev denne gennemført med rå vold. Siden Stalin er lignende metoder kun taget i brug i Kampuchea under Khmer Rouge i slutningen af 70'erne.
I Sovjet under Stalin blev fødevareoverskuddet til udvikling af produktivkræfterne fremskaffet ved rå vold. De øvrige overgangssamfund har ikke ønsket at anvende denne model, men har samtidig ikke kunnet løse problematikken omkring den oprindelige akkumulation, er gået i opløsning, løbet over ende, eller er slået ind på en åben kapitalistisk akkumulation. Den sidste model er den der i dag praktiseres i Kina, Vietnam og Cuba. Det vender vi senere tilbage til. Realiteten er, at det eneste overgangssamfund hvor den oprindelige akkumulation faktisk er blevet gennemført er Sovjet, og det skete gennem Stalins tvangkollektivisering af bønderne. Stalin kopierede den kapitalistiske rå vold overfor bønderne og stjal simpelthen det fødevareoverskud, der skulle give grundlag for en forceret industrialisering. Til dato er der intet overgangssamfund der har været i stand til at udvikle en alternativ model til kapitalismens og Stalins rå vold overfor bønderne. Kina er i dag inde i en oprindelig akkumulationsproces, der gennemføres ikke blot ved udenlandske investeringer (kapital udefra), men også ved at partiet har givet den kapitalistiske udvikling i landbruget frit løb. Resultatet er en hastig koncentration og en voldsom udstødning af bønder. Der tales om at op mod 200 millioner kinesere skal være udstødt fra landbruget og nu udgøre en reservearme der lægger et enormt pres på arbejderklassen og de positioner den har erobret.
5. Akkumulationsmodellen
Men overgangssamfundets problemer er ikke løst blot med gennemførelse af den oprindelige
akkumulation. Akkumulationen kan gennemføres efter forskellige kriterier.Vi skal først
lige kigge nærmere på Sovjetmodellen.. I slutningen af 20'erne udviklede den russiske
ingeniør Fel'dmann en model for akkumulation, der skulle præge Sovjet helt frem til
sammenbrudet i 1992 - selvfølgelig med en række justeringer undervejs. Modellen bygger
kort sagt på, at alle tilgængelige ressourcer kastes ind i udviklingen af sektor 1
(produktionen af produktionsmidler). Af nogle betegnes den også som sværindustrien,
selvom det blot er en mindre del. På denne måde er det muligt at gennemføre en meget
hastig akkumulation, da sektor 2 - produktionen af konsumvarer - underprioriteres.
Fel'dmanns ide var oprindelig ikke at fortsætte på denne måde i evighed, men da
væksttallene og ønsket om hurtigt at udvikle et feudalt Rusland til en stat der
økonomisk kunne overgå de kapitalistiske lande havde første prioritet, har denne
akkumulationsmodel været grundlaget for sovjettisk økonomi siden slutningen af 20'erne.
Det skabte en sovjettisk sektor 1, der på mange områder overhalede sektor 1 hvad angår
produktivkraft udvikling i de udviklede kapitalistiske lande, men samtidig en forkrøblet
sektor 2, der skulle producere konsumvarer til arbejderklassen og den øvrige befolkning.
Forkrøblingen af den sovjettiske økonomi var en konsekvens af, at akkumulationsmodellen alene var dikteret udfra ønsket om økonomisk at overgå de udviklede kapitalistiske lande, og ikke udfra at opfylde arbejderklassens behov.
Sammenfattende mener jeg at vi kan konstatere, at historien har vist, at det ikke er muligt at gennemføre en socialistisk overgangsproces i et enkelt land, og slet ikke i kapitalistisk tilbagestående samfund, der endnu har gennemført en oprindelig akkumulation. På denne baggrund var det været decideret tragisk at det historisk er lykkedes revolutionære organisationer at sammentømre alliancer, der har kunnet tage magten, fordi borgerskabet af forskellige årsager har været svækket. Tragisk fordi de i realiteten har bygget på antagelsen (Stalins antagelse) om muligheden af opbygning af socialisme i et enkelt land. De er bukket under ikke blot pga. kontrarevolution og degenerering af partiet, men først og fremmest fordi de ikke har kunnet udforme en ikke-voldelig akkumulationsmodel, der har kunnet sikre en høj samfundsmæssig udvikling. Resultatet er i dag samfund hvor de revolutionæres brudte løfter har ført til en grovsværtning af hele ideen om socialisme og kommunisme.
Problematikken omkring den oprindelige akkumulation er den samme i overgangssamfundene og stiller et fundamentalt spørgsmål ved om det overhovedet er muligt at gennemføre en socialistisk udvikling i den 3. Verden. En lang række af de lande, der i 60'erne og 70'erne gennemførte revolution er siden blevet løbet over ende - ikke blot pga. kontrarevolution, men primært pga. de udviklingsmæssige problemer. Det gælder: Peru, Grenada, Nicaragua, Algeriet. Andre lande har fortsat et erklæret kommunistparti ved magten, men har åbnet op for kapitalistisk akkumulation som middel til udvikling af økonomien. Det gælder Kina, Vietnam, Cuba og til dels Mocambique og Angola. Men er denne udvikling overhovedet mulig? Som i tilfældet med alliancerne med stor/mellemstore bønder i Rusland, Nicaragua osv. har staten ikke haft mange andre valg. Konsekvensen er en hastig udvikling af produktivkræfterne baseret på udanlandske investeringer og på opbygningen af et borgerskab indenfor landets egne grænser, samtidig med at partiet søger at bevare den politiske magt. Det er en udvikling der vil skabe et stadig større modsætningsforhold mellem en kapitalistisk basis og en overbygning, der i udgangspunktet var under partiets kontrol, men som i stigende grad kommer under pres fra basis. Konsekvensen er dels stigende korruption i overbygningen/staten/partiet, dels stigende modstand i basis mod den kapitalistiske udbytning og manglen på demokrati. Kina er længst fremme i denne proces, da denne akkumulationsmodel blev valgt allerede i 1975, da Deng Shiao Peng erobrede magten. Oprøret i 1989 var et glimrende eksmpel på den modstand der er under vækst i både mellemlag og arbejderklasse. Det der i juni 1989 gjorde det kinesiske kommunistparti rædselsslagen var ikke så meget studenternes oprør, men derimod at arbejderne sluttede sig til oprøret. En sandsynlig udvikling i de aktuelt eksisterende overgangssamfund er, at overbygningen helt tilpasser sig den kapitalistiske basis og bliver et redskab for den udenlandske og nationale kapital, eller at overbygningen skylles bort af et folkeligt oprør, af international indblanding, eller ved at byrokraterne tager magten som det skete i Sovjet i 1992.
Konsekvensen er ikke, at folk skal undlade at gøre oprør. Konsekvensen er, at oprørere skal tilpasses samfundets stade, uden at revolutionære forsøge at springe flere trin over. Herom mere i det næstefterfølgende afsnit (Revolutionen er mulig), men først en ekskurs om civilisation.
Civilisatorisk proces og udvikling af produktivkræfterne
Samfundsudviklingen i overgangssamfundet støder ikke blot ind i økonomiske barrierer.
Den støder også ind i kulturelle barrierer og på andre modsætninger mellem basis og
overbygning. Et vigtigt eksempel på dette forhold er kolonimagternes rolle i
sprængningen af de tidligere samfund i den 3. Verden. Marx bevarede et dialektisk syn på
kapitalismen. På den ene side kritiserede han dens økonomi, men samtidig priste han
denne produktionsforms historiske rolle, som banebryder for etableringen af den basis, det
socialistiske samfund senere skulle bygge på. Derfor så han positivt på de
kapitalistiske kolonimagters ageren i kolonierne. For ham rev England og Frankrig de gamle
feudale bånd i stykker og banede vejen for udviklingen af kapitalisme. En holdning der
helt op i 1950'erne blev reproduceret i f.eks. det franske kommunistparti, der var imod
Algeriets frigørelse. Uanset at vi i dag har en mere kritisk holdning til kolonimagternes
ageren end Marx havde, havde han imidlertid ret i sine betragtninger omkring kapitalismens
civilisatoriske rolle i periferien. Det bedste eksempel er Afrika, der er den verdensdel,
der i kortest periode var plaget af kolonimagter, hhv. gennemløb en civilisatorisk
udviklingsproces.
Introduktionen af kolonimagter i et område, må marxistisk betragtes som kolonimagtens erobring i første omgang af overbygningen. Denne erobring skal imidlertid bane vej for kolonimagtens formning af en vis del af basis til at kunne indgå i dens udbytning af kolonien. Under en mere fredelig samfundsudvikling, er det i højere grad udviklingen i basis, der fører til forandringer i overbygningen. Det interessante er imidlertid, at basis i kolonien kun langsomt udvikles. I Afrika indledte de europæiske kolonimagter deres erobringskrig i slutningen af forrige århundrede, da den daværende kapitalisme var i dyb økonomisk krise. Det typiske var derfor, at de afrikanske kolonier kun nåede at være under koloniåg i 70-80 år - frem til deres selvstændighed i 1950-60'erne. Konsekvensen i et flertal af landene var, at basis kun i begrænset omfang blev udviklet, og i den udstrækning det var tilfældet var der tale om plantageøkonomi eller eksport af råvarer. Da kolonimagternes kontrol over overbygningen ophørte i 1950-60'erne, skete der en tilpasning af overbygning til basis. I mange lande har det ført til en decideret tilbagegang i basis. I 1992 skrev den respekterede Afrikaekspert, Basil Davidson i Socialist Register om udviklingen i Afrika, at det i mange lande er vanskeligt overhovedet længere at tale om en stat. Han nævner bl.a. Zaire og skriver, at Zaire i 1960 havde 88.000 miles farbare landeveje. I 1985 var dette tal faldet til 12.000, af hvilke kun 1.400 var asfalterede - fortrinsvis i og omkring hovedbyerne. Statsmagten er begrænset til hovedstaden og enkelte større byer i provinsen. Udviklingen i Somalia de seneste år, hvor staten decideret er gået i opløsning er derfor ikke undtagelsen, men snarere reglen i Afrika, selv om det ikke er sket på samme åbent voldelige måde som i Somalia.
Et andet interessant eksempel er udviklingen i Jugoslavien efter 2. Verdenskrig. I udgangspunktet eksisterede der her betydelige forskelle mellem produktivkraftudviklingen i nord i specielt Slovenien og i syd i specielt Kosova. Kosova havde ved Jugoslaviens dannelse overvejende feudale strukturer, og selv om der under udviklingen i Jugoslavien blev overført ganske betydelige ressourcer til Kosova, blev forskellene under statens 45 årige historie ikke formindsket - tvært imod blev de øget. Udgangspunktet for akkumulation var betydeligt bedre i nord end i syd, alene fordi den kapitalistiske udvikling havde smadret en større del af de tidligere feudale sociale strukturer. Der eksisterede en mere udviklet industri og en mere kvalificeret og disciplineret arbejderklasse.
Når jeg skriver om Kosova og Afrika er det fordi, problemerne med gennemførelse af den oprindelige akkumulation og udviklingen af produktivkræfterne er en problematik der i høj grad også eksisterer i de svagt udviklede samfund, der ikke er overgangssamfund. I Afrika har udviklingen ført til, at verdensdelens andel af produktionen på verdensplan er faldet fra 4% i 1960 til 2% i 1990. Det skyldes altså ikke blot, at økonomien er i udvikling i andre dele af verden, men også at mange afrikanske lande er i direkte opløsning. Kolonimagterne smadrede den gamle overbygning uden at kunne nå at udvikle basis. Samtidig er forsøgene på at gennemføre en udvikling løbet ind i enorme problemer. I f.eks. Tanzania satsede regeringen på den såkaldte Ujamaa socialisme, der i første række var baseret på etableringen af landsbyfællesskaber - hvor befolkningen tidligere overvejende levede som nomader. Selv dette lille civilisatoriske tiltag løb ind i enorme problemer.
Revolutionen er mulig
- men må i det historiske bakspejl konstateres at være problematisk i den 3. Verden.
Overgangssamfundene der blev etableret i 1960-70'erne har ikke kunnet sikre en udvikling
af produktivkræfterne. Tværtimod er der generelt sket store tilbageslag. Årsagen er
overvejende problemerne omkring udformningen af akkumulationsmodel, der i modsætning til
kapitalismen, Stalins Sovjet og Khmer Rouges Cambodia ikke er baseret på vold.
Hvilket alternativ har den 3. Verden da i dag? Samir Amin taler om delinking - afbinding fra verdensmarkedet - som et middel til bryde den imperialistiske udbytning. Desværre er det en udviklingsmodel, der ikke forholder sig meget til realiteterne med mindre man vælger voldige akkumulationsmodeller som Khmer Rouges i Cambodia i 1975-80. Iøvrigt financierer Amins gamle elever Pol Pot og Heng Samrin i dag deres Khmer Rouge ved eksport af ædelstene fra Cambodia - ikke specielt "delinket". Problemet ved "delinking" er at landene i den 3. Verden er afhængige af import af en lang række produkter fra verdensmarkedet. Først og fremmest energi, medicin, men også varer til vedligeholdelse og udbygning af landenes produktivkræfter. For at kunne financiere denne import, er det nødvendigt at få bistand (medfører politisk afhængighed), låne (medfører økonomisk afhængighed og udskyder blot problemet) eller eksportere varer der kan afsættes på verdensmarkedet. Eftersom overgangssamfundene har måttet løse konkrete problemer, har de alle måttet ty til udvikling af deres traditionelle eksportproduktioner - i Cuba primært sukker og i Nicaragua primært kaffe. Amins "delinking" afbryder nok den imperialistiske udbytning, men får samtidig samfundet til at gå i stå eller til at gå drastisk tilbage i produktivkraftudvikling. Det er derfor ikke nogen acceptabel løsning, og vil på kort sigt føre til oprør fra befolkningens side, som det bl.a. skete i Cambodia.
Men den 3. Verden har andre muligheder. Ifht. udbytningen fra det imperialistiske centers side kan den slå sig sammen mhp. at etablere betalingsboykot af udlandsgælden og etablere råvarekarteller, som de olieproducerende lande gjorde i 1960'erne. Nationalt kan bønderne organisere sig og rejse sig kamp med krav om jord og afskaffelse af feudalismen. Netop kampen mod godsejerne er et vigtigt skridt for at sikre udvikling i den 3. Verden. Arbejderne kan organisere sig og kæmpe for forbedrede lønninger og arbejdsforhold. Men set i det historiske bakspejl er det en tragisk fejl at føre kampen videre og søge at tage springet fra overvejende feudalsamfund til socialisme.
I de udviklede kapitalistiske lande har der siden 1960'erne eksisteret en romantisk holdning til revolutioner i den 3. Verden. Politisk blev den hængt på teorien om de svageste led i imperialismens kæde, der var de lande hvor borgerskabet og imperialismen var så svage, at det var muligt at gennemføre revolution. En yderligere forklaring er dog frustrationen over de lange udsigter for revolution i Vesteuropa, USA osv. Imidlertid er revolutionsromantikernes interesse blevet afkølet i samme hastighed, som problemerne tårnede sig op. Mest tydelig var denne effekt i Mocambique, der hurtigt løb ind i enorme problemer. Heldigvis blev der kun et par år senere gennemført revolution i Nicaragua, så opmærksomheden kunne kastes et andet sted hen, hvor det endnu ikke var gået galt. Efter sammenbruddene kastes opmærksomheden og solidariteten i dag over Chiapas og zapatisterne. Dele af venstrefløjen flygter fra historien i sin søgen efter paradis. Heldigvis er zapatisternes revolutionsopfattelse en anden. De har ihvertfald i nogen udstrækning lært af historien. Subcomandante Marcos udtalte i et interview i oktober 1995, at de ikke ser bønderne som revolutionære. Det er ikke socialismen, zapatisterne har sat på dagsordenen. Det er kun en første revolution, hvis mål er at erobre jord, knuse feudalismen og erobre politisk spillerum indenfor det borgerlige demokrati. Socialistisk revolution ligger meget længere ude i fremtiden. Det er jo glimrende. Men faktisk burde VS forholde sig langt mere kritisk til revolutioner - i den 3. Verden - end vi har gjort til dato. Netop på baggrund af de historiske erfaringer, der er blevet høstet. Vi kunne finde ud af at sige fra overfor Afghanistan, Iran, Ethiopien og Kampuchea, men kritikken forstummede, når det handlede om Nicaragua eller Vietnam. Der er altid en fornuftig årsag til oprør - undertrykkelse og udplyndring - men ligesom det er en fejl, umiddelbart at sætte kommunismen på dagsordenen i Danmark, lige så fejlagtigt er det, umiddelbart at sætte socialismen på dagsordenen i Chiapas, Kurdistan, Philippinerne eller Palæstina. Det er ikke muligt at springe hele historiske etaper over.
Anderledes i centret. Borgerskabet har økonomisk været svækket siden udbruddet af verdenskrisen i 1972-73 og selvom det politisk føler sig bekræftet og styrket af sammenbruddet i Østeuropa og Sovjet, har det på ingen måde løst krisen. Tvært imod har det åbnet op for forstærket inter-imperialistisk rivalisering, der historisk har ført til væbnet konfrontation. Når arbejderklassen ikke i højere grad har kunnet udnytte borgerskabets svaghed skyldes det, at betydelige dele af arbejderklassen endnu er syltet ind i det klassekompromis med borgerskabet, der siden 1930'erne har været basis for den hastige økonomiske udvikling i de imperialistiske centre. I dag er klassekompromissets politiske fanebærere, socialdemokraterne, i dyb krise, men samtidig er der tendenser til, at borgerskabet i sin desperation efter at finde egnede løsninger på krisen vil droppe klassekompromisset. Kapitalismen er internationalt særdeles ustabil, og i mangel på produktive investeringer er enorme summer kastet ind i spekulation - kasinokapitalisme - der når som helst kan bryde sammen på samme måde som i 1987 og som i 1928-29. Kapitaslismen mente, at sammenbruddet i Sovjet og Østeuropa ville åbne store markeder op. Dette var også baggrunden for den forcerede tyske genforening. Virkeligheden blev naturligvis en helt anden. Når kapitalen først havde lukket de østtyske virksomheder, østtyskerne var sendt ud i arbejdsløshed, da havde de ikke længere købekraft til at købe de vesttyske varer, med mindre det skete for overførsler fra vest. Udviklingen er den samme omend mindre dramatisk i ex-Sovjet og resten af østeuropa. Kun et lille borgerskab og vesltillet øvre mellemlag har ressourcer til at købe vestlige luksusvarer. Drømmen om den store og hastige ekspansion østover brast. På samme måde er østeuropa slet ikke i stand til at opsuge de enorme ledige kapitalmængder der hvert år produceres af den vestlige kapitalisme.
Klassekompromissets opløsning er forbundet med massive angreb på arbejderklassens positioner og må anvendes til organisering og radikalisering med revolution som perspektiv. Samtidig har det betydning, at arbejderklassen og mellemlagene også er i vækst i periferien. Det er udtryk for, at kapitalismen spredes stadig længere ud, gennemtrænger hver pore på verdensplan, og er med til at opfostre en stadig større arbejderklasse.
Dette er centralt, for det vil ikke være muligt at gennemføre revolution i et enkelt land som f.eks. Danmark. Den ville omgående blive mødt med en massiv boykot og kontrarevolutionær aktivitet, der ville få USA's boykot af Cuba til at ligne en skovtur. Det er nødvendigt at gennemføre en revolution, der er forbundet til tilsvarende processer regionalt. Det giver derfor kun mening at arbejde med en revolution der er udstrakt til mindst Europa, USA eller Japan, og som støttes af arbejderklassen i de øvrige centre.
Samtidig er det imidlertid spørgsmålet, om det endog er muligt at gennemføre regionale revolutioner, eller om historiens hjul må synkroniseres på verdensplan - altså en nogenlunde samtidig revolution i mindst de imperialistiske centre. Tidligere overgange i historien fra f.eks. feudalsamfund til kapitalisme kunne gennemføres nationalt, fordi nationalstaterne politisk og økonomisk i langt højere grad var isoleret fra omverdenen - og dermed også fra udenlandsk indgriben. Dette er ikke længere tilfældet. Selv en isoleret revolution i Europa ville helt sikkert blive mødt med massiv kontrarevolution fra specielt USA's og Japans side og umiddelbar konfrontation om adgang til f.eks. olie og andre råvarer. Det er naturligvis et problem, hvis vi er nødt til at tænke ikke blot europæisk, men globalt og et spørgsmål, hvordan historiens hjul kan synkroniseres. Det er imidlertid kapitalismen der primært leverer løsningen på dette problem. Det er den der garanterer, at angrebene på arbejderklassen vil antage ikke blot nationale, men globale træk. Dette var også tilfældet under slutningen af første verdenskrig, hvor historiens hjul faktisk blev synkroniseret i flere europæiske lande og gav Lenin tiltro til revolution i ikke blot Rusland, men også flere vesteuropæiske lande. På samme måde under verdenskrisen i slutningen af 20'erne, hvor kapitalismens problemer globaliseredes og førte til synkroniserede oprør mange steder rundt om i verden. Synkroniseringen var ikke organiseret af en revolutionær venstrefløj, men derimod af den kapitalistiske krise. Selv om situationen var en anden, eksisterede der også en form for synkronisering i slutningen af 60'erne. Det var ikke blot studenter og arbejdere i Frankrig, der gjorde oprør. Det gjorde de også i Mexico, i Philippinerne, i Indien og i mange andre lande. Rækkevidden blev fejlfortolket, men der eksisterede en form for synkronisering, hvor oprør i et land som altid inspirerede til oprør i nabolandene. Objektivt - økonomisk - er betingelserne til stede for revolution, men de subjektive mangler endnu. Trods den revolutionære venstrefløjs aktuelle svaghed, er det betingelser der til stadighed udvikles af kapitalismen. Kapitalismen producerer sin egen undergang.
Hvad er da vores opgave? At opfange de krav af revolutionær - og i perioder af reform - karakter der udvikler sig i folkedybet - først og fremmest i arbejderklassen, gøre dem til vores krav, bruge dem til at styrke den revolutionære organisering. Samtidig må samarbejdet mellem revolutionære organisationer internationalt, først og fremmest i de imperialistiske centre styrkes mhp. analysen af klassekampens udvikling internationalt, udvekslingen af erfaringer og koordineringen af revolutionære angreb på kapitalismen. På samme måde som det var det russiske borgerskab der kastede Rusland ind i 1. Verdenskrig og dermed var med til at skabe grundlaget for oktoberrevolutionen, er det aktuelt kapitalismen der skaber betingelserne for en revolutionær udvikling, men det er samtidig vores opgave at forberede os på at udnytte disse betingelser, når de ad åre er tilvejebragt.
|
|