Af Allan Babiarz
Under den indædte og langvarige RiBuskonflikt, havde de fritstillede bybuschauffører en
af deres sikreste allierede i støttekomiteerne. Hvilket da også gav anledning til
borgerlig irritation og mistænkliggørelse, hvad følgende bemærkninger tydeligt
illustrerer: "Støttekomiteerne ledes af folk der har været på træningskursus i
DDR, og som skal være patruljefører på Cuba" udtalte amtsborgmester Laurits
Tørnes i magasinet Liberal. Og anonyme socialdemokrater på lederniveau i Det Fri Aktuelt
betegnede talsmænd fra komiteerne som "liggende politisk til venstre for Den Lysende
Sti" - Brudstykker af den omfattende pressehetz mod chaufførerne og
støttekomiteerne, som prægede den borgerlige presse under konflikten.
I mange byer opstod der strejkestøttekomiteer. Komiteens formål var at støtte chaufførerne, som var i kamp og helt på deres betingelser. Komiteernes vigtigste funktion var at fungere som bindeled mellem de strejkende og den sympati der var i befolkningen og på arbejdspladserne. Og mange lønarbejdere, også socialdemokratiske, kunne identificere sig med RiBuschaufførernes kamp. Det dokumenterer storstrejken den 20. april 1995, hvor omkring 200.000 arbejdere nedlagde arbejdet i sympati med de fritstillede chauffører. Den til dato største og fagligt bredest funderede solidaritetsstrejke i Danmark! Arbejderklassen udtrykte her sin støtte til en arbejdergruppe, som gik aktivt til kamp mod konsekvenserne af udlicitering.
Støttekomiteerne var både politisk og fagligt bredt sammensat; fagligt aktive arbejdere, arbejdsløse, pensionister og ikke mindst en ny ung generation af faglige aktivister. En af komiteens arbejdsopgaver var at distribuere reel information om konflikten ud til folk primært arbejdspladserne i komiteens lokalområde, via nyhedsbrevet Fribusnyt og gennem afholdelse af fyraftensmøder i samarbejde med chaufførerne. En anden væsentlig opgave var at mobilisere blokadevagter til Esbjerg. Uden komiteerne havde de fysiske blokader med garanti næppe fået det omfang de fik.
Ikke alle kredse i fagbevægelsen ser med lige stor velvilje på støttekomiteerne, selvom komiteerne ikke står i modsætning til fagforeningerne. Nogle føler usikkerhed overfor komiteerne; er de et alternativ til fagforeningerne? Andre mener at vide, at støttekomiteerne er styret af venstrefløjsmedlemmer med en betydelig mere stringent opfattelse af arbejdskamp og klassekamp end den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse. For det første: Komiteerne er ikke et alternativ til fagforeningerne, men et forum der inkluderer såvel aktive fagforeningsmedlemmer som mennesker udenfor arbejdsmarkedet. Og støttekomiteens tyngde og autoritet består netop i kraft af en tæt forbindelse med tillidsfolk på arbejdspladserne og de aktive fagforeninger. Til det andet, er der kun at sige, at komiteerne nøje overholder de strejkendes grundlag og anvisninger. Komiteerne fører ikke selvstændig politik.
Efter RiBuskonflikten er støttekomiteerne det naturlige sted, hvor erfaringerne fra arbejdskampen samles, og det omfattende netværk af sympatisører og kontakter fastholdes. I forhold til de fremtidige arbejdskampe som uvægerligt må komme er dette af betydning. Man undgår således, at skulle starte fra nulpunktet, når solidariteten næste gang skal udmøntes.
RiBuskonflikten har bevirket et lille, men vigtigt løft for den faglige venstrefløj. Efter ti år i tilbagetrukket tilværelse, tales der igen om mulighederne for militante arbejdskampe og et konsekvent forsvar af faglige rettigheder jævnfør aktuelt skraldemandskonflikten i Århus. Men desværre vil det stadig være en overdrivelse at påstå, at det er den faglige venstrefløj der sætter den politiske dagsorden i fagbevægelsen. Den faglige venstrefløj mangler et åbent forum for offensivt rettede diskussioner. Nødvendige diskussioner om EU's tiltagende indflydelse på arbejdsmarkedet, overenskomster, privatiseringer, om arbejdsløshed og social udstødning m. v. At genskabe og udvikle tillidsmandsringe og andre faglige netværk er en forudsætning, hvis den relativt forbedrede klassekampssituation skal bringe den faglige venstrefløj i offensiven som aktiv og inspirerende kraft mod den borgerlig socialdemokratiske samfundsudvikling.
Allan Babiarz er aktiv i den odenseanske støttekomite, og medlem af VS
|
|
|