Kontrolleret legalisering af narko:

Opgivenhed lanceret som nytænkning

Kineserne fik for 100 år siden fik proppet opiumen ned i halsen af imperialisterne, millioner gik til grunde inden nationalist-kommunisterne fik stoppet svineriet endeligt. (Nu sørger markedet" for et fornyet misbrug blandt millioner i Syd Kina). Hjemme hos imperialisterne var den engelske arbejdeklasses selv ved at gå i opløsning i gin. Mens dele af borgerskabet fik smag for deres egne varer.

Det er på tide, at erkende at misbrug for det store flertals vedkommende hænger nøje sammen med den måde vi indretter samfundet på. Løsningen er derfor at ændre disse forhold, og være rede til at foretage de lange seje træk, der er nødvendige. Her giver en enkelt behandlingsform ikke en endelig løsning.

For en socialliberal med en nøgtern indstilling, er det naturligvis besnærende, at kaste sig over historien. Her er det let at konstatere, at forskellige former for rusmidler har eksisteret i alle kulturer til alle tider. Og det er da også uomtvisteligt, at de første afgrøder mennesket kastede sig over ikke var korn eller anden fødevare, men netop rusmidler som opiumsvalmuen og tobakken. Her har modstanderne da også gjort det let for tilhængere af legalisering, idet argumenterne ofte kun har været, de enkelte stoffers skadevirkning, og ikke den sammenhæng de indgår i. En nøgtern betragtning siger således, at cannabis er mindre fysisk skadende end eksempelvis tobak, og at opium ikke giver organskader. Navnlig hvis den indtages ren og i den mest oprindelige form af råopium (altså ikke den mere udviklede form som heroin er), og når den ikke indtages via en sprøjte.

Det behagelige i de ovenstående betragtninger er at, progressive mellemlag, sammen med intellektuelle der ikke bryder sig om formynderstat, og bedrestilledes børn kan legitimere sit eget rusmiddel som uproblematisk. Hvad enten det drejer sig om hyggetjalden, bajeren eller whiskyen.

Betragter man forskellige stoffers skadevirkning, kan man stille sig det spørgsmål, om det er et argument, at et nyt nu illegalt stofs mindre farlighed end f.eks. alkohol, kan være et argument for legalisering. Her ville en mere nøgtern vurdering vel snarere sige, at vi istedet burde se nærmere på forbruget og skadevirkningerne af nervemedicin, tobak og alkohol. Her er der ovenikøbet en mulighed for en mere konkret diskussion og handling på venstrefløjen, når man betragter venstrefløjens alkoholkultur. Tænk bare på vore fester som skal have et indhold i spandevis af øl og vin, og demonstrationer hvor bajeren sidder ligeså traditionelt i hånden som den røde fane osv.

Men fortsætter man den historiske betragtning, er det ikke stoffernes egen farlighed, der afgør forskellen mellem social katastrofe og en kulturel nødvendighed for virkelighedsflugt. Det er den kultur der omgiver stoffet. Der er pokker til forskel på, om et stof indgår i en religiøs eller anden kulturel sammenhæng, og dermed er reguleret. Eller om det flyder gennem et helt andet samfunds nedre sociale lag. Der sker katastrofen. Det kan diskuteres om det var koppesmitten eller alkoholen der knækkede rygraden i de indianske kulturer. Koppeepedemierne i Amerika slog millioner ihjel, måske flere end alkoholen på kort sigt. Men det var den sidste som slukkede modstandskraften. Vi kender det selv fra Grønland, hvor den danske kolonimagt berigede den grønlandske kultur med alkohol. Iøvrigt en kultur som havde eksisteret i århundreder uden et eneste rusmiddel, med mindre trommedans og fællesssang hører under dette. Et samfund uden narkotika er utopi" får i disse tilfælde en særlig klang, idet der i disse samfund snarere var tale om, at et enkelt rusmiddel var ved at opløse samfundet.

Alt dette er ikke kun historie. Det samme grundlæggende problem vil bestå, også i fremtiden. De sidste årtiers narkomarked har blandt andet belært os om, at der hen ad vejen foregår en produktudvikling af de eksisterende stoffer, ligesom der opfindes nye. Legalisering af et enkelt eller flere pt. populære stoffer, er altså ikke en måde at undgå at skulle tage stilling til skadevirkningerne, hvad enten de er fysiske eller sociale. Det skal også her bemærkes, at det ikke nytter noget at tilbyde heroin til misbrugere af LSD, speed, ectasy eller kokain. For deres og mange andres vedkommende er det kun selve stoffet der kan give det rette sus og forhindre abstinenser. Altså, at give heroin til en kokainmisbruger vil ikke ændre på noget udover, at vedkommende også bliver heroinmisbruger.

Metadon
Under den borgerlige regering, med Palle Simonsen som socialminister (1984), blev udtrykket at møde mennesket hvor det er" lanceret som den nye narkopolitik. Ny var den nu ikke, idet den kom fra USA. Det betød, at man frafaldt kravet om stoffrihed i behandlingen, og at metadon blev gjort til et væsentligt element i behandlingen af narkomaner. Argumentet var en forsøgesordning i København med metadonbehandling som viste gode resultater. Men allerede da rapporten blev præsenteret, blev der påvist alvorlige fejl". Det var ganske enkelt tydeligt at dette forsøg og den efterfølgende rapport skulle have det bestemte resultat: metadonbehandling som svaret . Det virker indlysende, at stofafhængighed ikke kan løses med stoffer. Det kunne man have lært af den tidligere erfaring, hvor heroin blev introduceret som stoffet der kunne kurere morfinmisbrugere! Men derudover var der allerede på det tidspunkt gjort mange internationale erfaringer med metadon. I New York havde man på det tidspunkt allerede kørt metadon"behandling", som det primære tilbud til narkomaner. I en rapport (Preble/Miller: Annual Reviews of Drug and Alcohol Abuse, 1977) opdeles de 32.000 personer i metadonvedligeholdelse i tre kategorier 1)de mindst foretagsomme der henter deres metadon og socialhjælp, betaler deres husleje og drikker sprut, 2) dem der supplerer metadonen og sprutten med piller. Det kan klares med tiggeri og/eller delvis salg af metadon 3)dem der tager metadon og derudover kokain i weekenden, og vin eller/og piller resten af ugen. Dette misbrug kræver større indkomst via tyveri og salg af metadon. En vigtig konklusion på undersøgelsen var at metadonvedligeholdelse generelt for narkomanerne betød ringere livskvalitet, mens det for samfundet/staten betød mindre kriminalitet.

Når vi fra VSs side dengang advarede mod denne nye politik hang det sammen med en frygt for, at dette blev politikken. Fordi udgangspunktet blev, at her var et problem der ikke kunne gøres noget ved. At man så at sige blev stoforienteret. Metadon var nemlig bare et ud af flere vidunderstoffer der kunne erstatte eller afhjælpe narkomisbrug.

Tiden viste, at denne frygt var velbegrundet. Hvor man i begyndelsen sagde, at metadon kun skulle bruges ovefor de tunge misbrugere (ca. 300), er metadonbehandling idag blevet normen. 3.000 i Danmark er i metadonbehandling, et af de højeste tal i verdenen ifht. indbyggerantal, og antallet af behandlingspladser svandt ind til så lidt, at Vi har en situation herhjemme, der betyder at selv om en dommer mener, at en kriminel stofmisbruger burde have en betinget dom med et behandlingsvilkår, så kan dommeren ikke afsige en sådan dom, fordi der mangler kapacitet på behandlingsinstitutionerne" (Ida E. Koch: Behandling som alternativ til frihedsstraf", 1996)

En delvis legalisering er en videreførelse af denne linje. Der er ingen grund til at have moralske kvabbabelser over, at narkomaner nu skal have heroin (opium ville dog være bedre) istedet for metadon. Isoleret set er det nemmere at afvænne fra heroin end fra metadon.

I behandlersystemet var det klart for 10 år siden, at der var en mindre gruppe der kunne have gavn af metadonbehandling. Det samme vil gælde for heroin. Metadon blev ikke en undtagelse dengang, og det vil heroin eller andre stoffer næppe heller blive. Og slet ikke hvis de gode samfundsmæssige virkninger skal slå igennem.

Tvivlsomme argumenter
En kontrolleret legalisering hævdes at ville betyde, at narkomanen ikke vil være tvungen i kriminalitet og prostitution, og den samlede kriminalitet dermed vil falde væsentligt.

Som ved metadondiskussionen for 15 år siden, henvises der nu til forskellige positive forsøg. Nu som dengang bruges forsøgene mere til at bekræfte sig selv i det man i forvejen ønsker at tro. Hvad der mangler er for det første mere præcise oplysninger, om hvilke øvrige ressourcer der er afsat i disse forsøg, sammenlignet med det traditionelle. Sat på spidsen vil man med rigelige ressourcer til uddannelse, job, bolig, opbygning af socialt netværk osv. kunne afvænne narkomaner på sødmælk. Det er i høj grad betænkeligt, at på et område der skønnes at koste samfundet 3 milliarder om året, er der endnu ikke foretaget sammmenlignelige videnskabelige undersøgelser af de forskellige former for behandling. Det er en af forklaringerne på, hvorfor narkopolitikken har været præget af hovsa-løsninger.

I forhold til herointildeling er det især to eksempler der trækkes frem. Wildernes Kommune i England, samt Schweiz. For det første forsøgs vedkommende foreligger der ingen officielle videnskabelige evalueringer af forsøget. De tal vi er blevet præsenteret for i medierne bygger på forsøgets egne oplysninger. Ligesom når det gælder vore egne private behandlingsinstitutioner skal resultaterne derfor tages med en gran salt. De schweiziske forsøg udmærker sig dels ved at være omfattende, samt ved at der foreligger en videnskabelig evalueringsrapport. (Forsøg med lægeordineret udlevering af narkotika - foreløbig rapport", nov. 1995)

I Wildernes Kommune ved Liverpool i England. har man i 12 år tildelt heroin til narkomisbrugere. Effekten var iflg. politiet at kriminaliteten blev reduceret til 1/15 af tidligere.

Den schweiziske rapport taler om en reducering af kriminaliteten fra at 53% var kriminelle da de startede i projektet, til 13% efter et halvt år. Når man alligevel må tvivle på den samlede effekt hænger det sammen med det forhold, at en legalisering fra alles side kun foreslås omfattet en mindre gruppe. Ligesom den ikke vil omfatte alle stoffer. Det store flertal af narkomaner vil altså stadig være henvist til at financiere deres forbrug ved kriminalitet. Og der vil således stadig være et lukrativt marked, nemlig overfor de mennesker der skal kvalificere sig til statslig narko, og for de der ønsker stoffer som ikke er omfattet af den kontrollerede legalisering.

I forhold til Wildernes skal det tilføjes, at der her er tale om en lille by, som gør det nemmere socialt at kontrollere kriminaliteten. Overført på danske forhold: det er nemmere at begrænse narkokriminaliteten i Hobro end i København. For de schweiziske forsøg skal bemærkes, at der her er tale om procenter på de personer der er forblevet i forsøget, i rapporten er der ikke oplysninger, om hvorledes det er gået dem der er droppet ud. Dog fremgår det, at frafaldet hovedsagelig er kokainmisbrugerne (og de prostituerede). Et kvalificeret gæt er, at der er tale om den tungeste kriminelle gruppe.

Mafiaen
Det er et tilbagevendende ønske at ødelægge verdenshandlen for narkotika, og dermed de store forbryderorganisationer. Og vist er det besnærende. Men ganske illusorisk. For det første vil det kræve, at alle stoffer i hele verden lovliggøres. En legalisering af f.eks. kun cannabis og heroin vil givetvis forstyrre forbryderkartellers indtjening i en periode, men kun indtil produktionen er lagt om til ecstacy, kokain mv. Samtidig med man via legale firmaer går ind på det nye legale marked. Hertil kommer problemerne med de 1.000'vis af lægemidler, der nu er underlagt restriktioner, eller som enkeltlande ikke vil tillade bliver anvendt pga. store bivirkninger. For ikke at tale om hvorledes reguleringen skal foregå ifht. hvilken alder tilladelsen skal gælde. Nej, selv de største tilhængere af legalisering, vil også have en form for regulering. Og der starter forbryderorganisationernes virksomhed. Hertil kommer naturligvis, at narkomafiaens mål ikke er at sælge narko, men at tjene penge. Om det sker lovligt eller ulovligt er underordnet, ligesom det er underordnet om det sker ved narko, prostitution eller beskyttelse. Sovjetunionens opløsning er vel et godt eksempel ved siden af Italien og Colombia på, under hvilke vilkår en mafia trives bedst. Og dermed også et svar på, hvad der kan bekæmpe den.

Reduktion af tilgang og forbrug
En legalisering menes at bremse tilgangen af nye narkomaner, fordi der ikke er nogen aura af forbuden frugt, ej heller penge i at rekruttere nye misbrugere. Her siger den dårlige dokumenterede undersøgelse fra Wildernes at antallet af nye narkomaner blev reduceret til 1/12 af tidligere. Der er utvivlsomt en del sandhed i dette argument, men resultatet fra Wildernes bør alligevel tages med forbehold. Som sagt er Wildernes en lille kommune, og en ødelæggelse af det lokale marked vil givetvis have fået pushere til at søge andre græsgange, både fordi markedet er skrumpet, og fordi pushere vil være mere tydelige i gadebilledet, og derfor nemmere risikerer anholdelse. Desværre siger den schweiziske rapport ikke noget om dette forhold.

Den store knast i Schweiz er kokainmisbrugerne. For samtlige deltagere siger rapporten, at ved indtrædelse i forsøget brugte 31% kokain dagligt, 54% lejlighedsvis og 15% aldrig. Efter 6 måneder var tallene: 9% dagligt, 54% lejlighedsvis og 33% aldrig. Efter 6 måneder har altså (af de tilbageblevne) 63% stadig et illegalt narkomisbrug. Men hertil burde lægges de der udtræder af forsøgene, hvordan det går disse fortælles der ikke præcist om. Rapporten fortæller, at i juni 95 var der af de 366 der blev optaget i forsøget i 1994 fortsat 266 personer der deltog i forsøgene. 100 deltagere har af forskellige årsager forladt projektet". Senere i rapporten nævnes, at 26% måtte udelukkes som følge af voldstrusler, at 11 personer er døde og at det blev konstateret, at kokainforbrug og prostitution er forbundet med høj risiko for udtræden af forsøget".

I Schweiz forsøgte man sig ligeledes med uddeling af kokain, men disse forsøg måtte indstilles. Kokainmisbrug kræver oftere indtagelse (minimum 3 gange daglig) ,og rusen er kortvarig. Dette vil indebære, at koakinmisbrugere stort set skulle opholde sig på klinikken hele tiden. Dette er ikke atraktivt.

Der er således, som tidligere anført, al mulig grund til at advare imod at tro, at delvis legalisering af et enkelt eller flere stoffer, giver nogen løsninger.

Gode argumenter
I narkodiskussionen er det værd, at se på de hollandske erfaringer. Dirk J. Korfs, hollandsk kriminolog og ekspert på narkoområdet, har undersøgt den hollandske politik med den delvise legalisering af hash. Hans vigtigste pointer er

• adskillelsen af narkomaner og hashmisbrugere har betydet at antallet af stofmisbrugere har stabiliseret sig på de 25.000.

• antallet af narkodødsfald er markant lavere i Holland end i andre lande. I Vesteuropa fordobledes narkodødsfaldene fra 1980 til 1990, fra ca. 1.500 til 3.000. I Danmark var tallene 1986/87 125, i 1990/91 ca. 150, og sidste år steg tallet pludselig til 264. I Holland er tallet stabilt på ca. 35. En af forklaringerne er iflg. Korf at kun 1/3 sprøjter sig med heroin, de øvrige ryger det.

• generelt ryger flere hash i Holland end andre europæiske lande.

Den skarpe adskillelse mellem hash og øvrig narko har givetvis haft en gavnlig virkning. Hvad jeg her vil vende mig imod er den opfattelse, at når vi nu taler om heroin og andre stærke narkotika, så er hash vel ikke så slemt. Meget taler for at hash er ved at blive indarbejdet i den vestlige kultur på nivaue med alkohol. Men som sagt tidligere er det ikke et argument. Kendskabet til kæderygere og alkoholikere som er marathonløbere i en alder af 80 år får os ikke til at frakende tobakkens og alkoholens skadelige virkninger. Hashens skadevirkninger er anerledes, men ikke mindre alvorlige.

En legalisering vil kunne frigøre store menneskelige og økonomiske ressourcer der nu anvendes til bekæmpelse. Den danske politik med politiets stresning af narkomanerne, har ikke kun betydet flere dødsfald blandt narkomanerne, men også at store ressourcer er anvendt. Groft sagt er 90% af ressourcerne anvendt til den politimæssige indsats og de resterende 10 er anvendt på behandling. Det burde være omvendt. Nu er det desværre ikke så enkelt, at der ligger en bestemt pose penge på narkoområdet, som blot skal fordeles. Det er en politisk beslutning, hvor mange og hvordan ressourcerne skal anvendes. Det vigtigste er ikke legalisering, men afkriminalisering, altså at narkomaner ikke sættes i fængsel, men kommer i behandling i stedet for. Og her er et område der kunne gøres noget ved umiddelbart, idet der som før nævnt slet ikke er behandlingspladser nok.

Det seje træk
En social reformpolitik er grundlæggende baseret på at begrænse skadevirkningerne. Tænk blot på arbejdsløshed og udstødning, og de skadebegrænsende tiltag som arbejdsløshedsunderstøttelse og socialhjælp. Og der er da heller ikke noget galt i at etablere herberger til de hjemløse eller for den sags skyld forsyne dem med en ordentlig sovepose. Men disse lappeløsninger kan naturligvis ikke være udgangspunktet for et socialistisk parti.

En narkopolitisk reformpolitik bør basere sig på, at misbrug er et problem der er samfundsmæssigt. Og at det kan løses. Og her er ingen vej udenom det seje træk:

• at sørge for et massivt forebyggende arbejde dvs. oplysning især rettet mod børn og unge, og at der interveneres med det samme når stofmisbrug opdages.

• at bekæmpe indsmuglingen af narko, og nationalt og internationalt bekæmpe narkokriminalitet.

• at sørge for, at der et bredspektret behandlingstilbud tilstede.