Klasseanalyse i Danmark og globalt

En vigtig forudsætning for gennemførelse af revolution er de revolutionæres gennemførelse af klasseanalysen

Det er nødvendigt meget præcist at vurdere: Hvem der vil støtte revolutionen, hvem der vil modarbejde den, og hvilke der vil forholde sig passivt, eller som vil svinge til den ene eller den anden side. Men klasseanalysen er også vigtig ved udviklingen og organiseringen af dagsaktuelle klassekampe.

Alle samfundsformationer siden urkommunismen har været klassesamfund, og der vil fortsat eksistere klasser frem til det kommunistiske samfund. I parentes bemærket vil der altså også eksistere klasser under socialismen, og tilsvarende vil der foregå en klassekamp i det socialistiske samfund.

Historie er klassekampens historie. Klasserne karakteriseres ved deres forhold til produktionsmidlerne.

Under den kapitalistiske produktionsmåde eksisterer der to hovedklasser: Borgerskabet der alt overvejende ejer samfundets produktionsmidler og arbejderklassen der udmærker sig ved sin dobbelte frihed - frihed fra produktionsmidlerne ( i modsætning til borgerskabet) og friheden til at sælge sin arbejdskraft. Ud over disse to hovedgrupper eksisterer: småborgerskabet der ejer sine produktionsmidler, men uden at købe andres arbejdskraft og mellemlagene der placeres mellem borgerskab og arbejderklasse.

Det er nødvendigt at introducere yderligere nogle begreber, inden vi går videre i analysen. For det første er det nødvendigt at skelne mellem det Marx kalder Klasse für sich og Klasse an sich. Altså den klassebevidsthed (det subjektive niveau) og det objektive klassetilhørsforhold, der præger hvert enkelt individ. Men det objektive forhold er bestemt af individets forhold til produktionsmidlerne er det subjektive forhold samtidig præget af historien, af offentligheds- og privatlivserfaringer.

For det andet eksisterer den kapitalistiske produktionsmåde endnu ikke i sin rene form. De konkrete produktionsformationer rundt om i verden rummer i forskellig udstrækning samtid rester af tidligere produktionsmåder - primært feudalsamfund og slavesamfund.

Det er centralt for klasseanalysen, både at analysere det objektive og subjektive tilhørsforhold. Det er centralt for den revolutionære bevægelse gennem agitation og konkret klassekamp at sikre, at det objektive klassetilhørsforhold også slår om i subjektet - indser nødvendigheden af brud med den kapitalistiske produktionsmåde, af revolution.

Lidt historie
Under kapitalismens udvikling er det sket betydelige ændringer i klassestrukturene i takt med sønderrivningen af den tidligere produktionsmåde, men også i takt med den kapitalistiske produktionsmådes egen udvikling. Under den oprindelige akkumulation og den tidlige manufaktur stod kapitalist og arbejder direkte overfor hinanden i den konkrete produktionsproces. Men tidligt skød kapitalisten lag ind mellem sig og arbejderne. de tidlige mellemlags funktion var kontrol med arbejderne. dernæst udvikledes bogføringsfunktioner og andet administrativt arbejde. I takt med kapitalismens underlæggelse af arbejdet overførtes endvidere gradvist udviklingen af produkter og produktionsmidler til teknikere - mellemlag.

Resultatet har været en voldsom vækst i mellemlagene i takt med kapitalismens udvikling og denne udvikling har yderligere taget fart med statsapparatets udvikling, der i vid udstrækning består af mellemlagsgrupper.

Historisk var mellemlagene tæt knyttet til borgerskabet qua deres funktion i produktionsprocessen, løn og goder, men med mellemlagenes vækst har borgerskabet i stigende grad udsat mellemlagene for økonomiseringstiltag, hvilket i forskellige grupper har fremkaldt en proletariseringsproces. Samtidig foregår der med den aktuelle teknologiske udvikling en ødelæggelse af de mellemlag der lægger tættest på kapitalen. Kontrol og produktionsstyringssystemer lægges ind i maskin- og EDB systemer.

Trods mellemlagenes massive vækst frem til i dag garanterer proletariseringsprocessen overfor mange af disse grupper, at de objektivt er alliancepartnere for arbejderklassen. Hvilke grupper og deres konkrete placering må bestemmes ved en konkret historisk analyse.

Den internationale dimension
Imidlertid er det ikke tilstrækkeligt blot at analysere klassestrukturen og styrkeforholdet nationalt.

Socialismen kan ikke opbygges i et enkelt land, og revolutionen må derfor have international karakter. Da bolsjevikkerne i oktober 1917 tog beslutning om at gennemføre revolution, var det udfra en analyse af, at revolutionen samtidig stod umiddelbart for døren i specielt Tyskland. Den tyske arbejderklasse forsøgte da også revolution, der imidlertid blev forrådt af socialdemokraterne, der stillede sig på borgerskabets side. En altovervejende årsag til den degenerering af den russiske revolution, der fandt sted i de følgende år, var den isolation den var udsat for og den åbne krig fra imperialismens side.

Ligesom det ikke er tilstrækkeligt, at klassebevidstheden og organiseringen er til stede på en enkelt fabrik for at gennemføre revolution, er det heller ikke tilstrækkeligt, at de objektive og subjektive forhold i f.eks. Danmark er til stede. Det er nødvendigt at analysere og medindkorporere klassekampens udvikling internationalt i den revolutionære strategi i Danmark.

Imidlertid er det meget sparsomt med analyser af klassestrukturens udvikling internationalt. Ideelt set er de revolutionæres opgave i hvert enkelt land at gennemføre denne analyse for, at der i fællesskab kan laves regionale og globale analyser. Dette analysemateriale er aktuelt meget mangelfuldt og jeg har derfor valgt at bruge statistikker fra FN's internationale arbejdsorganisation ILO.

Dette giver nogle problemer
For det første eksisterer der ingen præcis opgørelse af arbejderklassen i de enkelte lande. Så jeg har valgt at bruge opgørelsen over antallet af lønarbejdere - altså både arbejderklasse og mellemlag For det andet er der betydelige tidsmæssige huller i statistikken I mange lande i specielt den 3. Verden foretages der kun census hvert 5-10 år. For det tredje er der lande, der helt mangler i statistikken, Det er dog overvejende mindre lande der mangler.

Lønmodtagerandelen i de forskellige områder
I fig 1.ses udviklingen i lønmodtagernes andel af den samlede befolkning globalt.

Antallet af lønmodtagere er steget fra 1,297 mia til 1,557 mia. Hvem er så resten? En lille del er kapitalister, mange er unge. I mange 3.verdenslande er op til halvdelen under 18. Endelig er der småborgerskab, slaver, selvstændige bønder og fæstebønder. Altså før-kapitalistiske produktionsmåder. Men væksten afspejler kapitalismens stadige fremmarch globalt.

Faldet siden 1990 skyldes primært sammenbrudet i Østeuropa.(fig.2) Arbejdere og mellemlag er blevet skubbet ud af arbejdsmarkedet og gjort til småhandlende eller lumpenproletariat, og ødelæggelsen af de økonomiske strukturer i COMECON og i de enkelte lande synes at have ført til kapitaldestruktion og udstødelse fra arbejdsmarkedet.

I Afrika (fig.3)er billedet betydelig mere broget. Der er enkelte lande, hvor andelen af lønmodtagere stiger, mens flertallet stagnere eller direkte falder. Kontinentet har siden starten af 1980'erne været laboratorium for den neoliberale økonomiske politik, med katastrofale konsekvenser. I Nordafrika f.eks. en voksende tilslutning til muslimsk fundamentalisme.

I Europa (fig.4)skyldes faldet primært faldet i Østeuropa. Dog også i Finland, Sverige, Holland, Spanien og Portugal.

I Amerika (fig 5) er der fald i USA og Canada, mens der er vækst på 30% i Brasilien og 60% i Mexiko.

Endelig er der en konstant vækst i Asien (fig.7). Det er en generel vækst i hele området.

Selvom statistikkerne som nævnt er udtryk for både arbejdere og mellemlag, er det rimeligt at antage, at arbejderklassen vokser mindst lige så hurtig som (eller hurtigere end) mellemlagene. Væksten i andelen af lønmodtagere er koncentreret til Malaysia, Indonesien, Korea og Brasilien. Thailand, Hong Kong Taiwan og Philippinerne har oplevet en vis stagnation. Sammenlignet med Danmark, overgår andelen af industriarbejdere i Korea og Taiwan voldsomt vores hjemlige niveau. Malaysia har overhalet Danmark og Thailand haler hastigt ind.

Den hastige kapitalistiske vækst i Sydøstasien og til dels Brasilien gør, at en ny arbejderklasse udvikles i økonomisk og klassemæsig henseende.

Sammenfatning på den globale situation
Globalt betragtet betyder kapitalismens udbredelse til stadig fjernere egne, at en stadig større andel af jordens befolkning gøres til lønarbejdere - til arbejderklasse og mellemlag. I perioden 1984-93 voksede denne gruppe med 260 mio. og den kulminerede i 1990 med at udgøre 28,42 % af jordens samlede befolkning. Siden er der sket en vis tilbagegang. Først og fremmest pga. sammenbruddet i Sovjet og Østeuropa, hvor der de seneste fem år har foregået en massiv udstødning af arbejdere og mellemlag. Men også i Afrika sker der en kapitalistisk demontering, fremmet af Verdensbankens og IMF's hærgen.

Væksten i arbejderklassen er specielt koncentreret i Latinamerika og i Asien. Det er her interessant, at den stærkeste udvikling har fundet sted i Brasilien, Sydkorea og Taiwan der i alle tre tilfælde har præsteret en kapitalistisk udvikling med en meget høj grad af statsintervention. Så høj at det i nogen udstrækning giver mening at tale om statskapitalisme. Men samtidig er der forskelle mellem disse modeller. I Sydkorea og Taiwan gennemtvang USA i 1950'erne jordreformer for at mindske grundlaget for en revolutionær samling af bønderne. Agrarborgerskabet i disse to lande er derfor svagt, og der eksisterer en forholdsvis lige fordeling af jorden. Anderledes i Brasilien, der er et dybt splittet samfund - forstået som forskellene mellem land og by. Brasilien er det land i verden med størst interne indkomstforskelle. Landets 20% rigeste tjener 70 gange mere end de 20% fattigste.

Disse dybe indre modsætninger i landets produktionsform giver Brasilien store strukturelle problemer. Da militæret i 1984 måtte afgive magten, stod staten for godt 55% af produktionen i landet, men modellen kommer i stadig dybere krise i takt med at forskellene øges.

Men heller ikke Sydkorea og Taiwan er afskærmede fra krisen. Begge landes akkumulationsmodeller er fra slutningen af 1980'erne kommet i krise, hvilket afspejler sig i stagnationen eller det direkte fald i omfanget af landenes industriarbejderklasse. Til gengæld sker der en hastig vækst i andre af områdets lande med Malaysia, Thailand og Indonesien i spidsen, men også Pakistan oplever en betydelig vækst i arbejderklassen.

Nedbrydningen af feudalsamfundet og den hastige vækst i arbejderklassen giver sig generelt udslag i en forstærket klassekamp mellem arbejderklassen og borgerskabet. I takt med væksten i arbejderklassen ses en vækst i strejkeaktiviteten, der fører til forbedret realløn og kortere arbejdstid. Samtidig lægger denne udvikling kimen til stærkere revolutionære organisationer i de enkelte lande, der kan udgøre avangarden i den fremtidige revolution.

Europa specielt
Mens mellemlag og arbejderklasse globalt er i vækst, finder der i Vesteuropa, USA og Japan en stagnation eller direkte fald sted. Det er ikke specielt underligt i lyset af den fortsatte udvikling i produktivkræfterne, der til stadighed øger den enkelte arbejders produktivitet og på den anden side kapitalens forkrampede forsøg på at fastholde en høj arbejdstid. Men samtidig med arbejderklassens stagnation og direkte fald i de udviklede kapitalistiske samfund sker der en fortsat proletarisering af mange mellemlagsgrupper.

Samtidig er der tendenser til ødelæggelse af det klassekompromis, der siden 1930'erne har eksisteret i de fleste Vesteuropæiske lande mellem en reformorienteret sektor af arbejderklassen repræsenteret ved socialdemokratiet, mellemlag og kapital. Klassekompromiset garanterede på den ene side både udvidede reproduktionsforhold for arbejderklasse og mellemlag samt en høj vækst for kapitalen. Kapitalens internationale krise siden starten af 70'erne har imidlertid med stadig større styrke sat ødelæggelsen af dette kompromis på dagsordenen. Mest konsekvent er kapitalen i England gået til værks, hvor det er lykkedes skiftende konservative regeringer at knuse kompromisset, den socialdemokratiske fagbevægelse og at gøre England til Vesteuropas fattigste land næstefter Irland, Portugal, Spanien og Grækenland.

Men ødelæggelsen af kompromisset er også sat på dagsordenen i de øvrige Vesteuropæiske lande. OECD taler åbent om nødvendigheden af at nedbryde de kollektive aftalesystemer omkring arbejdstid, -løn og arbejdsforhold. Samtidig er socialdemokratierne der, har været hovedeksponent for kompromisset, i samtlige lande i dyb politisk krise.

Det er nødvendigt at analysere, hvor kapitalen først vil sætte disse angreb ind, samt hvilke grupper i arbejderklassen og i mellemlagene der hurtigst kan mobiliseres til kamp, for at kunne rette taktikken efter det.

Internationalt er det nødvendigt at styrke båndene til den nyopvoksende arbejderklasse og dennes organisationer, samt at udvikle det internationale samarbejde mod kapitalen. Det kan i første omgang være gennem samarbejde mellem fagforeninger i datterselskaber af samme multinationale koncern, som Fordarbejderne i sin tid organiserede sig. Det er nødvendigt, at de resultater der tilkæmpes i et land bliver kendt af arbejderne i andre lande, så de kan stille lignende krav på dagsordenen.

(forkortet af redaktionen)