
Brandattentater tvang i 1991 Venstresocialisterne til at opgive deres gamle lokaler i Rosenørns Alle, og flytte til KAP's hus i Studiestræde 24. Men da betingelserne her var alt for dårlige, besluttede Røde Hane (VS's trykkeri) og VS Ungdom sig for sammen at finde lokaler. I begyndelsen af 92 fik vi første gang øje på Griffenfeldsgade 41. Størrelse og beliggenhed var bare ideel, men alt for dyr. Men med to nye entusiantiske partnere i Internationalt Forum, som søgte butikslokale, og Lager & Handels Tillidsmandsring, som søgte nye lokaler, kom der gang i forhandlingerne med ejendomsmægler. Prisen kom ned på 1,3 mill. kr.,det var stadig for meget, og i løbet af sommeren 92 blev ejendommen solgt til anden side. På et halvt år lykkedes det den nye ejer at rive en bid af huset ned og rasere alt indvendigt inden han gik fallit. Den efterfølgende tvangsauktion gjorde at vi kunne erhverve huset for 700.000 kr.
Der er nu indsamlet 160.000 kr. i andele til huset. De store andelshavere er Røde Hane, Internationalt Forum og Tillidsmandsringen, men herudover har en lang række grupper og enkeltperoner tegnet sig for en andel på 1.000 kr.
Huset udviklede sig hurtigt i den retning vi har tænkt Solidaritetshuset i, og huset er nu et aktivt broget venstrefløjshus. Facaden domineres af Butik Cikaden, som drives af Internationalt Forum (IF). Butikken sælger en bred vifte af varer fra kooperativer fra 3.verdens lande. 1.salen i forhuset har Tillidsmandsringen for Lager&Handel, bag Tillidsmandsringen står en række af de mest aktive klubber indenfor Lager&Handel, bl.a. stilladsfolkene, skraldemændene, KUC ansatte m.fl. I samme lokaler bor Lager&Handels arbejdsløshedsklub og Offentligt Forum, som er et tværfagligt samarbejde mod privatiseringer.
I baghuset har Røde Hane til huse. Her trykkes, tidsskrifter, bøger mv., og har venstrefløjen som eksklusiv kundekreds. Trykkeriet er baseret på aktivistbasis.
I det andet baghus bor Cafe Det Røde Reb i stuen, cafeen har længe fungeret med stor succes, særligt er onsdagsarrangementerne velbesøgte. Længere oppe i huset er det især Rebel, revolutionære unge socialister, der domninerer. Men herudover findes der Regnbuen, kritiske/marxistiskee psykologer, der driver åben psykologisk rådgivning samt arrangerer studiekredse. Studerende mod Racisme, Byøkologisk Aktion, kunstnergruppen Kjarkas m.fl.